“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

img_2475 img_2400Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg har prøvet at begrænse mig, men… here goes

img_2346

 

“We don’t grow when things are easy, we grow when we face challenges.”

Netop denne sætning, lagde en kærkommen med-meningsdanner op på Facebook til mig, i forbindelse med min offentliggørelse af, at jeg stiller op som kandidat til kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Den er meget “spot on” og helt rigtig til det valg, som jeg har taget. Flere har skrevet, at jeg skal passe på mig selv, og sagt, >>men Frederikke, har du tid til det?<<.

Jeg forstår godt, at flere har spurgt mig om det, og at flere måske tænker, at det er at tage munden for fuld, og at jeg måske hellere skulle slappe af og passe på mig selv.

Men jeg kan bare mærke helt ned i maven, at det er det rigtige for mig, at stille op til valget. Jeg er godt klar over, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg skulle bruge fritid på at være aktiv i DSR og jeg vil komme til at have meget at se til. Men jeg brænder så ufatteligt meget for faget, i sådan en grad, at jeg gerne vil bruge min fritid på det. Ligesom at jeg får energi af at ytre mig her på min blog, så er jeg sikker på, at jeg som kredsbestyrelsesmedlem, vil opleve at få energi af at være med aktivt i DSR, i den demokratiske proces i organisationen. Det er for mig ikke en opgave og byrde, men en interesse, som jeg brænder for. Hvis ikke det var det, så havde jeg slet ikke haft denne sygeplejeblog, som jeg immervæk, bruger ret meget frivillig og gratis Frederikke-tid på at “køre”.

Jeg ville elske at kunne skrive her på bloggen, om hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem var med til, og inddrage alle jer læsere, som jeg ved besked om, at størstedelen er sygeplejersker og sygeplejestuderende. Jeg synes det kunne være enormt spændende at danne en eller anden form for bro fra et aktivt virke i DSR, til jer, som læser med her. For jeg ved, at mange sygeplejersker og sygeplejestuderende, går rundt, og ikke rigtig ved, hvad det er, som de betaler penge til – ved deres medlemskab af DSR.

Nu lugter det her måske rigtig meget af STEM PÅ MIG. Jeg håber og ønsker da virkelig også, at der er nogle af jer, som har lyst til det. Det skal jeg ikke holde hemmeligt :-)

Men meningen med det her blogindlæg, var, og er, egentlig bare at skrive og fortælle, at JEG HAR DET HELT O.K. Jeg er glad og i harmoni, og som min kære mor lige skrev på SMS i går; “Du virker til at hvile meget i dig selv lige nu”. Sådan har jeg det faktisk også.

Jeg tror, at det bunder i, at jeg siden min start på Neonatalafdelingen, har lært så afsindigt meget om MIG. Jeg har ikke kun lært afsindigt meget om det fantastiske speciale, Neonatologi, men jeg har også, på komprimeret tid, synes jeg selv, opnået at lære mig selv at kende på en helt ny måde. Jeg kan mærke meget mere hvornår jeg skal sige fra, hvornår jeg skal stå op for mig selv og lytte til mig selv. Det er en sand gave. Den er jo naturligvis ikke kommet forærende, jeg har da kæmpet, haft det svært og kæmper fortsat! Men jeg er så sandelig groet helt vildt og jeg har rejst mig, når det har været rigtig svært.

Derfor er jeg her nu, et sted, hvor jeg kan mærke at nu skal jeg bare mere! Jeg blev i februar, i år, færdig med min Meningsdanneuddannelse, en uddannelse som lærte mig utroligt meget om ALT. Især om at ytre sig, som sygeplejerske, men jeg lærte også meget mere. Jeg vil faktisk vove at påstå, at var det ikke for denne uddannelse, så havde jeg aldrig nogensinde turde at stille op til sådan et valg, i DSR.

For den sags skyld, så havde jeg heller aldrig turde, det som jeg skal nu på torsdag. Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag for nogle studerende. Jeg glæder mig meget, med sommerfugle i maven. Eksamen og mundtligfremlæggelse har aldrig været min styrke, men jeg har i øjeblikket en indre styrke, som jeg kan mærke helt ud i mine fingerspidser.

Og hvis ikke jeg lader den styrke brænde nu, hvornår så?

Ligesom at jeg får energi af at danse samba, så får jeg også energi af at være aktiv qua mit virke som sygeplejerske. Så til alle jer, som tænker, FREDERIKKE SLAP NU AF OG PAS PÅ DIG SELV, så lover jeg, at det gør jeg og jeg lytter til mig selv – hele tiden!

Til sidst, tusind tusind tak for alle de dejlige likes og kommentarer mht. at jeg stiller op – det varmer så meget – især i disse grå og regnfulde dage.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg får at vide, at jeg skriver liiiidt for langt, og liiiidt for meget – så jeg øver mig i at begrænse mig lidt :)

Jeg ønsker alle en god uge og god vind, med det som I har gang i, og så lyt for søren til jer selv :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

Hudløst og næsten for ærligt – om at dumpe en eksamen

Skrevet af sygeplejerske og kandidatstuderende Cecilie

cille

“Du skal være mere hård Frederikke” sådan lyder et citat fra et tidligere blog indlæg, skrevet af sygeplejerske og meningsdanner Frederikke Marie Sørensen. – Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt det citat for nogle år siden, da jeg dumpede min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsen.

Hudløst og næsten for ærligt? – ja sådan tænker jeg i hvert fald, når jeg sidder her og læser de ord jeg lige har skrevet.

Jeg ønsker at fortælle andre at det er okay at fejle? Jeg ønsker at fortælle andre som muligvis oplever noget lignede, at det ikke må tage modet fra dem. At tingede ikke altid bliver som man har regnet med og at det egentlig ikke behøver at være så perfekt, det skal nok blive godt i sidste ende. Og så tror jeg. at der er en del af mig, som ønsker at fortælle det som jeg oplevede, idet jeg stadig ikke helt begriber hvad der egentlig skete og hvorfor?

Jeg bestod ikke min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsens 12 modul, hvilket personligt var et kæmpe nederlag! Jeg havde gennem sygeplejeuddannelsen aldrig fået under 7 i karakter og selvom jeg godt vidste at jeg burde ligge mere energi i studiet i den periode af mit liv, så havde jeg aldrig forestillet mig at det kunne gå vidt, som til at jeg dumpede.

Jeg prøvede konstant at passe ind på afdelingen. I stedet for bare at være mig selv og acceptere at alle ikke nødvendigvis behøvede at kunne lide mig, var jeg en rigtig pleaser. Set i bakspejlet ville jeg ønske at JEG HAVDE STÅET MERE OP FOR MIG SELV. Det var en afdeling, hvor de fleste havde børn og var et helt andet sted i deres liv, modsat mig der levede singlelivet og nok havde en mindre livskrise. Det var bare lidt som om, at jeg ikke rigtig passede ind og det kom bare ikke helt flydende og naturligt for mig, det der med at samtale med de andre.

Jeg oplevede en dag at to kollegaer stod længere nede af gangen og talte. Taler de virkelig om mig? – tænkte jeg mens jeg gik hen imod dem. Kan det virkelig passe? Så åbenlyst? Jeg troede i det mindste at de ville prøve at skjule det eller at bortforklare. Denne episode husker jeg særligt, for det blev begyndelsen på, at det gik helt ned af bakke.

Nu mere jeg tænker tilbage, nu mere kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig behandle sådan. Hvorfor satte jeg ikke foden i jorden og forlangte mere af min vejleder? Og hvorfor brugte jeg ikke min sygeplejefaglige argumentation, når jeg blev rettet af en sygeplejerske for at gøre præcis sådan, som en anden sygeplejerske havde lært mig? Jeg tror, at jeg var et let offer, fordi jeg lod andre behandle mig sådan som de ville, uden at sætte grænser.

En uge før den planlagte eksamen, blev der udtrykt bekymring til min uddannelsesinstitution, ift. om jeg ville kunne bestå eksamen. Jeg oplevede i stigende grad, at der blev talt om mig på afdelingen. De talte åbenlyst og nogle gange gik de ind i et andet rum, for at tale om mig. Der blev indført daglige evalueringer, som ofte foregik på afdelingslederens kontor og så vidt muligt i hendes medhør. Jeg oplevede det nu mere som en snak om, “hvad der nu var galt med mig”, end som konstruktiv feedback – også selvom det sikkert ikke var deres hensigt. Yderligere blev den planlagte eksamen udskudt en uge, således at jeg havde længere tid til at nå at blive klar. Og jeg kunne slet ikke overskue det, -“hvordan skulle jeg overleve en uge mere på afdelingen?” jeg var helt ødelagt!

Jeg overvejede, at prøve angst dæmpende medicin inden eksamen, som en bekendt havde liggende (uden at have talt med egen læge om dette). Jeg havde før hørt, at andre havde anvendt lignende iforbindelse med eksamensangst. Jeg tror til sidst, at jeg havde udviklet en form for angst, i hvert fald var jeg bange for at bryde sammen, når jeg trådte ind på afdelingen om morgenen. Jeg havde ikke prøvet den slags før og med tanke på det ansvar vi har som sygeplejersker samt min uvidenhed, om hvordan min krop ville reagere, så turde jeg simpelthen ikke. Og så var der også en stor stædighed i mig, der sagde – “skulle jeg virkelig lade dem få mig til at synke så lavt”? – Hvis jeg skulle bestå eksamen, så skulle det være til min helt egen fortjeneste!

Jeg tænker heldigvis sjældent på det længere, men når jeg gør, så har jeg svært ved at begribe, hvad det lige var der gjorde, at det kunne gå så galt?

Jeg forsøger at pakke oplevelserne væk og jeg skammer mig faktisk over det der skete og over at udlevere “dem fra afdelingen” som de onde. Jeg ved jo godt, at det hele var en kombination af rigtig mange ting og selvfølgelig havde jeg også selv et ansvar.

Jeg forsøger at huske på, at der blandt “dem” også var nogle rigtige søde sygeplejersker, som på deres måde forsøgte at hjælpe. Og jeg husker særligt, at afdelingens, i min optik mest bestemte og meget dygtige, sygeplejerske vandt min respekt, da hun på eksamensdagen viskede “sørg for at få løst så mange opgaver som muligt i starten af vagten”. Et godt råd faktisk og et råd som jeg har brugt stort set hver dag siden, at jeg blev færdiguddannet.

I dag er jeg glad for, at jeg aldrig gik så vidt som til at medicinere min nervøsitet og nærmest angst lignende tilstand væk. Jeg dumpede min eksamen – og hvad så? Det er der alligevel så mange, der prøver før eller siden. Og det er nok sundt at prøve.

I stedet for, at forsøge at bestå reeksamen, rejste jeg på udvekslingsophold til filippinerne og bestod eksamen på en anden afdeling efterfølgende – hvor oplevelsen var en helt anden.

Jeg fik mit drømmejob på Danmarks største mor og barn hospital, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. Og jeg nævnte naturligvis intet om at have dumpet en eksamen, da jeg som færdiguddannet sad til jobsamtale. Underligt nok, er der faktisk aldrig rigtig nogen, der har spurgt ind til, hvorfor jeg blev færdiguddannet d. 23. november 2016?

Nu sidder jeg så her og er netop startet på Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje.

Jeg tror egentlig, at det jeg prøver at sige er, at “jeg skulle have været mere hård” – og det er jeg i hvert fald også blevet!

Mvh. Cecilie


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Søndags sygeplejerske sjov og sandheder

Jeg følger en masse sygeplejerske instagram profiler, seriøse og mindre seriøse. Nursegram_new er en af mine yndlings, når jeg skal smile lidt. Eftersom de sidste mange blogindlæg, jeg har delt, har været ret så seriøse, synes jeg at det var på tide, at dele lidt smil og sjov med jer her på bloggen. Jeg har udvalgt nogle af de, som jeg finder sjovest, enjoy:

img_1834img_1833img_1831img_1830img_1829img_1828img_1827img_1826img_1825img_1824img_1823img_1822img_1821img_1819img_1818img_1817img_1816img_1815img_1814img_1813img_1812

img_1811img_1810

Alle billeder er fra Instagram kontoen som hedder:

Nursegram_new

Tjek den ud for flere sjove sygeplejerske memes :-)

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?

tempimageforsave

Jeg er kommet frem til en beslutning.

Jeg kaster håndklædet i ringen, og går ned på deltid, helt præcist 33 timer. Siden januar har jeg arbejdet på fuldtid, dvs. i en 37 timers stilling som sygeplejerske. I april måneden medvirkende jeg i Magasinet Penge, på DR1, som netop omhandlede om at gå på deltid. Her regnede en økonom på hvad det ville koste mig at gå ned i tid.

Se programmet her

Jeg har siden min medvirken i programmet, og før det, overvejet og gjort mig tanker om det at skulle gå ned i tid. Det har ikke været nogen let beslutning, især fordi at jeg pr. 1 december flyttede til en større lejlighed, som betød, at min husleje også er blevet større. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil prøve at arbejde på deltid.

Jeg Frederikke, er mere vigtigt end noget andet, og min vigtigste opgave er, at jeg skal passe på mig selv og sørge for, at jeg har det godt. Hvis jeg ikke har det godt, så kan jeg heller ikke være en god sygeplejerske, og alt andet i mit liv, vil også bære præg af, og lide under, at jeg ikke har det godt.

Hvis ikke jeg har råd og ikke kan få min økonomi til at hænge sammen, så må jeg i værste tilfælde finde mig et andet arbejde. Men jeg håber inderligt, at jeg vil opleve at min økonomi rækker til at arbejde på de 33 timer. For det arbejde jeg har, holder jeg utroligt meget af, på alle leder og kanter.

Det lyder jo ikke af meget, at gå fra 37 til 33 timer. Men i det store regnestykke, så betyder det, at jeg om måneden kommer til at have min. 2000 kr. mindre. Det kommer også til at gå udover min pension. Men jeg har en privat pensionsopsparing, som jeg betaler af til hver måned, så det skal jeg ikke tænke mere over.

Det er mere det med de mindre penge hver måned, som jeg skal tænke over. Jeg har fået lagt mig et godt budget, med hjælp fra og sammen med min aller bedste livsrådgiver, min kære mor. Det budget gør, at jeg helt præcist kan få styr på min økonomi og  følge med i hvor meget og hvilke penge, der går til hvad. Og ud fra dette budget, kan jeg se, hvor jeg må skære ned og spare.

Jeg har virkelig prøvet at slappe af med og holde fast i at arbejde på 37 timer, jeg har sågar fået lov til at komme på to holds vagtskift, men det er bare ikke nok. Det har helt sikkert hjulpet mig, men jeg har fortsat ikke ordenligt overskud til bare at være mig og leve et liv ved siden af jobbet. Frederikke-tid, den presser jeg selvfølgelig ind, men ikke uden konsekvenser.

Jeg har haft det skidt. Ikke sådan voldsomt skidt. Men min krop har udsendt nogle faresignaler, som en veninde, især, hjalp mig med at tage alvorligt.

Min veninde sagde, for et par uger siden, følgende til mig;

“Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?”

Først efter hendes ord, gik det rigtigt op for mig, hvor alvorligt det egentlig stod til. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har dig i mit liv. Tak! Altså, jeg har det ok, det er slet ikke sådan at jeg ligger på gulvet og græder eller bidder i gulvbrædderne. Men det som jeg fortalte min veninde, er det som jeg vil fortælle jer, der læser med her, nu:

Symptomerne

Jeg har haft flere vagter på arbejdet, hvor jeg har oplevet at have mavekramper. Faktisk var det sådan, at de i starten kun kom, ligesom at jeg er mødte ind i vagt, og så forsvandt de igen, når jeg havde fri. Flere har spurgt mig, om ikke det “bare” var menstruations smerter. Men NEJ det har det ikke været. Jeg har aldrig prøvet at have sådanne mavekramper før. Det var sådanne kramper som kom sporadisk, super ubehageligt. De begyndte så også at komme derhjemme, når jeg havde fri. Lige nu er de heldigvis gået lidt i sig selv og kommer sjældent. – Måske fordi, at vores mega travle sommerperiode er slut, og fordi jeg ved, at jeg skal ned i tid og måske også fordi, at jeg så småt kan lugte den 2 ugers ferie, som jeg snart skal på. Jeg ved det ikke. Måske kan det også bare være fordi, at jeg har indset, en gang for alle, at jeg skal passe mere på mig selv.

Udover mavekramper, har jeg også oplevet at have nogle skøre mareridt, generelt faktisk dårlig søvn, dog ikke hver eneste dag, men mere end hvad jeg ellers har oplevet. Så har jeg også oplevet, at vågne op af hede/svedeture. Sorte dage eller dage hvor jeg har haft brug for bare at være “slukket”, har jeg også haft, men det har jeg altid sådan lidt haft i ny og næ. Men jeg har oplevet den der “slukkethed” i en grad, hvor jeg på fridage simpelhent har måtte melde afbud til aftaler, fordi jeg ikke har haft overskud til at være social. Jeg oplever også at have et utroligt lille overskud til at skulle svare på beskeder, især på facebook MSN.

Det er alt sammen noget, jeg ser, som symptomer på stress eller i hvert fald begyndende stress.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig, at gå ned i tid. Men det irriterer mig lidt, at jeg et sted derinde har en lille følelse af “fail Frederikke” eller sådan “du er svag, du kan ikke klare mosten Frederikke”. Når jeg får det sådan og tænker sådan om mig selv, prøver jeg at skubbe det væk igen. For jeg er IKKE en fail, jeg er god og dygtig, for jeg beskytter mig selv! Og min krop giver mig signaler om, at jeg skal passe på mig selv.

Men det er ikke lige let, jeg vil jo bare gerne kunne det hele, være god til det hele og være en super nurse hele tiden og kunne arbejde i en fuldtidsstilling. Men det er mere vigtigt, at jeg er i balance, har det godt og kan holde i flere år, end at jeg brænder ud efter kun lidt over 1 år i faget.

Det er barsk dette her sygeplejefag, lige så fantastisk som det er, lige så barskt er det. Det er virkelig en livstil, som skal læres at leve. Det handler meget om at finde en balance, og den tror jeg ikke, at man bare sådan lige finder. Det tager noget tid. Det vigtigste er at kunne lytte til sig selv og kroppens signaler. Og for guds skyld, så skal man ikke sammenligne sig selv med andre, vi er alle sammen forskelige, og kommer med forskellige ting i rygsækken.

Personligt, så glæder jeg mig meget til at min samba dansetræning begynder igen her i september, dansen er noget af det, som især, skaber balance i mit liv. Jeg kan, i hver eneste celle, mærke, at min krop bliver glad, når jeg danser.

Nok ord herfra denne lørdag. Jeg fik tømt hjernen, og det var dejligt. Mit lidt stressede hovede var helt sikker på at jeg i dag skulle til en venindes fødselsdag, det skulle jeg så ikke, først om flere uger. Derfor så jeg mit snit til lige at få tømt det lille stressede hovede ned på skrift. Resten af weekenden skal kun gå med afslapning, afkobling, hygge og selvfølgelig Frederikke-tid :-)

Lørdagens ultimative råd her fra mig af:

***Lyt til dig selv, hvis ikke du er så god til det (ligesom mig), så lyt til dine venner og din familie, og lyt aller mest til hvad din krop fortæller dig***

 God weekend!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Historiske store skattelettelser og mindre velfærd

Regeringen vil med et nyt skatteudspil lette skatter og afgifter med op mod 22 milliarder af kroner – hvilket især vil være til gavn for borgerene med høje indtægter.

Jeg har aldrig nævnt min politiske holdning, som sådan direkte her på bloggen, men jeg må indrømme, at jeg også i den grad er enig med S og SF, der udtrykker utilfredshed med skatteplanen.

Vi bliver flere og flere ældre i samfundet, færre til at forsørge dem og vores sundhedsvæsen sejler fuldstændigt. Da jeg selv til hverdag, arbejder i det, kan jeg sige det fra førstehåndsvinkel af.  Selvfølgelig er der gode dage, hvor vi ikke løber rundt. Men det er ikke for sjov, når 100 chefer fra klinikledelserne på Rigshospitalet, sammen, har underskrevet og sendt en udtalelse i regeringens retning.

Forventningerne til de danske hospitaler svarer ikke til de penge, som hospitalerne får til at behandle patienterne.

Klinikledelserne på Rigshospitalet har fået massiv opbakning fra kollegaer, andre hospitaler, Lægeforeningen, Danske Regioner og Lægemiddelindustriforeningen. Hvilket også i den grad beviser, at NOK ER NOK.

Vi skal spare og effektivisere endnu mere end hvad vi allerede gør, og løbe endnu stærkere. Imens at regeringen lukker øjnene og i stedet planlægger skattelettelser, og endnu mere brud på vores velfærdsdanmark. Hvem gavner det? De rigeste i vores samfund. De rigeste kommer til at høste godt af regeringens skatteudspil, men hvad med alle os andre?

Det ender jo i totalt A og B hold og et danmark som ikke længere er et velfærdssamfund.

Jeg læste Astrid Krags (S) instagrampost for lidt siden, og jeg må sige, at jeg er dybt enig i hendes ord:

Men helt ærligt: er det ikke vigtigere med værdig ældrepleje, gode sygehuse og stærke folkeskoler end billigere biler og flere penge i lommen til de rigeste?

(Astrid Krag (S) )

Åbenbart ikke, ifølge regeringen. Jeg begriber det ikke, hvordan kan man mene, at det er mere vigtigt med skattelettelser, og se til, at vores sundhedsvæsen synker mere og mere for hver dag der går.

Jeg er dybt måløs, og en trist sygeplejerske.

Kære sundhedsminister, og kære regering, tag nu og få øjnene op for, at I er ved at køre Danmark i sænk.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kilder:

Berlingske

JydskeVestkysten

 

Fra Århus Universitet til Sygeplejeskolen

Efter endt gymnasie, var det eneste rigtige for mig, at jeg skulle på universitetet. I mit hovede var det dét, som man skulle, efter gymnasiet. Så jeg startede på Uni. Det blev Århus, fordi at der på det tidspunkt i mit liv skete en masse, som gjorde, at jeg havde brug for luft. Masser af luft, så jeg flyttede til Århus. Fantastisk by og fantastiske mennesker, mødte jeg på min vej. Men jeg blev kun “hængende” i ca. 8 måneder. For jeg skulle være sygeplejerske. Det stod lige pludselig soleklart for mig. Jeg valgte at flytte teltpløkkerne op, endnu en gang, og hjem til København fordi at jeg kunne mærke, at det var det rigtige for mig. Ikke fordi at jeg ikke var glad for Århus og mine nye bekendskaber, men fordi at jeg manglede min familie og mine nære venner mere tæt på.

Årsagen til, at jeg bare måtte læse til sygeplejerske, kom lidt from above. Jeg tror ikke på, at der er mere mellem himmel og jord, men jeg fik en pludselig fornemmelse af, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg havde arbejdet som ufaglært i hjemmeplejen efter gymnasiet, og jeg savnede bare at have med mennesker at gøre.

Jeg savnede relationerne, dem som jeg havde oplevet at “få” forærende, da jeg arbejdede som ufaglært i hjemmeplejen. Men jeg savnede især også, at mærke, at jeg gjorde en forskel for nogen, som havde brug for mig og min hjælp, der hvor de var i livet. Så det gav bare mere end god mening, at det var sygeplejerske, jeg skulle være. Allerede i min første praktik, på sygeplejestudiet, mærkede jeg, at jeg havde valgt rigtigt. Det var svært, og det var grænseoverskridende, det der med at være personen, som pludselig stod og var på “besøg” i et andet menneskes liv sådan helt umiddelbart. Men det gav så god mening, og faldt mig naturligt fra dag 1. Som tiden gik, og jeg blev ældre i sygeplejeverden, blev jeg kun mere sikker i min sag. Jeg havde virkelig valgt rigtigt. Jeg skulle være sygeplejerske. Med stort S.

Nu kan jeg så i dag, sidde og se tilbage på, at jeg har været færdiguddannet i lidt over et år, og det giver bare stadig så meget mening. Sygeplejefaget er helt og igennem fantastisk og jeg priser mig lykkeligt for, at jeg den gang, tilbage i Århus, tog valget om at droppe mine universitetsdrømme og tage hjem igen. Havde jeg ikke dumpet den der mundtlige eksamen på universitetet i Århus, med et solidt 00, var jeg, måske, i dag ikke sygeplejerske med stort S.

Det er forunderligt, hvordan tilfældighederne kan være med til at bestemme vejen for, hvor du ender henne i livets løbebane.

Det var lidt søndags tanker fra mig, som har nydt at koble af i weekenden. I fredags og i starten af lørdagen, havde jeg lidt svært ved at slappe af i, at jeg havde FRI. Jeg savnede helt at være på arbejde og at være sygeplejerske. Jeg er vidst i bund og grund blevet helt og aldeles afhængig af det. Men jeg ved, og har fokus på, at jeg skal passe på mig selv. Det skal jeg, for jeg kan kun forblive med at være den sygeplejerske jeg er, hvis også jeg forbliver den Frederikke jeg er, og ikke helt glemmer mig selv og hvem jeg er, når jeg har fri.

Det kan være svært at finde den balance, i en hverdag, som kræver at man løber med 300 km/t. Men jeg ved, at jeg, som tiden går, vil blive bedre til at være Frederikke, når jeg har fri. Tiden er, på mange måder, en spøjs størrelse, men den er vigtig  – rigtig vigtig. Tålmodighed er en dyd. Jeg har heldigvis gode mennesker omkring mig, og bloggen her, som gør, at jeg kan få afløb for alle mine tanker – og det virker for mig.

Tak fordi at I læser med, er der mon nogle, som har lyst til at fortælle, hvad der gjorde, at det var sygeplejen, som blev valget?


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

   

Ugen der gik – i den hvide kittel

tempimageforsave

Jeg har i denne uge haft 5 dagvagter i streg, det er første og sidste gang at jeg frivilligt har det. Det har været så hårdt, på alle parameter. Og jeg, som ellers troede og regnede med, at jeg gik ind i en “normal” uge med arbejde ligesom mange andre i dagtiden. Jeg måtte tro om. Det var alt for hårdt, og flere kollegaer har også sagt til mig, at de maks har 3 dagvagter i streg, hvis de kan komme afsted med det. Men så har jeg prøvet det, og lært, at det skal jeg ikke igen.

Udover at det har været hårdt at være i dagvagt 5 dage i streg, så har vi samtidig også haft hæsblæsende travlt de fleste dage i denne uge – det har selvfølgelig ikke hjulpet på at det er hårdt og ekstra krævende at være i dagvagt. Der har været dage i denne uge hvor jeg først har haft mulighed for at sidde ned kl. 13-14, dage hvor jeg ikke har besøgt toilettet og jeg har også knebet en tåre og lidt til, efter en arbejdsdag, fordi jeg har været så presset på jobbet. Det er sket, fordi jeg har følt mig utilstrækkelig, utilstrækkelig i den forstand, at jeg flere dage har oplevet, at jeg ikke har kunne nå alle de opgaver, som jeg har haft for dagen. Årsagen til det, tror jeg har været fordi jeg fortsat er ny, ikke ny-ny, men ny i den forstand, at der næsten hver dag, stadig, er ting som stadig ikke sidder på rutinen. Det kan være alt fra noget jeg skal i Sundhedsplatformen (SP) til noget mht. sygeplejen. Så har jeg været i vagt med mange fantastisk søde nyansatte og nyuddannede, som har haft brug for min sparring og jeg har haft brug for deres. Og alt går bare lidt langsommere, når nogle er nye, og når man selv, som jeg, er nyere i faget og specialet.

Men ser jeg tilbage, på ugen som er gået, så har jeg lært helt utroligt meget i denne uge. Jeg har især lært, at jeg sgu sagtens kan regne. Det kan jeg! Jeg har længe tvivlet meget på mig selv mht. mine regnekundskaber og sagt til mig selv >>Frederikke, det er du dårlig til, lær’ at leve med det<<. Men i denne uge er det gået op for mig, at jeg sagtens kan. Jeg kan regne på væskeregnskaber og medicindoser, og samtidig forstå det. Ret vigtigt! Det lyder måske basalt og underligt for nogle, som bare kan det. Men for sådan en som mig, som altid har været en skovl til matematik, så er det næsten som en ny verden der har åbnet sig op. Jeg føler mig utroligt glad indeni over det her. For at sætte det lidt i perspektiv, så er det lidt ligesom at få 12 til en eksamen, som man bare har gået at være helt sikker på, at man ville dumpe.

Selvom det har været hårdt at være i dagvagt, har jeg oplevet at smile i hver eneste vagt. Til dels pga. mine kollegaer, min primært pga. mine patienter og deres forældre. Det speciale jeg er i, er ret så ubeskriveligt – på den gode måde. Jeg tror først man rigtigt vil kunne forstå det, hvis man selv oplever at arbejde i det en dag. Der er virkelig noget helt særligt ved at få lov til at være en 4 mand, ved siden af en nybagt familie. Det er rørende på en måde, som jeg slet ikke kan forklare. Så rørende, at jeg nogen gange, også i denne uge, har oplevet at få tårer i øjnene, i mens jeg har været i vagt. Det har jeg oplevet, fordi jeg på tidspunkter har kunne mærke glæde og sorg i momentet jeg var i. Man kan opleve flere intense øjeblikke, som neonatalsygeplejerske, i løbet af en vagt. Det oplever jeg. Jeg kan ikke lade vær’ med at være der 100 % for mine patienter og forældre og jeg føler meget. Sådan har jeg altid været. Meget følende. Jeg tror også, at det er en af de store grunde til, at jeg er blevet sygeplejerske. Derfor går det mig især også på, når jeg oplever, at der er for travlt til at være der ordentligt, men i stedet oplever, at jeg kun kan slukke brænde. Jeg kan slet ikke holde det ud. Og disse dage, som forekommer, kan jeg nogle gange få følelsen af, at jeg ikke vil være sygeplejerske. For jeg VIL have tid til at være der!

Jeg oplevede meget hurtigt, at det er helt ok at græde, når du er sygeplejerske. Selvfølgelig skal du kunne bevare din professionalisme, i en vis grad, men det kan nogen gange være helt ok at knibe en tåre, eller at græde. Både med dine patienter, eller bare med dig selv, kollegaer, venner eller familie.

Der var dog en morgen, i denne uge, hvor jeg bare kunne mærke “jeg kan ikke i dag”. Jeg cyklede langsomt til arbejde, fordi bare det at cykle var hårdt. Jeg tror min krop var træt, sådan gennemtræt af at tonse rundt, og jeg havde nok bare brug for en hviledag. Men jeg kom frem, og i garderoben, der hvor jeg skifter til uniformen, mødte jeg et smil. Jeg møder tit smil og søde kollegaer (fra andre afdelinger, som jeg ikke kender) og jeg har talt med flere. Men denne morgen, hvor jeg var åndssvagt træt, fik jeg ikke blot et smil og et “godmorgen” men også ét “du skriver helt fantastisk, det må jeg bare lige sige – jeg glæder mig til at læse mere”. Med ét, ændrede mit lidt grå og trætte humør, sig til det bedre og jeg var mere klar til bare at embrace dagen. Tusind tak, det betyder så meget for mig, at flere læser med, og synes det jeg skriver er noget som giver mening, og ikke bare er tossede Frederikke tankestrømme.

I dag, i min sidste dagvagt, i denne omgang, var der lidt mere tid, end der har været de andre dage. Jeg oplevede at have mere overskud, både til at være den seriøse sygeplejerske, men også til at kunne være den mindre seriøse sygeplejerske, og pjatte og grine med mine forældre. Jeg har det med at være lidt klodset, og det var jeg også i dag, sådan at mine forældre trak på smilebådet af flere omgange – det er så dejligt, at kunne smile og grine sammen i en hverdag, som ellers er svær og barsk, for forældrene, der er på hospitalet med deres guld. Jeg er så taknemmelig for de patienter og forældre jeg er sygeplejerske for.

Udover, at jeg i dag havde mere tid til at være meget tilstede i mit arbejde, havde jeg også øjeblikke, hvor jeg kunne tale med kollegaer. Specielt én kollega fik jeg talt mest med. Jeg spurgte hende ind til det der med at nå alle sine opgaver til tiden – om hvad hendes erfaringer var med det. Hun sagde, at hun især havde oplevet at det at man bliver “ældre” i faget gør en kæmpe forskel, og så gav hun mig et gyldent råd. Hun sagde følgende:

>>jeg har erfaret, at har man en opgave, noget som man skal, så skal man gøre det med samme, for ellers kan man glemme det<<.

Det lyder jo simpelt, og det er det selvføgelig ikke i praksis. Men hendes gyldne ord, har jeg tænkt mig at prøve at printe lidt mere fast og arbejde hen imod at gøre mere sådan. Det kan selvfølgelig ikke altid lige lykkes, men jeg kan prøve! Tak for rådet, og forresten, så tak også, for den ostemad, som du smurte til mig i formiddags :-) Den gav mig fornyet energi. Igen, som jeg før har skrevet, jeg har de bedste kollegaer, det har jeg virkelig.

Rigtig god weekend til alle! Jeg er træt, men skal nu holde en god fri weekend og koble af. Og jeg har stadig energi, glæde og mod på at være sygeplejerske, til trods for, at regeringen endnu en gang mener, at vi sundhedspersonale skal løbe endnu stærkere.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Lige nu – mine spæde erfaringer med at arbejde i 2-holds-vagt-skfit

I skrivende stund kan jeg se frem til nr. 4 nattevagt i streg siden fredag. Så har jeg hvile dag i morgen og fri onsdag og fri hele weekenden. Torsdag og fredag har dagvagt, så man må sige, at det er en light uge, på trods af at jeg arbejder fuldtid på 37 timer.

Jeg har nu arbejdet i to-holds-vagtskift i lidt over en måned, og jeg må virkelig sige, at det er det hele værd. Jeg føler at jeg har meget mere tid og overskud, end hvad jeg havde før, da jeg var på 3-holds-vagt-skift. Det er ikke sådan at jeg er fuldt opladet med energi og skøjter rundt og når alt det som jeg gerne ville – slet ikke! Jeg tror der er lidt vej endnu, før at jeg er helt i balance som sygeplejerske Frederikke og “bare” Frederikke. Men det er virkelig mærkbart for mig, at jeg nu kun skifter mellem to døgnrytmer.

Mange spørger mig, om ikke det er hårdt og ulideligt at have så mange nattevagter, og det er da helt klart rigtig hårdt med alle de nattevagter, men det er ikke ulideligt. De første to nattevagter kan godt være lidt hårde at komme igennem, men når de så er overstået, så går det faktisk fint. Jeg har ikke noget problem med at sove efter mine nattevagter, så på den måde er jeg priviligeret. Jeg har heller ikke mand og børn, men har bare mig selv at skulle tage mig af. Det spiller nok også ind.

I næste uge skal jeg fx. kun have dagvagter, så næste uge bliver en “normal” arbejdsuge, som de fleste andre har. Det glæder jeg mig til. Men der er nu bare noget hyggeligt og specielt over at arbejde i nattevagt. Stemningen på hospitalet er bare helt anderledes om natten og der er en helt speciel ro over afdelingen, selvom der også sagtens kan være møg travlt om natten.

Jeg er virkelig så glad for at det var en mulighed for mig, at gå over på to-holds-vagtskifte, for det har virkelig givet mig mere arbejdsglæde, og givet mig mere ro på, i alle mine frustrationer, i det her med at være sygeplejerske. Jeg fortsætter på 37 timer lidt endnu, og ser tiden an, hvis jeg om nogle måneder oplever, at jeg ikke så småt får mere energi til livet ved siden af sygeplejerskelivet, så går jeg ned i tid. Jeg har aftalt med min leder, at jeg bare skal sige til, hvis jeg gerne vil ned i tid. Men lige nu er jeg fortrøstningsfuld og ser frem til min ferie i slutningen af oktober (TILTRÆNGT) og så ser jeg frem til at jeg hver eneste dag bliver en bedre og mere dygtig neonatalsygeplejerske.

Når jeg kigger tilbage på januar, hvor jeg startede på afdelingen, så har jeg virkelig rykket mig – på alle parameter. Både fagligt, men også personligt. Det er virkelig utroligt hvordan man kan dygtiggøre sig og blive mere kompetent og rolig i faget. Hvis bare man giver sig selv luft, ro og fred til at komme igennem de hårde perioder, som jeg tror er helt naturligt og en del af at være nyuddannet og nyansat i et nyt speciale, så skal det hele nok gå.

Jeg vil lige tilføje, at noget af det som især også har hjulpet mig i min kamp om at være nyuddannet og ny i et speciale, er og har været mine kollegaer. Det er helt vildt så mange fantastiske mennesker jeg har lært at kende i min korte tid på neonatalafdelingen. Jeg ses med flere privat og bruger mine kollegaer til at debriefe med og til at puste ud hos og med. Uden dem, var jeg slet ikke her hvor jeg er nu, men nok løbet skrigende bort. Det er for mig virkelig alfa omega med gode kollegaer, som jeg kan finde støtte hos, og som jeg kan støtte.

I et fag som vores, tror jeg, det er yderst vigtigt at man med sine kollegaer får talt sammen. Ikke kun om hvad der er svært og hårdt, men også om alt det gode, for det betyder meget, i et fag som vores, at man understreger og synliggør det positive – især i de tider som er alt for travle og hvor det hele er ved at brænde på.

Lige nu er jeg et sted, hvor jeg sidder med følelsen af, “jeg gjorde det”. Jeg føler at jeg har “overlevet” den hårdeste tid i faget som nyuddannet, og ser kun frem til alt at det som venter mig. Jeg oplever fortsat vagter, som er så travle og gale, at jeg kan tænkte, >>nu må det være nok!<<. Men så sker der et eller andet, og så vender det hele igen. Jeg tror, og prøver at finde fred med, at hvis man vil være sygeplejerske, på en hospitalsafdeling, så må man indse og leve med, at der er nogle dage og perioder, som er så travle, at det er helt urimeligt. Så længe det ikke bliver hverdag  – så kan jeg godt leve med det, i hvert fald, hvis jeg bliver ved med at have så gode og fantastiske kollegaer!

God mandag aften!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Om at skifte job og blive hjemmesygeplejerske

sidselhjemmesygepl

sidselhjemmesygeplejerske

Frederikke er så sød at give mig lidt mere plads her på bloggen. Jeg har nemlig også mange tanker og erfaringer, som jeg simpelthen elsker at dele. Sidst jeg var forbi bloggen var det som Ugens sygeplejerske.

Mit navn er Sidsel, jeg er 1 år og nogle måneder gammel, altså som sygeplejerske, ellers er jeg 26 år. Fornyligt tog jeg et valg om at gå en anden vej end forventet. Ja, for nogle gange passer forventning og virkelighed ikke heeeelt sammen. Jeg skiftede kurs, men ikke mod fjerne kyster, stadig indenfor den kære danske sygepleje.

Hvad vil det sige at skifte job? Og hvad har betydning for at tage netop dét valg? Det har jeg forsøgt at skrive lidt til jer om. Måske går nogle af jer rundt med overvejelser om jobskifte. Måske har I allerede hentet Jobindex-appen på mobilen og kigger dagligt efter et bedre jobmatch? Måske har I endda sendt en ansøgning afsted og venter spændt på udfaldet? Jeg husker, at jeg hentede app’en ned på mobilen, var var næsten som at være lidt utro mod mit daværende arbejde. Samtidig var erkendelsen om at søge andet en lettelse.

Jeg valgte at skifte fra en ansættelse på en medicinsk afdelingen til en kommunal stilling. Det var et svært og let valg på én gang, men personligt et ret nødvendigt valg, da jeg ikke kunne holde til min ansættelse på sygehuset. Det lyder som om jeg er ret svag, når jeg skriver det sådant. Men, det syntes jeg bestemt ikke at jeg er, for jeg mærker efter og jeg kender mig selv bedst, hvilket er godt.

Hovedårsagen og bivirkninger

Hovedårsagen til mit jobskifte var de der nattevagter! Det skal lige sige at, jeg endnu ikke har hus, volvo, hund eller barn, men jeg var alligevel udfordret i at få hverdagen til at fungerer. Vagterne i de mørke timer ødelagde meget for mig, og jeg havde det dårligt pga. dem. Mine bivirkninger var minimal søvn efter endt arbejde, unødvendige skænderier med min bedre halvdel, socialisolation fordi jeg ikke kunne overskue andre end mig selv, og nogle gange ikke engang mig selv, manglende menstruation i et halvt år og dannelse af fibroadenmatose i brystet samt et migræne anfald pga. hormonel ubalance, ondt i hjertet, skræmmende hjertebanken og maveproblemer. Jeg forsøgte at undertrykke mine problemer for en periode, ved at undlade at fortælle om dem til andre og mig selv, men det forsøg holdt ikke ret længe før det var uundgåeligt at forholde sig til. Prisen var for høj pris for mig. Og desværre, kunne jeg ikke undgå vagterne i ansættelsen. Derfor jeg tog et svært og alligevel let valg. Svært pga. de skønneste patienter, mine kollegaer og min forelskelse til hæmatologien. Let fordi, jeg kunne undgå bivirkningerne til de skiftende vagter og undgå nattevagterne.

Springet

Jeg tog springet. Nu er jeg sygeplejerske i primærsektoren. Det var en ret stor befrielse af komme væk, langt væk, fra nattevagterne. Det har vist sig, at være en kæmpe personlig gevinst, som jeg kan takke mig selv for. Men ærlig talt, så har jeg da haft timer på sofaen, hvor jeg har grædt, fordi jeg savnede sengeafdelingen. Det var særligt nogle uger efter jobskiftet. Hvor tankerne som: ”Er det mon det rette jeg har gang i?” og ”Var de nattevagter virkelig SÅ slemme?” dukkede op i hovedet. Men jeg har givet hjemmeplejen et reelt forsøg, og det er faktisk tilfredsstillende godt, for mig!

Som ansat hjemme- og kliniksygeplejerske i 2 måneder ved Odense Kommune, hvoraf jeg har holdt 15 dages sommerferie, er jeg ikke ekspert på dette sygeplejeområde. Så er det sagt!

Der i mod er livet som hjemme- og kliniksygeplejerske perfekt for mig. Jeg er bl.a. er glad for, at min fodboldtræning bliver ikke forsømt pga. en aftenvagt eller følger af en nattevagt længere.

Ude i primærsektoren er der også nok at lave som sygeplejerske. Rollen er anderledes end, den jeg oplevede at have i Regionen. Patienterne er borger, arbejdspladsen er et hjem men tiden til at gå på toilet er nogenlunde den samme (haha!). Ansvaret er fortsat stort, som jeg kendte det, oftes dog ikke af akutkarakter.

Alt i alt, vil jeg bare sige, at det faktisk ikke er så tosset ”bare” at være hjemmesygeplejerske. For foruden alle de personlige goder, jeg har fået med jobskiftet, er der også faglige goder. Jeg får ret mange forskellige faglige færdigheder, og min viden er blevet ”bredere”. Udfordringerne er der også mange af som hjemmesygeplejerske, men udfordringer skal der være til, for at god sygepleje kan udvikles og skabes uanset sektor. Selvfølgelig er det at være sygeplejerske i primær sektoren ikke nr. 1 på alles top 3, og det er helt fair. Vi er forskellige, heldigvis. Jeg deler blot min erfaring om dét at skifte job med jer.

Hvis du tænker, at det kunne være spændende at følge min sygeplejevej, så kan du det. Find mig under @Sygeplejesidsel på instagram, det kunne være så hyggeligt. Tak fordi du tog dig tid til at læse mine ord.


Tusind tak for dit blogindlæg Sidsel og alt held og lykke til dig!

Har du mon også lyst til at dele dine tanker og erfaringer her på bloggen, ligesom Sidsel? Så skriv til mig :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse