Måske jeg skulle beholde mit løbetøj på, i stedet for at skifte til uniformen?

Nyt på mit CV; Ekstremsports udøver

En lille opdatering, vil jeg lige give her på bloggen, fra mit forholdsvis stadig nye job på neonatalafdelingen.

Jeg knokler derudaf, og må efterhånden erkende, at være sygeplejerske i de travle tider, er en ekstremsport. I øjeblikket løber vi ekstra stærkt på min afdeling.

Det skal ikke være en hemmelighed at det selvfølgelig kan være sindssygt hårdt, og ekstra svært at være ny i gårde, når der er travlt og det hele går ekstra stærkt.

Men jeg går ikke grædende hjem, og jeg ved, at jeg har valgt rigtigt på hylden; jeg er og bliver sygeplejerske helt ind til knoglerne. Men for søren hvor kan det være svært at holde fast i den røde tråd, når det går så stærkt og man føler, at der mangler minimum to sygeplejersker i vagten. Det er helt klart ikke optimalt mht. læring, når der er travlt, og jeg møder stadig nye ting hver eneste dag. For tiden er der ikke så meget rum og plads til at lære, men jeg hænger i, og gør mit aller bedste og sover ufatteligt tungt om natten i de her dage og jeg kunne blive ved med at sove!

Noget som jeg er helt og aldeles glad for er, at jeg fra mit forhenværende job, på barselsgangen, er bekendt med de travle vagter, hvor vi også slukkede brænde, hvor sygeplejen var en ekstremsport og hvor der ikke rigtig var tid til at se patienterne i øjnene.

Jeg tror ikke, at jeg kunne have klaret opgaven, at være startet i et intensivt speciale, uden denne erfaring, som jeg har fra barselsgangen. Den store forskel er bare, at det var raske patienter jeg havde med at gøre på barselsgangen, det er det ikke på neonatalafdelingen. Derfor skræmmer travlheden mig lidt mere, i forholdt til patientsikkerheden.

En anden ting, som jeg er meget taknemmelig for, og som jeg beundrer helt vildt, er de kollegaer som jeg har fået mig på neonatalafdelingen. De er alle sammen så søde til at “passe på mig” og til at hjælpe, trods at de selv også løber stærkt og er ekstremsports udøvere. Det skal ikke være lyv, at jeg nogle gange har været lige ved at skrige og miste modet, når det har gået rigtig rigtig stærkt. Men det er ikke sket, for der er altid en kollega, der på finurlig vis, redder mig og får hjulpet mig i lige netop det jeg har stået i. Eller f.eks. får hjulpet mig med at få uddelegeret nogle opgaver, til andre sygeplejersker, der har haft et lille tidsrum til at hjælpe eller overtage nogle opgaver for mig.

Men jeg håber at den her ekstremsports tid snart vender, jeg kan nemlig meget bedre lide at være sygeplejerske, end at være ekstremsports udøver. Det er helt klart ikke optimalt, at en sygeplejerske, ikke kan få lov til at være sygeplejerske, heller ikke selvom det kun er for en periode.

Vi vil meget gerne have vores sygepleje tilbage, sådan at vi kan være der for vores patienter, på den måde, hvor vi kan se dem i øjnene, og give dem et kram og have tid til måske at sætte os på sengekanten og bare være i rummet med dem. Det er rigtig svært, og sådan set umuligt, når vi skal være ekstremsports udøvere i stedet for sygeplejersker.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Følg min blog på facebook her

.. og på Instagram her