Folkemødet 2018 fra mit perspektiv

Inden afgang

Jeg var med for første gang på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, og derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til. Jeg vil i det her blogindlæg gøre lidt status på noget af alt det, som jeg oplevede :-)

Forinden havde jeg gjort mig mange tanker, og mit bedste for at søge viden og info om hvad det var for noget, som jeg skulle med til. Jeg var med som en del af Kredsbestyrelsen, fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), Kredshovedstaden. Som mange af jeg måske allerede ved, så er jeg valgt ind som Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden. Det vil altså sige, at jeg sidder som tillidsvalgt politiker i kredsen i København og repræsenterer en masse sygeplejersker, som har stemt mig ind ved valg i november. Jeg er ikke fuldtidspolitiker, da jeg har mit arbejde på neonatal ved siden af, men jeg er, selvsagt, meget optaget af sundhedspolitk især.

Folkemødet 2018

Folkemødet er Danmarks politikfestival, en festival, hvor omdrejningspunktet er POLITIK. Selvom jeg på ingen måde er en type der går på festival, så gav det så god mening for mig at deltage og være med. Da jeg stadig er ret ny i den her politiske verden, så var jeg så utroligt spændt på at skulle med. Jeg havde dagene op til afgang mod Bornholm nogle fridage, dem brugte jeg især på at læse om Folkemødet og på at forberede mig. Hvordan gjorde jeg så det? Jeg søgte en masse på nettet, og så læste jeg det materiale, som jeg havde fået tilsendt af Dansk Sygeplejeråd. DSR havde et tema i år, som hed “Hænger det sammen for dig”, og det tilsendte læsestof var meget spændende og relevant.

Udover at jeg søgte viden hjemmefra og læste det tilsendte materiale, så var jeg så heldig, at min bedre halvdel også skulle med på Folkemødet. Min kæreste skulle med som Faglig Meningsdanner, det var hans sidste uddannelsesmodul på uddannelsen som Faglig Meningsdanner, så hele hans hold og trænere var også med. Så min kæreste og jeg talte meget sammen inden vi tog af sted, og da det også var første gang han skulle af sted på Folkemødet, havde vi samme udgangspunkt og var lige spændte. Det var så værdifuldt og dejligt at kunne dele den kæmpe oplevelse med ham, som det var, at være af sted på Folkemødet. Da vi var derovre havde vi ikke så meget tid til at se hinanden, fordi vi jo hver især var af sted med “hver vores agenda”.

Men det blev da til at vi kunne spise frokost sammen en dag, og gå rundt sammen og opleve Folkemødet et par timer sammen. Vi var også til et par paneldebatter sammen – så fedt! Og faktisk også lærerigt. Min kæreste er virkelig sej og modig, især når det kommer til det med at stille kritiske spørgsmål og råbe op mundtligt. Der er jeg nok lidt mere genert og tilbageholdende. Fx. så var vi til en paneldebat sammen, hvor temaet var “evaluering af OK18”. Her var det Dennis Kristensen (forhenværende forbundformand i FOA) og Joachim B. Olsen (MF Liberal Alliance (LA)) som var i debat sammen. Min kæreste kom med et kritisk spørgsmål til Joachim B. Olsen (så sejt!). Jeg beundrer virkelig min kærestes gåpåmod og debat engenskaber. Så udover, at det var dejligt at være sammen med ham til en paneldebat, så lærte jeg også noget af at være der med ham.

Foruden den paneldebet, så var jeg med til mange flere. Jeg var så heldig at være af sted på Folkemødet med flere fra min kredsbestyrelse i København. Flere af dem havde været af sted før, så jeg fik masser af gode råd fra dem, om hvordan og hvorledes man “gør” når man er på Folkemødet. Jeg gik især meget rundt sammen med to fra min kredsbestyrelse, Theis og Sara. Theis og jeg gik sammen en hel dag, hvor vi nåede at være med til flere meget spændende debatter. Vi startede ud med at deltage til en paneldebat som bestod af en bred skare af ungdomspolitkere, som hver især repræsenterede hver deres politiske ungdoms parti. Det var så spændende, og Theis og jeg snakkede især om, hvor dygtige og gode de var til at bevare og have en god retorik, selvom de ikke var enige. Jeg gik med følelsen fra den debat om, at fremtiden ser lys ud og at mange andre politikere, kunne lære godt af, at overveje deres retorik og blive bedre til at tale lidt mere ordentligt til hinanden.

Så vidt jeg husker, var vores næste stop den involverende “tænketank” om fremtidens organisationsuddannelse, under navnet “læring, relationer og fællesskab”. Det var Dansk Metal og Dansk Sygeplejeråd som var arrangør til dette. Bjørn Hansen direktør  i DeltagerDanmark var tovholder og panelet bestod af Gitte Tinning som er organisationschef i Dansk Sygeplejeråd og Morten Madsen, direktør i Dansk Metal. Til dette arrangement var vi som deltagere aktivt med, og vi diskuterede 1 til 1 om organisationsuddannelse på kryds og tværs af fagforeninger og fag. Det var så spændende, og meget relevant, især fordi jeg er ny i det her organisationsarbejde. Vi talte også om vigtigheden af meningsdannelse, og kom ind på det med at flere fagforeninger udbyder en Meningsdanneruddannelse, til interesserede medlemmere. Dem er jeg jo selv en af. Det var meget spændende at høre om hvordan “de andre gør”, og at opleve netværket og vidensdelingen omkring hvordan forskellige fagforeninger, herunder min egen, uddanner organisatorisk valgte, og hvordan man gerne vil samarbejde og lære noget nyt – og lære fra sig.

Theis og jeg var også til en paneldebat som omhandlede hvorfor at så mange danskere er ramt af stress, angst, ensomhed og depression. Debatten var arrangeret af Information og debatredaktør Gry Inger Reiter interviewede hhv. Majbrit Berlau (Formand for Socialrådgiverforeningen) og Hjalte Aaberg (Regionsdirektør, Region Hovedstaden). Især emnet om stress, vakte min interesse. Ikke kun fordi jeg selv personligt i år har været sygemeldt med stress, men fordi jeg ved, at mange sygeplejersker, desværre sygemeldes med stress. Majbrit Berlau sagde; “at en individualisering af stress ikke er den rigtige måde at håndtere problemet på, og understregede, at stress er et samfunds – kultur og strukturelt problem”. Jeg kan ikke være mere enig med nogen om noget, og jeg mener, at det er så vigtigt, at vi alle sætter en stor fed streg under dette, og hjælper hinanden om at videreformidle dette budskab. Sygemeldes man med stress, er det ikke den enkeltes problem, det kan sagtens være, at stress udløses af noget personligt, men den stress som hersker i det offentlige, på det arbejdsmarked, som jeg kender, udløses fordi at vores rammer ikke lever op til alt det vi skal nå!

Jeg var samme dag til paneldebet omkring “forbyggelse, sammenhæng og et økonomisk løft kan give en moderne psykiatri”. Titlen var “Moderne psykiatri – hvordan sikrer vi en god mental sundhed”. Arrangørerne var Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd. Selvom jeg ikke selv arbejder i psykiatrien, fandt jeg det meget relevant at være med til en debat omkring de kæmpe udfordringer som det psykiatriske område står med hver eneste dag.

 

Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen understregede b.la.:

”Vi må lave et system, hvor vi ikke kun tænker i enkeltstående ydelser, men tænker i sammenhæng og helhed for patienten. Og så skal vi tænke nyt. Vi skal bruge socialsygeplejersker, pårørende og tværgående forløb,” (Kilde: DSR).

I samme telt, var jeg til penaldebat omrking “fælles økonomi og ledelse er vejen til sammenhæng”. Her blev der b.la. debatteret om hvordan vi sikrer sammenhæng, når en patient går fra at være patient på sygehuset, til at komme hjem i egen kommune. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd udtalte:

”Vi skal have fælles ledelse og fælles økonomi omkring patienten. Så skaber man lettere sammenhæng længere ned i systemet. Det nytter ikke, at det er frontpersonalet ude hos patienten, der skal forsøge at skabe sammenhængen” (Kilde: DSR).

Grete Christensen sagde også:

”I kommunerne står sygeplejerskerne ofte med spørgsmålet om, hvad hospitalet egentlig tænkte, da de sendte en patient hjem. Og hvad gør egen læge? Og den anden vej er der også brug for mere ensartethed i kommunernes tilbud. I dag er det sådan, at sygehusene skal kigge på patientens adresse, før de ved, om de kan sende patienten hjem” (Kilde: DSR).

Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd understregede også, at det er vigtigt, at vi lytter til patienterne, de ved hvad som fungerer for dem, vi skal lytte til dem og deres behov og inddrage dem. Hun sagde også, at ensartethed i kommunerne vil være tidsbesparende og kom med et eksempel på, at dialysebehandling i hjemmet og kemobehandling “to-go” er blevet til en virkelighed fordi at vi har lyttet til patienterne.

Udover de mange spændende debatter, som jeg var med til, så oplevede jeg også meget bare ved at gå fra A til B. Jeg mødte så utroligt mange spændende mennesker på min færd på Folkemødet. Lige fra politikere, til hjemmeløse, til “folket” altså den almene borger som deltog og mange mange flere. Især da jeg bemandede DSR Kredshovedstaden’s Christiania cykel på pladsen, mødte jeg en masse spændende folk. Jeg fik en snak med flere – om sygeplejersker :-) Vi talte især om udfordringerne der er ved at være sygeplejerske, men også om hvor fantastisk og dejligt et fag det er. Alle som jeg faldt i snak med, ved vores Christiania cykel, var enten selv sygeplejerske, ellers så kendte de én, eller kendte én, som kendte én, der var sygeplejerske. Det var utroligt givende og spændende, at høre andres fortællinger og udfordringer om det at være sygeplejerske, eller at være pårørende til en sygeplejerske.

Jeg lærte også meget om politik, og det er ret svært at forklare hvad jeg lige mener med det. Men jeg fik et kæmpe indblik i hele det “game” som det er, at være med og en del af politik. Jeg snakkede med flere fra min bestyrelse, som har flere år på bagen i DSR, og som aktive i politik. Det var meget spændende og lærerigt at høre om deres rejse til hvor de var nu, og at se dem i “aktion”. Jeg er utroligt beæret over at have været med på Folkemødet, og over at have lært så meget!

Den sidste paneldebat, som jeg var med til, var en debat som omhandlede “Flere faglige stemmer i politik – hvordan og hvorfor?”. Jeg var med der, fordi at jeg netop selv er en af de faglige stemmer, og så var jeg inviteret af min kæreste. Det var nemlig hans Meningsdannerhold, som primært havde arrangeret debatten. Og min seje kæreste havde da også mikrofonen i hånden :-) I panelet var Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom, Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og Rie Ljungmann, Analytiker, Tænketanken Cevea.

Der blev debateret omkring hvorfor stemmerne fra det virkelige arbejdsliv er så vigtige at få hørt i politik, og de tre debatører fra panelet kom med flere råd og med deres besyv på hvor det giver mening og er vigtigt med faglige stemmer!

Min kæreste fortalte sin historie, som portør og som fagligstemme fra gulvet, og stillede spørgsmålet om det overhovede batter og giver mening at råbe op, og forklarede hvordan han under OK18 havde været aktiv med at råbe op og skrive debatindlæg mm.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, svarede at man skulle være vedholdende, og blive ved og ved med at råbe op. Ikke stoppe efter “første forsøg”, men blive ved og ved med at fortælle historierne og holdningerne fra “gulvet”. Han sagde blandt andet “folk lytter også, når vi ikke ved det!” og at det er vigtigt, at man spreder sig, og siger det man mener flere gange – så skal der nok være nogen, der lytter!

Kasper Sand Kjær, Formand for DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), sagde direkte til min kæreste: “jeg tror ikke du skal sidde med en følelse af,  at du ikke er blevet lyttet til – og fortsatte, “jeg tror i den grad, at du er blevet lyttet til og at du har været med til at sætte en dagsorden under de overståede OK18 forhandlinger, og det tror jeg har præget det langt mere, end du tror og sådan ville man kunne nævne utallige meningsdannere, som har gjort det igennem årene og det betyder rigtig meget for hvordan dagsordnen er på Christiansborg”. 

Panelet kom også, afslutningsvis med deres råd, hver især om hvad vi, som faglige stemmer, skal gøre. Rådene lød således; fra Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom: at vi skal “elske os selv, bakke hinanden op og se os selv som vindere”. Selvom jeg, uden at gå for meget ind i politisk overbevisning, på ingen måde er støtter og er enig i Liberal Allinances politk, synes jeg faktisk ret positivt om dette råd. Jeg tror faktisk på, at finder vi, faglige stemmer, mere vindermentalitet frem og støtter hinanden endnu mere i de sager vi belyser, ved at turde tage bladet for munden, og råbe op – så kan vi nå endnu længere i vores kamp og fx bedre arbejdsvilkår og bedre vilkår for vores patienter.

Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom råd lød sådan her: “tag din kollega med, inspirér kollgean til at være aktivt med i fagpolitik”. Et rigtig godt råd, som jeg vil vove at påstå, at jeg allerede benytter mig af! Men hermed, er det givet videre.

Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) kom også med råd, til de faglige stemmer, han sagde “meld jer ind i politk, og tag en kollega med”. Et råd, som jeg synes er så ufatteligt vigtigt! For vil man være med til at ændre nogle tilstande, må man melde sig aktivt på banen, og det kan man helt klart, især, ved at melde sig aktiv i politik – ellers er der jo “bare” nogle andre, som tager den ledige plads.

Når paneldebatterne sluttede i løbet af aftnerne var det tid til at mingle, den ene aften var der også koncert med Magtens Korridorer og en anden aften så jeg satiregruppen Magt optræde. Jeg var også til to sangaftener, både én arrangeret af DSR torsdag aften og lørdag, som var sidste aften, der var jeg med til LO’s sangaften. Det var simpelhent så fedt at være med, og hver eneste dag gik jeg i seng og var mæt på oplevelser og ny viden og SÅ træt!

Jeg håber at I har fået bare et lille indtryk i hvad jeg fik tiden til at gå med på Folkemødet, jeg kunne skrive endnu mere, men jeg tænker, at det her er langt nok :-)

I er meget velkomne til at stille mig spørgsmål om Folkemødet.

Ha’ en dejlig weekend,

KH.

Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

 

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Hvordan begyndte du at engagere dig politisk?

En læser har spurgt, om jeg på noget tidspunkt har skrevet, om hvordan jeg begyndte at engagere mig politisk.

Dertil må jeg svare, at nej, det har jeg faktisk ikke. Så jeg har stillet mig selv det spørgmål, og her kommer svaret:)

Jeg tror egentlig at jeg altid har været sådan lidt light interesseret i politik. Min mor og far er begge uddannet skolelærere, min bonusfar El-installatør, og nu i gang med at uddanne sig til lektor på Maskinmesterskolen. Vi har altid talt politik derhjemme, men ikke mere, end hvad jeg tror andre familier gør henover spisebordet. Men det har været tydeligt for mig, at både min mor, far og bonusfar, har fundet emnet spændende og relevant.

Da jeg gik i gymnasiet, gik jeg på en linje med samfundsfag på A niveau, så det var nok dér, at jeg for alvor blev interesseret i det dér med politik. Jeg husker i hvert fald, at jeg fandt samfundsfagstimerne rigtig spændende. Jeg husker også, at jeg synes, at vores studietur til Bruxelles, “EU-land”, var mega sejt, lidt nørdet, men spændende! Vi besøgte b.la. EU-kommissionen, mødte politikere som sad i Bruxelles og var på besøg i NATO. Det var helt vildt, og jeg har helt sikkert snakket og fortalt til mine forældre om det hele, i speed-tempo, da jeg kom hjem.

Da jeg skulle starte på en videregåendeuddannelse, valgte jeg også efter den interesse. Jeg begyndte nemlig på en bacheloruddannelse som hed, Spansk og Europæiske studier. Men efter ca. et halvt år på studiet, gik det op for mig, at det studie slet ikke var mig. Jeg elskede at studere spansk, men det med europæiske studier blev lidt for langhåret, og især det at at have erhvervsøkonomi var svært for mig. Jeg forstod ikke særlig meget af det, og jeg dumpede også en eksamen.

Da så jeg begyndte at læse til sygeplejerske, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg havde fundet den rette hylde. Og her havde jeg en drøm om at melde mig som en aktiv del af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), men det skete desværre aldrig. Jeg havde travlt med alt muligt andet, fx. udlands udveksling x 2 og så var det bare helt simpelt svært for mig at finde tid til at være aktiv i SLS, når jeg også gerne ville danse samba og en masse andet, ved siden af sygeplejestudiet.

Jeg har nu, i flere år, blogget om sygepleje – både som studerende og som færdiguddannet sygeplejerske. Her kom det meget naturligt, at jeg begyndte at følge med i fagpolitiske emner, og også at skrive om det i ny og næ. Fagbladet Sygeplejersken har været mit yndlingsmagasin, siden jeg modtog det første gang. Lidt nørdet, tror jeg. Jeg kan i hvert fald fornemme, at mine sygeplejeveninder synes jeg er lidt af en nørd, hvad det angår :-)

Et par uger inden at jeg skulle op til min bacheloreksamen (for snart to år siden!), fik jeg beskeden om, at jeg var optaget på Meningsdanneruddannelsen. En uddannelse, som blev udbudt af Dansk Sygeplejeråd (DSR) Kreds Hovedstaden, i samarbejde med Tænketanken Cevea.  På denne uddannelse blev jeg styrket i at sætte faget på dagsordnen, både i medierne, men også på min arbejdsplads, fx. i debatindlæg og på de sociale medier. Jeg fik redskaber til at kommunikere, med udgangspunkt i min egen faglighed og så fik jeg et netværk af andre sygeplejersker, som havde nogle af de samme interesser, som jeg selv. Jeg husker tydeligt hvordan jeg oplevede at “have fundet hjem”, da jeg mødte alle de andre på mit Meningsdannerhold. Det var en helt vild tid, og jeg udviklede mig meget personligt og nok også fagpolitisk – når jeg lige sidder og tænker tilbage. Jeg fik et helt andet indblik i hvad DSR står for og kæmper for, og jeg oplevede en kampgejst og et gåpåmod, blandt de andre fra mit hold – som smittede af, og alle havde én og samme drivkraft, nemlig at råbe op om sygeplejerskers vilkår og hverdag “derude”.

Da jeg så var blevet færdig med Meningsdanneruddannelsen, gik der ca. et halvt år, og så var der valg til Kredsbestyrelserne i DSR. En god og sød ven, og daværende kollega – som jeg også havde mødt på Meningsdanneruddannelsen, prikkede og skubbede lidt til mig. Han sagde, at han synes jeg burde stille op til valg. Først tænkte jeg, ej han må da have spist søm – det kan jeg da ikke. Jeg tænkte, at jeg slet ikke vidste nok om fagpolitik, og at jeg ikke på nogen måde, var god nok til at stille op til sådan et valg.

Men jeg kunne ikke slippe hans ord, og en aften, et par dage inden fristen for at stille op, gik jeg i gang med at skrive mit valgoplæg. Jeg havde ingen anelse om hvordan man gjorde sådan noget. Men det blev skrevet, og jeg sendte det af sted.

Jeg blev valgt ind, og jeg sidder i dag i Kredsbestyrelsen i DSR Kreds Hovedstaden. Jeg er fortsat stadig ny i det fagpolitiske arbejde, og jeg har masser at lære endnu. Men hold nu op, hvor er jeg bare glad for at jeg valgte at lytte på min ven. Da jeg var til mit første møde, med Kredsbestyrelsen, følte jeg det samme, som da jeg var på mit første modul, på Meningsdanneruddannelsen. Jeg følte mig hjemme!

Uden rigtig at have tænkt over det, så har jeg nok længe følt mig og været “alene” med mine fagpolitiske interesser, da mine gode venner og veninder ikke interesserer sig for det, på samme måde som jeg gør. Så det, pludselig, at være i fora med sygeplejersker, der har samme interesser, er enormt værdifuldt for mig. Det er vel egentlig lidt, som da man var barn, hvor man nogen gange kunne opleve, ej her passer jeg ikke så godt ind, hvorefter, man på et andet tidspunkt pludselig kunne mærke, at man et andet sted, passede rigtig godt ind. Det er jo ikke sådan, at jeg har sagt farvel og tak til mine gode venner og veninder, slet ikke! Men jeg har bare fundet et sted, hvor jeg kan åbne op for for ventilen, suge ind og puste ud og dyrke mine fagpolitiske interesser.

Ham min ven, som prikkede til mig, blev selv valgt ind som Kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden, og jeg husker tydeligt, at vi sidste år talte sammen om, at vi så gerne ville med på Folkemødet – men det var umuligt at få en billet og overnatning. I år, er det så sådan, at vi begge to skal med, og ikke “bare” som vi gerne ville sidste år, men vi skal af sted begge to som “udsendte” med Dansk Sygeplejeråd. Det er da i grunden ret så sjovt, og ret sejt, hvis jeg selv skal sige det. Der er godt nok sket meget på et år!

Jeg tror ikke, at jeg kommer til at slippe fagpolitik nogensinde igen, det giver mere end god mening for mig, at være en aktiv del af det, og jeg føler mig hjemme. Så hvis du sidder med interesser indenfor det her felt, så bare kom i gang, man behøver på ingen måde at være ekspert, der er plads til alle – så længe du har en mening og det har de fleste :-) I Kredsbestyrelsen hvor jeg sidder, synes jeg det er så fedt at vi er en blandet skare. Der sidder flere som har siddet i fagpolitik i mange år, men vi er også flere som jeg selv, som er nye og grønne. Det giver en god dynamik, både at vi er grønne og garvede blandet, men også at vi er blandet aldersmæssigt, sådan at vores erfaringer er forskellige. Det, at vi er forskellige steder i livet, gør, at vi rammer flere sygeplejerskers/medlemmers interesser og det er jo faktisk det som det især handler om, når man sidder som politisk valgt i en organisation, som Dansk Sygeplejeråd.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Om at overvinde sin egen frygt og at se frem

Så blev det tid til lidt refleksion igen. Og man må sige, at der sket noget siden sidst. I sidste uge gjorde jeg noget, som jeg, i min vildeste fantasi, ikke havde troet, at jeg ville turde gøre. Jeg gik nemlig på talerstolen til DSR-kongres. Jeg vil lige skære det ud i pap: helt konkret, vil det sige, at jeg gik op og talte foran ca. 150 mennesker, sådan at jeg stod ved en talerstol og var blæst op på flere storskærme rundt i den store kongressal til Dansk Sygeplejeråd’s kongres.

img_2227img_2226


Fra DSR’s hjemmeside DSR.dk :

Fakta om DSR’s kongres

Kongressen er DSR’s øverste besluttende myndighed. Her formes organisationens politik, som organisationen skal arbejde efter. Kongressen består af de fem kredsbestyrelser, formanden, næstformændene samt seks repræsentanter fra Sygeplejestuderendes Landssammenlutning (SLS) og syv repræsentanter fra Lederforeningen i DSR.


Måske tror man det ikke lige, men jeg er faktisk en person som er ultra genert, og slet ikke typen som tør at stille mig op foran en stor forsamling og så er jeg typen, der altid har været hunderæd for at gå til eksaminer. Men jeg gjorde det! En stor del af æren skal gå til min søde mentor, én som jeg sidder sammen med i Kredsbestyrelsen i Kreds Hovedstaden, som er “ældre” i gårde hvad der angår DSR politisk arbejde og kongresser. Min mentor prikkede sødt til mig den første aften på kongressen og spurgte, om ikke ikke jeg skulle op og sige noget på talerstolen. Aller først tænkte jeg indeni mig selv, helt og tydeligt og klart: NEJ. Det var helt klart min usikkerhed og generthed som talte. Min mentor og jeg talte videre, hun gav mig flere fifs og ideer til hvordan og hvorledes. Så sov jeg på det, og vågnede op med følelsen af, at jeg bare skulle “derop” på talerstolen. Uger, ja faktisk måneder forinden kongressen, havde jeg gjort det klart med mig selv, at jeg nok ikke kom til at sige noget, da jeg er så mega nervøs og genert anlagt, men det viste sig at tage en drejning.

I løbet af dag 2 på kongressen sad jeg og bryggede på det jeg ville op og sige, jeg var selvfølgelig samtidig aktivt med i kongressen, og jeg brugte en pause på at øve det jeg ville sige, igennem foran en sød kongres deltager. Da vi nåede til et kongresforslag omhandlende arbejdsmiljø og DSR’s politiske indsatser herom, skyndte jeg mig at skrive mig på talerstolen. Det gjorde man online. Og bang, så stod mit navn lige dér, på storskærmene, foran næsen på mig…. Frederikke Marie Sørensen, Kreds Hovedstaden. Det kildede i min mave, og jeg kunne mærke at adrenalinen begyndte at pumpe. Jeg lagde ud med at sige, at det var min første gang, at jeg stod dér, og da brød kongressalen ud i klapsalver. Sikke en velkomst, tak! Dernæst tog jeg et godt råd i brug, som jeg havde fået af en anden, som jeg sidder i bestyrelsen med, én som er hammerende dygtig til at tale. Hun havde sagt til mig forinden, at jeg skulle finde én i salen, som jeg følte mig tryg ved, og én som gjorde, at jeg blev rolig, når jeg kiggede på vedkommende. Uden at jeg rigtigt nåede at tænke mig om, var den første jeg fik øjenkontakt med Grete Christensen, formanden for Dansk Sygeplejeråd. Hun sad tæt på scenen, og hendes rolige blik og søde smil gjorde, at jeg blev helt, eller i hvert fald delvist rolig.

Jeg brugte mig selv i talen. Jeg fortalte om min sygemelding med stress, og fortalte om hvad jeg oplevede ude i felten af problematikker. Netop at der er for mange unge nyuddannede sygeplejersker, som mig selv, der knækker nakken. Det var med en lidt bævrende stemme at jeg fortalte min historie – selvsagt fordi det er et ømt emne, at åbne op og fortælle at man har været syg med stress. Og så især foran så mange mennesker, og ind i en mikrofon. Men jeg kunne ikke have drømt om et bedre forum at dele min historie i og med. Da jeg var færdig, gik jeg ned fra talerstolen og blev med det samme omfavnet af en som jeg sidder i bestyrelsen med. Jeg fik klapsalver, og mange knus og kram, og beskeder fra mange søde kongresdelegerede i salen. Det var stort. Større end noget andet. Jeg fik, traditionen tro, en 2 kr. af min formand for Kreds hovedstaden, fordi det var min første gang, at jeg var på talerstolen på en kongres og en anden fra min kreds kom og krammede mig og gav mig en lille sød hæklet sprutte, som en anden kongresdeltager i salen havde hæklet.

Jeg blev meget rørt, stolt og utrolig glad for, at det jeg sagde, blev modtaget sådan som det gjorde og især for den store anerkendelse jeg fik bagefter. Jeg var bagefter ligbleg og klamtsvende, men det var det hele værd. Og næste gang, er det sikkert og vidst ikke lige så “farligt”.

Den lille sprutte som jeg fik, er meget symbolsk for mig. For hver eneste gang jeg er i vagt på Neonatalafdelingen giver jeg mine små patienter deres sprutte, sådan at de kan føle tryghed og dermed ro og trivsel, fordi at spruttens fangearme minder dem om, da de lå i deres mors livmoder og greb fat om navlesnoren. Min sprutte er nu et symbol på at jeg gjorde det! Jeg gik op på talerstolen og talte min sag! Sprutten befinder sig i min seng, og jeg sover med den om natten. Den giver mig tryghed, ro, god energi og minder mig om en meget stor dag.

Det er altså ikke kun mine små patienter, som har gavn af en sprutte :-)

img_2194

I dag har jeg været i dagvagt og jeg har været til MUS (Medarbejder Udviklings Samtale). Det har jeg faktisk ikke prøvet at være til før. Men jeg synes det var rart, både det at tale løst og fast om hvordan min trivsel i afdelingen er, men det var også rart, at vi lavede en plan for min fremtid i afdelingen. Om hvor er jeg nu, hvad skal jeg have fokus på lige nu og på længere sigt. Som mange, der læser med her, ved, så gik jeg ned med stress i februar og måtte sygemelde mig. Derfor er jeg “bagud” om man vil, det er i hvert fald sådan, at jeg ikke er det som hedder “at være intensiv oplært” på min afdeling. Jeg har opnået og har flere af de kompetencer, der indgår under det at være intensiv oplært, men jeg har ikke haft vagter med sidemandsoplæring, med en anden sygeplejerske, som er certificeret til at oplære i at tage vare om plejen til en intensiv patient.

Min leder og jeg har lagt en plan for hvornår jeg skal starte, og det bliver efter sommerferien, og jeg glæder mig! Jeg er taknemmelig for at det har været muligt at jeg har været sat lidt på “pause”. Det er slet ikke sådan at jeg går og keder mig, når jeg er på arbejde – SLET IKKE. Mange af de patienter jeg passer kan sagtens have et CVK (centralt venekateter), ligge med respiratorisk støtte og ilt og man kan aldrig, sådan lige, forudse om en mere almen patient pludselig bliver intensiv. Men jeg må fx. ikke alene have ansvaret for at passe en patient der ligger i respirator. Jeg ved hvordan respiratoren fungerer, hvad jeg skal observere for og hvordan jeg fx. manuelt ventilerer over respiratoren. Men jeg er ikke oplært-oplært til at kunne og må have ansvaret for at stå med det det alene.

Lige nu lever jeg højt på at jeg har været til min første “rigtige” kongres med DSR, jeg overvandt min frygt om at tale foran en stor forsamling og så ser jeg frem mod en tid, som forhåbentlig bringer mig masser af mod og energi på at lave det jeg elsker, nemlig at være sygeplejerske.

img_2468

…. og her er jeg så, stolt sygeplejerske og såkaldt DSR-politikker, med fanen pakket og på vej hjem fra en fantastisk kongres, med en masse fantastiske og inspirerende kongresdelegerede sygeplejersker fra hele landet.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

En peanutbuttermad på gangen, er bedre end ingen ting

tempimageforsave

Info: Billedet her, er taget i en vagt, hvor jeg havde tid til at sidde ned og spise og taget et billede af min mad :-)

Intet nyt – er godt nyt! Ej, man må sige, at jeg har været ret så aktiv på min >>TheDanishNurse<< facebookprofil, jeg har ihærdigt postet på min facebookside vedr. OK18 forhandlingerne og min Instagram profil står næsten aldrig stille :-)

Men jeg har ikke skrevet så mange blogindlæg på det seneste, hvilket nok især bunder i, at jeg har haft rigtig travlt med at være aktiv med f.eks. at stå foran forligsinstitutionen ifb. med OK18 og så er jeg startet fuldt op igen på arbejdet – altså 33 timer. Og så er der sket “store” ting i det private. Jeg er nemlig flyttet sammen med min kæreste :-)

Men da OK18 endelig er faldet lidt til ro, føler jeg, at jeg har fået lidt mere tid. Det er nærmest en befrielse ikke at have lysten til at tænde for TV2news (men jeg savner det lidt) og at få opdateringer om forhandlingerne på mail, facebook mv. Men men men, når det så er sagt, så er OK18 slet ikke slut endnu. Jeg var, i ugen som lige er gået, til et ekstraordinært Kredsbestyrelsesmøde i Dansk Sygeplejeråd, jeg skal til Kredsbestyrelsesmøde i morgen og jeg skal meget snart med på min første store kongres med Dansk Sygeplejeråd, sammen med alle de andre delegerede – det kommer jeg helt klart til at blogge mere om!

Jeg har haft lidt ferie, og nydt at kunne slappe bare lidt af, ovenpå at være tilbage i kitlen igen. Jeg startede jo med at vende tilbage til arbejdet i martsmåned, her optrappede jeg, sådan at jeg stille og roligt kom tilbage. Det var alfa omega, og jeg havde slet ikke kunne gennemføre det på andenvis. Jeg er utrolig glad for at det var en mulighed.

Nu er jeg så tilbage, og helt overordnet, så synes jeg, at det går godt. Jeg kan tydeligt mærke, at jeg er en anden, end den jeg var, før min stress-sygemeldning. Det er svært ikke at falde durk tilbage i de “gamle vaner”, især fordi at afdelingen jo er den samme, som den var før min sygemeldning. Og det er desværre ikke sådan lige til, bare at ændre, hvordan forholdene er i sygehusvæsenet fra den ene dag til den anden.

Men jeg har indarbejdet nogle justeringer i mig selv, når jeg er på arbejde, jeg går fortsat til psykolog ca. hver 2-3 uge og så arbejder jeg løbende hele tiden med mig selv. Fx. i sidste uge, hvor jeg havde flere nattevagter i streg, der var to af vagterne travle og derfor stride for mig. Men jeg kom igennem dem, uden at miste modet og uden at være helt fuldstændig udkørt. Det er lidt svært helt præcist at forklare og beskrive hvad jeg konkret gør anerledes.

Men et helt simpelt råd, er, at jeg passer bedre på mig selv. Jeg sørger for, ligegyldigt hvor travlt der er, at få noget at spise. Hvis det så betyder, at jeg spiser stående eller kaster et stykke brød i munden fra a til b, så er det dét jeg gør. For jeg skal have noget at spise, noget “benzin” at køre på, for at jeg kan være sygeplejerske og passe på andre.

Det er selvfølgelig ikke optimalt og slet ikke ok, at vilkårene nogle gange er så dårlige, at man som sygeplejerske ikke har tid eller mulighed for at spise og gå på toilettet. Men i og med at jeg sidder som politisk valgt i Dansk Sygeplejeråd, så føler jeg, og tror på, at jeg kan være med i front, ved at ændre på disse tilstande. Jeg kan i hvert fald være med til at oplyse om den aktuelle “tilstand” der er ude på nogle afdelinger. Jeg er godt klar over, at man ikke kan ændre på det, og trylle, sådan at alt bare bliver godt og rosenrødt i morgen. Men jeg tror på, at hvis vi sammen i flok kæmper alt hvad vi kan, så skal vi nok få det bedst mulige sundhedsvæsen, som også passer på os som står i felten og som bare gerne vil gøre det som vi elsker, nemlig at passe, pleje og give omsorg til vores patienter.

Efter at have været nede og kysse asfalten, hvor jeg var syg pga. stress, så tager jeg det ekstra ekstra EKSTRA alvorligt, det dér med at jeg skal have min egen iltmaske på først, før at jeg kan hjælpe andre. Det lyder måske meget banalt, men når det hele kører i et tempo, hvor man nogen gange slet ikke kan følge med – ja, så er et par rugbrødsmadder med peanutbutter på, spist i små bidder ude på gangen, guld værd! Og jeg tror det er dét, som kan gøre, at jeg kommer helskindet igennem min dagligdag (dag, aften, nat) som sygeplejerske. Det er også dét, som gør, at jeg kan møde på arbejde igen næste dag. Udover det med at jeg sørger for at få mad indenbords, så sørger jeg også for hele tiden, så vidt muligt, at styre min bevidsthed. Jeg reflekterer rigtig meget og gør alt for at sige fra, og mærke efter inde i mig selv.

Før min sygemeldning var jeg alt for god til desværre at underkende at jeg godt kunne overleve ikke at spise og besøge et toilet i løbet af en vagt – det kan man også sagtens – men på den lange bane holder det bare ikke. Der er da stadig nogle gange hvor det glipper – men det er i mindre grad end før.

Så til alle, både nyuddannede, kommende sygeplejersker og de som er færdiguddannet – lov mig at huske på, at I er de aller vigtigste for at patienterne får en god behandling. Hvis I ikke passer på jer selv, så ender det galt. Så stop op, og spis en rugbrødsmad på gangen, hvis det er dét, som der er tid til. Og så bliv ved med at holde fast i, mærke efter og råbe op om, at de vilkår vi alt for tit arbejder under IKKE er ok. Vi skal have bedre arbejdsvilkår, så vi får et bedre sygehusvæsen, sådan at vi kan passe bedst muligt på vores patienter.

Kh. Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

 

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg “gemte” mig bag en barnevogn

Jeg er tilbage på min normale vagtplan. Jeg møder ind sammen med mine kollegaer, og ikke længere til direktør tid, og jeg går på samme tid som mine kollegaer, ca. 8 timer senere, når vagten er slut.

Det føles godt, og helt ok. Det ville da helt klart være super fantastisk, hvis jeg fremover kunne møde kl. 09 i stedet for kl. 07, når jeg havde dagvagt. For jeg er ikke noget morgenmenneske, men nu er det bare sådan, at en dagvagt, på min afdeling (og de fleste andre), starter kl. 07. Det er så rart at være med fra når dagen starter, at være med til samlet morgen rapport med alle de andre, og rigtigt at føle sig som en del af holdet den pågældende dag – og ikke som den der svage person, som er i skånetilstand.

Når det så er sagt, så kæmper jeg med at passe ekstra godt på mig selv, før og efter – og imens jeg er på arbejde. For nu er jeg netop tilbage og ikke længere på optrapning i skånetilstand. Og man kan jo ikke se på mig, at jeg har været syg med stress. Så den eneste der 100% kan og SKAL passe på mig, er mig selv.

Det er ikke så let, slet slet ikke. For der var jo en grund til at jeg gik ned med stress. Grunden skal helt klart findes i at arbejdspresset – og miljøet, som sygeplejerske på et hospitals gulv, er afsindigt presset og udfordrende! Så er jeg også fortsat stadig nyere i faget (snart 2 år!) og mit ansvar er kæmpe stort. Og i selve ansvaret, der ligger i at være sygeplejerske, skaber et enormt pres i sig selv.

Men jeg føler at det går godt. Jeg kan mærke at meget er sket med mig, siden at jeg sidst, før min sygemelding, var i kitlen på almindelig vagtplan. Jeg gør mit bedste for at passe bedst muligt på mig selv. Jeg gør alt for at sørge for at få enkelte pauser, hvor jeg får noget mad indenbords, besøger et toilet og drikker en tår vand. For jeg er yderst vigtig, jeg vil egentlig være så kæk, og skrive, at jeg ER den vigtigste! For har jeg ikke selv min iltmaske på, hvordan kan jeg så hjælpe mine patienter med at få den på?

Jeg ved, at det ikke bliver let, når jeg lander i en vagt som er meget travl. Og jeg ved, med sikkerhed, at sådanne vagter kommer, men i og med at jeg har fokus på at jeg skal overleve i det og ikke på nogen måde har lyst til at fældes med stress igen – så tror jeg på, at jeg nok skal kunne klare det.

Da jeg var fuldtidssygemeldt kredsede mine tanker rundt, jeg var så knækket, at jeg flere gange tænkte på, om jeg helt skulle droppe at være sygeplejerske og finde på noget helt andet arbejde. Jeg er glad for, nærmest lykkelig for, at jeg er vendt tilbage i mit arbejde, hvor jeg “faldt”. Det er på mange måder mit drømmejob – fordi jeg elsker specialet, mine kollegaer og mine patienter.

Forleden lagde jeg mærke til at jeg brugte små taktikker, for at opnå at få en god dag, hvor jeg nåede mine nødvendige opgaver. Én af de nødvendige opgaver, som jeg tit har siddet og brugt overarbejde på er, at jeg som sygeplejerske skal dokumentere. Det kan være meget svært at nå, da jeg først og fremmest er til for patienterne og de pårørende. Jeg fandt en plads på gangen, der var en stol og ved siden af den stod en stor barnevogn. Her fandt jeg ud af, at jeg kunne sidde i et nogenlunde roligt miljø, og lige få dokumenteret det som jeg var bagud med. Jeg kom til at smile lidt, da jeg kiggede til højre, og så, at jeg faktisk sad lidt gemt bag barnevognen. Men dér sad jeg lidt skærmet, sådan at jeg fik lidt ro til lige at få dokumenteret lidt.

Ellers har jeg stort fokus på, at jeg skal have en god dag, når jeg er på arbejde. Jeg skal have tid til at puste ud og jeg skal nå de mest fornødne og basale behov, som et menneske har; mad, drikke og toiletbesøg. Hvis det så betyder, at en opgave, som jeg burde nå, må udskydes, må det være sådan. Selvfølgelig skal jeg stræbe efter at nå alt, men det er simpelhent nærmest umuligt i mit fag. Jeg vil fremover gør mit bedste for ikke at slå mig selv i hovedet, hvis ikke jeg når det jeg burde, men i stedet klappe mig selv på skulderen over alt det som jeg når, og at jeg er med til at gøre en stor forskel for mine patienter – i et meget presset sundhedsvæsen, hvor vi alle løber alt for stærkt alt for tit.

Positive hilsner fra Frederikke

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

 

Ugen der gik, råt for usødet

img_9851

Først og fremmest, WOW… bare wow.

Da jeg har haft en uge, hvor der er sket en masse, fik jeg lyst til at gøre lidt status her.

Min uge startede med, at jeg mandag var på vej ud af døren. På vej til afdelingen, i dagvagt som vanligt i denne optrapningstid. Desværre nåede jeg kun til at tage alt mit overtøj på, og hen til døren – for så at vende om og tage overtøjet af igen og blive hjemme.

Ugen for inden havde jeg haft tilbagefald og nedtur. Jeg havde brugt weekenden på at prøve at “komme mig”, finde ro og balance og energi igen (blandt andet, med en sauna tur og yoga, sammen med mor). Men da mandag ramte, var jeg bare ikke klar. Tirsdag cyklede jeg en lang tur med min kæreste, og samlede energi til at komme afsted på arbejde onsdag. Jeg kom jeg afsted på arbejde onsdag, og jeg havde en god dag. Jeg kom også afsted i træningscenteret efter arbejde, og det var en sejr! For efter at jeg er startet tilbage på arbejdet, er alt det med træning og yoga gået helt i sig selv, desværre. Jeg håber på, at jeg i den kommende uge, kommer afsted igen :-) For åaah, hvor det dog hjælper på mindsettet og kroppen, at træne/bevæge mig.

Torsdag var en uforglemmelig dag. Jeg var inviteret med som frivillig meningsdanner til det såkaldte TR-stormøde i Fredericia. Her var over 10.000 tillidsrepræsentanter, på tværs af fag i den offentlige sektor, samlet. Sammen med ca. en flok på 30 meningsdannere, var jeg med til at sætte gang i debat mm. på de sociale medier. Målet med det var og er, at vi ønsker at den brede befolkning i det danske samfund er “med os” i forbindelse med overenskomstforhandlingerne som foregår lige nu. Hvis ikke forhandlerne kommer frem til en løsning i forligsinstitutionen, ender vi i en strejke, efterfulgt af en massiv lockout som vil lamme store dele af Danmark. Det vil vi allesammen meget gerne undgå!

På selve stormødet blev jeg interviewet til en artikel som man kan læse her 

Og når først man udtaler sig til medierne, så kan det gå stærkt. Før dagen var omme, så havde jeg en aftale i hus med radio kanalen på dr, P1 morgen, dagen efter. Har du lyst til at høre indslaget, kan du trykket på linket her og spole til ca. halvvejs i programmet.

Og det slutter ikke her. Efter min deltagelse i radioen, blev jeg kontaktet af Avisen.dk som affødte denne artikel

… og så kontaktede DR TV-AVISEN mig, de ville gerne en tur forbi og interviewe og filme, til aftenens 18.30 TV-AVIS. Og det sagde jeg ja til. Se TV-AVISEN her

Desværre har flere medier omtalt mig og de andre meningsdannere som en “aktivist-gruppe” hvilket jeg synes har en lidt negativ klang. Jeg håber at de fleste alligevel ved, og forstår, at det er vi ikke! Vi er en flok helt almindelige offentligt ansatte, hvor flere af os har været på en meningsdanneruddannelse. Den uddannelse har givet os værktøjer og redskaber til at formidle det vi oplever på gulvet. Det er noget som alle kan og vi er altså IKKE uddannet af fagbevægelsen til at skulle opruste noget som helst. Vi brænder bare, helt enkelt, for vores fag og ønsker #EnLøsningForAlle og fair overenskomstforhandlinger for alle de offentligt ansatte.

Nå, nok om alt det med medierne. Nogle sidder måske og tænker, >>hold da fast, var det ikke stress, som hun lige havde været fuldtidssygemeldt med?<<. Jo det er sandt, men jeg har faktisk kun opnået at få energi af at være aktiv og med i frontlinjen i sidste uge. Jeg har sørget for at få min søvn, som jeg har fundet ud af er alfa omega for mig, hvis jeg skal kunne fungere og hænge sammen.

Efter en fredag, som i den grad stod i mediernes tegn, faldt jeg omkuld før kl. 23. Lørdag stod jeg forholdsvist tidligt op, og flyttede sammen med min kæreste. Dvs. vi tømte hans lejlighed, gjorde den ren og flyttede alle hans ting hjem til mig. Så jeg er nu beriget med blandt andet 3 guitarer og en kæmpe forstærker hjemme i stuen, og her er OK rodet. Men det er ok, for jeg ved, at vi meget snart kommer i orden i vores lille kærligheds rede. Det føles helt rigtigt, for os begge to, at være flyttet endeligt sammen, og jeg er sikker på at fremtiden er lys.

Og det vigtigste af alt er, at trods en masse aktivitet i fagbevægelsen tegn, flytning og flytterod, så er jeg fyldt op med kampgejst, glæde, kærlighed, lykke og energi til at gå en ny uge i møde i morgen.

Selvom jeg har lavet en masse de sidste mange dage, så er jeg ikke udmattet, men tvært imod så har jeg energi – jeg er glad og jeg føler mig meget mere som mig selv, end hvad jeg har følt, de sidste mange måneder. Det er så fantastisk og SÅ dejligt.

Nu mangler jeg bare, at forhandlerene, som sidder på den anden side af fagforeningerne, lytter på den brede befolkning og os offentligt ansatte – så skal alt nok blive godt!

Hvis ikke du allerede er medlem af gruppen så smut forbi Facebookgruppen:

Bak op om de offentligt ansatte

Denne gruppe oprettede nogle af meningsdannerene i torsdags, under stormødet i Fredericia. På 2 1/2 time var flere tusinde allerede medlem, og vi er nu oppe på over 160.000 medlemmere. Det er helt fantastisk, og så rørende at opleve og se, den kæmpe store opbakning til alle de offentligt ansatte. TAK!

God søndag til alle.

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske

Følg mig på:

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Det er ikke til at se det, men

De fleste, som læser med her er bekendt med, at jeg har været nede med en stress-sygemeldning og nu er på vej tilbage på arbejde igen.

Efter at have gået meget rundt om mig selv de sidste par dage, tænkte jeg, måske er det på tide at få tømt hovedet for tanker, som florerer rundt deroppe. Jeg oplever ikke at det er decideret tankemylder, som jeg oplevede, dagen hvor jeg meldte mig syg. Så havde jeg nok heller ikke siddet her og skrevet. Men fortiden bliver mit hovedet let fyldt med tanker, tanker som ikke lige frem giver mig overskud og smil på læben.

Jeg kan fra det ene øjeblik, som i fra det ene minut til det andet, gå fra at være i et helt okay humør, til at blive rigtig trist, øv og mut. Det er hamrende frustrerende, og jeg ville ønske jeg kunne tage det ud, trampe på det og smide det langt væk.

Sådan fungerer tingene dog desværre bare ikke. Jeg må og skal kæmpe mig igennem, indse og blive ved med at anerkende den her tilstand, som jeg er i. Jeg tror, at det som sker lige nu, er tilbagefald.

Tilbagefald fik jeg at vide, lige fra start af, ville komme. Så.. here goes. Det trøster jeg mig lidt ved, selvom det ikke rigtig hjælper mig. Men det giver mig en eller anden forsikring om, at det er ok, at jeg er ok, og at det hele nok skal blive ok.

Mine tanker kredser rundt om mange ting. Ikke kun om, at jeg ikke har det super godt. Men fx. også om mit værd, om jeg nu også er god nok.

Denne her tilstand, som er udløst af min stress-sygemeldning, har virkelig fået åbnet op for en masse sluser og det er godt nok ikke let at være hovedperson i. Men jeg prøver at følge med i aller bedste forstand.

Jeg er i gang med min 3. optrapningsuge på arbejdet, og det har fra start af føltes godt og som det rigtige at være tilbage. Det er på ingen måde “a piece of cake”, men det er blevet bedre og lettere for mig at møde ind, end fx. hvordan det var de første par dage.

Forleden dag, sagde jeg til min kæreste, at jeg havde en følelse af, at jeg står på en eller anden vippe. En vippe som bliver ved med at tippe den ene og den anden vej.

Jeg tror, at jeg skal fokusere på at puste mere ud, og sige til mig selv, at jeg er ok (lettere skrevet end gjort). Heling tager tid, og jeg er lige nu i en helingsprocess, som er åndssvagt svær at tackle. For jeg skal ikke heles og tilbage til hvordan jeg havde det før, nej, jeg skal hele sammen til noget nyt – “et nyt mig, men stadig mig”.

Noget af det, som især også gør det svært og egentlig også lidt modbydeligt, at være her hvor jeg er, er, at omverden ikke kan se, hvordan jeg har det. Det står ikke skrevet i min panden, og jeg går heller ikke rundt med en krykke. Jeg ligner bare mig selv.

Det er så diffust og underligt det som jeg gennemgår, og jeg tror kun der er et eneste menneske, foruden mig selv, som kan sætte sig lidt ind i hvordan JEG har det. Det er min kæreste, som hver eneste dag oplever mig og mine rutsjeturer.

Udadtil virker det nok til, at jeg har det meget godt. Jeg prøver også at “have det meget godt”, og være så meget mig selv som muligt. Men fra det ene minut til det andet, kan filmen knække, og så er jeg pludselig mut og kan ikke sætte ord på, hvad det er som lige foregår.

I går, inden jeg skulle sove, viskede min kæreste til mig: >>du er lige nu på vej igennem en tunnel, og den tunnel, er ikke altid let at gå igennem, men husk på, at forenden er der lys, lys som du for enden kan se og jeg er her sammen med dig og jeg er også derude i lyset<<.

Nu sidder med tårer i øjnene. Jeg er vist ret heldig, mere end heldig, at jeg har fundet sammen med ham. Det må være noget af det aller sværeste, at være tilskuer og medspiller, på så tæt hold, til sådan én som mig lige nu.

Tak <3

Det at skrive mine tanker ned her, få sat ord på det som sker inde i mig lige nu, hjalp og jeg kan mærke, at mit humør steg en takt opad.

Til orientering, hvis nogen måske sidder og tænker, >>hold da fest, hun har det skidt<<, så er der også stunder hvor jeg er glad og griner, og jeg kan mærke, at jeg er mere mig selv. Heldigvis! Jeg har ikke mistet modet, jeg har fortsat masser af kampgejst, glæde af og i livet og så går fortsat til psykolog en gang om ugen – det vil jeg fortsætte med i lang tid. Men.. vejen ud af tunnelen, er bumlet, men jeg er på vej – og det er det vigtigste.

Tak fordi at I læser med.

Kh.

Frederikke

I sidste ende går det ud over os alle

img_9194

Jeg har snart været uddannet sygeplejerske i to år. Efter kort tid i faget, erfarede jeg, at det at være sygeplejerske, er en livsstil, som ikke er for sarte sjæle.

Jeg brænder for mit speciale, og ønsker at jeg kan fortsætte i det. Jeg er sygeplejerske til for tidligt fødte og deres forældre.

Når jeg er på arbejde giver jeg mig selv 100 %, jeg er tilstede for mine patienter og deres pårørende. I mit felt er spændet stort, det ene øjeblik kan jeg være i gang med at give en nybagt mor ammevejledning, men splitsekunder efter, kan jeg være i gang med at hjælpe et barn til at trække vejret og overleve. Jeg kan ikke forestille mig at skulle være noget andet end sygeplejerske. Desværre kan jeg mærke på min krop og mit sind, at jeg ikke holder til at være sygeplejerske, på den her måde, særlig længe. For selvom det er mit kald, og jeg elsker det! Så er det mit arbejde.

Jeg har tænkt på, om det er mig som er svag eller om det er mig, som ikke er god nok? Jeg har også tænkt, om jeg burde skære ned på mine fritidsaktiviter, altså sætte lidt mere pause, på den jeg er i min fritid, når jeg ikke er sygeplejerske.

Men det behøver jeg ikke, det sker helt naturligt. Jeg husker tydeligt, da jeg en dag, igen efter arbejde faldt i søvn, siddende i min sofa. Jeg vågende kl. 19, faldt i søvn igen og vågende kl. 23. Da jeg skulle møde kl. 7 dagen efter, stod det klart, at jeg bare måtte gå i seng. Jeg kom ikke af sted til dans, noget som giver mig livskvalitet og energi. Selvom at vi ikke havde særlig travlt i den periode, var jeg stadig udmattet og træt.

Ramt af stress

Der er generelt ikke meget overskud til at være Frederikke, jeg er sygeplejerske og ikke mere. Jeg forsømmer mine fritidsaktiviteter, min familie, mine venner og mig selv. Efter en tid gik det bedre, jeg fik lidt mere energi, men så ramte jeg pludselig muren.

En aften, da jeg lå i sengen, ramlede himmelen ned over mig. Jeg måtte indse, at jeg nu for alvor måtte stoppe op, og passe på mig selv. Jeg kunne ikke tage af sted på arbejde, være sygeplejerske og passe på andre.

Jeg blev sygemeldt med stress. Jeg havde i noget tid gået med mavekramper, som kom og gik. Jeg blev pludselig lettere irritabel, problemer med hukommelsen, problemer med dårlig søvn, hjertebanken og gråd labil mm.

Nu er jeg delvist raskmeldt, jeg har træskoene på igen, og er startet i optrapning på mit arbejde. Her møder jeg hjertevarme, mange knus og en dejlig arbejdsplads, som jeg meget nødigt vil undvære.

I sidste ende, går det ud over os alle

Men hvis rammerne i vores sundhedsvæsen fortsætter, som de er nu, må jeg indse, at jeg ikke kan arbejde som sygeplejerske resten af livet. Jeg bliver nødt til også at have et overskud til at passe på Frederikke, for at kunne være den sygeplejerske jeg er, når jeg har kitlen på. Jeg er desværre ikke den eneste der har det sådan. Jeg har talt med flere, som fortæller, at de har oplevet og oplever det samme som jeg.

Jeg håber, at Løhde og Co. meget snart åbner deres øjne og forstår alvoren. Det er IKKE effektiviseringer og nedskæringer vores patienter har brug for. Vores patienter har brug for os, os som passer på Danmark hver eneste dag. Men vi bliver færre og færre, vi bliver slidt op, går ned med stress, og flygter fra faget, fordi vi ikke bliver anerkendt og ikke kan holde til de arbejdsvilkår vi har.

Alle offentligt ansatte, skal anerkendes noget mere, have en løn der afspejler og matcher det ansvar vi står med i vores hænder hver dag.

Vi skal beholde vores betalte frokostpause, den, vi tit ikke en gang har tid til at holde, da det ikke er muligt at sætte levende mennesker på hold, fordi man liiige skal spise frokost.

Vi skal have ordentlige arbejdsvilkår, vilkår der sætter rammerne for, at vi kan gøre det, som vi er bedst til – nemlig at passe på Danmark.

Den økonomiske krise er ovre, og alle os, som hver eneste dag knokler for at passe på Danmarks borgere, redder liv, og sikrer danskernes sundhed, må ikke få del i det opsving der er. For vi har åbentbart holdt fest, en såkaldt lønfest.

Jeg gik desværre glip af den fest, men kom forbi en anden én, hvor jeg var helt alene. Her fik jeg lov at mærke, den pris min krop og mit sind, betaler for at arbejde i det offentlige. Jeg ønsker ikke for nogen at være gæst til den fest, heller ikke dig, Løhde.

Løhde og Co. mener ikke at de offentligtansatte skal anerkendes, og det er en af hovedårsagerne til, at der er et totalt sammenbrud i overenskomstforhandlingerne. De vil ikke indse, at der er noget helt galt i vores sundhedsvæsen, og dem det går ud over, er blandt andet mine patienter. Alle patienter.

… Og i sidste ende går det ud over os alle. For i livet, på et eller andet tidspunkt, er vi alle sammen patienter eller pårørende til patienter. Men vil der overhovedet være en sygeplejerske tilstede?

VI ER MERE VÆRD!

Kh. Frederikke Marie Sørensen 

Sygeplejerske, Meningsdanner &

Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook: Thedanishnurse

og Instagram: Thedanishnurse

Højt at flyve – dybt at falde

img_8663

Højt at flyve – dybt at falde! Det ordsprog passer ret godt på mig og min dag i går og i dag.

I går (hvor billedet er taget) spillede dagen, så meget, at jeg faktisk kun havde et par enkelte tårer, der trillede ud af øjnene, da jeg så en film. Altså en hel dag uden tuderi forsaget af den tilstand jeg i (sejr!).
Jeg var både til et yogahold og senere var jeg i træningscenteret💪🏼 Noget jeg kan mærke virkelig hjælper mig.

I dag var dagen anderledes, og jeg kan på ingen måde sige at den har været tudnings-fri. Jeg tvang mig selv ud af døren, afsted for at bytte et par støvler, som jeg har købt for 30 dage siden – de viste sig at være for store, og derfor skulle de byttes. I dag var ultimativt den sidste dag jeg kunne bytte dem, så jeg skulle afsted. Det lykkedes og fra butikken kørte jeg mod et meditationskursus, som min psykolog har anbefalet mig at tage til. Da jeg helt gennemfrossen havde kørt rundt i ring flere gange, og klokken havde slået over 19, stoppede jeg op, brød sammen og trak cyklen. Det var mørkt, jeg kendte ikke området og kunne ikke finde frem til adressen.

Jeg måtte indse at jeg bare måtte køre hjem. Jeg græd det meste af vejen hjem, og det forsatte da jeg kom ind ad døren – det er stoppet nu! Jeg følte mig så dum og det gør mig så ked af det, at jeg missede kurset. Jeg havde endelig fået taget mig sammen til at tage afsted, lykkes med at bytte de åndssvage støvler, som har stået i min gang i en måned, men jeg missede meditationskurset, som jeg havde opsat mig til at skulle med til og som jeg havde glædet mig til.

Så i dag var virkelig en “højt at flyve – dybt at falde dag”. Heldigvis er der atter en dag i morgen, hvor jeg heldigvis skal se min psykolog.
Øv hvor jeg glæder mig til at få mig selv tilbage, og til at komme ud på den anden side, forhåbentligt 120 gange mere stærk.

Det her stress og det som det medfører, ønsker jeg ikke for nogen. Det er virkelig ikke sjovt.
Jeg må prøve at sole mig i, at det lykkedes mig med noget i dag, det lykkedes mig at komme ud og afsted og at få byttet støvlerne, som meget længe har stået i gangen og råbt på at blive taget hånd om – >>det var lige til øllet<< sagde ekspedienten, det havde hun nemlig ret i, men det lykkedes!

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Når himlen falder ned

img_8549

Jeg har holdt mig væk herfra. For det var dét som føltes mest rigtigt. Nu vælger jeg at skrive, for det føles rigtigt.

Fra dag ét da jeg startede med at blogge, har jeg brugt den som et offentligt refleksionsrum. Det at få skrevet tankerne ned, og trykke på udgiv, giver mig energi, det plejer det i hvert fald at gøre – så jeg håber på, bare at få en lille smule energi, ved at skrive det her. Lige i øjeblikket mærker jeg ikke energi. Jeg er helt kørt over.

Jeg er sygemeldt. Sygemeldt pga. stress. Dér, Sådan, nu står det skrevet sort på hvidt. I nat er det præcis to uger siden, jeg græd, ikke kunne sove, “vågnede op” og mærkede: >>jeg kan sgu da ikke tage på arbejde sådan her<<.

Det kom bag på mig. Meget! Og de første mange dage, brugte jeg på at være i en form for chok. Det ryger jeg desværre tilbage til i ny og næ. Når jeg skriver chok, så mener jeg, sådan en tilstand, hvor jeg føler at min situation er lidt uvirkelig. >>Mig, syg med stress? Seriøst?<< Jeg græd meget og nærmest hele dage, den første uge. Jeg tror selv, at det var og er selve anerkendelsen af at være tro med mig selv, og indse at “jeg er syg med stress”, som gør at jeg græder så meget. Jeg græder stadig, ikke lige så meget, men i hvert fald så meget, at jeg næsten hver dag har hævet øjne. Jeg ligner ikke mig selv, nærmere en zombie.

Jeg fik lyst til at skrive et blogindlæg fordi jeg føler mig alene. Alene i det her underlige univers, som jeg føler jeg hopper ind og ud af. Lige nu i dette øjeblik, hvor jeg skriver, sidder jeg ikke og græder. Jeg føler mig sådan nogenlunde OK i dag. Jeg har for en gangs skyld – for første gang længe – sovet godt og igennem. Jeg tror det er dét, som gør, at min psyke i dag er bedre, end fx. i går, hvor den var helt gal og jeg følte mig lurvet ind i stressens dumme dumme univers.

Den dag, for to uger siden, hvor det ramlede ned over mig og jeg “vågnede op” havde faktisk været en dejlig dag. Jeg havde spist brunch med 2 gode veninder og senere, sammen med min kæreste, havde jeg været på loftet med nogle ting – som jeg længe gerne har ville. Da jeg skulle sove, begyndte det bare. Jeg græd, og blev ved. Da jeg havde grædt nærmest uafbrudt i to timer, mens min kæreste knugede mig ind til sig, indså jeg, at jeg skulle sygemelde mig. Han, ham, A, min kæreste – er min klippe, jeg klamrer mig til ham og han er det mest fantastiske menneske, som jeg har mødt (jeg stopper her, selvom jeg kunne blive ved med at kaste kærlighedserklæringer efter ham).

Stressen er kommet snigende, og jeg tror, at den har stået på lur for at vælte ned over mig, længe. Jeg har bare været mester i at skubbe den væk og lade som om, at alt det jeg følte; mavekramper, søvnbesvær, hjertebanken, generel ubehag i min krop, muskelsmerter og mere – var symptomer på at være sygeplejerske, nyuddannet og bare en del af livet nogen gange.

ATTENTION: Sådan skal man ikke gå og have det. ALDRIG. Man skal ikke ignorere det. Jeg har ignoreret det alt for længe. Men jeg skal nok få det godt igen, det tror jeg på og lever efter lige nu.

Jeg tror sagtens jeg kunne være fortsat indtil at jeg var knækket endnu mere sammen. Dér er vi mennesker virkelig dumt og, undskyld udtrykket, “fucked up” indrettet. Vi har en evne til at ignorere stress, det er virkelig ikke nogen god egenskab. Jeg tror, at grunden til at jeg er vågnet op, og har indset at jeg skal gøre noget ved det nu og tage hånd om min stress, bunder i, at jeg har mødt kærligheden. Den ægte kærlighed. Sådan 100procent og helt ud i fingerspidserne, kærlighed. Det, at der er en ved min side, én som elsker mig ubetinget, ser mig i øjnene og holder om mig på en måde, som kun han kan, har fået mig til at indse, at jeg var og er knækket indeni.

Jeg er et sted lige nu, jeg ikke helt ved hvor er. Jeg er ikke på vej hen hvor der er sort, altså depressionens vej, men jeg er meget bevidst om, at når man er syg med stress, kan man meget let risikere at komme derhen – og det vil jeg ikke. Jeg tror på, at jeg nok skal komme ovenvande snarest. Men der er stadig dage, hvor jeg ikke kan se lys og så bliver jeg meget ked af det. Heldigvis drejer det sig ikke om hele dage, men det kan vare nogle timer og det er ikke særlig rart.

Jeg er i behandling. Jeg går hos en psykolog, én som skulle være ekstra god til “sådan nogle som mig”. Med det mener jeg, én som har speciale i at have klienter, der er gået ned med stress som er udløst arbejdsrelateret. Det skal ikke være en hemmelighed, at mange sygeplejersker, desværre, oplever det samme som jeg. Da stress er så stort et problem i et her fag, synes jeg det burde være sådan, at man som sygeplejestuderende fik undervisning i at opsnappe og håndtere stress. Både hos sig selv og sine kollegaer. Well, det var bare en tanke. Andre tiltag burde der også være, sådan rent politisk, men alt sådan noget, vil jeg ikke beskæftige mig med og tænke så meget over nu. Lige nu, handler det kun om mig, og om at jeg skal have det godt igen.

Nu skal jeg læse videre i min bog, den som er på billedet. Den har jeg lånt af min mor og jeg er meget glad for den. Jeg arbejder allerede med ting, hver dag, helt i det små, som jeg prøver at ændre, for at få det godt igen. Små step af gangen, Rom blev ikke bygget på en dag. Jeg er positiv, og ønsker og håber at der ikke går lang tid før at jeg kan starte på arbejde igen.

For jeg savner mit arbejde, mine kollegaer, og min normale hverdag – hvor jeg er en glad, energisk og smilende pige og sygeplejerske!

Lov mig én ting, lyt til dig selv hvis du har de mindste tegn på stress og prik din kollega på skulderen, hvis du oplever noget hos ham/hende. Jeg kunne ikke selv se det i øjnene. A var årsagen til at jeg indså det. Måske årsagen til at jeg turde “give slip” og mærke, at jeg virkelig er stresset, i en sådan grad, at jeg skal have PAUSE og hjælp. Pludselig var det helt trygt, at se det i øjnene, at jeg faktisk havde det ret skidt. Der er én, som er der 100procent for mig OGSÅ når snotten løber ud af næsen, og jeg ligner noget som katten kunne have slæbt ind af døren.

I de her dage hører jeg Medinas nye sang “skyttegrav” på repeat, når jeg altså har lyst til at høre musik – vel og mærke. I går så jeg hende optræde med sin nye sang i tv (hør den her hvis du har lyst)

Tårerne trillede ned af mine kinder, da hun udtalte:

>Sangen ‘Skyttegrav’ handler om, hvem der står ved ens side, når kuglerne flyver. Alle oplever følelsen af at blive beskudt, forklarer Medina – eksempelvis hvis man oplever mobning, men også hvis en sygdom angriber.<<

(http://underholdning.tv2.dk/2018-02-07-medina-om-svaer-tid-jeg-kunne-ikke-magte-det-mere)


Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske, Meningsdanner og Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Older posts