Må en sygeplejerske græde?
Det er ikke til at komme uden om, at man som sygeplejerske møder personer, der på den ene eller anden måde kommer til at ramme én i sjælen. På både godt og ondt er en sygeplejerske (+studerende) medspiller i mange personers liv. Det kan hænde, at man kommer helt tæt, så tæt på, at det kan være svært at holde tårerne tilbage.
Men er det professionelt at lade dem trille? Må en sygeplejerske græde? Eller skal en sygeplejerske være i stand til – og lære at holde dem tilbage, og lade dem trille hjemme og på kontoret?
Jeg har oplevet at komme tæt på, adskillige gange, “bare” som studerende. Her har jeg måtte nive mig selv i armen for at stoppe mine tårekanaler. Jeg har også måtte bukke under.
To specifikke situationer, der står mig klart, er fra min sidste klinikperiode (modul 12 i hjemmeplejen).
Gåpåmod og positivitet
En situation, hvor jeg nev mig selv gevaldigt i armen, var sammen med min kliniskevejleder, hvor vi var besøg hos en pige på min alder (jeg tænkte, jamen det kunne jo lige så godt have været mig eller min bedste veninde). Hun havde haft cancer i struberøret og var nu rask. Kommunikationen foregik ansigt til ansigt og vha. af en lille ventil, havde hun tillært at udtrykke sig med lyd. På besøget talte vi om dagligdagens gang. Hun fortalte om, hvordan hun hev sig selv op på de dårlige dage og forklarede, hvordan hun vendte det negative til noget positivt. Jeg blev rørt af hele hendes situation og af hendes meget stærke og fantastiske måde at tackle sine nedture på. Noget jeg selv, og sikkert også mange andre, kunne lære noget af. Det er ikke hver dag, man møder et menneske med så stort et gåpåmod til livet. Det rørte mig også at være flue på væggen til at opleve den relation og tillid, min vejleder og pigen sammen havde fået skabt.
Da vi kom ud til bilen, måtte jeg lige rømme mig og fortælle, hvor tæt på mine tårer havde været på at trille.
“Vi skal nok klare den sammen”
Jeg mødte også en herre, der netop var kommet hjem fra hospitalet. Vi var i hjemmet for at blive oplært i den fremtidige pleje af en sygeplejerske fra afdelingen. Da borgeren havde fået fjernet strubehoved, foregik hans kommunikationen via små noter. Da vi ankom, blev vi mødt med smil og varme, men det var kun starten på det meget positive besøg. Inden vi gik, skrev borgeren en note til os, en note jeg aldrig vil glemme. “Vi skal nok klare den sammen”. Han refererede til den fremtidige pleje. Jeg nev mig selv i armen her. Jeg blev så rørt over, at han, på trods af sit sygdomsforløb og nuværende situation, udviste en sådan styrke. Jeg var taknemmelig for, at jeg fik lov at møde denne borger flere gange. Vi fik en god relation, og jeg fik udtrykt min ydmyghed for hans store tapperhed. Ingen tvivl om, at jeg havde mødt endnu et supermenneske på min vej.
Bukkede under og græd.. men ikke foran patienterne
I løbet af min tid, som studerende, har jeg bukket under, og jeg har måtte lade tårerne trille og faktisk ikke kun trille, men sådan rigtigt græde med lyd på.
Jeg brød sammen min sidste dag på modul 8 i psykiatrien. Det var et klinikforløb, der betød utrolig meget for mig både personligt, men også fagligt. Personligt kom jeg i kontakt med flere ting, jeg ikke var klar over var tilstede i mig. Fagligt havde jeg fået knyttet bånd og relationer til flere af patienterne. Jeg fik store kram af af disse patienter min sidste dag. Mixet med et fund af personlige issues og patienter, som rørte mig helt enormt, kulminerede i gråd. Jeg nåede dog ind på sygeplejekontoret. Det var en forløsning, og flere kollegaer omfavnede mig og var så søde. Det var en fin afslutning på en uforglemmelig og lærerig klinikperiode på alle leder og kanter.
En af min første dage på barselsgangen endte også i gråd. Jeg var med min kliniskevejleder inde på en stue. Her oplevede jeg en familie gå fra at være helt i sænk og modløse til at udvise glæde og mod vha. af min kliniskevejleders eminente måde at formidle og udøve sygepleje på. Da vi gik fra stuen og ind på kontoret, brød jeg ud i gråd. Det kom helt bag på mig selv og vist også på min vejleder (haha).
Tårerne har også trillet foran patienterne
Da jeg på modul 11 var den heldige kartoffel at vidne til, at to liv kom til verden, trillede der tårer. Jeg var både med til en fødsel på fødegangen og et kejsersnit på OP. Begge gange da baby blev forløst, kiggede jeg på “mor og far”, og da jeg så deres lykketårer, kunne jeg ikke holde mine tilbage. At være med til en fødsel er virkelig noget helt specielt.
…. Måske skal jeg genoverveje mine tanker og små drømme om, at jeg måske en dag vil læse videre til jordemoder… det går vel ikke med tuderi hver eneste dag :-) Ej jeg tror nu helt klart, at man med tiden bliver hærdet. Det er der måske nogen, der kan sige noget om til en grønling? :-)
Må en sygeplejerske græde?
Jeg tænker umiddelbart, at det kommer an på situationen. Vi er trods alt helt almindelige mennesker med følelser som alle andre. En anden tanke var, at det i nogen tilfælde måske kan være fint at græde med patienten. Jeg tror, at det, som meget andet, er meget individuelt.. Måske er der nogen, der synes, at jeg er en tude(Frederikke)marie, nu jeg har bekendt lidt kulør og fortalt om mine tårer i uniformen. Det er i så fald helt ok :-)
Har I grædt i uniformen? Hvad synes I? Skal sygeplejersken være “superman” og kun græde på kontoret/i bilen? Jeg har talt med både medstuderende og sygeplejersker om dette, og alle har forskellige holdninger. Jeg tror ikke, der er noget facit, men jeg synes det kunne være spændende at høre, hvad jeres meninger og tanker er?
Super fin historie og jeg tror alle kan relatere sig til den. Jeg har selv flere gange som studerende måtte nive mig selv i armen For ikke at græde og for mig som for mange andre viser det menneskelighed. Jeg har kun oplevet at det at vise følelser kan skabe en god relation til patienten. Blev endelig ved med at vise følelser, det gør dig kun til et bedre menneske :-)