I formiddags dimitterede jeg sammen med masse andre sygeplejersker på skolen. Det var så fint et arrangement med taler og dejlig sang fra skolens kor “Nursing”. Det er så småt ved at fise ind nu, at jeg er sygeplejerske. Men egentlig først rigtigt efter i dag. Det føles bare mere rigtigt nu hvor jeg har mit eksamensbevis og min fine DSR nål. Den der nål, som jeg i flere år har glædet mig til at stå med i hånden. Det er underligt at sådan en lille nål kan betyde så meget, men for mig at den bare så meget et symbol på, at jeg NU er sygeplejerske. Selvom den faktisk “kun” udleveres og må bæres af de sygeplejersker, der er medlem af Dansk sygeplejeråd (det er flertallet – så vidt jeg ved).

I talerne blev der blandt andet sagt:

Kære pårørende,
Tillykke med at I nu har en sundhedsperson i familen.
De er gode at spørge til råds, men husk også at give dem lidt fred.

Lige netop dette var så fint sagt, da der samtidig blev sagt en masse om at sygeplejerskeuddannelsen er en generalistuddannelse, og at man som sygeplejerske ikke ved alt, men ved en masse om meget.
Der blev også opfordret til, at vi på et tidspunkt fordyber os i et speciale, igen fordi at sygeplejerskeuddannelsen er en generalistuddannelse. Dette tror jeg er vigtigt at have med sig i baghovedet, især nu, hvor vi starter i job og måske nok har følelsen af, at vi bare skal kunne agere sygeplejersker day one. Det er vigtigt at huske sig selv, og sine kollegaer på, at vi stadig er helt grønne – at vi selvfølgelig kan en masse, men at vi ikke er specialiseret, men derimod klædt på til at kunne være sygeplejersker på level 1.
Institut lederen sagde:

Husk på disse to ting altid:
– Patienten: hvilket perspektiv har han/hun
– Situationen: tænk på helheden
… og tilsidst – husk nu, I kan godt!
I skal motivere, kontrollere og sikre.
Der er brug for jer, tro på jer selv!

Det var bare så flot og rigtigt sagt – for ja, som helt ny udklækket sygeplejerske er det så fint og rigtigt, at huske på, at man nødvendigvis ikke kan og skal kunne det som ens kollegaer derude i “marken” kan. Men vi er i hvert fald i stand til det mest basale og vigtigste, som er en sygeplejerskes superpower, nemlig at have patienten i fokus, medtænke patienten i interaktionen med ham/hende og at tænke på situationen som en helhed. Yderemere også at vise empati, omsorg og mellemmenneskelighed.

På vores vej fik vi også et godt råd, som jeg helt klart tog ind, og vil tage med mig på min sygeplejerske færd:

Vær åben, det er vigtigt at følge sin drøm.. Men vær også åben for at gribe muligheder og chancer.

Dette tror jeg også er rigtig vigtigt at tage med sig, da man tit godt kan være meget styret af bestemte drømme om hvad man gerne vil opnå, og tanker om hvordan noget kommer til at være, hvis man opnår noget bestemt. Dette kan jeg i hvert fald selv godt være meget styret af. Jeg har længe været lidt styret af, at jeg ville læse videre på en kandidat med det samme, når jeg blev færdig med min bachelor. Men jeg stoppede op, og fandt ud af, at dette ikke var den rigtige vej for mig lige nu. Det samme med mine planer om udlandet. Jeg mener ikke, at man skal lade sine drømme og tanker stoppe og slet ikke gå efter dem, men jeg tror helt personligt, at det er meget vigtigt, ikke at lade sig styre for meget, men i stedet mærke efter indeni, og spørge sig selv, om man er glad i det man laver her og nu. Hvis ja, så fortsæt, hvis ikke, så “kom videre”. Sygeplejerskeuddannelsen er nok én af de uddannelser der åbner op for flest mulige døre. Der er så mange forskellige specialer, efteruddannelser og kurser, som kan viderudvikle og bedre gøre dig som sygeplejerske.

Jeg er så spændt på min fremtid, og jeg glæder mig med sommerfugle i maven til at møde op på arbejde på fredag, med min flotte DSR nål på kitlen. I 3 1/2 år har jeg båret min SLS nål, den skal nu skiftes ud, men for evigt gemmes. Den vil altid være et dejligt minde fra min fantastiske rejse gennem sygeplejestudiet, til der hvor jeg står i dag. Jeg ser frem til at min nye DSR nål skal fyldes med minder og oplevelser fra verdens bedste fag.

Tusind tak for et skønt arrangement kære PHmetropol og tak for nålen DSR, jeg har lyst til at sove med den på – og jeg ved, at der er flere der har det ligesom mig :-)

Kh. Frederikke, sygeplejerske – nu med nål :)

FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER :-)

(Enzo, min hund udtrykker så fint, hvordan jeg har haft det i de sidste par dage)

Siden jeg i sidste uge blev færdiguddannet sygeplejerske er tiden fløjet afsted. Jeg har flere gange glemt hvilken ugedag det er, og følt, at jeg ikke helt har haft styr på noget som helst.
Det minder mig egentlig rigtig meget om den gang, da jeg blev færdig som student for præcis 8 år siden.
For 8 år siden, var det hele bare lidt anderledes… jeg boede hjemme under mine forældres tag, der var ingen økonomiske pligter som sådan, udover telefonregingen.
Nu er der “voksen” forsikringer, autorisation der skal søges og dagpenge at skulle tage stilling ting. Udover det, så bor jeg ikke længere hjemme hos mine forældre, men i egen lejlighed, hvor huslejen skal betales med mere. Og… så er det sådan, at SU’en er forudbetalt, hvilket vil sige, at jeg fik min sidste SU udbetaling den 1. Juni. Det betyder at jeg den 1. Juli får jeg udbetalt boligstøtte på omkring 400 kr. og ikke mere. Dette rækker jo ikke særlig langt, og derfor indså jeg hurtigt, at jeg måtte kontakte banken og ansøge om et lån pr. 1. Juli.

De fleste af mine (eks) studiekammerater har opsparinger at kunne trække på, men det har jeg ikke. Det har egentlig, helt oprigtigt, været min intention at lave en opsparing i løbet af min studietid, men det skete aldrig. Jeg tror der står omkring 0,86 øre på min opsparingskonto. Da jeg har været på udveksling to gange i løbet af min studietid, har jeg brugt alle de penge jeg har kunne skrabe sammen på det.
I stedet for en opsparing, har jeg opsparet gæld. Her vil jeg lige understrege, at jeg er ovenud lykkelig for de to udvekslingsophold jeg har været på. Spanien og Kina ville jeg aldrig gøre om. Selvom jeg kommer til at skulle betale af på gæld de næste par år, har det været det hele værd. De erfaringer og oplevelser jeg har fået i udlandet som sygeplejestuderende kan slet ikke gøres op i penge.
At rejse er VIRKELIG at leve!

Mit humør har været flyvende lige siden i fredags da jeg blev færdig, men for et par dage siden, mærkede jeg pludselig en tom og underlig følelse indeni. Mit humør begyndte pludselig at dale, og jeg var slet ikke glad. Det hjalp og hjælper ikke en gang, at jeg siger til mig selv “hey, du er sygeplejerske!!!”. Først begyndte jeg at tænke at jeg skulle tage mig lidt sammen, komme ud af mit dårlige humør, og være glad. Men det hjalp ikke. Dernæst har jeg haft et par “opladnings-dage” herhjemme i mit lille dukkehus, talt masser i telefon med min mor og min søster (mine to skytsengle), og er kommet frem til, at mine reaktioner er ganske normale.

Det at jeg fra den ene dag til den anden er gået fra at være studerende, til at skulle være “rigtig voksen” med fuldtidsjob med alt hvad det indebærer… At jeg ikke længere skal møde op på skolen eller i praktikken, klar til at modtage undervisning, men i stedet være den, der giver “undervisning” på egne ben som nyuddannet sygeplejerske, i et sundhedsvæsen der måske slet ikke har tid og ressourcer til det, er mega angstprovokerende. Dog glæder jeg mig helt vildt til at lave det jeg elsker aller mest, nemlig at yde sygepleje, men jeg er samtidig spændt og usikker, da jeg jo inderst inde, bare er lille “grønne Frede”. Heldigvis er jeg så priviligeret, at jeg starter på en afdeling, og i et speciale, som jeg kender. Dette gør mig rolig, og får mig til at jeg tænke, at det hele nok skal gå.

Jeg er i hvert fald kommet frem til, at det er helt ok, at jeg har det som jeg har det. Dog irriterer det mig, at jeg ikke bare kan være glad og fuld af lykke 24/7, som den gang, da jeg blev student i 2008, og kørte rundt i vogn og festede til den lyse morgen med mine studiekammerater. Hvor om alt er, må jeg bare indse, slappe af og sige til mig selv, at livet ændrer sig, og lige meget hvor meget man gerne bare vil ride med på en bølge, så må man lytte til sig selv, og sørge for at trække stikket ud en gang imellem.

Nu er der under en uge til at jeg starter mit liv som sygeplejerske, og jeg glæder mig med sommerfugle i maven. Jeg har haft et par dage hjemme, hvor jeg har fået styr på alle de praktiske ting, og jeg kan ånde lettet op og kan igen med glæde sige til mig selv… JEG ER SYGEPLEJERSKE! Dog forstår jeg det stadig ikke helt :-)

Endnu en gang kæmpe tillykke til alle jer der er blevet færdige og har fået titlen. Titlen som må være en af de mest fantastiske at få. Dette tør jeg godt at skrive, uden at virke selvfed, for det at være sygeplejerske er virkelig en superpower, som er usammenlignelig med noget som helst andet.

God weekend derude bag skærmen,

Kh. Frederikke

FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER :-)

“Jeg er sygeplejerske” – denne her sætning har jeg gået og sagt til mig selv (og folk omkring mig) siden i fredags kl. 15 sådan cirka. Det er så mega underligt og ambivalent, og samtidig sindssygt dejligt. De følelser jeg bedst kan sammenligne det med, er for præcis 8 år siden, da jeg blev student i juni 2008. Følelserne skal bare ganges med 100. Det er så overvældende, det der foregår indeni mig i de her dage, og jeg kommer nok ikke til at forstå det helt før om et par måneder.

Jeg har aldrig før haft så meget eksamensangst og rystet så meget til en eksamen som i fredags. Jeg havde kvalme og følte jeg skulle kaste op hele morgenen. Selve eksamenssituationen var faktisk rigtig god, men det at jeg vidste, at min familie og venner stod ude bag eksamensdøren, klar til at kysse og lykke ønske mig, at det var den aller sidste eksamen på sygeplejerskeuddannelsen og at en ny milepæl i mit liv nu var opnået, satte ekstra meget i spil og gjorde mig bare så nervøs og oppe og køre som aldrig før.

Da jeg havde krammet og kysset alle, fik jeg skålet i en masse champagne og det hjalp på nerverne, som faktisk stadig var tilstede, da jeg var færdig med min eksamen.
Det er så vildt at 3 1/2 år er gået, siden at jeg mødte op på Tagensvej 86 en tidlig morgen, uden rigtigt at vide hvad der ventede mig.

Jeg havde aldrig troede, at jeg skulle opleve og lære så meget, som jeg har gjort i løbet af min tid som sygeplejestuderende.

Jeg har mødt og lært så mange dejlige og unikke mennesker at kende på min sygeplejerske-rejse. Jeg har været på udveksling i Spanien og Kina – to kæmpe oplevelser, og er blevet oplært i det obstetriske speciale, hvor jeg fortsætter pr. 1. juli som barselssygeplejerske.

Jeg har fået nogle helt specielle venskaber, som jeg for evigt vil være taknemmelig for. Veninder som betyder så meget for mig, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg har haft en hverdag uden dem.

Frem til 1. juli skal jeg slappe af og nyde at have lidt fri, inden voksenlivet med fuldtidsarbejde for alvor starter.

Jeg har blogget om sygepleje siden jeg var på udveksling i Kina i 2014, og begyndte for alvor at skrive nogenlunde fast i februar, hvor mit blogindlæg om travlhed på barselsgangen blev udgivet i Dagbladet Information.

For en månedstid siden tog jeg chancen og søgte ind på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelse, og jeg var så heldig, at være en af dem, der fik en plads ud af mange ansøgninger. Uddannelsen varer et halvt år, og kommer til at være en dag om måneden, så jeg kan sagtens arbejde som fuldtids barselssygeplejerske ved siden af :-) Jeg skal starte til september, og glæder mig som et lille barn. Pga. denne uddannelse, er mine grønlandsplaner sat lidt på hold.

Meningsdanneruddannelsen handler om få redskaber til at kommunikere med udgangspunkt i sin faglighed, lære, hvordan man kan fortælle din historie, så den får opmærksomhed i medierne, af politikere og hos kolleger, lære at skrive debatindlæg til klassiske medier (aviser mv.), blive klog på de sociale mediers muligheder for at komme i dialog med politikere, journalister, kolleger og offentlighed, at få et netværk af engagerede kolleger, som brænder ligesom dig og at møde toppolitikere, der har betydning for det sundhedspolitiske område.

Kravene til uddannelsen handler om at man skal brænde for sygeplejen, have en stærk holdning til faget og dets udvikling og have lyst til og mod på at blande sig i den offentlige debat! Og det må man sige at jeg har :-) Man skulle skrive en motiveretansøgning, og jeg er bare så glad for at min vakte interesse og at jeg blev udvalgt.

I dag skal jeg op på skolen, for at lykke ønske to veninder der får sygeplejerske titlen i dag, og bagefter skal ses m med en norsk sygeplejerskeveninde. Vi mødtes i Kina, da vi begge to var på udveksling i Shanghai. Hun er på ferie i København, og det er bare så dejligt med gensyn.

Rigtig hjertelig tillykke til alle jer andre der dimitterer i denne tid, nyd det – det er jo helt fantastisk – og helt sikkert en uforglemmelig tid.

Kh. Frederikke, sygeplejestuder… Nå nej, SYGEPLEJERSKE :-)

Følg min blog på facebook her :-)