Jeg græd på vej hjem i går
Magtesløs
Efter jeg netop forleden skrev et indlæg med mine refleksioner om tilstandene på Køge Sygehus, må jeg indrømme, at det er lidt tragikomisk, at jeg i går på vej hjem fra min aftenvagt begyndte at græde. (Læs mit “Køge-indlæg” her)
Jeg kom til at græde i bilen på vej hjem fordi at jeg i går nok havde hidtil mest lortede vagt (undskyld ordvalget). Følelsen jeg havde i kroppen da jeg gik fra afdelingen var virkelig utilfredsstillende og fyldt med skyldfølelse. Jeg ved at jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok. Det er ikke nok når jeg ved at jeg forsømmer patienterne og ikke får gjort mit arbejde som jeg burde – samt når jeg ved, at jeg går imod min faglighed og imod patientsikkerheden. Det er grotesk at det skal være sådan i nogle vagter, at man kan presses så langt ud, at man fælder tårer. Nyuddannet eller ej.
Jeg følte mig så presset af flere omgange at jeg fuldstædig glemte hvad jeg var i gang med (super patientsikkerhed!). På et tidspunkt stod jeg ude i linneddepotet, klokkerne bimlede, hvoraf 4 af dem kaldte på mig. Der havde jeg helt vildt meget lyst til bare at begynde at skrige! Jeg tror mine tårer brød ud både pga. lettelsen af at “være ude på den side” af afdelingen, men især også fordi jeg vidste at det arbejde jeg havde foretaget mig i den aftenvagt, på ingen måde lever op til at være sygeplejerske. I hvert fald ikke til hvordan jeg gerne vil være sygeplejerske. I går var jeg brandslukker.
Jeg glemte flere vitale almindelig arbejdsopgaver i løbet af vagten pga. tidspres og for meget at lave på én gang. Jeg ved at jeg overleverede opgaver og uløste problemstillinger til natholdet, som ikke var rimeligt, men som jeg ikke kunne gøre til eller fra ved. For som skrevet ovenfor, jeg gjorde mit bedste, det bedste jeg kunne.
Dokumentation?
Jeg nåede aldrig rigtig til at læse om mine patienter (super patientsikkerhed!). Det jeg selv dokumenterede startede primært med …”pga. travlhed har jeg ikke/ved jeg ikke.. osv.” (igen, super patientsikkerhed!). Dokumentation er en vigtig del af sygeplejen, da den er med til at gøre, at vi kan handle på problemstillinger og hurtigt opfange hvis noget skulle være i gang med at ændre sig til det værre, og fortsætte med noget, hvis det hjælper. Dokumentationen er også med til at gøre, at vi opnår viden om patienterne vi passer, så at de kan få bedst mulig behandling. Dokumentaton er altså til for at opretholde bedst mulig kvalitet i sygeplejen. Der var ingen eller i hvert fald minimal kvalitet i det jeg leverede i går dokumentationsmæssigt. Igen.. super utilfredsstillende og slet ikke sådan som jeg vil være sygeplejerske.
Overlevelse
Man skal være stærkt for at overleve i det her sundhedsvæsen. Jeg forstår godt at mange går ned med stress og at mange flygter fra det her fag og giver op. Jeg har ikke før tudet efter at have været i vagt, men det kan jeg da krydse af på listen nu. Jeg synes egentlig selv at jeg er stærk og robust og god nok til at sige fra. Men i går knækkede filmen. Jeg har været sygeplejerske i lidt over to måneder nu – jeg skal overleve mange år endnu som sygeplejerske, medmindre jeg skal finde på noget andet. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg elsker mit fag, og jeg elsker at være sygeplejerske. Med tiden bliver jeg vel forhåbentlig mere stærk og robust, men besparelserne fortsætter samtidig også – så jeg ved ikke om det kommer til at hænge sammen på nogen måde. Jeg har heller ikke lyst til at udvikle mig til en “ice-cold-bitch”-sygeplejerske, jeg vil gerne fortsætte med at føle og tude, hvis jeg mærker at noget ikke er iorden. Jeg håber ikke at jeg taber mig selv til travlheden.
Men i går var urimelig. Det var ikke kun fordi at jeg er ny og grøn sygeplejerske.
Undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe
Jeg sagde undskyld nærmest hver gang jeg gik ind på en stue i går. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være, at være patient, når der er så travlt. Men jeg er sikker på at patienterne også gør deres bedste for at være forstående.
Jeg tror også at mine tårer var en kulmination. En kulmination af hele selve oplevelsen af at løbe rundt, uden nogen pauser, og føle sig så utilstrækkelig og ikke tilstedeværende. Lige nu tænker jeg bare at næste gang jeg møder i vagt, kan det da kun blive bedre end sidst. Men seriøst, det er sgu ikke værdigt for nogle det her.
Jeg bliver vel mere robust jo dygtigere jeg bliver til mit fag. Men de erfarende jeg var i vagt med tonsede også rundt i går, de har nok ikke fældet tårer ligesom mig på vej hjem, men vi var “alle” tre über presset i går og gjorde alt for at få det hele til bare at hænge nogenlunde sammen. Øv.
Meningsdanner Uddannelsen
Jeg glæder mig til at starte på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelsen i næste uge. Det skal blive godt at lære hvordan jeg kan ytre mig meget mere og debattere meget mere – for det her sundhedsvæsen det sejler!
Ps. Jeg håber at de af mine kollegaer der læser med forstår hvor meget jeg sætter pris på jer og hvor meget guld værd I er. Uden jeres støtte og hjælp ville der slet ikke være glæde og håb for mig som ny sygeplejerske.
Kære du – du er ikke alene. Jeg er sygeplejerske på 4 år og er nu endt på Bornholms hospital, efter både riget, Hvidovre og Frederiksberg. Jeg har også dage, hvor jeg græder af afmagt. Nogle gange ude i medicinrummet, når jeg simpelthen ikke kan holde igen. Vi arbejder under forfærdelige forhold og det har nok allerede kostet menneskeliv. Pas på dig selv og hæng i, hvis du virkelig føler sygeplejen er dit “kald”. Ellers er jeg tilbøjelig til at sige løøøøb inden det er for sent:-( Men det er jo ikke meningen. Kram til dig