Jeg har været til sygesamtale og det gik helt fint. Det var helt som jeg forventede og ikke spor f
Se næste indlæg >
af Frederikke Marie
Rød Zone
Jeg er frisk og veludhvilet, for jeg har nemlig sovet en middagslur på knapt 3 timer efter min dagvagt i Rød Zone i dag. Derfor er det tid til et refleksions blogindlæg, som virker afstressende for mig.
Dagvagten i dag stod på Rød Zone dvs. TRAVLT og derfor var jeg naturligvis ekstra træt da jeg kom hjem, end andre dage, hvor den ikke står på Rød Zone.
Til trods Rød Zone havde jeg alt i alt en god vagt, og min arbejdsglæde var for det meste af tiden i den høje ende. Efter min sygesamtalen, med min leder, i starten af denne uge, har jeg siden tænkt over hvor høj min arbejdsglæde sådan generelt er, når jeg er i vagt og inden. Min leder spurgte mig: >>fra en skala på 1-10 hvor høj er din arbejdsglæde så?<<. Det har altså sat gang i lidt tanker hos Frederikke, på den gode måde. For hvis min arbejdsglæde er i bund, hvor er vi så?
Sådan en dag som i dag, i Rød Zone, der kan jeg godt mærke, at min arbejdsglæde ikke er i top. Men den er heller ikke i bund. Slet ikke. Men jeg håber virkelig ikke at Rød Zone er kommet for at blive, jeg håber at vi, som minimum, er i Gul Zone i morgen tidlig, når jeg møder ind.
Til min sygesamtale forleden, talte jeg med min leder om, hvor vigtige mine kollegaer er for mig, og det står jeg fast ved. Når det hele kører så stærkt, at jeg i øjeblikke kan glemme mit eget navn og når jeg løber rundt og kan glemme hvad jeg er i gang med, så er det mere end vigtigt for mig, at det kollegiale bare spiller. Til trods for en noget hektisk dag i dag, så har jeg både spist morgenmad og frokost, haft mulighed for at tisse og der har også været tid til smil, grin og hjælpende hænder dvs. gode kollegaer og altså en helt fin arbejdsglæde også selvom vi var i Rød Zone.
Jeg er fortsat “bare” almen oplært, dvs. at jeg “kun” må passe på almene patienter, som ikke ligger i respirator eller på anden vis får intensiv behandling. Men i dag, havde jeg, udover mine egne almene patienter også til opgave, at være bag på en kollega, som havde to intensive patienter. Når man er “bag på” betyder det, at man skal hjælpe og støtte med opgaver til denne kollega. Selvom det var hektisk i dag, faktisk meget hektisk de første par timer, så havde jeg mig en god dag med fin arbejdsglæde – hvor jeg også var i stand til at tage imod læring. Den ene af min kollegas patienter lå i respirator, og her var jeg med til at pusle og være på stuen, når min kollega skulle til pause etc. Det var spændende at “få lov” at snuse til det intensive speciale og jeg glæder mig til at jeg skal intensiv oplæres. Jeg har sagt til min leder, at det ikke haster, da jeg rigtig gerne vil være meget mere kompetent i alt det almene, før at jeg starter på intensiv oplæring. Men at være bag på, som i dag, at hjælpe til og snuse lidt til det, finder jeg meget meget spændende.
For nogle måneder siden, når jeg kom ind på en stue med intensive patienter, kunne jeg næsten være ræd for respiratoren, men som i dag, finder jeg det helt ok og naturligt at skrue på respiratoren, når min kollega spurgte mig om hjælp til det. Det er en rigtig god følelse at mærke, at det er ok, at stå i med det intensive. Det, at jeg før min intensiv oplæring, får snust og været med til lidt af hvert, tror jeg, er yderst godt for mig. For når så jeg en dag, står midt i min intensiv oplæring, så er det hele ikke fuldstændig nyt for mig.
Når vores patienter er intensive ligger de som regel i respirator, eller anden form for respiratorisk behandling, som er mere end “bare” nCpap tryk 4-5. De er meget små og født ekstremt for tidligt og derfor intensive, i forhold til de lidt ældre og almene patienter, med lidt eller slet ingen respiratorisk støtte.
Min kollega havde en notesbog liggende ved sin computer på stuen, den har jeg fået lov at låne, den var fuld af en masse gode noter, som jeg vil læse – når jeg har lidt mere overskud, og jeg har også fået lov at skrive af.
Det som er noget af det mest spændende ved mit arbejde er, at jeg hver eneste dag oplever at lære noget nyt. Det er selvfølgelig også med til at kunne stresse mig, men jeg synes selv, at jeg hver dag bliver bedre og bedre til at kunne håndtere denne stress. Det er slet ikke en dans på roser, men det er yderst spændende og giver så god mening for mig, at jeg hver eneste dag, dygtiggører mig selv ved at få snuden i noget nyt.
Det gør selvfølgelig også at jeg sådan dag som i dag er mega træt når jeg kommer hjem, og i dag gik jeg faktisk på hovedet i seng og sov 3 timer i streg. Sådan var det nærmest hver eneste dag, da jeg var helt ny i specialet. Sådan er det ikke mere på normale dage. Der kan jeg godt lave almindelige Frederikke ting efter arbejde i uniformen. Men i dag kunne jeg bare mærke, at jeg bare skulle sove efter arbejde. Det var bare det jeg skulle, for min krop og mit hovede var træt og udmattet, og i morgen skal jeg både i dagvagt og senere også i nattevagt. Så jeg skal have ekstra meget energi i morgen, og have overskud til at være sygeplejerske – både om dagen, men også om natten.
Da jeg sagde farvel til en af “mine” mødre i dag, så sagde jeg på gensyn i morgen, og jeg tilføjede med et smil på læben: >>jeg kommer både i morgen om dagen og om natten, så du slipper altså ikke for mig<<. “Min” mor blev glad, og sagde, >>det er jeg meget glad for Frederikke, det skal du vide<<. Sådan en kommentar, fra en pårørende, varmer og bevirker, at jeg efter en dag i Rød Zone, hvor der var travlt og til tider noget hektisk, alligevel går hjem med et smil på læben og glæder mig til at møde ind i vagt igen i morgen.
Det er så sindssygt fantastisk at de pårørende er i stand til at vise den taknemmelighed, trods den situation de er i. Jeg er taknemmelig, jeg er glad, og jeg kunne slet ikke forestile mig at lave noget andet. Selvom jeg denne weekend nok ikke kommer til at have tid og overskud til at være så meget Frederikke ved siden af Sygeplejerske Frederikke, så er det helt ok. For jeg har virkelig et af landets mest fantastiske jobs. At være sygeplejerske for de mindste patienter og deres forældre, er noget, som jeg vil påstå, er usammenligneligt med noget andet – på den gode måde.
Jeg går i seng om ikke så længe, med en følelse af taknemmelighed, stolthed og glæde for at min valg faldt på at blive sygeplejerske. Det giver bare så meget mening – også selvom det hårdt, stressende, udmattende og under arbejdsvilkår, som vist ikke findes andre steder, end i kitlen på hospitalet.
Tak fordi at I læser med og rigtig god weekend :-)
Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner
Kære Frederikke! Tak for din blog. Som gl. Miljø- og Sikk.hedrepræsentant får det dårligt, når jeg læser med! Og jeg tænker ved mig selv, ‘bare hun klarer det!! Håber at du får en tålelig ‘weekend-vagt! Kærligste hilsner, Werner.