At være nyuddannet sygeplejerske

Jeg har de sidste par uger haft det ret hårdt i den store jungle, som det kan være, at være nyuddannet sygeplejerske. I det her blogindlæg har jeg skrevet lidt om hvordan jeg famler rundt i sygeplejerske junglen lige nu. Det er svært at beskrive og forklare hvordan det er, at være nyuddannet sygeplejerske, og jeg tror at det er noget man skal opleve på egen krop, før at man rigtigt kan forstå det. Det er hårdt, sindssygt hårdt, og det tærer på krop og sind. Ikke nok med at det kan være svært at hænge sammen sådan rent søvn og overskudsmæssigt, så er der også følelser med på spil hele tiden. Alle, i hvert fald næsten alle, som jeg taler med om at være sygeplejerske siger til mig:

>>arh jo ja… men du skal jo også lære ikke at tage det med hjem<<
Holy sh*t, jeg kan efterhånden godt blive lidt træt i betrækket, når jeg hører ovenstående. For JA selvfølgelig skal jeg ikke tage det med hjem. Når jeg har fri, skal jeg holde fri, og slappe af og give mit lille hovede og min hjerne fred. Men faktum er bare, at når man er sygeplejerske, så bruger man ikke kun sin krop og sit hovede, man bruger også sine følelser. Så det der med ikke at tage det med hjem, det er faktisk lettere sagt end gjort. Jeg har i hvert fald ikke lært hvordan man lader være med det endnu, og jeg tror faktisk ikke at jeg kan lære det sådan 100 %. Jeg er helt sikkert blevet bedre til det end hvad jeg var i starten. Men f.eks. hvis jeg har travlt i en vagt, og jeg ikke når de opgaver jeg burde nå, eller hvis jeg føler, at jeg i en vagt har haft for travlt til at være der ordenligt for en familie, så tager jeg det med hjem. Jeg sidder ikke og græder og går i koma derhjemme, men jeg kan tydeligt mærke, at mit humør ikke er super godt og jeg får følelsen af, at jeg ikke har gjort mit arbejde som sygeplejerske godt nok. Det er hårdt, møg hårdt, og rigtig stressende.

De sidste par uger har jeg følt mig afkræftet og magtesløs, og flere gange haft en fornemmelse i min krop af, at jeg slet ikke har kunne holde til at være sygeplejerske. I hvert fald slet ikke at være sygeplejerske som arbejder 37 timer om ugen i 3-holds vagtskifte. Det har ikke været rart, det har faktisk været forfærdeligt.
Lige nu er status, at jeg er ved godt mod, jeg har lidt kræfter igen og jeg føler mig ikke magtesløs. Jeg tror desværre, at det er “a part of the game” som nyuddannet sygeplejerske, at have de følelser og tanker som jeg har gået og tumlet med. Så er det sagt. Jeg tror ikke, at det er unormalt, at komme igennem den rutsjetur som jeg oplever for tiden.

Jeg har skrevet om mine oplevelser her på min blog, jeg har talt med kollegaer, min leder, familie og venner og så har jeg sågar også udtalt mig om det på TV (jeg skal nok linke til programmet, og fortælle mere om det, når jeg ved mere om præcist hvornår det bliver vist). Jeg tror, det er vigtigt at tale om det, det kan kun gøre ondt værre hvis man tumler alene med tankerne om at man ikke er god nok. Jeg har i hvert fald haft brug for at tale (og skrive) om det, og jeg tror at det har hjulpet mig igennem en lidt hård periode, på en god måde. Og jeg er slet slet ikke færdig med at skrive, og tale, for den sags skyld :-)

Jeg vil det næste stykke tid prøve at slappe meget mere af og give mig selv mere lov til at være MIG og at være nyuddannet. Selvom jeg her i april faktisk fylder 10 måneder som sygeplejerske, så SKAL jeg slappe mere af og have mindre høje forventninger til mig selv. Jeg ER stadig ny, og jeg er kun 3 måneder gammel som sygeplejerske på Neonatal afdelingen. Det er helt naturligt at jeg slet ikke kan alt og at mange ting stadig er nye for mig.

Jeg skal prøve at sole mig mere i alt det som jeg rent faktisk kan og lykkes med. I stedet for at have fokus på alt det som jeg ikke kan. Det er jo ikke noget som jeg bevidst går og siger til mig selv, men underbevist tror jeg, at jeg går og har lidt for høje forventninger til mig selv. OG så har jeg det nok også med at sammenligne mig selv med andre. Det skal jeg også prøve at lade være med.

For selvfølgelig er der meget som jeg ikke kan, og meget som jeg stadig skal lære hver eneste dag. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og man kan på ingen måde lære at være sygeplejerske på 3 eller 8 måneder. Det tager lang tid, og vi har allesammen vores forskellige styrker og svagheder.

Jeg har lært, og er blevet ekstra bevist om, at mine styrker især er det relationelle. Jeg er god og dygtig til at skabe realtioner og til at være den åndelige og sanselige sygeplejerske. Men der hvor mine svagheder er, er ved alt det praktisk instrumentelle og især også opgaver hvor der tal og udregninger indblandet. Men jeg bliver bedre for hver dag der går, og jeg skal tro meget mere på mig selv.
De sidste par uger har jeg døjet med søvnbesvær og især haft svært ved de mange skift fra dag til aften, dag til nat, nat til aften osv. Det er hårdt og svært at vende døgnet, og det er ikke nemt at få livet ved siden af sygeplejerske verden til at hænge sammen, når det hele er vendt på hovedet og døgnrytmen hele tiden bliver blendet rundt.

Men jeg tror på, at det nok skal blive bedre som tiden går, og jeg vil prøve på at finde mere ro i mig selv og have det ok med at jeg ikke når alt det jeg gerne vil. Jeg kan forstå, og hører fra kollegaer der har været i faget i længere tid, at det bliver bedre, men det vil fortsætte med at være hårdt, især også når man får børn. Det er bare hårdt at være sygeplejerske og der følger nogle vilkår med som er barske.
Men på den anden side, så “får” man så meget igen, på en anden konto, når man er sygeplejerske. Ikke pengekontoen, for lønnen er ikke høj, men på den der konto, som egentlig er ret svær at beskrive. Nemlig kontoen med oplevelser, hvor personer rør dig helt ind under huden og ind i sjælen, på en måde som er ganske unik og smuk og ikke til at sammenligne med noget andet.

Jeg når stadig ikke at forberede mad til mig selv, som jeg gerne vil, og jeg får slet ikke trænet som jeg også gerne ville. Men jeg bliver nød til at slappe mere af omkring det, og tro på at det nok skal blive bedre. Jo mere ind i specialet og sygeplejerskelivet jeg kommer, jo mere overskud og Frederikke-tid får jeg også.
Det er lidt svært at sætte ord på, men jeg havde slet ikke gjort mig forestillinger om, at det kunne være så hårdt at være sygeplejerske, som det rent faktisk kan være. Jeg havde hørt rygter om at det var hårdt og at det var et fag, som krævede at man var et over-menneske med superkræfter. Og til min jobsamtale på Neonatal afdelingen, fik jeg også klar besked om, at det kom til at være hårdt og ville kræve utrolig meget af mig at blive neonatal sygeplejerske. Men jeg havde på ingen måde troet eller forestillet mig, at jeg ville kollapse så meget på sofaen og være så træt og udkørt, som jeg har været.

Det næste stykke tid vil jeg prøve at være mere sød ved mig selv, og slappe af når jeg kan og sove en masse når jeg kan. Det kræver mod og styrke, og helt klart en masse støtte fra alle sider, at være nyuddannet sygeplejerske. Det er på ingen måde noget man kommer sovende til eller noget som man bare lige opnår fra den ene dag til den anden.

Når tid er, skal jeg nok få trænet mere og blive bedre til at forberede mad jeg kan tage med mig på arbejde. Lige nu må og skal jeg bare acceptere at det er en process, en lang process, at nå dertil hvor jeg kan slappe helt af og ikke spise müsli til aftensmad, morgenmad og natmad når jeg er på arbejde. Udover det, skal jeg også acceptere, at jeg når det som jeg når, og ikke blive skuffet over mig selv, når jeg sover længe, og ikke når at træne eller alt mulig andet som f.eks. helt almindelig dagsrutiner.
Jeg er vist i bund og grund et helt almindeligt eksempel på, hvad det vil sige, at være nyuddannet sygeplejerske, i dagens Danmark.
Og så smager müsli nu egentlig faktisk også meget godt, og når jeg ikke er på arbejde, så spiser jeg jo en masse andet god mad  :-)
Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Ugens Sygeplejerske

Katrine, 26 år, Sygeplejerske

ugens-spl-katrine-marts

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg blev sygeplejerske fordi jeg ikke kunne blive redder. Jeg havde en drøm at blive redder, men da jeg var for lav tænkte jeg at jeg så måtte blive det “næstbedste” og begyndte så at læse til sygeplejerske. Det viste sig at være det bedste og helt rigtig valg for mig.


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg arbejder inden for et lille og meget nørdet område. Jeg arbejder nemlig på en hæmatologisk afdeling (I region Sjælland, hvor vi er den eneste af den slags).

Hele interessen for at arbejde med cancer startede efter min sidste praktik på modul 11 og 12, hvor jeg var på en onkologisk afdeling. Nogen af de ældre sygeplejersker fortalte mig om det her hæmatologiske speciale, som bare var endnu mere spændende og mere akut og der blev jeg solgt.

Jeg har interesse for det akutte samtidig med at have individet i centrum og det får jeg bestemt med i min hverdag på hæmatologisk afdeling.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Jeg har heldigvis rigtig mange gode oplevelser i min hvide uniform.

Men specielt en oplevelse har sat sine spor. Jeg var som meget ny sygeplejerske med til en diagnosesamtale med en af afdelingens læger.

Vi skulle fortælle en patient og familien at patienten havde fået kræft. Jeg var utrolig spændt på, hvordan familien ville reagere – nu deres verden for en tid blev ændret.

Det var egentlig ikke så meget samtalen der var en god oplevelse, eller jo det var den. Men det var mere efterfølgende, faktisk flere måneder efter, hvor patienten kom hen til mig og takkede mig for den gode behandlingen gennem 3 måneder. Patienten ville ikke mindst gerne takke mig for min meget rolige måde at være på den dag med samtalen hvor diagnose kom, og patienten fortalte, at da han så, hvor rolig jeg var som sygeplejerske, var han slet ikke i tvivl om at den her hårde periode med kemo, indlæggelser og ikke mindst en kræftdiagnose nok skulle gå. Han fortalte at jeg stod meget klart for ham lige præcist den dag, hvor der ellers ikke, var meget andet han husker.

Det havde betydet så meget for ham at jeg som fagperson var rolig og tog mig god tid til at snakke det kommende forløb igennem med ham og ikke mindst familien.

Det har sat et spor i mig og gjort mig meget bevidst om at min udstråling som sygeplejerske/fagperson kan sætte store spor i patienten og dens pårørende, og at det havde stor betydning for deres forløb.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Der er udfordring hver dag i uniformen, nogen større end andre, ofte finder man en god løsning og udfordringer er dér man som sygeplejerske udvikler sig.

Men dér hvor jeg ofte bliver udfordret på min faglige og personlig front er etiske problematikker, jeg synes engang imellem det kan være svært at kæmpe patienternes kamp, specielt med lægerne.

Læger er til for at redde liv, hvilket sygeplejersker også er, men vi har en andet syn på patienterne og ikke mindst deres forløb.

Jeg synes godt det kan være udfordrende når man skal være patientens forsvarsadvokat, og engang imellem tage faglige diskutioner med lægerne, som ofte ser situationen anderledes end sygeplejersker gør.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlhed er meget oppe i tiden og jeg synes det er skrammende at man kan have så travlt på sit arbejde at man skal overveje om man skal springe frokost over, eller om man skal gå på toilettet eller lige klare en eller anden arbejdsopgave inden da.

Travlhed er en del af alle sygeplejerskers arbejdsliv – desværre!!

Den travlhed jeg oplever er ofte i forbindelse med vi på min afdeling både passer men også behandler vores patienter (Kemoterapi).

Det vil sige man som sygeplejerske kan passe 3-4 patienter (vi bruger primærsygepleje), hvor en eller flere af dem skal have kemoterapi, hvilket jo er noget man ikke bare lige giver.

At give kemoterapi er en lille ekstra uddannelse man som sygeplejerske tager og derfor har fået viden, som man kan bruge til at informere patienter i forbindelse med indgiften af cellegift som kemoterapi er. Samt lærer man at reagere hvis patienten skulle få ubehag under behandlingen.

Det kan for mig skabe travlhed, som slet ikke er okay. Her kan man som sygeplejerske få en fornemmelse af at ens job bare ikke bliver udført godt nok i den pågældende vagt, pga. arbejdsopgaverne og deres omfang.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Omsorgsfuld, hurtig-tænkende, smilende.


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Mit gode råd til andre sygeplejersker og ikke mindst kommende kollegaer er …

“Man når det man når – prøve at lade vær at stresse, der kommer altid en kollega efter dig”


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her

.. og på Instagram her

En meningsfyldt uge med TV-hold og kamera i hælene

img_3209

Så blev det tirsdag og jeg er stadig lidt høj på adrenalin. Og man må sige, at jeg i denne uge lever op til at være både SYGEPLEJERSKE og MENINGSDANNER. I går lavede jeg de sidste optagelser med Danmarks Radio (DR) og jeg glæder mig til (og er samtidig hunderæd for) at skulle se det færdige program, som jeg er med i. Så sidder nogen måske og tænker:

>>men hvis du er hunderæd, hvorfor sagde du så overhovedet ja til at være med?<<

Fordi jeg gerne vil være med til at bringe et budskab ud, kæmpe for vores fag, fordi jeg elsker vores sygeplejefag og elsker at være sygeplejerske. Så når jeg får tilbuddet om at bruge min stemme, så siger jeg ikke nej. OGSÅ selvom det er var grænseoverskridende og sindssygt meget ude af min comfort-zone at blive filmet og tale til et kamera. Nu håber jeg så bare, at mine budskaber kommer med og ikke bliver klippet fra og skrottet. Man kan jo aldrig vide hvordan programmet bliver klippet sammen. Dog går jeg ud fra, at DR ved hvad de laver, at det bliver et godt og sobert program og at de fremstiller mig nogenlunde ok :)

Det var i hvert fald virkelig sjovt at lave fjernsyn og især at få et indblik i hvad der sker omme bag ved kameraerne. Jeg lærte at TV folk har deres helt eget sprog, især når det kommer til filmkameraer og måder at filme på. Det lød næsten som et helt andet sprog, når filmholdet indbyrdes snakkede om hvordan og hvorledes de skulle filme. Men nok nogenlunde sådan, ville de have det, hvis de overhørte et par sygeplejersker snakke sammen på sygeplejerske-sprog, haha!

Det fede er, at jeg slet ikke er færdig med at meningsdanne i denne her uge. Det er så skønt at “få lov” til at lave noget af det som jeg brænder aller mest for. Jeg brænder selvfølgelig for at være sygeplejerske som nr. 1, men som nr. 2, så brænder jeg for at meningsdanne om faget, hvilket betyder at jeg bruger mig selv og min stemme for at skabe fokus på forskellige ting om vores fag. I mine øjne er det yderst vigtigt at vi sygeplejersker bruger vores ytringsfrihed meget mere, og ikke la’r os tie og gemme os bag vores tavshedspligt og kitler.

Selvfølgelig skal vi overholde vores tavshedspligt og passe på når vi ytrer os, men vi skal ikke tie, for så længe vi tier og lukker øjnene, så ændrer vi ikke på nogen ting. I stedet forbliver det ved det samme og vores system rådner kun mere og mere for hver dag der går. Vil vi have forandringer må vi ytre, debaterer og råbe op! Jeg ønsker og håber i hvert fald på at jeg aldrig bliver træt af at ytre mig og råbe op – også selvom det kan være super angstprovokerende og grænseoverskridende!

Rigtig god tirsdag til jer alle derude – I kommer nok ikke til at undgå at høre og se lidt mere fra mig af i denne uge. Torsdag skal jeg til et interview og lørdag skal jeg være med til nogle filmoptagelser. Jeg glæder mig og elsker det her dejlige fag (også selvom jeg stadigvæk er sk*de træt hele tiden).

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Jeg opdaterer næsten dagligt på min Instagram profil: her 

og på min Facebookprofil til bloggen: her

Ugens Sygeplejerske

Marc, Sygeplejerske, 27 år

marc-ugens-sygepl

Hvorfor blev du sygeplejerske?


Til at starte med, da jeg meldte mig til uddannelsen, var for at skabe god erfaring for at kunne komme ind og køre som ambulance redder, det havde været en livslang drøm for mig at skulle arbejde i ambulance. Efter et år på studiet, stoppede jeg med sygeplejerske studiet, blev portør, hvorefter jeg kom i det præhospitale beredskab. Efter et år, var der et turn of events som man siger, som gjorde at jeg ikke kunne fortsætte i Falck. Mit eneste halmstrå at gribe efter for at få en uddannelse og noget at leve af, var at genoptage studiet som sygeplejerske. Efterhånden som studiet skred frem, blev jeg mere og mere glad for hvervet, og glædede mig afsindigt meget til at blive færdig og komme ud på den anden side af den lyserøde verden, som studiet var blevet. Og så bunder mit valg af uddannelse, i et ønske om at være der for andre mennesker i en tid i deres liv hvor de ikke selv har de fornødne ressourcer til at håndtere deres situation.

Hvilket speciale arbejder du inden for?


Jeg dimitterede fra sygeplejeuddannelsen juni 2016, og fik mit første job den 2 Juli, som basis sygeplejerske på en akutafdeling. Mit kortsigtede mål er at påbegynde basismodulet i akutsygepleje i 2018, og forhåbentlig komme på behandlermodulet inden for 2-3 år.

Langsigtet, vil jeg rigtig gerne, som mange andre mandlige sygeplejersker, ende i anæstesiologisk regi :)

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?


Hmm, det er svært at pinpointe en bestemt bedste oplevelse. Men jeg kan bedre sige at jeg bliver en glad mand indeni, når det lykkes mig, på trods af en meget hektisk dag, med otte patienter på gangen, at få et klap på skulderen af en patient/pårørende når jeg afslutter kontakten med dem. Hvad enten de skal op i huset eller udskrives at de siger: ”tusind tak for din måde at være på, og tak for god behandling.” Det rører mig afsindigt meget hver gang, især med vores øgede optag af patienter i nærområdet, og dage der praktisk talt tages ud af helvede, at mine kollegaer og jeg formår på en eller anden vild måde at gøre et godt indtryk på patienterne og at de anerkender vores hårde arbejde, og at de også anerkender vores travlhed. Det er nok min bedste oplevelse; Anerkendelse i mit hverv.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?


Jeg har oplevet det et par gange; at fordi jeg er mandlig sygeplejerske, er jeg blevet kigget skævt til. Den ene gang, sagde pt’en direkte til mig: ”Du siger garanteret til mig at du skal hjælpe mig, fordi du vil glo på mig og tage på mig. Du narrer mig, ikke. Og hvordan kan jeg stole på at du er sygeplejerske?!” det var ekstremt udfordrende at blive angrebet på mit køn, på sådan en måde.
Jeg skyndte mig dog at forklare, at det var helt op til hende selv at tage imod min hjælp, hvad end det var i større eller mindre grad, men at det så sandelig var meget nemt for mig at hente hjælp fra en kvindelig kollega hvis det var nødvendigt. Og at man ikke bare for sjov får skrevet fulde navn og funktionsbeskrivelse på uniformen. Hun undskyldte meget bagefter, og sagde at det kunne man jo ikke vide hvorfor mænd blev sygeplejersker fordi de måske havde nogle syge tendenser. Der kunne jeg i situationen godt mærke, at det kunne jeg ikke deale med og sagde til fruen, at jeg ville finde en kollega der kunne hjælpe hende, og resten af vagten holdte jeg mig langt fra hende, og byttede med min kollega så hun havde primær kontakten.

Det kan også nogen gange, som mand ud af samlede 6 personer på en stab af 80-90 personer, være hårdt at være på arbejde. Ikke for at sige, at det kvinder for det meste taler om ikke er vigtigt, men man udvikler ekstremt hurtigt et filter der lukker mine kvindelige kollegaers samtaler lykkeligt ud af mit hoved. Og de dage jeg møder på arbejde og har en af mine mandlige kollegaer på vagten, gør det til en helt anden slags ping-pong, der er lidt mandehørm over det, det er rart på den måde at kunne dele den slags med ens kollega.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?


Smilende, loyal(overfor patienterne), fortrolig.

Gode råd til andre sygeplejersker/studerende?


Hvis du som sygeplejerske/studerende, har en klar fornemmelse om hvad dine værdier og holdninger er i fht. Sygeplejen, så hold for guds skyld fast i dem! Lad ikke gamle dyder og normer ”det er sådan vi gør, ligesom vi plejer” gribe fat i, og ødelægge den spæde og spirende forankring i din sygepleje som du har eller er ved at bygge. Men tag disse erfaringer, put dem i munden, tyg på dem, og gør dem til en del af dine egne, eller vælg og lade dem dumpe i skraldespanden. Det gør at du kan blive ved med at holde fast i, hvem DU er som sygeplejerske, og ikke hvad alle andre vil have dig til at blive som sygeplejerske.


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her

.. og på Instagram her

Lad være med at vente på at nogen redder dig, red dig selv!

>>Lad være med at vente på at nogen redder dig, red dig selv! Det er et ubarmhjertigt arbejdsliv vi holder os, og det er okay at sige det højt! Vær’ egenrådig, selvisk og krævende! Det kræver sin kvinde, ja! Men vær’ sådan!<<

 

Denne kommentar, blandt mange, fik jeg til mit blogindlæg hvor jeg skrev om at kollapse som sygeplejerske. Læs mit blogindlæg Kollaps her.

Jeg har valgt at fremhæve den, da jeg synes at det som læseren skriver, er så meget spot on og vigtigt at have med sig i vores, nogen gange/alt for tit, meget brutale sygeplejefag.

Det er så vigtigt at vi lytter til os selv derude i kitlen for som min læser skriver, der er ikke nogen der kommer og redder os, vi skal redde os selv. Så mit råd til alle er, at man virkelig mærker efter i krop og sind og lytter på de aller første signaler på at man ikke har det godt.

Ligesom jeg er i gang med. Jeg er selvfølgelig rigtig heldig, for jeg har jer :-) Jeg skriver mig ud af det, og bliver klart ekstra opmærksom på at jeg skal ændre på noget, fordi at jeg får alle jeres fantatiske råd og kommentarer. Men jeg tror generelt “at det er let” at gå lidt for længe og få sine grænser overskredet, og før man når at se sig omkring, er man måske allerede gået ned med stress. Det er ligegyldigt om man er nyuddannet, stadig studerende eller har været 10 år i faget. Alle kan blive ramt af stress fordi man ubevist udsætter kroppen og sindet for alt for meget til hvad man kan bære.

Det er så vigtigt at man ikke sammenligner sig selv med andre, for selvom man måske fagligt er helt samme sted, som en kollega eller medstuderende, kan det sagtens være, at man kan tåle mere eller mindre travlhed og stress. Det kommer helt an på hvad man har med i baggagen og hvem man er.

Nå, det var lige et par ord herfra, nu skal jeg snart til og afsted i nattevagt nr. 3 ud af 4 i streg. Og i morgen formiddag kommer der et tv-hold hjem til mig. SPÆNDENDE! Jeg skal nok fortælle mere om det snarest muligt :-) Jeg håber at jeg kan falde i søvn, når jeg kommer hjem fra min nattevagt, selvom jeg helt sikkert vil ligge og være edder spændt, på en dag, som også i den grad vil udfordre og dygtiggøre mig inden for mundtlig meningsdannelse!

Kh. Frederikke Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg min blog på Facebook her

.. og på Instagram her

Status på mit sygeplejerske kollaps

tempimageforsave

Jeg må lige starte det her indlæg med at skrive hvor ovenud lykkelig jeg er for at have den her blog, for i og med at jeg den, betyder det at jeg har “fået kontakt” til alle jer derude, som læser med, reagerer og skriver kommentarer. 

Læs mit indlæg “Kollaps” her.

Ja jeg taler da med venner og familie, hvilket er helt uundværligt for mig, men det at jeg også har “fået jer” som mine virtuelle sparringspartnere er virkelig så ubeskrivelig rart. Så kæmpe stor tak fordi at I følger mig, deler jeres erfaringer, giver råd og bare skriver “pøj pøj” og anerkender mine følelser og frustrationer. Det betyder virkelig meget for mig. 

Det er super nervepirrende at skrive ærligt om noget jeg føler lige nu og her. Især når det er noget som er lidt tabubelagt, som jeg vil påstå at stress/kollaps/mistrivsel er. Men når jeg så mærker den massive opbakning som kommer fra jer i form af likes, kommentarer, gode råd og virtuelle kram, så gør det virkelig det hele værd, og det gør at jeg slet ikke kan lade være med at skrive igen. Jeg synes det er så vigtigt at vi sygeplejersker ytrer os, råber op og kommer ud med det som vi går og tumler med, men også om de gode ting, som vi oplever på vores vej. Det vigtigste er bare at vi ikke tier, men tager bladet for munden og taler, for hvis ikke vi gør det, så sker der ingen ting og ingen ændringer til det bedre nogensinde.

Jeg har heldigvis haft friweekend og jeg har fået ladet op og sovet godt igennem. Jeg har ikke ligget på langs, men været aktiv i form af at have været social, dansetrænet og set min familie. Så jeg er frisk og klar på en ny uge som starter i morgen.

Jeg skal primært arbejde i nattevagt i den kommende uge, og det ser jeg faktisk frem til. Selvom det er rigtig hårdt at have mange nattevagter i træk, så tror jeg at det er godt for mig lige nu med lidt nattearbejde. Selvom der også kan være meget at se til om natten på mit arbejde, så er der alligevel en anden ro, når man er på arbejde som sygeplejerske i nattevagt ift. dagvagt. Så de forbandende skiftende vagter kan være et mareridt, men de kan faktisk også være positive. Jeg har det faktisk ret ambivalent med dem. For jeg kan på en måde super godt lide det der med at arbejde forskelligt og ikke fast fra mandag til fredag kl. 9-16. Men det er jo også bare drøn hårdt at arbejde skiftende, især hvis der også er travlt på afdelingen og man ikke har overskud til socialt liv mm.

Mange af jer rådet mig til at gå ned i tid, fra 37 til 32 timer og det tror jeg helt klart er det bedste for mig i fremtiden. Udover det, så skal jeg også have ekstra fokus på min søvn. Jeg har altid været en værre natteravn og haft skøre søvnmønstre, men det fungerer bare ikke med det her job som sygeplejerske. Jeg SKAL sove, når jeg ser mit snit til at få søvn. Jeg kan især have problemer med at sove efter aftenvagter, det er faktisk et stort problem for mig. Jeg regner med at tale med DSR i denne uge, for at få lidt støtte og redskaber til hvad jeg kan gøre ved det. Ellers skal jeg simpelthent prøve at ønske mig ud af det, og høre på mit arbejde, om det er muligt for mig at arbejde mest muligt i dagvagt og nattevagt.

Jeg skal også få i skema at komme i træningscenteret, for jeg ved, at det gør mig godt og giver mig energi at bevæge kroppen. Jeg tænker at jeg skal prøve at lave træningsaftaler med nogle veninder, det kan helt sikkert motivere mig til at komme afsted.

Tilsidst så er der det med min kost. Jeg har længe levet af müsli, når jeg har været i vagt. Det vil altså sige at når jeg har været i dagvagt har jeg til frokost spist müsli, når jeg har været i aftenvagt har jeg spist müsli til aftensmad og i nattevagt har jeg spist müsli som natmad. Det er jo altså helt gak gak og ikke så super nærende. I og med at jeg ikke har haft så nemt ved at sove, har stresset og være møg træt, har jeg slet ikke haft overskud til at arrangere god mad og indkøb til det. Så min kost er rigtig dejlig usund, og det holder jo altså ikke i byretten. For dårlig kost gør at mit energiunderskud bliver endnu større, jeg bliver i dårligt humør og på sigt vil min PCOS helt sikker også komme i udbrud igen – hvis ikke jeg passer på. Det sidste vil jeg meget gerne undgå, da jeg over en årrække havde nogle rigtige svære perioder med op og nedture.

Så der er 4 punkter, som jeg skal have fokus på at ændre til det bedre:

  1. ned i timer på arbejdet
  2. bedre og mere søvn
  3. mere motion
  4. sundere kost

Det ser jo faktisk super simpelt ud… Så med det mindset vil jeg starte med at have ekstra godt fokus på de fire vigtige punkter. Men det er selvfølgelig ikke bare sådan lige at ændre på alle 4 punkter. Men med fokus på det, kan det kun blive bedre, end hvad det er nu.

Jeg er i hvert fald kommet frem til, at hvis jeg gerne vil være sygeplejerske, så skal jeg behandle mig selv meget bedre og passe meget bedre på mig selv. Hvis ikke jeg selv har det godt, så kan jeg heller ikke leve op til at være den sygeplejerske, som jeg gerne vil være. Travlhed eller ej, så skal jeg selv have min iltmaske på, før at jeg kan hjælpe andre og yde god omsorg og pleje. Travlheden er en helt kaliber for sig selv, og den SKAL minimeres, og effektiviseringerne fra Borgens side af skal stoppes.  Men vi bliver nød til at starte med os selv, i hvert fald i mit tilfælde. Hvis jeg har mere overskud kan jeg helt sikkert klare meget mere og ikke kollapse fordi der nogle dage er mere travlt end andre dage. Og faktum er, at vores fag er meget omskifteligt, vi kan løbe rundt og have noget så travlt den ene dag, hvor alle føler at der er store trusler mod patientsikkerheden, og dagen efter kan vi sidde og nærmest kede os, og få stress over at der ikke er så meget at lave. 

Rigtig god søndag, og endnu en gang tusinde tak for at I alle sammen læser med og er mine virtuelle venner – det er så fedt!

Kh. Frederikke, sygeplejerske og meningsdanner


Ugens Sygeplejerske

Ane, 23 år, Sygeplejestuderende, modul 11

ugens-sgpl-ana

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?


Egentlig havde jeg en idé om at jeg ville læse ernæring og sundhed og ændrede faktisk først mening lige inden jeg skulle ansøge om videregående uddannelse. Jeg har altid været meget social og jeg har nemt ved at omgås stort set alle mennesker. Et eller andet sted tror jeg at jeg tænkte, at det var jeg da nødt til at udnytte. Da jeg startede på uddannelsen og havde haft mine første praktikker gik det langsomt op for mig at jeg har evnen til at gøre en kæmpe forskel, hos hver enkelt og dét synes jeg i den grad giver mening at bruge kræfter på! I løbet af uddannelsen har jeg flere gange tvivlet på om det nu også var det rigtige valg og jeg tror det er fordi jeg ikke har det dér udprægede ’sygeplejegen’ ift. omsorg. Efterhånden har jeg fundet ud af at jeg faktisk giver omsorgen, men jeg har været nødt til at finde min egen måde at være mig på i mit arbejde. Jeg har også været meget i tvivl om hvorvidt jeg overhovedet vil arbejde på et sygehus, når jeg er færdiguddannet.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?


Lige nu er jeg i praktik på et Hospice – en praktik jeg selv søgte vha. en motiveret ansøgning. Jeg har psyken til de lidt hårdere specialer, har jeg fundet ud af. Jeg vil rigtig gerne prøve akutmodtagelsen på et tidspunkt og ellers har jeg en drøm om en dag at tage redderuddannelsen – jeg vil virkelig gerne prøve det akutte!

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 


Min bedste oplevelse var mødet med en patient, i et praktikforløb. Udover et sygdomsforløb led patienten psykisk af meget angst. Det var ikke rigtig lykkedes nogle at nå helt ind til vedkommende, og patienten var meget blufærdig omkring plejen og følte sig nok i virkeligheden ikke helt mødt, som den person hun var. I samarbejde med en af sygeplejerskerne greb vi situationen helt anderledes an og jeg begyndte at tilbyde at vi kunne lægge puslespil, køre ture udenfor i landlige omgivelser eller bare gøre nogle af de ting, som hun havde brug for. Det er jo en af ’goderne’ ved at være studerende -> tiden til fordybelse er der og det sørgede jeg for at udnytte. Efterhånden som ugerne gik fik hun tillid til mig og vi fik kombineret sygeplejen med det praktiske. Det var fantastisk at se hende åbne op og slappe af. Jeg tror det var vigtigt for hende ikke at fokusere for meget på sin sygdom og al plejen, men i stedet få lov til at skinne igennem som person også.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 


Ikke en decideret situation. Jeg kan nogle gange godt opleve at jeg skal være mere vedholdende og pågående, fordi jeg er så ung. Det er særligt de mandlige midaldrende patienter, der kan have lidt svært ved at der kommer en ung sygeplejestuderende ind. Men i de situationer har jeg virkelig sørget for at være professionel, og lytte til dem. De fleste er jo grundlæggende glade for at blive mødt af et smilende ansigt og få god sygepleje.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?


Jeg har været så heldig at alle mine praktikker faktisk har været steder med forholdsvis god tid. Af samme grund frygter jeg lidt arbejdsmarkedet, når jeg er færdig til januar – bliver jeg bare høvlet ned, fordi jeg er vant til at kunne koncentrere mig og tage mig god tid?

Jeg har dog hørt om rigtige mange af mine medstuderende, angående deres praktikker og hvor travlt der kan være, og jeg synes slet ikke det burde være et issue i et fag hvor mennesket er i fokus!

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?


Nærværende, reflekterende, fokuseret på det enkelte individ.

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?


I psykiatrien var jeg i et udekørende team og kørte en dag med en af sygeplejerskerne, som var garvet og fagligt utroligt kompetent. Hun sagde en dag til mig at jeg aldrig måtte stoppe med at undre mig. Det har jeg taget til mig og jeg bruger det hver dag! Man må aldrig køre på rutinen i vores fag, alt skal tilrettelægges så det tilpasses den enkelte.

Husk altid at det er i orden at spørge, hvis du er i tvivl. Man må ikke være for stolt eller tro man spørger dumt. Jo mere man lærer, desto bedre bliver man også. Alle har været nye engang og alle er ansvarlige for at hjælpe til med at der bliver uddannet nye, dygtige sygeplejersker.

Et lille sjovt tip er at se Greys Anatomy – har du svært ved de latinske betegnelser, kan du altså godt lære lidt af det.


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske?

Så send mig en besked :-) 

Kollaps.

tempimageforsave

>>Jeg arbejder og sover, arbejder og sover…Når jeg så har fri, så samler jeg op på alt det jeg ikke har nået, når jeg arbejder og sover<<.

Det ovenstående sagde min sygeplejeveninde til mig, sidst vi sås, for når vi endelig kan få det til at passe med at ses ind i vores sygeplejerskeliv, taler vi om det som fylder aller mest, nemlig vores sygeplejerskeliv.

Jeg ved ikke om det er helt almindeligt og normalt, at man som sygeplejerske er så træt at man kollapser efter en arbejdsdag? Jeg ved heller ikke om det er mig, som er unormal? Derfor skriver jeg det her blogindlæg for at sætte fokus på det her med at have et socialt liv ved siden af arbejdet, men også det med at kollapse. Jeg vil gerne vide om der er andre der har det, eller har haft det ligesom jeg? Eller har jeg mon valgt forkert på hylden, når det kommer til stykket? Det håber jeg ikke. For jeg elsker at være sygeplejerske. Jeg elsker det virkelig meget, og jeg ved at det er hvad jeg er.

Jeg tager virkelig hatten af for sygeplejersker der har mand, børn, hund og hus derhjemme. Det er helt vildt imponerende, og disse sygeplejersker der har det, er for mig at se super mennesker. Som det ser ud nu, kan jeg på ingen måde se mig selv have børn, mand, hund og hus ved siden af mit arbejde som sygeplejerske.

Jeg ved godt at jeg er nyuddannet og at jeg er startet i nyt speciale. Men helt ærlig? Jeg har været uddannet i snart 9 måneder nu, og jeg har været ansat på mit nye arbejde i snart 3 måneder. Kan det virkelig passe at jeg stadig kollapser af træthed, kan have svært ved at sove, svært ved at stå op og svært ved at have et ordentligt socialt liv kørende ved siden af min stilling som sygeplejerske?

Jeg vil rigtig gerne høre om andre har det ligesom jeg, og meget gerne høre om hvordan andre får deres sociale liv til at hænge sammen med at arbejde som sygeplejerske 37 timer om ugen i 3 vagtskifte på en hospitals afdeling.

Er det bare fordi at jeg er under oplæring, stadig forholdsvist nyuddannet og har brug for at modne som sygeplejerske? Hvad oplever I andre, I som også er nyuddannede, og hvad oplevede I som ikke længere er nyuddannede, den gang I var nye?

Når nu jeg kalder mit blogindlæg for “Kollaps”, er det fordi, at jeg er kollapset 2 gange siden 1. januar. Ikke sådan farligt eller noget. Men herhjemme, på min sofa. Den ene gang jeg kollapsede, vågnede jeg lidt over 7, næste dag, med alt mit tøj på fra dagen før og alt lyset tændt. Jeg skulle have været mødt kl. 7. Så den dag kom jeg for sent, ikke spor rart. Jeg ved ikke hvad klokken har været da jeg faldt omkuld, men den har ikke været mere end 20-21.

Den anden gang var i går. Jeg satte mig i min sofa, jeg var lige kommet ind af døren, fordi jeg simpelhent havde brug for lige at side ned og puste ud. En halvandentime efter vågnede jeg med hold i nakken og mine ben og fødder sov, fordi at de hvilede på sofabordet. Ja jeg griner lidt af det nu hvor jeg skriver det. Men jeg laver virkelig ikke andet end at arbejde og sove, arbejde og sove.. Når jeg så har et par fridage, så er det tid til at se min familie og mine venner, men dem forsømmer jeg, og jeg føler ikke at jeg er ordenligt tilstede, når jeg endelig ser dem. Mit energi niveau er på lavt batteri, jeg er træt og orker egentlig ikke helt så meget. Og så er der lige det der med den sunde livstil, den er i øjeblikket ikke eksisterende. Jeg spiser som vinden blæser, og har ikke energi til at få træne, hvilket jeg ved, jeg ville få energi af.

Det er ikke for at skræmme nogle væk, her tænker jeg mest på alle de sygeplejestuderende der følger min blog, men jeg har bare så umådelig stor en trang til at være ærlig og skrive om det her emne. Det er vel en form for et opråb om hjælp. For et eller andet er der jo i vejen, om så det er mig, systemet, mine forventninger til mig selv eller noget tredje – jeg ved jeg ikke.

Eller måske det bare ganske normale symptomer på at være nyuddannet sygeplejerske?

Jeg glæder mig til at høre fra nogen af jer derude, og så håber jeg på at jeg snart får mere energi ellers holder jeg da godt nok ikke særlig længe som sygeplejerske. Trods at jeg elsker mit fag, mit nye speciale og min afdeling.

Kh. Frederikke, TRÆT sygeplejerske og meningsdanner


Pludselig gik det op for mig at jeg står på den anden side nu

img_1415Mandag i sidste uge var vild. Det var den fordi at min comfortzone blev udfordret, sådan rigtigt, flere gange i løbet af denne mandag. Det var ikke kun på neonatalafdelingen, men også senere på dagen uden kittel på.

Det var mandag morgen, en ny uge og en ny dag på neonatalafdelingen. Jeg har været ansat på afdelingen i ca. to og en halvmåned nu og kan tydeligt mærke, at jeg er begyndt at føle mig meget mere sikker i de ting jeg går og laver. Det vil sige at jeg ikke længere har behov for at spørge en kollega om vejledning, næsten hver gang, når jeg udfører en sygeplejefaglig opgave. Det er virkelig rart og befriende at være mere sikker, og vide at jeg er ok almen kompetent i specialet.

Jeg har f.eks. fået godt styr på sondeanlæggelse, medicinpumper, udstyr, blodprøver, medicin administrering og meget andet. Dog kan jeg tit stadig stå og føle mig meget grøn, specielt når jeg skal ind på en stue til et barn og en familie, som jeg ikke før har mødt. Efter næsten hver vagt har jeg lyst til at have en hel dag, hvor jeg bare kan sidde og læse på alt det, som er nyt for mig. Det er desværre ikke muligt, hehe… og jeg er som regel for træt til at læse, når jeg kommer hjem. Kommer tid – kommer råd… er det ikke sådan man siger? Jeg er sikker på, at jeg nok skal få læst, når jeg har tid og ro til det. Jeg er stadig inde i en oplæringsfase og suger en masse nyt til mig hver dag.

Men mandagmorgen, i sidste uge, skete der noget vildt. Jeg var i dagvagt og efter vores morgenbriefing spurgte en sygeplejestuderende om hun måtte gå med mig i vagten. Først blev jeg lidt befippet og tænkte >>aaah hun må da tro at jeg er en anden<< men så gik det op for mig, at hun mente det, og at hun gerne ville gå med mig.

Lille bitte mig, som til tider kan føle mig ret usikker, og som faktisk også sagtens stadig kan føle mig som studerende når jeg er i vagt. Jeg sagde selvfølgelig ja! Og vi havde en god dag. Det var rigtig lærerigt for mig at have en sygeplejestuderende under mine vinger, for jeg skulle lige pludselig fungere som vejleder og forklare hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var selvfølgelig også helt vildt grænseoverskridende, men helt klart på den gode måde. Jeg måtte meget hurtigt lige fortælle at jeg og sundhedsplatformen (SP) ikke er super gode venner. Jeg kan nemlig stadig have svært ved diverse ting, når jeg skal dokumentere i SP. Men det er jeg vist ikke alene om.

Men ellers så startede vi dagen, sådan som jeg har lært og som jeg gør når jeg i vagt. Først fik vi kort rapport fra nattevagten, så loggede vi ind i SP for at se at der var noget relevant at læse lige nu og her og dernæst gik vi ind på stuerne og sagde godmorgen og tjekkede udstyr.

Især det her med ar tjekke udstyr var rigtig lærerigt for mig. Det at jeg pludselig skulle stå til ansvar for at forklare hvad jeg tjekkede, og hvorfor og hvordan jeg gjorde, var rigtig godt. For i og med at jeg skulle forklare og vejlede, så fik jeg også selv reflekteret over hvorfor det nu lige præcis er, at jeg gør som jeg gør. Da vi var færdige med at tjekke udstyr, sagde den studerende til mig, at hun ikke havde oplevet andre tjekke udstyr så grundigt, som jeg gjorde det – hehe. Det tror jeg helt klart handler om, at jeg stadig er ny i gårde, og fordi at alt nok foregår lidt mere langsomt og måske lidt i slowmotion når det er mig, end når det f.eks. er en rutineret neonatalsygeplejerske der tjekker udstyr på stuerne.

Jeg spurgte den sygeplejestuderende “hvor langt” hun var, og fandt hurtigt ud af at hun var rigtig gæv og allerede kunne en masse og selvstændigt. Det var helt vildt skørt, men spændende og udviklende for mig, at jeg pludselig stod på den anden side og skulle vejlede og lære fra mig. Jeg har kun været færdiguddannet siden juni, og er jo sådan set selv stadig i gang med at lære hvordan man gebærder sig i sygeplejefaget, men jeg er helt sikkert vokset et par centimeter efter at have haft den studerende med mig forleden. 

Samme uge, havde jeg en anden studerende under mine vinger, hun henvendte sig til mig, ligesom den anden studerende havde gjort. Og jeg blev faktisk rigtig glad. Det er da på en måde lidt fedt at de overhovedet har lyst til at gå rundt sammen med mig. Det må jo altså betyde, at jeg kan finde ud af et eller andet:-)

Jeg håber at begge de studerende fik noget ud af at gå med mig, selvom jeg som dem på en måde jo også stadig er studerende. Jeg vil i hvert fald kalde mig selv for at være en slags neonatalsygepleje-studerende. Selvom jeg da stolt ude i byen kalder mig for neonatalsygeplejerske :-) Jeg tør godt røbe, at jeg er meget stolt af at være sygeplejerske, og jeg er kun blevet endnu mere stolt af at være sygeplejerske, efter at være startet på neonatalafdelingen. Er du vimmer en masse seje sygeplejersker jeg hver dag går og lærer af og ser op til!

* Et god råd til nyuddannede, nyansatte og studerende: vær ærlig og tro mod dig selv. Det er meget bedre og virkelig vigtigt at bekende kulør og fortælle hvis der er noget man ikke kan eller ikke ved. Det er ganske naturligt og helt ok at man ikke ved alt. Sygeplejerskeuddannelsen er en basisuddannelse, hvilket vil sige, at man først rigtigt skal i gang med at lære i dybden og specialisere sig, når man er færdiguddannet. På min afdeling er jeg/vi så priviligeret at der faktisk tit er ekstra lærermestre tilstede. Nemlig forældrene. Har de været indlagt i ca. nogle uger, har de som regel allerede rigtig godt styr på plejen og behandlingen til deres børn, hvilket er så super cool, og helt fantastisk, især når man ikke er en erfareren neonatalsygeplejerske.

For lige at vende tilbage til starten af min blogindlæg, til det med comfortzone, så skete der mere denne mandag som for mig var udviklende. Ikke nok med, at jeg var dagligvejleder for første gang på neonatalafdelingen, så skete der også noget vildt lidt senere på dagen. Jeg går til samba om mandagen, 3 timer, og jeg nyder hvert eneste minut! Og uden at prale eller overdrive, så er min danseinstruktør, som minimum, den dygtigste samba danseinstruktør i Danmark. Vi øver og træner i øjeblikket op til karneval som er hvert år i pinsen. Vi øvede en bestemt koreografi, som jeg overhovedet slet ikke har sådan styr på, men jeg kan den da lidt. Imens at vi øvede den, gik min danseinstruktør ned bagved og kaldte på skiftevis forskellige fra danseholdet op foran, sådan at de på skift underviste os andre i koreografien.

Pludselig råbte hun “Esmaralda”… Mit dansenavn er Esmaralda (vi har allesammen et dansenavn, som vi har fået tildelt på baggrund personlighed og udseende). Jeg tænkte >>aaah.. okay, der må være én anden der også har fået det navn<<. For det kunne i hvert fald ikke være mig hun mente, skulle op foran, og undervise de andre i en koreografi, jeg slet ikke havde styr på. Men min instruktør forsatte … >>… ja Esmaralda, det er dig jeg mener, der er ikke andre Esmaraldaer<<.. Og her begyndte adrenalinen så at pumpe. Men jeg prøvede samtidig at slappe lidt af, og tænke på min oplevelse fra tidligere på dagen, hvor den sygeplejestuderende “kaldte mit navn” og ville gå med mig og have mig som dagligvejleder. På samme måde som jeg var dagligvejleder tidligere på dagen, kunne jeg overføre det til at skulle lære fra mig til mine med-dansere. Selvom jeg ikke er den dygtigste på danseholdet, ligeså vel som jeg heller slet ej er den dygtigste på neonatalafdelingen, så kan jeg stadig noget, og jeg har alligevel en masse at lære fra mig. Da jeg stod oppe foran alle de andre og skulle øve koreografien, fik jeg hjælp til de trin jeg ikke kunne huske, men for eksempel så talte jeg takter højt og tydeligt, for det kunne jeg da finde ud af. Det var en stor oplevelse at blive kaldt op foran de andre, og ligesom at jeg tidligere på dagen var groet et par centimeter på neonatalafdelingen, voksede jeg også et par centimeter til min danseundervisning. Det er virkelig godt at blive skubbet ud af sin comfortzone i ny og næ, selvom det kan føles helt vildt nervepirrende.

Min pointe med det her indlæg er, at selvom man ikke er perfekt og den bedste, så kan man stadig lære fra sig, inspirere andre og vi har alle sammen forskellige talenter, svagheder og styrker. Lad os hjælpe hinanden og løfte i samlet flok både på sygeplejegulvet, dansegulvet og hverdagsgulvet -sammen er vi i hvert fald stærkere, og sammen kan vi hjælpe hinanden og udvikle vores kompetencer på kryds og tværs.

God tirsdag!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Ugens Sygeplejerske

Parvin, 34 år, Sygeplejerske

ugens-sygeplejerske-torsdag-2-marts

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg begyndte at læse til sygeplejerske ved et tilfælde. Efter et sabbatår efter gymnasiet hvor jeg arbejdede i TDC mobil og tjente en masse penge, tog jeg mig sammen og gik forbi min studievejleder på mit gamle gymnasie for at få råd til hvad jeg kunne læse til. Jeg ville have en uddannelse og havde faktisk slet ikke skænket sygeplejerskeuddannelsen en eneste tanke. Men han skrev en masse ned af de ting jeg gerne ville have ud af en uddannelse og vupti så kom han frem til at det var da sygeplejerske jeg skulle være. Det opfyldte mange af de ting jeg manglede i mit daværende job. At jeg skulle have et job der gav mening, og jeg skulle kunne hjælpe på en uselvisk måde, hvor jeg ikke følte at man sagde noget for at opnå noget andet. Samtidig skulle uddannelsen også være springbræt til videreuddannelse. Man må sige at sygeplejefaget for mig har opfyldt alt det jeg manglede dengang og mere til.


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg har siden jeg blev uddannet i 2008 arbejdet indenfor kirurgien. Først indenfor karkirurgi og pt arbejder jeg på en akut kirurgisk modtagelse som Klinisk vejleder.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Jeg har rigtig mange gode oplevelser i min rygsæk, men nogen står lidt skarpere end andre. Men mellem mine kirurgiske jobs, nåede jeg i et halvt år at arbejde på en åben psykiatrisk afdeling. Her mødte jeg en meget skadet mand som følge af mange års misbrug, havde mistet alle dem han havde haft nær. Han havde rigtig svær ved at åbne sig for nogen, men efter at have “arbejdet” med ham i flere uger åbnede han sig og fortalte sin livshistorie som havde sat dybe ar i ham. Han kunne senere i forløbet godt se at han måtte ændre kurs så han kunne komme videre med sit liv. Efter forløbet har jeg set ham flere gange diverse steder, hvor han har takket mig for at han har så meget bedre styr på sit liv, og han ikke længere gør skade på sig selv. Kognitiv terapi er nok noget af det bedste redskab indenfor arbejdet med psykiatriske patienter, men det er også faktum at vores kolleger i psykiatrien er max presset og har ikke altid tiden til at bruge deres uddannelse til at hjælpe deres patienter. Manglende tid, utryghed og det faktum at jeg ikke altid kunne stå inde for den pleje mine patienter fik, var også grunden til jeg sagde min stilling op.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Travlhed er uundgåeligt i vores fag, men selvfølgelig spiller travlhed en rolle ift. kvaliteten i sygeplejen til vores patienter. Jeg ved at jeg yder den bedste sygepleje hvis jeg går hjem fra mit arbejde, og er sikker på at jeg ikke har glemt noget. Så har det været en god dag.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

En god sygeplejerske er den som sætter patienten før sig selv, og er kreativ (det skal vi være med konstant nedskæring/besparelser, underbemanding, udfordringer med de fysiske rammer, manglende anerkendelse, for lavt løn og ja jeg kan blive ved), og sidst men ikke mindst reflekterende. Jeg synes at det er hamrende vigtigt at sætte sig udover sine forforståelse, træthed og andre irritationsmomenter, og tænke at vores patienter er udenfor deres comfortzone når de bliver indlagt, og sørge for at de føler sig trygge, velinformerede, forstået, set mm.


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Nu arbejder jeg til daglig med sygeplejerskestuderende og her forsøger jeg at få dem til at være stærkt reflekterende og være kritiske overfor hvad de læser og hører. Jeg synes at det er vigtigt at kunne argumentere for valget af sin plejeform på et teoretisk niveau så vi ikke bare får sygeplejesker der bare gør tingene fordi at sådan gør man bare.


 

Send mig en besked hvis du også har lyst til at besvare spørgsmålene :-)