Opråb! Skal jeg give afkald, på mit kald?

Jeg har de sidste par dage oplevet den virkelige virkelighed, som sygeplejerske, når det er værst. Jeg har haft vagter på mit studiejob på barselsgangen. Først og fremmest skal jeg lige sige, at jeg elsker den barselsgang(!). De sygeplejersker, jordemødre og læger der arbejder der, er meget dygtige og meget kompetente. Men jeg har oplevet den barske bagside, af lykke og glæde på en barselsgang – i hvert fald fra mit perspektiv.

Jeg havde godt fået at vide at der i øjeblikket var rigtig travlt, men jeg havde ikke i min fantasi troet, at det kunne være så slemt, som det var. Jeg fik at vide, at flere mødre havde grædt, pga. den stress der var på afdelingen. Jeg tænkte… aaah, det kan jo også være de der mor-hormoner. Den tanke tager jeg i mig igen.

Den travlhed og overbelægning jeg har oplevet de sidste par dage, er en kæmpe trussel mod patientsikkerheden, mod fagligheden og mod det danske sundhedsvæsen. Jeg har en dyb medfølelse med de nybagte mødre og fædre, der lider under dette og som har lidt under denne travlhed.

Det skal lige siges, at jeg jo ikke er færdiguddannet før til juni. Så der er selvfølgelig ting og procedurer der stresser og forvirrer mig mere og i højere grad, end hos garvede og øvede sygeplejersker… men jeg har talt med flere kollegaer som alle tilkendegiver og fortæller, at sådan som det er nu, er grotesk og ikke godt nok. Det pres der er på sygeplejerskernes skuldre, og det øvrige sundhedspersonale, er simpelhent alt for ødelæggende. Ikke nok med at arbejdsmiljøet er for usundt og hårdt, så går det udover patienterne – i dette tilfælde nybagte familier, deres små nyfødte guldklumper og deres start på en hel ny og spændende tilværelse.

Som barselsygeplejerske er det meningen, at man skal skabe gode og trygge rammer, for den lille nyfødte baby og dens forældre, så at familien får en god start, og føler sig rustet og klar til at stå på egne ben. Det har ikke været muligt og det er ikke muligt, når der er for lidt varme hænder, og når rammerne ikke er lavet til den mængde barslende der er.

De vagter jeg har haft på barselsgangen disse dage, føler jeg helt ærligt ikke, at jeg kan stå fagligt inde for. Jeg føler ikke at jeg har været der, som jeg gerne ville for mine patienter. Jeg føler ikke at det har været fagligt forsvarligt, det der er forgået. Dette er en umådelig ubehagelig følelse at gå hjem med.

Huskede jeg nu at sige det? Var det nu de rigtige forældre jeg sagde det til? Tjekkede jeg nu også blødning? Og hvad med uterus kontraktionen? For ikke at tale om den lille ny? Huskede jeg at vejlede om gulsot, og hvad med navleplejen? Hvad med de fremtidige aftaler, bare jeg dog har fået booket og husket alt det jeg skulle? Og hvad med lægen? Fik jeg sat stuegang på alt det jeg skulle? … Og stakkels aftenvagt der mødte ind.. den dokumentation jeg har præsteret, kan umuligt være meget værd. 

De fejl der er sket, er selvfølgelig ikke fejl, som er uoprettelige, og mange forældre kan slet ikke overskue alt den info de får af os på barselsgangen alligevel, men JEG kan mærke at det ikke føles godt nok. Den måde jeg har arbejdet på, har ikke været optimal, og jeg har følt mig utilstrækkelig i rigtig mange situationer, ikke kun i situationer, hvor jeg har vejledt nybagte forældre, men generelt i mit arbejde og de forhold der er lige nu.

Jeg ved at jeg har gjort mit aller bedste, og at mine kollegaer også gør deres aller bedste, hver dag. Men det er tydeligt at mange på afdelingen er stressede, løber rundt som stukkede grise, sukkende og flere er måske på randen til at bukke under for det stressniveau der er. Alle patienter jeg har været i kontakt med disse dage, har også sagt “Holdaop I har ret travlt hva’?”.. Selvom man gør sit bedste for at “skjule” stressen, er det bare ikke muligt.

Jeg talte med en jordemoder i går, jeg spurgte hende, hvordan har det været hos jer på fødegangen, hun sukkede og fortalte, at det havde været helt absurd så stresset de også havde haft det der. Hvorefter hun fortsatte… “og arbejdspresset rykker jo bare videre herop til jer på barselsgangen og på Neonatal afd.

Jeg sidder virkelig med disse tanker… “Hvor langt ud skal vi?” Skal en hel afdeling nå at bryde sammen af stress, eller skal der ske noget andet ulykkeligt, før at disse tilstande ændres?

Desværre har jeg for første gang fået det sådan, at jeg er blevet helt i tvivl, om jeg overhovedet skal være sygeplejerske. Det har virkelig gjort mig ked af det og faktisk har det givet mig tårer. For sygeplejerske, det er hvad jeg er (snart), og det kan jeg mærke helt ned i maven, men det skal ikke ødelægge mig som menneske, og køre mig helt i sænk, at lave det jeg elsker.

Udover de forkerte følelser og viden om, at dagene har været så stressende, at jeg flere gange har “glemt mit hovede”, og fagligt ikke føler, at jeg kan stå inde for den måde jeg har tonset rundt på, så besøgte jeg ikke et toilet fra kl. 07-16 en af dagene, hvor jeg var i vagt. Mit mad indtag var en kop kold kaffe (kl. 11.30.) og en banan (kl. 14.).

Kære Danmark, dette er et opråb. Jeg håber virkelig at fremtiden byder på et sundere og mere værdigt dansk sundhedsvæsen, både for sundhedspersonalet, men virkelig også for de, som skal modtage ydelsen. For sådan som det er lige nu, er efter min mening ikke værdigt, og ikke forsvarligt.

Jeg er måløs og jeg håber ikke, at jeg skal give en drøm op, for ikke at knække sammen som menneske. Jeg valgte at læse til sygeplejerske pga. “Kaldet”, men måske ender det med, at jeg må give afkald, på mit kald.

Se denne film, lavet af jordemødre, der i den grad også oplever stress og travlhed på de danske fødeafdelinger: