Måske jeg skulle beholde mit løbetøj på, i stedet for at skifte til uniformen?

img_1388

Nyt på mit CV; Ekstremsports udøver

En lille opdatering, vil jeg lige give her på bloggen, fra mit forholdsvis stadig nye job på neonatalafdelingen.

Jeg knokler derudaf, og må efterhånden erkende, at være sygeplejerske i de travle tider, er en ekstremsport. I øjeblikket løber vi ekstra stærkt på min afdeling.

Det skal ikke være en hemmelighed at det selvfølgelig kan være sindssygt hårdt, og ekstra svært at være ny i gårde, når der er travlt og det hele går ekstra stærkt.

Men jeg går ikke grædende hjem, og jeg ved, at jeg har valgt rigtigt på hylden; jeg er og bliver sygeplejerske helt ind til knoglerne. Men for søren hvor kan det være svært at holde fast i den røde tråd, når det går så stærkt og man føler, at der mangler minimum to sygeplejersker i vagten. Det er helt klart ikke optimalt mht. læring, når der er travlt, og jeg møder stadig nye ting hver eneste dag. For tiden er der ikke så meget rum og plads til at lære, men jeg hænger i, og gør mit aller bedste og sover ufatteligt tungt om natten i de her dage og jeg kunne blive ved med at sove!

Noget som jeg er helt og aldeles glad for er, at jeg fra mit forhenværende job, på barselsgangen, er bekendt med de travle vagter, hvor vi også slukkede brænde, hvor sygeplejen var en ekstremsport og hvor der ikke rigtig var tid til at se patienterne i øjnene.

Jeg tror ikke, at jeg kunne have klaret opgaven, at være startet i et intensivt speciale, uden denne erfaring, som jeg har fra barselsgangen. Den store forskel er bare, at det var raske patienter jeg havde med at gøre på barselsgangen, det er det ikke på neonatalafdelingen. Derfor skræmmer travlheden mig lidt mere, i forholdt til patientsikkerheden.

En anden ting, som jeg er meget taknemmelig for, og som jeg beundrer helt vildt, er de kollegaer som jeg har fået mig på neonatalafdelingen. De er alle sammen så søde til at “passe på mig” og til at hjælpe, trods at de selv også løber stærkt og er ekstremsports udøvere. Det skal ikke være lyv, at jeg nogle gange har været lige ved at skrige og miste modet, når det har gået rigtig rigtig stærkt. Men det er ikke sket, for der er altid en kollega, der på finurlig vis, redder mig og får hjulpet mig i lige netop det jeg har stået i. Eller f.eks. får hjulpet mig med at få uddelegeret nogle opgaver, til andre sygeplejersker, der har haft et lille tidsrum til at hjælpe eller overtage nogle opgaver for mig.

Men jeg håber at den her ekstremsports tid snart vender, jeg kan nemlig meget bedre lide at være sygeplejerske, end at være ekstremsports udøver. Det er helt klart ikke optimalt, at en sygeplejerske, ikke kan få lov til at være sygeplejerske, heller ikke selvom det kun er for en periode.

Vi vil meget gerne have vores sygepleje tilbage, sådan at vi kan være der for vores patienter, på den måde, hvor vi kan se dem i øjnene, og give dem et kram og have tid til måske at sætte os på sengekanten og bare være i rummet med dem. Det er rigtig svært, og sådan set umuligt, når vi skal være ekstremsports udøvere i stedet for sygeplejersker.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Følg min blog på facebook her

.. og på Instagram her

Skal jeg være bange? Er det et dumt valg?

fd075216-c7cc-4398-bf79-62b6b2f2bc10

Jeg modtager efterhånden flere og flere e-mails og private beskeder på min facebookside og på min Instagram profil og det er rigtig glad for. Desværre er jeg ikke altid lige god om at svare med det samme, fordi at jeg simpelhent knokler r*ven ud af bukserne i den her nye tilværelse som sygeplejerske.

Men forleden, da jeg sad i min sofa, mørbanket og træt efter 5 hårde og travle dagvagter, tikkede der en besked ind fra en sygeplejestuderende, som straks inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. Jeg fik lidt en klump i halsen, da jeg læste beskeden.

Den sygeplejestuderende skrev blandt andet:

>>Skal jeg være bange? Er det et dumt valg, at blive sygeplejerske, selvom der vel er brug for os?<<

Av.. disse spørgsmål fra den sygeplejestuderende satte sig som en kniv i mit hjerte. Hun skrev, at hun læser og følger mig, og mine historier og at det godt nogen gange kunne skræmme hende lidt, og simpelhent få hende til at tvivle, om det nu også er det rigtige valg at læse til sygeplejerske. Og at hun godt kunne bruge nogle gode og fede oplevelser at se frem til og styrke sin drøm på.

Wauw.. jeg var ikke i nærheden af at tænke, at jeg med mit skriveri virkelig kunne påvirke så meget. Det satte mine tanker i gang, og jeg er meget taknemmelig og glad for at denne sygeplejestuderende kontaktede mig. For hvis hun føler sådan, er der nok også andre der sidder og føler sådan.

Jeg ved godt, at mange følger med i mit lille sygepleje univers, men jeg var ikke klar over hvordan og hvor meget jeg ubevidst faktisk påvirker, nok især sygeplejestuderende, der læser med. Jeg vil først og fremmest lige understrege, at jeg på ingen måde, og tvært imod, ønsker at skræmme nogen væk fra sygeplejefaget. Det er og bliver et fantastisk fag (fed streg under dette!!!).

Jeg skriver for at give et ærligt indblik i hvad det vil sige at være sygeplejerske og jeg er blevet bedre, synes jeg selv, til også at fokusere på de gode historier. Noget som jeg lærte og blev opmærksom på, på Meningsdanneruddannelsen :-) MEN jeg vil ikke male et uægte billede af hvad det vil sige, at være sygeplejerske. Det er ikke en hemmelighed, at det ikke er rosenrødt at være sygeplejerske. Travlheden er en trussel i en sygeplejerskes hverdag, og når man er nyuddannet og lige færdigbagt sygeplejerske, kan det være ekstra hårdt og svært at følge med, når det hele koger derude på afdelingerne. Jeg skriver, når jeg føler, at jeg har noget på hjertet, og det har jeg især, når jeg oplever travlheden som en fjende. Jeg mener det er yderst vigtigt at fortælle historier fra sygeplejeverden, også de historier, som ikke er rosenrøde. Netop for at skabe et fokus på at vi ikke må lade os tage til takke med de urimelige tilstande vi til tider står i.

Det er møg frustrerende at opleve de travle vagter, og det er slet ikke spor sjovt at være nyuddannet i det virvar, som jeg vil påstå at det er, når der virkelig er travlt og underbemandet. Jeg tror, for at være helt ærlig, at mange nyuddannede sygeplejersker har grædt, flere gange, efter sådanne vagter. Jeg tror også at det er helt normalt og en del af at være sygeplejerske. Det er et føle-fag, hvor man har at gøre med mennesker der er i krise på den ene eller anden måde. Derfor er det nærmest umuligt ikke at blive påvirket, medmindre at man er lavet af sten, og er man det, så læser man nok ikke til sygeplejerske. Jeg tror at man som kommende sygeplejerske skal foreberede sig på at man nok kommer til at få sig et par tudeture, måske allerede som studerende. Og så tror jeg, at man skal finde fred med, at det er helt ok at opleve disse tudeture. Det er kun sundt og et tegn på at man er et menneske som føler og som er i kontakt med sig selv og sine grænser.

Men jeg tror også, at det er vigtigt, at man som kommende sygeplejerske reflekterer over, om man vil og har mod på at være en del af et fag som rør en helt ind til sjælen. Det finder man hurtigt ud af i de første praktikker. Første gang hvor jeg sådan rigtigt reflekterede og græd, som sygeplejestuderende, var da jeg i min første lange praktik oplevede at en patient fik hjertestop.

Jeg var på udveksling i Spanien, og var i vagt med kun en anden sygeplejerske. Mig og hende og et opkald fra en medpatient med beskeden om, at en patient var faldet om med hjertestop. Det er en oplevelse som sidder dybt i mig og som jeg aldrig vil glemme. Det gik stærkt, vi var professionelle omkring hele episoden og jeg fik debriefet og talt det hele igennem. Men da jeg kom hjem og var alene i min bolig i Spanien, græd jeg, for det var det jeg skulle, for at få denne episode på plads. Det er ikke usundt og forkert at græde, punktum. Jeg fandt fred med det der var sket og var nu kun mere sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Man kan ikke undgå at blive rørt til tårer, vred og ked over travlheden og alt mulig andet som studerende og som sygeplejerske. Det er noget som hører med og jeg tror at man med tiden bliver hærdet og kan holde  til mere, men ingen tvivl om, at det tager tid at blive en moden og hærdet sygeplejerske.

Det er en rejse at læse til sygeplejerske, en faglig – men også en personlig rejse. Man gror og udvikler sig og oplever at stå på den anden side, som færdiguddannet, som et helt andet menneske, end det man var, da man startede på studiet.

Jeg blev rørt da jeg modtog beskeden fra den sygeplejestuderende. Jeg synes det er helt vildt, at sygeplejestuderende, som læser med på min blog og på min facebookside, kan blive i tvivl om det nu også er det rigtige de har gang i. Det er helt vildt, at mit skriveri kan have den effekt. Men det gør mig på en måde også lidt trist, for jeg vil jo ikke skræmme nogen væk fra faget – slet slet ikke! Men samtidig gør det mig også glad og stolt, fordi at jeg påvirker nogen med mit skriveri og sætter gang i refleksionerne derude. Det er godt og det er vigtigt. For jeg tror på at refleksion i sygeplejefaget er noget af det aller vigtigste. Når vi reflekterer, så gror vi, vi bliver klogere og der opstår måske nye spændende tanker og sider af en situation. Men ja, for at sige det mildt, det er skide hamrende hårdt at være sygeplejerske. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er selv i øjeblikket super træt, træt hele tiden og helt energi forladt. Nogke dage føler jeg, at jeg kunne sove i et helt døgn. Det er helt almindeligt, i hvert fald, når jeg taler med andre sygeplejersker, som er der hvor jeg er, altså nyuddannede eller nystartet i et speciale.

Man skal vende sig til at arbejde så intensivt med mennesker der er i krise, man skal vende sig til at knokle r*ven ud af bukserne og have ondt i hele kroppen, hvis vagten har været hård og travl. Man skal vende sig til at arbejde i skiftende vagter, dag-aften-nat og vende sig til, at man nogen gange slet ikke kan være der for familie og venner, som man gerne ville. Det ER hårdt, det er udmattende og det kræver noget specielt at kunne magte at være medspiller i det her fag.

Og til tider så er det så hårdt, at man græder. Man græder af afmagt og fordi at tilstandene på vores hospitaler sommetider er så urimelige at det slet ikke er til at holde ud at være sygeplejerske. Man græder måske fordi man oplever noget smukt, eller fordi man oplever en patient som pga. sin historie rør en så meget at man bare kommer til at græde. Jeg har grædt, mere end én gang og jeg ved, at mange andre også har grædt. Det er ret normalt at opleve at græde, når man er sygeplejerske. That’s a fact. Men jeg ser det faktisk ikke som noget dårligt, som sagt, så ser jeg det som at være sundt at man kan mærke og være så meget i kontakt med sig selv, at man græder og mærker, at det her der foregår lige nu, det får mig til at græde.

Det er bare SÅ vigtigt at tale med nogen, når man oplever episoder, hvor man har grædt eller er gået grædende hjem. Husk altid det. Det kommer selvfølgelig an på hvor man arbejder henne, men tit og ofte kommer man i kontakt med sine egne følelser og det gør man fordi vores fag handler om relationen til mennesker, deres sygdom og lykke og nogle gange død.

Gråd er for mig at se ikke en svaghed, det er et tegn på, at du er en dygtig sygeplejerske, som føler og som er i kontakt med sig selv – egenskaber som en god sygeplejerske gerne skulle indebære.

Jeg håber, at jeg med det her indlæg måske har sat gang i lidt refleksioner, og ikke har skræmt nogle af jer sygeplejestuderende derude. Jeg håber på at jeg med mine fortællinger og med det her indlæg måske kan forberede jer lidt. For mig kom det faktisk lidt som et chok, at tilstandene nogen gange kan være så grelle, at selv de mest garvede sygeplejersker er ved at miste modet. Jeg ville gerne have været bedre foreberedt på dette. Så nu har jeg i hvert fald givet det videre til jer.

Det vigtigste råd jeg vil give jer er at sige fra. Sig fra når i på aller mindste vis mærker, at I står i noget, hvor I ikke føler at i har nok kompetencer til at udføre opgaven. Det kommer I nok til at opleve flere gange, men hellere sige fra en gang for meget, end at stå i noget, som man ikke er sikker i og famler i blinde. Selvom der er travlt og det kan virke som om at der ingen er at bede om hjælp, så gør det alligevel. Man skal som nyuddannet sygeplejerske ikke gå på kompromis, det vil kun falde tilbage på en selv, og måske udløse, at man går hjem med en følelse af at være magtesløs og med følelsen af at være en dårlig sygeplejerske.

Man er ikke en dårlig sygeplejerske fordi at man spørger om hjælp, jeg vil vove at påstå, at man netop er en dygtig sygeplejerske, når man spørger om hjælp. For man kan ikke vide alt, slet ikke når man er helt ny. At være blevet færdiguddannet sygeplejerske, er lidt det samme som lige at have fået sit kørekort. Man ved hvad det vil sige og hvad det nogenlunde indebærer at være sygeplejerske. Man har styr på teori, og har måske lært nogle praktiske færdigheder, men man kan ikke køre på rutinen, og der er mange veje, som man ikke har kørt på og op og ned ad endnu.

Så kære sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker, I må ikke være bange, men det er helt ok hvis I alligevel bliver det. Jeg kan i hvert fald godt forstå jer. Min far har gennem min studietid altid sagt til mig, at det var hårdt at være sygeplejerske, det vidste han fra hans kusine af. Jeg tænkte altid, nååå jaja, men så hårdt kan det da heller ikke være. Men jo, det er det. Men det er altså samtidig verdens mest fantastiske fag og trods travlhed, meget lidt søvn, tudeture, søvnløsenætter, nætter hvor jeg kunne blive ved med at sove, til tider usund livstil og alt for lidt tid til mig, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt og jeg fortyder på ingen måde at jeg blev sygeplejerske.

Vi skal bare blive ved med at kæmpe sammen, sige fra og råbe op,  så at vi kan få de bedste arbejdsforhold, bedre normeringer og bedre patientsikkerhed. I kan som sygeplejestuderende sagtens råbe op og sige fra, og gør endelig det! Hvis I f.eks. oplever noget urimeligt imens at I er i praktik. Som studerende kommer man nemlig helt grøn og udefra og ser nogle gange tingene anderledes, end de som er i det til hverdag.

Og så vil jeg slutte af med at sige, at være sygeplejerske er ikke kun et job, det er en livstil, en livstil man skal vende sig til og der er så mange muligheder og forskellige steder at arbejde. Så kan man ikke lide at være et sted, er der altid et andet sted man kan søge job. Der er så ufatteligt mange muligheder også videreuddannelses muligheder. Det er kun fantasien som sætter grænser når man er sygeplejerske – det er og bliver det bedste fag og den bedste uddannelse man kan give sig selv. Så fortvivl ikke, selvom man møder modstand – også som sygeplejestuderende – så handler det om at være sig selv tro, og tro på, at det nok skal gå.

Tak fordi at I læser med, og stil mig endelig spørgsmål eller kontakt mig, hvis der er noget, som i har på hjertet.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg min blog på facebook her

.. og på Instagram her

Om The Danish Nurse

img_0145

Hvem er jeg?

Jeg hedder Frederikke Marie, er Sygeplejerske & Meningsdanner, meget glad for at danse samba og så er jeg også meget glad for at skrive.

Jeg blev færdiguddannet sygeplejerske i juni 2016 og arbejder som neonatalsygeplejerske. Jeg startede i det neonatale speciale den 1. januar 2017. Forinden har jeg arbejdet i et halvt år på barselsgangen, hvor jeg også havde været i praktik på modul 11 og derefter arbejdet som timelønnet vikar.

Jeg blogger fordi?

Når jeg skriver kobler jeg af og går ind min egen lille skrive verden hvor tiden flyver afsted. At skrive er et frirum for mig, hvor jeg får nogle af alle mine tanker og refleksioner ned på skrift. Tit og ofte starter et blogindlæg i noter på min Iphone:) og rigtig mange får jeg aldrig postet. Nogle gange går jeg tilbage og skriver mere på en note og ender med at udgive det. Men tit og ofte starter et indlæg bare som små noter, stikord og refleksioner af hvad der lige falder mig ind. Det er sjældent jeg sætter mig ned og bare skriver, jeg skal være “in the mood” og have noget på hjertet.

Hvorfor startede jeg med at blogge?

Jeg startede med at blogge tilbage i 2009, da jeg fik konstateret PCOS. Bloggen hjalp mig med at finde ro og jeg brugte blogging, og det at skrive, som et terapeutisk redskab. Jeg er oven på igen og har lært at leve med min PCOS og er nærmest fri for alle symptomer. Har du nogle spørgsmål ang. PCOS, eller andet i den forbindelse, er du meget velkommen til at kontakte mig :-) Læs lidt om min PCOS historie her.

Hvad blogger jeg om?

Jeg skriver primært om min verden i den hvide kittel. Det giver mening for mig at bruge mine ord som et talerør for min profession, som jeg er meget stolt af. Det gør mig utroligt glad når I læsere “blander jer”, skriver kommentarer, debaterer med hinanden (og mig!) og giver jer til kende. Det betyder meget for mig at vide, at nogen læser hvad jeg skriver. Jeg interesserer mig for det meste inden for sygeplejen, men er især optaget af sygeplejerskers vilkår, arbejdsmiljø, løn, patientsikkerhed, kvalitet i vores sygepleje, den gode omsorg og pleje, de gode historier fra faget og så prøver jeg så vidt mulig at skrive direkte fra hjertet. I ny og næ skriver jeg også nogle lidt mindre seriøse blogindlæg, hvor min intention er, at få smilet frem hos jer.

Udlandet?

Jeg har været på udveksling med sygeplejestudiet to gange. I min første lange praktik, modul 4, var jeg i syd Spanien på det danske Genoptrænings Hospital Montebello. Det var en uforglemmelig tur og en fantastisk start på sygeplejestudiet, som jeg aldrig vil glemme. Jeg var alene afsted, men havde familie nogenlunde tæt på. Min storesøster bor nemlig i Madrid med sin spanske kæreste.

På modul 6 var jeg i Kina. Jeg boede i Shanghai og jeg var afsted med to veninder fra studiet. I Shanghai fik jeg interessen for traditionel kinesisk medicin, alternativ behandling, akupunktur, Yin/Yang, kinesiske urter med mere. Jeg vil utroligt gerne tilbage til Kina en dag og opleve meget mere.

Er du sygeplejestuderende, og vil du gerne på udveksling, så fyr løs med spørgsmål. Så skal jeg nok prøve at hjælpe og komme med gode råd:-) Jeg har skrevet en guide til legatsøgning, læs den her. Jeg modtog selv Nordeafondens legat da jeg var i Kina.

Generelt er jeg meget rejse – og eventyrslysten, jeg elsker det internationale miljø, at møde nye mennesker, nye kulturer og steder! Ét af mine store sygeplejerske ønsker er, at komme til udlandet og arbejde for en periode. Jeg drømmer om at arbejde i Grønland for noget tid, og på sigt vil jeg også rigtig gerne ud med Læger Uden Grænser. At komme ud med Læger Uden Grænser, har været en drøm meget længe, længe før at jeg startede på sygeplejestudiet. Denne drøm blev kun forstærket af mine to udlandsophold på sygeplejestudiet. At rejse er at leve! (H.C. Andersen)

Min fritid?

Jeg har danset samba siden 2013. Jeg danser i dansetruppen Estilo Faixa og har tidligere danset i dansetruppen As Tamborzudas. Jeg har efterhånden optrådt mange gange, selvfølgelig til Københavns Karneval hvert år siden 2013, men også til mange privatarrangementer, til Distortion, på Club Mambo, på plejehjem mm. Det er en utrolig fed følelse at optræde og at underholde med samba. De fleste smiler og bliver glade, når de hører sambamusik, ser fjer, glimmer og mange farver :-) Jeg danser også klassisk ballet, men bare på et hyggeplan. Samba og ballet er to store modsætninger til hinanden, men det gør det kun mere udfordrende og spændende. Jeg har tidligere også danset hiphop, funk, jazz og mavedans.

Vil du være med?

Har du noget på hjertet, og kunne du tænke dig at være gæsteblogger og skrive et blogindlæg? Så send mig endelig en mail. Kravet er blot at du arbejder inden for sundhedssektoren, så er du fys, sosu, ergo, SSA, radiograf, portør, serviceassistent, bioanalytiker, pædagog, læge, sygeplejerske:), laborant, jordemoder, socialrådgiver, lærer (har måske glemt nogen, men alle professioner er velkommen til at skrive til mig). Jeg synes det kunne være så spændende med et indblik i andre professioner også. Er du pårørende, eller har du på andenvis bare lyst til at skrive om oplevelser eller erfaringer fra sundhedsvæsenet, er du også meget velkommen til at kontakte mig :-)

Tak fordi I læser med, og send mig endelig en mail, eller smid mig en kommentar med ris og ros og alt andet. Jeg vil for så vidt muligt forsøge at svare så hurtigt jeg kan.

Kh. Frederikke Marie, Sygeplejerske & Meningsdanner

Kontakt:

Email: frederikkekikka@gmail.com
Facebook: Thedanishnurse
Instagram: @Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske

Cecilie, 22 år, sygeplejestuderende, modul 8

ceciliesplstud

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?
Jeg har altid vidst, at jeg skulle være sygeplejerske. Selv i de små klasser i folkeskolen, gik jeg rundt og sagde til mine klassekammerater, at jeg ville være sygeplejerske, når jeg blev voksen. Så det er ret vildt, at jeg i dag som 22-årig rent faktisk er i gang med sygeplejerskeuddannelsen, og allerede er halvvejs.
Derudover har jeg altid elsket at kunne gøre en forskel for andre mennesker, og har altid haft en trang til at sørge for, at menneskerne omkring mig hele tiden har det godt og er glade. Så glæden i at kunne yde omsorg og hjælpe andre mennesker, vil altid være en stor del af mig, og derfor skal jeg være sygeplejerske!

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?
Jeg er lige startet på modul 8, som skal tilbringes i psykiatrien. Psykiatriverdenen har aldrig rigtigt vagt min interesse særlig meget, men jeg glæder mig nu alligevel til at prøve kræfter med det. Det kan jo være, at det fanger mig, og jeg får lyst til at arbejde videre med det.
Da jeg startede på uddannelsen (såvel også inden jeg startede), var jeg sikker på, at jeg skulle være anæstesisygeplejerske. Men jo længere henne i min uddannelse jeg er kommet, jo mindre er jeg blevet fastlagt på den idé. Nu går jeg lidt med tanken om at blive klinisk vejleder, da jeg rigtig godt kan lide at lære fra mig. Om det bliver klinisk vejleder, eller noget helt andet, må tiden vise. Dog ved jeg, at jeg uanset hvad, gerne vil have en kandidat, når jeg har fået min bachelor, og mulighederne er jo heldigvis mange. Det er en af de ting, jeg elsker ved den her uddannelse; at jeg kan gå i rigtig mange retninger, og ikke behøver at fastlåse mig på min bachelor.
Når jeg er færdiguddannet, har jeg en drøm om at melde mig ind i et vikarbureau, som sender danske sygeplejersker til Norge for at arbejde. Jeg synes, det er en helt vildt fed mulighed at kunne få lov til arbejde og gøre en forskel i andet land, med den profession man holder af og brænder for. Jeg rejser sågar til Tanzania til sommer, hvor jeg i en måned skal arbejde som frivillig sygeplejerskestuderende på et hospital. Jeg glæder mig virkelig til al den erfaring, og alle de oplevelser jeg får med retur i bagagen, og jeg er sikker på, at det vil styrke mig som person og styrke mine sygeplejefaglige kompetencer at have arbejdet med sygepleje gennem en anden kultur, i et andet land, og gennem et andet sundhedsvæsen.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?
Jeg havde et rigtig godt forløb med en borger, som strakte sig over hele min praktikperiode. Jeg var inde hos borgeren hver dag for at hjælpe med morgenrutinen. I starten var det meget grænseoverskridende at skulle gå ind i en ældres hjem og hjælpe med personligpleje. Generelt var det svært at skabe en god relation og tillid, da vedkommende var meget dement, og derfor var meget fjern og indelukket. Men som dagene gik, endte jeg med at lære borgeren rigtig godt at kende, og der kom mere og mere indhold i vores samtaler.
Det hele endte ud i, at vi begyndte at have en hyggelig, sjov og bedre samarbejdende morgenrutine. De pårørende, som var på besøg flere gange dagligt, blev altid så glad for at se mig arbejde sammen med borgeren, og takkede mig ofte for at have fået vedkommende lidt ud på den ’lyse’ side igen. Det gjorde mig så glad, at de pårørende havde værdsat den pleje og omsorg, jeg havde givet. Jeg fik også stor ros fra min vejleder, som var imponeret over den store tålmodighed, jeg altid havde med borgeren, og måden jeg arbejdede med vedkommende på. Min tålmodighed og måde at arbejde på, skabte jo også på sigt den gode relation mellem borgeren og jeg. Man bliver virkelig så glad som studerende når andre, og især pårørende, roser og værdsætter det arbejde man laver, selvom det jo ’bare’ er ens arbejde. Det er den bedste følelse, og det gør mig glad, at jeg kan gøre andre glade, ved bare at gøre mit arbejde.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?
Ja, det har jeg. Da jeg havde min første praktik på uddannelsen, var det første gang, at jeg skulle udøve personlig pleje på et fremmet menneske, og det gjorde mig lidt nervøs. Jeg blev ret hurtigt oplært i morgenrutinen hos min borger, og blev dermed hurtigt kastet ud i plejen, uden at have en fra personalet ved min side. Det var ret hårdt, grænseoverskridende og nervepirrende, at skulle stå med en hel morgenpleje selv så hurtigt, og lære den daglige rutine uden at skulle spørge personalet om hjælp hele tiden. Men samtidig synes jeg også, det var rigtig fedt, at jeg efter kort tid fik så stort et ansvar, og var selvfølgelig også meget imødekommende over for de opgaver, jeg fik stillet.
Varetagelsen af de borgere jeg fik tildelt under min praktik, tog rigtig hårdt på mig de første par uger, da det hele stadig var meget nyt for mig. Jeg er typen som gerne vil gøre mit bedste hele tiden, men jeg måtte indse, at som sygeplejerskestuderende og helt ny i faget, kunne jeg altså ikke være den bedste til alt det plejen indebar. Jeg lærte af mine fejl, og lærte at reflektere over hvorfor jeg gør, som jeg gør i en plejesituation, hvilket gav mig en masse gode kompetencer.
Det tog ca. 1 måneds tid, før jeg havde fundet en god rytme, og var kommet ind i en god rutine, og dermed kunne gå hjem med god følelse af, at have udført dagens arbejde tilfredsstillende. I sidste ende førte det også til en masse super gode og lærerige oplevelser, som jeg tager med mig videre i de andre praktikker.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?
Ja det har jeg desværre, og hvor er det ærgerligt, at det skal gå ud over plejen… Vi havde generelt ikke så travlt det sted hvor jeg havde min første praktik, men når travlheden så endelig meldte sig, var den også til at mærke. Og det gjorde det bestemt ikke mindre travlt, at personalet af og til måtte tilsidesætte deres eget arbejde for at hjælpe en studerende som mig. Og det gik også op for mig, de dage hvor der var rigtig travlt, at jeg ikke havde tid til at nå alt det jeg skulle i løbet af morgenplejen, og derfor ofte måtte prioritere hvad der var vigtigst, hvilket desværre ødelagde kvaliteten af den sygepleje, jeg skulle udføre. Det er ikke rart, når man står og er splittet mellem de borgere man har i sin varetægt, og som alle har brug for hjælp, og brug for at man er patientnær, og har tid til at snakke og svare på spørgsmål. Og der er heller ikke noget værre end at gå hjem med dårlig samvittighed over at have efterladt ufærdigt arbejde til det nye vagtskifte, og generelt ikke føle at man havde udført sit arbejde tilfredsstillende nok.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?
Professionel, omsorgsfuld, empatisk.

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?
Som studerende er det virkelig vigtigt at passe på sig selv. Vi er sygeplejersker, og passer på dem som har brug for vores hjælp, men der er ingen til at passe på os – kun os selv! Der er ikke nogen skam i at sige stop, hvis man fx ikke er tilfreds med det arbejde man udfører, eller bare føler det hele er ved at stige en til hovedet. Det kan godt være, at vi føler, at vi må tilsidesætte os selv, så vi kan hjælpe vores patienter mest muligt, men vi skal også huske at yde lige så meget omsorg over for os selv og vores medansatte, så vi derigennem kan være med til at skabe det gode arbejdsmiljø, som vi jo skal begå os i hver dag.
Det er heller ingen skam, at man som studerende, siger nej til de opgaver man får stillet, hvis man ikke føler sig godt nok rustet til at udføre dem. Man skal ikke tvivle på sine begrænsninger, men sige fra, så man ikke bliver udsat for noget, man er utryg ved. Det har jeg selv måtte gøre i min egen praktik, da jeg blev bedt om at udføre en opgave, jeg ikke havde nok viden og kompetencer til at udføre på daværende tidspunkt i min uddannelse. Jeg lyttede til mig selv og stod ved min beslutning om ikke at udføre opgaven, hvilket jeg havde det rigtig godt med bagefter.


Kunne du tænke dig at være med i Ugens Sygeplejerske? Send mig en besked på min facebookside, eller en e-mail, så sender jeg spørgsmålene til dig :)

Sko tip – tilbud!

img_0372

Jeg har i noget tid gerne ville have nye arbejds sko, men er gået i stå midt i projektet flere gange primært pga. prisen.

Jeg har kigget på Birkenstock fordi jeg synes de cool og gode at gå i. De er kiksede, men samtidig stilfulde på sin helt egen måde. Og så har jeg haft et par for nogle år siden, og mine fødder blev så glade af at gå i dem. Der er efter min mening masser af komfort og støtte i dem.

Men… jeg synes at 899 kr. er dyrt for et par arbejdssandaler, og det er den pris, jeg har set dem til rundt om omkring. I hvert fald dem som jeg gerne ville have. Dem som hedder Arizona i hvide.

Men så var jeg et smut i Bilka i lørdags, og vupti, så var de lige foran næsen på mig – til 399 kr., hvilket er noget helt andet end 899 kr.

Og så var de der sørme også i min størrelse, dvs. i str. 39. Jeg plejer som regel at bruge str. 40, hvilket hele mit liv har været et mindreværdskompleks, og nok stadig lidt er det:-) Jeg har altid synes, at mine fødder var for store, så jeg løj over for min mor i skobutikkerne, da jeg var mindre, og fik en størrelse mindre og ondt i storetåen, haha!

Men jeg har altså nu et par Arizona Birkenstock i hvide, til under halv pris og i en str. 39 (slash str. fake 40) så fedt! Jeg er så glad for dem allerede :-)

Det var i Bilka i Hillerød, jeg ved dog ikke, om de også har dem i andre Bilka’er og indlægget her er ikke sponsoreret eller noget som helst. Hvem ka’? Bilka!

Jeg købte også en nøglering, i Neye, til mine garderobenøgler til hospitalet. Hele sidste uge har jeg været “lukket ude”. Mine nøgler har været væk, og jeg har følt mig så nøgen i uniformen. Det har ikke været sjovt at være uden id-kort, sygeplejenål og alle mine andre sygeplejerske ting.

*Jeg fandt nøglerne i min vaskemaskine, de må have forputtet sig i en lomme – smart! Jeg glæder mig helt til at møde på arbejde igen, klædt ordenligt på og i nyt fodtøj :-)

Hvilke slags sko arbejder I i?

Kh. Frederikke

Du ved, du er sygeplejerske, når…

img_0272

  • Når du tit er i tvivl om hvilken dag det er
  • Du hører bib-lyde inde i dit hovede, flere timer efter du har fået fri og er kommet hjem, og det hænder også at ske på fridage
  • Dem som forstår dig aller bedst er dine sygeplejerske venner, tit kan de sågar færdiggøre den sætning du er igang med. Det er især rart, hvis du er træt og i zombie-tilstand efter flere nattevagter, eller bare zombie fordi det har været en hård vagt
  • … du kender til zombie-tilstanden, efter nattevagter, hvor du siger mærkelige ting, spiser mærkelige ting og generelt bare gør mærkelige ting – GODT RÅD: hæng ud med sygeplejersker venner, de forstår dig fuldt ud
  • Du har det med at holde lidt for meget øje med din egen urin, ikke kun farven, men også lugten….
  • og det er vel egentlig ikke kun urinen, som du holder øje med, også fæces.
  • Du kan have lyst til at skrige, græde og skride fra det hele efter en vagt, men dagen efter, elsker du dit sygeplejefag, og kunne ikke forestille dig at lave andet.
  • Du er glad og smigret over at venner og familie stolt fortæller andre, at DU er sygeplejerske, men samtidig, er det ikke så sjovt, for nu forventer disse “andre” at du ved alt om alle sygdomme og alle medicinpræparater – og det gør man på ingen måde, når man er sygeplejerske, men det tror andre.
  • Du bruger mere tid i hvid kittel og på Hospitalet, end du gør i civilt tøj og i eget hjem
  • Neglelak var noget du brugte engang… for længe siden. De samler nu støv og måske er de fleste indtørret..
  • .. det samme med dine parfumer.
  • Du har oplevet at glæden ved at køre mod morgentrafikken, på cykel eller i bil, efter endt nattevagt, smilet og tænk YES jeg skal hjem og sove, alle andre skal på arbejde!
  • Du har hørt alt for mange dårlige jokes fra fyre, når du i byen har fortalt, at du er sygeplejerske.
  • Du jubler lidt indeni, når patienterne har haft afføring (det gør vi i hvert fald på barselsgangen og neonatalafdelingen – tit sammen med forældrene).
  • Kun dine sygeplejerske venner forstår dig, når du med tude stemme fortæller, at der har været travlt på arbejdet – andre synes måske du er lidt for meget, og måske lidt for pivet.
  • Du har små håndspritt’er flere steder derhjemme, i tasker, skuffer og måske har du også en stående ved siden af håndsæben i køkkenet og på badeværelset
  • Du er vej hjem fra vagt, klokken er 15.00-16.00 og det går op for dig, at du ikke har tisset hele dagen.
  • Du er lidt for god til at tænke på hvordan alle andre har det, men glemmer dig selv i farten.

Kan du nikke genkendende til noget her og måske tilføje noget? :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse


Utilstrækkelig. Trist. Og øv. Og en lille følelse, gemt inde bag ved, af yes “jeg gjorde det!”

img_0225
Jeg har i dag oplevet travlheden på mit nye arbejde, den som vi er mange, i sundhedsvæsnet, der desværre kender til. Ved overlevering fra dagvagtsholdet fik vi at vide, at der havde været travlt i dagvagten, og at vi nok også ville få travlt. Men øv, det er virkelig bare hvad jeg føler indeni lige nu. Øv hvor er det trist, at gå hjem med en følelse af, at have været utilstrækkelig.

Man kan så sige, at det desværre ikke er nyt for mig, det her med at mærke utilstrækkelighed, da jeg på barselsgangen oplevede det flere gange. Men det er bare anderledes, der hvor jeg er nu. Det er nyfødte, som er syge og for tidlig fødte, og forældre som er sprøde og har ekstra brug for nærværende sygeplejersker, der har tid til at være ordenligt tilstede. Dette var ikke muligt i dag. Jeg fik den hjælp jeg havde brug for, af kollegaer, trods de havde ligeså travlt som jeg selv, men det ændrer ikke på, at jeg ved, at jeg ikke har været tilstede og været der for de nyfødte og deres forældre, som jeg burde. Det er ikke okay.

Jeg lykkedes med at anlægge en sonde på en baby, jeg fik fat i en kollega der kunne instruere og vejlede, og det gik godt og jeg er glad og stolt over det. Jeg lyttede med stetoskopet på maven, kunne høre boblelyde, aspirerede på sonden og der var vacum. Sonden lå som den skulle. Jeg er glad for at jeg har denne gode oplevelse med mig hjem, oven på en aften, hvor jeg også går hjem med følelsen af at være trist over at have været utilstrækkelig.

Jeg håber at politikerene tager det seriøst, når vi siger, at det simpelthent går for stærkt derude på alt for mange afdelinger. Det jeg har oplevet i aften er sikkert vand ved siden af hvad andre sygeplejersker oplever på andre afdelinger. Men jeg kunne til aften mærke, i min mave, at min sygeplejeetik blev overskredet.

Hver anden sygeplejerske oplever, ifølge analyse fra DSR, at travlheden går udover patienternes sikkerhed. Helt ærlig, hvor længe skal vi blive ved med at gamble.

Min kollega og jeg aftalte, at vi i morgenaften, får en bedre aften, når vi møder ind i aftenvagt. Det håber jeg.

I rundkredsen for sidste gang

img_0159

Kredsformanden, Vibeke Westh, overrækker mig mit bevis. Vibeke holdt også så fin og flot tale til os, tusind mange tak for den! 

Så stod vi der igen, i rundkredsen, og checkede ud. Denne gang var det for sidste gang. Efter hvert modul er sluttet på Meningsdanneruddannelsen, har vi lavet en “check ud cirkel”, hvilket jeg har været kæmpe fan af. Vi har stået i en rundkreds, og en af gangen har vi “trådt ud” af rundkredsen samtidig med at have tilknyttet udgangen med en kommentar. Det kunne f.eks. være i form af en følelse, noget man havde lært i løbet af dagen, oplevet eller noget som man gerne ville arbejde videre med.

I fredags checkede jeg ud med nogenlunde det samme, som jeg checkede ud med, på modul 1, på Vilvorde Kursus Center; “at have følelsen af, at være fundet hjem – at have fundet et netværk af mennesker, der deler samme passion for sygeplejefaget som jeg selv…” Jeg sluttede af med at sige, at jeg var meget bevæget, med en bævrende stemme. Jeg var meget tæt på at tude, og kunne mærke at mine øjne var helt våde.

Mine våde øjne var et bevis på, at jeg det sidste halve år, en dag hver måned, har tilbragt tid sammen med nogle helt fantastiske mennesker. De har hver især inspireret mig og jeg har lært så meget om menigsdannelse, og om mig selv. Følelses – og personlighedsmæssigt har denne uddannelse betydet helt vildt meget, og har været en gave til mig selv. Det kan måske lyde lidt meget patetisk, men det er sandt. Jeg har ikke haft det så nemt det sidste halve år, dvs. alt den tid, mens jeg har gået på uddannelsen, men alligevel har jeg holdt ved, og mødt op til alle moduler. Trods jeg flere gange, pga. kaos og rod i privatlivet, har været ved at blive væk. Jeg oplevede heldigvis, efter hvert modul, at jeg blev stærkere og at jeg fik mere mod på det hele. Læs: livsmod.

Uddannelsen har, udover at påvirke mig personligt – på en god måde, også eksponeret mig helt vildt med at tale foran andre og større forsamlinger. Jeg er på ingen måde blevet super skarp til det, men jeg har prøvet det og øvet mig i det. Hvilket er en begyndelse og jeg er stolt af, at jeg overhovedet har turde.

Jeg har også udviklet mig fagligt, også i den grad. Jeg har fået en meget bredere forståelse for hvad der foregår i det store sundhedsvæsen, bagom, på Borgen og i Region H. Jeg har fået et indblik i hvad der rør sig, også hvordan det hele fungerer med pengeposerne. Det har været så utroligt spændende og samtidig også mega frustrerende. 

Og så til noget af det aller bedste, jeg har mødt fantastiske mennesker, og skabt relationer på kryds og tværs af sygeplejefaget. Jeg ser frem til at ses mere med dem og til at meningsdanne med flere af disse dejlige mennesker. Jeg er så taknemmelig for hver og en.

Da jeg modtog mit bevis, af Kredsformanden, kære søde Vibeke Westh, klappede og råbte mine nyudklækkede med-meningsdannere “Vitachoreas, Vitachoreas”… er du gal det kildede i min mave og jeg blev helt varm i kroppen og sikkert nok også rød i hovedet. Her kan man virkelig tale om anerkendelse, fælleskab, følelser og venskaber på et helt specielt niveau. Det var så sødt!

img_0184

TAK fordi I er så dejlige og søde alle sammen! I har alle været med til at gøre min meningsdannerrejse noget helt specielt, og I har alle inspireret mig på hver jeres måde. Og tusinde tusinde tak til Kredsformanden Vibeke Westh, og trænerene på uddannelsen. Det har været helt ubeskriveligt at være en del af denne uddannelse. Jeg kommer virkelig til at savne og mangle jer. Derfor er jeg glad for, at det ikke var et farvel i fredags, men heldigvis et på gensyn. 

Jeg vover, jeg vovede og jeg vil blive ved med at vove! Det er så fedt at være sygeplejerske, og det er kun blevet endnu federe, nu hvor jeg kan kalde mig Sygeplejerske og Meningsdanner!

Hvis du gerne vil læse mere om Meningsdanneruddannelse, så tjek mit blogindlæg her.

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her

I kan også finde mig på Instagram her

img_0140

Hvordan er man en god sygeplejerske?

img_0201

Jeg vil vove at påstå at der ikke findes en opskrift på hvordan man bliver en god sygeplejerske. Der er bud på det, gode råd og man lærer og læser, selvfølgelig, rigtig meget på studiet/+ i sin praktik om hvordan man er sygeplejerske.

Men en god sygeplejerske, er efter min mening, noget man er. Det er ikke noget man kan læse sig til, det er noget som kommer indefra.

Trods min korte tid som færdiguddannet sygeplejerske, tror jeg, at jeg har fundet ud af, hvad det vil sige at være en god sygeplejerske. Den gode sygeplejerske, som jeg hver dag, stræber efter at være.

Som sygeplejestuderende, og i min tid som færdiguddannet, har jeg været heldig at være lidt rundt omkring på forskellige hospitaler og afdelinger. Ikke kun i Danmark, men også i Spanien og i Kina. Her har jeg mødt en masse forskellige sygeplejersker.

Jeg lærte hurtigt, af min første kliniskevejleder, søde Ulla fra Montebello i Spanien, at jeg ikke skulle stræbe efter at være sygeplejerske på en bestemt måde. Hun lærte mig at jeg skulle være mig selv, og “plukke” det gode fra de sygeplejersker, jeg mødte på min vej, og fra dem, som jeg fandt inspirerende og dygtige.

Der er noget specielt, ved det, som jeg anser for at være “den gode sygeplejerske”.
Noget helt unikt og næsten udefinerbart.

En god sygeplejerske, er ikke ens betydende med, at have sygeplejerske autorisation eller at have et godt sygeplejerskejob, et anerkendt sted.

At have arbejdet som sygeplejerske i 25 år, gør heller ikke, at man er en god sygeplejerske.
Man bliver heller ikke en god sygeplejerske, ved at være god til at blande IV medicin, anlægge PVK korrekt, eller ved at være bedste venner med alle lægerne.

Det handler heller ikke om, at have mange stjerner på skulderen, flere efteruddannelser i ærmet eller flere emblemer på kitlen end de andre i afdelingen.

I mine øjne, er det er slet ikke målbart, det at være en god sygeplejerske.

Det er en følelse du får, når du ser og oplever en god sygeplejerske, tage sig af sine patienter. Det er svært at beskrive denne følelse, men jeg vil prøve.

Den gode sygeplejerske

Den gode sygeplejerske, er ham/hende, hvor du i patientens øjne kan se, at han/hende føler sig sikker og rolig, ved at få besked om, at det er denne sygeplejerske, der skal være der for patienten resten af dagen.

Det er den sygeplejerske, hvor de pårørende “tager en pause” og forlader hospitalet for en stund, da de ved, at med denne sygeplejerske, er de sikre og trygge. Og de ved, at denne sygeplejerske vil pleje deres kære, med ægte kærlighed og omsorg, ligesom dem selv.

En god sygeplejerske er ham/hende som bruger sit sygeplejeinstinkt, som ser, føler og lytter. Som kan opsnappe umiddelbare “småting” hos en patient. Dernæst fortolke og analysere på det, kontakte lægen, som måske endda ser det for at være bagateller.. og i sidste ende, var det sygeplejersken, med opmærksomhed og observation på en bagatel, der reddede patientens liv.

Så er der det med at være i stand til at bruge hjertet. Det der med at kunne se med hjertets øje.. at kunne sanse, bruge sit faglige skøn og skabe tillid – alt sammen noget, som den Norske sygeplejeforsker, Kari Martinsen, taler om.
Denne egenskab er helt unik og kendetegner i min verden, også, den gode sygeplejerske. At kunne sanse, bruge sit faglige skøn og skabe tillid, på samme tid, er guld værd.

Den gode sygeplejerske er i stand til altid at sige det rigtige, eller omvendt, at vide hvornår der slet ikke skal siges noget. Men i stedet tage patienten i hånden, sætte sig på sengekanten, kigge patienten i øjnene – måske give patienten et kram eller bare være tilstede i rummet.

De gode sygeplejersker er uden tvivl helte. Det er dem som jeg ser op til. Hver gang jeg ifører mig min uniform og mit skilt, er det en af dem, som jeg ønsker – og gør mit bedste for at være. Når min vagt er slut, når jeg har taget skiltet og uniformen af, så håber jeg, at jeg har været en af dem, bare en lille smule.

Kærlig hilsen Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg min blog på Facebook her

I kan også finde mig på Instagram her

Da Sygeplejersken mødte Viceværten

img_0175

Jeg tror, at mange sygeplejersker, kunne lære noget af min Vicevært. Jeg lærte i hvert fald noget af ham, og dette vil jeg gerne dele med jer.

For nyligt da jeg skulle overtage min lejlighed, kom jeg i kontakt med min Vicevært, som jeg ved første indtryk blev ret irriteret på. Jeg ringede ham op for at aftale om hvornår jeg kunne hente mine nøgler til lejligheden. Her svarede han, at det skulle være på det, eller det tidspunkt, og i hvert fald ikke kl. 12.-12.30, for der skulle han spise frokost.

Da jeg havde lagt på med ham, boblede det inde i mig, jeg havde det sådan >>hvad fanden bilder han sig ind, at sige sådan til mig<<. I min verden var det helt uhørt, at han overhovedet stillede krav til mig på den måde, og det som irriterede mig mest var at han sagde det med hans frokost.

Da jeg så havde fået mine nøgler og mødt ham, ham Viceværten, et yderst venligt og rart menneske, gik det op for mig… det var slet ikke ham jeg var sur og gal på. Det var mig selv. Jeg var sur og gal og jaloux på Viceværten, fordi han turde og vovede at stille krav til mig, mig som var “kunde”. På det her tidspunkt arbejdede jeg på barselsgangen, her var der tit dage/perioder hvor vi havde så travlt, at jeg ikke havde tid til at spise frokost. Rettelse, jeg gav ikke mig selv tid til at spise frokost. Jeg nedprioriterede mig selv, og på den måde, fik jeg ikke spist frokost. Men jeg var ikke den eneste, der gjorde sådan.

Det viste sig altså, at jeg ikke var gal på Viceværten, men faktisk på mig selv. Han gjorde mig ubevist opmærksom på, at det slet ikke var okay, at gå en hel arbejdsdag uden at spise frokost. Efter denne episode, altså mit møde med Viceværten, blev jeg bedre til at være ærlig overfor mine patienter, når jeg var på arbejde. Jeg begyndte sige direkte til dem “nu bliver jeg lige nød til at spise lidt frokost, og så kommer jeg tilbage”. Men desværre var det ikke alle dage, at jeg kunne løse det sådan. Der var fortsat dage hvor jeg ikke havde tid til at spise frokost – jo jeg kunne selvfølgelig godt kaste noget i hovedet foran computerskærmen, i mens at jeg dokumenterede, men tit blev det istedet til ingenting, det var lettere.

Og hvor er det så, at jeg vil hen, med den her lange historie om min Vicevært?

Jo, ser i, forleden blev det offentliggjort, i en rapport fra FTF, at over halvdelen af sygeplejerskerne ofte får uventede arbejdsopgaver, der sætter dem under tidspres. Rapporten viser ydermere, i følge næstformand i DSR Dorte Steenberg,  at der skæres alt for hårdt ned på sygeplejerskenormeringerne på landets hospitaler og i kommunerne. Dorte Steenberg siger følgende:

”Arbejdspresset i sundhedsvæsenet har nået et niveau, hvor sygeplejersker ikke alene kæmper for at få en pause i løbet af en arbejdsdag, de skal også kæmpe for at kunne lægge arbejdet fra sig, når de har fri. Det er ikke holdbart, at manglen på tid betyder, at sygeplejerskerne går hjem med dårlig samvittighed, fordi der ikke er rammer til at udøve den faglighed, de ønsker. Det er nødvendigt, at der politisk gøres fuldstændig op med de helt uacceptable krav til produktivitet og fleksibilitet”

(Kilde DSR)

Og det er her min Vicevært kommer ind i billedet. Der ER skåret for meget ind til benet og det SKAL der ændres på, fra politikkernes side af. MEN jeg tror også på, at vi sygeplejersker, bliver nød til at se ind af og ændre på arbejdsgange for at kunne få vores sundhedssystem til at fungere bedre. Vi ved jo alle sammen godt, at der ikke kommer penge raslende ned over os på næste fredag, og heller ikke ugen efter. Derfor er vi nødt til at se ind af og prøve, med de ressourcer vi har, at få struktureret vores hverdag, sådan, at den er tålelig og sådan at vi kan tisse, spise frokost og gå hjem med nogenlunde samvittighed på de travle dage.

Jeg er, som flere ved, for nyligt startet i nyt job. Her ved jeg, at arbejdstilsynet har været forbi og har givet et påbud for et par år tilbage, vist nok. Dvs. at arbejdsmiljøet ikke altid har været godt. Måske er det derfor, at jeg oplever at det er så godt, som jeg oplever at det er. Der er sket ændringer, så vidt jeg kan forstå, og det tyder på, at disse ændringer fungerer.

For det første, så spiser jeg i hvert fald frokost hver eneste gang jeg har en dagvagt og jeg spiser også aftensmad når jeg er i aftenvagt. Det gør jeg fordi at jeg har det, som kaldes en “sparringspartner”, i hver vagt. Denne sparringspartner er min makker hele vagten og det vil sige, skal jeg ud og tisse, skal jeg til morgenkaffe-pause (JA pause hvor jeg drikker kaffe og spiser morgenmad) og frokostpause – så aftaler jeg dette med min sparringspartner, som “lytter” på mine børn. Dvs. er der noget på mine stuer, i mens jeg er til pause, så tager min sparringspartner sig af det. Selvfølgelig planlægger man det sådan, at der ikke er noget planlagt, som undersøgelser eller stuegang, mens man er til pause. Denne sparring går selvfølgelig begge veje, sådan så at jeg lytter på min sparringspartners børn, når han/hun er til pause.

Jeg synes at det er genialt, og jeg vil opfordre andre afdelinger til at indføre det samme. OGSÅ min gamle afdeling. Så hvis der er nogle af mine kære dejlige og søde eks. kollegaer der læser med, så overvej evt. at foreslå dette. Jeg tror sagtens det kunne fungere, og det er ubeskrivelig rart, at sidde en stille stund, koble af, og spise sin frokost/aftensmad – og helt ærligt, så har man jo faktisk krav på at holde en pause også selvom man er sygeplejerske.

På min gamle afdeling havde vi klokker på, som bimlede og bamlede i lommerne. Så når man endelig sad og spiste frokost/aftensmad, kunne man meget vel risikere at blive forstyrret – og måtte gå fra sin pause for at tage klokken. Havde vi der haft sparringspartnere, kunne man med god ro i maven, være blevet siddende og have holdt sin pause. Jeg tror at dette ville kunne skabe et bedre arbejdsmiljø for personalet, at alle lige får de der 15-30 minutters ro uden klokker, men tid til at koble af og spise i ro.

Og hvad så nu? Jeg opfordrer alle, der arbejder på en presset og travl afdeling til at reflektere og se ind af, måske skal der meget lidt til, for at hverdagen i de travle perioder kan blive bare lidt bedre. Jeg siger ikke, at det vil løse vores massive pres, nedskæringer og overbelægninger.

Men jeg tror på, at bare små kulturændringer derude på afdelingerne, måske, i det mindste, kan være med til at hverdagen for den enkelte sygeplejerske kan blive lidt bedre og mere tålelig.

Jeg er i hvert fald taknemmelig for, at min Vicevært var så ærlig og sagde det lige ud af posen, JEG SKAL spise frokost kl. 12.-12-30. Tak for det Vicevært, du fik mig til at reflektere, og jeg tror, at mange sygeplejersker kunne lære en masse af dig.

Har I andre gode forslag til hvordan man kan forbedre arbejdsmiljøet derude på de meget travle afdelinger?

Kh. Frederikke,

Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

I kan også finde mig på Instagram som: Vitachoreas

Older posts