Hallo, har du ikke tavshedspligt?

Man må sige at jeg har været en smule tavs den sidste måned. De af jer, der følger mig på Instagram har nok lagt mærke til, at jeg skriver bachelor på fulde hammer. Hvis I har lyst, kan I følge med her: Vitachoreas
Jeg skriver om børn og præoperativ angst hvilket er rigtig spændende… Men jeg er nået dertil, hvor jeg ikke rigtig orker mere og jeg tror at mine kære makkere føler helt lige sådan. Jeg føler at lever i en bobbel og når jeg drømmer er det også om bachelor – det er vist meget normalt at have det sådan :-) Jeg var heldig at have et lille afbræk med sambadans og Københavns karneval med dejlige danse-venner i midten af maj, men ellers står den på bachelor dag ud og dag ind.

Det er dog ikke min tavshed dette indlæg skal handle om, men om den pligt til tavshed, man som sundhedsprofessionel er underlagt.

Tavshedspligt
Alle sundhedspersoner er underlagt tavshedspligt. Det betyder som det helt klare udgangspunkt, at en sundhedsperson ikke må videregive oplysninger om en patients helbred og andre fortrolige oplysninger uden patientens samtykke.
Tavshedspligten er en patientrettighed, som giver dig krav på fortrolighed fra sundhedspersonens side og mulighed for i visse tilfælde at bestemme, om oplysninger om dit helbred og personlige og økonomiske forhold må videregives.
Du kan læse mere om sundhedspersoners tavshedspligt på Sundheds- og Ældreministeriets hjemmeside.
Fra sundhed.dk

For nogle uger siden sad jeg i solen og drak en kop kaffe på en café udenfor. Vi sad mange tæt og crowded udenfor på cafeen. Jeg kunne ikke undgå at overhøre samtalen der var igang lige ved siden af mig. Samtalen var mellem to der tydeligvis arbejdede samme sted og den omhandlede borgere fra det pågældende sted. Der blev nævnt navne på borgerne og der blev talt om deres vægttab, spisevaner og meget mere. Der blev ikke nævnt nogle sådan meget nært personlige ting om borgerne, men jeg synes bestemt at det var et brud på tavshedspligten på alle mulige måder det der foregik.

Samme uge da jeg var på vej hjem fra en nattevagt på mit studiejob, kunne jeg (inklusiv resten af togkupeen) ikke undgå at høre meget nære beskrivelser om en kvindes fødsel. Det var en jordemoderstuderende der talte i telefon og fortalte om hendes vagt. Hun fortalte meget detaljeret om en fødsel hun havde været med til, om alt lige fra hvordan moderen havde været under fødslen til hvordan fødslen var foregået. Ud fra hvad hun fortalte til den anden ende af røret, kunne jeg forstå at det havde været en lidt kompliceret fødsel, og det gjorde bare hele situationen meget værre. Ét er, at man fortæller om sin vagt i et offentligt rum, hvilket også er et brud på tavshedspligten, to er, at når det har været kompliceret og en svær situation for vedkommende, synes jeg personligt, at det tavshedsbrud blev endnu værre.

Begge episoder efterlod mig med en følelse af, at jeg gerne ville have grebet ind og sagt noget til de der plaprede højt om deres oplevelser på arbejdspladsen. Men jeg kunne ikke få mig selv til det. Det er nu heller ikke, så vidt jeg ved, mit job at være politimand i sådanne situationer, men jeg kunne bare ikke lade være med at tænke “tænk hvis det var mig”. Jeg kan virkelig godt forstå og sætte mig ind i, at man er fyldt op af oplevelser man har brug for at dele med især medstuderende, men jeg synes virkelig at det er grotesk at nogen kan finde på at snakke højt og tydeligt om andre menneskers behandlinger åbentlyst på en café og i en togkupé.

Hvordan har I det med sådanne situationer? Ville I gribe ind? I så fald, hvordan ville I gøre det?
Jeg håber at jeg har mod på at sige noget, hvis jeg oplever noget ligende igen. Det er ikke rart at skulle lege politimand, men jeg føler virkelig, at jeg som sundhedsprofessionel har et medansvar for de patienter og borgere der modtager behandling. Jeg ville selv være utroligt ked af det, hvis nogen snakkede højt og tydeligt om mig om min behandling i det offentlige rum. Det er bare så forkert, og bare så lidt i orden. Sådanne samtaler er nogle der hører til bag en lukket dør, hvis den overhovedet hører til der. Jeg vil slet ikke ophøje mig selv med det her indlæg, tværtom, for jeg må da blank indrømme, at jeg også har talt om oplevelser fra min kliniske verden med medstuderende og med familiemedlemmer. Men når jeg har gjort det, har det ikke været i det offentlige rum, og har jeg omtalt personer har det foregået sløret, i sådan en grad, at man ikke kan vide om hvem, hvor og hvordan.

En sundhedsprofessionel er selvfølgelig også bare et menneske, som alle andre, der også snakker om deres arbejde. Men der er bare den store forskel i sundhedsfaget, nemlig at det omhandler mennesker og deres privat liv.

Har I mon oplevet ligende situationer?

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas