Kærlighed: Jeg tror, at jeg har knækket koden

Julen 2016, var nok den værste jeg har haft til dags dato. Og januar 2017 blev en selvrealiserende en af slagsen.

Det der med at elske et andet menneske, og at skulle acceptere, at mennesket ikke længere skal være en del af dit liv, det er hårdt og barskt, og kan ikke måles eller sammenlignes med noget andet. Det gør bare ondt og er forfærdeligt at gennemgå. Nok noget af det værste, som et menneske kan udsættes for. Det mener jeg virkelig. Andre som har haft kærestesorg, er nok enige med mig.

Jeg har valgt at skrive det her, ret personlige indlæg, fordi jeg ved det hjælper mig at “komme ud med det” og måske kan det hjælpe andre, i samme båd, at læse det. Og lige nu, i dette moment, er det sådan, at jeg ligger og skal sove, men jeg kan ikke. Tankerne myldrer rundt oppe i mit hovedet, så derfor skriver jeg her på en note, som måske bliver til et blogindlæg. De fleste af mine indlæg starter sådan her, på en note på min iPhone.

Jeg har efterhånden fået knust mit hjerte et utal af gange, men denne her gang, tror jeg, at jeg har knækket koden. Det håber jeg.

Det kommer sig af, at jeg er begyndt at skrive en bog, den er langt fra færdig, og jeg aner ikke om den skal udgives. Vi får se:-) Men indtil videre, så har jeg i hvert fald fået knækket et par koder. Jeg kan nemlig se mønstre i mine forliste forhold, og se, at det gang på gang er nogenlunde det samme som sker.

Så jeg ved i hvert fald mere konkret, hvad jeg skal arbejde med, og det er mig selv. Først og fremmest skal jeg lige op på hesten igen. Jeg skal have det godt, rigtig godt, før at jeg på nogen som helst måde skal involvere mig i et kærlighedsforhold igen.

Jeg har fundet ud af, at jeg forelsker mig alt for hurtigt (surprise! Er der sikkert flere af mine veninder som vil tænke), men jeg mister også mig selv, når jeg falder og forelsker mig. Og jo mere jeg forelsker mig, jo mindre vigtig opfatter jeg mig selv. Jeg gør alt for at please vedkommende jeg er forelsket i, og laver mig selv om til en komplet dørmåtte. En dørmåtte uden grænser. Jeg glemmer hvem jeg er, hvad jeg står for og hvor mine grænser er. Så der er virkelig noget der skal arbejdes med, og jeg ved ikke lige helt hvordan og hvor jeg skal starte. Jeg tror dog heller ikke at det er så simpelt og lige til, desværre. Først skal jeg i hvert fald bare have fokus på det, og minde mig selv om, at jeg fortjener det aller bedste. Intet mindre. Og så skal jeg skrive videre på min bog:)

Kærlighed er en barsk jungle, når det ikke går godt, og jeg har virkelig oplevet den dårlige side flere gange, de sidste par år. Og her, sidste gang inden jul, ramte det mig virkelig slemt. Sådan at jeg nærmest blev usynlig. Og jeg tror, min mor har ret i, når hun siger: >>du kan ikke klare at opleve det her igen<<. Lidt skræmmende, men jeg tror desværre at hun har ret, og derfor skal jeg, én gang for alle, ændre på hvordan jeg opfatter mig selv, lære at mærke mine grænser og ændre på, at jeg selvfølgelig fortjener det bedste af det bedste og ikke skal prøve at “passe ind”, please vedkommende jeg er forelsket i og lave om på mig selv.

Alle fortjener at have det godt og at blive elsket ordenligt, også mig. Men først når jeg har lært at elske mig selv, så er jeg klar til at han kommer og elsker mig.