Et helt specielt kram

Magtesløsheden overvinder ytringsfriheden

ytringsfrihedblog

(Et billede jeg har taget under min flytning, hvor jeg smed alle mine gamle fagblade ud, her fandt jeg en spændende og relevant artikel fra 2013)

I en analyse foretaget af Dansk Sygeplejeråd (DSR) i september 2016 som blev offentliggjort den 17. oktober, fremgår det at 28 % ud af 1828 adspurgte sygeplejersker tier om kritisable forhold på arbejdspladsen, til trods for at de mener at offentligheden burde vide besked om forholdene.

Jeg tror desværre at magtesløsheden og travlheden overvinder ytringsfriheden. Gang på gang råber landets sygeplejersker op, men der sker ikke noget. Så er det lettere at lukke øjnene, tie eller at søge andet job.

Når man gang på gang oplever at det ikke hjælper at råbe op, er det klart, at man mister modet.

Som sygeplejerske står jeg selv hver dag med mennesker i mine hænder, mennesker der på den ene eller anden måde har behov – og brug for min sygeplejefaglige støtte, omsorg og pleje.

Som sygeplejerske er det ganske ulideligt at opleve den utilfredshed det er ikke at kunne yde den fornødne omsorg og pleje patienterne har brug for. Dette har jeg selv oplevet flere gange. Jeg har oplevet det i en sådan grad, at jeg efter en alt for travl aftenvagt gik grædende hjem. Jeg var så magtesløs og frustreret over at jeg pga. travlhed i aftenens vagt ikke formåede at leve op til at være der for mine patienter. Jeg slukkede ildebrænde og havde ikke mulighed for at være tilstedeværende overfor mine patienter og hver gang jeg trådte ind på en stue lagde jeg ud med at sige ”undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe på mig”. Dette resulterede i gråd. Dette scenarie er ikke enkeltstående. Jeg ved at mange andre, som jeg, er gået grædende hjem fra en vagt, har grædt på arbejdspladsen eller derhjemme.

En sygeplejerske er bag kitlen et menneske og ikke en robust robot som bare kan lukke øjnene og knokle på. Vi ser, føler og mærker hver gang vi er på arbejde og oplever hver dag det pres og den stress der truer, ikke kun vores eget velbefindende, men også vores patienters velbefindende.

Jeg tror ærligtalt at magtesløsheden forsager at sygeplejersker mister modet til at ytrer sig. Især fordi de gang på gang oplever at det alligevel ikke hjælper at råbe op. Udover det, er det også sådan, at når man råber op, så løber man en risiko. Man løber en risiko der i værste tilfælde kan koste den enkelte sygeplejerske jobbet. Man risikerer at komme til at stå i ”bad standing” på arbejdspladsen. Dette gør man, da man med sine ytringer står frem og fortæller om forhold på det pågældende arbejdssted som ikke fungerer eller som går imod fagligheden og patientsikkerheden.

Jeg tror at mange sygeplejersker i stedet vælger at deale med det, lukker øjnene og at mange i stedet vælger at finde et andet arbejde, fremfor at tage kampen op – en kamp, som jeg tror, der i de fleste tilfælde kan virke meget uoverskuelig.

Hvordan kan vi sørge for at sygeplejersker generelt begynder at gøre mere brug af deres ytringsfrihed?

Jeg tror på at vi allerede godt i gang. Det at der fokus på problemet er en start. Rom blev ikke bygget på en dag.

Det vigtige er, og min bøn til alle sygeplejersker er, at man ikke sætter et lighedstegn mellem tavshedspligt og ytringsfrihed. Måske skulle man begynde at undervise lidt mere om netop dette på sygeplejerskeuddannelsen og have et øget fokus på det, på arbejdspladsen ved at vi minder hinanden om at det er helt ok at ytre sig. Jeg tror at dette vil kunne skabe en bredere forståelse og hjælpe til at vi som sygeplejersker og de kommende sygeplejersker ved hvad de kan og må sige offentligt.

Jeg har selv flere gange været ræd for at trykke på “send knappen” her på bloggen. Det har jeg været fordi at jeg har været i tvivl om det jeg har skrevet ville komme til at have nogle konsekvenser med sig. Jeg har tænkt over om dette måske ville gøre at jeg ville komme til at stå I “bad standing”. Dog har jeg tværtimod kun oplevet positiv feedback og skulderklap fra kollegaer af.

Som sygeplejersker er vi patienternes ambassadører og vi bliver nød til at tage sagen egen hånd, selvom det kræver mod og er grænseoverskridende. Vi skal som sygeplejersker være med til at udvikle og formidle sygepleje, og det gør vi i den grad, når vi råber op og ytrer os.

I hele den her problematik om sygeplejersker og deres ytringsfrihed, kommer jeg til at tænke tilbage på, da jeg før min tid som sygeplejerske og sygeplejestuderende, arbejdede som pædagogmedhjælper. Her oplevede en kollega og jeg en medkollega som ikke var okay på flere punkter. Det var både over for os som kollegaer, men også over for børnene. Vi tog sagen i egen hånd og gik til ledelsen, ytrede os, og det endte med, at den pågældende kollega blev afskediget. Vi var i det her tilfælde børnenes ambassadører og tog kampen op. Det er helt det samme som vi som sygeplejersker skal gøre. Vi må ikke vende den anden kind til, vi skal og må ytre os, til ledelsen og til offentligheden, når vi oplever forhold som er uforsvarlige og som går imod patientsikkerheden og som er så ødelæggende for os at vi går grædende hjem. Som min leder, da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, den gang sagde til mig: >>Frederikke, du er børnenes ambassadør, du må og skal fortælle om hvad du ser og oplever<<. Selvom vores patienter ikke altid er børn, så er de patienter under vores vinger, og vi skal passe godt på dem og sørge for at vi har arbejdsforhold der kan leve op til den pleje og behandling de har krav på at modtage af os. Vi er autoriserede og med denne autorisation følger et ansvar, et kæmpe ansvar. Dette må vi aldrig gamble med og aldrig glemme.

Min opfordring til alle sygeplejersker er, at vi alle begynder at råbe meget mere op, bruge vores ytringsfrihed og hvis man er i tvivl om man går over stregen og bryder med tavshedspligten, må man kontakte DSR for at høre om det man har at i sinde at dele med offentligheden går i strid med tavshedspligten. Hvis man er bange for konsekvenserne det kan have med sig på arbejdspladsen, så tag en snak med ledelsen eller TR.

Vi bliver nød til at ytre os, hvis ikke, så fortsætter vores sundhedsvæsen med at synke endnu dybere. Vi er som sygeplejersker førstehånds eksperterne på det der rør sig i det danske sundhedsvæsen, og vi er de eneste der kan fortælle om forholdende på helt tæt hold indefra. Det er gammeldags og forkert at vi skal tie, det skal vi ikke, vi skal tale og vi skal ytre os, vores stemme er altafgørende i den her synkende skude.

Hermed er min opfordring gået videre offentligt!

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her

1 kommentar

  • SuSanne Henriksen

    Et Fantastisk artikle, ønsker det kunne findes på Engelsk så jeg kunne del det med The United Nurses of Alberta, Her i Canada er vi i samme situation

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Et helt specielt kram