“Det vil jeg aldrig glemme”

Da jeg havde arbejdet i ca. en uge som færdiguddannet mødte jeg ind i vagt til ovenstående hilsen og gave fra en patient. Jeg blev så rørt og glad, og kunne mærke at der stod små tårer og bankede på i øjenkrogen.

Min første uge på barselsgangen var rigtig hård. Det var den fordi at jeg ikke havde haft en vagt på barselsgangen i næsten to måneder, fordi at min bachelorgruppe og jeg, brugte alle vores timer i døgnet på at skrive sammen. Udover det, så startede jeg præcis den 1. juli, med 3 weekend dagvagter i streg. Weekenden er klart et tidspunkt, hvor der kan være meget knald på og rigtig travlt. Hospitalet er på en eller anden måde lidt i dvale tilstand, og generelt mindre bemandet end som i hverdagene. Men kvinder føder altså døgnet rundt – også i weekenden! Samtidig har jeg det sidste årstid som vikar i afdelingen primært haft aften og især nattevagter, så hvad man præcis skal i dagvagt lå ikke helt på rutinen. Da vi havde travlt og fes rundt, var det svært at spørge kollegaer til råds, og jeg følte lidt at jeg famlede lidt i blinde nogen gange. Da jeg kom hjem var jeg ikke i hopla og slet ikke spor glad og stolt af min indsats. Jeg følte at jeg havde glemt meget om specialet, både viden, men også helt almindelige praktiske ting. Det er som om at bacheloren har spist en masse af min viden og rutine fra barselsgangen!

Hvor om alt er, så går det meget bedre nu. Jeg skulle lige i gang igen og bare én god oplevelse, sletter nogle af de, jeg har oplevet som værende mindre gode.

Da jeg mødte ind til ovenstående kort og chokoladegave, blev jeg så utroligt glad, for midt i mine frustrationer om min formåen og kunnen, gav alt lige pludselig fuldstændig mening igen. Jeg var der for patienten, jeg støttede, vejledte og krammede. Forinden havde jeg nået at læse lidt omkring patientens problemstilling, så jeg vidste hvad der skulle til, for at hun fik det bedre, sådan rent sygeplejefagligt. Men det aller vigtigste for hende, som også fremgår af kortet var, at jeg var der, krammede og lyttede.

Jeg skriver ikke det her blogindlæg for at sige “se mig, hvor er jeg god”, men for at understrege vigtigheden i bare det at være der og møde patienten hvor han/hun er. Selvfølgelig skal det ikke underkendes at viden og erfaring er GULD værd og uundværligt – men som jeg selv, og mange andre nyuddannede, må vi huske på at helt grundlæggende sygepleje er mere end halvt så vigtigt. Det betyder så meget, og det er så lidt der skal til som sygeplejerske, for at være der for en patient. Jeg tror, at jeg helt ubevist tænker og fokuserer rigtig meget på alt det jeg ikke kan, i stedet for at fokuserer på alt det jeg kan. Rom blev ikke bygget på en dag, og god sygepleje er i grunden uhyre simpel, når det kommer til stykket >>se, lyt, føl<<.

Jeg fik mig i hvert fald en reminder på, at jeg er god nok, og at jeg måske skal slappe lidt af med at fokusere så meget på alt det jeg ikke kan endnu. Jeg har før skrevet et indlæg om at jeg synes, at man kan sidestille sygeplejerskeuddannelsen med det at tage kørekort. Man lærer først rigtigt at køre bil, når man har kortet, men man kan det grundlæggende når man består teori – og køreprøve. Helt ligesom at have bestået sygeplejerskeuddannelsen. Jeg kan det grundlæggende, men jeg er nu for alvor klar parat til at bygge oven på, og lære meget mere om hvordan man rigtigt er barselssygeplejerske :-)

Kan I følge mig? :-)

Følg min blog på facebook her VITACHOREAS