Jeg har de sidste par uger haft det ret hårdt i den store jungle, som det kan være, at være nyuddann
Se næste indlæg >
af Frederikke Marie
Råd til deltid? Se med på DR1 i aften
Nå, så er det i aften at jeg kommer i tv. Jeg har det sådan ret ambivalent omkring det. Mest fordi jeg egentlig er bange for at fremstå som en dum gås og så fordi jeg i bund og grund er super genert. Men det er ligesom rimelig meget “no point of return” på nuværende tidspunkt! Dog ved jeg, at jeg kan stå inde for det som jeg har sagt på optagelserne. Men det kan selvfølgelig klippes sammen på en måde, hvor det jeg siger, lyder helt skørt. Men jeg har nu en ok mavefornemmelse, og tror på, at det bliver et fint og sobert program. Det er jeg i hvert fald blevet lovet :-)
Da programmet hedder Penge, og omhandler sager om penge, er det også det som er i fokus og altså ikke mit lille hjertebarn – som er sygeplejen. Men jeg sagde ja til at medvirke, fordi at jeg gerne vil bruge min stemme hvor jeg kan, til at sætte fokus på sygeplejefaget både på godt og ondt. Det er også derfor at jeg skriver denne blog og ytrer mig. Jeg kan lige nu slet ikke huske hvad jeg har sagt på optagelserne, men det som jeg gerne vil have frem er, at det nærmest er umuligt at arbejde som sygeplejerske på fuldtid i tre vagtsskifte.
De fleste sygeplejersker er på enten 32 eller 33 timer, og nogle endnu færre timer. Jeg er på 37 timer og arbejder dag, aften og nat. Det er virkelig hårdt. Jeg gider ikke pakke det ind. For det er virkelig hårdt. Ja jeg er ny, og en såkaldt “babynurse”, men det brude stadig være mere menneskeligt, også selvom jeg er nyuddannet.
I starten af April lagde jeg en film, med en tilhørende tekst, op på min facebookside. Den er blevet set, delt og kommenteret helt voldsomt meget. Jeg har både smilet, grinet men især også fældet tårer af de kommentarer der er blevet skrevet. Det skræmmer mig, samtidig med at det gør mig glad, at der er så mange, som har givet sig til kende, og fortæller at de har det ligesom jeg. Det gør mig glad fordi jeg ikke er alene, men samtidig ked af det og skræmt, fordi hvad skal fremtiden bringe? Hvad er det for en udvikling sygeplejen og vores sundhedsvæsen er i, hvad skal det ikke ende med og hvordan skal vi tage hånd om det?
Se filmen jeg delte i starten af April her:
https://www.facebook.com/Thedanishnurse/
Jeg har været uddannet sygeplejerske i 10 måneder og jeg føler mig nærmest allerede udbrændt – i hvert fald er der et overflåd af udbrændte dage end normale dage. Bare alene det er fuldstændig forrykt. Jeg havde ikke i min vildeste fantasi troet eller regnet med at jeg ville opleve det. Jeg har hørt meget om udbrændthed, stress og at gå ned med flaget. Men at jeg skulle opleve faresignaler, på egen krop, efter så kort tid derude i felten, det havde jeg godt nok ikke forudset. Det går mig på, når jeg får følelsen af at jeg ikke kan “magte opgaven” at være sygeplejerske. Det går mig på, når jeg får en følelse af at være svag og ikke at kunne klare at være på fuld tid. Derfor kæmper jeg også i øjeblikket. Jeg kæmper især med: FREDERIKKE DU ER GOD NOK OG HELT OKAY. Jeg har heldigvis et solidt og fantastisk bagland og så er jeg sindssygt glad for mit arbejde.
Jeg håber og arbejder på, at kunne komme på to holds vagtskifte, sådan at jeg “kun” skal skifte mellem to slags vagter og ikke tre. Hvis det ikke er en mulighed, må jeg nok se i øjnene, at jeg skal på deltid hurtigst muligt. For mit liv hænger ikke sammen sådan som det er i øjeblikket.
Det er ikke sådan, at jeg er på vej ned med flaget og sidder og græder hver dag. Men jeg kan mærke, at jeg ikke har energi til særlig meget. Jeg er træt, tvær, og kan ikke få mit liv uden om mit arbejde til at hænge sammen. Det synes jeg ikke kan være rigtigt. Jeg er glad for mit arbejde, min afdeling, mit speciale, mine kollegaer og har på ingen måde lyst til at skulle søge væk.
Det jeg har oplevet det sidste stykke tid er, at jeg ikke har haft overskud til noget som helst udover at møde op på arbejdet og være sygeplejerske. Når jeg kommer hjem er jeg så træt og udmattet at jeg falder om på min sofa. Det er sket flere gange. Men jeg har også oplevet, slet ikke at kunne sove, jeg har mærket hjertebanken, og så er mine hormoner i kroppen gået amok. Jeg har PCO (som mange andre kvinder), og jeg har fået det vildeste akne henover de sidste uger. Det er jeg sikker på skyldes stress og mistrivsel.
Jeg synes det er så langt ude, at jeg efter 10 måneder som færdiguddannet, allerede sidder med de her tanker om, om jeg overhovedet kan klare at være sygeplejerske – til trods for at jeg elsker mit fag og elsker at være sygeplejerske – især på mit nye arbejde (!)
Mange siger til mig, at jeg skal lade være med at give så meget af mig selv, når jeg er på arbejde. Men det føler jeg virkelig heller ikke at jeg gør? Jeg er bare mig, og sygeplejerske. Jeg ved ikke hvordan jeg skal lave om på det, jeg kan ikke se hvor eller hvad jeg skulle skære fra mit virke, for at give mindre af mig selv. Det kan jeg ikke. Det er en del af mig, og en del af hvordan jeg er sygeplejerske. Men så er jeg måske ikke egnet?
Mit blogindlæg som jeg kaldte for ”Kollaps” (læs det her) gav mig hurtigt et indtryk af, at jeg slet ikke var alene sygeplejerske om at føle som jeg gør. Da de første kommentarer tikkede ind, begyndte jeg faktisk at græde. Jeg blev rørt af, at der på så kort tid var sygeplejersker der fattede tastaturet og skrev tilbage til mig, og jeg blev også rørt over at læse, at mange havde det ligesom mig. Jeg blev især rørt da jeg kunne se, at det ikke kun var nyuddannede, der har de samme følelser, men simpelhent også sygeplejersker, der har været i faget i mange år.
Én skrev til mig:
Det hjælper mig rigtig meget at tænke på, at det ikke er faget der er forkert; men rammerne<<.
Dette synes jeg var så spot on, og det bakker også op, om det som min kære ven Harun Demirtas, er inde på, med sine mange debatindlæg og med hans kampagne, som førte ham til et møde med Finansministereren – netop at det fokus der er på effektiviseringerne i sundhedsvæsenet skal afskaffes. For de her rammer med konstant fokus på effektivisering er urimelige. Det kan virkelig ikke være rigtigt, at vi som sygeplejersker skal gå og tvivle på os selv, gå ned i tid, knække under for stress og kollapse, fordi at der skal effektiviseres hele tiden.
Flere skrev til mig med rådet om at gå ned i tid. Mange skriver, at man ikke kan være sygeplejerske og arbejde 37 timer om ugen. Dette har jeg hørt mange gange, også på mit gamle arbejde. Her var jeg, sammen med én anden nyuddannet, den eneste som arbejdede 37 timer om ugen. Ellers var alle andre på 32 timer eller mindre.
Men hvad er det for en tendens? For nogle uger siden var der flere der debatterede på min blog, om hvorvidt det påvirkede vores pension, at arbejde mindre end 37 timer. Og jeg tænker da også selv på, at hvis jeg går ned på 32-33 timer, så tjener jeg jo også det mindre, og det er jo ikke ligefrem fordi at jeg i forvejen bliver millionær af at være sygeplejerske.
Burde jeg ikke lige nu være i min bedste arbejdsalder, have det godt, stifte familie, nyde mit nye arbejde og bare være glad i livet? Fremfor at være udbrændt efter kun 10 måneder som sygeplejerske?
Vores arbejdsvilkår er simpelthen for ringe. OG jeg tror desværre, at det gælder mange mange steder i det danske arbejdsliv. Ikke kun for sygeplejersker!
Jeg vil rigtig gerne være sygeplejerske, og fortætte med at arbejde på fuldtid, men allerede nu, så kort tid efter, at jeg er færdiguddannet, kan jeg se en tendens, eller nærmere et symptom på vores ødelagte sundhedsvæsen. Næsten alle de sygeplejersker jeg møder, kan ikke kan magte at være sygeplejersker, jo – deltids sygeplejersker. Men hvem skal finansiere det?
Se med i aften på DR1 21.55. Hvor jeg får svar på hvad det vil koste mig at gå ned i tid, og ligeså, hvad det vil betyde for min pension.
Kh.
Frederikke Sørensen, Sygeplejerske og Meningsdanner
Ps. Jeg har netop ligget syg i et par dage, og det tror jeg kommer sig af, at jeg er stresset og at mit immunforsvar nemt bliver slået ud. Jeg savner at være på arbejde, og glæder mig til at møde ind i næste vagt :-) Jeg er fortsat ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt på hylden, det er, som en af mine søde læsere skrev, rammerne i vores sundhedsvæsen som er forkerte.
Som svært hørehæmmet sygeplejerske har jeg fundet ud af at det er det bedste for mig at arbejde som fast aftenvagt. Jeg har kørt fast nat i 10 år, men fik problemer med at sove om dagen… Så jeg kan udmærket forstå, at du er træt og udkørt. Da jeg arbejdede fuld tid/skiftende vagter (primært dagvagt) – kostede det mig 3 timer på sofaen efter endt dagvagt… Krammer herfra.