Nyt år - nyt job!

5 pinlige ting jeg har sagt og gjort

.. Både i løbet af min tid som studerende og nu som nyuddannet sygeplejerske har jeg virkelig sagt og gjort pinlige ting.. og det gør jeg nok stadig :-)

Jeg har listet nogle af dem op i dette blogindlæg, måske du kan genkende dig selv i nogle af situationerne? :-)

stetoskop

1. Sagt at jeg ville komme “lige om lidt”

Gentagne gange har jeg sagt at jeg ville komme >>lige om lidt<< og gøre dit og dat. Hvorefter jeg har glemt det og patienterne har måtte ringe på klokken og bede mig gøre det – pinligt og ikke godt nok! Men når man har mange ting om ørene sker det at man glemmer. Et godt råd er, at man ikke siger >>jeg kommer lige om lidt<<, men at man i stedet laver nogle mere klare aftaler, eller simpelhent siger >>jeg kan ikke sige hvad tid eller hvornår det bliver lige nu<< hvis det er faktum. Det er meget bedre end at sige noget, som man ikke kan holde. Jeg har i hvert fald erfaret at det er langt bedre for både patienterne og for en selv ikke at love for meget. Der kan nemligt tit og pludseligt opstå noget akut på en afdeling, som gør, at alle ens planer og aftaler rykkes eller må udskydes.

2. Medicin fejl

Den kender de fleste sygeplejersker vidst. Heldigvis har jeg nået at stoppe mig selv, sådan at det ikke er gået galt. Medicinfejl er de fejl der primært sker flest af – ret så skræmmende og ikke godt nok. Det sker især når tingene går stærkt. Det er virkelig vigtigt at have fokus på; at give det rigtige lægemiddel, til den rigtige patient, på det rigtige tidspunkt, sikre at det er den rigtige dosis og det rigtige administrationområde.

3. Gjort mig selv til grin foran patienter og kolleger

Jeg har sagt dumme ting, flere gange, både til patienter og kollegaer. F.eks. har jeg vejledt i ting som slet ikke gav mening på det givende tidspunkt eller til den patient jeg var inde hos. Her er der ikke så meget andet at gøre, end at bekende kulør og fortælle at man er ny, er gået forkert, har taget fejl eller hvad der nu har været årsagen. Det kan virke ret uprofessionelt og pinligt, men hey… vi er jo trods alt bare mennesker. Jeg har også flere gange stillet dumme spørgsmål til kollegaer. Og selvom man siger, at der ikke ikke findes nogen dumme spørgsmål, så gør der altså det. Jeg har nogen gange stillet spørgsmål, hvor jeg bagefter har sagt til mig selv >>hold nu kæft, nå ja, det var jo indlysende<< eller >>nå ja, jeg kunne jo også bare selv være gået ud på depotet og have åbnet de skuffer<< i stedet for at spørge og forstyrre en kollega.

4. Kaldt en patient det forkerte navn … og køn!

Jeg har ikke tal på hvor mange gange, jeg på barselsgangen, har kaldt en nybagt far for far. Og det kommer jeg nok fortsat til at gøre også på mit nye arbejde. Men jeg vil prøve at blive bedre til at lære deres navne at kende. Det er ok når forældrene modtager det fint, og når det passer ind i konteksten, at kalde forældrene for >>mor<< og >>far<<, men det kan virkelig også være pinligt, hvis det ikke lige passer ind. Selvom det jo er det de er, så er det altså ikke alle, der lige synes det er det fedeste, at man henvender sig til dem ved at sige >>far<< eller >>mor<<, de har jo trods alt et navn. Man siger jo heller ikke >>patient jeg har svar på dine blodprøver, nu skal du høre<<.

Jeg synes jo faktisk også selv bedst om, når en patient henvender sig ved at sige >>hey Frederikke<< fremfor at sige >>hey sygeplejerske<<. Det har bare stor betydning, at man kalder folk – i den her sammenhæng patienter – ved deres rigtige navn. Det kan virke lidt upersonligt og måske også lidt uprofessionelt, hvis man ikke en gang ved hvad patienterne hedder… og er man i tvivl, er der jo ingen skam i bare at spørge.. >>undskyld, hvad var det nu du hed?<<.

Jeg er også tit kommet til at kalde en nyfødt baby for >>pige<< når det har været en dreng, og omvendt, for >>dreng<< når det har været en pige. Det er især sket, når jeg har haft for mange patienter af gangen, og når travlheden har raset over afdelingen. Det har virkelig været top 1. og det pinligste. En nybagt familie er, klart nok, helt fuldkommen forelsket og “in-to” deres nyfødte baby. Og så er det virkelig kikset og pinligt at stå og kalde barnet det forkerte køn. Virkelig virkelig kikset og pinligt. Men ja, igen, vi er jo kun mennesker, og jeg har ikke oplevet nogle sure miner fra nogen forældres side af, tak for jeres forståelse! Nogen gange har der altså også været et par fælder, hvis en nyfødt pige f.eks. har været nr. 2 barn, og forældrene første gang fik en dreng, så har den lille nyfødte pige nogen gange haft en lyseblå hue på. Så falder man altså i med begge ben, hvis bare man har lidt travlt og flere ting i hovede, haha!

5. Ringet en læge op uden at have den nødvendige information om patienten klar 

Det er især sket for mig i starten af min tid som sygeplejestuderende, men også som nyuddannet sygeplejerske og det er virkelig pinligt. Heldigvis har de fleste læger reageret ved at bede mig om at ringe op igen, når jeg havde styr på mine data. Men jeg har også oplevet at få nogle overfusninger. AV og pinligt og unødvendigt. Mit råd er, sørg for at have styr på dine patient data og værdier FØR at du ringer lægen op. Det sparer en masse tid og du undgår at få et fur :-)

Har du også oplevet nogle pinlige situationer derude i kitlen?


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

1 kommentar

  • Jannie

    Modtog patient fra AMA på mit sengeafsnit og hjalp vedkommende med at få sine ejendele ind i skabet. Jeg spurgte patienten “hvor er dine sko”? Patienten slog dynen til side, viste to stk femuramputerede ben og sagde “dem har jeg ikke haft brug for længe”
    Jeg var temmelig pinlig berørt. Patienten tog det vældig pænt.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Nyt år - nyt job!