I sidste ende går det ud over os alle

img_9194

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse

Politianmledt – mon jeg bliver den næste?

I disse tider protesterer tusindvis af læger over Styrelsen for Patientsikkerhed. I søndags blev en underskriftindsamling og et mistillidvotum sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet. Lægerne har fået nok og jeg bakker dem op!

>>Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner, og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet. Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Som sygeplejerske, der tit kæmper med at nå dokumentationen, kan jeg kun være enig her. Ofte kæmper jeg med at nå min dokumentation, for at sørge for, at jeg har “alt på det rene”. Selvfølgelig ved jeg, og er klar over, at dokumentation er alfa omega, og skal finde sted, for ellers er det svært og nærmest umuligt at for noget til at fungere og at give patienterne en kvalitetssikker – og bedst mulig behandling.

Initiativtageren til mistillidserklæringen, Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling:

>>Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde. Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar, men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt,« siger Kristian Rørbæk Madsen med henvisning til en anmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet, hvor en dreng døde af meningitis. << (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Det er jo helt urimeligt at Styrelsen går sådan ned i petitesser, lægerne gør deres bedste for at give patienterne den bedst mulige behandling. En dødsattest, som er fejlagtigt udfyldt, burde ikke give grundlag til en politianmeldelse. Tiden og ressourcerne burde i min optik, istedet, blive brugt på de brodne kar, som der selvfølgelig er. Brodne kar findes, desværre, over alt. OG tiden burde ligeledes blive brugt på at få øjnene op for, at noget er helt galt i vores sundhedsvæsen og arbejde på at ændre det!

>>Kravene fra styrelsen risikerer at gå ud over patientsikkerheden, fordi deres fremfærd kan føre til, at den enkelte læge bliver nødt til at tænke på, hvordan vedkommende kan undgå selv at komme i fedtefadet, fremfor hvad der er bedst for patienten. Jeg kompromitterer f.eks. hver dag min egen retssikkerhed, fordi der ikke er tid til at leve op til alle kravene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

I min hverdag er jeg nogle dage presset til at at “springe over hvor gærdet er lavest”, når det kommer til min dokumentation. Alternativet er, at jeg må skippe patientrelateret opgaver, eller selvfølgelig, have overarbejde, men det er ikke noget jeg “bare” kan tage, det skal “godkendes” først. Tit er jeg hammer træt, når jeg endelig har mulighed for at dokumentere, og jeg skal nogen gange rekonstruere det som er sket i løbet af min vagt – stik i mod loven faktisk – for jeg skal dokumentere tidstro. Men faktum er, at det ganske enkelt ikke altid er muligt. Jo, hvis jeg lader patienterne og de pårørende i stikken. Skal jeg det? Eller skal jeg gå og frygte at ryge i fedtefaget, og måske, hvem ved, en dag få en politianmeldelse?

Jeg er nok en af de sygeplejersker, som bruger rigtig meget tid på at være tilstede for mine patienter og pårørende. Jeg taler, ser, lytter og føler. Jeg er der for mine patienter og deres pårørende, herunder præmature babyer og deres forældre. Jeg er der først og fremmest for at behandle og pleje mine patienter, men samtidig er jeg der også 100% for deres forældre. Forældrene er ikke “bare” ledsagere til mine patienter. De er som regel i en eller anden form for krise, og mange af dem har et behov for at jeg er der til at tale med – vejlede og svare på spørgsmål. Det er usansynligt svært for mig, i travle vagter, at nå både at være sygeplejerske for mine patienter, sygeplejerske for forældrene og at nå en kvalitetsmæssig god dokumentation.

Helt sådan firkantet, så skulle jeg måske “kun” tage mig af mine patienter, som er babyerne, men det er jo ikke sådan det foregår i praksis. Nogle gange, er det faktisk forældrene som “fylder” mere end mine patienter. “Fylder” lyder måske negativt, det er det ikke. Men er man forældre til et præmaturt født barn på en neonatalafdeling, så har de fleste forældre et behov for at tale med sygeplejersken, mere end bare et “hej” og “farvel”. Jeg ser mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som værende en stilling hvor jeg har dobbeltfunktion. Jeg har ikke kun én patient, men en hel familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse. Og tit har jeg mere end én patient, men altså flere familier. Det kræver helt klart rigtig meget af mig, og dokumentationen er yderst vigtigt, både for at behandlingen af patienten bliver den bedst mulige, men også for at indlæggelsesforløbet og samarbejdet med familien bliver bedst muligt.

Tit sidder jeg de sidste minutter af min vagt og må dokumentere, nogle gange sådan helt hasarderet, for at nå at få det hele med. Rent kvalitetsmæssigt, er jeg sjældent tilfreds. Det gør at jeg går ud af døren med en “øv-følelse” og nogen gange kan jeg da også frygte om jeg nu har husket det hele. Tænk hvis jeg nu, i farten, har glemt at dokumentere noget, som kan give mig en anmeldelse? Faktisk har jeg flere gange oplevet at komme hjem og komme i tanke om at jeg har glemt at få dokumenteret noget, noget som har været vigtigt for den videre behandling. Da har jeg selvfølgelig kontaktet afdelingen.

Skal jeg virkelig begynde at frygte for, om jeg en dag kan stå til at miste min autorisation, blive dømt og eller få en bøde? Fordi at jeg som sygeplejerske i vores sundhedsvæsen, nogle dage, er så presset med at nå mine kerneopgaver, at jeg ser mig nødsaget til at slække på min dokumentation. OG i værste tilfælde, frygte for, om det går udover mine patienter?

Sundhedsplatformen (SP), er det system jeg skal dokumentere i. Her skal jeg nå at klikke 10.000 gange, oprette og skrive i plejeplaner, dokumentere i og opdatere disse plejeplaner. Rigtig tit, er det desværre ikke en mulighed at jeg kan nå alt dette, i løbet af min vagt. Selvfølgelig er der også noget, som jeg først kan dokumentere, når vagten er ved at være ved sin ende. Men jeg oplever alt for tit at jeg mangler tid til at dokumentere kvalitetsmæssigt godt.

Jeg tror desværre, som lægerne, at den øgede kontrol kan risikere at kunne føre til at gå udover patienterne og deres sikkerhed. For det at jeg går på arbejde, med en viden om, >>at får jeg ikke dokumenteret præcist og korrekt, kan jeg ryge i fedtefadet<<, det skaber da et øget pres, også for mig. Jeg kan mærke at jeg, pga. Svendborgsagen (#detkuhaværetmig), har et ekstra fokus på at jeg SKAL nå at dokumentere ALT og meget gerne MEGET udførligt. Desværre betyder det, at jeg derimod, må skære ned i min tilstedeværelse over for mine patienter og deres pårørende. Og det er en trussel mod patientsikkerheden.  Stod det til mig, så var jeg meget mere tilstede hos mine patienter og deres pårørende, end som en computer-mus-klikkede-sygeplejerske foran en smart computer.

Dokumentation er alfa omega, men det skal ikke være sådan, at vi i frygt for at blive anmeldt, bruger unødig tid foran skærmen, tid og ressourcer som vi istedet burde bruge med vores patienter.

Dette signal, som flere tusinde læger sender, er meget alvorligt! Hverken myndighederne eller politikkerne må ignorere dette! Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene sygeplejerske om at opleve den frustration, som flere læger og jeg oplever.

Hvad mener du?

Kilder:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-alvorligt-signal

http://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-omstridt-styrelse

https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Velkommen til min lønfest og et par ord om min hverdag som sygeplejerske

frederikke-loenfest

Sophie Løhde’s udmeldning, omhandlende et for stort gab i stigning af løn hos offentligt ansatte ift. lønstigning hos private ansatte, fik mig til tasterne og til at dele min lønseddel.

Sophie Løhde mener, at være blevet misforstået, hvilket da er rigtig træls, men faktum er dog, at sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte, får for lidt i løn. Punktum! Så er jeg sådan set fuldstændigt ligeglad om, at det egentlig oprigtigt omhandlede et gab som var for stor.

Jeg er glad for den debat, som er sat i gang, på trods af, at Sophie Løhde mener at være blevet misforstået. For jeg mener helt personligt at sygeplejersker bør få mere i løn. Det tror jeg faktisk også på at de fleste, ikke kun sygeplejersker, vil, og kan skrive under på, er rigtigt.

Derfor kommer her et lille indblik i min løn og min hverdag som sygeplejerske. Jeg deler ikke dette indlæg for at ophøje mig selv og min profession, men for at give et reelt billede af, hvad som foregår ude i felten, hvor jeg er iført uniformen.

Jeg er uddannet sygeplejerske i sommeren 2016, det vil altså sige, at jeg stadig er forholdsvist nyuddannet. Jeg har en 3,5 års professionsbachelor uddannelse, og jeg er offentligt ansat.

Udfra min lønseddel, kan I se, at jeg den 1. oktober fik ubetalt det jeg selv vil sige at være en god løn. Jeg fik nemlig ca. 19.000 kr. ubetalt. Oktober var en god måned!

Det er dog ikke det jeg fremover kan se udsigt til at få udbetalt, da jeg har set mig nødsaget til at gå ned på deltid siden. Det var nødvendigt for mig, da jeg ikke kunne hænge sammen fysisk og psykisk på 37 timer. Nu arbejder jeg 33 timer hver uge, og min løn kommer derfor til at være ca. 2000 kr. mindre hver måned.

Derfor kan jeg se frem til en løn på omkring 16.000-17.000 kr. udbetalt om måneden. Jeg er egentlig fint tilfreds med min løn, i den forstand, at jeg godt kan få det hele til at løbe rundt.

Men jeg vil klart og tydeligt gerne udmelde, at jeg i det store hele ikke er tilfreds med min løn. Slet ikke, når jeg sammenligner løn med andre bekendte. Selvfølgelig vidste jeg godt, da jeg i sin tid søgte ind som sygeplejestuderende, at jeg ikke ville blive millionær ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle knokle så hårdt for min månedsløn. Jeg havde heller ikke troet, at jeg måtte gå ned i tid, efter så kort tid som nyduddannet, fordi at jeg ikke kunne holde til det fysisk og psykisk, at være sygeplejerske på fuldtid.

Selvfølgelig kunne jeg “bare” søge job et andet sted, hvor arbejdspresset og stressen er mindre. Jeg arbejder i dag på en intensiv neonatal afdeling, hvor jeg har med meget for tidligt fødte og syge babyer at gøre. Sagen er bare den, at jeg er utroligt glad for mit arbejde, jeg elsker at møde i vagt, og jeg holder meget af at passe og pleje mine patienter, og at være der for deres forældre. Så jeg ønsker på ingen måde at skulle søge et nyt arbejde. Desværre synes jeg på ingen måde, at min løn lever op til det arbejde jeg laver.

Jeg står hver dag med små liv i mine hænder – nybagte forældres guld. Jeg oplever selvfølgelig en masse glæde, men jeg oplever i den grad også sorg. For det er selvsagt, en meget speciel og svær situation at stå i som forældre, at opleve sit nyfødte barn være meget syg, og nogle gange være i fare for at miste livet. Der er selvfølgelig også mange fantastiske og glædelige situationer i min hver dag, men desværre har vi tit også meget travlt. Dette kan især være med til at smadre min arbejdsglæde, da der er dage, hvor jeg ikke en gang har tid til at se forældrene til mine patienter i øjnene, fordi at jeg bare prøver at få enderne til at hænge sammen – og faktisk bare knokler for at passe på mine patienter, som er meget dyrebare små liv, der kræver intensiv behandling.

Man kan på ingen måde sige, at min løn afspejler mit arbejde, men jeg bliver ved, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker mit fag.

Men fortsætter arbejdspresset, og den lave løn, på den måde som det er nu, ser jeg mig nødsaget til at skifte karriereveje. Især går jeg med tankerne om, at jeg må skifte karriereveje, når jeg en dag skal til at stifte familie. For med det arbejdsliv og den livstil jeg har lige nu, vil jeg på ingen måde kunne være mor ved siden af. Det gør mig trist, at jeg skal gå og have sådanne tanker.

For at give et indblik i hvad som jeg fabler om, kan jeg f.eks. tage udgangspunkt i de sidste par vagter jeg har haft. De sidste tre dagvagter jeg har haft, har været så travle, at jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ned og spise frokost. Det vil altså sige, at jeg nogle dage har gået uden at spise overhovedet, og andre dage, i farten, har kastet et hurtigt stykke brød ind. Når jeg er kommet hjem, har jeg været så træt, at jeg ikke har været i stand til meget andet end at gå på hovedet i seng, for at kunne være klar til næste vagt i uniformen. Det kræver vist ikke så meget forklaring, men bare den kommentar, at det ikke er optimalt. Hvor skørt er det lige, at jeg som passer på andres liv, ikke en gang har tid til at spise og pleje mig selv, mens jeg er på arbejde? Hvem passer på mig?

I mit arbejde, som neonatal sygeplejerske, står jeg hver dag med liv imellem mine hænder. Mine patienter og deres forældre kræver at jeg er nærværende og tilstede 100% når jeg er på arbejde. Skal jeg tisse, spise, drikke eller andet helt almindeligt og menneskeligt, skal jeg have en kollega til at “lytte” og holde øje med mine patienter. Jeg kan ikke “bare lige” smutte en tur på toilet eller til pause. Det er et arbejde som kræver mig 100% hele tiden.

Jeg søger ikke medlidenhed eller medynk, jeg har selv valgt det!  Jeg vil bare gerne vise et billede af den virkelige virkelighed, som faktisk finder sted derude på mange hospitalsafdelinger.

Så når Sophie Løhde føler sig mistforstået på baggrund af sine udtalelser, vil jeg bare fortæller hende, at hun taler til et meget presset sundhedspersonale, som ikke kan tåle at høre, at offentlig ansattes lønstigning, i en bestemt periode, har været for høj ift. private ansattese lønstigning. Vi knokler r*ven ud af bukserne, så meget, at vi selv nogle gange er ved at gå i gulvet.

Sygeplejersker knokler, hver dag, for deres alt for lave løn, det gør andre offentligt ansatte også. Sygeplejersker står hver dag med liv imellem deres hænder. Det er ikke for sjov, når vi brokker os og viser vores lønsedler frem, offentligt, på de sociale medier, det er fordi at vi simpelthent er for lavtlønnet – og det burde regeringen og alle andre for alvor få øjnene op for.


Kh. Frederikke, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Endelig blev 2% kravet sløjfet, men…

img_3211

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

img_2475 img_2400Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg har prøvet at begrænse mig, men… here goes

img_2346

 

“We don’t grow when things are easy, we grow when we face challenges.”

Netop denne sætning, lagde en kærkommen med-meningsdanner op på Facebook til mig, i forbindelse med min offentliggørelse af, at jeg stiller op som kandidat til kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Den er meget “spot on” og helt rigtig til det valg, som jeg har taget. Flere har skrevet, at jeg skal passe på mig selv, og sagt, >>men Frederikke, har du tid til det?<<.

Jeg forstår godt, at flere har spurgt mig om det, og at flere måske tænker, at det er at tage munden for fuld, og at jeg måske hellere skulle slappe af og passe på mig selv.

Men jeg kan bare mærke helt ned i maven, at det er det rigtige for mig, at stille op til valget. Jeg er godt klar over, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg skulle bruge fritid på at være aktiv i DSR og jeg vil komme til at have meget at se til. Men jeg brænder så ufatteligt meget for faget, i sådan en grad, at jeg gerne vil bruge min fritid på det. Ligesom at jeg får energi af at ytre mig her på min blog, så er jeg sikker på, at jeg som kredsbestyrelsesmedlem, vil opleve at få energi af at være med aktivt i DSR, i den demokratiske proces i organisationen. Det er for mig ikke en opgave og byrde, men en interesse, som jeg brænder for. Hvis ikke det var det, så havde jeg slet ikke haft denne sygeplejeblog, som jeg immervæk, bruger ret meget frivillig og gratis Frederikke-tid på at “køre”.

Jeg ville elske at kunne skrive her på bloggen, om hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem var med til, og inddrage alle jer læsere, som jeg ved besked om, at størstedelen er sygeplejersker og sygeplejestuderende. Jeg synes det kunne være enormt spændende at danne en eller anden form for bro fra et aktivt virke i DSR, til jer, som læser med her. For jeg ved, at mange sygeplejersker og sygeplejestuderende, går rundt, og ikke rigtig ved, hvad det er, som de betaler penge til – ved deres medlemskab af DSR.

Nu lugter det her måske rigtig meget af STEM PÅ MIG. Jeg håber og ønsker da virkelig også, at der er nogle af jer, som har lyst til det. Det skal jeg ikke holde hemmeligt :-)

Men meningen med det her blogindlæg, var, og er, egentlig bare at skrive og fortælle, at JEG HAR DET HELT O.K. Jeg er glad og i harmoni, og som min kære mor lige skrev på SMS i går; “Du virker til at hvile meget i dig selv lige nu”. Sådan har jeg det faktisk også.

Jeg tror, at det bunder i, at jeg siden min start på Neonatalafdelingen, har lært så afsindigt meget om MIG. Jeg har ikke kun lært afsindigt meget om det fantastiske speciale, Neonatologi, men jeg har også, på komprimeret tid, synes jeg selv, opnået at lære mig selv at kende på en helt ny måde. Jeg kan mærke meget mere hvornår jeg skal sige fra, hvornår jeg skal stå op for mig selv og lytte til mig selv. Det er en sand gave. Den er jo naturligvis ikke kommet forærende, jeg har da kæmpet, haft det svært og kæmper fortsat! Men jeg er så sandelig groet helt vildt og jeg har rejst mig, når det har været rigtig svært.

Derfor er jeg her nu, et sted, hvor jeg kan mærke at nu skal jeg bare mere! Jeg blev i februar, i år, færdig med min Meningsdanneuddannelse, en uddannelse som lærte mig utroligt meget om ALT. Især om at ytre sig, som sygeplejerske, men jeg lærte også meget mere. Jeg vil faktisk vove at påstå, at var det ikke for denne uddannelse, så havde jeg aldrig nogensinde turde at stille op til sådan et valg, i DSR.

For den sags skyld, så havde jeg heller aldrig turde, det som jeg skal nu på torsdag. Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag for nogle studerende. Jeg glæder mig meget, med sommerfugle i maven. Eksamen og mundtligfremlæggelse har aldrig været min styrke, men jeg har i øjeblikket en indre styrke, som jeg kan mærke helt ud i mine fingerspidser.

Og hvis ikke jeg lader den styrke brænde nu, hvornår så?

Ligesom at jeg får energi af at danse samba, så får jeg også energi af at være aktiv qua mit virke som sygeplejerske. Så til alle jer, som tænker, FREDERIKKE SLAP NU AF OG PAS PÅ DIG SELV, så lover jeg, at det gør jeg og jeg lytter til mig selv – hele tiden!

Til sidst, tusind tusind tak for alle de dejlige likes og kommentarer mht. at jeg stiller op – det varmer så meget – især i disse grå og regnfulde dage.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg får at vide, at jeg skriver liiiidt for langt, og liiiidt for meget – så jeg øver mig i at begrænse mig lidt :)

Jeg ønsker alle en god uge og god vind, med det som I har gang i, og så lyt for søren til jer selv :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Hudløst og næsten for ærligt – om at dumpe en eksamen

Skrevet af sygeplejerske og kandidatstuderende Cecilie

cille

“Du skal være mere hård Frederikke” sådan lyder et citat fra et tidligere blog indlæg, skrevet af sygeplejerske og meningsdanner Frederikke Marie Sørensen. – Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt det citat for nogle år siden, da jeg dumpede min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsen.

Hudløst og næsten for ærligt? – ja sådan tænker jeg i hvert fald, når jeg sidder her og læser de ord jeg lige har skrevet.

Jeg ønsker at fortælle andre at det er okay at fejle? Jeg ønsker at fortælle andre som muligvis oplever noget lignede, at det ikke må tage modet fra dem. At tingede ikke altid bliver som man har regnet med og at det egentlig ikke behøver at være så perfekt, det skal nok blive godt i sidste ende. Og så tror jeg. at der er en del af mig, som ønsker at fortælle det som jeg oplevede, idet jeg stadig ikke helt begriber hvad der egentlig skete og hvorfor?

Jeg bestod ikke min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsens 12 modul, hvilket personligt var et kæmpe nederlag! Jeg havde gennem sygeplejeuddannelsen aldrig fået under 7 i karakter og selvom jeg godt vidste at jeg burde ligge mere energi i studiet i den periode af mit liv, så havde jeg aldrig forestillet mig at det kunne gå vidt, som til at jeg dumpede.

Jeg prøvede konstant at passe ind på afdelingen. I stedet for bare at være mig selv og acceptere at alle ikke nødvendigvis behøvede at kunne lide mig, var jeg en rigtig pleaser. Set i bakspejlet ville jeg ønske at JEG HAVDE STÅET MERE OP FOR MIG SELV. Det var en afdeling, hvor de fleste havde børn og var et helt andet sted i deres liv, modsat mig der levede singlelivet og nok havde en mindre livskrise. Det var bare lidt som om, at jeg ikke rigtig passede ind og det kom bare ikke helt flydende og naturligt for mig, det der med at samtale med de andre.

Jeg oplevede en dag at to kollegaer stod længere nede af gangen og talte. Taler de virkelig om mig? – tænkte jeg mens jeg gik hen imod dem. Kan det virkelig passe? Så åbenlyst? Jeg troede i det mindste at de ville prøve at skjule det eller at bortforklare. Denne episode husker jeg særligt, for det blev begyndelsen på, at det gik helt ned af bakke.

Nu mere jeg tænker tilbage, nu mere kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig behandle sådan. Hvorfor satte jeg ikke foden i jorden og forlangte mere af min vejleder? Og hvorfor brugte jeg ikke min sygeplejefaglige argumentation, når jeg blev rettet af en sygeplejerske for at gøre præcis sådan, som en anden sygeplejerske havde lært mig? Jeg tror, at jeg var et let offer, fordi jeg lod andre behandle mig sådan som de ville, uden at sætte grænser.

En uge før den planlagte eksamen, blev der udtrykt bekymring til min uddannelsesinstitution, ift. om jeg ville kunne bestå eksamen. Jeg oplevede i stigende grad, at der blev talt om mig på afdelingen. De talte åbenlyst og nogle gange gik de ind i et andet rum, for at tale om mig. Der blev indført daglige evalueringer, som ofte foregik på afdelingslederens kontor og så vidt muligt i hendes medhør. Jeg oplevede det nu mere som en snak om, “hvad der nu var galt med mig”, end som konstruktiv feedback – også selvom det sikkert ikke var deres hensigt. Yderligere blev den planlagte eksamen udskudt en uge, således at jeg havde længere tid til at nå at blive klar. Og jeg kunne slet ikke overskue det, -“hvordan skulle jeg overleve en uge mere på afdelingen?” jeg var helt ødelagt!

Jeg overvejede, at prøve angst dæmpende medicin inden eksamen, som en bekendt havde liggende (uden at have talt med egen læge om dette). Jeg havde før hørt, at andre havde anvendt lignende iforbindelse med eksamensangst. Jeg tror til sidst, at jeg havde udviklet en form for angst, i hvert fald var jeg bange for at bryde sammen, når jeg trådte ind på afdelingen om morgenen. Jeg havde ikke prøvet den slags før og med tanke på det ansvar vi har som sygeplejersker samt min uvidenhed, om hvordan min krop ville reagere, så turde jeg simpelthen ikke. Og så var der også en stor stædighed i mig, der sagde – “skulle jeg virkelig lade dem få mig til at synke så lavt”? – Hvis jeg skulle bestå eksamen, så skulle det være til min helt egen fortjeneste!

Jeg tænker heldigvis sjældent på det længere, men når jeg gør, så har jeg svært ved at begribe, hvad det lige var der gjorde, at det kunne gå så galt?

Jeg forsøger at pakke oplevelserne væk og jeg skammer mig faktisk over det der skete og over at udlevere “dem fra afdelingen” som de onde. Jeg ved jo godt, at det hele var en kombination af rigtig mange ting og selvfølgelig havde jeg også selv et ansvar.

Jeg forsøger at huske på, at der blandt “dem” også var nogle rigtige søde sygeplejersker, som på deres måde forsøgte at hjælpe. Og jeg husker særligt, at afdelingens, i min optik mest bestemte og meget dygtige, sygeplejerske vandt min respekt, da hun på eksamensdagen viskede “sørg for at få løst så mange opgaver som muligt i starten af vagten”. Et godt råd faktisk og et råd som jeg har brugt stort set hver dag siden, at jeg blev færdiguddannet.

I dag er jeg glad for, at jeg aldrig gik så vidt som til at medicinere min nervøsitet og nærmest angst lignende tilstand væk. Jeg dumpede min eksamen – og hvad så? Det er der alligevel så mange, der prøver før eller siden. Og det er nok sundt at prøve.

I stedet for, at forsøge at bestå reeksamen, rejste jeg på udvekslingsophold til filippinerne og bestod eksamen på en anden afdeling efterfølgende – hvor oplevelsen var en helt anden.

Jeg fik mit drømmejob på Danmarks største mor og barn hospital, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. Og jeg nævnte naturligvis intet om at have dumpet en eksamen, da jeg som færdiguddannet sad til jobsamtale. Underligt nok, er der faktisk aldrig rigtig nogen, der har spurgt ind til, hvorfor jeg blev færdiguddannet d. 23. november 2016?

Nu sidder jeg så her og er netop startet på Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje.

Jeg tror egentlig, at det jeg prøver at sige er, at “jeg skulle have været mere hård” – og det er jeg i hvert fald også blevet!

Mvh. Cecilie


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?

tempimageforsave

Jeg er kommet frem til en beslutning.

Jeg kaster håndklædet i ringen, og går ned på deltid, helt præcist 33 timer. Siden januar har jeg arbejdet på fuldtid, dvs. i en 37 timers stilling som sygeplejerske. I april måneden medvirkende jeg i Magasinet Penge, på DR1, som netop omhandlede om at gå på deltid. Her regnede en økonom på hvad det ville koste mig at gå ned i tid.

Se programmet her

Jeg har siden min medvirken i programmet, og før det, overvejet og gjort mig tanker om det at skulle gå ned i tid. Det har ikke været nogen let beslutning, især fordi at jeg pr. 1 december flyttede til en større lejlighed, som betød, at min husleje også er blevet større. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil prøve at arbejde på deltid.

Jeg Frederikke, er mere vigtigt end noget andet, og min vigtigste opgave er, at jeg skal passe på mig selv og sørge for, at jeg har det godt. Hvis jeg ikke har det godt, så kan jeg heller ikke være en god sygeplejerske, og alt andet i mit liv, vil også bære præg af, og lide under, at jeg ikke har det godt.

Hvis ikke jeg har råd og ikke kan få min økonomi til at hænge sammen, så må jeg i værste tilfælde finde mig et andet arbejde. Men jeg håber inderligt, at jeg vil opleve at min økonomi rækker til at arbejde på de 33 timer. For det arbejde jeg har, holder jeg utroligt meget af, på alle leder og kanter.

Det lyder jo ikke af meget, at gå fra 37 til 33 timer. Men i det store regnestykke, så betyder det, at jeg om måneden kommer til at have min. 2000 kr. mindre. Det kommer også til at gå udover min pension. Men jeg har en privat pensionsopsparing, som jeg betaler af til hver måned, så det skal jeg ikke tænke mere over.

Det er mere det med de mindre penge hver måned, som jeg skal tænke over. Jeg har fået lagt mig et godt budget, med hjælp fra og sammen med min aller bedste livsrådgiver, min kære mor. Det budget gør, at jeg helt præcist kan få styr på min økonomi og  følge med i hvor meget og hvilke penge, der går til hvad. Og ud fra dette budget, kan jeg se, hvor jeg må skære ned og spare.

Jeg har virkelig prøvet at slappe af med og holde fast i at arbejde på 37 timer, jeg har sågar fået lov til at komme på to holds vagtskift, men det er bare ikke nok. Det har helt sikkert hjulpet mig, men jeg har fortsat ikke ordenligt overskud til bare at være mig og leve et liv ved siden af jobbet. Frederikke-tid, den presser jeg selvfølgelig ind, men ikke uden konsekvenser.

Jeg har haft det skidt. Ikke sådan voldsomt skidt. Men min krop har udsendt nogle faresignaler, som en veninde, især, hjalp mig med at tage alvorligt.

Min veninde sagde, for et par uger siden, følgende til mig;

“Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?”

Først efter hendes ord, gik det rigtigt op for mig, hvor alvorligt det egentlig stod til. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har dig i mit liv. Tak! Altså, jeg har det ok, det er slet ikke sådan at jeg ligger på gulvet og græder eller bidder i gulvbrædderne. Men det som jeg fortalte min veninde, er det som jeg vil fortælle jer, der læser med her, nu:

Symptomerne

Jeg har haft flere vagter på arbejdet, hvor jeg har oplevet at have mavekramper. Faktisk var det sådan, at de i starten kun kom, ligesom at jeg er mødte ind i vagt, og så forsvandt de igen, når jeg havde fri. Flere har spurgt mig, om ikke det “bare” var menstruations smerter. Men NEJ det har det ikke været. Jeg har aldrig prøvet at have sådanne mavekramper før. Det var sådanne kramper som kom sporadisk, super ubehageligt. De begyndte så også at komme derhjemme, når jeg havde fri. Lige nu er de heldigvis gået lidt i sig selv og kommer sjældent. – Måske fordi, at vores mega travle sommerperiode er slut, og fordi jeg ved, at jeg skal ned i tid og måske også fordi, at jeg så småt kan lugte den 2 ugers ferie, som jeg snart skal på. Jeg ved det ikke. Måske kan det også bare være fordi, at jeg har indset, en gang for alle, at jeg skal passe mere på mig selv.

Udover mavekramper, har jeg også oplevet at have nogle skøre mareridt, generelt faktisk dårlig søvn, dog ikke hver eneste dag, men mere end hvad jeg ellers har oplevet. Så har jeg også oplevet, at vågne op af hede/svedeture. Sorte dage eller dage hvor jeg har haft brug for bare at være “slukket”, har jeg også haft, men det har jeg altid sådan lidt haft i ny og næ. Men jeg har oplevet den der “slukkethed” i en grad, hvor jeg på fridage simpelhent har måtte melde afbud til aftaler, fordi jeg ikke har haft overskud til at være social. Jeg oplever også at have et utroligt lille overskud til at skulle svare på beskeder, især på facebook MSN.

Det er alt sammen noget, jeg ser, som symptomer på stress eller i hvert fald begyndende stress.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig, at gå ned i tid. Men det irriterer mig lidt, at jeg et sted derinde har en lille følelse af “fail Frederikke” eller sådan “du er svag, du kan ikke klare mosten Frederikke”. Når jeg får det sådan og tænker sådan om mig selv, prøver jeg at skubbe det væk igen. For jeg er IKKE en fail, jeg er god og dygtig, for jeg beskytter mig selv! Og min krop giver mig signaler om, at jeg skal passe på mig selv.

Men det er ikke lige let, jeg vil jo bare gerne kunne det hele, være god til det hele og være en super nurse hele tiden og kunne arbejde i en fuldtidsstilling. Men det er mere vigtigt, at jeg er i balance, har det godt og kan holde i flere år, end at jeg brænder ud efter kun lidt over 1 år i faget.

Det er barsk dette her sygeplejefag, lige så fantastisk som det er, lige så barskt er det. Det er virkelig en livstil, som skal læres at leve. Det handler meget om at finde en balance, og den tror jeg ikke, at man bare sådan lige finder. Det tager noget tid. Det vigtigste er at kunne lytte til sig selv og kroppens signaler. Og for guds skyld, så skal man ikke sammenligne sig selv med andre, vi er alle sammen forskelige, og kommer med forskellige ting i rygsækken.

Personligt, så glæder jeg mig meget til at min samba dansetræning begynder igen her i september, dansen er noget af det, som især, skaber balance i mit liv. Jeg kan, i hver eneste celle, mærke, at min krop bliver glad, når jeg danser.

Nok ord herfra denne lørdag. Jeg fik tømt hjernen, og det var dejligt. Mit lidt stressede hovede var helt sikker på at jeg i dag skulle til en venindes fødselsdag, det skulle jeg så ikke, først om flere uger. Derfor så jeg mit snit til lige at få tømt det lille stressede hovede ned på skrift. Resten af weekenden skal kun gå med afslapning, afkobling, hygge og selvfølgelig Frederikke-tid :-)

Lørdagens ultimative råd her fra mig af:

***Lyt til dig selv, hvis ikke du er så god til det (ligesom mig), så lyt til dine venner og din familie, og lyt aller mest til hvad din krop fortæller dig***

 God weekend!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse