#WorkLifeBalance er alfa omega

Den åndelige sygepleje vil dø med de 2pct

Det er blevet besluttet at vi sundhedsvæsenet fortsat skal løbe 2% stærkere for hvert år der går. Til trods for at vi er ufatteligt mange fra gulvet som har råbt vagt i gevær.

Det er efter min mening ganske ufatteligt. Jeg har selv medvirket i en kampagne mod de 2pct, som er sat i værk er min forhenværende træner på Meningsdanneruddannelsen. Kampagnen 2pctVÆK blev sat i værk af sejeste Ditte i samarbejde med Dansk Sygeplejeråd, som medvirkede i et radioindslag på Radio24syv den 7. juni, hør indslaget her.

I indslaget, som omhandler beslutningerne om, at vi fortsat skal løbe 2% stærkere i sundhedsvæsenet, stiller radioværten dette spørgsmål til Ditte:

>>Men kan I så ikke bare sortere alle de opgaver, som ikke handler om liv og død, væk?<<

Blodet boblede inde i mig, da jeg hørte dette spørgsmål, og jeg måtte spole tilbage, og høre det én gang til.
Mine tanker til det spørgsmål var;  JO… det kan vi da, og vi sorterer skam også allerede i stor stil, men det er lige netop noget af det, som vi ikke vil finde os i. For ikke nok med at vi skal sortere i alle disse liv og død opgaver, så skal vi samtidig sortere i opgaver, altså “bare” opgaver, som i visse tilfælde også kan betyde at vi overser liv og død opgaver. Der er IKKE OKAY. Det er ikke okay overfor vores patienter og det er ikke okay for os som står med de beslutninger.

Vi skal blive ved med at løbe stærkere, det vil altså sige, at vi fortsat skal gøre vores arbejde mere effektivt og blive ved med at sortere, mere og mere. Jeg bryder mig virkelig ikke om det sundhedsvæsen vi har fået opbygget, hvor vi skal jonglere med at sortere i hvad der er vigtigst. ALLE opgaver i arbejdet med mennesker der er indlagt på et hospital er vigtige opgaver. Det er ikke “bare” at sortere, og vi kan virkelig ikke blive ved med det her sorteringsarbejde. Det er levende mennesker vi har med at gøre, det er ikke en fabrik, men et sundhedsvæsen som hver eneste dag handler om at mennesker er syge, i krise eller på anden vis har brug for sundhedsprofessionelle omkring sig.

I radioindslaget bliver det nævnt, at Finansministeren er glad for aftalen… Mon også han ville være glad, hvis det var ham som var patienten, eller pårørende til en han har kær, som blev sorteret til at være mindre vigtigt. Om så det handler om medicin, bad, samtale eller alt anden form for behandling, så er det simpelthen urimeligt, at man som sygeplejerske og alt andet sundhedspersonale skal sortere i hvilke patienter der er mest vigtige og har mest livsnødvendigt brug for hjælp. Selvfølgelig er der peeks og dage hvor det bare kun kan gå stærkt, fordi at der kommer uventede patienter og andet, som gør, at der ikke er nok hænder. Det ved jeg godt, det er “a part of the game”. Men at det på flere og flere afdelinger er sådan, at det næsten er blevet hverdag at skulle prioritere i liv og død opgaver mellem patienterne, er bare ikke acceptabelt.

En sygeplejeveninde fortalte mig en dag, at hun havde været i vagt, hvor en af hendes patienter havde fået besked på at den sygdom han/hun havde ikke kunne helbredes og at det var et spørgsmål om tid for denne patient. Min veninde nåede kun lige at lytte i et øjeblik og være der meget kort for patienten, før at hun blev kaldt til noget andet, som var mere vigtigt. Min veninde fortalte mig, at hun gik hjem med en dårlig fornemmelse og følelse i kroppen. Hun var nødsaget til at lade denne patient i stikken, som havde fået en ret så alvorlig besked denne dag. En patient som havde et behov for at tale om den næste tid og om døden. Dette var ikke en mulighed, pga. at der flere steder ikke er tid til at vi som sygeplejersker kan yde den åndelige sygepleje – den sygepleje jeg personligt finder meget essentielt. Den åndelige sygepleje dør med de her 2% effektiviseringskrav og hvis den åndelige sygepleje dør, hvor er vi så?

På sigt er de 2% effektiviseringskrav en kæmpe trussel for vores sundhed, som patienter og pårørende i vores sundhedsvæsen. Flere steder går det allerede ud over flere og det er ikke til at forstå, at regeringen ikke tager det seriøst, når vi fra gulvet siger, at NOK ER NOK.

Fortsætter de her 2pct effektiviseringskrav, må jeg ærligt indrømme og fortælle, at jeg må og kommer til at give afkald på mig kald i fremtiden. Jeg kan ikke og vil ikke være sygeplejerske, hvis jeg skal blive ved med at prioritere på denne måde. Det er ikke fair overfor mine patienter, og jeg vil ikke stå model til det. Jeg havde ikke, i min vildeste fantasi troet, af jeg skulle være så sikker i min sag og udmelde dette – knap et år efter jeg var blev færdiguddannet sygeplejerske.

Vores sundhedssystem er sygt, forstå det nu, politikere, få nu de skyklapper væk og lyt på os der ved hvad vi taler om. I bliver ved med at snakke om regneark og lukker øjnene for den virkelige virkelighed som så småt er i gang med at rådne op.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Se mere til kampagen 2pctVÆK her


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

#WorkLifeBalance er alfa omega