Jeg “gemte” mig bag en barnevogn

Jeg er tilbage på min normale vagtplan. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og ikke længere til direktør tid, og jeg går på samme tid som mine kollegaer, ca. 8 timer senere, når vagten er slut.

Det føles godt, og helt ok. Det ville da helt klart være super fantastisk, hvis jeg fremover kunne møde kl. 09 i stedet for kl. 07, når jeg havde dagvagt. For jeg er ikke noget morgenmenneske, men nu er det bare sådan, at en dagvagt, på min afdeling (og de fleste andre), starter kl. 07. Det er så rart at være med fra når dagen starter, at være med til samlet morgen rapport med alle de andre, og rigtigt at føle sig som en del af holdet den pågældende dag – og ikke som den der svage person, som er i skånetilstand.

Når det så er sagt, så kæmper jeg med at passe ekstra godt på mig selv, før og efter – og imens jeg er på arbejde. For nu er jeg netop tilbage og ikke længere på optrapning i skånetilstand. Og man kan jo ikke se på mig, at jeg har været syg med stress. Så den eneste der 100% kan og SKAL passe på mig, er mig selv.

Det er ikke så let, slet slet ikke. For der var jo en grund til at jeg gik ned med stress. Grunden skal helt klart findes i at arbejdspresset – og miljøet, som sygeplejerske på et hospitals gulv, er afsindigt presset og udfordrende! Så er jeg også fortsat stadig nyere i faget (snart 2 år!) og mit ansvar er kæmpe stort. Og i selve ansvaret, der ligger i at være sygeplejerske, skaber et enormt pres i sig selv.

Men jeg føler at det går godt. Jeg kan mærke at meget er sket med mig, siden at jeg sidst, før min sygemelding, var i kitlen på almindelig vagtplan. Jeg gør mit bedste for at passe bedst muligt på mig selv. Jeg gør alt for at sørge for at få enkelte pauser, hvor jeg får noget mad indenbords, besøger et toilet og drikker en tår vand. For jeg er yderst vigtig, jeg vil egentlig være så kæk, og skrive, at jeg ER den vigtigste! For har jeg ikke selv min iltmaske på, hvordan kan jeg så hjælpe mine patienter med at få den på?

Jeg ved, at det ikke bliver let, når jeg lander i en vagt som er meget travl. Og jeg ved, med sikkerhed, at sådanne vagter kommer, men i og med at jeg har fokus på at jeg skal overleve i det og ikke på nogen måde har lyst til at fældes med stress igen – så tror jeg på, at jeg nok skal kunne klare det.

Da jeg var fuldtidssygemeldt kredsede mine tanker rundt, jeg var så knækket, at jeg flere gange tænkte på, om jeg helt skulle droppe at være sygeplejerske og finde på noget helt andet arbejde. Jeg er glad for, nærmest lykkelig for, at jeg er vendt tilbage i mit arbejde, hvor jeg “faldt”. Det er på mange måder mit drømmejob – fordi jeg elsker specialet, mine kollegaer og mine patienter.

Forleden lagde jeg mærke til at jeg brugte små taktikker, for at opnå at få en god dag, hvor jeg nåede mine nødvendige opgaver. Én af de nødvendige opgaver, som jeg tit har siddet og brugt overarbejde på er, at jeg som sygeplejerske skal dokumentere. Det kan være meget svært at nå, da jeg først og fremmest er til for patienterne og de pårørende. Jeg fandt en plads på gangen, der var en stol og ved siden af den stod en stor barnevogn. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne sidde i et nogenlunde roligt miljø, og lige få dokumenteret det som jeg var bagud med. Jeg kom til at smile lidt, da jeg kiggede til højre, og så, at jeg faktisk sad lidt gemt bag barnevognen. Men dér sad jeg lidt skærmet, sådan at jeg fik lidt ro til lige at få dokumenteret lidt.

Ellers har jeg stort fokus på, at jeg skal have en god dag, når jeg er på arbejde. Jeg skal have tid til at puste ud og jeg skal nå de mest fornødne og basale behov, som et menneske har; mad, drikke og toiletbesøg. Hvis det så betyder, at en opgave, som jeg burde nå, må udskydes, må det være sådan. Selvfølgelig skal jeg stræbe efter at nå alt, men det er simpelhent nærmest umuligt i mit fag. Jeg vil fremover gør mit bedste for ikke at slå mig selv i hovedet, hvis ikke jeg når det jeg burde, men i stedet klappe mig selv på skulderen over alt det som jeg når, og at jeg er med til at gøre en stor forskel for mine patienter – i et meget presset sundhedsvæsen, hvor vi alle løber alt for stærkt alt for tit.

Positive hilsner fra Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

 

Ugen der gik, råt for usødet

img_9851

Først og fremmest, WOW… bare wow.

Da jeg har haft en uge, hvor der er sket en masse, fik jeg lyst til at gøre lidt status her.

Min uge startede med, at jeg mandag var på vej ud af døren. På vej til afdelingen, i dagvagt som vanligt i denne optrapningstid. Desværre nåede jeg kun til at tage alt mit overtøj på, og hen til døren – for så at vende om og tage overtøjet af igen og blive hjemme.

Ugen for inden havde jeg haft tilbagefald og nedtur. Jeg havde brugt weekenden på at prøve at “komme mig”, finde ro og balance og energi igen (blandt andet, med en sauna tur og yoga, sammen med mor). Men da mandag ramte, var jeg bare ikke klar. Tirsdag cyklede jeg en lang tur med min kæreste, og samlede energi til at komme afsted på arbejde onsdag. Jeg kom jeg afsted på arbejde onsdag, og jeg havde en god dag. Jeg kom også afsted i træningscenteret efter arbejde, og det var en sejr! For efter at jeg er startet tilbage på arbejdet, er alt det med træning og yoga gået helt i sig selv, desværre. Jeg håber på, at jeg i den kommende uge, kommer afsted igen :-) For åaah, hvor det dog hjælper på mindsettet og kroppen, at træne/bevæge mig.

Torsdag var en uforglemmelig dag. Jeg var inviteret med som frivillig meningsdanner til det såkaldte TR-stormøde i Fredericia. Her var over 10.000 tillidsrepræsentanter, på tværs af fag i den offentlige sektor, samlet. Sammen med ca. en flok på 30 meningsdannere, var jeg med til at sætte gang i debat mm. på de sociale medier. Målet med det var og er, at vi ønsker at den brede befolkning i det danske samfund er “med os” i forbindelse med overenskomstforhandlingerne som foregår lige nu. Hvis ikke forhandlerne kommer frem til en løsning i forligsinstitutionen, ender vi i en strejke, efterfulgt af en massiv lockout som vil lamme store dele af Danmark. Det vil vi allesammen meget gerne undgå!

På selve stormødet blev jeg interviewet til en artikel som man kan læse her 

Og når først man udtaler sig til medierne, så kan det gå stærkt. Før dagen var omme, så havde jeg en aftale i hus med radio kanalen på dr, P1 morgen, dagen efter. Har du lyst til at høre indslaget, kan du trykket på linket her og spole til ca. halvvejs i programmet.

Og det slutter ikke her. Efter min deltagelse i radioen, blev jeg kontaktet af Avisen.dk som affødte denne artikel

… og så kontaktede DR TV-AVISEN mig, de ville gerne en tur forbi og interviewe og filme, til aftenens 18.30 TV-AVIS. Og det sagde jeg ja til. Se TV-AVISEN her

Desværre har flere medier omtalt mig og de andre meningsdannere som en “aktivist-gruppe” hvilket jeg synes har en lidt negativ klang. Jeg håber at de fleste alligevel ved, og forstår, at det er vi ikke! Vi er en flok helt almindelige offentligt ansatte, hvor flere af os har været på en meningsdanneruddannelse. Den uddannelse har givet os værktøjer og redskaber til at formidle det vi oplever på gulvet. Det er noget som alle kan og vi er altså IKKE uddannet af fagbevægelsen til at skulle opruste noget som helst. Vi brænder bare, helt enkelt, for vores fag og ønsker #EnLøsningForAlle og fair overenskomstforhandlinger for alle de offentligt ansatte.

Nå, nok om alt det med medierne. Nogle sidder måske og tænker, >>hold da fast, var det ikke stress, som hun lige havde været fuldtidssygemeldt med?<<. Jo det er sandt, men jeg har faktisk kun opnået at få energi af at være aktiv og med i frontlinjen i sidste uge. Jeg har sørget for at få min søvn, som jeg har fundet ud af er alfa omega for mig, hvis jeg skal kunne fungere og hænge sammen.

Efter en fredag, som i den grad stod i mediernes tegn, faldt jeg omkuld før kl. 23. Lørdag stod jeg forholdsvist tidligt op, og flyttede sammen med min kæreste. Dvs. vi tømte hans lejlighed, gjorde den ren og flyttede alle hans ting hjem til mig. Så jeg er nu beriget med blandt andet 3 guitarer og en kæmpe forstærker hjemme i stuen, og her er OK rodet. Men det er ok, for jeg ved, at vi meget snart kommer i orden i vores lille kærligheds rede. Det føles helt rigtigt, for os begge to, at være flyttet endeligt sammen, og jeg er sikker på at fremtiden er lys.

Og det vigtigste af alt er, at trods en masse aktivitet i fagbevægelsen tegn, flytning og flytterod, så er jeg fyldt op med kampgejst, glæde, kærlighed, lykke og energi til at gå en ny uge i møde i morgen.

Selvom jeg har lavet en masse de sidste mange dage, så er jeg ikke udmattet, men tvært imod så har jeg energi – jeg er glad og jeg føler mig meget mere som mig selv, end hvad jeg har følt, de sidste mange måneder. Det er så fantastisk og SÅ dejligt.

Nu mangler jeg bare, at forhandlerene, som sidder på den anden side af fagforeningerne, lytter på den brede befolkning og os offentligt ansatte – så skal alt nok blive godt!

Hvis ikke du allerede er medlem af gruppen så smut forbi Facebookgruppen:

Bak op om de offentligt ansatte

Denne gruppe oprettede nogle af meningsdannerene i torsdags, under stormødet i Fredericia. På 2 1/2 time var flere tusinde allerede medlem, og vi er nu oppe på over 160.000 medlemmere. Det er helt fantastisk, og så rørende at opleve og se, den kæmpe store opbakning til alle de offentligt ansatte. TAK!

God søndag til alle.

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Det er ikke til at se det, men

De fleste, som læser med her er bekendt med, at jeg har været nede med en stress-sygemeldning og nu er på vej tilbage på arbejde igen.

Efter at have gået meget rundt om mig selv de sidste par dage, tænkte jeg, måske er det på tide at få tømt hovedet for tanker, som florerer rundt deroppe. Jeg oplever ikke at det er decideret tankemylder, som jeg oplevede, dagen hvor jeg meldte mig syg. Så havde jeg nok heller ikke siddet her og skrevet. Men fortiden bliver mit hovedet let fyldt med tanker, tanker som ikke lige frem giver mig overskud og smil på læben.

Jeg kan fra det ene øjeblik, som i fra det ene minut til det andet, gå fra at være i et helt okay humør, til at blive rigtig trist, øv og mut. Det er hamrende frustrerende, og jeg ville ønske jeg kunne tage det ud, trampe på det og smide det langt væk.

Sådan fungerer tingene dog desværre bare ikke. Jeg må og skal kæmpe mig igennem, indse og blive ved med at anerkende den her tilstand, som jeg er i. Jeg tror, at det som sker lige nu, er tilbagefald.

Tilbagefald fik jeg at vide, lige fra start af, ville komme. Så.. here goes. Det trøster jeg mig lidt ved, selvom det ikke rigtig hjælper mig. Men det giver mig en eller anden forsikring om, at det er ok, at jeg er ok, og at det hele nok skal blive ok.

Mine tanker kredser rundt om mange ting. Ikke kun om, at jeg ikke har det super godt. Men fx. også om mit værd, om jeg nu også er god nok.

Denne her tilstand, som er udløst af min stress-sygemeldning, har virkelig fået åbnet op for en masse sluser og det er godt nok ikke let at være hovedperson i. Men jeg prøver at følge med i aller bedste forstand.

Jeg er i gang med min 3. optrapningsuge på arbejdet, og det har fra start af føltes godt og som det rigtige at være tilbage. Det er på ingen måde “a piece of cake”, men det er blevet bedre og lettere for mig at møde ind, end fx. hvordan det var de første par dage.

Forleden dag, sagde jeg til min kæreste, at jeg havde en følelse af, at jeg står på en eller anden vippe. En vippe som bliver ved med at tippe den ene og den anden vej.

Jeg tror, at jeg skal fokusere på at puste mere ud, og sige til mig selv, at jeg er ok (lettere skrevet end gjort). Heling tager tid, og jeg er lige nu i en helingsprocess, som er åndssvagt svær at tackle. For jeg skal ikke heles og tilbage til hvordan jeg havde det før, nej, jeg skal hele sammen til noget nyt – “et nyt mig, men stadig mig”.

Noget af det, som især også gør det svært og egentlig også lidt modbydeligt, at være her hvor jeg er, er, at omverden ikke kan se, hvordan jeg har det. Det står ikke skrevet i min panden, og jeg går heller ikke rundt med en krykke. Jeg ligner bare mig selv.

Det er så diffust og underligt det som jeg gennemgår, og jeg tror kun der er et eneste menneske, foruden mig selv, som kan sætte sig lidt ind i hvordan JEG har det. Det er min kæreste, som hver eneste dag oplever mig og mine rutsjeturer.

Udadtil virker det nok til, at jeg har det meget godt. Jeg prøver også at “have det meget godt”, og være så meget mig selv som muligt. Men fra det ene minut til det andet, kan filmen knække, og så er jeg pludselig mut og kan ikke sætte ord på, hvad det er som lige foregår.

I går, inden jeg skulle sove, viskede min kæreste til mig: >>du er lige nu på vej igennem en tunnel, og den tunnel, er ikke altid let at gå igennem, men husk på, at forenden er der lys, lys som du for enden kan se og jeg er her sammen med dig og jeg er også derude i lyset<<.

Nu sidder med tårer i øjnene. Jeg er vist ret heldig, mere end heldig, at jeg har fundet sammen med ham. Det må være noget af det aller sværeste, at være tilskuer og medspiller, på så tæt hold, til sådan én som mig lige nu.

Tak <3

Det at skrive mine tanker ned her, få sat ord på det som sker inde i mig lige nu, hjalp og jeg kan mærke, at mit humør steg en takt opad.

Til orientering, hvis nogen måske sidder og tænker, >>hold da fest, hun har det skidt<<, så er der også stunder hvor jeg er glad og griner, og jeg kan mærke, at jeg er mere mig selv. Heldigvis! Jeg har ikke mistet modet, jeg har fortsat masser af kampgejst, glæde af og i livet og så går fortsat til psykolog en gang om ugen – det vil jeg fortsætte med i lang tid. Men.. vejen ud af tunnelen, er bumlet, men jeg er på vej – og det er det vigtigste.

Tak fordi at I læser med.

Kh.

Frederikke

I sidste ende går det ud over os alle

img_9194

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse

Højt at flyve – dybt at falde

img_8663

Højt at flyve – dybt at falde! Det ordsprog passer ret godt på mig og min dag i går og i dag.

I går (hvor billedet er taget) spillede dagen, så meget, at jeg faktisk kun havde et par enkelte tårer, der trillede ud af øjnene, da jeg så en film. Altså en hel dag uden tuderi forsaget af den tilstand jeg i (sejr!).
Jeg var både til et yogahold og senere var jeg i træningscenteret💪🏼 Noget jeg kan mærke virkelig hjælper mig.

I dag var dagen anderledes, og jeg kan på ingen måde sige at den har været tudnings-fri. Jeg tvang mig selv ud af døren, afsted for at bytte et par støvler, som jeg har købt for 30 dage siden – de viste sig at være for store, og derfor skulle de byttes. I dag var ultimativt den sidste dag jeg kunne bytte dem, så jeg skulle afsted. Det lykkedes og fra butikken kørte jeg mod et meditationskursus, som min psykolog har anbefalet mig at tage til. Da jeg helt gennemfrossen havde kørt rundt i ring flere gange, og klokken havde slået over 19, stoppede jeg op, brød sammen og trak cyklen. Det var mørkt, jeg kendte ikke området og kunne ikke finde frem til adressen.

Jeg måtte indse at jeg bare måtte køre hjem. Jeg græd det meste af vejen hjem, og det forsatte da jeg kom ind ad døren – det er stoppet nu! Jeg følte mig så dum og det gør mig så ked af det, at jeg missede kurset. Jeg havde endelig fået taget mig sammen til at tage afsted, lykkes med at bytte de åndssvage støvler, som har stået i min gang i en måned, men jeg missede meditationskurset, som jeg havde opsat mig til at skulle med til og som jeg havde glædet mig til.

Så i dag var virkelig en “højt at flyve – dybt at falde dag”. Heldigvis er der atter en dag i morgen, hvor jeg heldigvis skal se min psykolog.
Øv hvor jeg glæder mig til at få mig selv tilbage, og til at komme ud på den anden side, forhåbentligt 120 gange mere stærk.

Det her stress og det som det medfører, ønsker jeg ikke for nogen. Det er virkelig ikke sjovt.
Jeg må prøve at sole mig i, at det lykkedes mig med noget i dag, det lykkedes mig at komme ud og afsted og at få byttet støvlerne, som meget længe har stået i gangen og råbt på at blive taget hånd om – >>det var lige til øllet<< sagde ekspedienten, det havde hun nemlig ret i, men det lykkedes!

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Når himlen falder ned

img_8549

Jeg har holdt mig væk herfra. For det var dét som føltes mest rigtigt. Nu vælger jeg at skrive, for det føles rigtigt.

Fra dag ét da jeg startede med at blogge, har jeg brugt den som et offentligt refleksionsrum. Det at få skrevet tankerne ned, og trykke på udgiv, giver mig energi, det plejer det i hvert fald at gøre – så jeg håber på, bare at få en lille smule energi, ved at skrive det her. Lige i øjeblikket mærker jeg ikke energi. Jeg er helt kørt over.

Jeg er sygemeldt. Sygemeldt pga. stress. Dér, Sådan, nu står det skrevet sort på hvidt. I nat er det præcis to uger siden, jeg græd, ikke kunne sove, “vågnede op” og mærkede: >>jeg kan sgu da ikke tage på arbejde sådan her<<.

Det kom bag på mig. Meget! Og de første mange dage, brugte jeg på at være i en form for chok. Det ryger jeg desværre tilbage til i ny og næ. Når jeg skriver chok, så mener jeg, sådan en tilstand, hvor jeg føler at min situation er lidt uvirkelig. >>Mig, syg med stress? Seriøst?<< Jeg græd meget og nærmest hele dage, den første uge. Jeg tror selv, at det var og er selve anerkendelsen af at være tro med mig selv, og indse at “jeg er syg med stress”, som gør at jeg græder så meget. Jeg græder stadig, ikke lige så meget, men i hvert fald så meget, at jeg næsten hver dag har hævet øjne. Jeg ligner ikke mig selv, nærmere en zombie.

Jeg fik lyst til at skrive et blogindlæg fordi jeg føler mig alene. Alene i det her underlige univers, som jeg føler jeg hopper ind og ud af. Lige nu i dette øjeblik, hvor jeg skriver, sidder jeg ikke og græder. Jeg føler mig sådan nogenlunde OK i dag. Jeg har for en gangs skyld – for første gang længe – sovet godt og igennem. Jeg tror det er dét, som gør, at min psyke i dag er bedre, end fx. i går, hvor den var helt gal og jeg følte mig lurvet ind i stressens dumme dumme univers.

Den dag, for to uger siden, hvor det ramlede ned over mig og jeg “vågnede op” havde faktisk været en dejlig dag. Jeg havde spist brunch med 2 gode veninder og senere, sammen med min kæreste, havde jeg været på loftet med nogle ting – som jeg længe gerne har ville. Da jeg skulle sove, begyndte det bare. Jeg græd, og blev ved. Da jeg havde grædt nærmest uafbrudt i to timer, mens min kæreste knugede mig ind til sig, indså jeg, at jeg skulle sygemelde mig. Han, ham, A, min kæreste – er min klippe, jeg klamrer mig til ham og han er det mest fantastiske menneske, som jeg har mødt (jeg stopper her, selvom jeg kunne blive ved med at kaste kærlighedserklæringer efter ham).

Stressen er kommet snigende, og jeg tror, at den har stået på lur for at vælte ned over mig, længe. Jeg har bare været mester i at skubbe den væk og lade som om, at alt det jeg følte; mavekramper, søvnbesvær, hjertebanken, generel ubehag i min krop, muskelsmerter og mere – var symptomer på at være sygeplejerske, nyuddannet og bare en del af livet nogen gange.

ATTENTION: Sådan skal man ikke gå og have det. ALDRIG. Man skal ikke ignorere det. Jeg har ignoreret det alt for længe. Men jeg skal nok få det godt igen, det tror jeg på og lever efter lige nu.

Jeg tror sagtens jeg kunne være fortsat indtil at jeg var knækket endnu mere sammen. Dér er vi mennesker virkelig dumt og, undskyld udtrykket, “fucked up” indrettet. Vi har en evne til at ignorere stress, det er virkelig ikke nogen god egenskab. Jeg tror, at grunden til at jeg er vågnet op, og har indset at jeg skal gøre noget ved det nu og tage hånd om min stress, bunder i, at jeg har mødt kærligheden. Den ægte kærlighed. Sådan 100procent og helt ud i fingerspidserne, kærlighed. Det, at der er en ved min side, én som elsker mig ubetinget, ser mig i øjnene og holder om mig på en måde, som kun han kan, har fået mig til at indse, at jeg var og er knækket indeni.

Jeg er et sted lige nu, jeg ikke helt ved hvor er. Jeg er ikke på vej hen hvor der er sort, altså depressionens vej, men jeg er meget bevidst om, at når man er syg med stress, kan man meget let risikere at komme derhen – og det vil jeg ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal komme ovenvande snarest. Men der er stadig dage, hvor jeg ikke kan se lys og så bliver jeg meget ked af det. Heldigvis drejer det sig ikke om hele dage, men det kan vare nogle timer og det er ikke særlig rart.

Jeg er i behandling. Jeg går hos en psykolog, én som skulle være ekstra god til “sådan nogle som mig”. Med det mener jeg, én som har speciale i at have klienter, der er gået ned med stress som er udløst arbejdsrelateret. Det skal ikke være en hemmelighed, at mange sygeplejersker, desværre, oplever det samme som jeg. Da stress er så stort et problem i et her fag, synes jeg det burde være sådan, at man som sygeplejestuderende fik undervisning i at opsnappe og håndtere stress. Både hos sig selv og sine kollegaer. Well, det var bare en tanke. Andre tiltag burde der også være, sådan rent politisk, men alt sådan noget, vil jeg ikke beskæftige mig med og tænke så meget over nu. Lige nu, handler det kun om mig, og om at jeg skal have det godt igen.

Nu skal jeg læse videre i min bog, den som er på billedet. Den har jeg lånt af min mor og jeg er meget glad for den. Jeg arbejder allerede med ting, hver dag, helt i det små, som jeg prøver at ændre, for at få det godt igen. Små step af gangen, Rom blev ikke bygget på en dag. Jeg er positiv, og ønsker og håber at der ikke går lang tid før at jeg kan starte på arbejde igen.

For jeg savner mit arbejde, mine kollegaer, og min normale hverdag – hvor jeg er en glad, energisk og smilende pige og sygeplejerske!

Lov mig én ting, lyt til dig selv hvis du har de mindste tegn på stress og prik din kollega på skulderen, hvis du oplever noget hos ham/hende. Jeg kunne ikke selv se det i øjnene. A var årsagen til at jeg indså det. Måske årsagen til at jeg turde “give slip” og mærke, at jeg virkelig er stresset, i en sådan grad, at jeg skal have PAUSE og hjælp. Pludselig var det helt trygt, at se det i øjnene, at jeg faktisk havde det ret skidt. Der er én, som er der 100procent for mig OGSÅ når snotten løber ud af næsen, og jeg ligner noget som katten kunne have slæbt ind af døren.

I de her dage hører jeg Medinas nye sang “skyttegrav” på repeat, når jeg altså har lyst til at høre musik – vel og mærke. I går så jeg hende optræde med sin nye sang i tv (hør den her hvis du har lyst)

Tårerne trillede ned af mine kinder, da hun udtalte:

>Sangen ‘Skyttegrav’ handler om, hvem der står ved ens side, når kuglerne flyver. Alle oplever følelsen af at blive beskudt, forklarer Medina – eksempelvis hvis man oplever mobning, men også hvis en sygdom angriber.<<

(http://underholdning.tv2.dk/2018-02-07-medina-om-svaer-tid-jeg-kunne-ikke-magte-det-mere)


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Politianmledt – mon jeg bliver den næste?

I disse tider protesterer tusindvis af læger over Styrelsen for Patientsikkerhed. I søndags blev en underskriftindsamling og et mistillidvotum sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet. Lægerne har fået nok og jeg bakker dem op!

>>Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner, og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet. Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Som sygeplejerske, der tit kæmper med at nå dokumentationen, kan jeg kun være enig her. Ofte kæmper jeg med at nå min dokumentation, for at sørge for, at jeg har “alt på det rene”. Selvfølgelig ved jeg, og er klar over, at dokumentation er alfa omega, og skal finde sted, for ellers er det svært og nærmest umuligt at for noget til at fungere og at give patienterne en kvalitetssikker – og bedst mulig behandling.

Initiativtageren til mistillidserklæringen, Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling:

>>Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde. Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar, men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt,« siger Kristian Rørbæk Madsen med henvisning til en anmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet, hvor en dreng døde af meningitis. << (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Det er jo helt urimeligt at Styrelsen går sådan ned i petitesser, lægerne gør deres bedste for at give patienterne den bedst mulige behandling. En dødsattest, som er fejlagtigt udfyldt, burde ikke give grundlag til en politianmeldelse. Tiden og ressourcerne burde i min optik, istedet, blive brugt på de brodne kar, som der selvfølgelig er. Brodne kar findes, desværre, over alt. OG tiden burde ligeledes blive brugt på at få øjnene op for, at noget er helt galt i vores sundhedsvæsen og arbejde på at ændre det!

>>Kravene fra styrelsen risikerer at gå ud over patientsikkerheden, fordi deres fremfærd kan føre til, at den enkelte læge bliver nødt til at tænke på, hvordan vedkommende kan undgå selv at komme i fedtefadet, fremfor hvad der er bedst for patienten. Jeg kompromitterer f.eks. hver dag min egen retssikkerhed, fordi der ikke er tid til at leve op til alle kravene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

I min hverdag er jeg nogle dage presset til at at “springe over hvor gærdet er lavest”, når det kommer til min dokumentation. Alternativet er, at jeg må skippe patientrelateret opgaver, eller selvfølgelig, have overarbejde, men det er ikke noget jeg “bare” kan tage, det skal “godkendes” først. Tit er jeg hammer træt, når jeg endelig har mulighed for at dokumentere, og jeg skal nogen gange rekonstruere det som er sket i løbet af min vagt – stik i mod loven faktisk – for jeg skal dokumentere tidstro. Men faktum er, at det ganske enkelt ikke altid er muligt. Jo, hvis jeg lader patienterne og de pårørende i stikken. Skal jeg det? Eller skal jeg gå og frygte at ryge i fedtefaget, og måske, hvem ved, en dag få en politianmeldelse?

Jeg er nok en af de sygeplejersker, som bruger rigtig meget tid på at være tilstede for mine patienter og pårørende. Jeg taler, ser, lytter og føler. Jeg er der for mine patienter og deres pårørende, herunder præmature babyer og deres forældre. Jeg er der først og fremmest for at behandle og pleje mine patienter, men samtidig er jeg der også 100% for deres forældre. Forældrene er ikke “bare” ledsagere til mine patienter. De er som regel i en eller anden form for krise, og mange af dem har et behov for at jeg er der til at tale med – vejlede og svare på spørgsmål. Det er usansynligt svært for mig, i travle vagter, at nå både at være sygeplejerske for mine patienter, sygeplejerske for forældrene og at nå en kvalitetsmæssig god dokumentation.

Helt sådan firkantet, så skulle jeg måske “kun” tage mig af mine patienter, som er babyerne, men det er jo ikke sådan det foregår i praksis. Nogle gange, er det faktisk forældrene som “fylder” mere end mine patienter. “Fylder” lyder måske negativt, det er det ikke. Men er man forældre til et præmaturt født barn på en neonatalafdeling, så har de fleste forældre et behov for at tale med sygeplejersken, mere end bare et “hej” og “farvel”. Jeg ser mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som værende en stilling hvor jeg har dobbeltfunktion. Jeg har ikke kun én patient, men en hel familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse. Og tit har jeg mere end én patient, men altså flere familier. Det kræver helt klart rigtig meget af mig, og dokumentationen er yderst vigtigt, både for at behandlingen af patienten bliver den bedst mulige, men også for at indlæggelsesforløbet og samarbejdet med familien bliver bedst muligt.

Tit sidder jeg de sidste minutter af min vagt og må dokumentere, nogle gange sådan helt hasarderet, for at nå at få det hele med. Rent kvalitetsmæssigt, er jeg sjældent tilfreds. Det gør at jeg går ud af døren med en “øv-følelse” og nogen gange kan jeg da også frygte om jeg nu har husket det hele. Tænk hvis jeg nu, i farten, har glemt at dokumentere noget, som kan give mig en anmeldelse? Faktisk har jeg flere gange oplevet at komme hjem og komme i tanke om at jeg har glemt at få dokumenteret noget, noget som har været vigtigt for den videre behandling. Da har jeg selvfølgelig kontaktet afdelingen.

Skal jeg virkelig begynde at frygte for, om jeg en dag kan stå til at miste min autorisation, blive dømt og eller få en bøde? Fordi at jeg som sygeplejerske i vores sundhedsvæsen, nogle dage, er så presset med at nå mine kerneopgaver, at jeg ser mig nødsaget til at slække på min dokumentation. OG i værste tilfælde, frygte for, om det går udover mine patienter?

Sundhedsplatformen (SP), er det system jeg skal dokumentere i. Her skal jeg nå at klikke 10.000 gange, oprette og skrive i plejeplaner, dokumentere i og opdatere disse plejeplaner. Rigtig tit, er det desværre ikke en mulighed at jeg kan nå alt dette, i løbet af min vagt. Selvfølgelig er der også noget, som jeg først kan dokumentere, når vagten er ved at være ved sin ende. Men jeg oplever alt for tit at jeg mangler tid til at dokumentere kvalitetsmæssigt godt.

Jeg tror desværre, som lægerne, at den øgede kontrol kan risikere at kunne føre til at gå udover patienterne og deres sikkerhed. For det at jeg går på arbejde, med en viden om, >>at får jeg ikke dokumenteret præcist og korrekt, kan jeg ryge i fedtefadet<<, det skaber da et øget pres, også for mig. Jeg kan mærke at jeg, pga. Svendborgsagen (#detkuhaværetmig), har et ekstra fokus på at jeg SKAL nå at dokumentere ALT og meget gerne MEGET udførligt. Desværre betyder det, at jeg derimod, må skære ned i min tilstedeværelse over for mine patienter og deres pårørende. Og det er en trussel mod patientsikkerheden.  Stod det til mig, så var jeg meget mere tilstede hos mine patienter og deres pårørende, end som en computer-mus-klikkede-sygeplejerske foran en smart computer.

Dokumentation er alfa omega, men det skal ikke være sådan, at vi i frygt for at blive anmeldt, bruger unødig tid foran skærmen, tid og ressourcer som vi istedet burde bruge med vores patienter.

Dette signal, som flere tusinde læger sender, er meget alvorligt! Hverken myndighederne eller politikkerne må ignorere dette! Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene sygeplejerske om at opleve den frustration, som flere læger og jeg oplever.

Hvad mener du?

Kilder:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-alvorligt-signal

http://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-omstridt-styrelse

https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Velkommen til min lønfest og et par ord om min hverdag som sygeplejerske

frederikke-loenfest

Sophie Løhde’s udmeldning, omhandlende et for stort gab i stigning af løn hos offentligt ansatte ift. lønstigning hos private ansatte, fik mig til tasterne og til at dele min lønseddel.

Sophie Løhde mener, at være blevet misforstået, hvilket da er rigtig træls, men faktum er dog, at sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte, får for lidt i løn. Punktum! Så er jeg sådan set fuldstændigt ligeglad om, at det egentlig oprigtigt omhandlede et gab som var for stor.

Jeg er glad for den debat, som er sat i gang, på trods af, at Sophie Løhde mener at være blevet misforstået. For jeg mener helt personligt at sygeplejersker bør få mere i løn. Det tror jeg faktisk også på at de fleste, ikke kun sygeplejersker, vil, og kan skrive under på, er rigtigt.

Derfor kommer her et lille indblik i min løn og min hverdag som sygeplejerske. Jeg deler ikke dette indlæg for at ophøje mig selv og min profession, men for at give et reelt billede af, hvad som foregår ude i felten, hvor jeg er iført uniformen.

Jeg er uddannet sygeplejerske i sommeren 2016, det vil altså sige, at jeg stadig er forholdsvist nyuddannet. Jeg har en 3,5 års professionsbachelor uddannelse, og jeg er offentligt ansat.

Udfra min lønseddel, kan I se, at jeg den 1. oktober fik ubetalt det jeg selv vil sige at være en god løn. Jeg fik nemlig ca. 19.000 kr. ubetalt. Oktober var en god måned!

Det er dog ikke det jeg fremover kan se udsigt til at få udbetalt, da jeg har set mig nødsaget til at gå ned på deltid siden. Det var nødvendigt for mig, da jeg ikke kunne hænge sammen fysisk og psykisk på 37 timer. Nu arbejder jeg 33 timer hver uge, og min løn kommer derfor til at være ca. 2000 kr. mindre hver måned.

Derfor kan jeg se frem til en løn på omkring 16.000-17.000 kr. udbetalt om måneden. Jeg er egentlig fint tilfreds med min løn, i den forstand, at jeg godt kan få det hele til at løbe rundt.

Men jeg vil klart og tydeligt gerne udmelde, at jeg i det store hele ikke er tilfreds med min løn. Slet ikke, når jeg sammenligner løn med andre bekendte. Selvfølgelig vidste jeg godt, da jeg i sin tid søgte ind som sygeplejestuderende, at jeg ikke ville blive millionær ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle knokle så hårdt for min månedsløn. Jeg havde heller ikke troet, at jeg måtte gå ned i tid, efter så kort tid som nyduddannet, fordi at jeg ikke kunne holde til det fysisk og psykisk, at være sygeplejerske på fuldtid.

Selvfølgelig kunne jeg “bare” søge job et andet sted, hvor arbejdspresset og stressen er mindre. Jeg arbejder i dag på en intensiv neonatal afdeling, hvor jeg har med meget for tidligt fødte og syge babyer at gøre. Sagen er bare den, at jeg er utroligt glad for mit arbejde, jeg elsker at møde i vagt, og jeg holder meget af at passe og pleje mine patienter, og at være der for deres forældre. Så jeg ønsker på ingen måde at skulle søge et nyt arbejde. Desværre synes jeg på ingen måde, at min løn lever op til det arbejde jeg laver.

Jeg står hver dag med små liv i mine hænder – nybagte forældres guld. Jeg oplever selvfølgelig en masse glæde, men jeg oplever i den grad også sorg. For det er selvsagt, en meget speciel og svær situation at stå i som forældre, at opleve sit nyfødte barn være meget syg, og nogle gange være i fare for at miste livet. Der er selvfølgelig også mange fantastiske og glædelige situationer i min hver dag, men desværre har vi tit også meget travlt. Dette kan især være med til at smadre min arbejdsglæde, da der er dage, hvor jeg ikke en gang har tid til at se forældrene til mine patienter i øjnene, fordi at jeg bare prøver at få enderne til at hænge sammen – og faktisk bare knokler for at passe på mine patienter, som er meget dyrebare små liv, der kræver intensiv behandling.

Man kan på ingen måde sige, at min løn afspejler mit arbejde, men jeg bliver ved, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker mit fag.

Men fortsætter arbejdspresset, og den lave løn, på den måde som det er nu, ser jeg mig nødsaget til at skifte karriereveje. Især går jeg med tankerne om, at jeg må skifte karriereveje, når jeg en dag skal til at stifte familie. For med det arbejdsliv og den livstil jeg har lige nu, vil jeg på ingen måde kunne være mor ved siden af. Det gør mig trist, at jeg skal gå og have sådanne tanker.

For at give et indblik i hvad som jeg fabler om, kan jeg f.eks. tage udgangspunkt i de sidste par vagter jeg har haft. De sidste tre dagvagter jeg har haft, har været så travle, at jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ned og spise frokost. Det vil altså sige, at jeg nogle dage har gået uden at spise overhovedet, og andre dage, i farten, har kastet et hurtigt stykke brød ind. Når jeg er kommet hjem, har jeg været så træt, at jeg ikke har været i stand til meget andet end at gå på hovedet i seng, for at kunne være klar til næste vagt i uniformen. Det kræver vist ikke så meget forklaring, men bare den kommentar, at det ikke er optimalt. Hvor skørt er det lige, at jeg som passer på andres liv, ikke en gang har tid til at spise og pleje mig selv, mens jeg er på arbejde? Hvem passer på mig?

I mit arbejde, som neonatal sygeplejerske, står jeg hver dag med liv imellem mine hænder. Mine patienter og deres forældre kræver at jeg er nærværende og tilstede 100% når jeg er på arbejde. Skal jeg tisse, spise, drikke eller andet helt almindeligt og menneskeligt, skal jeg have en kollega til at “lytte” og holde øje med mine patienter. Jeg kan ikke “bare lige” smutte en tur på toilet eller til pause. Det er et arbejde som kræver mig 100% hele tiden.

Jeg søger ikke medlidenhed eller medynk, jeg har selv valgt det!  Jeg vil bare gerne vise et billede af den virkelige virkelighed, som faktisk finder sted derude på mange hospitalsafdelinger.

Så når Sophie Løhde føler sig mistforstået på baggrund af sine udtalelser, vil jeg bare fortæller hende, at hun taler til et meget presset sundhedspersonale, som ikke kan tåle at høre, at offentlig ansattes lønstigning, i en bestemt periode, har været for høj ift. private ansattese lønstigning. Vi knokler r*ven ud af bukserne, så meget, at vi selv nogle gange er ved at gå i gulvet.

Sygeplejersker knokler, hver dag, for deres alt for lave løn, det gør andre offentligt ansatte også. Sygeplejersker står hver dag med liv imellem deres hænder. Det er ikke for sjov, når vi brokker os og viser vores lønsedler frem, offentligt, på de sociale medier, det er fordi at vi simpelthent er for lavtlønnet – og det burde regeringen og alle andre for alvor få øjnene op for.


Kh. Frederikke, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Udvekslings Eventyr i Uganda – sygeplejestuderende fortæller

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende

sygepleje-stud-uganda

Den 1 september 2017 starter vores udvekslingseventyr på Mubende regional referral hospital. Vi har 6 uger i vente, hvor vi hver især skal ud på de forskellige afdelinger og se hvordan sygepleje udføres i et uland som Uganda. Vi er tre semester 4. studerende, der har valgt at tage praktikperioden i Afrika, i stedet for den primære sektor i Danmark.

Inden vi tog fra Danmark, havde vi mange tanker om hvorvidt vores semesters læringsudbytter kunne opfyldes, hvilke grænseoverskridende og etik udfordrende ting vi kunne blive udsat for, og ikke mindst hvilke ressourcer og hvilken viden sundhedspersonalet ville have på hospitalet. Disse tanker blev hurtigt gjort til virkelighed.

Hospitalet i Mubende er et regionalt hospital og et af de største af slagsen i Uganda. Hospitalet er inddelt i forskellige afdelinger, ligesom i Danmark, men hver afdeling huser langt flere specialer og sygdomme end hvad én afdeling i Danmark gør. På hospitalet finder man b.la. Surgical Ward, Medical Ward, Labour Ward, Emergency, Maternity Ward, Out patient department og Privat wing. Der er også et lille apotek, hvor alle afdelinger får deres medicin fra, men dette apotek huser mindre medicin til hele hospitalet end hvad én afdeling har til rådighed i Danmark.

Mangel på ressourcer er et gennemgående problem på hospitalet. Det er gratis at få behandling, og så alligevel ikke. Hvis afdelingen mangler handsker, medicin eller bandage skal, de pårørende til patienterne selv ud og købe de manglende ressourcer. Hvis ikke patienterne har nogle pårørende eller nogle penge, hvilket ofte sker, går behandlingen i stå. Et eksempel på dette, er en 25 årig mand, der kommer ind på Emergency. Historien lyder på, at han er tyv og har prøvet at stjæle fra en familie, der så har opdaget det og angrebet ham med en manchette. Manden kommer ind med dybe åbne sår, en fraktur i foden og hans tøj er indsmurt i blod. Hans familie vil ikke hjælpe ham og han er dermed overladt til ham selv og personalet på hospitalet. Hans ene finger hænger i laser og intet bliver gjort ved dette. Han har ikke selv råd til hverken medicin, mad eller vand.

Labour ward er en af de mest travle afdelinger på hospitalet, da mange afrikanske kvinder føder mellem 5-8 børn. Det er desværre bare ikke alle børn der overlever. Enten dør de under graviditeten pga. manglende observationer/scanninger, under fødslen eller under de første leveår. Når kvinderne føder, har de ingen smertestillende medicin til rådighed, som man har i Danmark. Der er no mercy. Hvis kvinderne klager for meget over smerter, får de et dask på siden af låret og bliver råbt lidt ad af jordemødrene. I Danmark anses det, som en stor oplevelse at føde et barn, men hernede bliver det anset som en dagligdagsting. Det er anderledes at overvære en fødsel her i Uganda end hjemme i Danmark, da kvinderne ikke udviser den store glæde. Hvis deres barn dør under fødslen, virker det på os, som om, at det bare var endnu en i flokken.

foedeafdelingen-1-kopi

Fødeafdelingen

foedeafdelingen

Fødeafdeligen

Mange af patienterne bliver indlagt i meget kritisk tilstand, da de ofte har langt til hospitalet og ingen penge eller transportmuligheder har. Mange af dem lider af sygdomme som vi sjælendt ser i Danmark, fx malaria, HIV, Tuberkulose og underernæring. Og pga. manglende ressourcer på hospitalet, udvikler nogle tilfælde sig desværre til et mere kritisk stadie end da de kom ind. På hospitalet snakker sundhedspersonalet engelsk til hinanden, hvilket er en stor fordel for os. Kommunikation mellem os og patienterne må ofte gå gennem de ansatte eller ved brug af non-verbal kommunikation, da der ikke er ret mange af patienterne, der kan snakke engelsk.

Med mangel på både ressourcer og kommunikationsmuligheder, bliver man som sygeplejestuderende i Afrika udstyret med selvstændighed, gode refleksionsmuligheder og improvisation. Man bliver smidt ud i mange opgaver man som studerende ikke selv ville stå til ansvar for i Danmark. Når man snakker læring fik vi reflekteret over hvad vi og de gjorde, hvornår og hvorfor i alle situationer. Basale hygiejniske principper er svære at holde fast i, da der ofte mangler sterile hansker og sprit, og de pårørende selv står for den personlige hygiejne. Vi stod ofte i situationer hvor vi måtte improvisere og selv tænke os frem til den mest sterile måde at udføre en steril procedure på.

Vi rejste med Global Contact eller Action aid, som det kaldes her i Uganda. De har et kontor her i Mubende by og et samarbejde med hospitalet. Vi boede hos en lokal familie, som ikke selv havde nogle børn boende. Vi spiste lokal mad, bestående af Matoche (banangrød), pocho (majsgrød), bønner og peanutsovs. Vores familie bød os varmt velkomne og vi følte os hurtigt hjemme hos både familien og i byen. Der er dog en stor kulturforskel, som man møder, når man snakker med de lokale mennesker og når man opholder sig på hospitalet. Personalet på hospitalet tillader ikke børnene eller generelt alle patienterne at ”skabe sig” over smerter, sorg eller chok. Folk i landsbyen bor og lever meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. Mange er meget fattige, hvilket kan ses på deres beskidte tøj og krop og generelle basale ressourcer.

“At være på udveksling i Afrika modner én som sygeplejerske, som studerende og som menneske. Man bliver mere selvstændig, ansvarlig og ikke mindst reflekterende, specielt i forhold til betydningen af kultur.” (Laugesen C, Vilstrup DL. Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika? Sygeplejersken 2015)

Det er en oplevelse for livet at yde sygepleje i et uland og vi vil til hver en tid anbefale andre studerende at gøre det samme, som vi gjorde.

leg-med-boern-paa-vejen-kopi

Leg med børn på gaden

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende


Har du også lyst til at gæsteblogge? Så er du meget velkommen til at kontakte mig på:

frederikkekikka@gmail.com 

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem 

Kredsbestyrelsesmedlem og hvad så nu?

dsrkbfrede

Jaaaaaa! Jeg har lidt svært ved at få armene ned, jeg vågnede op i dag med en mail i min indbakke, med beskeden om, at jeg er blevet valgt ind i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, i Kreds hovedstaden.

Jeg håbede og troede selvfølgelig på det, for håb og tro, det skal der til! Men jeg tvivlede alligevel på det, da der var mange andre dygtige og engagerede kandidater der havde stillet op. Derfor er jeg ekstra meget lykkelig og taknemmelig for at jeg er blevet valgt ind.

Jeg vil gerne sige et kæmpe tusinde TAK til alle jer som har stemt på mig. Det betyder så utroligt meget for mig.

Nu glæder jeg mig bare helt vildt meget til at arbejdet rigtigt skal begynde og gå i gang. For selvfølgelig har jeg sat mig ind i hvad det vil sige at være kredsbestyrelsesmedlem, men det er noget som jeg ikke før har prøvet, så jeg er edder spændt på rigtigt at finde ud af, hvad arbejdet helt konkret går ud på.

Jeg glæder mig til at møde alle de andre som er blevet valgt ind, både kredsbestyrelsesmedlemmer, næstformænd og formanden. Jeg er så priviligeret, at jeg allerede kender flere af dem som er blevet valgt, men jeg glæder mig især også til at møde alle dem som jeg endnu ikke kender – og til vores kommende samarbejde.

Noget af det jeg især også glæder mig til er at dele det med jer! Jeg vil, så vidt det er mig muligt, skrive om mine oplevelser som kredsbestyrelsesmedlem her på bloggen og fortælle jer hvad mit arbejde kommer til at gå ud på. Det bliver bare så spændende det hele!

Det næste som kommer til at ske er, at jeg i næste uge skal til mit første møde, hvor jeg skal møde alle de andre som er valgt ind i bestyrelsen og til reception for den konstituerende bestyrelse. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Heldigvis har jeg fri fra arbejdet den dag, sådan at jeg ikke skal tænke over at bede om at få fri.

Ellers skal jeg på “bestyrelses opstarts seminar” i decembermåned med overnatning. Det glæder jeg mig også helt vildt til.

Til slut vil jeg benytte mig af at lykke ønske min med Meningsdanner og kollega Harun, som er blevet valgt ind som næstformand. Det hverv betyder, at han skal være fuldstids DSR’er og derfor skal jeg ikke længere arbejde sammen med ham på guIvet. Det er selvfølgelig lidt trist, men jeg er sikker på, at det er godt for os alle at Harun de næste 4 år kommer til at sidde på så vigtig en post. Han viser om nogen en styrke, et engagement og lyst til at gøre en forskel for faget. Jeg er så stolt af ham og han fortjener den største lykke ønskning!

Jeg håber at I har lyst til at følge med i hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem kommer til at arbejde med. Jeg vil fortsat arbejde som sygeplejerske på Neonatalafdelingen, men meget af min fritid kommer til at gå med DSR arbejde, hvilket jeg glæder mig til!

Stay tunned :-)

Og endnu en gang TUSIND TAK for opbakningen, støtten og ikke mindst stemmerne!

Kh. Frederikke
Sygeplejerske og Meningsdanner og kommende kredsbestyrelsesmedlem i DSR

Older posts