Krisehjælp, nattevagt og bachelor

I dag har jeg været på campus sammen med min bachelorgruppe, og en masse andre sygeplejestuderende som er i samme båd som os. Vi har været til 2. del af et akademisk opgaveskrivnings kursus, og mangler nu kun del 3. Det er en kæmpe stor hjælp til bachelorprojektet, og det er super fedt at studiet udbyder dette. Jeg kan kun anbefale, alle der i fremtiden skal på modul 14, at deltage i dette kursus eller et tilsvarende (på andre studier end lige mit). Det er faktisk også helt rart og hyggeligt at sidde lidt på skolebænken som en afveksling til skriveriet. Tusind tak til PHmetropol :-)

De næste to dage står, for mit vedkommende, på nattevagt på barselsgangen. Jeg har store planer om at sove et par timer, efter at jeg har postet dette indlæg – jeg håber virkelig at jeg kan falde i søvn! I morgen bliver lige en lidt ekstra hård dag. Jeg skal danse med sambaholdet i tre timer, inden at jeg igen skal møde i nattevagt. Men jeg er fortrøstningsfuld, og så har jeg jo selv valgt at tage disse to nattevagter;) Faktisk kan jeg godt lide nattevagter – også selvom det vender op og ned på det hele. Årsagen er nok den, at jeg er et kæmpe stort B-menneske. Dog kan jeg tydeligt mærke, at min krop ikke synes ligeså godt om nattevagterne, som mit hovede gør.

Heldigvis har jeg en meget fleksibel og forstående bachelorgruppe. Der er plads til at have arbejde og andet ved siden af af projektet. Vi er egentlig meget godt med i skriveprocessen, og har i dag sammen fordelt, det vi skal have skrevet til at vi mødes igen på fredag. Hele torsdag skal jeg bruge på at skrive og læse – altså når jeg er vågnet op fra min nattevagt. Jeg kan ligeså godt indse nu, at jeg ikke når at skrive noget i morgen grundet min sambatræning efterfulgt af nattevagt. Det er ikke nemt, når man gerne vil det hele ligesom jeg. Faktisk havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville deltage som danser i Københavns karneval i år. Da jeg så, mere eller mindre, fik serveret muligheden, kunne jeg ikke lade være med at sige ja! Jeg deltager dog lidt anderledes i år, det bliver uden fjer og høje sko, men bare det at jeg skal være med i paraden, tilbringe tid med dejlige mennesker, høre god musik og optræde på scenen, er så skønt! Dans bringer virkelig så meget glæde og varme til mit liv. Er der mon nogen af jer der læser med som også skal deltage i Københavns karneval? :-)

Jeg er nogenlunde oven på efter sidste uges dumme oplevelse. Jeg var på vej hjem fra en aftenvagt, hvor en fremmed mand passede mig op, og holdte mig tilbage. Han overskred mine grænser ved at holde mig tilbage med fysisk – og verbalt magt i 20 minutter. Jeg endte med at anmelde episoden til politiet. Efterfølgende har jeg været i kontakt med min læge, som har sørget for en henvisning til en psykolog, med henblik på at jeg kan få noget krisehjælp. Jeg har det ok med at tage toget til og fra nattevagt, det havde jeg i hvert fald forleden, og jeg har også taget toget til og fra sambatræning sent om aften. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil gøre alt for at episoden ikke skal hæmme mig. Selvfølgelig uden at undertrykke de følelser, og den ubehag jeg har omkring det der skete.

Det, at jeg skrev om episoden her på bloggen hjalp mig meget i men bearbejdelse af hændelsen, og jeg har efterfølgende også talt og fortalt om hvad der skete med venner og familie flere gange. Da jeg anmeldte episoden til politiet, og blev bedt om at give et signalement, gik det op for mig, hvor vigtigt det er ikke at underkende og mærke følelserne omkring en sådan hændelse. Det kom helt bag på mig, at jeg til politiet i telefonen, pludselig begyndte at bævre i stemmen og fik tårer i øjnene.

Der skete mig jo heldigvis ikke noget. Men det ændrer ikke på, at jeg mærkede en kæmpe angst og frygt, og fik overskredet nogle helt basale grænser, der ikke bør overskrides af et fremmed menneske. Dem der er nær mig ved, at jeg generelt har en tendens til nemt at blive ræd og at være bange for at tage hjem alene i aften – og nattetimerne. Jeg har netop arbejdet med dette, og eksponeret mig selv rigtig meget, for at komme af med min frygt og angst. Derfor er det bare så f*cking latterligt, at jeg skulle opleve præcis noget af det, jeg meget længe, har gået og frygtet. Det der skete i sidste uge har helt klart påvirket mig og givet mig et tilbagefald. Dette må og skal jeg anerkende og bearbejde, for at jeg kan komme godt og rigtigt videre og ordenligt op på hesten igen.

Jeg ser frem til at starte hos en psykolog, som kan hjælpe mig med at få episoden “placeret” et sted og gennembearbejdet. Udover det, så passer jeg ekstra meget på mig selv i øjeblikket. Jeg ringer til nogen, når jeg bliver bange, jeg tager noget med i tasken, som får mig til at føle mig beredt på en evt. farlig situation og så har jeg ikke længere musik i ørerne fra det sekund jeg forlader min hoveddør som før – jeg venter til at jeg føler mig tryg. 

Nå, nok om den kedelige episode for nu. Nu må og skal jeg prøve at få sovet lidt, inden jeg skal afsted og forhåbentligt fejre flere fødselsdage på barselsgangen:-)

Er der nogle af jer der har et par gode råd til at kunne falde i søvn her midt på dagen inden en nattevagt? Jeg tager altid sovemaske på, da der er meget lyst i min lejlighed. Dog ender jeg tit med bare at ligge vågen under masken, og tit står jeg op uden at have fået lukket et øje. Hjælp og råd tages imod med kyshånd, på forhånd tak og godnat :-)

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS