Kollaps.
>>Jeg arbejder og sover, arbejder og sover…Når jeg så har fri, så samler jeg op på alt det jeg ikke har nået, når jeg arbejder og sover<<.
Det ovenstående sagde min sygeplejeveninde til mig, sidst vi sås, for når vi endelig kan få det til at passe med at ses ind i vores sygeplejerskeliv, taler vi om det som fylder aller mest, nemlig vores sygeplejerskeliv.
Jeg ved ikke om det er helt almindeligt og normalt, at man som sygeplejerske er så træt at man kollapser efter en arbejdsdag? Jeg ved heller ikke om det er mig, som er unormal? Derfor skriver jeg det her blogindlæg for at sætte fokus på det her med at have et socialt liv ved siden af arbejdet, men også det med at kollapse. Jeg vil gerne vide om der er andre der har det, eller har haft det ligesom jeg? Eller har jeg mon valgt forkert på hylden, når det kommer til stykket? Det håber jeg ikke. For jeg elsker at være sygeplejerske. Jeg elsker det virkelig meget, og jeg ved at det er hvad jeg er.
Jeg tager virkelig hatten af for sygeplejersker der har mand, børn, hund og hus derhjemme. Det er helt vildt imponerende, og disse sygeplejersker der har det, er for mig at se super mennesker. Som det ser ud nu, kan jeg på ingen måde se mig selv have børn, mand, hund og hus ved siden af mit arbejde som sygeplejerske.
Jeg ved godt at jeg er nyuddannet og at jeg er startet i nyt speciale. Men helt ærlig? Jeg har været uddannet i snart 9 måneder nu, og jeg har været ansat på mit nye arbejde i snart 3 måneder. Kan det virkelig passe at jeg stadig kollapser af træthed, kan have svært ved at sove, svært ved at stå op og svært ved at have et ordentligt socialt liv kørende ved siden af min stilling som sygeplejerske?
Jeg vil rigtig gerne høre om andre har det ligesom jeg, og meget gerne høre om hvordan andre får deres sociale liv til at hænge sammen med at arbejde som sygeplejerske 37 timer om ugen i 3 vagtskifte på en hospitals afdeling.
Er det bare fordi at jeg er under oplæring, stadig forholdsvist nyuddannet og har brug for at modne som sygeplejerske? Hvad oplever I andre, I som også er nyuddannede, og hvad oplevede I som ikke længere er nyuddannede, den gang I var nye?
Når nu jeg kalder mit blogindlæg for “Kollaps”, er det fordi, at jeg er kollapset 2 gange siden 1. januar. Ikke sådan farligt eller noget. Men herhjemme, på min sofa. Den ene gang jeg kollapsede, vågnede jeg lidt over 7, næste dag, med alt mit tøj på fra dagen før og alt lyset tændt. Jeg skulle have været mødt kl. 7. Så den dag kom jeg for sent, ikke spor rart. Jeg ved ikke hvad klokken har været da jeg faldt omkuld, men den har ikke været mere end 20-21.
Den anden gang var i går. Jeg satte mig i min sofa, jeg var lige kommet ind af døren, fordi jeg simpelhent havde brug for lige at side ned og puste ud. En halvandentime efter vågnede jeg med hold i nakken og mine ben og fødder sov, fordi at de hvilede på sofabordet. Ja jeg griner lidt af det nu hvor jeg skriver det. Men jeg laver virkelig ikke andet end at arbejde og sove, arbejde og sove.. Når jeg så har et par fridage, så er det tid til at se min familie og mine venner, men dem forsømmer jeg, og jeg føler ikke at jeg er ordenligt tilstede, når jeg endelig ser dem. Mit energi niveau er på lavt batteri, jeg er træt og orker egentlig ikke helt så meget. Og så er der lige det der med den sunde livstil, den er i øjeblikket ikke eksisterende. Jeg spiser som vinden blæser, og har ikke energi til at få træne, hvilket jeg ved, jeg ville få energi af.
Det er ikke for at skræmme nogle væk, her tænker jeg mest på alle de sygeplejestuderende der følger min blog, men jeg har bare så umådelig stor en trang til at være ærlig og skrive om det her emne. Det er vel en form for et opråb om hjælp. For et eller andet er der jo i vejen, om så det er mig, systemet, mine forventninger til mig selv eller noget tredje – jeg ved jeg ikke.
Eller måske det bare ganske normale symptomer på at være nyuddannet sygeplejerske?
Jeg glæder mig til at høre fra nogen af jer derude, og så håber jeg på at jeg snart får mere energi ellers holder jeg da godt nok ikke særlig længe som sygeplejerske. Trods at jeg elsker mit fag, mit nye speciale og min afdeling.
Kh. Frederikke, TRÆT sygeplejerske og meningsdanner
Puha jeg nikker genkendende til alt det du skriver. Jeg har været uddannet siden februar hvor jeg startede i job. Og