Støttestrømper er ikke kun til gamle mænd og damer

Sponsoreret indlæg

Anmeldelse af støttestrømper

Jeg har fået æren af at afprøve støttestrømper fra Støttestrømpen.dk. Dog var det med en lidt skeptisk tilgang at jeg valgte at sige ja. Min overbevisning og holdning var nemlig, at støttestrømper var noget der tilhørte gamle mænd og damer samt at støttestrømper var sådan nogle kedelige og (undskyld) grimme brune nogle.

stoettestroem

Men jeg har en helt anden overbevisning nu. Jeg havde de stribede på i går for første gang og det bliver helt sikkert ikke den sidste gang jeg ifører mig dem. Det var så behageligt, og jeg følte jeg kunne løbe meget hurtigere. Da jeg havde fri og tog kittel og strømper af, var jeg ikke øm i benene, som jeg ellers kan være nogen gange.

En anden skepsis jeg også havde var den, at jeg var sikker på at den strammende fornemelse ville være ubehagelig. Men for det første så strammede de slet ikke sådan som jeg havde forventet, og for det andet, så var det slet ikke spor ubehageligt. Jeg kunne selvfølgelig tydeligt mærke at det ikke var som at have almindelige sokker på, men det var ikke ubehageligt på nogen måde. Tværtimod så var det en rar fornemmelse at få strammet lidt op og at få støtte til blodomløbet i benene.

Som sygeplejerske løber man generelt meget rundt og har en masse ting man skal nå i løbet af dagen, derfor ser jeg nu støttestrømpen som ideal til brug i dagligdagen og som en velvære og støtte til benene. Jeg vil i hvert fald bruge støttestrømper fremover. Dette er ikke et reklame stunt og noget jeg bare skriver, jeg er hudærlig. Det som jeg især også synes er positivt ved dem er, at de er sjove og farverige. De vakte i hvert fald opmærksomhed og satte smil på flere af mine kollegaers læber – det er jo også en rigtig dejlig effekt.

Jeg synes generelt at det er lidt kedeligt, at vi alle ser helt ens ud i kitlerne, så hvorfor ikke sætte lidt farve på benene og skabe smil og glæde, samtidig med at man støtter bentøjet og er god ved sig selv og sin sundhed.

stoettes

Hvis du kunne have lyst til at se lidt nærmere på støttestrømper, så klik ind på Støttestrømpens hjemmeside her og se deres store udvalg af støttestrømper. Støttestrømper hjælper med at forebygge ømhed, uro og hævelse i benene, det er da kun det værd at prøve et par af.

Jeg har også et par røde jeg skal have afprøvet. Jeg glæder mig og min plan er at de skal på i December måned :-) Jeg skal bare have skaffet mig et par træsko, så kommer jeg til at ligne en nisse. Det bliver så julet og vil helt sikkert sætte gang i smilenebåndene blandt kollegaer og patienter :-)

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Camilla, 27 år, sygeplejestuderende

camilla-sygeplejestudrende

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?
Det var egentlig ikke fordi det var en livslang drøm for mig. Ærligt så tror jeg, at jeg er endt her ret tilfældigt. Jeg har altid været god til mennesker, så jeg er helt sikkert havnet det rette sted. Hele sundhedssektoren har for mig altid været dybt fascinerende, men jeg havde faktisk aldrig troet, at jeg en dag ville være en del af den. Den der kombination af det humanvidenskabelige og det naturvidenskabelige synes jeg er vildt spændende. Det giver noget helt særligt, at arbejdet er både håndgribeligt og uhåndgribeligt på samme tid. Og så synes jeg det er så givende, at kunne yde omsorg til mennesker der er i krise – hvad end det så er en patient eller de pårørende. Min søn på syv år, er også så glad for at jeg læser til sygeplejerske, for: ”sygeplejerskerne er dem der er de søde når man har ondt”.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?
Nu er jeg selv stadig grøn og med en tom tavle, der først nu skal til at blive udfyldt. Er lige blevet færdig med modul 4, hvor jeg var på gastro-kirurgisk. Her arbejder jeg også nu som timelønnet, og jeg synes det er rigtig spændende. Der kunne godt være en operations- eller en anæstesisygeplejerske gemt i mig. Men først skal jeg være et sted med de lidt længere patientforløb, da relationen mellem sygeplejerske og patient er noget jeg brænder rigtig meget for. Jeg kunne også sagtens se mig selv arbejde på hospice, når jeg engang har fået mere erfaring.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Jeg havde et fantastisk forløb med en patient over flere uger. Jeg var inde ved ham hver dag, og som studerende har man jo mere tid til at få sig en god snak med patienterne, og jeg endte derfor med at kende denne patient rigtig godt. Han var rigtig vred i starten, over hele sin situation – over at vi kom rendende i tide og utide, men det endte med, at han blev så glad når jeg kom ind til ham.
Desværre gik han hen og blev rigtig dårlig, og den sidste dag jeg var sammen med ham, sad jeg hos ham i 7 timer og bare var der. Han døde 4 timer efter jeg tog hjem. Efterfølgende fik jeg så den sødeste mail fra min vejleder, om hvor glade de pårørende havde været for mig, fordi jeg havde været der så kontinuerligt, og givet dem omsorg han havde haft brug for.
Det var en god oplevelse fordi jeg fik skabt den gode relation til både patient og pårørende, og fordi de pårørende, trods udfaldet desværre blev som det gjorde, havde været så glade for mig. Det er helt sikkert en patient jeg vil tage med mig fremover.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Samme situation faktisk. Lige så god den var, lige så hård var den også. Det var den første patient jeg havde der døde, hvilket i sig selv var lidt svært. Men han var også den første patient jeg havde, der krævede så meget hjælp til alt det basale, så jeg blev kastet godt og grundigt ud i det hele fra start. Det var en kæmpe udfordring, da jeg på daværende tidspunkt ikke havde prøvet så meget endnu, og jeg kan huske at jeg gik hjem flere dage, helt udmattet og med følelsen af at det havde været for meget. De fleste ting kan jo føles som en udfordring når man er helt ny i faget, så det at få en patient der bare på en eller anden måde var ”skræddersyet” til modulet, gjorde også bare at jeg gik helt skeløjet fra hospitalet klokken 15. Det endte dog, som der står oven over, som en god oplevelse, og jeg lærte utroligt meget.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Ja. Jeg synes desværre ofte man ikke når alt det man gerne vil. Der er ikke nok timer til at nå alt, så derfor er man nødt til at prioritere hvad der er vigtigst. Det er bare rigtig kedeligt at give bolden videre i vagtskiftet, hvis det drejer sig om en intervention der ikke kan vente. Jeg vil så sige at normeringen var okay på afdelingen, så jeg tror helt sikkert det er meget værre alle mulige andre steder, men der er stadig ikke noget mere utilfredsstillende, at man ikke har nået at være omkring patienterne som man gerne ville.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
Empatisk, fagligt kompetent og imødekommende

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Nu er jeg jo selv kun lige ved at være færdig med 1. år, så min erfaring er noget sparsom. Men jeg synes det er vigtigt at man som studerende hænger i – og springer ud i det. Det var for mig sindssygt angstprovokerende, at skulle ud blandt patienter for første gang, men jeg gjorde det alligevel – jeg havde JA-hatten på, og tog imod nye udfordringer når de bød sig, og det gjorde også at jeg de fleste dage gik hjem, og følte at jeg havde vundet hele verden. Men med det sagt, så er det selvfølgelig også ekstremt vigtigt at kende sine egne begrænsninger. Det er okay at sige nej til en opgave, hvis man ikke er tryg ved det.


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Magtesløsheden overvinder ytringsfriheden

ytringsfrihedblog

(Et billede jeg har taget under min flytning, hvor jeg smed alle mine gamle fagblade ud, her fandt jeg en spændende og relevant artikel fra 2013)

I en analyse foretaget af Dansk Sygeplejeråd (DSR) i september 2016 som blev offentliggjort den 17. oktober, fremgår det at 28 % ud af 1828 adspurgte sygeplejersker tier om kritisable forhold på arbejdspladsen, til trods for at de mener at offentligheden burde vide besked om forholdene.

Jeg tror desværre at magtesløsheden og travlheden overvinder ytringsfriheden. Gang på gang råber landets sygeplejersker op, men der sker ikke noget. Så er det lettere at lukke øjnene, tie eller at søge andet job.

Når man gang på gang oplever at det ikke hjælper at råbe op, er det klart, at man mister modet.

Som sygeplejerske står jeg selv hver dag med mennesker i mine hænder, mennesker der på den ene eller anden måde har behov – og brug for min sygeplejefaglige støtte, omsorg og pleje.

Som sygeplejerske er det ganske ulideligt at opleve den utilfredshed det er ikke at kunne yde den fornødne omsorg og pleje patienterne har brug for. Dette har jeg selv oplevet flere gange. Jeg har oplevet det i en sådan grad, at jeg efter en alt for travl aftenvagt gik grædende hjem. Jeg var så magtesløs og frustreret over at jeg pga. travlhed i aftenens vagt ikke formåede at leve op til at være der for mine patienter. Jeg slukkede ildebrænde og havde ikke mulighed for at være tilstedeværende overfor mine patienter og hver gang jeg trådte ind på en stue lagde jeg ud med at sige ”undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe på mig”. Dette resulterede i gråd. Dette scenarie er ikke enkeltstående. Jeg ved at mange andre, som jeg, er gået grædende hjem fra en vagt, har grædt på arbejdspladsen eller derhjemme.

En sygeplejerske er bag kitlen et menneske og ikke en robust robot som bare kan lukke øjnene og knokle på. Vi ser, føler og mærker hver gang vi er på arbejde og oplever hver dag det pres og den stress der truer, ikke kun vores eget velbefindende, men også vores patienters velbefindende.

Jeg tror ærligtalt at magtesløsheden forsager at sygeplejersker mister modet til at ytrer sig. Især fordi de gang på gang oplever at det alligevel ikke hjælper at råbe op. Udover det, er det også sådan, at når man råber op, så løber man en risiko. Man løber en risiko der i værste tilfælde kan koste den enkelte sygeplejerske jobbet. Man risikerer at komme til at stå i ”bad standing” på arbejdspladsen. Dette gør man, da man med sine ytringer står frem og fortæller om forhold på det pågældende arbejdssted som ikke fungerer eller som går imod fagligheden og patientsikkerheden.

Jeg tror at mange sygeplejersker i stedet vælger at deale med det, lukker øjnene og at mange i stedet vælger at finde et andet arbejde, fremfor at tage kampen op – en kamp, som jeg tror, der i de fleste tilfælde kan virke meget uoverskuelig.

Hvordan kan vi sørge for at sygeplejersker generelt begynder at gøre mere brug af deres ytringsfrihed?

Jeg tror på at vi allerede godt i gang. Det at der fokus på problemet er en start. Rom blev ikke bygget på en dag.

Det vigtige er, og min bøn til alle sygeplejersker er, at man ikke sætter et lighedstegn mellem tavshedspligt og ytringsfrihed. Måske skulle man begynde at undervise lidt mere om netop dette på sygeplejerskeuddannelsen og have et øget fokus på det, på arbejdspladsen ved at vi minder hinanden om at det er helt ok at ytre sig. Jeg tror at dette vil kunne skabe en bredere forståelse og hjælpe til at vi som sygeplejersker og de kommende sygeplejersker ved hvad de kan og må sige offentligt.

Jeg har selv flere gange været ræd for at trykke på “send knappen” her på bloggen. Det har jeg været fordi at jeg har været i tvivl om det jeg har skrevet ville komme til at have nogle konsekvenser med sig. Jeg har tænkt over om dette måske ville gøre at jeg ville komme til at stå I “bad standing”. Dog har jeg tværtimod kun oplevet positiv feedback og skulderklap fra kollegaer af.

Som sygeplejersker er vi patienternes ambassadører og vi bliver nød til at tage sagen egen hånd, selvom det kræver mod og er grænseoverskridende. Vi skal som sygeplejersker være med til at udvikle og formidle sygepleje, og det gør vi i den grad, når vi råber op og ytrer os.

I hele den her problematik om sygeplejersker og deres ytringsfrihed, kommer jeg til at tænke tilbage på, da jeg før min tid som sygeplejerske og sygeplejestuderende, arbejdede som pædagogmedhjælper. Her oplevede en kollega og jeg en medkollega som ikke var okay på flere punkter. Det var både over for os som kollegaer, men også over for børnene. Vi tog sagen i egen hånd og gik til ledelsen, ytrede os, og det endte med, at den pågældende kollega blev afskediget. Vi var i det her tilfælde børnenes ambassadører og tog kampen op. Det er helt det samme som vi som sygeplejersker skal gøre. Vi må ikke vende den anden kind til, vi skal og må ytre os, til ledelsen og til offentligheden, når vi oplever forhold som er uforsvarlige og som går imod patientsikkerheden og som er så ødelæggende for os at vi går grædende hjem. Som min leder, da jeg arbejdede som pædagogmedhjælper, den gang sagde til mig: >>Frederikke, du er børnenes ambassadør, du må og skal fortælle om hvad du ser og oplever<<. Selvom vores patienter ikke altid er børn, så er de patienter under vores vinger, og vi skal passe godt på dem og sørge for at vi har arbejdsforhold der kan leve op til den pleje og behandling de har krav på at modtage af os. Vi er autoriserede og med denne autorisation følger et ansvar, et kæmpe ansvar. Dette må vi aldrig gamble med og aldrig glemme.

Min opfordring til alle sygeplejersker er, at vi alle begynder at råbe meget mere op, bruge vores ytringsfrihed og hvis man er i tvivl om man går over stregen og bryder med tavshedspligten, må man kontakte DSR for at høre om det man har at i sinde at dele med offentligheden går i strid med tavshedspligten. Hvis man er bange for konsekvenserne det kan have med sig på arbejdspladsen, så tag en snak med ledelsen eller TR.

Vi bliver nød til at ytre os, hvis ikke, så fortsætter vores sundhedsvæsen med at synke endnu dybere. Vi er som sygeplejersker førstehånds eksperterne på det der rør sig i det danske sundhedsvæsen, og vi er de eneste der kan fortælle om forholdende på helt tæt hold indefra. Det er gammeldags og forkert at vi skal tie, det skal vi ikke, vi skal tale og vi skal ytre os, vores stemme er altafgørende i den her synkende skude.

Hermed er min opfordring gået videre offentligt!

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her