Om at overvinde sin egen frygt og at se frem

Så blev det tid til lidt refleksion igen. Og man må sige, at der sket noget siden sidst. I sidste uge gjorde jeg noget, som jeg, i min vildeste fantasi, ikke havde troet, at jeg ville turde gøre. Jeg gik nemlig på talerstolen til DSR-kongres. Jeg vil lige skære det ud i pap: helt konkret, vil det sige, at jeg gik op og talte foran ca. 150 mennesker, sådan at jeg stod ved en talerstol og var blæst op på flere storskærme rundt i den store kongressal til Dansk Sygeplejeråd’s kongres.

---

Fra DSR’s hjemmeside DSR.dk :

Fakta om DSR’s kongres

Kongressen er DSR’s øverste besluttende myndighed. Her formes organisationens politik, som organisationen skal arbejde efter. Kongressen består af de fem kredsbestyrelser, formanden, næstformændene samt seks repræsentanter fra Sygeplejestuderendes Landssammenlutning (SLS) og syv repræsentanter fra Lederforeningen i DSR.

---

Måske tror man det ikke lige, men jeg er faktisk en person som er ultra genert, og slet ikke typen som tør at stille mig op foran en stor forsamling og så er jeg typen, der altid har været hunderæd for at gå til eksaminer. Men jeg gjorde det! En stor del af æren skal gå til min søde mentor, én som jeg sidder sammen med i Kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden, som er “ældre” i gårde hvad der angår DSR politisk arbejde og kongresser. Min mentor prikkede sødt til mig den første aften på kongressen og spurgte, om ikke ikke jeg skulle op og sige noget på talerstolen. Aller først tænkte jeg indeni mig selv, helt og tydeligt og klart: NEJ. Det var helt klart min usikkerhed og generthed som talte. Min mentor og jeg talte videre, hun gav mig flere fifs og ideer til hvordan og hvorledes. Så sov jeg på det, og vågnede op med følelsen af, at jeg bare skulle “derop” på talerstolen. Uger, ja faktisk måneder forinden kongressen, havde jeg gjort det klart med mig selv, at jeg nok ikke kom til at sige noget, da jeg er så mega nervøs og genert anlagt, men det viste sig at tage en drejning.

I løbet af dag 2 på kongressen sad jeg og bryggede på det jeg ville op og sige, jeg var selvfølgelig samtidig aktivt med i kongressen, og jeg brugte en pause på at øve det jeg ville sige, igennem foran en sød kongres deltager. Da vi nåede til et kongresforslag omhandlende arbejdsmiljø og DSR’s politiske indsatser herom, skyndte jeg mig at skrive mig på talerstolen. Det gjorde man online. Og bang, så stod mit navn lige dér, på storskærmene, foran næsen på mig…. Frederikke Marie Sørensen, Kreds Hovedstaden. Det kildede i min mave, og jeg kunne mærke at adrenalinen begyndte at pumpe. Jeg lagde ud med at sige, at det var min første gang, at jeg stod dér, og da brød kongressalen ud i klapsalver. Sikke en velkomst, tak! Dernæst tog jeg et godt råd i brug, som jeg havde fået af en anden, som jeg sidder i bestyrelsen med, én som er hammerende dygtig til at tale. Hun havde sagt til mig forinden, at jeg skulle finde én i salen, som jeg følte mig tryg ved, og én som gjorde, at jeg blev rolig, når jeg kiggede på vedkommende. Uden at jeg rigtigt nåede at tænke mig om, var den første jeg fik øjenkontakt med Grete Christensen, formanden for Dansk Sygeplejeråd. Hun sad tæt på scenen, og hendes rolige blik og søde smil gjorde, at jeg blev helt, eller i hvert fald delvist rolig.

Jeg brugte mig selv i talen. Jeg fortalte om min sygemelding med stress, og fortalte om hvad jeg oplevede ude i felten af problematikker. Netop at der er for mange unge nyuddannede sygeplejersker, som mig selv, der knækker nakken. Det var med en lidt bævrende stemme at jeg fortalte min historie – selvsagt fordi det er et ømt emne, at åbne op og fortælle at man har været syg med stress. Og så især foran så mange mennesker, og ind i en mikrofon. Men jeg kunne ikke have drømt om et bedre forum at dele min historie i og med. Da jeg var færdig, gik jeg ned fra talerstolen og blev med det samme omfavnet af en som jeg sidder i bestyrelsen med. Jeg fik klapsalver, og mange knus og kram, og beskeder fra mange søde kongresdelegerede i salen. Det var stort. Større end noget andet. Jeg fik, traditionen tro, en 2 kr. af min formand for Kreds hovedstaden, fordi det var min første gang, at jeg var på talerstolen på en kongres og en anden fra min kreds kom og krammede mig og gav mig en lille sød hæklet sprutte, som en anden kongresdeltager i salen havde hæklet.

Jeg blev meget rørt, stolt og utrolig glad for, at det jeg sagde, blev modtaget sådan som det gjorde og især for den store anerkendelse jeg fik bagefter. Jeg var bagefter ligbleg og klamtsvende, men det var det hele værd. Og næste gang, er det sikkert og vidst ikke lige så “farligt”.

Den lille sprutte som jeg fik, er meget symbolsk for mig. For hver eneste gang jeg er i vagt på Neonatalafdelingen giver jeg mine små patienter deres sprutte, sådan at de kan føle tryghed og dermed ro og trivsel, fordi at spruttens fangearme minder dem om, da de lå i deres mors livmoder og greb fat om navlesnoren. Min sprutte er nu et symbol på at jeg gjorde det! Jeg gik op på talerstolen og talte min sag! Sprutten befinder sig i min seng, og jeg sover med den om natten. Den giver mig tryghed, ro, god energi og minder mig om en meget stor dag.

Det er altså ikke kun mine små patienter, som har gavn af en sprutte :-)

I dag har jeg været i dagvagt og jeg har været til MUS (Medarbejder Udviklings Samtale). Det har jeg faktisk ikke prøvet at være til før. Men jeg synes det var rart, både det at tale løst og fast om hvordan min trivsel i afdelingen er, men det var også rart, at vi lavede en plan for min fremtid i afdelingen. Om hvor er jeg nu, hvad skal jeg have fokus på lige nu og på længere sigt. Som mange, der læser med her, ved, så gik jeg ned med stress i februar og måtte sygemelde mig. Derfor er jeg “bagud” om man vil, det er i hvert fald sådan, at jeg ikke er det som hedder “at være intensiv oplært” på min afdeling. Jeg har opnået og har flere af de kompetencer, der indgår under det at være intensiv oplært, men jeg har ikke haft vagter med sidemandsoplæring, med en anden sygeplejerske, som er certificeret til at oplære i at tage vare om plejen til en intensiv patient.

Min leder og jeg har lagt en plan for hvornår jeg skal starte, og det bliver efter sommerferien, og jeg glæder mig! Jeg er taknemmelig for at det har været muligt at jeg har været sat lidt på “pause”. Det er slet ikke sådan at jeg går og keder mig, når jeg er på arbejde – SLET IKKE. Mange af de patienter jeg passer kan sagtens have et CVK (centralt venekateter), ligge med respiratorisk støtte og ilt og man kan aldrig, sådan lige, forudse om en mere almen patient pludselig bliver intensiv. Men jeg må fx. ikke alene have ansvaret for at passe en patient der ligger i respirator. Jeg ved hvordan respiratoren fungerer, hvad jeg skal observere for og hvordan jeg fx. manuelt ventilerer over respiratoren. Men jeg er ikke oplært-oplært til at kunne og må have ansvaret for at stå med det det alene.

Lige nu lever jeg højt på at jeg har været til min første “rigtige” kongres med DSR, jeg overvandt min frygt om at tale foran en stor forsamling og så ser jeg frem mod en tid, som forhåbentlig bringer mig masser af mod og energi på at lave det jeg elsker, nemlig at være sygeplejerske.

…. og her er jeg så, stolt sygeplejerske og såkaldt DSR-politikker, med fanen pakket og på vej hjem fra en fantastisk kongres, med en masse fantastiske og inspirerende kongresdelegerede sygeplejersker fra hele landet.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse