Når himlen falder ned

Højt at flyve – dybt at falde

img_8663

Højt at flyve – dybt at falde! Det ordsprog passer ret godt på mig og min dag i går og i dag.

I går (hvor billedet er taget) spillede dagen, så meget, at jeg faktisk kun havde et par enkelte tårer, der trillede ud af øjnene, da jeg så en film. Altså en hel dag uden tuderi forsaget af den tilstand jeg i (sejr!).
Jeg var både til et yogahold og senere var jeg i træningscenteret💪🏼 Noget jeg kan mærke virkelig hjælper mig.

I dag var dagen anderledes, og jeg kan på ingen måde sige at den har været tudnings-fri. Jeg tvang mig selv ud af døren, afsted for at bytte et par støvler, som jeg har købt for 30 dage siden – de viste sig at være for store, og derfor skulle de byttes. I dag var ultimativt den sidste dag jeg kunne bytte dem, så jeg skulle afsted. Det lykkedes og fra butikken kørte jeg mod et meditationskursus, som min psykolog har anbefalet mig at tage til. Da jeg helt gennemfrossen havde kørt rundt i ring flere gange, og klokken havde slået over 19, stoppede jeg op, brød sammen og trak cyklen. Det var mørkt, jeg kendte ikke området og kunne ikke finde frem til adressen.

Jeg måtte indse at jeg bare måtte køre hjem. Jeg græd det meste af vejen hjem, og det forsatte da jeg kom ind ad døren – det er stoppet nu! Jeg følte mig så dum og det gør mig så ked af det, at jeg missede kurset. Jeg havde endelig fået taget mig sammen til at tage afsted, lykkes med at bytte de åndssvage støvler, som har stået i min gang i en måned, men jeg missede meditationskurset, som jeg havde opsat mig til at skulle med til og som jeg havde glædet mig til.

Så i dag var virkelig en “højt at flyve – dybt at falde dag”. Heldigvis er der atter en dag i morgen, hvor jeg heldigvis skal se min psykolog.
Øv hvor jeg glæder mig til at få mig selv tilbage, og til at komme ud på den anden side, forhåbentligt 120 gange mere stærk.

Det her stress og det som det medfører, ønsker jeg ikke for nogen. Det er virkelig ikke sjovt.
Jeg må prøve at sole mig i, at det lykkedes mig med noget i dag, det lykkedes mig at komme ud og afsted og at få byttet støvlerne, som meget længe har stået i gangen og råbt på at blive taget hånd om – >>det var lige til øllet<< sagde ekspedienten, det havde hun nemlig ret i, men det lykkedes!

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

4 kommentarer

  • Gitte

    Sejt du fik byttet dine støvler. Een opgave om dagen er nok lige i denne tid. Ting tager tid. God bedring.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Bettina

    Super ærligt, varmt og samtidig trist læsning. Vi er rigtig mange i samme situation forskud af tid og sted, men bi er her… fælles om den følelse du beskriver ! Rigtig god bedring!!! Eller hvad det nu hedder… “ på med vanten” “ op af Bakken” vi venter på dig på den anden side, sammen er vi stærke. Det vi ikke kan, kan vi godt og det der er svært, er som oftest svært i os selv… samfundet kører derudaf for fuld skrue… hvornår siger vi nej?
    Stort kram
    Bettina ( familie)

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Mia-Louise

    Hvor er det rammende at læse. Jeg går desværre selv og kæmper med stresssymptomer og ved at det er ved at være tid til at træde tilbage og trække vejret.
    Jeg er glad for at du deler så ærlig en historie. Det gør at man ikke føler sig alene.

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • savvyinstantoffices

    Gitte, thanks a lot for the post.Really thank you! Much obliged.

    Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.

 

Næste indlæg

Når himlen falder ned