Hudløst og næsten for ærligt – om at dumpe en eksamen

Skrevet af sygeplejerske og kandidatstuderende Cecilie

cille

“Du skal være mere hård Frederikke” sådan lyder et citat fra et tidligere blog indlæg, skrevet af sygeplejerske og meningsdanner Frederikke Marie Sørensen. – Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt det citat for nogle år siden, da jeg dumpede min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsen.

Hudløst og næsten for ærligt? – ja sådan tænker jeg i hvert fald, når jeg sidder her og læser de ord jeg lige har skrevet.

Jeg ønsker at fortælle andre at det er okay at fejle? Jeg ønsker at fortælle andre som muligvis oplever noget lignede, at det ikke må tage modet fra dem. At tingede ikke altid bliver som man har regnet med og at det egentlig ikke behøver at være så perfekt, det skal nok blive godt i sidste ende. Og så tror jeg. at der er en del af mig, som ønsker at fortælle det som jeg oplevede, idet jeg stadig ikke helt begriber hvad der egentlig skete og hvorfor?

Jeg bestod ikke min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsens 12 modul, hvilket personligt var et kæmpe nederlag! Jeg havde gennem sygeplejeuddannelsen aldrig fået under 7 i karakter og selvom jeg godt vidste at jeg burde ligge mere energi i studiet i den periode af mit liv, så havde jeg aldrig forestillet mig at det kunne gå vidt, som til at jeg dumpede.

Jeg prøvede konstant at passe ind på afdelingen. I stedet for bare at være mig selv og acceptere at alle ikke nødvendigvis behøvede at kunne lide mig, var jeg en rigtig pleaser. Set i bakspejlet ville jeg ønske at JEG HAVDE STÅET MERE OP FOR MIG SELV. Det var en afdeling, hvor de fleste havde børn og var et helt andet sted i deres liv, modsat mig der levede singlelivet og nok havde en mindre livskrise. Det var bare lidt som om, at jeg ikke rigtig passede ind og det kom bare ikke helt flydende og naturligt for mig, det der med at samtale med de andre.

Jeg oplevede en dag at to kollegaer stod længere nede af gangen og talte. Taler de virkelig om mig? – tænkte jeg mens jeg gik hen imod dem. Kan det virkelig passe? Så åbenlyst? Jeg troede i det mindste at de ville prøve at skjule det eller at bortforklare. Denne episode husker jeg særligt, for det blev begyndelsen på, at det gik helt ned af bakke.

Nu mere jeg tænker tilbage, nu mere kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig behandle sådan. Hvorfor satte jeg ikke foden i jorden og forlangte mere af min vejleder? Og hvorfor brugte jeg ikke min sygeplejefaglige argumentation, når jeg blev rettet af en sygeplejerske for at gøre præcis sådan, som en anden sygeplejerske havde lært mig? Jeg tror, at jeg var et let offer, fordi jeg lod andre behandle mig sådan som de ville, uden at sætte grænser.

En uge før den planlagte eksamen, blev der udtrykt bekymring til min uddannelsesinstitution, ift. om jeg ville kunne bestå eksamen. Jeg oplevede i stigende grad, at der blev talt om mig på afdelingen. De talte åbenlyst og nogle gange gik de ind i et andet rum, for at tale om mig. Der blev indført daglige evalueringer, som ofte foregik på afdelingslederens kontor og så vidt muligt i hendes medhør. Jeg oplevede det nu mere som en snak om, “hvad der nu var galt med mig”, end som konstruktiv feedback – også selvom det sikkert ikke var deres hensigt. Yderligere blev den planlagte eksamen udskudt en uge, således at jeg havde længere tid til at nå at blive klar. Og jeg kunne slet ikke overskue det, -“hvordan skulle jeg overleve en uge mere på afdelingen?” jeg var helt ødelagt!

Jeg overvejede, at prøve angst dæmpende medicin inden eksamen, som en bekendt havde liggende (uden at have talt med egen læge om dette). Jeg havde før hørt, at andre havde anvendt lignende iforbindelse med eksamensangst. Jeg tror til sidst, at jeg havde udviklet en form for angst, i hvert fald var jeg bange for at bryde sammen, når jeg trådte ind på afdelingen om morgenen. Jeg havde ikke prøvet den slags før og med tanke på det ansvar vi har som sygeplejersker samt min uvidenhed, om hvordan min krop ville reagere, så turde jeg simpelthen ikke. Og så var der også en stor stædighed i mig, der sagde – “skulle jeg virkelig lade dem få mig til at synke så lavt”? – Hvis jeg skulle bestå eksamen, så skulle det være til min helt egen fortjeneste!

Jeg tænker heldigvis sjældent på det længere, men når jeg gør, så har jeg svært ved at begribe, hvad det lige var der gjorde, at det kunne gå så galt?

Jeg forsøger at pakke oplevelserne væk og jeg skammer mig faktisk over det der skete og over at udlevere “dem fra afdelingen” som de onde. Jeg ved jo godt, at det hele var en kombination af rigtig mange ting og selvfølgelig havde jeg også selv et ansvar.

Jeg forsøger at huske på, at der blandt “dem” også var nogle rigtige søde sygeplejersker, som på deres måde forsøgte at hjælpe. Og jeg husker særligt, at afdelingens, i min optik mest bestemte og meget dygtige, sygeplejerske vandt min respekt, da hun på eksamensdagen viskede “sørg for at få løst så mange opgaver som muligt i starten af vagten”. Et godt råd faktisk og et råd som jeg har brugt stort set hver dag siden, at jeg blev færdiguddannet.

I dag er jeg glad for, at jeg aldrig gik så vidt som til at medicinere min nervøsitet og nærmest angst lignende tilstand væk. Jeg dumpede min eksamen – og hvad så? Det er der alligevel så mange, der prøver før eller siden. Og det er nok sundt at prøve.

I stedet for, at forsøge at bestå reeksamen, rejste jeg på udvekslingsophold til filippinerne og bestod eksamen på en anden afdeling efterfølgende – hvor oplevelsen var en helt anden.

Jeg fik mit drømmejob på Danmarks største mor og barn hospital, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. Og jeg nævnte naturligvis intet om at have dumpet en eksamen, da jeg som færdiguddannet sad til jobsamtale. Underligt nok, er der faktisk aldrig rigtig nogen, der har spurgt ind til, hvorfor jeg blev færdiguddannet d. 23. november 2016?

Nu sidder jeg så her og er netop startet på Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje.

Jeg tror egentlig, at det jeg prøver at sige er, at “jeg skulle have været mere hård” – og det er jeg i hvert fald også blevet!

Mvh. Cecilie


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Om at skifte job og blive hjemmesygeplejerske

sidselhjemmesygepl

sidselhjemmesygeplejerske

Frederikke er så sød at give mig lidt mere plads her på bloggen. Jeg har nemlig også mange tanker og erfaringer, som jeg simpelthen elsker at dele. Sidst jeg var forbi bloggen var det som Ugens sygeplejerske.

Mit navn er Sidsel, jeg er 1 år og nogle måneder gammel, altså som sygeplejerske, ellers er jeg 26 år. Fornyligt tog jeg et valg om at gå en anden vej end forventet. Ja, for nogle gange passer forventning og virkelighed ikke heeeelt sammen. Jeg skiftede kurs, men ikke mod fjerne kyster, stadig indenfor den kære danske sygepleje.

Hvad vil det sige at skifte job? Og hvad har betydning for at tage netop dét valg? Det har jeg forsøgt at skrive lidt til jer om. Måske går nogle af jer rundt med overvejelser om jobskifte. Måske har I allerede hentet Jobindex-appen på mobilen og kigger dagligt efter et bedre jobmatch? Måske har I endda sendt en ansøgning afsted og venter spændt på udfaldet? Jeg husker, at jeg hentede app’en ned på mobilen, var var næsten som at være lidt utro mod mit daværende arbejde. Samtidig var erkendelsen om at søge andet en lettelse.

Jeg valgte at skifte fra en ansættelse på en medicinsk afdelingen til en kommunal stilling. Det var et svært og let valg på én gang, men personligt et ret nødvendigt valg, da jeg ikke kunne holde til min ansættelse på sygehuset. Det lyder som om jeg er ret svag, når jeg skriver det sådant. Men, det syntes jeg bestemt ikke at jeg er, for jeg mærker efter og jeg kender mig selv bedst, hvilket er godt.

Hovedårsagen og bivirkninger

Hovedårsagen til mit jobskifte var de der nattevagter! Det skal lige sige at, jeg endnu ikke har hus, volvo, hund eller barn, men jeg var alligevel udfordret i at få hverdagen til at fungerer. Vagterne i de mørke timer ødelagde meget for mig, og jeg havde det dårligt pga. dem. Mine bivirkninger var minimal søvn efter endt arbejde, unødvendige skænderier med min bedre halvdel, socialisolation fordi jeg ikke kunne overskue andre end mig selv, og nogle gange ikke engang mig selv, manglende menstruation i et halvt år og dannelse af fibroadenmatose i brystet samt et migræne anfald pga. hormonel ubalance, ondt i hjertet, skræmmende hjertebanken og maveproblemer. Jeg forsøgte at undertrykke mine problemer for en periode, ved at undlade at fortælle om dem til andre og mig selv, men det forsøg holdt ikke ret længe før det var uundgåeligt at forholde sig til. Prisen var for høj pris for mig. Og desværre, kunne jeg ikke undgå vagterne i ansættelsen. Derfor jeg tog et svært og alligevel let valg. Svært pga. de skønneste patienter, mine kollegaer og min forelskelse til hæmatologien. Let fordi, jeg kunne undgå bivirkningerne til de skiftende vagter og undgå nattevagterne.

Springet

Jeg tog springet. Nu er jeg sygeplejerske i primærsektoren. Det var en ret stor befrielse af komme væk, langt væk, fra nattevagterne. Det har vist sig, at være en kæmpe personlig gevinst, som jeg kan takke mig selv for. Men ærlig talt, så har jeg da haft timer på sofaen, hvor jeg har grædt, fordi jeg savnede sengeafdelingen. Det var særligt nogle uger efter jobskiftet. Hvor tankerne som: ”Er det mon det rette jeg har gang i?” og ”Var de nattevagter virkelig SÅ slemme?” dukkede op i hovedet. Men jeg har givet hjemmeplejen et reelt forsøg, og det er faktisk tilfredsstillende godt, for mig!

Som ansat hjemme- og kliniksygeplejerske i 2 måneder ved Odense Kommune, hvoraf jeg har holdt 15 dages sommerferie, er jeg ikke ekspert på dette sygeplejeområde. Så er det sagt!

Der i mod er livet som hjemme- og kliniksygeplejerske perfekt for mig. Jeg er bl.a. er glad for, at min fodboldtræning bliver ikke forsømt pga. en aftenvagt eller følger af en nattevagt længere.

Ude i primærsektoren er der også nok at lave som sygeplejerske. Rollen er anderledes end, den jeg oplevede at have i Regionen. Patienterne er borger, arbejdspladsen er et hjem men tiden til at gå på toilet er nogenlunde den samme (haha!). Ansvaret er fortsat stort, som jeg kendte det, oftes dog ikke af akutkarakter.

Alt i alt, vil jeg bare sige, at det faktisk ikke er så tosset ”bare” at være hjemmesygeplejerske. For foruden alle de personlige goder, jeg har fået med jobskiftet, er der også faglige goder. Jeg får ret mange forskellige faglige færdigheder, og min viden er blevet ”bredere”. Udfordringerne er der også mange af som hjemmesygeplejerske, men udfordringer skal der være til, for at god sygepleje kan udvikles og skabes uanset sektor. Selvfølgelig er det at være sygeplejerske i primær sektoren ikke nr. 1 på alles top 3, og det er helt fair. Vi er forskellige, heldigvis. Jeg deler blot min erfaring om dét at skifte job med jer.

Hvis du tænker, at det kunne være spændende at følge min sygeplejevej, så kan du det. Find mig under @Sygeplejesidsel på instagram, det kunne være så hyggeligt. Tak fordi du tog dig tid til at læse mine ord.


Tusind tak for dit blogindlæg Sidsel og alt held og lykke til dig!

Har du mon også lyst til at dele dine tanker og erfaringer her på bloggen, ligesom Sidsel? Så skriv til mig :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Det er bra å jobbe i Norge! 🇳🇴

amalie-i-norge-i-uni-5

Jeg har været sygeplejerske i 7 måneder, og tog efter nytår til Norge for at arbejde. Jeg har altid elsket at rejse, og har arbejdet 3 måneder i Australien efter gymnasiet, så det var en selvfølge at jeg skulle til Norge og jobbe, når nu det endda kan gøres under så fine forhold!
’Men, skal man så ikke snakke norsk?’ Nej, eller jo, hvis du kan, og tro mig, der går ikke mange dage før du drømmer på norsk! Har du bare en lille smule sprogøre (og har set SKAM) så kommer det altså vældig let til en.

amalie-i-norge-4-bil

(Amalies Dedicare bil)

Jeg har valgt at arbejde gennem vikarbureauet Dedicare, da jeg fik dem anbefalet af en sød veninde. Fordelen ved at bruge et vikarbureau er, at de betaler for al transport til- og fra Danmark, bolig, bil og benzin, og så gør de alt hvad der står i deres magt for at finde netop det type job i netop det tidsrum du ønsker. Ulempen er at de ikke sender sygeplejersker med under 2 års erfaring på hospitaler udenfor sommeren. Så jeg jobber på et rehabiliteringscenter ca. 100 km syd for Oslo. Det passer mig egentlig fint af afprøve denne form for sygepleje, om end den er vældig forskellig fra livet på hospitalet som jeg er vant til og holder af. Men det er fedt at få afprøvet noget, så man efterfølgende ved med sig selv om det er eller ikke er noget for en selv, frem for at afvise et speciale på baggrund af ubegrundede forestillinger.

amalie-i-norge-3-udsigt(Udsigten fra Amalies arbejde i Norge) 

Som sygeplejerske på rehab her, som er en rasteplads mellem hospital og eget hjem, er det en hel anderledes verden end jeg er vant til hjemmefra. For det første havde jeg kun 2 (!!) dages oplæring, hvoraf den ene var med en anden vikar, der selv var ankommet 5 dage tidligere… Og min 3. vagt var jeg alene sygeplejerske – værsågod. Det lyder dog værre end det i virkeligheden var; det eneste der kræves af sygeplejersker her til daglig er når der skal gives medicin PN, samt blodprøvetagning og den ugentlige stuegang med lægen. Ofte er der vagter helt uden sygeplejerske på arbejde, hvor den nærmeste er på et andet rehab 25 min kørsel derfra. Af den grund laver jeg kun sygeplejefagligt arbejde ca. 20% af tiden, hvilket også er derfor jeg har valgt kun at blive her ‪halvanden ‬måned. Til gengæld er jeg yderst imponeret over mine kollegaer; at arbejde på en arbejdsplads der nærmest måned til måned får nye udenlandske kollegaer der igen og igen skal sættes ind i tingene, må være udmattende – jeg kender det fra min afdeling derhjemme hver gang vi fik et nyt hold elever. Alligevel er de sindssygt smilende og søde og imødekommende og interesserede i os. Som jeg snakkede med min danske roomie om forleden – det kommer sig nok af at de virkelig trænger vores hjælp her! Forleden havde jeg en time lang filosofisk snak med den sejeste 60-årige ’hjelpepleier’ om livet og kærligheden – på norsk selvfølgelig 😉

amalie-i-norge-strand-7

Amalie på “hendes” strand i Norge. I går fortalte hun mig, at hun har planer om at vinterbade snarest, friskt! :)


Er jeg den eneste der ligesom Amalie går med udenlands drømme? Jeg drømmer selv om at arbejde i Grønland for en stund og at tage ud med læger uden grænser. Måske har du været i udlandet og arbejde som sygeplejerske? Har du lyst til at fortælle om det og dele ud af råd og erfaringer, i et blogindlæg her, ligesom Amalie? Så send mig endelig en besked :-)