Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Kærlighed: Jeg tror, at jeg har knækket koden

itsnotalwasjusttheheart

Julen 2016, var nok den værste jeg har haft til dags dato. Og januar 2017 blev en selvrealiserende en af slagsen.

Det der med at elske et andet menneske, og at skulle acceptere, at mennesket ikke længere skal være en del af dit liv, det er hårdt og barskt, og kan ikke måles eller sammenlignes med noget andet. Det gør bare ondt og er forfærdeligt at gennemgå. Nok noget af det værste, som et menneske kan udsættes for. Det mener jeg virkelig. Andre som har haft kærestesorg, er nok enige med mig.

Jeg har valgt at skrive det her, ret personlige indlæg, fordi jeg ved det hjælper mig at “komme ud med det” og måske kan det hjælpe andre, i samme båd, at læse det. Og lige nu, i dette moment, er det sådan, at jeg ligger og skal sove, men jeg kan ikke. Tankerne myldrer rundt oppe i mit hovedet, så derfor skriver jeg her på en note, som måske bliver til et blogindlæg. De fleste af mine indlæg starter sådan her, på en note på min iPhone.

Jeg har efterhånden fået knust mit hjerte et utal af gange, men denne her gang, tror jeg, at jeg har knækket koden. Det håber jeg.

Det kommer sig af, at jeg er begyndt at skrive en bog, den er langt fra færdig, og jeg aner ikke om den skal udgives. Vi får se:-) Men indtil videre, så har jeg i hvert fald fået knækket et par koder. Jeg kan nemlig se mønstre i mine forliste forhold, og se, at det gang på gang er nogenlunde det samme som sker.

Så jeg ved i hvert fald mere konkret, hvad jeg skal arbejde med, og det er mig selv. Først og fremmest skal jeg lige op på hesten igen. Jeg skal have det godt, rigtig godt, før at jeg på nogen som helst måde skal involvere mig i et kærlighedsforhold igen.

Jeg har fundet ud af, at jeg forelsker mig alt for hurtigt (surprise! Er der sikkert flere af mine veninder som vil tænke), men jeg mister også mig selv, når jeg falder og forelsker mig. Og jo mere jeg forelsker mig, jo mindre vigtig opfatter jeg mig selv. Jeg gør alt for at please vedkommende jeg er forelsket i, og laver mig selv om til en komplet dørmåtte. En dørmåtte uden grænser. Jeg glemmer hvem jeg er, hvad jeg står for og hvor mine grænser er. Så der er virkelig noget der skal arbejdes med, og jeg ved ikke lige helt hvordan og hvor jeg skal starte. Jeg tror dog heller ikke at det er så simpelt og lige til, desværre. Først skal jeg i hvert fald bare have fokus på det, og minde mig selv om, at jeg fortjener det aller bedste. Intet mindre. Og så skal jeg skrive videre på min bog:)

Kærlighed er en barsk jungle, når det ikke går godt, og jeg har virkelig oplevet den dårlige side flere gange, de sidste par år. Og her, sidste gang inden jul, ramte det mig virkelig slemt. Sådan at jeg nærmest blev usynlig. Og jeg tror, min mor har ret i, når hun siger: >>du kan ikke klare at opleve det her igen<<. Lidt skræmmende, men jeg tror desværre at hun har ret, og derfor skal jeg, én gang for alle, ændre på hvordan jeg opfatter mig selv, lære at mærke mine grænser og ændre på, at jeg selvfølgelig fortjener det bedste af det bedste og ikke skal prøve at “passe ind”, please vedkommende jeg er forelsket i og lave om på mig selv.

Alle fortjener at have det godt og at blive elsket ordenligt, også mig. Men først når jeg har lært at elske mig selv, så er jeg klar til at han kommer og elsker mig.