Endelig blev 2% kravet sløjfet, men…

img_3211

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

img_2475 img_2400Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg har prøvet at begrænse mig, men… here goes

img_2346

 

“We don’t grow when things are easy, we grow when we face challenges.”

Netop denne sætning, lagde en kærkommen med-meningsdanner op på Facebook til mig, i forbindelse med min offentliggørelse af, at jeg stiller op som kandidat til kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Den er meget “spot on” og helt rigtig til det valg, som jeg har taget. Flere har skrevet, at jeg skal passe på mig selv, og sagt, >>men Frederikke, har du tid til det?<<.

Jeg forstår godt, at flere har spurgt mig om det, og at flere måske tænker, at det er at tage munden for fuld, og at jeg måske hellere skulle slappe af og passe på mig selv.

Men jeg kan bare mærke helt ned i maven, at det er det rigtige for mig, at stille op til valget. Jeg er godt klar over, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg skulle bruge fritid på at være aktiv i DSR og jeg vil komme til at have meget at se til. Men jeg brænder så ufatteligt meget for faget, i sådan en grad, at jeg gerne vil bruge min fritid på det. Ligesom at jeg får energi af at ytre mig her på min blog, så er jeg sikker på, at jeg som kredsbestyrelsesmedlem, vil opleve at få energi af at være med aktivt i DSR, i den demokratiske proces i organisationen. Det er for mig ikke en opgave og byrde, men en interesse, som jeg brænder for. Hvis ikke det var det, så havde jeg slet ikke haft denne sygeplejeblog, som jeg immervæk, bruger ret meget frivillig og gratis Frederikke-tid på at “køre”.

Jeg ville elske at kunne skrive her på bloggen, om hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem var med til, og inddrage alle jer læsere, som jeg ved besked om, at størstedelen er sygeplejersker og sygeplejestuderende. Jeg synes det kunne være enormt spændende at danne en eller anden form for bro fra et aktivt virke i DSR, til jer, som læser med her. For jeg ved, at mange sygeplejersker og sygeplejestuderende, går rundt, og ikke rigtig ved, hvad det er, som de betaler penge til – ved deres medlemskab af DSR.

Nu lugter det her måske rigtig meget af STEM PÅ MIG. Jeg håber og ønsker da virkelig også, at der er nogle af jer, som har lyst til det. Det skal jeg ikke holde hemmeligt :-)

Men meningen med det her blogindlæg, var, og er, egentlig bare at skrive og fortælle, at JEG HAR DET HELT O.K. Jeg er glad og i harmoni, og som min kære mor lige skrev på SMS i går; “Du virker til at hvile meget i dig selv lige nu”. Sådan har jeg det faktisk også.

Jeg tror, at det bunder i, at jeg siden min start på Neonatalafdelingen, har lært så afsindigt meget om MIG. Jeg har ikke kun lært afsindigt meget om det fantastiske speciale, Neonatologi, men jeg har også, på komprimeret tid, synes jeg selv, opnået at lære mig selv at kende på en helt ny måde. Jeg kan mærke meget mere hvornår jeg skal sige fra, hvornår jeg skal stå op for mig selv og lytte til mig selv. Det er en sand gave. Den er jo naturligvis ikke kommet forærende, jeg har da kæmpet, haft det svært og kæmper fortsat! Men jeg er så sandelig groet helt vildt og jeg har rejst mig, når det har været rigtig svært.

Derfor er jeg her nu, et sted, hvor jeg kan mærke at nu skal jeg bare mere! Jeg blev i februar, i år, færdig med min Meningsdanneuddannelse, en uddannelse som lærte mig utroligt meget om ALT. Især om at ytre sig, som sygeplejerske, men jeg lærte også meget mere. Jeg vil faktisk vove at påstå, at var det ikke for denne uddannelse, så havde jeg aldrig nogensinde turde at stille op til sådan et valg, i DSR.

For den sags skyld, så havde jeg heller aldrig turde, det som jeg skal nu på torsdag. Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag for nogle studerende. Jeg glæder mig meget, med sommerfugle i maven. Eksamen og mundtligfremlæggelse har aldrig været min styrke, men jeg har i øjeblikket en indre styrke, som jeg kan mærke helt ud i mine fingerspidser.

Og hvis ikke jeg lader den styrke brænde nu, hvornår så?

Ligesom at jeg får energi af at danse samba, så får jeg også energi af at være aktiv qua mit virke som sygeplejerske. Så til alle jer, som tænker, FREDERIKKE SLAP NU AF OG PAS PÅ DIG SELV, så lover jeg, at det gør jeg og jeg lytter til mig selv – hele tiden!

Til sidst, tusind tusind tak for alle de dejlige likes og kommentarer mht. at jeg stiller op – det varmer så meget – især i disse grå og regnfulde dage.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg får at vide, at jeg skriver liiiidt for langt, og liiiidt for meget – så jeg øver mig i at begrænse mig lidt :)

Jeg ønsker alle en god uge og god vind, med det som I har gang i, og så lyt for søren til jer selv :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Hudløst og næsten for ærligt – om at dumpe en eksamen

Skrevet af sygeplejerske og kandidatstuderende Cecilie

cille

“Du skal være mere hård Frederikke” sådan lyder et citat fra et tidligere blog indlæg, skrevet af sygeplejerske og meningsdanner Frederikke Marie Sørensen. – Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt det citat for nogle år siden, da jeg dumpede min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsen.

Hudløst og næsten for ærligt? – ja sådan tænker jeg i hvert fald, når jeg sidder her og læser de ord jeg lige har skrevet.

Jeg ønsker at fortælle andre at det er okay at fejle? Jeg ønsker at fortælle andre som muligvis oplever noget lignede, at det ikke må tage modet fra dem. At tingede ikke altid bliver som man har regnet med og at det egentlig ikke behøver at være så perfekt, det skal nok blive godt i sidste ende. Og så tror jeg. at der er en del af mig, som ønsker at fortælle det som jeg oplevede, idet jeg stadig ikke helt begriber hvad der egentlig skete og hvorfor?

Jeg bestod ikke min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsens 12 modul, hvilket personligt var et kæmpe nederlag! Jeg havde gennem sygeplejeuddannelsen aldrig fået under 7 i karakter og selvom jeg godt vidste at jeg burde ligge mere energi i studiet i den periode af mit liv, så havde jeg aldrig forestillet mig at det kunne gå vidt, som til at jeg dumpede.

Jeg prøvede konstant at passe ind på afdelingen. I stedet for bare at være mig selv og acceptere at alle ikke nødvendigvis behøvede at kunne lide mig, var jeg en rigtig pleaser. Set i bakspejlet ville jeg ønske at JEG HAVDE STÅET MERE OP FOR MIG SELV. Det var en afdeling, hvor de fleste havde børn og var et helt andet sted i deres liv, modsat mig der levede singlelivet og nok havde en mindre livskrise. Det var bare lidt som om, at jeg ikke rigtig passede ind og det kom bare ikke helt flydende og naturligt for mig, det der med at samtale med de andre.

Jeg oplevede en dag at to kollegaer stod længere nede af gangen og talte. Taler de virkelig om mig? – tænkte jeg mens jeg gik hen imod dem. Kan det virkelig passe? Så åbenlyst? Jeg troede i det mindste at de ville prøve at skjule det eller at bortforklare. Denne episode husker jeg særligt, for det blev begyndelsen på, at det gik helt ned af bakke.

Nu mere jeg tænker tilbage, nu mere kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig behandle sådan. Hvorfor satte jeg ikke foden i jorden og forlangte mere af min vejleder? Og hvorfor brugte jeg ikke min sygeplejefaglige argumentation, når jeg blev rettet af en sygeplejerske for at gøre præcis sådan, som en anden sygeplejerske havde lært mig? Jeg tror, at jeg var et let offer, fordi jeg lod andre behandle mig sådan som de ville, uden at sætte grænser.

En uge før den planlagte eksamen, blev der udtrykt bekymring til min uddannelsesinstitution, ift. om jeg ville kunne bestå eksamen. Jeg oplevede i stigende grad, at der blev talt om mig på afdelingen. De talte åbenlyst og nogle gange gik de ind i et andet rum, for at tale om mig. Der blev indført daglige evalueringer, som ofte foregik på afdelingslederens kontor og så vidt muligt i hendes medhør. Jeg oplevede det nu mere som en snak om, “hvad der nu var galt med mig”, end som konstruktiv feedback – også selvom det sikkert ikke var deres hensigt. Yderligere blev den planlagte eksamen udskudt en uge, således at jeg havde længere tid til at nå at blive klar. Og jeg kunne slet ikke overskue det, -“hvordan skulle jeg overleve en uge mere på afdelingen?” jeg var helt ødelagt!

Jeg overvejede, at prøve angst dæmpende medicin inden eksamen, som en bekendt havde liggende (uden at have talt med egen læge om dette). Jeg havde før hørt, at andre havde anvendt lignende iforbindelse med eksamensangst. Jeg tror til sidst, at jeg havde udviklet en form for angst, i hvert fald var jeg bange for at bryde sammen, når jeg trådte ind på afdelingen om morgenen. Jeg havde ikke prøvet den slags før og med tanke på det ansvar vi har som sygeplejersker samt min uvidenhed, om hvordan min krop ville reagere, så turde jeg simpelthen ikke. Og så var der også en stor stædighed i mig, der sagde – “skulle jeg virkelig lade dem få mig til at synke så lavt”? – Hvis jeg skulle bestå eksamen, så skulle det være til min helt egen fortjeneste!

Jeg tænker heldigvis sjældent på det længere, men når jeg gør, så har jeg svært ved at begribe, hvad det lige var der gjorde, at det kunne gå så galt?

Jeg forsøger at pakke oplevelserne væk og jeg skammer mig faktisk over det der skete og over at udlevere “dem fra afdelingen” som de onde. Jeg ved jo godt, at det hele var en kombination af rigtig mange ting og selvfølgelig havde jeg også selv et ansvar.

Jeg forsøger at huske på, at der blandt “dem” også var nogle rigtige søde sygeplejersker, som på deres måde forsøgte at hjælpe. Og jeg husker særligt, at afdelingens, i min optik mest bestemte og meget dygtige, sygeplejerske vandt min respekt, da hun på eksamensdagen viskede “sørg for at få løst så mange opgaver som muligt i starten af vagten”. Et godt råd faktisk og et råd som jeg har brugt stort set hver dag siden, at jeg blev færdiguddannet.

I dag er jeg glad for, at jeg aldrig gik så vidt som til at medicinere min nervøsitet og nærmest angst lignende tilstand væk. Jeg dumpede min eksamen – og hvad så? Det er der alligevel så mange, der prøver før eller siden. Og det er nok sundt at prøve.

I stedet for, at forsøge at bestå reeksamen, rejste jeg på udvekslingsophold til filippinerne og bestod eksamen på en anden afdeling efterfølgende – hvor oplevelsen var en helt anden.

Jeg fik mit drømmejob på Danmarks største mor og barn hospital, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. Og jeg nævnte naturligvis intet om at have dumpet en eksamen, da jeg som færdiguddannet sad til jobsamtale. Underligt nok, er der faktisk aldrig rigtig nogen, der har spurgt ind til, hvorfor jeg blev færdiguddannet d. 23. november 2016?

Nu sidder jeg så her og er netop startet på Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje.

Jeg tror egentlig, at det jeg prøver at sige er, at “jeg skulle have været mere hård” – og det er jeg i hvert fald også blevet!

Mvh. Cecilie


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?

tempimageforsave

Jeg er kommet frem til en beslutning.

Jeg kaster håndklædet i ringen, og går ned på deltid, helt præcist 33 timer. Siden januar har jeg arbejdet på fuldtid, dvs. i en 37 timers stilling som sygeplejerske. I april måneden medvirkende jeg i Magasinet Penge, på DR1, som netop omhandlede om at gå på deltid. Her regnede en økonom på hvad det ville koste mig at gå ned i tid.

Se programmet her

Jeg har siden min medvirken i programmet, og før det, overvejet og gjort mig tanker om det at skulle gå ned i tid. Det har ikke været nogen let beslutning, især fordi at jeg pr. 1 december flyttede til en større lejlighed, som betød, at min husleje også er blevet større. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil prøve at arbejde på deltid.

Jeg Frederikke, er mere vigtigt end noget andet, og min vigtigste opgave er, at jeg skal passe på mig selv og sørge for, at jeg har det godt. Hvis jeg ikke har det godt, så kan jeg heller ikke være en god sygeplejerske, og alt andet i mit liv, vil også bære præg af, og lide under, at jeg ikke har det godt.

Hvis ikke jeg har råd og ikke kan få min økonomi til at hænge sammen, så må jeg i værste tilfælde finde mig et andet arbejde. Men jeg håber inderligt, at jeg vil opleve at min økonomi rækker til at arbejde på de 33 timer. For det arbejde jeg har, holder jeg utroligt meget af, på alle leder og kanter.

Det lyder jo ikke af meget, at gå fra 37 til 33 timer. Men i det store regnestykke, så betyder det, at jeg om måneden kommer til at have min. 2000 kr. mindre. Det kommer også til at gå udover min pension. Men jeg har en privat pensionsopsparing, som jeg betaler af til hver måned, så det skal jeg ikke tænke mere over.

Det er mere det med de mindre penge hver måned, som jeg skal tænke over. Jeg har fået lagt mig et godt budget, med hjælp fra og sammen med min aller bedste livsrådgiver, min kære mor. Det budget gør, at jeg helt præcist kan få styr på min økonomi og  følge med i hvor meget og hvilke penge, der går til hvad. Og ud fra dette budget, kan jeg se, hvor jeg må skære ned og spare.

Jeg har virkelig prøvet at slappe af med og holde fast i at arbejde på 37 timer, jeg har sågar fået lov til at komme på to holds vagtskift, men det er bare ikke nok. Det har helt sikkert hjulpet mig, men jeg har fortsat ikke ordenligt overskud til bare at være mig og leve et liv ved siden af jobbet. Frederikke-tid, den presser jeg selvfølgelig ind, men ikke uden konsekvenser.

Jeg har haft det skidt. Ikke sådan voldsomt skidt. Men min krop har udsendt nogle faresignaler, som en veninde, især, hjalp mig med at tage alvorligt.

Min veninde sagde, for et par uger siden, følgende til mig;

“Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?”

Først efter hendes ord, gik det rigtigt op for mig, hvor alvorligt det egentlig stod til. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har dig i mit liv. Tak! Altså, jeg har det ok, det er slet ikke sådan at jeg ligger på gulvet og græder eller bidder i gulvbrædderne. Men det som jeg fortalte min veninde, er det som jeg vil fortælle jer, der læser med her, nu:

Symptomerne

Jeg har haft flere vagter på arbejdet, hvor jeg har oplevet at have mavekramper. Faktisk var det sådan, at de i starten kun kom, ligesom at jeg er mødte ind i vagt, og så forsvandt de igen, når jeg havde fri. Flere har spurgt mig, om ikke det “bare” var menstruations smerter. Men NEJ det har det ikke været. Jeg har aldrig prøvet at have sådanne mavekramper før. Det var sådanne kramper som kom sporadisk, super ubehageligt. De begyndte så også at komme derhjemme, når jeg havde fri. Lige nu er de heldigvis gået lidt i sig selv og kommer sjældent. – Måske fordi, at vores mega travle sommerperiode er slut, og fordi jeg ved, at jeg skal ned i tid og måske også fordi, at jeg så småt kan lugte den 2 ugers ferie, som jeg snart skal på. Jeg ved det ikke. Måske kan det også bare være fordi, at jeg har indset, en gang for alle, at jeg skal passe mere på mig selv.

Udover mavekramper, har jeg også oplevet at have nogle skøre mareridt, generelt faktisk dårlig søvn, dog ikke hver eneste dag, men mere end hvad jeg ellers har oplevet. Så har jeg også oplevet, at vågne op af hede/svedeture. Sorte dage eller dage hvor jeg har haft brug for bare at være “slukket”, har jeg også haft, men det har jeg altid sådan lidt haft i ny og næ. Men jeg har oplevet den der “slukkethed” i en grad, hvor jeg på fridage simpelhent har måtte melde afbud til aftaler, fordi jeg ikke har haft overskud til at være social. Jeg oplever også at have et utroligt lille overskud til at skulle svare på beskeder, især på facebook MSN.

Det er alt sammen noget, jeg ser, som symptomer på stress eller i hvert fald begyndende stress.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig, at gå ned i tid. Men det irriterer mig lidt, at jeg et sted derinde har en lille følelse af “fail Frederikke” eller sådan “du er svag, du kan ikke klare mosten Frederikke”. Når jeg får det sådan og tænker sådan om mig selv, prøver jeg at skubbe det væk igen. For jeg er IKKE en fail, jeg er god og dygtig, for jeg beskytter mig selv! Og min krop giver mig signaler om, at jeg skal passe på mig selv.

Men det er ikke lige let, jeg vil jo bare gerne kunne det hele, være god til det hele og være en super nurse hele tiden og kunne arbejde i en fuldtidsstilling. Men det er mere vigtigt, at jeg er i balance, har det godt og kan holde i flere år, end at jeg brænder ud efter kun lidt over 1 år i faget.

Det er barsk dette her sygeplejefag, lige så fantastisk som det er, lige så barskt er det. Det er virkelig en livstil, som skal læres at leve. Det handler meget om at finde en balance, og den tror jeg ikke, at man bare sådan lige finder. Det tager noget tid. Det vigtigste er at kunne lytte til sig selv og kroppens signaler. Og for guds skyld, så skal man ikke sammenligne sig selv med andre, vi er alle sammen forskelige, og kommer med forskellige ting i rygsækken.

Personligt, så glæder jeg mig meget til at min samba dansetræning begynder igen her i september, dansen er noget af det, som især, skaber balance i mit liv. Jeg kan, i hver eneste celle, mærke, at min krop bliver glad, når jeg danser.

Nok ord herfra denne lørdag. Jeg fik tømt hjernen, og det var dejligt. Mit lidt stressede hovede var helt sikker på at jeg i dag skulle til en venindes fødselsdag, det skulle jeg så ikke, først om flere uger. Derfor så jeg mit snit til lige at få tømt det lille stressede hovede ned på skrift. Resten af weekenden skal kun gå med afslapning, afkobling, hygge og selvfølgelig Frederikke-tid :-)

Lørdagens ultimative råd her fra mig af:

***Lyt til dig selv, hvis ikke du er så god til det (ligesom mig), så lyt til dine venner og din familie, og lyt aller mest til hvad din krop fortæller dig***

 God weekend!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kære regering, I burde skamme jer!

snapseed

På trods af at vi sygeplejersker, os som er nogle af eksperterne i sundhedsvæsenet, længe, har råbt vagt i gevær og har advaret om, at vi ikke kan løbe stærkere, så har regeringen vedtaget at vi fortsat skal løbe 2 pct. stærkere for hvert år der går. Regeringen svigter patienterne, for vi sygeplejersker får fremover endnu mindre tid til vores patienter. Det går allerede udover kvaliteten og patientsikkerheden, i en vis grad, og det vil kun blive værre.

Jeg arbejder på en neonatal afdeling med ekstremt for tidligt fødte børn. Det vil sige, en afdeling hvor børnene jeg passer, er skrøbelige og har brug for masser af ro omkring sig. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe den fornødne ro, når jeg står på en patientstue og jeg mærker også, at de pårørende er glade for mig som sygeplejerske.

Men en dag sagde en pårørende til mig:

>Frederikke, du skøjter jo rundt, du burde anskaffe dig et par rulleskøjter, det ville lette dit arbejde<<.

Dernæst grinede vi sammen på stuen, og jeg måtte svare, at jeg om et par dage skulle ud og filme til en kortfilm med nogle sygeplejerske kollegaer, hvor jeg netop skulle være iført rulleskøjter. En af mine undervisere fra Meningsdanneruddannelsen, Sygeplejerske Ditte Krøyer, har sat gang i en kampagne, 2pctVÆK, for at gøre et oprør mod regeringens krav om, at vi i sundhedsvæsenet skal effektivisere 2 pct. mere for hvert år. Den første film, som blev lagt ud, medvirkende jeg i, iført rulleskøjter med en madvogn. Med humor og ved at vende om på det hele, viser denne kampagne, med små kort film, at vi da sagtens kan blive ved med at effektivisere. Budskabet er selvfølgelig sarkastisk, for NEJ, vi kan ikke løbe 2 pct. stærkere mere. Det kan vi IKKE.

Se filmen som jeg medvirker i her

Da den pårørende den dag foreslog mig, at jeg fik mig et par rulleskøjter, blev jeg først rigtig trist indeni. For med ét slog det mig, at jeg ikke var en god nok sygeplejerske. Hvis de havde lagt mærke til at jeg løb rundt, hvilket signal var det så lige at jeg sendte til dem, og alle de andre pårørende? En afdeling, hvor der er et maksimalt behov for ro omkring patienterne og et behov for nærvær og tid til at se de pårørende i øjnene.

Heldigvis så fortalte den pårørende mig, at de havde set mig løbe rundt på gangen, fra den ene stue til den anden, fra vores medicinrum og ud til stuerne. Og det er sandt, det var virkeligheden denne dag og andre dage, når vi har rigtig travlt.

Men her blev jeg rolig, det gjorde mig glad, at den pårørende ikke havde oplevet mig stresset og med høj fart på inde på stuen omkring barnet.

Dog bekymrer det mig, at selv de pårørende bider mærke i hvor travlt vi nogen gange har det. Det var utrolig sødt, og det er meget rørende, når de pårørende er så forstående og sætter sig ind i hvordan det kan være, at være sygeplejerske. Desværre tror jeg at vores travlhed kan smitte af på vores patienter og pårørende. Som på min afdeling og andre afdelinger, så tror jeg generelt, at nogle pårørende og patienter – for den sags skyld, kan føle at de er til besvær hvis de beder om hjælp eller hvis de ringer på klokken, specielt når de mærker og oplever at vi har travlt. I stedet så undgår de at kalde. Dette kan jo have fatale konsekvenser og det er bare én af årsagern til, at vi ikke må have travlt. I hvert fald ikke i en sådan grad, at det går udover vores patienter og deres pårørende. Og det gør det, når vi skal blive ved med at løbe stærkere for hvert år der går.

Det er jo ganske fantastisk og omsorgsfuldt, når pårørende og patienter bekymrer sig for os sygeplejersker, men helt ærligt, så synes jeg det er forrykt. Disse pårørende og patienter er i en livskrise, og bør have helt ro og skal ikke også bruge energi og ressourcer på at bekymre sig om os. De pårørende bekymrer sig i forvejen om dem de har kær, de skal have ro. Patienterne, er syge, på den ene eller anden måde, og skal også have ro. Men desværre er det ikke muligt at undgå, at de oplever at vi sygeplejersker er stressede og til tider løber forvirrede rundt i alt for høj en fart.

At regeringen ikke forstår alvoren i, at vi ikke kan effektivisere mere, er mig en gåde. Jeg kan ikke forstå, at de kan blive ved med at lukke øjnene for alle de historier vi fortæller fra vores hverdag i uniformen.

Skal der virkelig rulle hoveder, før at der bliver grebet ind? Det er som om at regeringen ikke vil handle før at der oprigtigt sker grusomme fejl og ulykker. Vi, sygeplejersker og alt andet sundhedspersonale, står i det her hver dag, vi oplever hvor alarmerende det er. Og hvem er det som skal se patienterne og de pårørende i øjnene? Hvad er det for en måde at behandle mennesker på?

I, regeringen, I skulle skamme jer, I som sidder og tager disse beslutninger. I kender tydeligvis ikke til den sande virkelighed i det danske sundhedsvæsen.

De 2 pct. effektiviseringskrav, som I mener bør forblive, er fuldstændig uacceptable. I burde passe på vores samfund, ikke nedbryde det. Vi, sygeplejersker, og alt andet sundhedspersonale er eksperter på vores fag og på det som vi oplever i uniformen, derfor burde I for alvor tage at lytte lidt på os.

Vi, som hver eneste dag passer på vores borgere, vi må da om nogen vide bedst. Desværre mener I, at I ved bedst, I med jeres regnemaskiner og reformer. Det er ubarmhjertigt, og slet ikke i orden.

Stakkels patienter, stakkels pårørende og stakkels Danmark. Jeg føler mig magtesløs, men jeg tager kampen op, og fortsætter i hurtig fart i mine løbesko, så længe jeg holder til det, og håber på, at regeringen snart åbner sine øjne, før det er for sent.

Vi er eksperterne på det vi oplever, og vi har længe råbt op og bedt om hjælp og flere ressourcer – IKKE færre.

Se mere om Dittes kampagne 2pctVÆK her og se de 3 film, som indtil videre er lagt op. Der kommer flere :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

En meningsfyldt uge med TV-hold og kamera i hælene

img_3209

Så blev det tirsdag og jeg er stadig lidt høj på adrenalin. Og man må sige, at jeg i denne uge lever op til at være både SYGEPLEJERSKE og MENINGSDANNER. I går lavede jeg de sidste optagelser med Danmarks Radio (DR) og jeg glæder mig til (og er samtidig hunderæd for) at skulle se det færdige program, som jeg er med i. Så sidder nogen måske og tænker:

>>men hvis du er hunderæd, hvorfor sagde du så overhovedet ja til at være med?<<

Fordi jeg gerne vil være med til at bringe et budskab ud, kæmpe for vores fag, fordi jeg elsker vores sygeplejefag og elsker at være sygeplejerske. Så når jeg får tilbuddet om at bruge min stemme, så siger jeg ikke nej. OGSÅ selvom det er var grænseoverskridende og sindssygt meget ude af min comfort-zone at blive filmet og tale til et kamera. Nu håber jeg så bare, at mine budskaber kommer med og ikke bliver klippet fra og skrottet. Man kan jo aldrig vide hvordan programmet bliver klippet sammen. Dog går jeg ud fra, at DR ved hvad de laver, at det bliver et godt og sobert program og at de fremstiller mig nogenlunde ok :)

Det var i hvert fald virkelig sjovt at lave fjernsyn og især at få et indblik i hvad der sker omme bag ved kameraerne. Jeg lærte at TV folk har deres helt eget sprog, især når det kommer til filmkameraer og måder at filme på. Det lød næsten som et helt andet sprog, når filmholdet indbyrdes snakkede om hvordan og hvorledes de skulle filme. Men nok nogenlunde sådan, ville de have det, hvis de overhørte et par sygeplejersker snakke sammen på sygeplejerske-sprog, haha!

Det fede er, at jeg slet ikke er færdig med at meningsdanne i denne her uge. Det er så skønt at “få lov” til at lave noget af det som jeg brænder aller mest for. Jeg brænder selvfølgelig for at være sygeplejerske som nr. 1, men som nr. 2, så brænder jeg for at meningsdanne om faget, hvilket betyder at jeg bruger mig selv og min stemme for at skabe fokus på forskellige ting om vores fag. I mine øjne er det yderst vigtigt at vi sygeplejersker bruger vores ytringsfrihed meget mere, og ikke la’r os tie og gemme os bag vores tavshedspligt og kitler.

Selvfølgelig skal vi overholde vores tavshedspligt og passe på når vi ytrer os, men vi skal ikke tie, for så længe vi tier og lukker øjnene, så ændrer vi ikke på nogen ting. I stedet forbliver det ved det samme og vores system rådner kun mere og mere for hver dag der går. Vil vi have forandringer må vi ytre, debaterer og råbe op! Jeg ønsker og håber i hvert fald på at jeg aldrig bliver træt af at ytre mig og råbe op – også selvom det kan være super angstprovokerende og grænseoverskridende!

Rigtig god tirsdag til jer alle derude – I kommer nok ikke til at undgå at høre og se lidt mere fra mig af i denne uge. Torsdag skal jeg til et interview og lørdag skal jeg være med til nogle filmoptagelser. Jeg glæder mig og elsker det her dejlige fag (også selvom jeg stadigvæk er sk*de træt hele tiden).

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Jeg opdaterer næsten dagligt på min Instagram profil: her 

og på min Facebookprofil til bloggen: her

Lad være med at vente på at nogen redder dig, red dig selv!

>>Lad være med at vente på at nogen redder dig, red dig selv! Det er et ubarmhjertigt arbejdsliv vi holder os, og det er okay at sige det højt! Vær’ egenrådig, selvisk og krævende! Det kræver sin kvinde, ja! Men vær’ sådan!<<

 

Denne kommentar, blandt mange, fik jeg til mit blogindlæg hvor jeg skrev om at kollapse som sygeplejerske. Læs mit blogindlæg Kollaps her.

Jeg har valgt at fremhæve den, da jeg synes at det som læseren skriver, er så meget spot on og vigtigt at have med sig i vores, nogen gange/alt for tit, meget brutale sygeplejefag.

Det er så vigtigt at vi lytter til os selv derude i kitlen for som min læser skriver, der er ikke nogen der kommer og redder os, vi skal redde os selv. Så mit råd til alle er, at man virkelig mærker efter i krop og sind og lytter på de aller første signaler på at man ikke har det godt.

Ligesom jeg er i gang med. Jeg er selvfølgelig rigtig heldig, for jeg har jer :-) Jeg skriver mig ud af det, og bliver klart ekstra opmærksom på at jeg skal ændre på noget, fordi at jeg får alle jeres fantatiske råd og kommentarer. Men jeg tror generelt “at det er let” at gå lidt for længe og få sine grænser overskredet, og før man når at se sig omkring, er man måske allerede gået ned med stress. Det er ligegyldigt om man er nyuddannet, stadig studerende eller har været 10 år i faget. Alle kan blive ramt af stress fordi man ubevist udsætter kroppen og sindet for alt for meget til hvad man kan bære.

Det er så vigtigt at man ikke sammenligner sig selv med andre, for selvom man måske fagligt er helt samme sted, som en kollega eller medstuderende, kan det sagtens være, at man kan tåle mere eller mindre travlhed og stress. Det kommer helt an på hvad man har med i baggagen og hvem man er.

Nå, det var lige et par ord herfra, nu skal jeg snart til og afsted i nattevagt nr. 3 ud af 4 i streg. Og i morgen formiddag kommer der et tv-hold hjem til mig. SPÆNDENDE! Jeg skal nok fortælle mere om det snarest muligt :-) Jeg håber at jeg kan falde i søvn, når jeg kommer hjem fra min nattevagt, selvom jeg helt sikkert vil ligge og være edder spændt, på en dag, som også i den grad vil udfordre og dygtiggøre mig inden for mundtlig meningsdannelse!

Kh. Frederikke Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg min blog på Facebook her

.. og på Instagram her

Older posts