Ugens Sygeplejerske

Karrieredag 2016 – som en slikbutik


“Kære dagbog…” (haha) jeg har i dag haft en lang, men dejlig dag på studiet. Den startede med gruppearbejde i selskab med mine to partners in crime, som jeg skriver modul 13 eksamensopgave med. Da vi var færdige med dagens arbejde fortsatte min dag til Karrieredag “on top of” Professionshøjskolen Metropol (PHmetropol). En lang dag på skolen er faktisk helt ok, da jeg lige nu er i gang med min aller sidste tid som studerende på PHmetropol (snøft). Der er omtrent 4 måneder til at jeg, med MANGE sommerfugle i maven, kan kalde mig sygeplejerske.

Karrieredag 2016

Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) og DSR Kreds Hovedstaden stod for arrangementet. Herfra skal der lyde en kæmpe stor TAK for et rigtig godt og spændende arrangement. På 5. sal blev vi budt varmt velkommen af SLS, DSR og 22 sygeplejersker fra forskellige kliniske specialer. Det var jo næsten som at være i en slikbutik, da jeg skulle vælge hvilke sygeplejerske-boder, jeg gerne ville besøge i løbet af de næste to timer. 

 SLS og DSR  byder velkommen!

Jeg besøgte følgende boder:

  1. Børn og unge psykiatri

  2. Sundhedsplejerske

  3. Sygeplejerske i forsvaret

  4. Psykiatri

  5. Udstationering – sygeplejerske i Grønland og Norge

  6. Læger uden grænser

… og til sidst fik jeg også lige talt med DSR og DSA, som havde en bod. Her fik jeg et par tips med på vejen, til nu når jeg er færdiguddannet i Juni måned :-)

 

Selvom jeg gerne ville have hørt alle sygeplejerskerne fortælle om deres speciale, så var tidsrammen og antallet af boder jeg kunne nå, helt perfekt.

Det var for mig et rigtig givende arrangement, da jeg lige om lidt selv står ude i “marken”. Selvom jeg måske selv synes, at være godt på sporet af hvad jeg finder spændende, var det to meget relevante timer og rigtig godt givet ud. Jeg fik et større udsyn, og samtidig også slukket for nogle områder jeg forinden troede var “lige mig”. Jeg har nemlig et problem… og det er, at jeg finder nærmest alt inden for sygeplejefaget interessant (forkælet Frederikke). Selvfølgelig er jeg mere interesseret i noget fremfor andet, men det stresser mig altså lidt, at jeg finder så mange områder spændende. Men hvor om alt er, så hjalp Karrieredagen mig med at spore mere ind på hvor jeg gerne vil starte som sygeplejerske og hvad jeg gerne vil arbejde mig hen imod.

Alt i alt, så var dette arrangement helt og igennem super godt. Jeg husker faktisk, at jeg også var til det for et par år siden. Jeg vil gerne slå et slag for Karrieredagen, og opfordre alle til at deltage. Om så man er modul 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, 10, 11, 12, 13, 14 eller færdiguddannet, så tror jeg, at det kan være rigtig godt at høre om forskellige specialer – både som grøn og som erfaren.

Sygeplejerskeuddannelsen er jo et drømmeland – en slikbutik fyldt med et hav af forskellige spændende muligheder.

Kæmpe stor tak til SLS, DSR, PHmetropol og alle de sygeplejersker, der tog sig tid til at fortælle, og dele deres viden og speciale med alle os der deltog.

Kh. Frederikke

1 kommentar

  • Susanna søberg

    Rigtig vigtigt med denne karriere-dag! Mulighederne for sygeplejersker er nemlig mange. Når det nu er en karriere dag har man så også valgt en repræsentant fra en privat virksomhed? Og en stand fra universitetet for at vise at karriere muligheder for sygeplejersker også kan være en akademisk vej?

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Ugens Sygeplejerske