Hjertestop. Første praktik... Modul 4 i et andet land.

Kære Sygeplejerske: suck it up og håb eller flygt?

Holder vi Danmark i live?

Jeg så programmet “Holder Danmark i live” for et par uger siden. Da programmet var slut, sad jeg med en følelse af dette: “og hvad så nu?”

Man fulgte blandt andet en sygeplejerske på akutmodtagelsen, som elskede sit job, men som sagde, at han godt kunne have brugt et par flere kollegaer, i en vagt som den vi fulgte ham i. Han udtalte også, at de gerne ville kunne tage patienterne ind med det samme, men at virkeligheden ikke er til det. De må prioritere, og vælge hvem der har mest brug for hjælp lige nu og her. Det var i programmet også tydeligt at se, hvordan der bare ikke var tid til pause eller mad.

Prioritering (triagering) af patienter, foregår landet over i sundhedsvæsenet og hele tiden. Den foregår især på de akutteafdelinger. Men også på mindre akutte afdelinger. Som sygeplejerske (og andet sundhedspersonale) er man qua ressourcemangler nødsaget til at prioritere blandt patienterne. De der mest har brug for hjælp, er øverst på listen. Det er i og for sig jo faktisk helt fair. Bortset fra, at det ikke altid kan være lige let at skelne og vurdere, om hvem der har mest burg for hjælp – og hvad hvis alle i pricippet har lige meget brug for hjælp? Som jeg før har skrevet, alle er mennesker er unikke og har brug for unik og individul omsorg og pleje. Derfor er det også forskellige, fra patient til patient, hvad der er vigtigst for dem, og det kan en triagering f.eks. ikke altid tage højde for. Jeg ved godt, at er der tale om en akutafdeling, hvor det handler om liv og død, er det selvfølgelig dette der er det aller vigtigste. Nu sætter jeg det bare lige op på en spids.

Et eksempel fra en dag, da jeg måtte prioritere blandt “mine mødre”: vi havde rigtig travlt, og jeg valgte at høj prioritere den familie jeg kunne se var “yngst”, altså de som havde det mest spæde barn. Samtidig kunne jeg se, at det var en førstegangs mor og far, og da der ikke var noget akut jeg skulle handle på fra overleveringen, eller andet jeg kunne læse mig til, var denne familie klart højest på min prioriteringsliste. Jeg havde omkring frokost endnu ikke haft tid til at gå ind og sige godmorgen til min famile nr. 4. På tavlen stod der, at det var en andengangs mor og far, og da de havde ikke ringet på klokken, tænkte jeg, aaah.. de klarer sig nok rigtig fint selv.

Da jeg endelig havde tid til dem, viste det sig, at der var en fejl på tavlen, det var en førstegangs mor og far(!). De var “mønster-patienter”, og havde ikke ville ringe på klokken, fordi de synes at kunne mærke travlheden, og ville ikke være til besvær. Kl. lidt i lukketid, lagde jeg barnet i lys for gulsot. Jeg skulle helt klart have haft prioriteret anderledes den dag. Eller.. nå ja.. have haft flere hænder.

En anden man fulgte i programmet “Holder Danmark i live” var en sygeplejerske, der havde valgt at lade sig omskole til portør. Hun fortalte, at hun førhen ikke sov om natten, at hun gik hjem med følelsen af, ikke at have gjort det godt nok, pga. tiden ikke var til det. Hun kunne gå hjem med grublen over, om hun havde givet den rigtige medicin, til den rigtige patient. Jeg synes det er virkelig stærkt og godt, at hun lyttede til sig selv og flygtede. Til slut sagde hun, at hun var så glad i sit job, da hun nu har et arbejde hvor hun ikke bliver syg.

Men er det fair? Er det virkelig fair, at vores sundhedsvæsenet nogen steder er så presset, at en sygeplejerske må lade sig omskole og lave noget helt andet, end det man brænder for? Jeg sad virkelig med en målløs fornemmelse i kroppen. Men samtidig fik jeg respekt for hende, jeg synes virkelig at hun er sej! Sejt at hun mærkede sig selv, og smed håndklædet i ringen. Dog synes jeg virkelig ikke, at det er fair, at man som sygeplejerske er i risko for at blive presset så langt ud. Det er grotesk, og slet ikke acceptabelt, at det nogen steder er vilkårene.

Arbejdsmiljøet?

Når stressen raser, er det psykiske arbejdsmiljø uacceptabelt, og sygeplejerskerne står og skal jonglere med patienterne, om hvem der har mest brug for hjælp. Det giver sig selv, at dette kan have en konsekvens for de andre patienter.

Jeg har talt med flere veninder, der er færdiguddannet sygeplejersker, som er på forskellige hospitaler, og på forskellige afdelinger. De fortæller deres skræk historier, om hvordan det er at være i vagt, når tiden, pladsen og ressourcerne bare ikke er der. Jeg var også i forbindelse med noget studie arbejde, ude og interviewe nogle sygeplejersker, som ytrede det samme, og kom med samme problemstillinger. Informationer til patienterne går tabt, plejen og omsorgen bliver nedprioriteret. Fokus må flyttes, og brandslukninger gives til de, der har mest behov, det går udover de andre – som også er indlagte, og som også har brug for en sygeplejerske.

Formanden for DSR siger i programmet: “nu er nok-nok”. Men sker der nogle ændringer? Bliver der tilføjet nogle ressourcer? Vel forhåbentlig på sigt?

Og hvad så nu? 

Jeg tænker, at dét der er at gøre som sygeplejerske lige nu, er:

1. Suck it up eller flygt.

Eller

2. Suck it up og håb på bedre tider.

2 kommentarer

  • Hanne

    Det staves qua, og ikke kvag. Det kommer af latin.

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • Vitachoreas

      Hehe, jeg siger mange tak for hjælpen. Stavning og kommasætning har aldrig være en af mine spids-kompetencer.

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Hjertestop. Første praktik... Modul 4 i et andet land.