Travlhedens konsekvenser

Er sygeplejen i fare for at gå i stykker?

Jeg frygter, at jeg i travlheden, risikerer at miste mit sygepleje-gen, og at jeg på sigt forvandler mig til en sygeplejerske robot. Når travlheden raser og man pisker rundt som en skoldet skid, er der ikke altid meget sygeplejekvalitet i det arbejde man laver. Jeg vil i hvert fald vove at påstå, at man på en eller anden måde automatisk slår fra, og ikke yder den samme form for sygepleje – sammenlignet med hvis der var god tid.

Selvfølgelig vil der altid være tider med travlhed, det kan ikke undgås. Men det, som gruer oppe i mit hovede er, at når der er travlt, og man pisker rundt i flere dage og uger træk, kan ens indre sygeplejerske så blive ødelagt?

Mon man med tiden bare bliver nød til at indordne sig, og cope med, at det er sådan det er? Det er selvfølgelig rigtig godt og vigtigt at kunne slå fra og løbe stærkt. Men jeg har en bange anelse om, at sygeplejen er i fare for at gå helt i stykker, hvis de her travle situationer varer ved.

Allerede nu, er jeg da begyndt at være mere ligeglad – det kan lyde negativt og provokerende. Men det jeg mener, er bare, at jeg klart er anderledes nu, når jeg er i vagt, end hvad jeg var de første mange gange. Jeg er blevet mere tough og kynisk, og sådan her: åh jamen det skal jo nok gå. Jeg nåede det jeg nåede, og jeg gjorde mit bedste. Jeg trækker mere på skulderen, end hvad jeg gjorde i starten, det bliver jeg nød til, ellers er det ikke til at holde ud, at arbejde som sygeplejerske, når der er travlt. Man bliver nød til at sige til sig selv: jeg har gjort mit bedste, i de rammer jeg havde. Og bare håbe på at patienterne har fået noget sygepleje ud af det.

Det er stadig sådan, at jeg kan gå hjem med følelsen af: gjorde jeg det nu også rigtigt, og bare jeg ikke mangler at sige noget. Men det handler nok også om, at jeg er helt ny og grøn. Men det påvirker mig ikke i samme grad, som det tidligere har gjort. Det er jeg glad for. Men det der så popper op i mig er, om jeg på sigt vil ændre mig og miste mine dyrebare sygeplejerske grundstene, som skriger efter at yde omsorg, sjæleligt og åndeligt.

Det håber virkelig ikke. Så håber jeg, at jeg forinden er flygtet fra faget. Jeg har i min uddannelsestid mødt nogle sygeplejersker af denne kaliber. Hvor jeg har tænkt: HVAD! Hvorfor er sådan en som hende/ham sygeplejerske. Men nu tænker jeg: …. det kan jo være, at typer som disse, har været udbrændte af stress pga. travlhed og mangel på ressourcer.

Har I nogle gode råd til hvordan man holder fast i sig selv og sin sygeplejerske sjæl? Uden at give det hele op og flygte? Jeg er jo så glad for sygeplejefaget, og lykkeligvis, skal jeg starte min kommende sygeplejerskekarriere som barselssygeplejerske, i et sommerferievikariat. Men jeg har fået at vide, at der vil blive endnu mere travlt henover sommeren, end hvad vi oplever lige nu… og derfor tænker jeg selvfølgelig ekstra meget på det her med, at jeg ikke vil miste mig selv til travlheden.

Jeg har erfaret, at det helt klart hjælper, at forventningsafstemme som noget af det aller første i mødet med patienterne. Kommunikation er helt klart et vigtigt redskab. Men nogen gange, er der bare næsten ikke en gang tid til det.

Smid endelig en kommentar, og gerne gode råd til at håndtere og tackle stressede situationer. Jeg håber ikke at jeg skal ende der, hvor jeg bliver en robot, der bare arbejder, og slet ikke mærker mig selv og den sygeplejerske, jeg igennem de sidste år har bygget op.

Kh. Frederikke

→ Find mig på facebook her hvis du har lyst :-)

1 kommentar

  • Monica

    Suk jeg kan godt følge noget af du skriver ift. Om sygeplejen eller følelserne ændre sig. Noget af det du forklarer, ser jeg som erfaring, som man søger og som også ændre sig. I starten er man som sygeplejerske nok ubevidst optaget af hvordan man er i sygeplejen og det kræver tid/ kræfter, som man over tid vil transformere til plejen. Der er ingen tvivl om at en del brænder ud, og som vi jo har lært mestre vi forskelligt. En ting jeg har lært, er at man skal passe på sig selv. Det ser jeg ikke det samme, som ikke at kunne yde god sygepleje. For mig har det at tage sig af den anden, været givende og udfordrende og endnu mere efter jeg fik erfaring og fandt en ( min) måde at passe på mig selv. Du skriver at din sygeplejegrundsten skriger efter, at yde omsorg både åndeligt og sjæleligt, og der hører jeg et kald, som du skal finde en måde at forene med et fag og arbejde, de kan godt sætte hinanden lidt i udfordring. Samtidig virker du ….søgende idet du ikke ønsker eller planlægger at blive i sygeplejen, eller det er det jeg forstår ved det jeg læser, når du skriver at du vil læse videre. At give dig råd ift. At kunne klare sig i dagens sundhedsvæsen er svært, den skal du finde selv, det skal komme indefra, nogle finder det i tro, jeg fandt noget jeg kunne bruge, hos teoretikerne Benner og wrubels, du må finde nogle/ noget der duer for dig.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Travlhedens konsekvenser