Det er ikke til at se det, men

De fleste, som læser med her er bekendt med, at jeg har været nede med en stress-sygemeldning og nu er på vej tilbage på arbejde igen.

Efter at have gået meget rundt om mig selv de sidste par dage, tænkte jeg, måske er det på tide at få tømt hovedet for tanker, som florerer rundt deroppe. Jeg oplever ikke at det er decideret tankemylder, som jeg oplevede, dagen hvor jeg meldte mig syg. Så havde jeg nok heller ikke siddet her og skrevet. Men fortiden bliver mit hovedet let fyldt med tanker, tanker som ikke lige frem giver mig overskud og smil på læben.

Jeg kan fra det ene øjeblik, som i fra det ene minut til det andet, gå fra at være i et helt okay humør, til at blive rigtig trist, øv og mut. Det er hamrende frustrerende, og jeg ville ønske jeg kunne tage det ud, trampe på det og smide det langt væk.

Sådan fungerer tingene dog desværre bare ikke. Jeg må og skal kæmpe mig igennem, indse og blive ved med at anerkende den her tilstand, som jeg er i. Jeg tror, at det som sker lige nu, er tilbagefald.

Tilbagefald fik jeg at vide, lige fra start af, ville komme. Så.. here goes. Det trøster jeg mig lidt ved, selvom det ikke rigtig hjælper mig. Men det giver mig en eller anden forsikring om, at det er ok, at jeg er ok, og at det hele nok skal blive ok.

Mine tanker kredser rundt om mange ting. Ikke kun om, at jeg ikke har det super godt. Men fx. også om mit værd, om jeg nu også er god nok.

Denne her tilstand, som er udløst af min stress-sygemeldning, har virkelig fået åbnet op for en masse sluser og det er godt nok ikke let at være hovedperson i. Men jeg prøver at følge med i aller bedste forstand.

Jeg er i gang med min 3. optrapningsuge på arbejdet, og det har fra start af føltes godt og som det rigtige at være tilbage. Det er på ingen måde “a piece of cake”, men det er blevet bedre og lettere for mig at møde ind, end fx. hvordan det var de første par dage.

Forleden dag, sagde jeg til min kæreste, at jeg havde en følelse af, at jeg står på en eller anden vippe. En vippe som bliver ved med at tippe den ene og den anden vej.

Jeg tror, at jeg skal fokusere på at puste mere ud, og sige til mig selv, at jeg er ok (lettere skrevet end gjort). Heling tager tid, og jeg er lige nu i en helingsprocess, som er åndssvagt svær at tackle. For jeg skal ikke heles og tilbage til hvordan jeg havde det før, nej, jeg skal hele sammen til noget nyt – “et nyt mig, men stadig mig”.

Noget af det, som især også gør det svært og egentlig også lidt modbydeligt, at være her hvor jeg er, er, at omverden ikke kan se, hvordan jeg har det. Det står ikke skrevet i min panden, og jeg går heller ikke rundt med en krykke. Jeg ligner bare mig selv.

Det er så diffust og underligt det som jeg gennemgår, og jeg tror kun der er et eneste menneske, foruden mig selv, som kan sætte sig lidt ind i hvordan JEG har det. Det er min kæreste, som hver eneste dag oplever mig og mine rutsjeturer.

Udadtil virker det nok til, at jeg har det meget godt. Jeg prøver også at “have det meget godt”, og være så meget mig selv som muligt. Men fra det ene minut til det andet, kan filmen knække, og så er jeg pludselig mut og kan ikke sætte ord på, hvad det er som lige foregår.

I går, inden jeg skulle sove, viskede min kæreste til mig: >>du er lige nu på vej igennem en tunnel, og den tunnel, er ikke altid let at gå igennem, men husk på, at forenden er der lys, lys som du for enden kan se og jeg er her sammen med dig og jeg er også derude i lyset<<.

Nu sidder med tårer i øjnene. Jeg er vist ret heldig, mere end heldig, at jeg har fundet sammen med ham. Det må være noget af det aller sværeste, at være tilskuer og medspiller, på så tæt hold, til sådan én som mig lige nu.

Tak <3

Det at skrive mine tanker ned her, få sat ord på det som sker inde i mig lige nu, hjalp og jeg kan mærke, at mit humør steg en takt opad.

Til orientering, hvis nogen måske sidder og tænker, >>hold da fest, hun har det skidt<<, så er der også stunder hvor jeg er glad og griner, og jeg kan mærke, at jeg er mere mig selv. Heldigvis! Jeg har ikke mistet modet, jeg har fortsat masser af kampgejst, glæde af og i livet og så går fortsat til psykolog en gang om ugen – det vil jeg fortsætte med i lang tid. Men.. vejen ud af tunnelen, er bumlet, men jeg er på vej – og det er det vigtigste.

Tak fordi at I læser med.

Kh.

Frederikke