Fra Århus Universitet til Sygeplejeskolen
Efter endt gymnasie, var det eneste rigtige for mig, at jeg skulle på universitetet. I mit hovede var det dét, som man skulle, efter gymnasiet. Så jeg startede på Uni. Det blev Århus, fordi at der på det tidspunkt i mit liv skete en masse, som gjorde, at jeg havde brug for luft. Masser af luft, så jeg flyttede til Århus. Fantastisk by og fantastiske mennesker, mødte jeg på min vej. Men jeg blev kun “hængende” i ca. 8 måneder. For jeg skulle være sygeplejerske. Det stod lige pludselig soleklart for mig. Jeg valgte at flytte teltpløkkerne op, endnu en gang, og hjem til København fordi at jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig. Ikke fordi at jeg ikke var glad for Århus og mine nye bekendskaber, men fordi at jeg manglede min familie og mine nære venner mere tæt på.
Årsagen til, at jeg bare måtte læse til sygeplejerske, kom lidt from above. Jeg tror ikke på, at der er mere mellem himmel og jord, men jeg fik en pludselig fornemmelse af, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg havde arbejdet som ufaglært i hjemmeplejen efter gymnasiet, og jeg savnede bare at have med mennesker at gøre.
Jeg savnede relationerne, dem som jeg havde oplevet at “få” forærende, da jeg arbejdede som ufaglært i hjemmeplejen. Men jeg savnede især også, at mærke, at jeg gjorde en forskel for nogen, som havde brug for mig og min hjælp, der hvor de var i livet. Så det gav bare mere end god mening, at det var sygeplejerske, jeg skulle være. Allerede i min første praktik, på sygeplejestudiet, mærkede jeg, at jeg havde valgt rigtigt. Det var svært, og det var grænseoverskridende, det der med at være personen, som pludselig stod og var på “besøg” i et andet menneskes liv sådan helt umiddelbart. Men det gav så god mening, og faldt mig naturligt fra dag 1. Som tiden gik, og jeg blev ældre i sygeplejeverden, blev jeg kun mere sikker i min sag. Jeg havde virkelig valgt rigtigt. Jeg skulle være sygeplejerske. Med stort S.
Nu kan jeg så i dag, sidde og se tilbage på, at jeg har været færdiguddannet i lidt over et år, og det giver bare stadig så meget mening. Sygeplejefaget er helt og igennem fantastisk og jeg priser mig lykkeligt for, at jeg den gang, tilbage i Århus, tog valget om at droppe mine universitetsdrømme og tage hjem igen. Havde jeg ikke dumpet den der mundtlige eksamen på universitetet i Århus, med et solidt 00, var jeg, måske, i dag ikke sygeplejerske med stort S.
Det var lidt søndags tanker fra mig, som har nydt at koble af i weekenden. I fredags og i starten af lørdagen, havde jeg lidt svært ved at slappe af i, at jeg havde FRI. Jeg savnede helt at være på arbejde og at være sygeplejerske. Jeg er vidst i bund og grund blevet helt og aldeles afhængig af det. Men jeg ved, og har fokus på, at jeg skal passe på mig selv. Det skal jeg, for jeg kan kun forblive med at være den sygeplejerske jeg er, hvis også jeg forbliver den Frederikke jeg er, og ikke helt glemmer mig selv og hvem jeg er, når jeg har fri.
Det kan være svært at finde den balance, i en hverdag, som kræver at man løber med 300 km/t. Men jeg ved, at jeg, som tiden går, vil blive bedre til at være Frederikke, når jeg har fri. Tiden er, på mange måder, en spøjs størrelse, men den er vigtig – rigtig vigtig. Tålmodighed er en dyd. Jeg har heldigvis gode mennesker omkring mig, og bloggen her, som gør, at jeg kan få afløb for alle mine tanker – og det virker for mig.
Tak fordi at I læser med, er der mon nogle, som har lyst til at fortælle, hvad der gjorde, at det var sygeplejen, som blev valget?
Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner
Hvad studerede du på uni?