Nogle gange når jeg er i vagt, hænder det at tiden puster mig i nakken, samtidig med, at det føles som om, at den går i stå.

ABCDE og CLOSED LOOP. Begge dele er noget jeg har øvet x flere i simulations scenarier, med dukker, i undervisnings situationer på sygeplejeskolen eller på hospitalet. Selvfølgelig har jeg prøvet at stå i lidt akutte situationer før, men så har jeg stået i uniformen og med flere erfarene kollegaer omkring mig.

I sidste uge stod jeg alene sammen med min sygeplejerske veninde. Vi var ikke i en øvelsessituation på studiet. Vi var der, midt i virkeligheden, hvor det skete, og hvor vi gik fra at være sygeplejersker “off duty” på bytur med en promille, der nok ikke havde været acceptabel, hvis vi havde været i vagt, til sygeplejersker, der vidste hvad de lavede.

Min gode veninde fra sygeplejeskolen og jeg, havde været i byen og danse og drikke drinks. Vi sad stille og roligt og spiste mad, pizza og cheese brugers, før at vi skulle hjem.

Pludselig og uventet opstod der slåskamp mellem to grupper af drenge. Først tog vi det roligt, så rykkede vi os lidt væk, dernæst satte vi i løb væk fra dem, fordi at de nærmede sig os og vi følte os ikke sikre i situationen. Men vi nåede ikke at løbe så langt, før at vi vendte om, og løb tilbage.

Vi hørte et ordenligt smæld, det var et baghoved som ramte asfalten. Det lød meget voldsomt. På meget kort tid fik vi den pågældende lejret om på siden, og vi så blod. Min veninde var hurtigt nede på knæ og her ringede jeg allerede 112. Fra start til slut brugte vi ABCDE og CLOSED LOOP. Det var ikke noget vi aftalte, det var bare noget vi gjorde, fuldstændig som om vi havde prøvet det før. Det havde vi jo egentlig også – endda også sammen. Men bare ikke med en ægte person, men på dukker, flere gange.

Hurtigt observede vi at personen havde en snorkende vejrtrækning, blødte fra hovedet og respirationen var bare ikke god. Der var ikke tale om hjertestop, men der var tale om en akut situation. Personen reagerede ikke på smertestimuli og personen var ukontaktbar. Når jeg sådan lige tænker tilbage, så var det faktisk rigtig ubehageligt at opleve. For det var jo ikke en dukke, men et levende menneske. Men vi bevarede roen, og fik begge to, af nogle omgange, sagt til venner, og andre, der flokkede sig omkring personen, at de skulle gå væk eller i det mindste holde sig i ro. For der var tumult, men min veninde og jeg fokuserede på personen, som lå der, og havde brug for hjælp.

Damen fra alarmcentralen guidede mig, og jeg guidede videre til min veninde, de ting hun sagde, havde vi allerede gjort – men det var utroligt rart at have hende i røret, som støtte, og som en beroligende professionel. Jeg tror ikke, at jeg før er blevet så hurtigt ædru, og har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen.

Læge, politi og ambulance kom. Inden de kom, blev personens vejrtrækning allerede lidt bedre, det blev den, pga. at vi lavede kæbeløft, for at sikre de frie luftveje. Da ambulance folket tog over begyndte personen at vågne en lille smule. Men kun meget lidt. Vi fik besked på, at personen var ok. At det slet ikke var sikkert, at personen skulle sys eller noget andet end “bare” med ind til observation. Stadig sidder jeg med følelsen af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvordan vedkommende har det lige nu.

Vi skulle afgive vidneforklaring til politiet, fortælle hvad vi havde set og gjort osv. Det var voldsomt det hele. Min veninde var smurt ind i blod og vores blodtryk var nok i den lidt høje ende, da ambulancen kørte afsted. Vi slentrede bagefter afsted, med absurd meget adrenalin i kroppen, vi gav hinanden et kæmpe kram, og blev enige om, at vi havde gjort vores bedste og talte om, “hold da op, der var vi da godt nok lige sygeplejersker i civil”.

Endnu en gang, kan jeg bare understrege, hvor sindssygt glad og taknemmelig jeg er for denne uddannelse jeg har taget. Mange havde sikkert klaret det ligesom os, men jeg mærkede en helt enorm professionalisme mellem min veninde og jeg. Jeg oplevede især også, at vi bevarede roen, i en situationen som ellers var ret akut og voldsom. Så til alle jer, der måske synes at simulations træning er lidt grænseoverskridende og irriterende, tro mig, det er godt givet ud. Tag med til alt den simulations træning I får tilbudt på skolen og i jeres praktikker. Man ved aldrig hvornår man får brug for at skulle være sygeplejerske. Jeg har i hvert fald, sammen med min veninde, fået min dåb som sygeplejerske i civil. Heldigvis sad ABCDE og CLOSED LOOP fast på vores rygrad.

Jeg håber, at vedkommende, som kom til skade, har det godt i dag og ikke havde behov for yderligere behandling. Jeg ønsker i hvert fald personen rigtig god bedring. Og så til alle drenge og piger! Lad nu vær’ med at slås. Det er for dumt og det kan virkelig gå galt :-(

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Det er en sand fest dag, i dag, for i dag meddelte regeringen, at de fra januar 2018 vil sløjfe 2 % effektiviseringskravet!

Jeg er dog noget skeptisk, og måske nok også lidt pessimistisk. Selvfølgelig er jeg også glad – for det virker til, at regeringen for alvor og endelig har lyttet lidt, på alle os, som har råbt vagt i gevær. T A K!

Men jeg er bare bange for, og skeptisk omkring, om regeringen mon ikke bare finder på noget nyt, som gør, at vi skal løbe lige så stærkt, som der er blevet gjort hidtil? Jeg er nok ikke den eneste, som sidder med denne tanke.

Udover det, så bliver tilstandende på vores sygehuse, som de er lige nu, jo ikke bedre af, at 2% kravet bliver sløjfet. Desværre. MEN selve den negative udvikling, som 2% effektiviseringskravene, de sidste mange år, har bidraget med og sørget for, bliver standset. Og DET er GODT! Rigtig godt. OG så må man sige, at dette tiltag er et skridt på vejen –

MEN VI MÅ og SKAL IKKE hvile på laurbærrerne nu. Det er netop NU, at vi skal være ekstra vågne og kæmpe!

Jeg håber så INDERLIGT, at regeringen, vil medtænke vores PATIENTER i deres kommende nye effektiviserings model. Og min bøn er i den grad, at de inviterer os sundhedsfaglige, og for den sags skyld også patienter, med til beslutningerne. Jeg håber, at de vil høre på hvad vi har af input og ganske enkelt inddrage os – for vi, os som arbejder i sundhedsvæsenet, og de som modtager behandling, ved hvad der rør sig. VI er eksperterne og VI ved hvad som er vigtigst, hvad som betyder noget og hvad der virker!

Hermed en bøn til regeringen; husk på at inddrage os, som ved hvad det vil sige, at være en del af sundhedsvæsenet, når der skal udarbejdes en ny styringsmodel. KVALITET fremfor kvantitet, det skal vægtes. Det er mennesker som skal yde behandling og give omsorg og det er mennesker som skal modtage omsorgen og behandlingen. Styringsmodeller som fokuserer på tal og smarte udregninger kan IKKE anvendes i sundhedsvæsenet.

I disse dage sidder jeg til undervisning på min afdeling, og netop i dag blev jeg undervist af hospitalspræsten, som især påpegede hvor vigtigt det er at tale, se og høre patienterne. Jeg fik undervisning i temaet “dåb, sorg og krise”. I mit tilfælde drejer det sig især om samtale og tid til de pårørende – forældrene til ekstremt for tidligt fødte børn (fra graviditetsuge 24). Jeg oplever desværre, at jeg alt for tit ikke har tid til at være der, som jeg gerne vil, fordi vi løber for stærkt. Heldigvis er der dage, hvor jeg har tiden. Dage som bare er dejlige. Men det er mere en sjældenhed, end det er norm.

Som sygeplejerske skal jeg selvfølgelig som 1. prioritet have mine patienter, babyerne, øverst på min liste. MEN der SKAL også være tid til at jeg kan se de pårørende i øjnene og tale med dem, møde dem i deres sorg og krise, glæde og lykke. Samtidig med, at jeg også selv hænger sammen som menneske, i mit arbejde, som sygeplejerske. Dvs. tid til pause, tid til mad, tid til at puste ud og tid til refleksion og sparring med kollegaer.

Men hvor om alt er, så er det en SEJR, at 2% kravet er væk fra januar af. Men jeg er dog noget skeptisk, for hvad der så kommer i stedet. OG vi skal stadig kæmpe for bedre og mere acceptable tilstande! At kravet om de 2% bliver sløjfet fra januar af, betyder ikke, at vi kommer til at få nogle % mere i tid. Desværre. Det betyder steady state. Status quo. Så derfor, kampen er ikke slut. DEN ER KUN LIGE BEGYNDT!

Vi skal blive ved med at kæmpe, råbe op og sætte vores sundhedsvæsen i rampelyset og på dagsorden! Sammen er vi så meget stærkere, og det skal vi blive ved med at være. For vores patienters skyld, vores sundhed og Danmark!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse