Ugens Sygeplejerske

4 gode råd til jer som råber op

katieduke

På billede ses Katie Duke, sygeplejerske fra New York, og også kendt som Thekatieduke på Instagram (se hendes profil her). Hun er i den grad aktiv på de socialemedier, og deler billeder og tekst, fra sin hverdag som sygeplejerske. Udover det, så er hun også med i et realityprogram der hedder NY Med, hvor man følger hende, blandt andre, i hendes hverdag som sygeplejerske – jeg har ikke selv set det endnu. Men jeg er fan, og følger hendes Instagram profil, ikke sådan slavisk, men til tider kigger jeg forbi og finder noget at det hun deler interessant. Efter 7 år på den samme skadestue, blev Katie fyret. Hun havde delt et billede på Instagram af en tom og meget rodet traumestue. Som billedetekst havde hun skrevet “man vs 6 train… The after”. Det er jo i grunden rimelig harmløst, men når man ser billedet og teksten stå sammen, sætter det bare gang i tankerne og billederne kører på nethinden. Billedet viser tydeligt at det ikke er længe siden at patienten er blevet færdigbehandlet og teksten fortæller jo hvad ulykken havde drejet sig om.

Trods at hun ikke har delt et billede af selve patienten, mener jeg, at hun bryder tavshedspligten. Hun fortæller patientens historie, med et billede og meget få ord. Havde hun delt billedet og f.eks. skrevet “an empty emergency room” eller noget andet neutralt i stil med det, tror jeg ikke hun var blevet fyret. Billedet i sig selv fortæller jo en barsk historie, da man ved, at den behandling der foregår på en traumestue er alvorlig.

Det er ikke for at skræmme, eller for at løfte en pegefinger, at jeg vælger at skrive dette indlæg, men mere for at gøre opmærksom på at man som aktiv “socialmedie sygeplejerske” virkelig skal passe på – også mig! Netop i øjeblikket er vi flere og flere sygeplejersker der råber op, skriver debatindlæg og gør omverden opmærksom på at nok er nok. Og når først man har trykket “send” på de forskellige socialemedier, så er der ingen vej tilbage. Selvom man fortryder og sletter det oprindelige indlæg eller billede man har delt, så er det ude world wide, og du kan aldrig være sikker på, om der er nogen som har taget et printscreen eller på anden vis har gemt det som du har delt i med offentligheden.

Allerede før at jeg startede på DSR’s Meningsdanneruddannelsen tænkte jeg meget over det med min tavshedspligt og ytringsfrihed. I og med at jeg blogger og instagrammer om min hverdag som sygeplejerske, er jeg i potentielt risiko for at træde forkert og bryde med min tavshedspligt. Det der med at dele både historier og billeder fra praksis i uniformen, er noget som man virkelig skal være varsom med. Det fik vi fra en start af på Meningsdanneruddannelsen også undervisning omkring og jeg vil gerne dele ud af hvad jeg har lært.

Selvfølgelig har vi som sundhedspersonale ytringsfrihed, OG DEN SKAL VI BENYTTE OS AF, men vi har samtidig vores tavshedspligt der SKAL overholdes. Vores tavshedspligt handler ikke kun om hvad vi fortæller og skriver, men også om hvad vi deler i form af billeder på de sociale medier. Nedenfor har jeg listet et par gode råd om at gebærde sig på de socialemedier som sygeplejerske.

Gode råd:

  • Del aldrig billeder af dine patienter, som i aldrig. Dette kan ikke understreges nok, derfor har jeg sat understregning under denne sætning. Selvom man ikke kan se patientens identitet, om det er en hånd, en arm, eller whatever, vil jeg personligt råde dig/jer til aldrig at dele noget som helst hvor en patient figurerer på nogen som helst måde.
  • Tænk dig ekstra godt om og brug din sunde fornuft. Skriv aldrig >>på Gastro afd. på Nørrebro Hospital oplevede jeg i dag at (…)<<. Det kan nemt ende med at man kommer til at træde over stregen, hvis man skriver præcist hvorhenne man arbejder.
  • Slør dine patienter, hvis du absolut skal skrive noget patientnært. Allerhelst, undlad at skrive decideret om en patient og om en specifik hændelse. Selvom det tit kan være fristende at fortælle offentligeheden om nogle af de mange vilde ting, vi som sygeplejersker oplever, så gør det ikke. KUN hvis du kan sløre patienten og selve hændelsen, sådan, at man ikke kan spore tilbage til hvem patienten er.
  • Hvis du gerne vil dele en helt bestemt patienthistorie, som du mener bare må ud til offentligeheden, så kan du jo selvfølgelig tale med patienten og tale med din ledelse. Men aldrig aldrig aldrig uden at have fået det clearet og godkendt først.

Jeg prøver, så vidt muligt, at bruge mig selv, når jeg deler historier fra min sygeplejehverdag. Men det skal ikke være en hemmelighed, at jeg faktisk tit kan sidde og være i tvivl om jeg nu også overholder min tavshedspligt. Hvis man er i tvivl om det er ok det man har skrevet, kan man altid spørge en ven og ikke mindst sin leder. Jeg siger ikke at man SKAL have accept af alt hvad man deler, men hvis man nu er i tvivl, tænker jeg, at det kan være en god idé lige at forhøre sig først. Hellere det, end at risikere at miste sit job.

Det har faktisk tit undret mig, at mange deler billeder af patienter, når de er eller har været på udveksling i forbindelse med sygeplejestudiet. Jeg forstår det ikke helt… Jeg har selv en masse billeder fra min udveksling i Kina både sammen med – og af patienter, men jeg kunne aldrig finde på at dele dem på de socialemedier. Tavshedspligten gælder vel stadig, selvom det er billeder af patienter taget i et andet land? Deres identitet og persondate skal vel stadig beskyttes? Eller hvad? Har I nogle holdninger til dette?

Jeg opfordrer i hvert fald hermed alle, som er aktive i den offentlige sygepleje-debat, om at være varsomme. Vi kan ligeså godt tage ved lære, af en som Katie Duke, som endte med at miste sit job (jeg vil lige nævne, at hun har fået et nyt job – heldigvis for hende). Jeg synes bestemt ikke at vi skal lukke munden, tvært i mod, jeg synes det er så fedt at se flere og flere råber op og skriver løs – det varmer i den grad mit sygeplejehjerte, at vi efterhånden er mange i kampen om at stå sammen om at tage bladet for munden og kæmpe for et bedre sundhedsvæsen. Men det er vigtigt at vi tænker os ekstra godt om, når vi bruger vores ytringsfrihed, vi må og skal beskytter vores patienter og os selv.

Hvad mener I?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og meget snart færdigbagt Meningsdanner


Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Ugens Sygeplejerske