Til alle sygeplejersker, husk det nu

Kære alle sygeplejersker, især jer, som er garvede i faget.

I har selv været der, allesammen. Den dag, den første dag, efter at du havde fået dit bevis og din autorisation. Måske havde du sommerfugle i maven, måske bankede dit hjerte lidt hurtigere end normalt?

Lige nu i denne tid udklækker en masse nye sygeplejersker, og lige om lidt, starter de i forskellige specialer rundt omkring i hele landet. Husk på at du selv har været der. Husk på at du selv har været den nye sygeplejerske, og den helt uerfarne og nyuddannede.

Tag godt imod vores nye kollegaer derude i felten og byd dem varmt velkommen i vores fantastiske fag. Det er så vigtigt at de får en god start, for vores fag er nogle gange næsten umenneskeligt, og det er her ekstra vigtigt, at man har nogle erfarne kollegaer omkring sig, som passer godt på en.

Det er svært at være ny, det kan alle relatere til, men det er endnu mere svært at være ny og samtidig også helt nyuddannet. Som nyuddannet sygeplejerske går man fra at have været studerende i 3 1/2 år, til at skulle være sygeplejerske. Det er ikke sådan lige til at se at med det blotte øje, at en sygeplejerske er nyuddannet. Hun/han vil overfor patienterne og de pårørende ligne “alle os andre”, og på skiltet står der; SYGEPLEJERSKE – helt ligesom på dit skilt. Men den store forskel er, at denne nye sygeplejerske har ekstra brug for god støtte, oplæring og vejledning og det er vores opgave at hjælpe dem alle godt i gang, og på vej i sygeplejefaget. Selvfølgelig har en mentor, leder, klinisksygeplejevejleder eller lign. en særlig opgave i at oplære de nye, men alle os andre, som er på gulvet med de nye, har især også en vigtig rolle – for vi arbejder tæt sammen med dem hele tiden.

Det kan nogle gange være svært at have tiden og overskuddet til at “tage sig af” en ny og grøn sygeplejerskekollega, især når travlheden raser, men det er vores pligt at vi værner om og passer godt på alle de nyudklækkede sygeplejersker OGSÅ selvom vi har travlt, og det har vi.

Jeg har selv til tider stadig brug for at blive “taget af” og passet på, jeg kan sagtens stadig have brug for rigtig meget hjælp og vejledning, da jeg kun har været færdigbagt sygeplejerske i et år. For nyligt oplevede jeg selv at have en hård og træls vagt. Da vagten var slut, kom en erfaren kollega hen til mig, og spurgte om jeg havde lyst til at snakke lidt sammen inden at jeg tog hjem. Det gjorde vi, og det var rigtig dejligt og rart at tale med hende. Det at hun havde “set mig” og opsnappet at jeg havde haft en presset og svær vagt var helt fantastisk. Hun så mig, og greb mig i mine frustrationer. Hun kom med råd og spurgte indtil min trivsel. For mig betød det alverden. Ting som for mig kan være rigtig svære, kan for andre erfarne sygeplejersker virke banalt og som “a piece of cake”, men hende her min kollega satte sig i mit sted og gav sig tid til at tale med mig, på sin helt egen opfordring. Jeg har oplevet lignede flere gange, og det er så ganske fantastisk og gør, at jeg trods travlhed og nogle gange urimelige arbejdsvilkår i faget, elsker mit fag. Så tak for det, alle jer, som ser mig derude :-)

Men jeg husker især hvor skrøbelig og sårbar jeg var, lige i starten. Der er så mange nye indtryk, nye opgaver, ansvarsområder og meget nyt at lære og derfor er det utrolig vigtigt, at man har gode og søde kollegaer bag sig, som står klar, og giver sig tid til at vejlede og til at støtte SELVOM de selv har travlt.

Jeg husker især de første vagter jeg havde, jeg arbejde på barselsgangen, og det kildede i min mave før hver eneste vagt. Jeg glædede mig helt vildt til at møde ind i vagt, men jeg var samtidig også hunderæd. For kunne jeg nu overhovedet finde ud af det? Kunne jeg overhovedet magte denne store opgave der nu var på mine skuldre og hvad nu hvis patienterne stillede mig en masse spørgsmål, som jeg slet ikke kunne svare på?

Jeg var heldig, for jeg havde forinden været studerende på afdelingen, og dernæst arbejdet der som timelønnet vikar, men det gik op for mig, ganske hurtigt, at jeg havde en helt ny rolle. Jeg var SYGEPLEJERSKE, og ikke længere i en “skåne-tilstand” som betød, at der var flere opgaver som jeg blev skånet for. Før kunne sige fra og trække “jeg-er-stadig-studerende-kortet”, når noget blev for svært og når der var noget jeg var usikker på. Sådan var det ikke længere, i hvert fald slet ikke på samme måde, den dag da jeg mødte op i afdelingen og havde mit nye skilt på. Jeg indgik i planen som en del af sygeplejerske personalet og det giver sig selv, at jeg derfor havde en helt andet rolle. Og det skulle jeg også have. For ellers havde jeg ikke været den sygeplejerske, som jeg er i dag. Vi er allesammen forskellige og har brug for noget forskelligt, men ens og tilfælles har vi, at vi ALLE har været nyuddannede sygeplejersker.

Den første tid var for mig hård, men den var også fantastisk. Jeg var omringet af de aller sødeste kollegaer, som jeg heldigvis på forhånd kendte og de kendte mig. Men det var en anden virkelighed, end den som jeg kendte. Jeg mødte ind i vagt på lige fod, som de andre sygeplejersker, og jeg kunne ikke på samme måde trække mit “jeg-er-stadig-studerende-kort”. Når der var travlt i afdelingen oplevede jeg et par gange at blive overfuset af enkelte kollegaer, og jeg husker hvor meget det faktisk påvirkede mig. Jeg husker at jeg kunne føle mig dum og ikke god nok og jeg husker at jeg enkelte gange gik ked af det hjem, fordi at jeg bildte mig selv ind at jeg slet ikke kunne magte opgaven. Heldigvis skete det kun meget få gange, og jeg blev taget utroligt godt imod. Mine kollegaer på barselsgangen var så søde og støttende og gode til at sætte sig i mit sted da jeg var helt nyuddannet. De enkelte gange, hvor jeg oplevede at føle mig dum og ikke god nok var især hvis vi havde så travlt, at der ikke var tid til at jeg kunne sige ordenligt fra. Desværre kunne sådanne situationer resulterer i, at jeg alligevel måtte tage opgaver på min kappe, som jeg ikke var dygtig nok til. Det var ikke sådan, at det var til fare for patienterne, men det gjorde at jeg kun fik endnu mere travlt og at jeg måtte arbejde over, nogle gange alt for længe.

Jeg ved godt, at det er meget lettere skrevet end gjort, og især når man selv har travlt, men jeg råder alle erfarne sygeplejersker til at prøve at tænke og huske tilbage på den tid, hvor man selv var helt nyuddannet. Tænk på hvordan det var, og hvordan man gerne selv ville behandles, hvis man var ny igen og behandl de nye sygeplejersker som du møder, sådan.

Har man meget travlt og ikke muligheden for at hjælpe og støtte sådan lige nu og her, så fortæl, at du nok skal komme og være der så snart det er muligt. Hvis det hele brænder, og opgaven, som den nye sygeplejerske beder om hjælp til er semi akut, må man holde et timeout og finde ud af hvem som kan træde til. Det kan være svært som ny at træde i karakter, at skære igennem og sige HJÆLP MIG – især når der er for travlt til at bede om hjælpen – og det kan altså desværre hænde! Så erfarne sygeplejersker, prøv for så vidt muligt at have øjnene ekstra åbne, og spørg ind til hvordan det går. Måske kan det også bare være, at man tager fat i de nyudklækkede og hører dem om hvordan de har det. Nogle gange kan det hjælpe bare med et smil, eller med en anerkendelse af, at du måske også har travlt, men at du rigtig gerne vil være der, så snart du får et lille lufthul til det.

Til sidst vil jeg bare sige stort tillykke til alle der lige nu udklækker som sygeplejersker, og tillykke til alle os andre, som får en masse nye kollegaer!

Husker du din første dag, eller din første tid som nyudklækket sygeplejerske, og har du lyst til at beskrive det her på bloggen? Så kontakt mig gerne :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

---

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse