Ude godt – hjemme bedst… eller?

img_9177

Jeg har det sådan som H.C. Andersen, og mange andre, >>at rejse er at leve<<. Som flere af jer ved, især jer som følger mig på min Instagram profil, så er jeg netop hjemvendt fra en miniferie hos min søster i Madrid.

Jeg har været vant til at rejse siden at jeg var helt lille. Her tog min familie og jeg altid på campingferie, jeg elskede det, og jeg tog faktisk mine første skridt på en campingplads i Rom, da jeg var 8 mdr. gammel :-)

Jeg husker duftene og følelserne helt indeni fra den gang da jeg var barn og vi var på camping. Det var en lykketid, nydelsestid og ikke mindst hyggetid med dem jeg havde aller mest kær.

Efter jeg er steget i alder, er jeg kun blevet endnu mere glad for at rejse. For mig er rejse mere end “bare” at rejse, opleve og at slappe af. Hver gang jeg rejser, føler jeg at der sker noget med mig både følelsesmæssigt, men også sådan oppe i mit hovede rent udviklingsmæssigt.

Det er ikke sådanne store vilde forandringer, men på forunderlig vis, så sker der lidt indeni mig hver gang at jeg rejser.

Det kan godt være, at det har noget at gøre med, at jeg de sidste mange år har rejst alene på besøg hos min søster i Spanien. Måske man tænker og filosoferer mere, når man rejser alene? Jeg ved det ikke. Måske er det bare mig? Jeg oplevede også at filosofere og tænke meget da jeg, tilbage i min spæde sygeplejestuderende-tid, rejste alene til Syd Spanien på min første udveksling. Jeg husker især de første dage, hvor jeg var helt alene, og famlede rundt i Syd Spanien.

Men dagen inden min hjemrejse forleden, fik jeg nogle følelser i kroppen, som jeg ikke før har oplevet at føle. Det var sådanne følelser, som fortalte mig >>Hvad skal du egentlig hjem for? Hvad har du egentlig derhjemme? Kunne du i grunden ikke bare blive her?<<.

Det var mystisk og jeg blev faktisk samtidig lidt trist i humøret – og jeg prøvede at forklare min søster om hvad der foregik indeni mig. Hun forstod det vidst ikke helt… men prøvede ihærdigt… og I don’t blame her, haha. Når jeg tænker sådanne abstrakte store tanker, synes jeg nemlig at det kan være svært at formulere og formidle dem til andre. Derfor har jeg også valgt at skrive dem ned her, så kan det kan vær, at det kommer ud lidt mere forståeligt, end på tale.

Herhjemme i lille Danmark har jo selvfølgelig min elskede familie; min mor, far, bonusfar, søstre, alt andet familie og venner.. og mit arbejde(!). Men jeg har ikke noget eller nogen, der som sådan, binder mig fast til at være her eller der. Det er i grundene en super underlig fornemmelse, og samtidig er det jo også mega fedt, at være så fri på den måde.

Alle de andre år, hvor jeg har besøgt min søster, har jeg været bundet herhjemme. Jeg har nemlig haft min sygeplejerskeuddannelse, som jeg skulle hjem og færdiggøre. Jeg har også haft en jeg “så” herhjemme og som jeg glædede mig til at komme hjem til og som ventede på mig.

Det var super underligt at føle, at det faktisk, på en eller anden måde, kunne være lidt ligegyldigt (forstå mig ret) om jeg blev eller rejste hjem.

Det der med at rejse, får virkelig tankerne i gang hos mig, og sætter en masse i perspektiv. Jeg tror bestemt, at det er meget vigtigt at få tankerne ud i det mere abstrakte og ud på nogle sidespor, som man ellers ikke sådan lige oplever til hverdag.

Men jeg er glad for at jeg lige om lidt (faktisk allerede senere i dag) står iklædt i min kittel, for når jeg er klædt i den, så mærker jeg “at høre til”, mærker at der er noget at komme hjem til og jeg mærker at være det rigtige sted. For jeg er så sikker i min sag, Sygeplejerske, var og er det rigtige, og jeg er meget glad for mit arbejde, som består i at passe på de aller mindste patienter. Det kan stadig være benhårdt, og nogle dage kan jeg stadig opleve, at have lyst til at løbe skrigende bort fra faget, men jeg tror at det hører med til at være sygeplejerske.

Jeg ved ikke om jeg er den eneste som bliver så filosofisk af at rejse lidt ud. Men som altid, så har jeg brug for at få det ned på skrift, for det fylder i mit hovedet og det skal ud. Ellers er der jo ikke plads til mine mange nye tanker og konklusioner og løsninger på alle de foregående :-)

Nu er jeg er jeg i hvert fald hjemme igen, og jeg glæder mig faktisk til at komme på arbejde, til at se min familie her i DK og til at se mine venner. Men OJ hvor jeg allerede savner min søster i Madrid.

Rigtig god sommerferie, til jer som står og skal rejse, husk at tænke og filosofere derudaf – det tror jeg er sundt for krop og sind :-)


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Mental sundhed

World Health Organization (WHO) definerer mental sundhed som:

“en tilstand af trivsel hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndterer dagligdagens udfordringer og stress, på frugtbar vis kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet”.

Somme tider stilles der krav til sygeplejersker, krav der kan føles overvældende. Ofte er der ikke nok varme hænder, for lidt tid, for lidt plads til patienterne, fejl og UTH’er pga. pres fra alle sider, stress, besparelser, dårlige arbejdsmiljøer med mere. Derhjemme når man har fri skal man koble af, sove og lade op til at hospitalet kalder igen, samtidig med at familie – og sociallivet skal passes og plejes. Dette kan føles som et ekstra krav oven i hatten, når man er presset og udkørt fra sygeplejearbejdet.

En dag overhørte jeg to kollegaer tale om arbejdspresset på vores afdeling:


Kollega 1:

Hvordan formidler du om det her arbejde altså om arbejdspresset og om vores vilkår til din mand?

Kollega 2:

Det kan jeg ikke. Jeg tror man skal prøve at være her, for at kunne forstå det.

Kollega 1:

Jeg er helt enig.


Jeg tænkte straks at det var meget fint svaret af kollega 2, og meget sådan jeg har det, når nogen spørger ind til mit arbejde. Man skal virkelig prøve at være sygeplejerske, for at kunne forstå, hvad det vil sige, både på godt og ondt.

Efter at jeg har arbejdet i lidt over en måned som sygeplejerske, er jeg efterhånden ved at falde til, så godt som jeg nu kan. Jeg har været så træt og udmattet, og er det stadig. Det tror jeg nu er helt og ganske naturligt som ny i gårde – i alle jobs. Jeg har mærket hvordan det er at arbejde i skiftende vagter, at sove når andre er vågne, at arbejde når andre sover, at sove og være helt udmattet når jeg endelig har fri og at mærke at min mentale sundhed har skræntet. Det er helt klart især super vigtigt, som sygeplejerske, at gøre sit bedste for at opbygge en god mental sundhed. Men hvordan gør man så lige det uden at sige fra til socialt samvær og hygge i sin fritid. Jeg har ikke svaret på det, da jeg selv føler og ved at jeg allerede har måtte sige fra til flere sociale arrangementer både pga. skiftende vagter, men også fordi jeg har haft brug for at koble af og hvile, når jeg endelig har haft fri.

Først og fremmest så tror jeg at det bliver bedre med tiden, jo mere erfaren og garvet man bliver, jo mere tror jeg at man kan holde til. Samtidig tror jeg også at det kræver god personlig styrke og vilje til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Søvn og god kost er alfa omega, hvilket for mig er en stor udfordring, da jeg nok er et af de største B-mennesker i verden. Jeg øver mig i og presser mig selv til at sove mere, spise bedre også selvom jeg ikke er sulten. Motion er også alfa omega for at opbygge mere energi. Her er jeg i total underskud. Jeg har ikke rigtigt dyrket motion siden Københavns karneval i pinsen og da mit sambahold holder sommerferie helt til september, går der lang tid før jeg rigtigt kommer til at danse samba regelmæssigt igen. Og ved nærmere eftertanke, gik det op for mig, at jeg nok må komme til at give afkald på at kunne træne samba hver uge som før i tiden. Jeg tror desværre ikke at jeg har mulighed for at planlægge at have fri hver gang der er sambatræning. Jeg kan håbe at det er muligt, men jeg tror ikke at jeg skal regne med det, når mit vagtskema indebærer skiftevis dag-, aften- og nattearbejde.

I dag valgte jeg derfor at melde mig ind i fitnesscenter igen-igen. Her kan jeg træne når det passer mig, min plan er selvfølgelig at deltage på så mange dansehold som overhovedet muligt, selvom det slet ikke er til at sammenligne med min samba træning, men det er trods alt, bedre end ingen ting.

Hvad gør I for at opretholde jeres mentale sundhed? Jeg er nysgerrig, da jeg som ny og uviden i det her sygeplejefag allerede godt kan mærke at det er rigtig vigtigt at vægte det højt og være god til at huske det i farten mellem de utallige kittel skift.

Kh. Frederikke og på forhånd tak for råd :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Dimitteret sygeplejerske med DSR nål

I formiddags dimitterede jeg sammen med masse andre sygeplejersker på skolen. Det var så fint et arrangement med taler og dejlig sang fra skolens kor “Nursing”. Det er så småt ved at fise ind nu, at jeg er sygeplejerske. Men egentlig først rigtigt efter i dag. Det føles bare mere rigtigt nu hvor jeg har mit eksamensbevis og min fine DSR nål. Den der nål, som jeg i flere år har glædet mig til at stå med i hånden. Det er underligt at sådan en lille nål kan betyde så meget, men for mig at den bare så meget et symbol på, at jeg NU er sygeplejerske. Selvom den faktisk “kun” udleveres og må bæres af de sygeplejersker, der er medlem af Dansk sygeplejeråd (det er flertallet – så vidt jeg ved).

I talerne blev der blandt andet sagt:

Kære pårørende,
Tillykke med at I nu har en sundhedsperson i familen.
De er gode at spørge til råds, men husk også at give dem lidt fred.

Lige netop dette var så fint sagt, da der samtidig blev sagt en masse om at sygeplejerskeuddannelsen er en generalistuddannelse, og at man som sygeplejerske ikke ved alt, men ved en masse om meget.
Der blev også opfordret til, at vi på et tidspunkt fordyber os i et speciale, igen fordi at sygeplejerskeuddannelsen er en generalistuddannelse. Dette tror jeg er vigtigt at have med sig i baghovedet, især nu, hvor vi starter i job og måske nok har følelsen af, at vi bare skal kunne agere sygeplejersker day one. Det er vigtigt at huske sig selv, og sine kollegaer på, at vi stadig er helt grønne – at vi selvfølgelig kan en masse, men at vi ikke er specialiseret, men derimod klædt på til at kunne være sygeplejersker på level 1.
Institut lederen sagde:

Husk på disse to ting altid:
– Patienten: hvilket perspektiv har han/hun
– Situationen: tænk på helheden
… og tilsidst – husk nu, I kan godt!
I skal m
otivere, kontrollere og sikre.
Der er brug for jer, tro på jer selv!

Det var bare så flot og rigtigt sagt – for ja, som helt ny udklækket sygeplejerske er det så fint og rigtigt, at huske på, at man nødvendigvis ikke kan og skal kunne det som ens kollegaer derude i “marken” kan. Men vi er i hvert fald i stand til det mest basale og vigtigste, som er en sygeplejerskes superpower, nemlig at have patienten i fokus, medtænke patienten i interaktionen med ham/hende og at tænke på situationen som en helhed. Yderemere også at vise empati, omsorg og mellemmenneskelighed.

På vores vej fik vi også et godt råd, som jeg helt klart tog ind, og vil tage med mig på min sygeplejerske færd:

Vær åben, det er vigtigt at følge sin drøm.. Men vær også åben for at gribe muligheder og chancer.

Dette tror jeg også er rigtig vigtigt at tage med sig, da man tit godt kan være meget styret af bestemte drømme om hvad man gerne vil opnå, og tanker om hvordan noget kommer til at være, hvis man opnår noget bestemt. Dette kan jeg i hvert fald selv godt være meget styret af. Jeg har længe været lidt styret af, at jeg ville læse videre på en kandidat med det samme, når jeg blev færdig med min bachelor. Men jeg stoppede op, og fandt ud af, at dette ikke var den rigtige vej for mig lige nu. Det samme med mine planer om udlandet. Jeg mener ikke, at man skal lade sine drømme og tanker stoppe og slet ikke gå efter dem, men jeg tror helt personligt, at det er meget vigtigt, ikke at lade sig styre for meget, men i stedet mærke efter indeni, og spørge sig selv, om man er glad i det man laver her og nu. Hvis ja, så fortsæt, hvis ikke, så “kom videre”. Sygeplejerskeuddannelsen er nok én af de uddannelser der åbner op for flest mulige døre. Der er så mange forskellige specialer, efteruddannelser og kurser, som kan viderudvikle og bedre gøre dig som sygeplejerske.

Jeg er så spændt på min fremtid, og jeg glæder mig med sommerfugle i maven til at møde op på arbejde på fredag, med min flotte DSR nål på kitlen. I 3 1/2 år har jeg båret min SLS nål, den skal nu skiftes ud, men for evigt gemmes. Den vil altid være et dejligt minde fra min fantastiske rejse gennem sygeplejestudiet, til der hvor jeg står i dag. Jeg ser frem til at min nye DSR nål skal fyldes med minder og oplevelser fra verdens bedste fag.

Tusind tak for et skønt arrangement kære PHmetropol og tak for nålen DSR, jeg har lyst til at sove med den på – og jeg ved, at der er flere der har det ligesom mig :-)

Kh. Frederikke, sygeplejerske – nu med nål :)


FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER :-)

Jeg er glad og sygeplejerske men…

(Enzo, min hund udtrykker så fint, hvordan jeg har haft det i de sidste par dage)

Siden jeg i sidste uge blev færdiguddannet sygeplejerske er tiden fløjet afsted. Jeg har flere gange glemt hvilken ugedag det er, og følt, at jeg ikke helt har haft styr på noget som helst.
Det minder mig egentlig rigtig meget om den gang, da jeg blev færdig som student for præcis 8 år siden.
For 8 år siden, var det hele bare lidt anderledes… jeg boede hjemme under mine forældres tag, der var ingen økonomiske pligter som sådan, udover telefonregingen.
Nu er der “voksen” forsikringer, autorisation der skal søges og dagpenge at skulle tage stilling ting. Udover det, så bor jeg ikke længere hjemme hos mine forældre, men i egen lejlighed, hvor huslejen skal betales med mere. Og… så er det sådan, at SU’en er forudbetalt, hvilket vil sige, at jeg fik min sidste SU udbetaling den 1. Juni. Det betyder at jeg den 1. Juli får jeg udbetalt boligstøtte på omkring 400 kr. og ikke mere. Dette rækker jo ikke særlig langt, og derfor indså jeg hurtigt, at jeg måtte kontakte banken og ansøge om et lån pr. 1. Juli.

De fleste af mine (eks) studiekammerater har opsparinger at kunne trække på, men det har jeg ikke. Det har egentlig, helt oprigtigt, været min intention at lave en opsparing i løbet af min studietid, men det skete aldrig. Jeg tror der står omkring 0,86 øre på min opsparingskonto. Da jeg har været på udveksling to gange i løbet af min studietid, har jeg brugt alle de penge jeg har kunne skrabe sammen på det.
I stedet for en opsparing, har jeg opsparet gæld. Her vil jeg lige understrege, at jeg er ovenud lykkelig for de to udvekslingsophold jeg har været på. Spanien og Kina ville jeg aldrig gøre om. Selvom jeg kommer til at skulle betale af på gæld de næste par år, har det været det hele værd. De erfaringer og oplevelser jeg har fået i udlandet som sygeplejestuderende kan slet ikke gøres op i penge.
At rejse er VIRKELIG at leve!

Mit humør har været flyvende lige siden i fredags da jeg blev færdig, men for et par dage siden, mærkede jeg pludselig en tom og underlig følelse indeni. Mit humør begyndte pludselig at dale, og jeg var slet ikke glad. Det hjalp og hjælper ikke en gang, at jeg siger til mig selv “hey, du er sygeplejerske!!!”. Først begyndte jeg at tænke at jeg skulle tage mig lidt sammen, komme ud af mit dårlige humør, og være glad. Men det hjalp ikke. Dernæst har jeg haft et par “opladnings-dage” herhjemme i mit lille dukkehus, talt masser i telefon med min mor og min søster (mine to skytsengle), og er kommet frem til, at mine reaktioner er ganske normale.

Det at jeg fra den ene dag til den anden er gået fra at være studerende, til at skulle være “rigtig voksen” med fuldtidsjob med alt hvad det indebærer… At jeg ikke længere skal møde op på skolen eller i praktikken, klar til at modtage undervisning, men i stedet være den, der giver “undervisning” på egne ben som nyuddannet sygeplejerske, i et sundhedsvæsen der måske slet ikke har tid og ressourcer til det, er mega angstprovokerende. Dog glæder jeg mig helt vildt til at lave det jeg elsker aller mest, nemlig at yde sygepleje, men jeg er samtidig spændt og usikker, da jeg jo inderst inde, bare er lille “grønne Frede”. Heldigvis er jeg så priviligeret, at jeg starter på en afdeling, og i et speciale, som jeg kender. Dette gør mig rolig, og får mig til at jeg tænke, at det hele nok skal gå.

Jeg er i hvert fald kommet frem til, at det er helt ok, at jeg har det som jeg har det. Dog irriterer det mig, at jeg ikke bare kan være glad og fuld af lykke 24/7, som den gang, da jeg blev student i 2008, og kørte rundt i vogn og festede til den lyse morgen med mine studiekammerater. Hvor om alt er, må jeg bare indse, slappe af og sige til mig selv, at livet ændrer sig, og lige meget hvor meget man gerne bare vil ride med på en bølge, så må man lytte til sig selv, og sørge for at trække stikket ud en gang imellem.

Nu er der under en uge til at jeg starter mit liv som sygeplejerske, og jeg glæder mig med sommerfugle i maven. Jeg har haft et par dage hjemme, hvor jeg har fået styr på alle de praktiske ting, og jeg kan ånde lettet op og kan igen med glæde sige til mig selv… JEG ER SYGEPLEJERSKE! Dog forstår jeg det stadig ikke helt :-)

Endnu en gang kæmpe tillykke til alle jer der er blevet færdige og har fået titlen. Titlen som må være en af de mest fantastiske at få. Dette tør jeg godt at skrive, uden at virke selvfed, for det at være sygeplejerske er virkelig en superpower, som er usammenlignelig med noget som helst andet.

God weekend derude bag skærmen,

Kh. Frederikke


FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER :-)

Jeg er sygeplejerske og har fået en plads på drømme “uddannelsen”.


“Jeg er sygeplejerske” – denne her sætning har jeg gået og sagt til mig selv (og folk omkring mig) siden i fredags kl. 15 sådan cirka. Det er så mega underligt og ambivalent, og samtidig sindssygt dejligt. De følelser jeg bedst kan sammenligne det med, er for præcis 8 år siden, da jeg blev student i juni 2008. Følelserne skal bare ganges med 100. Det er så overvældende, det der foregår indeni mig i de her dage, og jeg kommer nok ikke til at forstå det helt før om et par måneder.

Jeg har aldrig før haft så meget eksamensangst og rystet så meget til en eksamen som i fredags. Jeg havde kvalme og følte jeg skulle kaste op hele morgenen. Selve eksamenssituationen var faktisk rigtig god, men det at jeg vidste, at min familie og venner stod ude bag eksamensdøren, klar til at kysse og lykke ønske mig, at det var den aller sidste eksamen på sygeplejerskeuddannelsen og at en ny milepæl i mit liv nu var opnået, satte ekstra meget i spil og gjorde mig bare så nervøs og oppe og køre som aldrig før.

Da jeg havde krammet og kysset alle, fik jeg skålet i en masse champagne og det hjalp på nerverne, som faktisk stadig var tilstede, da jeg var færdig med min eksamen.
Det er så vildt at 3 1/2 år er gået, siden at jeg mødte op på Tagensvej 86 en tidlig morgen, uden rigtigt at vide hvad der ventede mig.


Jeg havde aldrig troede, at jeg skulle opleve og lære så meget, som jeg har gjort i løbet af min tid som sygeplejestuderende.


Jeg har mødt og lært så mange dejlige og unikke mennesker at kende på min sygeplejerske-rejse. Jeg har været på udveksling i Spanien og Kina – to kæmpe oplevelser, og er blevet oplært i det obstetriske speciale, hvor jeg fortsætter pr. 1. juli som barselssygeplejerske.


Jeg har fået nogle helt specielle venskaber, som jeg for evigt vil være taknemmelig for. Veninder som betyder så meget for mig, at jeg slet ikke kan forstå, at jeg har haft en hverdag uden dem.


Frem til 1. juli skal jeg slappe af og nyde at have lidt fri, inden voksenlivet med fuldtidsarbejde for alvor starter.

Jeg har blogget om sygepleje siden jeg var på udveksling i Kina i 2014, og begyndte for alvor at skrive nogenlunde fast i februar, hvor mit blogindlæg om travlhed på barselsgangen blev udgivet i Dagbladet Information.

For en månedstid siden tog jeg chancen og søgte ind på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelse, og jeg var så heldig, at være en af dem, der fik en plads ud af mange ansøgninger. Uddannelsen varer et halvt år, og kommer til at være en dag om måneden, så jeg kan sagtens arbejde som fuldtids barselssygeplejerske ved siden af :-) Jeg skal starte til september, og glæder mig som et lille barn. Pga. denne uddannelse, er mine grønlandsplaner sat lidt på hold.

Meningsdanneruddannelsen handler om få redskaber til at kommunikere med udgangspunkt i sin faglighed, lære, hvordan man kan fortælle din historie, så den får opmærksomhed i medierne, af politikere og hos kolleger, lære at skrive debatindlæg til klassiske medier (aviser mv.), blive klog på de sociale mediers muligheder for at komme i dialog med politikere, journalister, kolleger og offentlighed, at få et netværk af engagerede kolleger, som brænder ligesom dig og at møde toppolitikere, der har betydning for det sundhedspolitiske område.

Kravene til uddannelsen handler om at man skal brænde for sygeplejen, have en stærk holdning til faget og dets udvikling og have lyst til og mod på at blande sig i den offentlige debat! Og det må man sige at jeg har :-) Man skulle skrive en motiveretansøgning, og jeg er bare så glad for at min vakte interesse og at jeg blev udvalgt.

I dag skal jeg op på skolen, for at lykke ønske to veninder der får sygeplejerske titlen i dag, og bagefter skal ses m med en norsk sygeplejerskeveninde. Vi mødtes i Kina, da vi begge to var på udveksling i Shanghai. Hun er på ferie i København, og det er bare så dejligt med gensyn.

Rigtig hjertelig tillykke til alle jer andre der dimitterer i denne tid, nyd det – det er jo helt fantastisk – og helt sikkert en uforglemmelig tid.

Kh. Frederikke, sygeplejestuder… Nå nej, SYGEPLEJERSKE :-)


Følg min blog på facebook her :-)

Psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu.

Dette blogindlæg dedikerer jeg til min kære far. Billedet er fra Københavns karneval sidste år (2015). Min far er hvert år, sammen med hans moster “Moster Gitte”, mine to trofaste fans. Tak for jer.


Forleden da jeg vågnede op fra min nattevagt, tændte jeg for fjerneren, noget jeg ellers sjældent gør. Ser jeg tv, er det som regel nyhederne, nørde sygepleje relaterede programmer som “Alarm 112” og “Holder Danmark i live”, men aller helst serierne Sex and the City og Gossip Girl.

Men da jeg tændte for flimmerkassen forleden, var det “Go’ Appetit med Claus Holm” på TV2 der var i gang. Jeg blev hurtigt fanget af programmet. En super sej kvinde var med Claus Holm i køkkenet. Det var Lise-Lotte, som lider af skizofreni. Hendes medicin gør, at hun ikke føler sig mæt, når hun har spist. Lise-Lotte og Claus Holm lavede en mættende madret, og med som tilskuere i programmet var medlemmere af SIND og initiativet EN AF OS.

Jeg blev så rørt af da jeg så programmet. Det var så meget mere end “bare” et madprogram. Lise-Lotte kom ud med et budskab, nemlig det om at bryde tabuet om psykisk lidelse. Hun fortalte om at leve med en lidelse som skizofreni. Claus Holm blev rørt til tårer og det gjorde jeg også, de trillede ned af mine kinder. Jeg synes det var så fint og så vigtigt, og aller mest super sejt, at hun stod frem og fortalte om lidelsen. Tit i sådanne programmer er det kendisser og semi-kendisser der er medværter, men det her var et almindeligt jordnært og fantastisk menneske, og i mine øjne et forbillede for mange inklusiv mig selv. Jeg bed især mærke i, at Lise-Lotte sagde “der skal være plads til os alle”. Det er bare så rigtigt, og det er så vigtigt at bryde det tabu der er mod psykiske lidelser. Som sloganet fra EN AF OS, og som overskriften til mit blogindlæg lyder, psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu!

EN AF OS

Jeg stiftede for første gang bekendskab med landskampagnen EN AF OS, da nogle modige og mega seje personer var ude på sygeplejestudiet for at holde nogle fantastiske personlige oplæg. Her fortalte de deres personlige historier om det at leve med en psykisk lidelse. Jeg husker ikke præcist hvornår det var, men det var lige i starten af min tid som sygeplejestuderende. Tusind tak for det, og fordi at I gør sådan en stor forskel, som Lise-Lotte, ved at fortælle jeres historier og derved er med til at bryde tabuet om psykiske lidelser.

Yderemere “mødte” jeg også EN AF OS sidste sommer, da jeg deltog i Region Hovedstadens psykiatri sommerskole på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. På søndag udgiver jeg et blogindlæg om sommerskolen. Jeg skriver om hvad jeg oplevede og lærte både fagligt og personligt, og deler nogle billeder derfra. Jeg forklarer også om hvordan man som sygeplejestuderende i Region Hovedstaden og medicinstudrende ved Københavns Universitet, kan tilmelde sig til denne fantastiske sommerskole, man ikke bør gå glip af! Omend man har et ønske om at arbejde inden for psykiatrien eller ej, så er det virkelig en kæmpe mulighed og uforglemmelig oplevelse for livet – der ikke er til at sammenligne med noget andet! Så check-in på bloggen på søndag :-)

Mit historie – kort opsummeret

Jeg synes, og finder det rigtig vigtigt også selv at bryde tabuet, ved at fortælle min historie. Helt personligt så har jeg selv gennem hele min skolegang så langt jeg husker tilbage haft dage og perioder som var sorte. Jeg har også har også haft disse sorte perioder imens at jeg gik på sygeplejestudiet. Faktisk så startede jeg på studiet og var ret “sort”. Et par år forinden jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen havde jeg fået konstateret Polycystisk Ovarie Syndrom (PCOS) som kørte mig helt i sænk. Jeg tog 20 kg. på og fik en lettere depression. Da jeg gik i gymnasiet og røg lidt ind og ud af nogle små-sorte perioder startede jeg i terapi hos en psykoterapeut. Jeg kom der kun en par gange, da jeg ikke kunne så godt med terapeuten. Ellers har jeg aldrig fået nogen behandling som sådan. Jeg har mange gange overvejet – og talt med min mor om, jeg skulle gå til min læge og snakke om at starte i behandling med de såkaldte lykkepiller, men jeg har aldrig gjort mere ved det. Da jeg sidste år var i praktik på et afsnit for spiseforstyrrelser, gik det op for mig, at jeg havde elementer af flere forskellige spiseforestyrrede tanker og vaner. I en periode, da jeg stadig ikke havde styr på min PCOS overspiste jeg tit – primært slik og, hvorefter jeg lige bagefter helt bevidst gik ud og kastede op. Dette stod på i et par dage i træk og periodevis. Jeg har været ind og ud af forskellige kure og spisevaner, som f.eks. rawfooder og veganer, hvor jeg forbød mig selv at spise en masse madvarer, som jeg egentlig godt kunne lide. Det var ikke spor sundt for mig. Jeg har også haft sulte perioder, dem kan jeg stadig ramle ind i, men jeg er kommet frem til, at de er harmløse og ganske normale. Det er f.eks. hvis jeg er rigtig ked af det, eller hvis noget andet psykisk påvirker mig. Her kan jeg miste min appetit fuldstændigt, og undlader at spise. Det sker efterhånden meget sjældent. Nå, nok om mig.

Min kære far

Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år gammel, og siden da, boede jeg hos min mor, og var på weekend hver 14. dag hos min far. Jeg har altid haft godt forhold til min far. Der har været perioder, hvor vi ingen kontakt har haft. Årsagen har været, at min far ikke havde det godt. Min far har det meste af sit liv levet med en bipolar affektiv lidelse. Det der førhen blev kaldt en maniodepressiv lidelse. Jeg har altid været meget åben omkring at fortælle om det, og jeg har i mine voksne år, især i kraft af min uddannelse også “turde” at spørge sådan rigtigt ind til min far omkring lidelsen. Jeg vil gøre en lang historie kort: MIN FAR ER DEN SEJESTE I HELE VERDEN. Han er om nogen et forbillede, en fighter og én mange burde se op til, lære af og lytte på. Her tænker jeg ikke kun andre der lider af det samme, men især også sundhedspersonale. Psykiatere, læger, sygeplejersker mm. som tror, at en psykisk lidelse er noget, der er bor inde i et menneske og som udtaler han/hun ER en psykisk syg person. FORKERT en person kan lide af psykisk lidelse, en person ER ikke en psykisk lidelse. En lille forskel, som har en meget stor betydning.

Min far har kæmpet og er i dag et sted, hvor han mestrer den lidelse og diagnose han har fået stemplet i panden. Han er en person, som jeg ser så ufatteligt meget op til, og som jeg har så stor respekt for. Han har om nogen brudt tabuet, er tro mod sig selv, og mestrer at leve med de struggles, der, i ny og næ, kan følge med en bipolar lidelse. Når vi er sammen taler vi som regel om hvordan vi hver især går og har det, og jeg kan spørge helt frit og åbent ind til hans psyke. Jeg vil vove at påstå, at vi sammen, på en eller anden måde har brudt tabuet. Det at vi kan tale så åbent sammen om det hele, både om fortid, nutid og datid, har forstærket vores relation. Jeg finder det så berigende, og så fantastisk, at jeg åbent kan spørge min far om hvordan han har det – også hvis jeg har en følelse og bange anelse om, om han nu har det okay. Samtidig er det også helt uundværligt og befriende, at jeg åbent tør fortælle og snakke med min far om mig selv og mine struggles. Den relation jeg har til min far, er usammenlignelig med nogle andre, selvfølgelig på godt og ondt. Men jeg tænker virkelig, at vores relation qua det vi har overlevet og været igennem, kun har forstærket den.

Kære far, jeg elsker dig.

Kh. Frederikke, og til jer allesammen – please bryd tabuet, det er så uhyre vigtigt! Og lov mig, husk for altid dette, som min fantastiske underviser, Gertrud, på sygeplejerskeuddannelsen en gang sagde:

EN PERSON LIDER AF EN PSYKISK LIDELSE, MEN ER IKKE EN PSYKISK SYG. At være psykisk syg – at være en sygdom det kan man ikke, og det ER forkert at sige, man kan ikke være en psykisk sygdom, ligsom man heller ikke kan være diabetes, fordi man lider af diabetes, man er heller ikke gigt, fordi at man lider af gigt. Det er noget man lider af, noget man har med sig og kæmper med. Psykisk sygdom er sygdom, ligesåvel som somatisk sygdom er det. Jo mere vi stempler og stigmatiserer, des værre og større bliver tabuet. Tabuet skal brydes igen og igen og sammen er vi stærkere.

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

1010618_10153966303964236_4953747739280866075_n

På vej hjem fra aftenvagt


Noget af det jeg frygter aller mest, blev til virkelighed i går ved midnatstid. Jeg er ok, blot stadig lidt rystet, frustreret og øm i mit højre håndled. 

Jeg har før oplevet, at det at skrive her på bloggen, hjælper mig til at bearbejde. Derfor kommer min grimme oplevelse fra i går, her, i dette blogindlæg. 

Jeg havde været i aftenvagt på barselsgangen, og var i toget på vej hjem. Klokken var lidt i tolv (midnat). Jeg stod af toget, og nåede ikke hen til trappegangen på perronen, før at jeg blev passet op af en høj beruset mand. Jeg vil skyde på at han var i 50’erne. Han var aggressiv i sin fremtoning og lagde ud med at spørge om jeg havde nogle cigaretter. 

Jeg sagde pænt nej, og prøvede at gå mod trapperne, for at komme over på den anden side af perronen. Han ville ikke lade mig gå, men blev ved med at holde fast i mine håndled, hårdt, sådan at det gjorde ondt. Det varede i 20 min. og jeg stod jeg alene med ham på perronen.

Jeg var skrækslagen og hunderæd, og indså, at det jeg altid frygter, når jeg går alene om aften/natten var i gang med at ske. Han holdt mig fast og ville ikke lade mig gå. Jeg havde røde mærker og ondt i højre håndled da jeg kom hjem – og er stadig øm i håndleddet. Han begyndte også at kramme mig, jeg prøvede afvige, men jeg turde ikke andet, end at lade ham gøre det. Da han af flere omgange gentog at han var meget stærk, hvilket jeg også godt kunne mærke, at han var. Han sagde også flere gange, at han var psykisk syg. Samtidig var det også tydeligt at han havde drukket.

Jeg var så bange, og jeg begyndte, ret hurtigt, at tænke flugtplaner. Men vi stod alene på perronen, hvor den eneste mulighed var trapperne ned og igennem en tunnel, for at komme over på en anden side. Men han spærrede for, at jeg kunne gå ned af trapperne. Hver gang jeg prøvede at gå hen imod dem, gik han tættere på mig og holdte mig fast. På hver side var der ellers togskinner, og der var ingen andre personer at se, kun mørkt og uhyggeligt.

Jeg kunne mærke at mit hjerte galoperede og ubehaget voksede indvendigt. Han krammede mig af flere omgange, meget grænseoverskridende, men jeg turde ikke sige fra, da jeg følte, at han ville blive gal – hvis jeg sagde imod. Han kyssede også min hånd flere gange og sagde at jeg var smuk. Mit svar til dette var “i lige måde”. Trods jeg var ved at dø af skræk indeni, prøvede jeg at bevare roen, at tale ham efter munden og at tænkte på nogle af de redskaber, jeg har lært på sygeplejerskeuddannelsen. Min stemme indeni sagde “han må ikke mærke at du er bange Frederikke”. 

Jeg fik ham endelig overtalt til, at vi sammen gik over på den anden side, hvor der var en 7/11 kiosk – jeg sagde “derovre kan du købe cigaretter” og “kom så, nu skal vi hjem”. Han var ikke meget for at gå alene ned af trapperne, men jeg fik sagt på en lidt bestemt måde, at det skulle han, og at han skulle holde fast i gelænderet. Jeg gik meget stærkt ned af trapperne og igennem tunnelen, men jeg turde ikke at vise min frygt, ved at begynde at løbe, han prøvede også at tage ud efter mig, men uden held.

Da vi endelig stod foran 7/11, fik jeg efter nogle minutter guidet ham derind. I starten blev han ved med at holde lidt fast, kysse min hånd og kramme mig. Han begyndte også sådan at følge lidt efter, hver gang at jeg prøvede at gå et par skridt væk. Men da jeg så mit snit til det, skyndte jeg mig at løbe væk, over fodgængerfeltet, og ringede min søster op. Naturligvis brød jeg helt sammen og stammede, som jeg aldrig har gjort før. Jeg fik fortalt hende hvad der lige var sket, i mens at jeg i en rekord fart nåede hjem og min søster beroligede mig.

Jeg begynder fra i dag af, igen, at gå hammer og min mini hårspray i tasken. Det er urimeligt at skulle udsættes for sådan noget, som jeg oplevede i går. Jeg er jo heldigvis uskadt, og jeg klarede situationen rigtig godt. Men chokket og oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg vil fremover nok kun frygte at det kan ske igen. Det jeg oplevede i går, var ikke bare en fuld ubehagelig mand. …nej.. jeg oplevede en kæmpe angst, i og med at han holdte mig fast, og ikke ville lade mig gå. Jeg følte mig så magtesløs, alene, lille og svag.

Jeg kommer i fremtiden, som kommende sygeplejerske, til at have mange aftenvagter, og jeg tror sågar, at jeg har en i næste uge igen. Så jeg kan jo ikke undgå, at skulle tage alene hjem med toget om natten.

Jeg tager meget gerne imod råd fra jer derude, der måske har erfaringer, eller ved noget om hvordan man bedst forholder sig i sådanne situationer. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne starte til selvforsvar. Og så glæder jeg mig til, at jeg har råd til at købe en bil, og ikke skal tage toget alene om natten.

Kh. en lidt rystet Frederikke

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Jeg har brug for jeres råd :-)

Man kunne måske nok godt have det indtryk, at jeg er en mega nørde-sygepleje-studine med hornbriller, som læser “Notes of Nursing” (F. Nightingale) fra fredag til lørdag.

Sådan er min verden ikke :-) Jeg har på det sidste haft vildt meget sygepleje-skrivning på mit hjerte, og har stadig masser. Det er kun blevet endnu mere interessant, og har givet mig mere lyst til at skrive, og blod på tanden, fordi I læser med. Tak for det! Og det er så super fedt, med de henvendelser jeg har fået fra jer til mit lille tiltag med “Ugens Sygeplejerske”. Det har været rigtig overvældende, jeg er ovenud taknemmelig og glad.

Nå… tilbage til det med at jeg også laver andet end at være sygepleje-nørdet. Jeg danser to gange om ugen. Dvs. lige nu skrænter det lidt med min sambatræning af forskellige årsager. Men jeg satser og håber på, at jeg snart kan komme rigtigt i gang igen.

Jeg danser ballet hver søndag (undtagen de søndage, hvor jeg har for mange tømmermænd). Jeg har danset ballet i alt i 3 år – men med mellemrum. Og jeg kommer nok aldrig til at optræde med det. Altså.. man skal jo aldrig sige aldrig, og jeg fik da et par tåspidssko i julegave. Men jeg må se det i øjnene, at jeg er for gammel til at blive rigtig dygtig. Hvor om alt er, så elsker elsker elsker jeg at danse ballet, og jeg har en helt ubeskrivelig følelse i kroppen, når den 1 1/2 time er gået. Der bliver spillet live klassisk musik, når vi træner og danser, og det er kun med til at gøre det endnu mere fantastisk!

Jeg har danset samba siden 2013, og har elsket hvert et øjeblik. Samba er nok noget af det mest modsatte til ballet. Da man i samba virkelig skal bruge sine hofter, og i ballet er det strengt forbudt at bevæge dem, de skal være snor lige. Samba er en meget sensuel dans, hvor ballet er from og yndefuld. Det er fedt at dyrke to så vidt forskellige dansestilarter. Jeg husker, at Sonny Freddie-Pedersen, én af mine aller første danseinstruktører sagde følgende i en undervisningstime: “hvis man vil være en god danser, skal man gå til en masse forskellige former for dans”.

Jeg har deltaget og optrådt til Københavns Karneval de sidste tre år. Grundet min samba pause ved jeg ikke lige hvordan og hvorledes min deltagelse bliver i år. Det må tiden vise. Jeg skal nemlig aflevere Bachelor i starten af Juni, og forsvare min sygeplejerske eksamen. Jeg håber, og tror på, at jeg til næste år, vender stærkt tilbage i glimmeren og fjerene.

Udover dans så elsker jeg at være sammen min familie og mine venner. Men i øjeblikket har jeg ikke så meget tid. Når ikke jeg er sammen med min bachelorgruppe, har jeg været meget på barselsgangen. Men jeg håber, at jeg får lidt mere tid meget snart. Så er der jo også bloggen her, den tager også tid, men jeg skriver oftest meget efter impuls, og hvad der lige falder mig ind. Så mine indlæg kan godt ligge et par dage, og så poster jeg dem. Jeg har det også med at skrive når kl. har passeret 24.00. Min kreative hjerne er som regel slået fra indtil da. Mega mega upraktisk, når man f.eks. skal skrive eksamen.

Nå, men jeg er jo meget interesseret i at høre, om der er noget, som I godt kunne tænkte jer at læse mere eller mindre af, noget I synes der kunne være spændende, eller andet? Jeg tager meget gerne imod forslag og ris og ros. Det giver meget mere mening for mig, og det er meget mere relevant at skrive, når jeg ved, at I derude får noget ud af det.

På gen-skriv-syn :-)

Kh. Frederikke


FØLG MIN BLOG PÅ FACEBOOK HER – HVIS DU HAR LYST :)

Kommentaren der fik mig til at tude, og stor tak til jer alle!

Wow… Jeg ved ikke helt hvordan eller hvor jeg skal starte dette indlæg.

Jeg var så træt, trist og lidt ved siden af mig selv, da jeg efter nogle hektiske dage på mit studiejob, satte mig i min seng og begyndte at skrive. Jeg fattede min bedste ven herhjemme (min efterhånden gamle, men gode macbook) og skrev løs af hvad mit hjerte var fyldt op af (læs her), dernæst faldt jeg i søvn med det vons.    Da jeg næste morgen mødte på studiejobbet, blev jeg mødt med positive ansigter og søde ord. Flere af de jeg var i vagt med sagde “jeg har delt dit indlæg, hvor er det bare godt skrevet!”. Jeg sagde tak, men blev samtidig temmelig forvirret. Jeg havde kun delt mit indlæg på min lille facebookside for bloggen, hvor jeg på det tidspunkt havde 75 følgere. I løbet af dagen kunne jeg pludselig fornemme, at mange var begyndt at dele mit indlæg. Det var så utroligt overvældende.  Jeg vil ikke skrive så meget andet i dette indlæg, udover en kæmpe TAK for den store opmærksomhed indlægget har fået. Jeg havde på ingen måde troet, at det ville skabe så meget interesse, at så mange ville læse og dele mine ord. Det betyder så meget, og jeg håber, at det i det mindste bare har rykket en mikro bitte smule til noget. Om ikke andet, har jeg skabt fokus på et vigtigt emne, gjort opmærksom på, at de tilstande der huserer, når presset på hospitalernes afdelingerne er størst, IKKE er acceptable. Det gælder både for sundhedspersonalet, men ligeledes for patienterne.

Over 10.000 har læst mit indlæg, og mange har kommenteret. Jeg har udvalgt den kommentar, der har betydet mest for mig, og som stadig betyder alverden:

 Da jeg læste denne kommentar, begyndte jeg at tude, det siger vist mere end ord. TAK!

Jeg er bare så glad for, at min stemme er blevet hørt, og at jeg ikke er alene med mine frustrationer.

Jeg er ikke skræmt væk fra mit studiejob, og jeg giver ikke afkald, på mit kald. Jeg har tvært i mod fået meget mere blod på tanden, for at blive i mit kald, og for at kæmpe i det! Alt den feedback og anerkendelse fra alle jer der har læst, delt og kommenteret, har givet mig så meget igen. Tusind tusind tak. Jeg skal vist til at skrive lidt mere :-)

Vi skrives ved,

Frederikke

5 måneder tilba’

Holy moly. Om 5 måneder er jeg sygeplejerske. Det er i mit lille hovede slet ikke til at fatte. Jeg husker det som var det i går, at jeg mødte op meget-meget tidligt på sygeplejeskolen, klar til at tage på rustur med en masse jeg ikke kendte. En af de søde piger, som jeg kom i rusgruppe med, skal jeg sågar ses med i aften, vi skal fejre, at vi nu har bestået modul 12, og derfor kun har to eksaminer tilbage i alt. Det er så dejligt, at vi har fulgtes hele vejen :)   Mit skrivebord før eksamen. Brugte ikke halvdelen af alle de bøger jeg havde lånt på biblo.. ha ha… Det er så typisk mig at overgøre det :-)

 Jeg har haft to kliniske moduler dvs. haft sygeplejen i hænderne i de sidste 20 uger, 10 uger på barselsgangen og 10 uger i hjemmesygeplejen. Jeg har virkelig lært meget, begge steder, og føler mig efterhånden mere og mere som en “rigtig” sygeplejerske ;)

  (Barsels-sygeplejerske uniform)

  (Hjemme-sygeplejerske “uniform”)

 Det har været så vildt og smukt, at jeg på disse 20 uger, både har oplevet en masse nyt liv komme til verden, og samtidig en masse liv være ved enden. Det lyder langt ude, at sige, at det at have oplevet døden på nært hold, som værende smukt.. det er ikke så konkret, men mere det at have været en del af det, bistået borgere der har haft brug for sygeplejerske til det sidste, som har været så taknemmelige og elskværdige. F.eks. en lille anekdote fra denne uge: en borger gav mig appelsiner med på min vej, da hun på min stemme kunne høre, at jeg var lidt forkølet i det, “du skal da have nogle C-vitaminer, Frederikke”. Jeg har kun haft positive oplevelser, og mødt dejlige og søde ældre på min vej, på modul 12. Jeg vil savne min daglige gang som hjemmesygeplejerske og huske tilbage på det som en god tid.


På modul 11 på barselsgangen, havde jeg nok mine livs største oplevelser, det at assistere jordemoderen under en fødsel, er til nu, det største jeg har oplevet. Og det at være observatør, og holde moderen i hånden, under et kejsersnit, er ligeledes noget af det største jeg har oplevet. Jeg har klart fået øjnene op for jordemoderfaget… men nu skal jeg altså lige være sygeplejerske først :-) 

Selfiet efter eksamen!

Heldigvis har jeg ikke sagt farvel til barselsgangen, jeg arbejder der som vikar, og elsker hver vagt :)

I dag har jeg haft sidste dag som hjemmesygeplejerske, jeg har haft den sødeste og bedste vejleder, derfor skrev jeg hende et kort og gav hende denne lille orkide. Da jeg skrev kortet blev jeg rørt, og min vejleder blev det samme, da hun læste det. Det er så dejligt, når sådan noget, går begge veje.  Nu er det weekend, modulferie og 12/14 eksaminer er i hus!

Jeg glæder mig helt vildt til i aften, skal ses med nogle af mine yndlings sygeplejerske-veninder, som jeg ikke har set meget længe.

Jeg håber at I alle får en dejlig fredag :-)

xxx