img_0145

Hvem er jeg?

Jeg hedder Frederikke Marie, er sygeplejerske & meningsdanner

Jeg blev færdiguddannet sygeplejerske i juni 2016 og arbejder som neonatalsygeplejerske. Jeg startede i specialet, neonatologi, i januar 2017. Forinden arbejdede jeg i et halvt år på en obstetrisk afdeling (barselsgang), hvor jeg også havde været i praktik som sygeplejestuderende og derefter arbejdet som timelønnet vikar.

Jeg blogger fordi?

Når jeg skriver kobler jeg af og går ind min egen lille skrive verden hvor tiden flyver afsted. At skrive er et frirum for mig, hvor jeg får nogle af alle mine tanker og refleksioner ned på skrift. Tit og ofte starter et blogindlæg i noter på min Iphone og mange får jeg aldrig udgivet. Nogle gange går jeg tilbage og skriver mere på en note og ender med at udgive det. Men tit og ofte starter et indlæg bare som små noter, stikord og refleksioner af hvad der lige falder mig ind. Det er sjældent jeg sætter mig ned og bare skriver, jeg skal være “in the mood” og have noget på hjertet.

Hvorfor startede jeg med at blogge?

Jeg startede med at blogge tilbage i 2009, da jeg fik konstateret PCOS. Bloggen hjalp mig med at finde ro og jeg brugte det at blogge som et terapeutisk redskab. Jeg er oven på igen og har lært at leve med min PCOS og er nærmest fri for alle symptomer. Har du nogle spørgsmål ang. PCOS, eller andet i den forbindelse, er du meget velkommen til at kontakte mig :-) Læs lidt om min PCOS historie her.

Hvad blogger jeg om?

Jeg skriver primært om min verden i den hvide kittel. Det giver mening for mig at bruge mine ord som et talerør for min profession, som jeg er meget stolt af. Det gør mig utroligt glad når I læsere “blander jer”, skriver kommentarer, debaterer med hinanden (og mig!) og giver jer til kende. Det betyder meget for mig at vide, at nogen læser hvad jeg skriver. Jeg interesserer mig for det meste inden for sygeplejen, men er især optaget af sygeplejerskers vilkår, arbejdsmiljø, løn, patientsikkerhed, kvalitet i sygeplejen, den gode omsorg og pleje. Jeg deler også gode historier fra faget og så prøver jeg så vidt mulig at skrive direkte fra mit hjertet. I ny og næ skriver jeg også nogle lidt mindre seriøse blogindlæg, hvor min intention er, at få smilet frem hos jer.

Udlandet? 

Jeg har været på udveksling med sygeplejestudiet to gange. I min første lange praktik, modul 4, var jeg i syd Spanien på det danske Genoptrænings Hospital Montebello. Det var en uforglemmelig tur og en fantastisk start på sygeplejestudiet, som jeg aldrig vil glemme. Jeg var alene afsted, men havde familie nogenlunde tæt på. Min storesøster bor nemlig i Madrid med sin spanske kæreste.

På modul 6 var jeg i Kina. Jeg boede i Shanghai og jeg var afsted med to veninder fra studiet. I Shanghai fik jeg interessen for traditionel kinesisk medicin, alternativ behandling, akupunktur, Yin/Yang, kinesiske urter med mere. Jeg vil utroligt gerne tilbage til Asien og Kina en dag og opleve meget mere.

Er du sygeplejestuderende, og vil du gerne på udveksling, så fyr løs med spørgsmål. Så skal jeg nok prøve at hjælpe og komme med gode råd:-) Jeg har skrevet en guide til legatsøgning, læs den her. Jeg modtog selv Nordeafondens legat da jeg var i Kina. 

Generelt er jeg meget rejse – og eventyrslysten, jeg elsker det internationale miljø, at møde nye mennesker, nye kulturer og steder! Ét af mine store sygeplejerske ønsker er, at komme til udlandet og arbejde for en periode. Jeg drømmer om at arbejde i Grønland for en tid, og på sigt vil jeg også rigtig gerne ud med Læger Uden Grænser. At komme ud med Læger Uden Grænser, har været en drøm meget længe, længe før at jeg startede på sygeplejestudiet. Denne drøm blev kun forstærket af mine to udlandsophold med sygeplejestudiet. At rejse er at leve! (H.C. Andersen) 

Min fritid? 

Jeg har danset samba siden 2013. Jeg har danset i dansetruppen Estilo Faixa og i dansetruppen As Tamborzudas. Lige nu, holder jeg lidt ufrivillig dansepause pga. tidsmangel. Jeg har optrådt mange gange, selvfølgelig til Københavns Karneval, jeg har været med hvert år fra 2013-2017, men også til mange privatarrangementer, til Distortion, på Club Mambo, på plejehjem mm. Det er en utrolig fed følelse at optræde og at underholde med samba. De fleste smiler og bliver glade, når de hører sambamusik, ser fjer, glimmer og mange farver :-) Jeg elsker også at danse klassisk ballet, men bare på et hyggeplan. Jeg har et par tåspidssko liggende i skuffen, som jeg håber på at få brugt en dag. Samba og ballet er to store modsætninger til hinanden, men det gør det kun mere udfordrende og spændende. Jeg har tidligere også danset hiphop, funk, jazz og mavedans.

Vil du være med?

Har du noget på hjertet, og kunne du tænke dig at være gæsteblogger og skrive et blogindlæg? Så send mig endelig en mail.

Alle er velkommne til at skrive til mig. Jeg synes især det kunne være så spændende at få et indblik i andre professioner og fag.

Tak fordi I læser med, og send mig endelig en mail, eller smid mig en kommentar med ris og ros og alt andet. Jeg vil for så vidt muligt forsøge at svare så hurtigt jeg kan.

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske & Meningsdanner

Kontakt: