Politianmledt – mon jeg bliver den næste?

I disse tider protesterer tusindvis af læger over Styrelsen for Patientsikkerhed. I søndags blev en underskriftindsamling og et mistillidvotum sendt til Styrelsen for Patientsikkerhed og Sundhedsministeriet. Lægerne har fået nok og jeg bakker dem op!

>>Styrelsen udviser en aggressiv skyldskultur rettet mod enkeltpersoner, og mangler helt fokus på de mere overordnede problemer i sundhedsvæsenet. Dens kontrolbesøg handler mere om petitesser end om reelle risikofaktorer, og dens øgede krav til dokumentation er helt ude af trit med virkeligheden på sygehusene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Som sygeplejerske, der tit kæmper med at nå dokumentationen, kan jeg kun være enig her. Ofte kæmper jeg med at nå min dokumentation, for at sørge for, at jeg har “alt på det rene”. Selvfølgelig ved jeg, og er klar over, at dokumentation er alfa omega, og skal finde sted, for ellers er det svært og nærmest umuligt at for noget til at fungere og at give patienterne en kvalitetssikker – og bedst mulig behandling.

Initiativtageren til mistillidserklæringen, Kristian Rørbæk Madsen, overlæge på Odense Universitetshospitals intensivafdeling:

>>Styrelsen går nu i sulet på almindelige læger, der bare passer deres arbejde. Vi læger ønsker os også en stærk styrelse, der sikrer patientsikkerheden og er handlekraftig over for de brodne kar, men problemet er, at man er gået alt for vidt og har indført en individuel bebrejdelseskultur, hvor vi ser politianmeldelser af læger, der har udfyldt en dødsattest fejlagtigt,« siger Kristian Rørbæk Madsen med henvisning til en anmeldelse af en klinikchef på Rigshospitalet, hvor en dreng døde af meningitis. << (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

Det er jo helt urimeligt at Styrelsen går sådan ned i petitesser, lægerne gør deres bedste for at give patienterne den bedst mulige behandling. En dødsattest, som er fejlagtigt udfyldt, burde ikke give grundlag til en politianmeldelse. Tiden og ressourcerne burde i min optik, istedet, blive brugt på de brodne kar, som der selvfølgelig er. Brodne kar findes, desværre, over alt. OG tiden burde ligeledes blive brugt på at få øjnene op for, at noget er helt galt i vores sundhedsvæsen og arbejde på at ændre det!

>>Kravene fra styrelsen risikerer at gå ud over patientsikkerheden, fordi deres fremfærd kan føre til, at den enkelte læge bliver nødt til at tænke på, hvordan vedkommende kan undgå selv at komme i fedtefadet, fremfor hvad der er bedst for patienten. Jeg kompromitterer f.eks. hver dag min egen retssikkerhed, fordi der ikke er tid til at leve op til alle kravene.<< (https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed)

I min hverdag er jeg nogle dage presset til at at “springe over hvor gærdet er lavest”, når det kommer til min dokumentation. Alternativet er, at jeg må skippe patientrelateret opgaver, eller selvfølgelig, have overarbejde, men det er ikke noget jeg “bare” kan tage, det skal “godkendes” først. Tit er jeg hammer træt, når jeg endelig har mulighed for at dokumentere, og jeg skal nogen gange rekonstruere det som er sket i løbet af min vagt – stik i mod loven faktisk – for jeg skal dokumentere tidstro. Men faktum er, at det ganske enkelt ikke altid er muligt. Jo, hvis jeg lader patienterne og de pårørende i stikken. Skal jeg det? Eller skal jeg gå og frygte at ryge i fedtefaget, og måske, hvem ved, en dag få en politianmeldelse?

Jeg er nok en af de sygeplejersker, som bruger rigtig meget tid på at være tilstede for mine patienter og pårørende. Jeg taler, ser, lytter og føler. Jeg er der for mine patienter og deres pårørende, herunder præmature babyer og deres forældre. Jeg er der først og fremmest for at behandle og pleje mine patienter, men samtidig er jeg der også 100% for deres forældre. Forældrene er ikke “bare” ledsagere til mine patienter. De er som regel i en eller anden form for krise, og mange af dem har et behov for at jeg er der til at tale med – vejlede og svare på spørgsmål. Det er usansynligt svært for mig, i travle vagter, at nå både at være sygeplejerske for mine patienter, sygeplejerske for forældrene og at nå en kvalitetsmæssig god dokumentation.

Helt sådan firkantet, så skulle jeg måske “kun” tage mig af mine patienter, som er babyerne, men det er jo ikke sådan det foregår i praksis. Nogle gange, er det faktisk forældrene som “fylder” mere end mine patienter. “Fylder” lyder måske negativt, det er det ikke. Men er man forældre til et præmaturt født barn på en neonatalafdeling, så har de fleste forældre et behov for at tale med sygeplejersken, mere end bare et “hej” og “farvel”. Jeg ser mit arbejde som neonatalsygeplejerske, som værende en stilling hvor jeg har dobbeltfunktion. Jeg har ikke kun én patient, men en hel familie, som har brug for mig og min tilstedeværelse. Og tit har jeg mere end én patient, men altså flere familier. Det kræver helt klart rigtig meget af mig, og dokumentationen er yderst vigtigt, både for at behandlingen af patienten bliver den bedst mulige, men også for at indlæggelsesforløbet og samarbejdet med familien bliver bedst muligt.

Tit sidder jeg de sidste minutter af min vagt og må dokumentere, nogle gange sådan helt hasarderet, for at nå at få det hele med. Rent kvalitetsmæssigt, er jeg sjældent tilfreds. Det gør at jeg går ud af døren med en “øv-følelse” og nogen gange kan jeg da også frygte om jeg nu har husket det hele. Tænk hvis jeg nu, i farten, har glemt at dokumentere noget, som kan give mig en anmeldelse? Faktisk har jeg flere gange oplevet at komme hjem og komme i tanke om at jeg har glemt at få dokumenteret noget, noget som har været vigtigt for den videre behandling. Da har jeg selvfølgelig kontaktet afdelingen.

Skal jeg virkelig begynde at frygte for, om jeg en dag kan stå til at miste min autorisation, blive dømt og eller få en bøde? Fordi at jeg som sygeplejerske i vores sundhedsvæsen, nogle dage, er så presset med at nå mine kerneopgaver, at jeg ser mig nødsaget til at slække på min dokumentation. OG i værste tilfælde, frygte for, om det går udover mine patienter?

Sundhedsplatformen (SP), er det system jeg skal dokumentere i. Her skal jeg nå at klikke 10.000 gange, oprette og skrive i plejeplaner, dokumentere i og opdatere disse plejeplaner. Rigtig tit, er det desværre ikke en mulighed at jeg kan nå alt dette, i løbet af min vagt. Selvfølgelig er der også noget, som jeg først kan dokumentere, når vagten er ved at være ved sin ende. Men jeg oplever alt for tit at jeg mangler tid til at dokumentere kvalitetsmæssigt godt.

Jeg tror desværre, som lægerne, at den øgede kontrol kan risikere at kunne føre til at gå udover patienterne og deres sikkerhed. For det at jeg går på arbejde, med en viden om, >>at får jeg ikke dokumenteret præcist og korrekt, kan jeg ryge i fedtefadet<<, det skaber da et øget pres, også for mig. Jeg kan mærke at jeg, pga. Svendborgsagen (#detkuhaværetmig), har et ekstra fokus på at jeg SKAL nå at dokumentere ALT og meget gerne MEGET udførligt. Desværre betyder det, at jeg derimod, må skære ned i min tilstedeværelse over for mine patienter og deres pårørende. Og det er en trussel mod patientsikkerheden.  Stod det til mig, så var jeg meget mere tilstede hos mine patienter og deres pårørende, end som en computer-mus-klikkede-sygeplejerske foran en smart computer.

Dokumentation er alfa omega, men det skal ikke være sådan, at vi i frygt for at blive anmeldt, bruger unødig tid foran skærmen, tid og ressourcer som vi istedet burde bruge med vores patienter.

Dette signal, som flere tusinde læger sender, er meget alvorligt! Hverken myndighederne eller politikkerne må ignorere dette! Jeg er ret sikker på, at jeg ikke er alene sygeplejerske om at opleve den frustration, som flere læger og jeg oplever.

Hvad mener du?

Kilder:

http://ugeskriftet.dk/nyhed/laegeforeningen-alvorligt-signal

http://ugeskriftet.dk/nyhed/tusindvis-af-laeger-sender-mistillidsvotum-til-omstridt-styrelse

https://www.information.dk/indland/2018/01/tusindvis-laeger-protesterer-styrelsen-patientsikkerhed


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Velkommen til min lønfest og et par ord om min hverdag som sygeplejerske

frederikke-loenfest

Sophie Løhde’s udmeldning, omhandlende et for stort gab i stigning af løn hos offentligt ansatte ift. lønstigning hos private ansatte, fik mig til tasterne og til at dele min lønseddel.

Sophie Løhde mener, at være blevet misforstået, hvilket da er rigtig træls, men faktum er dog, at sygeplejersker og mange andre offentligt ansatte, får for lidt i løn. Punktum! Så er jeg sådan set fuldstændigt ligeglad om, at det egentlig oprigtigt omhandlede et gab som var for stor.

Jeg er glad for den debat, som er sat i gang, på trods af, at Sophie Løhde mener at være blevet misforstået. For jeg mener helt personligt at sygeplejersker bør få mere i løn. Det tror jeg faktisk også på at de fleste, ikke kun sygeplejersker, vil, og kan skrive under på, er rigtigt.

Derfor kommer her et lille indblik i min løn og min hverdag som sygeplejerske. Jeg deler ikke dette indlæg for at ophøje mig selv og min profession, men for at give et reelt billede af, hvad som foregår ude i felten, hvor jeg er iført uniformen.

Jeg er uddannet sygeplejerske i sommeren 2016, det vil altså sige, at jeg stadig er forholdsvist nyuddannet. Jeg har en 3,5 års professionsbachelor uddannelse, og jeg er offentligt ansat.

Udfra min lønseddel, kan I se, at jeg den 1. oktober fik ubetalt det jeg selv vil sige at være en god løn. Jeg fik nemlig ca. 19.000 kr. ubetalt. Oktober var en god måned!

Det er dog ikke det jeg fremover kan se udsigt til at få udbetalt, da jeg har set mig nødsaget til at gå ned på deltid siden. Det var nødvendigt for mig, da jeg ikke kunne hænge sammen fysisk og psykisk på 37 timer. Nu arbejder jeg 33 timer hver uge, og min løn kommer derfor til at være ca. 2000 kr. mindre hver måned.

Derfor kan jeg se frem til en løn på omkring 16.000-17.000 kr. udbetalt om måneden. Jeg er egentlig fint tilfreds med min løn, i den forstand, at jeg godt kan få det hele til at løbe rundt.

Men jeg vil klart og tydeligt gerne udmelde, at jeg i det store hele ikke er tilfreds med min løn. Slet ikke, når jeg sammenligner løn med andre bekendte. Selvfølgelig vidste jeg godt, da jeg i sin tid søgte ind som sygeplejestuderende, at jeg ikke ville blive millionær ved at uddanne mig til sygeplejerske, men jeg havde aldrig i min vildeste fantasi troet, at jeg skulle knokle så hårdt for min månedsløn. Jeg havde heller ikke troet, at jeg måtte gå ned i tid, efter så kort tid som nyduddannet, fordi at jeg ikke kunne holde til det fysisk og psykisk, at være sygeplejerske på fuldtid.

Selvfølgelig kunne jeg “bare” søge job et andet sted, hvor arbejdspresset og stressen er mindre. Jeg arbejder i dag på en intensiv neonatal afdeling, hvor jeg har med meget for tidligt fødte og syge babyer at gøre. Sagen er bare den, at jeg er utroligt glad for mit arbejde, jeg elsker at møde i vagt, og jeg holder meget af at passe og pleje mine patienter, og at være der for deres forældre. Så jeg ønsker på ingen måde at skulle søge et nyt arbejde. Desværre synes jeg på ingen måde, at min løn lever op til det arbejde jeg laver.

Jeg står hver dag med små liv i mine hænder – nybagte forældres guld. Jeg oplever selvfølgelig en masse glæde, men jeg oplever i den grad også sorg. For det er selvsagt, en meget speciel og svær situation at stå i som forældre, at opleve sit nyfødte barn være meget syg, og nogle gange være i fare for at miste livet. Der er selvfølgelig også mange fantastiske og glædelige situationer i min hver dag, men desværre har vi tit også meget travlt. Dette kan især være med til at smadre min arbejdsglæde, da der er dage, hvor jeg ikke en gang har tid til at se forældrene til mine patienter i øjnene, fordi at jeg bare prøver at få enderne til at hænge sammen – og faktisk bare knokler for at passe på mine patienter, som er meget dyrebare små liv, der kræver intensiv behandling.

Man kan på ingen måde sige, at min løn afspejler mit arbejde, men jeg bliver ved, for jeg elsker mit arbejde og jeg elsker mit fag.

Men fortsætter arbejdspresset, og den lave løn, på den måde som det er nu, ser jeg mig nødsaget til at skifte karriereveje. Især går jeg med tankerne om, at jeg må skifte karriereveje, når jeg en dag skal til at stifte familie. For med det arbejdsliv og den livstil jeg har lige nu, vil jeg på ingen måde kunne være mor ved siden af. Det gør mig trist, at jeg skal gå og have sådanne tanker.

For at give et indblik i hvad som jeg fabler om, kan jeg f.eks. tage udgangspunkt i de sidste par vagter jeg har haft. De sidste tre dagvagter jeg har haft, har været så travle, at jeg ikke har haft mulighed for at sætte mig ned og spise frokost. Det vil altså sige, at jeg nogle dage har gået uden at spise overhovedet, og andre dage, i farten, har kastet et hurtigt stykke brød ind. Når jeg er kommet hjem, har jeg været så træt, at jeg ikke har været i stand til meget andet end at gå på hovedet i seng, for at kunne være klar til næste vagt i uniformen. Det kræver vist ikke så meget forklaring, men bare den kommentar, at det ikke er optimalt. Hvor skørt er det lige, at jeg som passer på andres liv, ikke en gang har tid til at spise og pleje mig selv, mens jeg er på arbejde? Hvem passer på mig?

I mit arbejde, som neonatal sygeplejerske, står jeg hver dag med liv imellem mine hænder. Mine patienter og deres forældre kræver at jeg er nærværende og tilstede 100% når jeg er på arbejde. Skal jeg tisse, spise, drikke eller andet helt almindeligt og menneskeligt, skal jeg have en kollega til at “lytte” og holde øje med mine patienter. Jeg kan ikke “bare lige” smutte en tur på toilet eller til pause. Det er et arbejde som kræver mig 100% hele tiden.

Jeg søger ikke medlidenhed eller medynk, jeg har selv valgt det!  Jeg vil bare gerne vise et billede af den virkelige virkelighed, som faktisk finder sted derude på mange hospitalsafdelinger.

Så når Sophie Løhde føler sig mistforstået på baggrund af sine udtalelser, vil jeg bare fortæller hende, at hun taler til et meget presset sundhedspersonale, som ikke kan tåle at høre, at offentlig ansattes lønstigning, i en bestemt periode, har været for høj ift. private ansattese lønstigning. Vi knokler r*ven ud af bukserne, så meget, at vi selv nogle gange er ved at gå i gulvet.

Sygeplejersker knokler, hver dag, for deres alt for lave løn, det gør andre offentligt ansatte også. Sygeplejersker står hver dag med liv imellem deres hænder. Det er ikke for sjov, når vi brokker os og viser vores lønsedler frem, offentligt, på de sociale medier, det er fordi at vi simpelthent er for lavtlønnet – og det burde regeringen og alle andre for alvor få øjnene op for.


Kh. Frederikke, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Udvekslings Eventyr i Uganda – sygeplejestuderende fortæller

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende

sygepleje-stud-uganda

Den 1 september 2017 starter vores udvekslingseventyr på Mubende regional referral hospital. Vi har 6 uger i vente, hvor vi hver især skal ud på de forskellige afdelinger og se hvordan sygepleje udføres i et uland som Uganda. Vi er tre semester 4. studerende, der har valgt at tage praktikperioden i Afrika, i stedet for den primære sektor i Danmark.

Inden vi tog fra Danmark, havde vi mange tanker om hvorvidt vores semesters læringsudbytter kunne opfyldes, hvilke grænseoverskridende og etik udfordrende ting vi kunne blive udsat for, og ikke mindst hvilke ressourcer og hvilken viden sundhedspersonalet ville have på hospitalet. Disse tanker blev hurtigt gjort til virkelighed.

Hospitalet i Mubende er et regionalt hospital og et af de største af slagsen i Uganda. Hospitalet er inddelt i forskellige afdelinger, ligesom i Danmark, men hver afdeling huser langt flere specialer og sygdomme end hvad én afdeling i Danmark gør. På hospitalet finder man b.la. Surgical Ward, Medical Ward, Labour Ward, Emergency, Maternity Ward, Out patient department og Privat wing. Der er også et lille apotek, hvor alle afdelinger får deres medicin fra, men dette apotek huser mindre medicin til hele hospitalet end hvad én afdeling har til rådighed i Danmark.

Mangel på ressourcer er et gennemgående problem på hospitalet. Det er gratis at få behandling, og så alligevel ikke. Hvis afdelingen mangler handsker, medicin eller bandage skal, de pårørende til patienterne selv ud og købe de manglende ressourcer. Hvis ikke patienterne har nogle pårørende eller nogle penge, hvilket ofte sker, går behandlingen i stå. Et eksempel på dette, er en 25 årig mand, der kommer ind på Emergency. Historien lyder på, at han er tyv og har prøvet at stjæle fra en familie, der så har opdaget det og angrebet ham med en manchette. Manden kommer ind med dybe åbne sår, en fraktur i foden og hans tøj er indsmurt i blod. Hans familie vil ikke hjælpe ham og han er dermed overladt til ham selv og personalet på hospitalet. Hans ene finger hænger i laser og intet bliver gjort ved dette. Han har ikke selv råd til hverken medicin, mad eller vand.

Labour ward er en af de mest travle afdelinger på hospitalet, da mange afrikanske kvinder føder mellem 5-8 børn. Det er desværre bare ikke alle børn der overlever. Enten dør de under graviditeten pga. manglende observationer/scanninger, under fødslen eller under de første leveår. Når kvinderne føder, har de ingen smertestillende medicin til rådighed, som man har i Danmark. Der er no mercy. Hvis kvinderne klager for meget over smerter, får de et dask på siden af låret og bliver råbt lidt ad af jordemødrene. I Danmark anses det, som en stor oplevelse at føde et barn, men hernede bliver det anset som en dagligdagsting. Det er anderledes at overvære en fødsel her i Uganda end hjemme i Danmark, da kvinderne ikke udviser den store glæde. Hvis deres barn dør under fødslen, virker det på os, som om, at det bare var endnu en i flokken.

foedeafdelingen-1-kopi

Fødeafdelingen

foedeafdelingen

Fødeafdeligen

Mange af patienterne bliver indlagt i meget kritisk tilstand, da de ofte har langt til hospitalet og ingen penge eller transportmuligheder har. Mange af dem lider af sygdomme som vi sjælendt ser i Danmark, fx malaria, HIV, Tuberkulose og underernæring. Og pga. manglende ressourcer på hospitalet, udvikler nogle tilfælde sig desværre til et mere kritisk stadie end da de kom ind. På hospitalet snakker sundhedspersonalet engelsk til hinanden, hvilket er en stor fordel for os. Kommunikation mellem os og patienterne må ofte gå gennem de ansatte eller ved brug af non-verbal kommunikation, da der ikke er ret mange af patienterne, der kan snakke engelsk.

Med mangel på både ressourcer og kommunikationsmuligheder, bliver man som sygeplejestuderende i Afrika udstyret med selvstændighed, gode refleksionsmuligheder og improvisation. Man bliver smidt ud i mange opgaver man som studerende ikke selv ville stå til ansvar for i Danmark. Når man snakker læring fik vi reflekteret over hvad vi og de gjorde, hvornår og hvorfor i alle situationer. Basale hygiejniske principper er svære at holde fast i, da der ofte mangler sterile hansker og sprit, og de pårørende selv står for den personlige hygiejne. Vi stod ofte i situationer hvor vi måtte improvisere og selv tænke os frem til den mest sterile måde at udføre en steril procedure på.

Vi rejste med Global Contact eller Action aid, som det kaldes her i Uganda. De har et kontor her i Mubende by og et samarbejde med hospitalet. Vi boede hos en lokal familie, som ikke selv havde nogle børn boende. Vi spiste lokal mad, bestående af Matoche (banangrød), pocho (majsgrød), bønner og peanutsovs. Vores familie bød os varmt velkomne og vi følte os hurtigt hjemme hos både familien og i byen. Der er dog en stor kulturforskel, som man møder, når man snakker med de lokale mennesker og når man opholder sig på hospitalet. Personalet på hospitalet tillader ikke børnene eller generelt alle patienterne at ”skabe sig” over smerter, sorg eller chok. Folk i landsbyen bor og lever meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. Mange er meget fattige, hvilket kan ses på deres beskidte tøj og krop og generelle basale ressourcer.

“At være på udveksling i Afrika modner én som sygeplejerske, som studerende og som menneske. Man bliver mere selvstændig, ansvarlig og ikke mindst reflekterende, specielt i forhold til betydningen af kultur.” (Laugesen C, Vilstrup DL. Kan man virkelig lære sygepleje i Afrika? Sygeplejersken 2015)

Det er en oplevelse for livet at yde sygepleje i et uland og vi vil til hver en tid anbefale andre studerende at gøre det samme, som vi gjorde.

leg-med-boern-paa-vejen-kopi

Leg med børn på gaden

Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen

– 4. Semester sygeplejestuderende


Har du også lyst til at gæsteblogge? Så er du meget velkommen til at kontakte mig på:

frederikkekikka@gmail.com 

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem 

Kredsbestyrelsesmedlem og hvad så nu?

dsrkbfrede

Jaaaaaa! Jeg har lidt svært ved at få armene ned, jeg vågnede op i dag med en mail i min indbakke, med beskeden om, at jeg er blevet valgt ind i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, i Kreds hovedstaden.

Jeg håbede og troede selvfølgelig på det, for håb og tro, det skal der til! Men jeg tvivlede alligevel på det, da der var mange andre dygtige og engagerede kandidater der havde stillet op. Derfor er jeg ekstra meget lykkelig og taknemmelig for at jeg er blevet valgt ind.

Jeg vil gerne sige et kæmpe tusinde TAK til alle jer som har stemt på mig. Det betyder så utroligt meget for mig.

Nu glæder jeg mig bare helt vildt meget til at arbejdet rigtigt skal begynde og gå i gang. For selvfølgelig har jeg sat mig ind i hvad det vil sige at være kredsbestyrelsesmedlem, men det er noget som jeg ikke før har prøvet, så jeg er edder spændt på rigtigt at finde ud af, hvad arbejdet helt konkret går ud på.

Jeg glæder mig til at møde alle de andre som er blevet valgt ind, både kredsbestyrelsesmedlemmer, næstformænd og formanden. Jeg er så priviligeret, at jeg allerede kender flere af dem som er blevet valgt, men jeg glæder mig især også til at møde alle dem som jeg endnu ikke kender – og til vores kommende samarbejde.

Noget af det jeg især også glæder mig til er at dele det med jer! Jeg vil, så vidt det er mig muligt, skrive om mine oplevelser som kredsbestyrelsesmedlem her på bloggen og fortælle jer hvad mit arbejde kommer til at gå ud på. Det bliver bare så spændende det hele!

Det næste som kommer til at ske er, at jeg i næste uge skal til mit første møde, hvor jeg skal møde alle de andre som er valgt ind i bestyrelsen og til reception for den konstituerende bestyrelse. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Heldigvis har jeg fri fra arbejdet den dag, sådan at jeg ikke skal tænke over at bede om at få fri.

Ellers skal jeg på “bestyrelses opstarts seminar” i decembermåned med overnatning. Det glæder jeg mig også helt vildt til.

Til slut vil jeg benytte mig af at lykke ønske min med Meningsdanner og kollega Harun, som er blevet valgt ind som næstformand. Det hverv betyder, at han skal være fuldstids DSR’er og derfor skal jeg ikke længere arbejde sammen med ham på guIvet. Det er selvfølgelig lidt trist, men jeg er sikker på, at det er godt for os alle at Harun de næste 4 år kommer til at sidde på så vigtig en post. Han viser om nogen en styrke, et engagement og lyst til at gøre en forskel for faget. Jeg er så stolt af ham og han fortjener den største lykke ønskning!

Jeg håber at I har lyst til at følge med i hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem kommer til at arbejde med. Jeg vil fortsat arbejde som sygeplejerske på Neonatalafdelingen, men meget af min fritid kommer til at gå med DSR arbejde, hvilket jeg glæder mig til!

Stay tunned :-)

Og endnu en gang TUSIND TAK for opbakningen, støtten og ikke mindst stemmerne!

Kh. Frederikke
Sygeplejerske og Meningsdanner og kommende kredsbestyrelsesmedlem i DSR

Når tiden går i stå, men samtidig meget stærkt

Nogle gange når jeg er i vagt, hænder det at tiden puster mig i nakken, samtidig med, at det føles som om, at den går i stå.

Det som kan udløse ovenstående, er især når mine patienter “vælter”. Dvs. at de kræver ekstra behandling, overvågning og hjælp. Når en patient bliver tiltagende dårlig, har behov for ekstra behandling i form af læge tilsyn, blodprøver, anlæggelse af PVK, røntgen, ny medicin opstart – med mere – har tiden det med at tikke ufatteligt stærkt og jeg kan have svært ved at følge med.

Samtidig med, at tiden bare tikker derudaf, er der også det aspekt, at der er pårørende på sidelinien. På min afdelingen står der som regel altid et forældrepar, som oplever, ser og hører det meste af hvad der sker. De er klart er nervøse, opmærksomme og kede af det. Desværre er der ikke altid varme hænder og øjne til at tage sig af forældrene, mens noget akut står på. I min utopi-verden var der altid én til at tage sig af dem.

I situationer, hvor tiden tikker derudaf, er det så fantastisk at opleve, at have kollegaer, der bare træder til og hjælper med alt hvad de kan. Det er utrolig rart at mærke og erfare, at når det hele brænder, er der et hold af fantastiske kollegaer, som står klar, som en lille hær. Det oplevede jeg sidst jeg var i vagt og det var virkelig guld værd for mig.

Det lykkedes mig at få enderne til at hænge sammen, fordi at mine kollegaer trådte til og hjalp mig. Jeg havde endda også tid til at se forældrene i øjnene, tale med dem, og kramme dem. Det har meget stor værdi for mig. Jeg kunne gå fra arbejde, med kun 1 times overarbejde, som jeg huskede at skrive på! Jeg gik fra arbejdet med en god følelse, og det var helt klart til mine kollegaers fortjeneste.

I denne tid, hvor vi løber ekstra stærkt, er det så vigtigt for mig at nævne, understrege og huske på de ting, som lykkes, og som går godt. Det er så vigtigt at tale det gode op, og ikke kun fokusere på alt det, som er svært i vores fag. Og hold da nu helt op, sammen er vi stærkere! Det er så rigtigt!

Jeg er så glad for, at jeg også oplever situationer som denne, og ikke kun det sure – nogle gange, kan der godt være lidt langt imellem – men helt generelt, så oplever jeg, en ekstrem fantastisk kollegial opbakning. Og lige netop dét, er virkelig guld værd!

Jeg er en taknemmelig sygeplejerske, med mod og blod på tanden, for at møde på arbejde hver gang jeg har vagt. Men nu skal jeg holde weekend. God weekend til alle!

Når et akut simulations scenarie med ét bliver til virkelighed

tempimageforsave

ABCDE og CLOSED LOOP. Begge dele er noget jeg har øvet x flere i simulations scenarier, med dukker, i undervisnings situationer på sygeplejeskolen eller på hospitalet. Selvfølgelig har jeg prøvet at stå i lidt akutte situationer før, men så har jeg stået i uniformen og med flere erfarene kollegaer omkring mig.

I sidste uge stod jeg alene sammen med min sygeplejerske veninde. Vi var ikke i en øvelsessituation på studiet. Vi var der, midt i virkeligheden, hvor det skete, og hvor vi gik fra at være sygeplejersker “off duty” på bytur med en promille, der nok ikke havde været acceptabel, hvis vi havde været i vagt, til sygeplejersker, der vidste hvad de lavede.

Min gode veninde fra sygeplejeskolen og jeg, havde været i byen og danse og drikke drinks. Vi sad stille og roligt og spiste mad, pizza og cheese brugers, før at vi skulle hjem.

Pludselig og uventet opstod der slåskamp mellem to grupper af drenge. Først tog vi det roligt, så rykkede vi os lidt væk, dernæst satte vi i løb væk fra dem, fordi at de nærmede sig os og vi følte os ikke sikre i situationen. Men vi nåede ikke at løbe så langt, før at vi vendte om, og løb tilbage.

Vi hørte et ordenligt smæld, det var et baghoved som ramte asfalten. Det lød meget voldsomt. På meget kort tid fik vi den pågældende lejret om på siden, og vi så blod. Min veninde var hurtigt nede på knæ og her ringede jeg allerede 112. Fra start til slut brugte vi ABCDE og CLOSED LOOP. Det var ikke noget vi aftalte, det var bare noget vi gjorde, fuldstændig som om vi havde prøvet det før. Det havde vi jo egentlig også – endda også sammen. Men bare ikke med en ægte person, men på dukker, flere gange.

Hurtigt observede vi at personen havde en snorkende vejrtrækning, blødte fra hovedet og respirationen var bare ikke god. Der var ikke tale om hjertestop, men der var tale om en akut situation. Personen reagerede ikke på smertestimuli og personen var ukontaktbar. Når jeg sådan lige tænker tilbage, så var det faktisk rigtig ubehageligt at opleve. For det var jo ikke en dukke, men et levende menneske. Men vi bevarede roen, og fik begge to, af nogle omgange, sagt til venner, og andre, der flokkede sig omkring personen, at de skulle gå væk eller i det mindste holde sig i ro. For der var tumult, men min veninde og jeg fokuserede på personen, som lå der, og havde brug for hjælp.

Damen fra alarmcentralen guidede mig, og jeg guidede videre til min veninde, de ting hun sagde, havde vi allerede gjort – men det var utroligt rart at have hende i røret, som støtte, og som en beroligende professionel. Jeg tror ikke, at jeg før er blevet så hurtigt ædru, og har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen.

Læge, politi og ambulance kom. Inden de kom, blev personens vejrtrækning allerede lidt bedre, det blev den, pga. at vi lavede kæbeløft, for at sikre de frie luftveje. Da ambulance folket tog over begyndte personen at vågne en lille smule. Men kun meget lidt. Vi fik besked på, at personen var ok. At det slet ikke var sikkert, at personen skulle sys eller noget andet end “bare” med ind til observation. Stadig sidder jeg med følelsen af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvordan vedkommende har det lige nu.

Vi skulle afgive vidneforklaring til politiet, fortælle hvad vi havde set og gjort osv. Det var voldsomt det hele. Min veninde var smurt ind i blod og vores blodtryk var nok i den lidt høje ende, da ambulancen kørte afsted. Vi slentrede bagefter afsted, med absurd meget adrenalin i kroppen, vi gav hinanden et kæmpe kram, og blev enige om, at vi havde gjort vores bedste og talte om, “hold da op, der var vi da godt nok lige sygeplejersker i civil”.

Endnu en gang, kan jeg bare understrege, hvor sindssygt glad og taknemmelig jeg er for denne uddannelse jeg har taget. Mange havde sikkert klaret det ligesom os, men jeg mærkede en helt enorm professionalisme mellem min veninde og jeg. Jeg oplevede især også, at vi bevarede roen, i en situationen som ellers var ret akut og voldsom. Så til alle jer, der måske synes at simulations træning er lidt grænseoverskridende og irriterende, tro mig, det er godt givet ud. Tag med til alt den simulations træning I får tilbudt på skolen og i jeres praktikker. Man ved aldrig hvornår man får brug for at skulle være sygeplejerske. Jeg har i hvert fald, sammen med min veninde, fået min dåb som sygeplejerske i civil. Heldigvis sad ABCDE og CLOSED LOOP fast på vores rygrad.

Jeg håber, at vedkommende, som kom til skade, har det godt i dag og ikke havde behov for yderligere behandling. Jeg ønsker i hvert fald personen rigtig god bedring. Og så til alle drenge og piger! Lad nu vær’ med at slås. Det er for dumt og det kan virkelig gå galt :-(


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Endelig blev 2% kravet sløjfet, men…

img_3211

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Hvordan holder du til det, følelsesmæssigt, at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej?

Hvordan holder du til det følelsesmæssigt at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej? 

Min opfattelse og den følelse jeg får er at man skal være virkelig stærk og have en psykisk robusthed for at kunne være på en neonatal afdeling, de tætte relationer man får til forældrende samt at se dem gå igennem deres processer, sorg og krise må godt nok være noget af en mundfuld. Men kunsten er vel at agere professionelt, men samtidig kan det vil ikke altid lade sig gøre at holde følelser og tåre tilbage?

Vil du ikke fortælle om nogle situationer?”

Jeg har fået ovenstående henvendelse fra en sød læser, min besvarelse vil jeg dele med jer alle her på bloggen. Jeg tænker, det kan være, at flere går rundt med de samme spørgsmål.

Hvordan holder du til det, følelsesmæssigt, at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej?

Helt generelt, så tror jeg, at der er mange situationer, som kan være svære at tackle psykisk, i arbejdet som sygeplejerske. Men vi gør det, hver eneste dag og det er netop dét, som gør os, sygeplejersker, til super helte med usynlige helte kapper.

Desværre kan travlheden forsage, at vi ikke kan have tid til at være der og lytte. Derfor er denne travlhed en kæmpe trussel mod det, som jeg ser, for at være sygeplejerskens kernekompetence, nemlig den åndelige og sjælelige sygepleje. Alt det instrumentelle, er selvfølgelig lige så vigtigt, og det hele hører sammen og går hånd i hånd. Dog er det instrumentelle noget som vi SKAL og MÅ, for ellers kan det jo betyde, at vores patienter ikke får deres rettidige behandling. Det åndelige og sjælelige er usynligt, og er det, som i stor stil, påtvunget, bliver skåret fra pga. travlheden tvinger os til det. Denne sygepleje, bliver nemlig ikke regnet med, når man ser på sundhedsvæsenet udefra. Det er, hvad jeg vil kalde, for den usynlige sygepleje. Det er den sygepleje vi yder, som ikke er instrumentel i form af medicin og andre procedurer, som er den egentlige behandling patienten skal have.

Så aller først, for at svare på spørgsmålet, så er det sværeste og hårdeste faktisk, når jeg tvinges til ikke at have den fornødne tid til at yde den åndelige og sjælelige sygepleje. Den sygepleje, som helt sikkert er en kunst, og den sygepleje, hvor jeg netop har tid til at være der for forældre, som kan være i krise pga. deres guldklumps måske kritiske tilstand. Den sygepleje, som jeg personligt, gør alt for at værne om og stræber om at finde tid til – også når jeg har rigtig travlt.

Når det så er sagt, så vil jeg indrømme, at det da selvfølgelig kan være sindssygt svært og hårdt, nogle gange, mere og mindre, at rumme den sorg og krise, som kan og som forekommer på en neonatalafdeling. Jeg tror det er svært, mange steder, i vores sygeplejeverden, men jeg godt klar over, og var det også inden jeg søgte job på neonatalafdelingen, at lige netop denne afdeling, er af en kaliber for sig. At rumme andres tab, sorg og krise er rigtig hårdt, det er det også “bare” som privat person over for dem som man har kær. Som neonatalsygeplejerske er du med på sidelinjen, i situationer, som jeg tror kan være de aller mest sværeste her i livet. At være bange for at miste sit barn, at miste sit barn eller at skulle rumme at ens barn er ekstremt for tidligt født og derfor også kan have en svær start i livet, tror jeg, alt sammen, er noget af det sværeste man som menneske kan opleve.

En mor sagde til mig en dag >>glem alt om, at kærestesorger mm. er hårdt og svært her i livet, at føde et præmaturt barn overgår alt<<. Da denne mor sagde det, gik det ekstra meget op for mig, at det som de pårørende oplever på min afdeling, er en kaliber for sig. For jeg har, om nogen, oplevet utallige kærestesorger, og være langt nede pga. af det. Så da hun sagde dette, fik jeg kuldegysninger. Det er umuligt at sætte sig ind i den sorg og krise, som det må være, at føde for tidligt, og være forældre til et barn, som starter livet og tilbringer, nogle gange flere måneder, der hvor jeg arbejder. Og som i aller værste tilfælde, mister livet.

Mange har sagt til mig, at man kun kan holde til at arbejde på en neonatalafdeling i et vist rum tid, og andre har sagt, at man ikke kan rumme det, når man selv får børn. Der kan jeg så sige, at mange på min afdeling har børn, mange har været der i årevis – nogle i 20 år og mere til. Så jeg tror, udfra det jeg oplever, at det er meget individuelt fra sygeplejerske til sygeplejerske.

Personligt, så har jeg jo arbejdet på neonatalafdelingen siden januar, det vil altså sige 9 måneder (hold k*ft tiden løber stærkt). Og jeg ELSKER mit arbejde. Det ER et arbejde som psykisk er hårdt, for JA du knytter dig til dine patienter, som i mit tilfælde, er fantastiske små babyer, og du knytter dig også ISÆR til deres forældrene. Det kan være rigtig svært at gå hjem fra arbejde og lade arbejdet blive dér, når du tager kitlen af. Det skal vi, vi skal formå at lade arbejdet forblive arbejde og fritid være fritid. Men det er bare slet ikke så simpelt, når man er i det. Som sygeplejerske, der hvor jeg arbejder, er man selvfølgelig professionel, ligesom alle andre steder, men jeg finder det, ganske enkelt, umuligt, at være sygeplejerske Frederikke og privat Frederikke helt adskilt. Disse to Frederikker er en helhed og jeg føler, og bruger mig selv rigtig meget, når jeg er på arbejde. Dette betyder selvfølgelig, at det er endnu mere svært, at ligge arbejdet fra mig, når jeg tager kitlen af.

Det er umuligt, i hvert fald for mig, ikke at mærke en stor medfølelse, nogle gange få tårer i øjnene, grine og smile i min dagligdag som neonatalsygeplejerske. Det er for mig en del af det og nok også det som gør, at det kan være ekstra hårdt. Den afdeling jeg er på, er en afdeling, hvor patienterne og deres forældre kan være indlagt i længere perioder. Derfor er det nærmest en umulighed ikke at opbygge en relation til forældrene og deres guldklumper. Selvfølgelig er og skal relationen være professionel, men det ændrer ikke på, at der opstår følelser. Relationer og følelser hører for mig sammen og derfor kan det selvfølgelig være helt ubegribelig hårdt at arbejde et sådan sted, som jeg gør. Det er slet ikke hverdagskost at vi mister patienter, men det er selvfølgelig hverdagskost, at vores patienter er syge, ellers ville de ikke være indlagt. Det er jo ikke en hemmelighed, at det er et hospital/sygehus, som jeg arbejder på.

Men nå det så er sagt og skrevet ned, så er det så meget andet, som fylder, i min hverdag som neonatalsygeplejerske. En oplevelse, som lige nu står aller mest klart, var en dag for nyligt, da jeg mødte ind i nattevagt. Jeg kom ind på en af mine stuer, og spurgte, som jeg næsten altid gør >>hvordan har dagen i dag været?<< Forældrene svarede og vi talte lidt. Kort tid efter, sagde en af forældrene til mig >>hvordan har din dag så været, hvad har du lavet i dag?<<. Jeg blev næsten helt befippet, men jeg svarede selvfølgelig, ærligt, og fortalte, at jeg jo faktisk bare havde sovet det meste af dagen. Og så grinte vi lidt.

Det er helt ekstremt fantastisk, at opleve, at de pårørende, på trods af deres, til tider, meget hårde og svære situation også har energi og overskud til at se mig som den jeg er uden kittel på. Jeg oplever generelt, at de pårørende, ikke kun ser mig som sygeplejerske Frederikke, men også som Frederikke Frederikke, som er en person uden for hospitalets fire vægge. Dette er med til at gøre mit arbejde til verdens bedste, og jeg er overdrevet taknemmelig for, at jeg får lov til at møde så mange fantastiske mennesker i min hverdag. Det er relationer som er ret så ubeskrivelige, og kan være lidt svære at sætte ord på.

Selvfølgelig er der dage, som er ekstra hårde, hvor jeg går hjem og er meget træt, og ikke er så meget værd. Men med tiden bliver jeg stærkere. Jeg er en person som føler meget, så jeg tror ikke, at jeg er en af dem, som kan holde til at være neonatalsygeplejerske i over 20 år, men hvem ved? Vi får se :-)

Når man sidder og læser med udefra, kan det måske være lidt svært at sætte sig ind i, hvad det vil sige, at være neonatalsygeplejerske, og andre end mig, vil sikkert nok ikke synes, at det er det bedste sted at være sygeplejerske. Men det er jo også kun godt, for der er så mange andre steder, hvor der er brug for sygeplejersker.

Udover at jeg oplever at møde så helt igennem fantastiske pårørende, hver dag, så har vi, på min afdeling, også tilknyttet en psykolog. En som både er der for vores forældre, men også for os som er ansat. Jeg bruger også i stor stil mine kollegaer til supervision, hvis situationer er svære at komme igennem.

Og er der ikke rigtig noget, som kan løse det jeg føler, tænker og måske har oplevet i en vagt, så kan jeg godt finde på at tage et glas rødvin inden jeg går i seng. Det er selvfølgelig ikke hverdags kost. Alt med måde! Men som en pårørende en dag sagde til mig; >>rødvin kan løse næsten alt<<.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

“Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert”

img_2475 img_2400Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Older posts