En peanutbuttermad på gangen, er bedre end ingen ting

Intet nyt – er godt nyt! Ej, man må sige, at jeg har været ret så aktiv på min >>TheDanishNurse<< facebookprofil, jeg har ihærdigt postet på min facebookside vedr. OK18 forhandlingerne og min Instagram profil står næsten aldrig stille :-)

Men jeg har ikke skrevet så mange blogindlæg på det seneste, hvilket nok især bunder i, at jeg har haft rigtig travlt med at være aktiv med f.eks. at stå foran forligsinstitutionen ifb. med OK18 og så er jeg startet fuldt op igen på arbejdet – altså 33 timer. Og så er der sket “store” ting i det private. Jeg er nemlig flyttet sammen med min kæreste :-)

Men da OK18 endelig er faldet lidt til ro, føler jeg, at jeg har fået lidt mere tid. Det er nærmest en befrielse ikke at have lysten til at tænde for TV2news (men jeg savner det lidt) og at få opdateringer om forhandlingerne på mail, facebook mv. Men men men, når det så er sagt, så er OK18 slet ikke slut endnu. Jeg var, i ugen som lige er gået, til et ekstraordinært Kredsbestyrelsesmøde i Dansk Sygeplejeråd, jeg skal til Kredsbestyrelsesmøde i morgen og jeg skal meget snart med på min første store kongres med Dansk Sygeplejeråd, sammen med alle de andre delegerede – det kommer jeg helt klart til at blogge mere om!

Jeg har haft lidt ferie, og nydt at kunne slappe bare lidt af, ovenpå at være tilbage i kitlen igen. Jeg startede jo med at vende tilbage til arbejdet i martsmåned, her optrappede jeg, sådan at jeg stille og roligt kom tilbage. Det var alfa omega, og jeg havde slet ikke kunne gennemføre det på andenvis. Jeg er utrolig glad for at det var en mulighed.

Nu er jeg så tilbage, og helt overordnet, så synes jeg, at det går godt. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er en anden, end den jeg var, før min stress-sygemeldning. Det er svært ikke at falde durk tilbage i de “gamle vaner”, især fordi at afdelingen jo er den samme, som den var før min sygemeldning. Og det er desværre ikke sådan lige til, bare at ændre, hvordan forholdene er i sygehusvæsenet fra den ene dag til den anden.

Men jeg har indarbejdet nogle justeringer i mig selv, når jeg er på arbejde, jeg går fortsat til psykolog ca. hver 2-3 uge og så arbejder jeg løbende hele tiden med mig selv. Fx. i sidste uge, hvor jeg havde flere nattevagter i streg, der var to af vagterne travle og derfor stride for mig. Men jeg kom igennem dem, uden at miste modet og uden at være helt fuldstændig udkørt. Det er lidt svært helt præcist at forklare og beskrive hvad jeg konkret gør anerledes.

Men et helt simpelt råd, er, at jeg passer bedre på mig selv. Jeg sørger for, ligegyldigt hvor travlt der er, at få noget at spise. Hvis det så betyder, at jeg spiser stående eller kaster et stykke brød i munden fra a til b, så er det dét jeg gør. For jeg skal have noget at spise, noget “benzin” at køre på, for at jeg kan være sygeplejerske og passe på andre.

Det er selvfølgelig ikke optimalt og slet ikke ok, at vilkårene nogle gange er så dårlige, at man som sygeplejerske ikke har tid eller mulighed for at spise og gå på toilettet. Men i og med at jeg sidder som politisk valgt i Dansk Sygeplejeråd, så føler jeg, og tror på, at jeg kan være med i front, ved at ændre på disse tilstande. Jeg kan i hvert fald være med til at oplyse om den aktuelle “tilstand” der er ude på nogle afdelinger. Jeg er godt klar over, at man ikke kan ændre på det, og trylle, sådan at alt bare bliver godt og rosenrødt i morgen. Men jeg tror på, at hvis vi sammen i flok kæmper alt hvad vi kan, så skal vi nok få det bedst mulige sundhedsvæsen, som også passer på os som står i felten og som bare gerne vil gøre det som vi elsker, nemlig at passe, pleje og give omsorg til vores patienter.

Efter at have været nede og kysse asfalten, hvor jeg var syg pga. stress, så tager jeg det ekstra ekstra EKSTRA alvorligt, det dér med at jeg skal have min egen iltmaske på først, før at jeg kan hjælpe andre. Det lyder måske meget banalt, men når det hele kører i et tempo, hvor man nogen gange slet ikke kan følge med – ja, så er et par rugbrødsmadder med peanutbutter på, spist i små bidder ude på gangen, guld værd! Og jeg tror det er dét, som kan gøre, at jeg kommer helskindet igennem min dagligdag (dag, aften, nat) som sygeplejerske. Det er også dét, som gør, at jeg kan møde på arbejde igen næste dag. Udover det med at jeg sørger for at få mad indenbords, så sørger jeg også for hele tiden, så vidt muligt, at styre min bevidsthed. Jeg reflekterer rigtig meget og gør alt for at sige fra, og mærke efter inde i mig selv.

Før min sygemeldning var jeg alt for god til desværre at underkende at jeg godt kunne overleve ikke at spise og besøge et toilet i løbet af en vagt – det kan man også sagtens – men på den lange bane holder det bare ikke. Der er da stadig nogle gange hvor det glipper – men det er i mindre grad end før.

Så til alle, både nyuddannede, kommende sygeplejersker og de som er færdiguddannet – lov mig at huske på, at I er de aller vigtigste for at patienterne får en god behandling. Hvis I ikke passer på jer selv, så ender det galt. Så stop op, og spis en rugbrødsmad på gangen, hvis det er dét, som der er tid til. Og så bliv ved med at holde fast i, mærke efter og råbe op om, at de vilkår vi alt for tit arbejder under IKKE er ok. Vi skal have bedre arbejdsvilkår, så vi får et bedre sygehusvæsen, sådan at vi kan passe bedst muligt på vores patienter.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

 

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse