Kredsbestyrelsesmedlem og hvad så nu?

dsrkbfrede

Jaaaaaa! Jeg har lidt svært ved at få armene ned, jeg vågnede op i dag med en mail i min indbakke, med beskeden om, at jeg er blevet valgt ind i kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd, i Kreds hovedstaden.

Jeg håbede og troede selvfølgelig på det, for håb og tro, det skal der til! Men jeg tvivlede alligevel på det, da der var mange andre dygtige og engagerede kandidater der havde stillet op. Derfor er jeg ekstra meget lykkelig og taknemmelig for at jeg er blevet valgt ind.

Jeg vil gerne sige et kæmpe tusinde TAK til alle jer som har stemt på mig. Det betyder så utroligt meget for mig.

Nu glæder jeg mig bare helt vildt meget til at arbejdet rigtigt skal begynde og gå i gang. For selvfølgelig har jeg sat mig ind i hvad det vil sige at være kredsbestyrelsesmedlem, men det er noget som jeg ikke før har prøvet, så jeg er edder spændt på rigtigt at finde ud af, hvad arbejdet helt konkret går ud på.

Jeg glæder mig til at møde alle de andre som er blevet valgt ind, både kredsbestyrelsesmedlemmer, næstformænd og formanden. Jeg er så priviligeret, at jeg allerede kender flere af dem som er blevet valgt, men jeg glæder mig især også til at møde alle dem som jeg endnu ikke kender – og til vores kommende samarbejde.

Noget af det jeg især også glæder mig til er at dele det med jer! Jeg vil, så vidt det er mig muligt, skrive om mine oplevelser som kredsbestyrelsesmedlem her på bloggen og fortælle jer hvad mit arbejde kommer til at gå ud på. Det bliver bare så spændende det hele!

Det næste som kommer til at ske er, at jeg i næste uge skal til mit første møde, hvor jeg skal møde alle de andre som er valgt ind i bestyrelsen og til reception for den konstituerende bestyrelse. Det glæder jeg mig rigtig meget til.

Heldigvis har jeg fri fra arbejdet den dag, sådan at jeg ikke skal tænke over at bede om at få fri.

Ellers skal jeg på “bestyrelses opstarts seminar” i decembermåned med overnatning. Det glæder jeg mig også helt vildt til.

Til slut vil jeg benytte mig af at lykke ønske min med Meningsdanner og kollega Harun, som er blevet valgt ind som næstformand. Det hverv betyder, at han skal være fuldstids DSR’er og derfor skal jeg ikke længere arbejde sammen med ham på guIvet. Det er selvfølgelig lidt trist, men jeg er sikker på, at det er godt for os alle at Harun de næste 4 år kommer til at sidde på så vigtig en post. Han viser om nogen en styrke, et engagement og lyst til at gøre en forskel for faget. Jeg er så stolt af ham og han fortjener den største lykke ønskning!

Jeg håber at I har lyst til at følge med i hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem kommer til at arbejde med. Jeg vil fortsat arbejde som sygeplejerske på Neonatalafdelingen, men meget af min fritid kommer til at gå med DSR arbejde, hvilket jeg glæder mig til!

Stay tunned :-)

Og endnu en gang TUSIND TAK for opbakningen, støtten og ikke mindst stemmerne!

Kh. Frederikke
Sygeplejerske og Meningsdanner og kommende kredsbestyrelsesmedlem i DSR

Når et akut simulations scenarie med ét bliver til virkelighed

tempimageforsave

ABCDE og CLOSED LOOP. Begge dele er noget jeg har øvet x flere i simulations scenarier, med dukker, i undervisnings situationer på sygeplejeskolen eller på hospitalet. Selvfølgelig har jeg prøvet at stå i lidt akutte situationer før, men så har jeg stået i uniformen og med flere erfarene kollegaer omkring mig.

I sidste uge stod jeg alene sammen med min sygeplejerske veninde. Vi var ikke i en øvelsessituation på studiet. Vi var der, midt i virkeligheden, hvor det skete, og hvor vi gik fra at være sygeplejersker “off duty” på bytur med en promille, der nok ikke havde været acceptabel, hvis vi havde været i vagt, til sygeplejersker, der vidste hvad de lavede.

Min gode veninde fra sygeplejeskolen og jeg, havde været i byen og danse og drikke drinks. Vi sad stille og roligt og spiste mad, pizza og cheese brugers, før at vi skulle hjem.

Pludselig og uventet opstod der slåskamp mellem to grupper af drenge. Først tog vi det roligt, så rykkede vi os lidt væk, dernæst satte vi i løb væk fra dem, fordi at de nærmede sig os og vi følte os ikke sikre i situationen. Men vi nåede ikke at løbe så langt, før at vi vendte om, og løb tilbage.

Vi hørte et ordenligt smæld, det var et baghoved som ramte asfalten. Det lød meget voldsomt. På meget kort tid fik vi den pågældende lejret om på siden, og vi så blod. Min veninde var hurtigt nede på knæ og her ringede jeg allerede 112. Fra start til slut brugte vi ABCDE og CLOSED LOOP. Det var ikke noget vi aftalte, det var bare noget vi gjorde, fuldstændig som om vi havde prøvet det før. Det havde vi jo egentlig også – endda også sammen. Men bare ikke med en ægte person, men på dukker, flere gange.

Hurtigt observede vi at personen havde en snorkende vejrtrækning, blødte fra hovedet og respirationen var bare ikke god. Der var ikke tale om hjertestop, men der var tale om en akut situation. Personen reagerede ikke på smertestimuli og personen var ukontaktbar. Når jeg sådan lige tænker tilbage, så var det faktisk rigtig ubehageligt at opleve. For det var jo ikke en dukke, men et levende menneske. Men vi bevarede roen, og fik begge to, af nogle omgange, sagt til venner, og andre, der flokkede sig omkring personen, at de skulle gå væk eller i det mindste holde sig i ro. For der var tumult, men min veninde og jeg fokuserede på personen, som lå der, og havde brug for hjælp.

Damen fra alarmcentralen guidede mig, og jeg guidede videre til min veninde, de ting hun sagde, havde vi allerede gjort – men det var utroligt rart at have hende i røret, som støtte, og som en beroligende professionel. Jeg tror ikke, at jeg før er blevet så hurtigt ædru, og har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen.

Læge, politi og ambulance kom. Inden de kom, blev personens vejrtrækning allerede lidt bedre, det blev den, pga. at vi lavede kæbeløft, for at sikre de frie luftveje. Da ambulance folket tog over begyndte personen at vågne en lille smule. Men kun meget lidt. Vi fik besked på, at personen var ok. At det slet ikke var sikkert, at personen skulle sys eller noget andet end “bare” med ind til observation. Stadig sidder jeg med følelsen af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvordan vedkommende har det lige nu.

Vi skulle afgive vidneforklaring til politiet, fortælle hvad vi havde set og gjort osv. Det var voldsomt det hele. Min veninde var smurt ind i blod og vores blodtryk var nok i den lidt høje ende, da ambulancen kørte afsted. Vi slentrede bagefter afsted, med absurd meget adrenalin i kroppen, vi gav hinanden et kæmpe kram, og blev enige om, at vi havde gjort vores bedste og talte om, “hold da op, der var vi da godt nok lige sygeplejersker i civil”.

Endnu en gang, kan jeg bare understrege, hvor sindssygt glad og taknemmelig jeg er for denne uddannelse jeg har taget. Mange havde sikkert klaret det ligesom os, men jeg mærkede en helt enorm professionalisme mellem min veninde og jeg. Jeg oplevede især også, at vi bevarede roen, i en situationen som ellers var ret akut og voldsom. Så til alle jer, der måske synes at simulations træning er lidt grænseoverskridende og irriterende, tro mig, det er godt givet ud. Tag med til alt den simulations træning I får tilbudt på skolen og i jeres praktikker. Man ved aldrig hvornår man får brug for at skulle være sygeplejerske. Jeg har i hvert fald, sammen med min veninde, fået min dåb som sygeplejerske i civil. Heldigvis sad ABCDE og CLOSED LOOP fast på vores rygrad.

Jeg håber, at vedkommende, som kom til skade, har det godt i dag og ikke havde behov for yderligere behandling. Jeg ønsker i hvert fald personen rigtig god bedring. Og så til alle drenge og piger! Lad nu vær’ med at slås. Det er for dumt og det kan virkelig gå galt :-(


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Endelig blev 2% kravet sløjfet, men…

img_3211

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Om at skifte job og blive hjemmesygeplejerske

sidselhjemmesygepl

sidselhjemmesygeplejerske

Frederikke er så sød at give mig lidt mere plads her på bloggen. Jeg har nemlig også mange tanker og erfaringer, som jeg simpelthen elsker at dele. Sidst jeg var forbi bloggen var det som Ugens sygeplejerske.

Mit navn er Sidsel, jeg er 1 år og nogle måneder gammel, altså som sygeplejerske, ellers er jeg 26 år. Fornyligt tog jeg et valg om at gå en anden vej end forventet. Ja, for nogle gange passer forventning og virkelighed ikke heeeelt sammen. Jeg skiftede kurs, men ikke mod fjerne kyster, stadig indenfor den kære danske sygepleje.

Hvad vil det sige at skifte job? Og hvad har betydning for at tage netop dét valg? Det har jeg forsøgt at skrive lidt til jer om. Måske går nogle af jer rundt med overvejelser om jobskifte. Måske har I allerede hentet Jobindex-appen på mobilen og kigger dagligt efter et bedre jobmatch? Måske har I endda sendt en ansøgning afsted og venter spændt på udfaldet? Jeg husker, at jeg hentede app’en ned på mobilen, var var næsten som at være lidt utro mod mit daværende arbejde. Samtidig var erkendelsen om at søge andet en lettelse.

Jeg valgte at skifte fra en ansættelse på en medicinsk afdelingen til en kommunal stilling. Det var et svært og let valg på én gang, men personligt et ret nødvendigt valg, da jeg ikke kunne holde til min ansættelse på sygehuset. Det lyder som om jeg er ret svag, når jeg skriver det sådant. Men, det syntes jeg bestemt ikke at jeg er, for jeg mærker efter og jeg kender mig selv bedst, hvilket er godt.

Hovedårsagen og bivirkninger

Hovedårsagen til mit jobskifte var de der nattevagter! Det skal lige sige at, jeg endnu ikke har hus, volvo, hund eller barn, men jeg var alligevel udfordret i at få hverdagen til at fungerer. Vagterne i de mørke timer ødelagde meget for mig, og jeg havde det dårligt pga. dem. Mine bivirkninger var minimal søvn efter endt arbejde, unødvendige skænderier med min bedre halvdel, socialisolation fordi jeg ikke kunne overskue andre end mig selv, og nogle gange ikke engang mig selv, manglende menstruation i et halvt år og dannelse af fibroadenmatose i brystet samt et migræne anfald pga. hormonel ubalance, ondt i hjertet, skræmmende hjertebanken og maveproblemer. Jeg forsøgte at undertrykke mine problemer for en periode, ved at undlade at fortælle om dem til andre og mig selv, men det forsøg holdt ikke ret længe før det var uundgåeligt at forholde sig til. Prisen var for høj pris for mig. Og desværre, kunne jeg ikke undgå vagterne i ansættelsen. Derfor jeg tog et svært og alligevel let valg. Svært pga. de skønneste patienter, mine kollegaer og min forelskelse til hæmatologien. Let fordi, jeg kunne undgå bivirkningerne til de skiftende vagter og undgå nattevagterne.

Springet

Jeg tog springet. Nu er jeg sygeplejerske i primærsektoren. Det var en ret stor befrielse af komme væk, langt væk, fra nattevagterne. Det har vist sig, at være en kæmpe personlig gevinst, som jeg kan takke mig selv for. Men ærlig talt, så har jeg da haft timer på sofaen, hvor jeg har grædt, fordi jeg savnede sengeafdelingen. Det var særligt nogle uger efter jobskiftet. Hvor tankerne som: ”Er det mon det rette jeg har gang i?” og ”Var de nattevagter virkelig SÅ slemme?” dukkede op i hovedet. Men jeg har givet hjemmeplejen et reelt forsøg, og det er faktisk tilfredsstillende godt, for mig!

Som ansat hjemme- og kliniksygeplejerske i 2 måneder ved Odense Kommune, hvoraf jeg har holdt 15 dages sommerferie, er jeg ikke ekspert på dette sygeplejeområde. Så er det sagt!

Der i mod er livet som hjemme- og kliniksygeplejerske perfekt for mig. Jeg er bl.a. er glad for, at min fodboldtræning bliver ikke forsømt pga. en aftenvagt eller følger af en nattevagt længere.

Ude i primærsektoren er der også nok at lave som sygeplejerske. Rollen er anderledes end, den jeg oplevede at have i Regionen. Patienterne er borger, arbejdspladsen er et hjem men tiden til at gå på toilet er nogenlunde den samme (haha!). Ansvaret er fortsat stort, som jeg kendte det, oftes dog ikke af akutkarakter.

Alt i alt, vil jeg bare sige, at det faktisk ikke er så tosset ”bare” at være hjemmesygeplejerske. For foruden alle de personlige goder, jeg har fået med jobskiftet, er der også faglige goder. Jeg får ret mange forskellige faglige færdigheder, og min viden er blevet ”bredere”. Udfordringerne er der også mange af som hjemmesygeplejerske, men udfordringer skal der være til, for at god sygepleje kan udvikles og skabes uanset sektor. Selvfølgelig er det at være sygeplejerske i primær sektoren ikke nr. 1 på alles top 3, og det er helt fair. Vi er forskellige, heldigvis. Jeg deler blot min erfaring om dét at skifte job med jer.

Hvis du tænker, at det kunne være spændende at følge min sygeplejevej, så kan du det. Find mig under @Sygeplejesidsel på instagram, det kunne være så hyggeligt. Tak fordi du tog dig tid til at læse mine ord.


Tusind tak for dit blogindlæg Sidsel og alt held og lykke til dig!

Har du mon også lyst til at dele dine tanker og erfaringer her på bloggen, ligesom Sidsel? Så skriv til mig :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

En Portør er en specialist

portoer

Mit navn er Andreas, og jeg arbejder som portør på Sjællands Universitetshospital Roskilde. Grunden til at jeg skriver til jer, er for at I kan blive informeret om hvad der sker med jeres portører. De fleste af jer er nok gjort bekendt med, at over 1000 portører de seneste dage har valgt, at nedlægge arbejdet rundt omkring i landet. De færreste ved dog hvad strejken egentlig handler om. I medierne fortæller de gladelig om at strejken mest handler om, at portørerne ikke ønsker at få pålagt rengøringsopgaver, og om den tvungne uddannelse til serviceassistent.

Men denne konflikt handler ikke om rengøringsopgaver, den handler om vores faglighed, og det ansvar vi føler at vi har for at tilbyde patienterne på sygehusene den bedst mulige behandling.

Mange ved hvad en portør er, men de færreste ved faktisk hvad vi laver.

Som portør er man SPECIALIST. Man er SPECIALIST i at lejre en dårlig patient bedst muligt, for at patientens tilstand ikke forværres. Ydermere har vi et indgående kendskab til lejringer af patienter på operationsstuerne, trombolysestuerne mm.

Man er SPECIALIST i håndtering af diverse redskaber til blandt andet genoptræning, redskaber på traumestuen, redskaber i forbindelse med genoplivning og respirationsstop og meget mere.

Man er SPECIALIST i at give avanceret hjertestops behandling, og det er alene VORES opgave at give effektiv hjertemassage på SAMTLIGE sygehuse, landet rundt.

Man er SPECIALIST i omgang med psykisk syge patienter, hvorfor det oftest er os der bliver tilkaldt, når patienter bliver udadreagerende. Jeg tillader mig at mene, at vi som portører udfører et stort stykke arbejde og gør en stor forskel under disse behandlinger.

I Region Sjælland har man valgt, at lade serviceassistenter overtage vores opgaver på samtlige sygehuse i regionen. Det er med ord som; alsidighed, fleksibilitet, effektivisering osv, at man prøver at sælge konceptet som værende en opgradering.

Det er vi portører, og mange andre faggrupper STÆRKT uenige i. Som det ser ud nu, bliver de nyuddannede serviceassistenter efter vores opfattelse ikke udannet grundigt nok i vores arbejde.

Serviceassistentuddannelsens opbygning er, som det ser ud nu, en rengøringsuddannelse, med fokus på rengøring og hygiejne. Portørdelen af uddannelsen omfatter pt. kun 5-10% af uddannelsen. Regnet om i uger, er det kun omkring 4-5 uger, hvoraf kun 2 af ugerne er praktisk erfaring. De nyuddannede serviceassistenter vi modtager i Region Sjælland, mangler, efter vores mening, viden om patienter, og håndtering af dem. Dem jeg har snakket med har intet/meget lidt lært om; Basal luftvejshåndtering, avanceret genoplivning, lejring, sygdomslære, den akutte patient, ABCDE-princippet mm. Det føler vi som portører ikke er godt nok, for at kunne bestride det brede spektrum af opgaver vi udfører.

Så kære plejepersonale, vi beder om jeres støtte i vores kamp for at beholde vores SPECIALE.

MVH. Andreas Frankner Pedersen.


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Kære regering, I burde skamme jer!

snapseed

På trods af at vi sygeplejersker, os som er nogle af eksperterne i sundhedsvæsenet, længe, har råbt vagt i gevær og har advaret om, at vi ikke kan løbe stærkere, så har regeringen vedtaget at vi fortsat skal løbe 2 pct. stærkere for hvert år der går. Regeringen svigter patienterne, for vi sygeplejersker får fremover endnu mindre tid til vores patienter. Det går allerede udover kvaliteten og patientsikkerheden, i en vis grad, og det vil kun blive værre.

Jeg arbejder på en neonatal afdeling med ekstremt for tidligt fødte børn. Det vil sige, en afdeling hvor børnene jeg passer, er skrøbelige og har brug for masser af ro omkring sig. Jeg synes selv, at jeg er god til at skabe den fornødne ro, når jeg står på en patientstue og jeg mærker også, at de pårørende er glade for mig som sygeplejerske.

Men en dag sagde en pårørende til mig:

>Frederikke, du skøjter jo rundt, du burde anskaffe dig et par rulleskøjter, det ville lette dit arbejde<<.

Dernæst grinede vi sammen på stuen, og jeg måtte svare, at jeg om et par dage skulle ud og filme til en kortfilm med nogle sygeplejerske kollegaer, hvor jeg netop skulle være iført rulleskøjter. En af mine undervisere fra Meningsdanneruddannelsen, Sygeplejerske Ditte Krøyer, har sat gang i en kampagne, 2pctVÆK, for at gøre et oprør mod regeringens krav om, at vi i sundhedsvæsenet skal effektivisere 2 pct. mere for hvert år. Den første film, som blev lagt ud, medvirkende jeg i, iført rulleskøjter med en madvogn. Med humor og ved at vende om på det hele, viser denne kampagne, med små kort film, at vi da sagtens kan blive ved med at effektivisere. Budskabet er selvfølgelig sarkastisk, for NEJ, vi kan ikke løbe 2 pct. stærkere mere. Det kan vi IKKE.

Se filmen som jeg medvirker i her

Da den pårørende den dag foreslog mig, at jeg fik mig et par rulleskøjter, blev jeg først rigtig trist indeni. For med ét slog det mig, at jeg ikke var en god nok sygeplejerske. Hvis de havde lagt mærke til at jeg løb rundt, hvilket signal var det så lige at jeg sendte til dem, og alle de andre pårørende? En afdeling, hvor der er et maksimalt behov for ro omkring patienterne og et behov for nærvær og tid til at se de pårørende i øjnene.

Heldigvis så fortalte den pårørende mig, at de havde set mig løbe rundt på gangen, fra den ene stue til den anden, fra vores medicinrum og ud til stuerne. Og det er sandt, det var virkeligheden denne dag og andre dage, når vi har rigtig travlt.

Men her blev jeg rolig, det gjorde mig glad, at den pårørende ikke havde oplevet mig stresset og med høj fart på inde på stuen omkring barnet.

Dog bekymrer det mig, at selv de pårørende bider mærke i hvor travlt vi nogen gange har det. Det var utrolig sødt, og det er meget rørende, når de pårørende er så forstående og sætter sig ind i hvordan det kan være, at være sygeplejerske. Desværre tror jeg at vores travlhed kan smitte af på vores patienter og pårørende. Som på min afdeling og andre afdelinger, så tror jeg generelt, at nogle pårørende og patienter – for den sags skyld, kan føle at de er til besvær hvis de beder om hjælp eller hvis de ringer på klokken, specielt når de mærker og oplever at vi har travlt. I stedet så undgår de at kalde. Dette kan jo have fatale konsekvenser og det er bare én af årsagern til, at vi ikke må have travlt. I hvert fald ikke i en sådan grad, at det går udover vores patienter og deres pårørende. Og det gør det, når vi skal blive ved med at løbe stærkere for hvert år der går.

Det er jo ganske fantastisk og omsorgsfuldt, når pårørende og patienter bekymrer sig for os sygeplejersker, men helt ærligt, så synes jeg det er forrykt. Disse pårørende og patienter er i en livskrise, og bør have helt ro og skal ikke også bruge energi og ressourcer på at bekymre sig om os. De pårørende bekymrer sig i forvejen om dem de har kær, de skal have ro. Patienterne, er syge, på den ene eller anden måde, og skal også have ro. Men desværre er det ikke muligt at undgå, at de oplever at vi sygeplejersker er stressede og til tider løber forvirrede rundt i alt for høj en fart.

At regeringen ikke forstår alvoren i, at vi ikke kan effektivisere mere, er mig en gåde. Jeg kan ikke forstå, at de kan blive ved med at lukke øjnene for alle de historier vi fortæller fra vores hverdag i uniformen.

Skal der virkelig rulle hoveder, før at der bliver grebet ind? Det er som om at regeringen ikke vil handle før at der oprigtigt sker grusomme fejl og ulykker. Vi, sygeplejersker og alt andet sundhedspersonale, står i det her hver dag, vi oplever hvor alarmerende det er. Og hvem er det som skal se patienterne og de pårørende i øjnene? Hvad er det for en måde at behandle mennesker på?

I, regeringen, I skulle skamme jer, I som sidder og tager disse beslutninger. I kender tydeligvis ikke til den sande virkelighed i det danske sundhedsvæsen.

De 2 pct. effektiviseringskrav, som I mener bør forblive, er fuldstændig uacceptable. I burde passe på vores samfund, ikke nedbryde det. Vi, sygeplejersker, og alt andet sundhedspersonale er eksperter på vores fag og på det som vi oplever i uniformen, derfor burde I for alvor tage at lytte lidt på os.

Vi, som hver eneste dag passer på vores borgere, vi må da om nogen vide bedst. Desværre mener I, at I ved bedst, I med jeres regnemaskiner og reformer. Det er ubarmhjertigt, og slet ikke i orden.

Stakkels patienter, stakkels pårørende og stakkels Danmark. Jeg føler mig magtesløs, men jeg tager kampen op, og fortsætter i hurtig fart i mine løbesko, så længe jeg holder til det, og håber på, at regeringen snart åbner sine øjne, før det er for sent.

Vi er eksperterne på det vi oplever, og vi har længe råbt op og bedt om hjælp og flere ressourcer – IKKE færre.

Se mere om Dittes kampagne 2pctVÆK her og se de 3 film, som indtil videre er lagt op. Der kommer flere :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske

Sidsel, 26 år, Sygeplejerske

sidsel1

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Egentlig ville jeg læse Logopædi på SDU, så jeg søgte ind og fik en standby plads, hvilket gav mig et sabbatår mere. I det år rejste jeg med Adventuredk til Indonesien og Malaysia i to måneder sammen med 19 andre fantastiske danske unge. På den rejse skete der noget, som jeg ikke helt selv er klar over. Men da jeg kom hjem, var jeg sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg søgte ind og fik optagelse i februar 2013. Min mor har siden jeg var barn talt for, at jeg skulle være sygeplejerske, men det har jeg afvist. At befinde mig på et sygehus, så jeg ikke som en mulighed, fordi jeg som 16 årige selv var indlagt. Jeg kunne slet ikke se mig selv være på et sygehus i det daglige. Men mor fik ret, og jeg er nu sygeplejerske. 


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Under min studiepraktik var jeg på et hæmatologisk ambulatorium, og lige dér startede min interesse for det højt specialiseret specialet. Her lærte jeg at sige myleomatose, som betyder knoglemarvskræft. Patienterne med denne sygdom lever med en uhelbredelig kræftsygdom – nogle kort og andre i længere tid. Jeg har altid været klar over, at jeg ikke var tiltrukket at de korte møder i Sundhedsvæsnet som sker på fx skadestuen eller på en ortopædkirurgisk afdeling. Derimod elsker jeg at have mulighed for at lære patienten og de pårørende godt at kende og indgå i et lidt længere samspil. Dét kunne lade sig gøre i hæmatologien. Efter min praktik, blev jeg ansat på sengeafdelingen som timelønnet.


Efter endt uddannelse, blev jeg som nyuddannet ansat efter en uformel første gangs jobsamtale. Jeg elsker at møde de hæmatologiske patienter, og jeg er vild med at de kan genkende mig, når de genindlægges. Arbejdet med hæmatologien rummer både akut, planlagt og palliativ sygepleje for patienterne, og det er et meget udfordrende speciale men også givende menneskeligt arbejde.

Akut, når patienter fx efter behandling med kemo får en infektion og er i risiko for at gå i sepsis, her skal der handles hurtigt.

Planlagt, når patienten kommer ind til indlæggelse for at modtage kemobehandling, hvor der skal tales omkring bivirkninger og håbet for at behandlingen.

Palliativ sygepleje er der en del af. Palliation starter ved diagnosen. Jeg er ofte deltager i små eller længere samtaler omkring livsønsker, livsfortælleringer og familieforhold. Jeg tænker ofte over, hvad der mon er efter livet – og det er der mange forskellige bud på eller ønsker til. Egentlig var jeg ikke særligt fristet af den akutte del, men den er faktisk også ret spændende.

Min største interesse i sygeplejen er patienten.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Der er rigtig mange og nogle ret personlige. De bedste små, men alligevel også særlige, er dem der sker til ”hverdag”. Jeg gik en eftermiddag ind på en stue til en patient, som jeg tidligere havde mødt under en anden indlæggelse. På stuen blev jeg mødt med disse ord: >>Hej Sidsel, er det dig der er hos mig i aften?<<. Jeg blev tydeligvis glædeligt genkendt og patienten kunne huske mig og mit navn fra sidst, vi så hinanden. Det får smilet frem hos mig.

I en anden aftenvagt havde jeg seks patienter, ud af de seks patienter spurgte fem af dem om følgende inden jeg gik hjem. >>Er det også dig der kommer i morgen?<<. Det var det. Og jeg fik smil og >>Det er godt! Vi ses i morgen<< med mig hjem. Når man får ros for sin sygepleje, er det lige meget fra hvem rosen kommer fra. De pårørende er også rare mennesker – især når de er sikre på, at man vil dem og deres syge ægtefælde, forældre eller ven det allerbedste. Så kan det godt være at de til at starte med spørger >>Hvor længe har du så været på afdelingen?<< til at starte med, men det kan jeg godt sætte mig ind i hvorfor de gør. Det rare er så når de efterspørger en, og på hver sin måde anerkender mit arbejde og mig.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Det gør jeg ved hver vagt – nogle lette andre svære, men det er ikke til at undgå udfordringerne og heldigvis for det.

Jeg har bl.a. stået i en særlig udfordrende situation omkring behandlingsvalg. Patienten og de pårørende var af den tro at religion kunne helbrede den alvorlige sygdom. Lægen mente noget andet ud fra den viden og erfaringer han havde. Uden behandling ville patienten ikke leve særlig længe. Patienten ønskede ikke at vide hvor længe og lægen skulle informere herom. Det var svært at være mellemled i den samtale. Jeg er selv ikke særlig religiøs, men jeg kunne tydeligt mærke at patientens tro var stor og stærk. Lægen fik sagt at nogle mente at lægevidenskaben var en gave fra Gud, og at han havde oplevet at de kunne gå hånd i hånd.

Patienten skulle tænke meget over det. Vi talte meget om det. På et tidspunkt kom jeg også til at sige til patienten. >>Her ser da Herrens ud, jeg må vidst lige skifte dit sengetøj og tørre saftevandet op fra gulvet. Ups. Hov, sådan siger man vidst ikke<<, fik jeg reddet situationen. Så grinte vi lidt sammen over det.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje? 

Travlhed er sygeplejens værste fjende, og vi kæmper mod hinanden hver eneste minut på hver vores banehalvdel. Sådan føles det. Den kamp er trættende og den er ødelæggende for min sygepleje og lyst til sygeplejen.

Min arbejdslyst bliver minimeret totalt, når der ikke er tid eller når jeg kun har mulighed for at yde sygepleje med 50 %. Jeg hader det. At gøre arbejdet halvt giver en følelse af ikke at gøre sit arbejde tiltrækkeligt, og det er jo logisk nok. Men det er også hårdt at have det sådan ofte. Det er jeg ikke tilfreds med eller tilpas i. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg brugt. Så brugt at jeg desværre ikke har overskud til at tage på vincafe eller bare et enkelt glas vin herhjemme med min kæreste. Det gør ondt at sige fra og opleve kollaps, som The Danish Nurse kalder det. Jeg vil så gerne sygeplejen, men presset ødelægger faget og lysten til faget. Det er synd, for det er det fag jeg ser mig selv i, og det er et fag som mange danskere er taknemlige for findes.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Ansvarsfuld, oprigtig og selvfølgelig meget omsorgsfuld.

Der ud over kan det være en fordel at være hurtig løber, have mindre vandladningstrang end normalt og være ekstrovert. Jeg er dog ingen af delene…


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Jeg har været uddannet i omkring 10 måneder – med en ansættelsesstart fra d. 1. juli 2016 – midt i sommerferieperioden – og jeg afholdte blot en ugens ferie efter BA’en. Den ene uge gik altså meget stærkt! For stærkt. Det var ikke helt så fedt, erfarede jeg mig efterfølgende. Jeg ville ønske, at jeg havde startet noget senere, og dermed givet mig selv lov til en god ferie, hvor jeg kunne slappe af og nyde sommeren.

Der ud over har jeg siden min ansættelse endnu ikke afholdt ferie eller særlig meget afspadsering, jeg har levet på mine betalte fridage, som det hedder. Kunne jeg gøre dét om, havde jeg efter 3 eller 4 måneder taget en eller måske endda to ugers selvbetalt ferie. Det havde jeg brug for, og det tror jeg faktisk ville gavne de fleste. Som et lille afbræk i det nye voksenliv som sygeplejerske. For sikke en forskel det er at gå fra studerende til sygeplejerske. CHOK! Selvfølgelig skal det hænge sammen økonomisk, men det kan man jo evt. planlægge sig ud fra i god tid. Jeg har fri i godt 12 sammenhængende dag i maj, fordi jeg skal giftes – og til juli skal jeg holde 17 dages optjent ferie. Det ser jeg meget frem til, rigtig meget, måske faktisk lidt for meget.

Et andet råd jeg vil give, handler om natarbejde. Jeg blev til min ansættelsessamtale spurgt om, hvordan jeg gerne vil arbejde; dag og nat eller dag og aften. Det skulle være sundest blot at have to holds skiftede vagter frem for tre. Jeg sagde, at jeg gerne ville ansættes til dag og nat. Det har jeg siden fortrudt, jeg skulle aldrig have sagt ja til nattevagterne. Jeg var fuldstændig uvidende om, hvad det fik af betydning for mig. Jeg havde aldrig haft en nattevagt før, og det havde min krop eller psyke heller ikke! Det kunne passe bedst ind i mit privatliv, troede jeg. Mit råd er derfor at afprøve nogle nattevagter, før man siger ”ja tak” til dem. Der skal nok være plads til at tage en ekstra af dem i ny og næ, men de er meget svære at komme af med. Som det er for mig, kan jeg ikke arbejde på afdelingen uden nogle vagter om natten. Jeg har fået færre nattevagter ved også at arbejde om aftenen. Jeg kan dog mærke, at dette desværre ikke er en holdbare løsning for mig på sigt.

Og det tredje råd fra mig bliver: Brug dine sygeplejeveninder eller kollager! Jeg har under mit studie haft fire piger, som jeg nu ses med ca. 1 gang om måneden til kage, bowling eller tidlig aftensmad til en masse snak. Det er rart ikke at føle sig alene, få talt om problematikkerne og delt de gode oplevelser. Vi er alle fem overraskede over hvor let vi faktisk har haft ved at finde tid til os, vi er trods alt fem fuldtidsarbejdende sygeplejersker.

Skulle du have lyst til at følge min vej ind i sygeplejefaget, kan du finde mig på Instragram under navnet, @Sygeplejesidsel. God arbejds- og studielyst!


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på Instagram her: Thedanishnurse

At være nyuddannet sygeplejerske

Jeg har de sidste par uger haft det ret hårdt i den store jungle, som det kan være, at være nyuddannet sygeplejerske. I det her blogindlæg har jeg skrevet lidt om hvordan jeg famler rundt i sygeplejerske junglen lige nu. Det er svært at beskrive og forklare hvordan det er, at være nyuddannet sygeplejerske, og jeg tror at det er noget man skal opleve på egen krop, før at man rigtigt kan forstå det. Det er hårdt, sindssygt hårdt, og det tærer på krop og sind. Ikke nok med at det kan være svært at hænge sammen sådan rent søvn og overskudsmæssigt, så er der også følelser med på spil hele tiden. Alle, i hvert fald næsten alle, som jeg taler med om at være sygeplejerske siger til mig:

>>arh jo ja… men du skal jo også lære ikke at tage det med hjem<<
Holy sh*t, jeg kan efterhånden godt blive lidt træt i betrækket, når jeg hører ovenstående. For JA selvfølgelig skal jeg ikke tage det med hjem. Når jeg har fri, skal jeg holde fri, og slappe af og give mit lille hovede og min hjerne fred. Men faktum er bare, at når man er sygeplejerske, så bruger man ikke kun sin krop og sit hovede, man bruger også sine følelser. Så det der med ikke at tage det med hjem, det er faktisk lettere sagt end gjort. Jeg har i hvert fald ikke lært hvordan man lader være med det endnu, og jeg tror faktisk ikke at jeg kan lære det sådan 100 %. Jeg er helt sikkert blevet bedre til det end hvad jeg var i starten. Men f.eks. hvis jeg har travlt i en vagt, og jeg ikke når de opgaver jeg burde nå, eller hvis jeg føler, at jeg i en vagt har haft for travlt til at være der ordenligt for en familie, så tager jeg det med hjem. Jeg sidder ikke og græder og går i koma derhjemme, men jeg kan tydeligt mærke, at mit humør ikke er super godt og jeg får følelsen af, at jeg ikke har gjort mit arbejde som sygeplejerske godt nok. Det er hårdt, møg hårdt, og rigtig stressende.

De sidste par uger har jeg følt mig afkræftet og magtesløs, og flere gange haft en fornemmelse i min krop af, at jeg slet ikke har kunne holde til at være sygeplejerske. I hvert fald slet ikke at være sygeplejerske som arbejder 37 timer om ugen i 3-holds vagtskifte. Det har ikke været rart, det har faktisk været forfærdeligt.
Lige nu er status, at jeg er ved godt mod, jeg har lidt kræfter igen og jeg føler mig ikke magtesløs. Jeg tror desværre, at det er “a part of the game” som nyuddannet sygeplejerske, at have de følelser og tanker som jeg har gået og tumlet med. Så er det sagt. Jeg tror ikke, at det er unormalt, at komme igennem den rutsjetur som jeg oplever for tiden.

Jeg har skrevet om mine oplevelser her på min blog, jeg har talt med kollegaer, min leder, familie og venner og så har jeg sågar også udtalt mig om det på TV (jeg skal nok linke til programmet, og fortælle mere om det, når jeg ved mere om præcist hvornår det bliver vist). Jeg tror, det er vigtigt at tale om det, det kan kun gøre ondt værre hvis man tumler alene med tankerne om at man ikke er god nok. Jeg har i hvert fald haft brug for at tale (og skrive) om det, og jeg tror at det har hjulpet mig igennem en lidt hård periode, på en god måde. Og jeg er slet slet ikke færdig med at skrive, og tale, for den sags skyld :-)

Jeg vil det næste stykke tid prøve at slappe meget mere af og give mig selv mere lov til at være MIG og at være nyuddannet. Selvom jeg her i april faktisk fylder 10 måneder som sygeplejerske, så SKAL jeg slappe mere af og have mindre høje forventninger til mig selv. Jeg ER stadig ny, og jeg er kun 3 måneder gammel som sygeplejerske på Neonatal afdelingen. Det er helt naturligt at jeg slet ikke kan alt og at mange ting stadig er nye for mig.

Jeg skal prøve at sole mig mere i alt det som jeg rent faktisk kan og lykkes med. I stedet for at have fokus på alt det som jeg ikke kan. Det er jo ikke noget som jeg bevidst går og siger til mig selv, men underbevist tror jeg, at jeg går og har lidt for høje forventninger til mig selv. OG så har jeg det nok også med at sammenligne mig selv med andre. Det skal jeg også prøve at lade være med.

For selvfølgelig er der meget som jeg ikke kan, og meget som jeg stadig skal lære hver eneste dag. Men Rom blev ikke bygget på en dag, og man kan på ingen måde lære at være sygeplejerske på 3 eller 8 måneder. Det tager lang tid, og vi har allesammen vores forskellige styrker og svagheder.

Jeg har lært, og er blevet ekstra bevist om, at mine styrker især er det relationelle. Jeg er god og dygtig til at skabe realtioner og til at være den åndelige og sanselige sygeplejerske. Men der hvor mine svagheder er, er ved alt det praktisk instrumentelle og især også opgaver hvor der tal og udregninger indblandet. Men jeg bliver bedre for hver dag der går, og jeg skal tro meget mere på mig selv.
De sidste par uger har jeg døjet med søvnbesvær og især haft svært ved de mange skift fra dag til aften, dag til nat, nat til aften osv. Det er hårdt og svært at vende døgnet, og det er ikke nemt at få livet ved siden af sygeplejerske verden til at hænge sammen, når det hele er vendt på hovedet og døgnrytmen hele tiden bliver blendet rundt.

Men jeg tror på, at det nok skal blive bedre som tiden går, og jeg vil prøve på at finde mere ro i mig selv og have det ok med at jeg ikke når alt det jeg gerne vil. Jeg kan forstå, og hører fra kollegaer der har været i faget i længere tid, at det bliver bedre, men det vil fortsætte med at være hårdt, især også når man får børn. Det er bare hårdt at være sygeplejerske og der følger nogle vilkår med som er barske.
Men på den anden side, så “får” man så meget igen, på en anden konto, når man er sygeplejerske. Ikke pengekontoen, for lønnen er ikke høj, men på den der konto, som egentlig er ret svær at beskrive. Nemlig kontoen med oplevelser, hvor personer rør dig helt ind under huden og ind i sjælen, på en måde som er ganske unik og smuk og ikke til at sammenligne med noget andet.

Jeg når stadig ikke at forberede mad til mig selv, som jeg gerne vil, og jeg får slet ikke trænet som jeg også gerne ville. Men jeg bliver nød til at slappe mere af omkring det, og tro på at det nok skal blive bedre. Jo mere ind i specialet og sygeplejerskelivet jeg kommer, jo mere overskud og Frederikke-tid får jeg også.
Det er lidt svært at sætte ord på, men jeg havde slet ikke gjort mig forestillinger om, at det kunne være så hårdt at være sygeplejerske, som det rent faktisk kan være. Jeg havde hørt rygter om at det var hårdt og at det var et fag, som krævede at man var et over-menneske med superkræfter. Og til min jobsamtale på Neonatal afdelingen, fik jeg også klar besked om, at det kom til at være hårdt og ville kræve utrolig meget af mig at blive neonatal sygeplejerske. Men jeg havde på ingen måde troet eller forestillet mig, at jeg ville kollapse så meget på sofaen og være så træt og udkørt, som jeg har været.

Det næste stykke tid vil jeg prøve at være mere sød ved mig selv, og slappe af når jeg kan og sove en masse når jeg kan. Det kræver mod og styrke, og helt klart en masse støtte fra alle sider, at være nyuddannet sygeplejerske. Det er på ingen måde noget man kommer sovende til eller noget som man bare lige opnår fra den ene dag til den anden.

Når tid er, skal jeg nok få trænet mere og blive bedre til at forberede mad jeg kan tage med mig på arbejde. Lige nu må og skal jeg bare acceptere at det er en process, en lang process, at nå dertil hvor jeg kan slappe helt af og ikke spise müsli til aftensmad, morgenmad og natmad når jeg er på arbejde. Udover det, skal jeg også acceptere, at jeg når det som jeg når, og ikke blive skuffet over mig selv, når jeg sover længe, og ikke når at træne eller alt mulig andet som f.eks. helt almindelig dagsrutiner.
Jeg er vist i bund og grund et helt almindeligt eksempel på, hvad det vil sige, at være nyuddannet sygeplejerske, i dagens Danmark.
Og så smager müsli nu egentlig faktisk også meget godt, og når jeg ikke er på arbejde, så spiser jeg jo en masse andet god mad  :-)
Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Ugens Sygeplejerske

Katrine, 26 år, Sygeplejerske

ugens-spl-katrine-marts

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg blev sygeplejerske fordi jeg ikke kunne blive redder. Jeg havde en drøm at blive redder, men da jeg var for lav tænkte jeg at jeg så måtte blive det “næstbedste” og begyndte så at læse til sygeplejerske. Det viste sig at være det bedste og helt rigtig valg for mig.


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg arbejder inden for et lille og meget nørdet område. Jeg arbejder nemlig på en hæmatologisk afdeling (I region Sjælland, hvor vi er den eneste af den slags).

Hele interessen for at arbejde med cancer startede efter min sidste praktik på modul 11 og 12, hvor jeg var på en onkologisk afdeling. Nogen af de ældre sygeplejersker fortalte mig om det her hæmatologiske speciale, som bare var endnu mere spændende og mere akut og der blev jeg solgt.

Jeg har interesse for det akutte samtidig med at have individet i centrum og det får jeg bestemt med i min hverdag på hæmatologisk afdeling.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Jeg har heldigvis rigtig mange gode oplevelser i min hvide uniform.

Men specielt en oplevelse har sat sine spor. Jeg var som meget ny sygeplejerske med til en diagnosesamtale med en af afdelingens læger.

Vi skulle fortælle en patient og familien at patienten havde fået kræft. Jeg var utrolig spændt på, hvordan familien ville reagere – nu deres verden for en tid blev ændret.

Det var egentlig ikke så meget samtalen der var en god oplevelse, eller jo det var den. Men det var mere efterfølgende, faktisk flere måneder efter, hvor patienten kom hen til mig og takkede mig for den gode behandlingen gennem 3 måneder. Patienten ville ikke mindst gerne takke mig for min meget rolige måde at være på den dag med samtalen hvor diagnose kom, og patienten fortalte, at da han så, hvor rolig jeg var som sygeplejerske, var han slet ikke i tvivl om at den her hårde periode med kemo, indlæggelser og ikke mindst en kræftdiagnose nok skulle gå. Han fortalte at jeg stod meget klart for ham lige præcist den dag, hvor der ellers ikke, var meget andet han husker.

Det havde betydet så meget for ham at jeg som fagperson var rolig og tog mig god tid til at snakke det kommende forløb igennem med ham og ikke mindst familien.

Det har sat et spor i mig og gjort mig meget bevidst om at min udstråling som sygeplejerske/fagperson kan sætte store spor i patienten og dens pårørende, og at det havde stor betydning for deres forløb.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Der er udfordring hver dag i uniformen, nogen større end andre, ofte finder man en god løsning og udfordringer er dér man som sygeplejerske udvikler sig.

Men dér hvor jeg ofte bliver udfordret på min faglige og personlig front er etiske problematikker, jeg synes engang imellem det kan være svært at kæmpe patienternes kamp, specielt med lægerne.

Læger er til for at redde liv, hvilket sygeplejersker også er, men vi har en andet syn på patienterne og ikke mindst deres forløb.

Jeg synes godt det kan være udfordrende når man skal være patientens forsvarsadvokat, og engang imellem tage faglige diskutioner med lægerne, som ofte ser situationen anderledes end sygeplejersker gør.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlhed er meget oppe i tiden og jeg synes det er skrammende at man kan have så travlt på sit arbejde at man skal overveje om man skal springe frokost over, eller om man skal gå på toilettet eller lige klare en eller anden arbejdsopgave inden da.

Travlhed er en del af alle sygeplejerskers arbejdsliv – desværre!!

Den travlhed jeg oplever er ofte i forbindelse med vi på min afdeling både passer men også behandler vores patienter (Kemoterapi).

Det vil sige man som sygeplejerske kan passe 3-4 patienter (vi bruger primærsygepleje), hvor en eller flere af dem skal have kemoterapi, hvilket jo er noget man ikke bare lige giver.

At give kemoterapi er en lille ekstra uddannelse man som sygeplejerske tager og derfor har fået viden, som man kan bruge til at informere patienter i forbindelse med indgiften af cellegift som kemoterapi er. Samt lærer man at reagere hvis patienten skulle få ubehag under behandlingen.

Det kan for mig skabe travlhed, som slet ikke er okay. Her kan man som sygeplejerske få en fornemmelse af at ens job bare ikke bliver udført godt nok i den pågældende vagt, pga. arbejdsopgaverne og deres omfang.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Omsorgsfuld, hurtig-tænkende, smilende.


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Mit gode råd til andre sygeplejersker og ikke mindst kommende kollegaer er …

“Man når det man når – prøve at lade vær at stresse, der kommer altid en kollega efter dig”


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her

.. og på Instagram her

Older posts