Mit nye liv, som sundhedsplejerskestuderende


Mit nye liv

Det er to uger siden at mit “nye liv” som sundhedsplejerskestuderende for alvor begyndte. Først vil jeg starte med at skrive, at det føles helt rigtigt for mig, at være lige præcis her.

Det er nemlig ikke en hemmelighed, at det var svært for mig, at skulle sige op og forlade mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som jeg var rigtig glad for. Det er noget helt andet, at skulle være sundhedsplejerske, når jeg kommer fra en intensiv hospitals afdeling, hvor der var et højt tempo, ufatteligt mange bib-lyde og akut og svært syge bitte små babyer.

Men hvorfor søgte du så ind på sundhedsplejerskeuddannelsen Frederikke?

Det gjorde jeg fordi jeg har læst alt hvad der er at læse om uddannelsen, hørt om arbejdet som sundhedsplejerske og fundet det meget interessant og jeg er ret sikker på, at det er den rette hylde for mig. Indtil videre er jeg kun blevet meget positivt overrasket på studiet. Jeg synes at det er SÅ spændende at læse til sundhedsplejerske. Jeg kommer stadig til at sige sygeplejerske, når jeg skal sige sundhedsplejerske og omvendt – det kommer nok til at fortsætte noget tid endnu :-)

3 år på intensiv neonatal

De tre år hvor jeg har arbejdet på intensiv neonatal, vil nok for altid være de vildeste år i mit liv og jeg vil aldrig fortryde at jeg har haft det arbejde. Det har været det mest givende arbejde, jeg nogenside har haft og jeg tror ikke, at andre jobs i fremtiden, vil kunne overgå det.

Billedet er fra kulturnat på Riget 2019

Syg med stress

Men efter at jeg kom tilbage fra min sygemeldning med stress, i martsmåned 2018, har jeg været meget i kontakt med mig selv og jeg har været ekstra “alert” på de signaler, som min krop har sendt mig. Jeg har tydeligt kunne mærke, at skiftende arbejdstider og et, til tider, alt for benhårdt og utaknemmeligt arbejdsmiljø, var alt for usundt for mig. Jeg tror, at det var et spørgsmål om tid, før at jeg måtte sygemelde mig igen. Så dette var også med i mine overvejelser og i mit valg om at søge videreuddannelse. Jeg ville ikke byde mig selv at have et arbejde, som gjorde mig syg. Selvom jeg elskede mit arbejde og var meget stolt af det.

Studiestart

Endelig kom dagen, d. 6. januar 2020, hvor jeg skulle starte på sundhedsplejerskeuddannelsen. Jeg skulle møde på min gamle skole, hvor jeg har læst til sygeplejerske. Sundhedsplejerskeuddannelsen har ikke ét fast sted, hvor undervisningen foregår, det kan variere, men det foregår på Københavns Professionshøjskole. Vi er 61 sundhedsplejerskestuderende på holdet og vi er det nr. 2 største hold, som der har været. Vi kommer til at have undervisning/forelæsning sammen alle sammen, men også i mindre grupper, hvor holdet er delt op i to og klyngeundervisning, hvor vi er delt i tre.

Uge 1: som SHPL studerende

Den første uge gik utrolig stærkt. Når jeg lige sådan tænker tilbage, så husker jeg, at ugen var nogenlunde cirka sådan her: sove, skole, læse, sove, skole, læse, sove, skole, læse

Vi havde kun undervisning en dag i den første uge, men til gengæld mødtes jeg med min studiegruppe de dage, hvor der ikke var undervisning. Der var lavet studiegrupper på forhånd, før at vi startede, med udgangspunkt i bopæl. Nogle kommer langvejs fra, så det er ret genialt, at man har valgt at gøre det sådan. Jeg er kommet i en studiegruppe, som jeg er rigtig glad for. Alle i gruppen er super søde og vi har alle forskellige erfaringer med os, hvilket gør det rigtig interessant og spændende, når vi diskuterer og snakker om et emne.

Jeg kan mærke at jeg liiiige skal ind i det dér med at læse og studere igen og finde min studie-stil. Jeg skal fremover f.eks. blive bedre til at skimte lidt mere og så skal jeg ikke skrive noter til ALT hvad jeg læser. Jeg skal lige finde ud af, hvad der virker bedst for mig.

Noget andet, som jeg også har skulle vende mig til har været noget så simpelt, som at tage tøj på. Hvad er min tøjstil? Har jeg overhovedet en tøjstil? Jeg har de sidste 3-4 år taget det tøj på, som lå fremme, på med en jakke eller flyverdragt, op på cyklen og af sted til hospitalet, hvor uniformen ventede på mig.

Ellers har jeg også lige skulle vende mig til alle de andre mennesker, ude på gaden og især på cykelstien. Hold nu fast der er mange cyklister ved 9-tiden ift. ved 7-tiden! Men nøj, hvor er det rart, at have været fri for nattevagter i snart en hel måned. Det kan jeg virkelig mærke, som noget rigtig positivt, for både mit sind og min krop.

Jeg skal også vende mig til at sidde meget ned, både når jeg er til undervisning, men også når jeg sidder derhjemme og læser og forbereder mig. Jeg får sgu ondt i r*ven af at sidde så meget ned – det er jeg slet ikke vant til, haha.

UGE 2: som SHPL studerende

I denne uge har jeg hele skrevet synopsis med min studiegruppe. øøh.. synopsis, hvordan er det nu lige, at man gør det? Det har været noget af en proces, med masser af spændende diskussioner og ikke mindst en proces, hvor vi har lært hinanden bedre at kende og sammen, har vi været frustreret over analyse, redegørelse, paragraffer og lovtekster.

Det har både været helt vildt hårdt, men samtidig spændende og ikke mindst lærerigt. Vi valgte at skrive om ammevejledning, hvor vi kom ind på historiske dele af sundhedsplejerskeinstitutionen, med love og bekendtgørelser. Vi kom blandt andet frem til, at ammevejledning altid har været en af grundstenene i sundhedsplejerskens virke. Det har virkelig været interessant at dykke ned i sundhedsplejens historie og at læse og finde ud af hvordan og hvorfor at sundhedsplejen startede.

Hvis du er nysgerrig og gerne vil vide mere om sundhedsplejens historie, kan jeg varmt anbefale dig at læse og at se nogle dejlige billeder her:

Link til sundhedsplejens historie

I går, fredag, var det fremlæggelses-dag. Det var en god dag og det var spændende at høre de andre gruppers fremlæggelser. Alle emner var interessante og jeg glæder mig til at lære endnu mere og ikke mindst, til at komme ud og besøge familier og skoler og at opleve, sådan rigtigt, hvad det vil sige at være sundhedsplejerske.

Det er dejligt at være studerende igen, selvom jeg lige skal vende mig til alt det nye. Men jeg nyder det og synes, at det er fedt at prøve, at være studerende, som voksen :-)

Dansk Sygeplejeråd og fagpolitisk aktiv

Nogle af jer har kontaktet mig og spurgt, om jeg fortsætter med at være kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kredshovedstaden. Svaret er JA. Sådan som det ser ud lige nu, kommer jeg til at skrue ned for mit aktivitet i mit fagpolitiske arbejde. Jeg vil ikke kunne deltage til alle møder, som jeg før har gjort troligt. Dette skyldes, at jeg har undervisning, på samme tidspunkter hvor vi har møder. Jeg må maksimalt have 10% fravær fra studiet og min første prioriteret er selvfølgelig, at få mest muligt ud af min studietid, sådan at jeg kan blive en dygtig sundhedsplejerske.

Men, når det så er skrevet, så har jeg tænkt mig at deltage og være med så meget, som jeg kan. Hvis det bliver nødvendigt, må jeg selvfølgelig søge om orlov fra bestyrelsen. Jeg kommer til at forsætte med at være aktiv især på min instagram profil og min facebook side under navnet >>Thedanishnurse<<. Nok ikke lige så meget som før, fordi jeg naturligvis er optaget af, at jeg har et studie der skal passes.

Men jeg kan nok ikke lade være med at “pippe” lidt en gang i mellem og meget snart vil jeg fortælle jer mere om mine planer for året 2020 – year of the nurse :-)

Ha’ en fantastisk weekend alle sammen og tak fordi I følger med.

KH. Frederikke, sygeplejerske, meningsdanner og sundhedsplejerskestuderende

Følg mig på:

Facebook: TheDanishNurse

Instagram: TheDanishNurse

Året der gik – The Danish Nurse

Mit fagpolitiske 2019 startede den 2. januar, hvor jeg havde en kommentar i Politiken (billede nr. 1). Jeg husker så tydeligt, at Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd skrev til mig, og roste mig for min udtalelse. Det gjorde mig SÅ glad. Jeg bliver også rigtig glad, når fx. min mor siger, at noget jeg har sagt eller skrevet er godt, men når det er formanden for Dansk Sygeplejeråd, som siger det, så er betydingen bare lige lidt stærkere :-)

I starten af året deltog jeg også på en konference, for Enhedslisten, som omhandlede “et sundere arbejdsliv”. Jeg holdte et oplæg og fortalte om mit arbejdsliv som sygeplejerske. Det var ret interessant og lærerigt at stå og tale foran en forsamling.

Jeg fortalte arbejdsmiljøgruppen, som jeg sidder i, i Dansk Sygeplejeråd Kreds Hovedstaden, om hvordan det er, at være i nattevagt, på Neonatal. Det gjorde jeg, fordi vi i arbejdsgruppen har gang i et projekt, hvor vi gerne vil sætte fokus på arbejdsmiljøet for sygeplejersker, som arbejder i nattevagt. Vi ønsker at der kommer større fokus på sygeplejerskers trivsel om natten, fx. mindst muligt arbejde om natten og dæmpet lys. Udover det, har jeg været til en masse spændende kredsbestyrelsesmøder i løbet af året.

Jeg var live med i radioen på P1, med den daværende Sundhedsminister Ellen Thrane Nørby. Helt vild oplevelse. Jeg ytrede mig omkring det med at mange sygeplejersker er på deltid, og fortalte om mit syn på sagen. Den daværende regering udtalte, at det ville hjælpe på arbejdsmiljøet, hvis alle sygeplejersker på deltid bare tog en time til halvanden mere om ugen. Jeg forklarede, at det ikke bare er så lige til, som det lyder. Det ser let og nemt ud på regneskabspapirerne, men det er ikke “bare” i praksis. Skiftende vagter som sygeplejerske er HÅRDT.

Ovenstående emne, har jeg skrevet om flere gange forskellige steder, i Jyllandsposten, på Avisen.dk og på min egen facebookside og Instagram flere gange. Og jeg bliver ved med at gentage mig selv, indtil at nogen forstår alvoren. Det er ikke for sjov, at så mange sygeplejersker er på deltid. Måske skulle man snart indse, at en sygeplejerske i skiftende vagter, burde have en arbejdstid der hed 30-33 timer om ugen og få fuldtids løn for det.

Da der var folkeltingvalg var jeg i Alt for Damerne, hvor jeg havde fået lov at stille nogle politikkere et par spørgsmål – rigtig spændende og en god oplevelse.

Da Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS) holdte et Nationalt bestyrelses møde i Viborg, underviste jeg i meningsdannelse og brugen af Sociale Medier. Det var så fedt, og hold fast for en masse seje sygeplejestuderende jeg mødte!

Til Karrieredag på Sygeplejeskolen fortalte jeg om hvad det vil sige at arbejde som neonatal sygeplejerske, sammen med Harun. Det var en kanon dag, og så fedt at fortælle og svare på alle de mange relevante og gode spørgsmål fra de studerende som “besøgte” vores stand.

Min søde kredsbestyrelseskollega Leif overrakte mig hans “Søster Leif Prisen”, som jeg fik, for at være modig og at ytre mig i den offentlige debat. Jeg var også indstillet til Kirsten Stallknecht Prisen 2019, men en anden sej sygeplejerske modtog prisen, stort tillykke!

Så var jeg med på Folkemødet med Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden for andet år i træk. Ligesom sidste år, var det en kæmpe oplevelse og utroligt spændende og givende at være med.

Jeg har været i Jylland et par gange, den ene gang hos SLS, men anden gang var jeg i Fredericia, på besøg hos et hold af spirrende meningsdannere. Sammen med en anden meningsdanner, fortalte jeg om mine erfaringer, oplevelser og gav gode råd, som sygeplejerske & meningsdanner.

De to vildeste oplevelser, som jeg har haft i år, i mit liv som The Danish Nurse, har helt klart været det, som de næste par billeder viser. Nemlig min deltagelse i Debatten på DR2.

Jeg deltog i programmet i marts og i oktober. Begge gange var så spændende og to kæmpe oplevelser, som jeg ser tilbage på med stolthed og samtidig ydmyghed. Jeg er så ydmyg over at have fået lov at stå i det program og at repræsentere sygeplejersker i Danmark.

Jeg ved godt, at alle ikke er enige med mig i alt hvad jeg siger og udtaler mig om. MEN jeg kunne efter programmerne tydeligt mærke meget mere “love storm” end “hate storm”.

Jeg får så utrolig meget opbakning af alle jer, som følger med, og jeg er så taknemmlig for det. Tusind tak til jer alle sammen. Uden jer, var der ikke nogen The Danish Nurse.

 

2019 har været et helt vildt år, som er fløjet af sted. Jeg glæder mig til 2020, Year of the Nurse and Midwife, som er lige om hjørnet. Jeg starter på sundhedsplejerskeuddannelsen i starten af januar, så året starter allerede helt nyt og anerledes for mig.

2020 bliver et godt og spændende år!

TAK til jer alle fordi at I følger med, både her, på facebook, instagram og twitter og hvor I ellers følger mig og mit sygeplejerske eventyr.

Jeg håber, at nogle af mine skriv og udtalelser påvirker i en god retning, sådan at sygeplejersker får bedre arbejdsvilkår og løn. Jeg gør i hvert fald mit aller bedste for at råbe op og at “larme” :-)

Kh. Frederikke og rigtig glædelig jul og godt nytår

Rastløs – kender I det?

Jeg har haft fri fra sygeplejerskeuniformen i denne weekend og det har jeg virkelig nydt. Men fri fra arbejde, er for mig, lig med fri til at tænke over livet – meget dybt I know. Men i en hverdag, hvor tiden til at tænke klart, er knap, er fritid fra uniformen en tid, hvor jeg kommer dybere ned i mig selv og i denne weekend har det resulteret i, at jeg er blevet godt og grundigt rastløs. Derfor kunne jeg mærke, at jeg måtte sætte mig ned og skrive mine tanker ud her på bloggen. Der er ellers massere af ting,  jeg kunne tage mig til, f.eks. oprydning herhjemme, jeg kunne gå ud for at handle ind til den kommende uge, jeg kunne løbe en tur – jeg kunne også have planlagt at ses med veninder eller familie eller noget helt tredje. Jeg valgte at denne weekend skulle jeg passe mest muligt på mig selv, derfor havde jeg kun “booket” mig selv til én aftale i weekenden, som var en venindes 30 års fødseldagsbrunch i går formiddags.

I dag har jeg haft hele dagen fri og ledig til kun mig selv og mine egne tanker. Da A er på arbejde, er jeg bare mig og mine tanker. Jeg har forsøgt at slappe godt og grundigt af, jeg har drukket morgenkaffen i sengen og set lidt tv imens at verdenen derude buldrer derudaf.

Herhjemme er jeg nået til et punkt hvor jeg bare er blevet rastløs. Rastløs i den forstand, at mine tanker kredser rundt om min fremtid og mit virke som sygeplejerske.

Hvordan ønsker jeg at min fremtid skal være? Hvor ser jeg mig selv om nogle år? Hvilke valg skal jeg tage – og ikke tage? Hvad er det egentlig, at jeg gerne vil og godt kunne tænke mig? Hvad er mine interesser? Hvad skal jeg gøre mere og hvad skal jeg gøre mindre?

Jeg tror, at det er meget normalt at have sådanne dage – hvor tankerne og spørgsmålene fylder op i hovedet og jeg er sikker på, at min rastløshed nok skal stilne af. Men lige nu, der må jeg indrømme, at jeg er i en form for rastløs-vildrede. Det er jeg, fordi jeg tænker så meget over fremtiden og hvad den skal bringe.

Skal jeg fortsætte i det felt jeg er i? Skal jeg sadle om og lave noget helt andet? Skal jeg videreuddanne mig eller skal jeg vente?

Jeg tror på, at svaret er at finde hos mig selv, men hvordan finder jeg så lige frem til det? Jeg ved med sikkerhed, at det ikke kommer dumpende ned fra himmelen af sig selv og jeg ved, at kun jeg selv, kan komme frem til et svar.

For nyligt var jeg til MUS, Medarbejder Udviklings Samtale, her talte min leder og jeg om løs og fast og om mine muligheder. Jeg fik fortalt til min leder, at jeg synes det er svært at se mig selv fortsætte med at arbejde i skiftende vagter på lang sigt. For mit ønske om fremtiden er helt klart en familie med børn, vovse og villa. Skiftende vagter ser jeg, som en udfordring for dette ønske. I hvert fald så længe at sundhedsvæsenet er så presset, som det nu en gang er. Jeg tror desværre ikke, at jeg ville kunne være mor, ved siden af det arbejde jeg har nu. Det ville for mig være både fysisk og psykisk for hårdt også at skulle være mor og kæreste, ved siden af at arbejde som sygeplejerske på en intensiv hospitals afdeling i 3-holds-skifte. I dag poppede tankerne op hos mig, om at forsøge at gå endnu længere ned i tid. Lige nu er jeg på 33 timer. Ville det være en løsning for mig, at gå endnu længere ned i tid – og dermed have mere overskud til at lave andre ting, som jeg savner at lave. Såsom at gå til dans, dyrke mine venskaber, se min familie noget mere og at skrive noget mere. Jeg har fx. en drøm om at skrive en bog, som jeg faktisk allerede er i gang med.

Er der nogle af jer andre, der kender til at være i denne form for rastløshed, som jeg er i? Og hvad gjorde I, da I var her?

Jeg søger noget inspiration til at “komme videre”. Stod det til mig, så fortsatte jeg mit arbejde, der hvor jeg er nu, for jeg elsker det. Jeg elsker at være sygeplejerske der hvor jeg er, men det er hårdt, og til tider alt for hårdt. Men hvad skal jeg så, hvis ikke jeg skal det?

Som sagt ved jeg godt, at kun jeg selv i sidste ende sidder med svaret og det er kun mig selv, som kan handle og tage affære. Men det kunne være interessant at læse om andres ideer og tanker, om hvordan man kan få livet som sygeplejerske til at passe ind i alt det andet, som livet også indebærer. Måske vi kunne inspirere hinanden, ved at dele hinandens tanker og ideer. Jeg håber at nogle af jer har lyst til at komme med jeres tanker.

På forhånd tak :-)

// Frederikke, sygeplejerske og meningsdanner 

Facebook: TheDanishNurse

Instagram: TheDanishNurse

Opfordring til alle!

Valgkampen er i gang, et folketingsvalg står lige for døren og den 5. Juni skal vi alle (eller forhåbentlig rigtig mange!) afsted til stemmeurnerne og sætte et kryds.

Men hvem skal jeg stemme på? Det er nok et spørgsmål, som rigtig mange danskere stiller sig selv i disse tider. Mange, ligesom jeg selv, har sikkert allerede taget flere af de kandidattests, som florerer rundt på nettet.

Der er mange partier at stemme på og det kan være svært at finde hovede og hale i hvad de enkelte partier egentlig vil og ikke vil – især her midt i valgkampens hede.

Danmarks fremtid ligger i den kommende regerings hænder og rigtig mange danskere diskuterer, sikkert og vist, derhjemme i stuerne. Det håber jeg i hvert fald. Især håber jeg, at alle de voksne, taler med deres børn om valget og om vigtigheden ved at stemme og sætte sit kryds. Samtidig så håber jeg, at de voksne, derhjemme, på arbejdspladserne og alle andre steder, diskuterer sobert og ordenligt.

Desværre, har jeg allerede været vidne til en masse ærgerlig retorik. En retorik som er uværdig og ingen steder hører hjemme.

Denne retorik finder især sted på det sociale medie Facebook, et medie som rigtig mange benytter sig af. Det er som om, at folk ikke tænker sig om, og skriver lige akkurat hvad der passer dem. Bevares, vi har ytringsfrihed, og den skal vi helt klart benytte os af. Men ytringsfrihed, er ikke ensbetydende med, at vi skal skrive og tale grimt til hinanden, selvom vi er uenige.

Jeg vil gerne opfordre til, at alle, både voksne som børn, skriver og taler pænt til hinanden. Det kan godt være, at man er uenig, men jeg synes saftsuseme, at vi skal behandle hinanden med respekt. Vi behandler hinanden med respekt, hvis vi taler og skriver til hinanden, i en pæn og ordentlig tone – både imens at der er valgkamp, men også helt generelt.

Det kan godt være, at man er dybt uenig og man synes, at den anden burde synes helt anderledes. Men vi er forskellige, vi mener, synes, ser og opfatter mange ting på forskellige måder. Men på trods af det, skylder vi hinanden, vores børn, unge og demokratiet, at vi taler og skriver pænt og sobert til hinanden.

Som Clement Kjersgaard altid siger: >>jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem<<.

Jeg er meget enig med Clement i hans udsagn og jeg vil, på det kraftigste opfordre til, at vi taler og skriver pænt til hinanden, også selvom det er på Facebook. Det man skriver på de sociale medier, skal man også kunne sige til hinanden, ansigt til ansigt.

Uenig eller ej, så finder jeg det enormt uværdigt, når folk skriver grimt om og til andre mennesker. Det er simpelhent ikke i orden.

Med den opfordring, vil jeg bare sige rigtig god valgkamp både til alle de, som kæmper, men også til alle, som følger med og debatterer og diskuterer med hinanden både ansigt til ansigt og på nettet. Husk at tale og skrive pænt til hinanden og respektér både dem du er enig med såvel som dem, du er uenig med!

// Frederikke Marie

Sygeplejerske, Blogger & Meningsdanner

Facebook: TheDanishNurse

Instagram: TheDanishNurse

Hvilken hylde skal jeg vælge?

Sygeplejerske Christina

Akutmodtagelse. Startede som nyuddannet for 2 år siden.

Min motivation for at blive sygeplejerske, var udsigten til at arbejde i det akutte område. Jeg var så heldig, at jeg i min sidste klinik kom i en akutmodtagelse og her fortsatte jeg som timelønnet, mens jeg skrev bachelor og blev fastansat efter endt uddannelse. Jeg kan varmt anbefale at søge en stilling som timelønnet, hvis du under din uddannelse ønsker at snuse mere til et eller flere specialer.

Der er fordele og ulemper ved at starte som nyuddannet sygeplejerske i akutspecialet og min oplevelse omkring det er, at dit mindset er altafgørende. Enten er du til akutsygepleje eller også er du ikke. Jeg oplever mange sygeplejestuderende, der bliver lidt forblændet af tanken om blå blink, hurtige interventioner og instrumentelle skills. Og som så glemmer at mærke indad og forventningsafstemme med sig selv.

En af fordelene er, at du er i berøring med mange specialer, herunder både medicinske og kirurgiske. Din viden skal favne bredt og det gør den selvklart ikke, når du er helt ny sygeplejerske. Så det tager lidt længere tid at føle sig fagligt stærk i de forskellige specialer og det kræver arbejde. Til gengæld er min oplevelse, at det kliniske blik hurtigt bliver ret skarpt. Du arbejder helt tiden ud fra ABCDE- vurdering og optimering og dine interventioner er nød til først om fremmest, at rette sig mod at stabilisering og hurtig opstart af initial behandling. Det er din primære opgave i akutsygeplejen, alt andet kommer sekundært.

Flowet i en akutmodtagelse er også nød til at forgå hurtigt. Du skal være med til at sikre, at patienten hurtigst muligt havner på en sengeafdeling i hænderne på det rette speciale og være klar til at tage i mod en ny patient. Det betyder, at du oftest er nød til at overlade de mere grundlæggende sygepleje opgaver til andre og min oplevelse er, at det er her mange står og føler sig som dårlige sygeplejersker. Det er her jeg oplever, at personlige kompetencer er enormt vigtige.

Du skal have en stor ”pyt” knap og stadig kunne møde patienterne med respekt, værdighed og empati i den tid du er sammen med dem. Forventningsafstemning er the key. Evnen til at omstille sig og kommunikere på mange forskellige planer er vigtig. Det ene øjeblik kan du stå i et hjertestop, det næste tager du i mod en afruser, det tredje er der en datter der henvender sig med bekymring for sin gamle mor, der har feber o.s.v. Det er det, jeg personligt elsker ved arbejdet i en akutmodtagelse. Du ved aldrig hvad der venter om hjørnet, du ved bare at du skal være klar til det og hvis ikke du er klar, skal du hurtigt kunne blive det. Og så skal du være klar til at rumme, at mange af de patienter der kommer i en akutmodtagelse, ikke er akut syge i den forstand vi forventer at se.

Der er delte meninger om nyuddannede sygeplejersker i akutmodtagelserne. Holdningen imod argumenterer med, at vi ikke har nok viden og erfaring at reflektere ud fra, hænge vores observationer op på. Jeg startede som ny og min fordel har helt sikkert været mine personlige kompetencer, mere end det har været mit faglige grundlag. Mit bedste råd er derfor, at du sætter krav til din oplæring og er skarp på din egen personlige udvikling. Mærk efter om du som menneske er det rigtige sted. Sig fra, hvis der er noget du føler overskrider dine faglige eller menneskelige kompetencer, opsøg læring og udvikling. Og husk, at det altid er ok at vælge om.


Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?

Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Hvilken hylde skal jeg vælge?

Sygeplejerske Amalie,

Hæmatologisk afdeling, har været uddannet i 2,5 år 

Som kommende nyuddannet sygeplejerske, eller bare endnu uerfaren sygeplejerske, kan det være næsten uoverskueligt at vælge et område og speciale at arbejde med, med mindre man allerede har kastet sin kærlighed på en bestemt afdeling, primær sektor, eller psykiatrien. Hvis det er tilfældet, hvilket det var for mig, så vil jeg helt klart anbefale at man fortsætter med at arbejde med det man kunne lide, og ikke føle sig nødsaget til at prøve andre specialer af først. Det kan man gøre hvis man senere søger nye udfordringer, eller man grundet flytning eller familie har brug for at finde noget andet.

Man skulle gerne få snuset til de overordnede områder under uddannelsen, både primær, psykiatrisk, kirurgisk og medicinsk. Ud fra den erfaring man har gjort sig gennem klinik, vidensdeling med medstuderende og eventuelt fritidsjobs, anbefaler jeg at man mærker efter hvilken form for sygepleje man ønsker at yde, og hvilken kontakt man ønsker med patienten/borgeren. Holder man af den instrumentelle del af sygeplejen, som anlæggelse af PVK, KAD, sårpleje osv., er hospitalsafdelinger et godt bud på et match. Holder man af at følge borgeren over lang tid og danne gode relationer, samt at arbejde selvstændigt, kan primær sektor være et godt bud. Ønsker man at gøre en forskel for patienten, uden at skulle involvere sig meget i den enkelte, kan kirurgisk være et bud, hvor indlæggelserne ofte er korte.

Jeg er glad for hæmatologien fordi vi både har akutte og kroniske patienter, yngre og ældre. Vi behandler både almindelige infektioner, samt aggressiv cancer. Men det kræver også at man er omstillingsparat og kan også være fysisk krævende. Er man ikke klar til dette bør man søge nogle andre specialer, så man ikke tager munden for fuld, og får et dårligt førstehåndsindtryk med jobbet som sygeplejerske. Vi sygeplejersker er (desværre) kendt for at skifte job og speciale ofte, men det er så vigtigt at man finder den rigtige hylde til ens temperament og mentalitet, for med det rigtige match tager man glædeligt på arbejde dagen efter en sindssyg hård vagt, fordi man brænder for det man laver.

Til sidst vil jeg anbefale at stille spørgsmål til jobsamtalen, hvis arbejdsgangen på arbejdspladsen, og omfanget af arbejdsopgaverne ikke er tydeligt beskrevet. En kommende arbejdsgiver vil blot se positivt på spørgsmål og interesse herfor, og ved at få afdækket alle eventuelle spørgsmål, så kan man sikre sig at det job man begynder i, med stor sandsynlighed vil være et godt match. Jeg har oplevet nyansatte kolleger der sagde op inden for meget kort tid, nogle sagde endda op inden første arbejdsdag. Men det er vigtigt at mærke efter, og et grundigt forarbejde, både med at mærke efter selv, men også til jobsamtalen, kan hjælpe en på vej til drømmejobbet.


Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?

Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Sygemeldt med stress – ét år efter

Det er i dag ét år siden at jeg sygemeldte mig med stress. Jeg skulle have været i dagvagt, men natten op til denne dagvagt, i dag for ét år siden, begyndte jeg at græde og kunne ikke stoppe igen.
Min kæreste sagde til mig:

“du bliver simpelhent nødt til at sygemelde dig, du kan ikke tage på arbejde, når du har det sådan dér”.

– Og det gjorde jeg så. Det gik ret hurtigt med at jeg fik en tid hos min egen læge, hvor jeg fik en henvisning til en psykolog. Da det havde været weekend, og jeg fortsat ikke havde meldt mig rask, kontaktede min leder mig.
Vi nåede ikke ret langt ind i samtalen, før at jeg begyndte at små-græde og jeg fik fortalt hvad der var i gærde.

Jeg begyndte at gå til psykolog én gang om ugen, det hjalp ikke voldsomt meget til at starte med, men jeg vendte alligevel tilbage hver uge, fordi det vidste jeg, at jeg skulle gøre for mig selv. Lige så småt begyndte det nemlig at gå den rigtige vej. Det var nogle dage ikke let at komme afsted til psykolog, og i starten var det tabubelagt for mig, det dér med, at jeg skulle til psykolog.

Før min sygemelding

Før jeg sygemeldte mig med stress havde jeg i længere tid (i hvert fald i et par måneder) mærket mavekramper så snart jeg mødte i vagt, og de forsvandt når jeg havde fri. Jeg så det ikke som et faresignal, men bare som at jeg havde lidt ondt i maven. Jeg tror, at jeg skød det hen med, at jeg måske ikke altid fik spist nok.

Symptomerne

Mavekramperne var ikke de eneste symptomer, som jeg havde. Jeg havde generelt tit søvnproblemer, som jeg troede var der, pga. de skiftendevagter, som er ret normale at have, når man er sygeplejerske på et hospital. Jeg havde tit tankemylder, i sådan en form, at jeg mere og mere ikke rigtig kunne lægge arbejdet fra mig, når jeg havde fri. Når jeg havde fri, talte jeg næsten kun om arbejdet, det fyldte så meget af min vågne tid, at det var helt sygeligt, nu hvor jeg tænker tilbage. Tit havde jeg hjertebanken, når jeg lå i sengen inden jeg skulle prøve at sove. Jeg var ekstremt grådlabil og kunne begynde at græde over de mindste ting – f.eks. små almindelig hverdags ting. Jeg var ret så irritabel og det gik de fleste gange udover min stakkels kæreste, som var der for mig hele processen igennem og han er her stadigvæk <3
Jeg var meget energiforladt, når jeg endelig havde fri fra arbejde og jeg havde intet overskud eller lyst til at lave ting, der før interesserede mig. Jeg døjede især også med muskelspændinger og generelt bare ondt i kroppen. I alle mine led, især i nakken.

Set i bakspejlet, så er det jo åbentlyst, at jeg var syg med stress, men det er bare så let at være bagklog…

Et år efter 

I dag, et år efter, er jeg ovenpå. Jeg fuldt tilbage på arbejde, på de 33 timer jeg for længe siden er gået ned på. Jeg var helt tilbage på min “normale” vagtplan i april måned (2018). Jeg startede på arbejdet i en optrapningsplan, som jeg havde lavet i samarbejde med min psykolog og min leder.

Jeg føler mig lidt som en anden person, fordi jeg har lært så meget om mig selv af den sygemeldning. Jeg mærker meget hurtigt symptomer i min krop og mit sind, hvis jeg bliver udsat for travle situationer – især på arbejdet. Men jeg har oparbejdet redskaber, som jeg gør brug af, når det sker. Jeg ved f.eks. at jeg skal passe på med at planlægge for meget efter arbejde, når jeg kan se at de kommende dage eller uge er spækket med mange vagter eller skift.
Jeg laver generelt ikke særlig mange aftaler, medmindre jeg ved og kan mærke at jeg godt kan holde til det.

Ellers så lytter jeg rigtig meget til mig selv og hvad min krop siger, for min krop (og alle andres) viser signaler før de når op til hjernen.
Jeg prøver at dyrke yoga og meditation så meget så muligt – nogle uger får jeg det slet ikke gjort, andre uger får jeg det gjort et par gange i ugensløb.

Har jeg alligevel haft en uge, med mange vagter og mange aftaler, sørger jeg for at få slappet af på den anden side, også selvom der er ting jeg gerne vil med til eller folk jeg gerne vil se.

Jeg deler det her indlæg for at skabe fokus på alt den stress der desværre er i blandt mange, ikke kun sygeplejersker, men også i blandt mange andre faggrupper. Måske kan jeg nå ud til nogen af jer der står i lignende situationer.
Det 100% meget bedre at stoppe op noget før end hvad jeg gjorde, jo før jo bedre!
Jeg ønsker ikke for nogen, at havne i en stresssygemelding, eller noget der ligner, det er noget af det værste og hårdeste jeg har oplevet at gennemgå.

Som jeg før har skrevet, så er det ikke dig den er gal med eller dig som er svag, det er rammerne du er i, som ikke er ok. Man er ikke svag fordi man indser at man er syg med stress – tværtimod, så mener jeg, at man er meget stærkt, for det kræver mod og en stor selvindsigt, at turde indse, at man er syg med stress.

Læs det indlæg jeg skrev, sidste år, da jeg var sygemeldt, ved at trykke her.

Hvis du har sprøgsmål, er du velkommen til at kontakte mig.

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg gerne med på min Instagram og facebookside, hvis du har lyst. 

Opråb: vi SKAL bruge vores ytringsfrihed

Ytringsfrihed

Det er noget tid siden at jeg har været ved tasterne her på min blog. Men efter at jeg har læst et par artikler om en truet ytringsfrihed, kunne jeg mærke at det var nu jeg skulle til tasterne igen.

Ytringsfriheden er presset, ikke kun blandt sygeplejersker, men blandt mange offentligt ansatte. Paradoksalt nok, for os som er offentligt ansatte oplever i stigende grad nedskæringer og besparelser, som skaber store forringelser både for os som medarbejdere, men forringelserne går især også udover de borgere der skal modtage ydelsen.

Som sygeplejerske oplever jeg det på egen krop i den forstand, at jeg i travle vagter ikke kan stå inde for min faglighed. Jeg er ikke en af de sygeplejersker der for nyligt har måtte sige farvel til flere kollegaer. Heldigvis. Men jeg oplever alligevel travle vagter, og arbejdsdage som kan være helt urimelige. I Region Sjælland har en masse for nyligt måtte sige farvel til alt for mange kollegaer, pga. nedskæringer og besparelser, og det er simpelhent hul i hovedet, når sundhedsvæsenet i forvejen halter og bærer præg af at der ikke er nok til at klare de arbejdsopgaver der til dagligt er.

Derfor vil jeg med det her blogindlæg gerne slå fast, at offentligt ansatte har ret til at ytre sig om deres eget arbejdsområde. Selvfølgelig skal man overholde sin tavshedspligt og tage sig nogle forholdsregler, før at man ytrer sig. Men det er så hamrende vigtigt at vi, som til dagligt arbejder i det offentlige, gør alt for at skabe en kultur hvor vi bruger vores ytringsfrihed.

I Maj lavede Fagforbundet FOA en undersøgelse, hvor ca. 4000 medlemmere svarede. Her i blandt svarede hver tredje, at de har holdt kritik fra deres arbejdsplads tilbage, pga. frygt for konsekvenser. Udover det, viste undersøgelsen også at 4 ud af 10 har oplevet at få mundkurv på, direkte eller indirekte, af ledelsen. Tilsidst viste undersøgelsen at 12% blev indkaldt til en tjenstlig samtale for at have ytret sig kritisk (Kilde: Politiken).

En sådan undersøgelse bevidner om at kulturen omkring ytringsfriheden er helt skæv. Det kan have store konsekvenser, at der er så mange medarbejdere som holder kritik tilbage, for det kan betyde, at medarbejderene finder sig i tilstande som slet ikke er i orden. Som skrevet indledende, så er det ikke kun medarbejderen som det går udover, det er også de borgere som skal modtage ydelsen, som det kan have konsekvenser for.

I en undersøgelse fra 2016 fra Dansk Sygeplejeråd, med 1.828 sygeplejersker, svarede 18 % af dem at der er regler på deres arbejdsplads, som begrænser deres ytringsfrihed (Kilde: Politiken).

Der hersker altså en kultur hvor medarbejdere, ikke tør ytre sig om virkeligheden på deres arbejdsplads pga. at man er bange for hvad konsekvensen kan være. Fx. kan det være at man er bange for at få en fyrreseddel. Denne kultur, skal brydes, sygeplejersker, og alle andre offentligt ansatte SKAL og MÅ ytre sig! Især i en tid som denne, hvor vi oplever besparelser, på besparelser.

Vi skal dyrke vores ytringsfrihed, tage hinanden i hånden og råbe højt. Hvis ikke vi, som er på gulvet, os der oplever konsekvenserne af besparelserne, råber højt og kritisk fortæller og ytrer os om hvilke problemstillinger vi står med, hvordan skal der så på nogen måde nogensinde blive rettet op på noget?

Vi HAR ret til at ytre os, og den ret skal vi bruge! Det er ikke i orden at give offentligt ansatte mundkurv på, det som den enkelte oplever i sit virke, er den enkeltes virkelighed, og det kan ingen ændre på. Jeg selv ytrer mig, på min blog, min facebookside til min blog og på min instagram profil. Og jeg indrømmer,  det er ikke altid postivt. Jeg forholder mig kritisk, til det jeg oplever i min dagligdag som sygeplejerske. Jeg er klar over, at jeg skal tage mine forholdsregler, før at jeg trykker på send, og jeg ved, at jeg skal passe på og overholde min tavshedspligt. Men jeg agter at bruge min ytringsfrihed, for jeg vil ikke tie, det kan kun være med til at skabe et dårligt sundhedsvæsen, hvor sygeplejersker lægger under for et system, som i denne tid er under et massivt pres.

Min klare opfordring til alle sygeplejersker er, at I skal bruge jeres ytringsfrihed. Brug den med omhu, tal evt. med din tillidsrepræsentant og din leder forinden du ytrer dig offentligt. Du kan også kontakte din fagforening, og spørge dem til råds.

Men du må ikke tie! Hvis vi sammen gør en indsats, så kan vi få skabt en ordenligt og fair ytringsfrihed-kultur. En kultur som bør være tryg og sikker, og ikke en kultur, som hersker lige nu, hvor man ikke tør fortælle om sandheden.

Vil du ytre dig om noget, vil jeg gerne være afsender her på min blog. Du kan sagtens være anonym, hvis du gerne vil det. Skriv, og send det til mig. Så læser jeg det igennem og poster det, medmindre jeg mener at der er brud på tavshedpligt mm. Du behøver ikke være sygeplejerske eller sygeplejestuderende for at skrive. Alle er velkomne :-)

Her kan du læse om hvor grænsen går, om hvad du som offentligt ansat må sige og hvordan du skal forholde dig.


Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg gerne med på min Instagram og facebookside, hvis du har lyst. 

Råd og erfaringer til nyuddannede og kommende sygeplejersker

I mit sidste blogindlæg skrev jeg om “tanker og bekymringer inden man er færdiguddannet sygeplejerske”

(læs det her).

I det her indlæg, vil jeg kort beskrive hvordan det så var, at starte et nyt sted, efter et halvt år som nyuddannet sygeplejerske.

Dernæst kommer jeg med mine råd og erfaringer, når du står derude, med sygeplejeskiltet på uniformen.

At starte et nyt sted, efter et halvt år som færdiguddannet sygeplejerske “i den trygge rede”

Det første sted jeg arbejdede, kendte jeg, det var en “tryg rede” fordi jeg, som før beskrevet, forinden havde været sygeplejestuderende dér, og arbejdet på afdelingen, som timelønnet. Så da jeg startede som sygeplejerske på neonatal afdelingen, var det som om, at jeg først på det tidspunkt “rigtigt” startede min tid som sygeplejerske. Sådan følte jeg det i hvert fald. Det betød meget for mig at “flyve ud af reden”. Selvom jeg var meget glad for mit job på barselsgangen.

Jeg husker tydeligt at jeg var forbi på neonatal afdelingen for at hente en uddannelsesmappe og et kompendium. Det var spændende at træde ind i afdelingen, velvidende om, at jeg lige om lidt, ca. om en måned, ville træde ind på afdelingen omklædt i uniform. Jeg vidste besked om, at min første tid som sygeplejerske på afdelingen ville være som føl. Jeg husker ikke præcist hvor mange oplæringsvagter jeg havde, men jeg havde nok til at da jeg stod på egne ben, følte mig nogenlunde sikker i min sag. Lidt spændt/nervøs er man vel altid når noget er helt nyt :-)

Da jeg startede på neonatal afdelingen begyndte jeg for alvor at forme mig til den sygeplejerske jeg er i dag. Jeg er rigtig glad for at jeg tog det spring, ud fra reden, for jeg har virkelig udviklet mig. Ikke kun som sygeplejerske, men også personligt.

Jeg kunne blive ved med at skrive om mine oplevelser fra da jeg var nystartet på neonatal, men jeg vil egentlig hellere skrive mine råd og erfaringer, til alle jer, der stadig er studerende og som på et tidspunkt skal starte som nyuddannede sygeplejersker og til jer, som er nyuddannet i faget.

Råd og erfaringer

1. Mit aller vigtigste råd til jer er, at lytte efter og mærke jer selv!

Mærk efter om det I står i er noget I føler jer kompetente til at stå i og med.

Hvis man er i tvivl om noget, skal man tage fat i en kollega og bede om hjælp OGSÅ selvom man føler “at det her, burde jeg måske vide”.

Der er virkelig INGEN dumme spørgsmål (altså jo, der skal sikkert nok være nogen, som synes at det som man spørger om er indlysende, men det er lige meget)!

Det er andre menneskers liv man har i hænderne, når arbejder som sygeplejerske, så hellere spørg og be’ om hjælp én gang for meget end for lidt.

Både for patienternes skyld, men også for din egen.


2. Husk på, at Rom blev ikke bygget på en dag.

Så, jeg kan ligeså godt afsløre det her nu: som sygeplejerske, kommer man til at lave fejl!

Sådan er det, når mennesker arbejder med mennesker. Der vil ske fejl, og det gør der hele tiden. Men, når det så er sagt, så handler det selvfølgelig om at minimere de fejl – mest muligt.

Så derfor, igen, SPØRG OM HJÆLP hvis du føler dig usikker.

Travlhed og nedskæringer er klart en kæmpe trussel her, så jeg ved godt, at det ikke altid er let at spørge om hjælp.

Men øv dig hele tiden i at prioritere, kan din opgave, som du har brug for hjælp udskydes lidt?

Så vent med at spørg om hjælp til der er tid.

Er det akut, og du har brug for hjælpen nu? Så må du ringe, til hvem du kan ringe til, lave en time-out eller hvad der er af prodecure på afdelingen.


3. Acceptér allerede inden du bliver færdiguddannet at du vil komme til at være mega træt det første lange stykke tid efter du er startet som nyuddannet sygeplejerske.

Det er hårdt, udmattende, energikrævende OG HELT FANTASTISK at være nyuddannet sygeplejerske! Der vil være dage, måske uger, hvor du kun arbejder og sover og ikke rigtig har overskud eller energi til særlig meget andet.


4. Brug dine sygeplejevenner/kollegaer til at reflektere og debriefe med. De vil forstå dig aller bedst og ved nogenlunde hvad du gennemgår.

Måske er de selv helt samme sted? Eller også har de været der på et tidspunkt.


5. Sug til dig, og “copy-paste” til dig selv, fra andre sygeplejersker.

Når du står med sygeplejerske beviset i hånden, skal du først her rigtigt til at lære at være sygeplejerske og der kan godt gå lang tid, før at du føler dig godt tilpas.

Jeg fik et gyldent råd, en gang, fra en vejleder (søde Ulla på Montebello i Spanien), da jeg stadig var studerende.

Hun sagde, at jeg skulle plukke alt det gode jeg lærte, fra de sygeplejersker jeg mødte på min vej.

Selvfølgelig kan man ikke plukke alt! Men en god idé er at plukke det man kan copy-paste til sig selv, og det som fungerer for dig og på den måde forme sig selv til den sygeplejerske man gerne vil være.


6. Acceptér, at der vil være dage, hvor du er moody.

Der vil også være dage, hvor du kommer hjem, og måske græder.

Måske kommer du også til at græde mens du er i vagt.

Det er helt normalt. Det har mange, inklusiv jeg selv gjort.

Selvfølgelig er det ikke optimalt at græde mens man er på arbejde, på vej hjem, eller derhjemme.

Men at være sygeplejerske er et fag, hvor man har andre menneskers liv i sine hænder, og nogle gange, så sker det altså bare.

Handler det om ting, der ikke er ok, fx. arbejdsmiljømæssigt, noget med nogle pårørende, eller noget helt tredje – så skal man selvfølgelig gå til sin afdelingsledelse.

Men helt generelt, så er det OK normalt, det dér med at jobbet som sygeplejerske kan få tårerne frem.

Det prøver de fleste af os nok før eller siden.

Det behøver ikke at være noget dårligt som får tårerne frem. Fx har mine tårer banket på, og trillet frem, et par gange, når nogle før indlagte patienter er kommet på besøg for at sige hej.

Jeg har oplevet glædes tårer flere gange.

Jeg har også oplevet at græde, fordi en vagt har været møg hård og fordi der måske er sket noget svært eller uventet – her er det meget vigtigt at sørge for at tale med nogen om det – så vigtigt.

At være sygeplejerske er et fag, som kan røre ved følelserne, og det kan være svært at lade være med at græde en gang i mellem.

Men bare lyt på mig når jeg siger, det er helt ok, og helt normalt!


7. Prioritér og pas på dig selv

Som mange nok ved, er vores fag udfordret flere steder. Især det med arbejdspresset og travlheden og nogle gange, især når man er ny, kan det være svært at se lyset for enden af tunnelen, fx i en travl vagt.

Sørg for, som før nævnt, at snak med nogen om det. Enten kollegaer, din leder eller hvem du finder der er den rette at tale med det om.

Jeg tror, at det nærmest er umuligt, som sygeplejerske, ikke at komme i kontakt med travlheden og når man som sygeplejerske har travlt, kan det være rigtig svært at holde hovedet koldt.

Mine erfaringer er, at det handler om, især i de travle situationer, at prioritere prioretre prioritere! Har man travlt, er det jo egentlig ret simpelt, i hvert fald på skrift!

Man må skære noget fra, når man ikke har tiden til at nå det man skal.

Derfor, må man gøre en status over ens opgaver, og sørge for, at det som er livsnødvendigt for patienterne, er det, som man fokuserer på nå – eller får hjælp til at nå.

Det er ikke altid lige let, slet ikke, og det tager tid at finde ud af “gamet” når man har travlt.

Det er bare så vigtigt, at man prøver at gøre alt for, at huske sig selv.

Selvom man er på arbejde for at tage sig af sine patienter, så skal man selv have det bare nogenlunde OK for selv at kunne fungere.

Så det dér med ikke at spise, drikke og gå på toilet er virkelig ikke iorden, det SKAL der være tid til.

Nogle gange smutter det, men man skal virkelig gøre alt for, at det kan lade sig gøre!


Mine råd og erfaringer jeg har skrevet her til jer, prøver jeg selv stadig at leve op til. Jeg arbejder stadig efter dem i de fleste af mine vagter i uniformen. Jeg prøver at stræbe efter dem, så vidt muligt. For så længe jeg har mine egne “små” guidelines, så længe mister jeg ikke mig selv fuldstændigt. Det har jeg prøvet, og det vil jeg ikke ønske for nogen. At gå ned med stress, er det mest forfærdelige jeg har oplevet i mit liv til dags dato. Jeg var heldig, at min krop sagde fra, i nogenlunde god tid. Så jeg var kun sygemeldt i en måned. Men jeg slikker stadig mine ar, og jeg bliver aldrig den samme igen. Det vil jeg heller ikke, for jeg har virkelig lært mig selv endnu med bedre at kende, efter at jeg har været nede med flaget.

Jeg har været uddannet i 2 år og to måneder, og det er først nu, eller i hvert fald i år, at jeg rigtigt mærker at jeg er sygeplejerske og jeg er god til det. Der er så mange ting jeg stadig ikke kan, men jeg er selvsikker i rigtig meget.

Jeg tror, uden at vide det med belæg for noget, at det er meget normalt, at det tager ca. 2 års tid, før at du rigtigt kan slappe lidt af, som sygeplejerske.

Aller sidst, vil jeg bare råde jer til at, at huske på, at hvis du ikke har iltmasken på, så kan du ikke hjælpe andre. Det er faktisk ret simpelt, i hvert fald her på skrift :-)

Jeg håber at I kunne bruge mine råd og erfaringer.

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg gerne med på Instagram, der er jeg lidt mere aktiv, end herinde på bloggen.

Jeg har også en facebookside, hvor jeg deler lidt af hvert.

Tanker og bekymringer inden man er færdiguddannet sygeplejerske

I går fik jeg en besked fra en læser, som ønskede et blogindlæg, om de tanker og bekymringer man kan stå med inden man er færdigudannet sygeplejerske. Jeg havde dem selv, ligesom hende, og jeg er sikker på at hende og jeg ikke er de eneste to.
Så derfor kommer her et blogindlæg, som fortsættes i flere, hvor jeg vil prøve at sætte ord på det som foregik inde i mig, inden og da jeg netop var blevet færdiguddannet og tiden efter.

Nyuddannet

Jeg husker tydeligt, så klokkeklart, dagen hvor jeg var til eksamen og bagefter kunne sige højt tydeligt og klart JEG ER SYGEPLEJERSKE. Det var så ekstremt surrealistisk, fantastisk og dejligt! Jeg havde glædet mig så meget til den dag, og samtidigt frygtet den helt vildt.For én ting var klart, jeg kunne og skulle ikke længere sige, >>jeg er sygeplejestuderende<<, og med det “kort” lettere trække mig lidt i baggrunden og vide at en sygeplejerske stod bag mig. Det var nu mig som var sygeplejersken! Jeg gik fra at have arbejdet som tilkaldevikar, på barselsgangen, til at arbejde der med en helt ny titel: SYGEPLEJERSKE.

Og det var fra den ene dag til den anden. Alting føltes anerledes, og på samme tid, var alt ved det samme. En kæmpe ting var anerledes, nemlig mit skilt på uniformen. Der stod ikke længere studerende, men sygeplejerske. Det lyder måske fjollet, men det betød virkelig meget for mig. Jeg følte at der var spotlight på mit skilt og jeg følte at ALLE både kollegaer, patienter og pårørende kiggede på mit skilt mere end nogensinde før.

Den første dag var skøn. Min daværende afdelingssygeplejerske omfavnede mig, da hun så mig, og ønskede mig tillykke med at jeg nu var blevet færdig. Og så gik sommeren ellers derudaf! Vi havde travlt i afdelingen, og jeg gik som en del af normeringen med det samme, da jeg jo havde været studerende dér, og efterfulgt havde arbejdet der som tilkaldevikar.

Set i bakspejlet, så skulle jeg have bedt om nogle oplæringsvagter. Men da jeg var i det, oplevede jeg at det ville være fjollet, hvis jeg gjorde det. For jeg vidste jo godt hvad jeg skulle, jeg kendte rutinerne, patientgruppen og alt det andet. Men jeg kunne ikke forudse, hvordan det ville være, at være en del af normeringen som sygeplejerske, til forskel for hvordan det var, at være en del af normeringen som sygeplejestuderende-vikar.

Selvfølgelig kunne jeg stadig bede om hjælp og sige fra – og det gjorde jeg! MEN jeg kunne samtidig også godt mærke forventiningerne. Mest af alt var det forventningerne til mig selv. Jeg forventede mere af mig selv, nu hvor jeg var færdiguddannet. Hvilket jo er og var totalt åndssvagt, nu hvor jeg kigger tilbage. For “bare” fordi der stod sygeplejerske på uniformen, dagen efter, der havde stået sygeplejestuderende, var jeg jo stadig bare mig, uden alverdens erfaring. Det er jo, desværre, ikke sådan at man får en pakke forærende til bacheloreksamen, når man er færdig og bestået, hvori der er en masse erfaring og faglighed.

Kompetencerne og erfaring kommer med tiden, ved at man knokler, arbejder, læser og lærer!

Det som jeg især husker var svært, var, hvis kollegaer ikke lige vidste at jeg var helt sprit nyuddannet, og de så troede at jeg bare kunne det som var forventet som sygeplejerske på afdelingen. F.eks. så var jeg i starten helt vild ræd for at skulle give intramuskulære (IM) injektioner. Jeg havde som studerende prøvet det et par gange, men så heller ikke mere. Så jeg var slet ikke sikker i det, og jeg rystede og svedte helt vildt, når jeg skulle det.

Nu er det noget af det jeg elsker aller mest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker virkelig at give injektioner, så når der på mit nuværende arbejde skal gives en injektion, er jeg ellevild for at gøre det :-) Selvom det er ret anerledes at give på mine bitte små patienter, ift. på voksne patienter, så elsker jeg det bare. Jeg tror jeg er blevet så glad for det, fordi jeg netop var så ræd for det, men sprang ud i det mange gange og overvandt min frygt, og havde flere succesoplevelser med det. SELVOM det var monster mega meget nervepirrende.

Så husker jeg også, at det var svært det der med pludselig at skulle indgå i personalegruppen sådan rigtigt. Jeg kendte jo de fleste og de kendte mig, men nu var jeg jo pludselig 100% ligeså meget “en af dem”. Det gik hurtigt over, fordi at alle var så søde. Det var de også inden, da jeg var studerende, men det føltes bare inde i mig anerledes, at være en “rigtig” del af personalegruppen, med den der “rigtige” titel.

Noget af det som står mig rigtig klart fra min spæde tid som nyuddannet var, da jeg for første gang havde en studerende med mig i vagt. Altså, hallo… JEG, mig lille Frederikke, skulle have en sygeplejestuderende med mig rundt i vagten, og lære fra mig, forklare, undervise og fortælle. Jeg var SÅ høj i lang tid efter. Hold nu op! Jeg husker, at da jeg havde fri, skyndte jeg at ringe min mor op og fortælle hende om dagen.

Nu, når jeg har studerende med mig i vagt, er jeg mere afslappet omkring det bagefter, hehe. Jeg holder faktisk meget af at have studerende med, det er spændende og så fedt at lære fra sig.

Da jeg stoppede på barselsgangen, fordi at mit vikariat sluttede, og jeg havde fået nyt job på neonatalafdelingen, startede  det hele forfra. Det vil sige kun næsten. For da jeg startede et helt nyt sted, ny afdeling nyt hospital, oplevede jeg i kroppen at mærke meget stærkt, jamen jeg ER sygeplejerske. Jeg tror det handlede om, at jeg ikke havde været studerende på afdelingen. Jeg var for alvor fløjet ud af reden, fra min trygge comfortzone på barselsgangen, og skulle nu “rigtigt” i gang med at skabe min identitet som sygeplejerske.

Neonatalafdelingen

For det første, WAUW. Bare wauw. Jeg fik jobbet! Mit første job, som jeg søgte som sygeplejerske. Jeg brugte grotesk lang tid på ansøgningen. Når jeg endelig havde tid og fri fra barselsgangen, skrev jeg løs og rettede løs og læste igennem 300 gange. Jeg blev indkaldt til samtale, og i et kort øjeblik var jeg lykkelig. Indtil det slog mig, at nu var den værste del tilbage. Nemlig jobsamtalen. Esksamner og jobsamtaler har  aldrig været mig. Jeg er sindssygt genert, en type der ikke råber højt og en type som er så dårlig til at sælge mig selv. Alt i alt, undskyld mit franske, røv dårlig til at gå til jobsamtale. Men jeg kom afsted, og havde forinden fået tilsendt spørgsmål som jeg skulle forberede mig på, som kun havde gjort mig endnu mere nervøs. Da så jeg kom frem, viste det sig, at forestillingen om jobsamtalen, det der med, mig foran en over/afdelingssygeplejerske ikke var den jeg havde troet. Der var fire med til samtalen og mig. FIRE! Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så lille og svag (grine smiley).

Jeg kan ærligtalt ikke huske samtalen, udover at jeg husker, at jeg synes det gik dårligt. Nå, men de sagde, du hører fra os senest fredag. Jeg hørte ikke noget. Jeg var trist og øv hele weekenden. Men prøvede at tænke, at så måtte jeg jo søge igen og evt. andre neonatalafdelinger. Da det blev mandag og jeg stadig ikke hørte noget, heller ikke en gang et afslag. Foreslog min søde veninde mig, at jeg ringede oversygeplejersken op. Så det gjorde jeg, med rystende ben og hænder. Hun tog den og vi talte sammen. Hun fortalte, at de var lidt usikre på om jeg kunne klare opgaven, fordi jeg virkede som en lidt stille person. Inde i mig tænkte jeg, …. NO WONDER, FIRE MENNESKER og så lille mig, til min første rigtige jobsamtale som sygeplejerske.

Well, hun sagde, at hun kunne se at jeg havde skrevet en reference på, og sagde, at hun ville ringe referencen op. Referencen var min daværende afdelingssygeplejerske. Stadig i dag er jeg taknemmelig – så tak Dorthe, hvis du læser med her! Jeg fik sgu jobbet herefter. Jeg blev ringet op da dagen var omme, med beskeden om, at jeg havde fået nyt arbejde.

Fortsættes!

Kh.

Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse