Hvordan holder du til det, følelsesmæssigt, at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej?

“Hvordan holder du til det følelsesmæssigt at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej? 

Min opfattelse og den følelse jeg får er at man skal være virkelig stærk og have en psykisk robusthed for at kunne være på en neonatal afdeling, de tætte relationer man får til forældrende samt at se dem gå igennem deres processer, sorg og krise må godt nok være noget af en mundfuld. Men kunsten er vel at agere professionelt, men samtidig kan det vil ikke altid lade sig gøre at holde følelser og tåre tilbage?

Vil du ikke fortælle om nogle situationer?”

Jeg har fået ovenstående henvendelse fra en sød læser, min besvarelse vil jeg dele med jer alle her på bloggen. Jeg tænker, det kan være, at flere går rundt med de samme spørgsmål.

Hvordan holder du til det, følelsesmæssigt, at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej?

Helt generelt, så tror jeg, at der er mange situationer, som kan være svære at tackle psykisk, i arbejdet som sygeplejerske. Men vi gør det, hver eneste dag og det er netop dét, som gør os, sygeplejersker, til super helte med usynlige helte kapper.

Desværre kan travlheden forsage, at vi ikke kan have tid til at være der og lytte. Derfor er denne travlhed en kæmpe trussel mod det, som jeg ser, for at være sygeplejerskens kernekompetence, nemlig den åndelige og sjælelige sygepleje. Alt det instrumentelle, er selvfølgelig lige så vigtigt, og det hele hører sammen og går hånd i hånd. Dog er det instrumentelle noget som vi SKAL og MÅ, for ellers kan det jo betyde, at vores patienter ikke får deres rettidige behandling. Det åndelige og sjælelige er usynligt, og er det, som i stor stil, påtvunget, bliver skåret fra pga. travlheden tvinger os til det. Denne sygepleje, bliver nemlig ikke regnet med, når man ser på sundhedsvæsenet udefra. Det er, hvad jeg vil kalde, for den usynlige sygepleje. Det er den sygepleje vi yder, som ikke er instrumentel i form af medicin og andre procedurer, som er den egentlige behandling patienten skal have.

Så aller først, for at svare på spørgsmålet, så er det sværeste og hårdeste faktisk, når jeg tvinges til ikke at have den fornødne tid til at yde den åndelige og sjælelige sygepleje. Den sygepleje, som helt sikkert er en kunst, og den sygepleje, hvor jeg netop har tid til at være der for forældre, som kan være i krise pga. deres guldklumps måske kritiske tilstand. Den sygepleje, som jeg personligt, gør alt for at værne om og stræber om at finde tid til – også når jeg har rigtig travlt.

Når det så er sagt, så vil jeg indrømme, at det da selvfølgelig kan være sindssygt svært og hårdt, nogle gange, mere og mindre, at rumme den sorg og krise, som kan og som forekommer på en neonatalafdeling. Jeg tror det er svært, mange steder, i vores sygeplejeverden, men jeg godt klar over, og var det også inden jeg søgte job på neonatalafdelingen, at lige netop denne afdeling, er af en kaliber for sig. At rumme andres tab, sorg og krise er rigtig hårdt, det er det også “bare” som privat person over for dem som man har kær. Som neonatalsygeplejerske er du med på sidelinjen, i situationer, som jeg tror kan være de aller mest sværeste her i livet. At være bange for at miste sit barn, at miste sit barn eller at skulle rumme at ens barn er ekstremt for tidligt født og derfor også kan have en svær start i livet, tror jeg, alt sammen, er noget af det sværeste man som menneske kan opleve.

En mor sagde til mig en dag >>glem alt om, at kærestesorger mm. er hårdt og svært her i livet, at føde et præmaturt barn overgår alt<<. Da denne mor sagde det, gik det ekstra meget op for mig, at det som de pårørende oplever på min afdeling, er en kaliber for sig. For jeg har, om nogen, oplevet utallige kærestesorger, og være langt nede pga. af det. Så da hun sagde dette, fik jeg kuldegysninger. Det er umuligt at sætte sig ind i den sorg og krise, som det må være, at føde for tidligt, og være forældre til et barn, som starter livet og tilbringer, nogle gange flere måneder, der hvor jeg arbejder. Og som i aller værste tilfælde, mister livet.

Mange har sagt til mig, at man kun kan holde til at arbejde på en neonatalafdeling i et vist rum tid, og andre har sagt, at man ikke kan rumme det, når man selv får børn. Der kan jeg så sige, at mange på min afdeling har børn, mange har været der i årevis – nogle i 20 år og mere til. Så jeg tror, udfra det jeg oplever, at det er meget individuelt fra sygeplejerske til sygeplejerske.

Personligt, så har jeg jo arbejdet på neonatalafdelingen siden januar, det vil altså sige 9 måneder (hold k*ft tiden løber stærkt). Og jeg ELSKER mit arbejde. Det ER et arbejde som psykisk er hårdt, for JA du knytter dig til dine patienter, som i mit tilfælde, er fantastiske små babyer, og du knytter dig også ISÆR til deres forældrene. Det kan være rigtig svært at gå hjem fra arbejde og lade arbejdet blive dér, når du tager kitlen af. Det skal vi, vi skal formå at lade arbejdet forblive arbejde og fritid være fritid. Men det er bare slet ikke så simpelt, når man er i det. Som sygeplejerske, der hvor jeg arbejder, er man selvfølgelig professionel, ligesom alle andre steder, men jeg finder det, ganske enkelt, umuligt, at være sygeplejerske Frederikke og privat Frederikke helt adskilt. Disse to Frederikker er en helhed og jeg føler, og bruger mig selv rigtig meget, når jeg er på arbejde. Dette betyder selvfølgelig, at det er endnu mere svært, at ligge arbejdet fra mig, når jeg tager kitlen af.

Det er umuligt, i hvert fald for mig, ikke at mærke en stor medfølelse, nogle gange få tårer i øjnene, grine og smile i min dagligdag som neonatalsygeplejerske. Det er for mig en del af det og nok også det som gør, at det kan være ekstra hårdt. Den afdeling jeg er på, er en afdeling, hvor patienterne og deres forældre kan være indlagt i længere perioder. Derfor er det nærmest en umulighed ikke at opbygge en relation til forældrene og deres guldklumper. Selvfølgelig er og skal relationen være professionel, men det ændrer ikke på, at der opstår følelser. Relationer og følelser hører for mig sammen og derfor kan det selvfølgelig være helt ubegribelig hårdt at arbejde et sådan sted, som jeg gør. Det er slet ikke hverdagskost at vi mister patienter, men det er selvfølgelig hverdagskost, at vores patienter er syge, ellers ville de ikke være indlagt. Det er jo ikke en hemmelighed, at det er et hospital/sygehus, som jeg arbejder på.

Men nå det så er sagt og skrevet ned, så er det så meget andet, som fylder, i min hverdag som neonatalsygeplejerske. En oplevelse, som lige nu står aller mest klart, var en dag for nyligt, da jeg mødte ind i nattevagt. Jeg kom ind på en af mine stuer, og spurgte, som jeg næsten altid gør >>hvordan har dagen i dag været?<< Forældrene svarede og vi talte lidt. Kort tid efter, sagde en af forældrene til mig >>hvordan har din dag så været, hvad har du lavet i dag?<<. Jeg blev næsten helt befippet, men jeg svarede selvfølgelig, ærligt, og fortalte, at jeg jo faktisk bare havde sovet det meste af dagen. Og så grinte vi lidt.

Det er helt ekstremt fantastisk, at opleve, at de pårørende, på trods af deres, til tider, meget hårde og svære situation også har energi og overskud til at se mig som den jeg er uden kittel på. Jeg oplever generelt, at de pårørende, ikke kun ser mig som sygeplejerske Frederikke, men også som Frederikke Frederikke, som er en person uden for hospitalets fire vægge. Dette er med til at gøre mit arbejde til verdens bedste, og jeg er overdrevet taknemmelig for, at jeg får lov til at møde så mange fantastiske mennesker i min hverdag. Det er relationer som er ret så ubeskrivelige, og kan være lidt svære at sætte ord på.

Selvfølgelig er der dage, som er ekstra hårde, hvor jeg går hjem og er meget træt, og ikke er så meget værd. Men med tiden bliver jeg stærkere. Jeg er en person som føler meget, så jeg tror ikke, at jeg er en af dem, som kan holde til at være neonatalsygeplejerske i over 20 år, men hvem ved? Vi får se :-)

Når man sidder og læser med udefra, kan det måske være lidt svært at sætte sig ind i, hvad det vil sige, at være neonatalsygeplejerske, og andre end mig, vil sikkert nok ikke synes, at det er det bedste sted at være sygeplejerske. Men det er jo også kun godt, for der er så mange andre steder, hvor der er brug for sygeplejersker.

Udover at jeg oplever at møde så helt igennem fantastiske pårørende, hver dag, så har vi, på min afdeling, også tilknyttet en psykolog. En som både er der for vores forældre, men også for os som er ansat. Jeg bruger også i stor stil mine kollegaer til supervision, hvis situationer er svære at komme igennem.

Og er der ikke rigtig noget, som kan løse det jeg føler, tænker og måske har oplevet i en vagt, så kan jeg godt finde på at tage et glas rødvin inden jeg går i seng. Det er selvfølgelig ikke hverdags kost. Alt med måde! Men som en pårørende en dag sagde til mig; >>rødvin kan løse næsten alt<<.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

---

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse