Jeg “gemte” mig bag en barnevogn

Jeg er tilbage på min normale vagtplan. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og ikke længere til direktør tid, og jeg går på samme tid som mine kollegaer, ca. 8 timer senere, når vagten er slut.

Det føles godt, og helt ok. Det ville da helt klart være super fantastisk, hvis jeg fremover kunne møde kl. 09 i stedet for kl. 07, når jeg havde dagvagt. For jeg er ikke noget morgenmenneske, men nu er det bare sådan, at en dagvagt, på min afdeling (og de fleste andre), starter kl. 07. Det er så rart at være med fra når dagen starter, at være med til samlet morgen rapport med alle de andre, og rigtigt at føle sig som en del af holdet den pågældende dag – og ikke som den der svage person, som er i skånetilstand.

Når det så er sagt, så kæmper jeg med at passe ekstra godt på mig selv, før og efter – og imens jeg er på arbejde. For nu er jeg netop tilbage og ikke længere på optrapning i skånetilstand. Og man kan jo ikke se på mig, at jeg har været syg med stress. Så den eneste der 100% kan og SKAL passe på mig, er mig selv.

Det er ikke så let, slet slet ikke. For der var jo en grund til at jeg gik ned med stress. Grunden skal helt klart findes i at arbejdspresset – og miljøet, som sygeplejerske på et hospitals gulv, er afsindigt presset og udfordrende! Så er jeg også fortsat stadig nyere i faget (snart 2 år!) og mit ansvar er kæmpe stort. Og i selve ansvaret, der ligger i at være sygeplejerske, skaber et enormt pres i sig selv.

Men jeg føler at det går godt. Jeg kan mærke at meget er sket med mig, siden at jeg sidst, før min sygemelding, var i kitlen på almindelig vagtplan. Jeg gør mit bedste for at passe bedst muligt på mig selv. Jeg gør alt for at sørge for at få enkelte pauser, hvor jeg får noget mad indenbords, besøger et toilet og drikker en tår vand. For jeg er yderst vigtig, jeg vil egentlig være så kæk, og skrive, at jeg ER den vigtigste! For har jeg ikke selv min iltmaske på, hvordan kan jeg så hjælpe mine patienter med at få den på?

Jeg ved, at det ikke bliver let, når jeg lander i en vagt som er meget travl. Og jeg ved, med sikkerhed, at sådanne vagter kommer, men i og med at jeg har fokus på at jeg skal overleve i det og ikke på nogen måde har lyst til at fældes med stress igen – så tror jeg på, at jeg nok skal kunne klare det.

Da jeg var fuldtidssygemeldt kredsede mine tanker rundt, jeg var så knækket, at jeg flere gange tænkte på, om jeg helt skulle droppe at være sygeplejerske og finde på noget helt andet arbejde. Jeg er glad for, nærmest lykkelig for, at jeg er vendt tilbage i mit arbejde, hvor jeg “faldt”. Det er på mange måder mit drømmejob – fordi jeg elsker specialet, mine kollegaer og mine patienter.

Forleden lagde jeg mærke til at jeg brugte små taktikker, for at opnå at få en god dag, hvor jeg nåede mine nødvendige opgaver. Én af de nødvendige opgaver, som jeg tit har siddet og brugt overarbejde på er, at jeg som sygeplejerske skal dokumentere. Det kan være meget svært at nå, da jeg først og fremmest er til for patienterne og de pårørende. Jeg fandt en plads på gangen, der var en stol og ved siden af den stod en stor barnevogn. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne sidde i et nogenlunde roligt miljø, og lige få dokumenteret det som jeg var bagud med. Jeg kom til at smile lidt, da jeg kiggede til højre, og så, at jeg faktisk sad lidt gemt bag barnevognen. Men dér sad jeg lidt skærmet, sådan at jeg fik lidt ro til lige at få dokumenteret lidt.

Ellers har jeg stort fokus på, at jeg skal have en god dag, når jeg er på arbejde. Jeg skal have tid til at puste ud og jeg skal nå de mest fornødne og basale behov, som et menneske har; mad, drikke og toiletbesøg. Hvis det så betyder, at en opgave, som jeg burde nå, må udskydes, må det være sådan. Selvfølgelig skal jeg stræbe efter at nå alt, men det er simpelhent nærmest umuligt i mit fag. Jeg vil fremover gør mit bedste for ikke at slå mig selv i hovedet, hvis ikke jeg når det jeg burde, men i stedet klappe mig selv på skulderen over alt det som jeg når, og at jeg er med til at gøre en stor forskel for mine patienter – i et meget presset sundhedsvæsen, hvor vi alle løber alt for stærkt alt for tit.

Positive hilsner fra Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse