Jeg græd på vej hjem i går

Magtesløs

Efter jeg netop forleden skrev et indlæg med mine refleksioner om tilstandene på Køge Sygehus, må jeg indrømme, at det er lidt tragikomisk, at jeg i går på vej hjem fra min aftenvagt begyndte at græde. (Læs mit “Køge-indlæg” her)

Jeg kom til at græde i bilen på vej hjem fordi at jeg i går nok havde hidtil mest lortede vagt (undskyld ordvalget). Følelsen jeg havde i kroppen da jeg gik fra afdelingen var virkelig utilfredsstillende og fyldt med skyldfølelse. Jeg ved at jeg gør mit bedste, men det er bare ikke nok. Det er ikke nok når jeg ved at jeg forsømmer patienterne og ikke får gjort mit arbejde som jeg burde – samt når jeg ved, at jeg går imod min faglighed og imod patientsikkerheden. Det er grotesk at det skal være sådan i nogle vagter, at man kan presses så langt ud, at man fælder tårer. Nyuddannet eller ej.

Jeg følte mig så presset af flere omgange at jeg fuldstædig glemte hvad jeg var i gang med (super patientsikkerhed!). På et tidspunkt stod jeg ude i linneddepotet, klokkerne bimlede, hvoraf 4 af dem kaldte på mig. Der havde jeg helt vildt meget lyst til bare at begynde at skrige! Jeg tror mine tårer brød ud både pga. lettelsen af at “være ude på den side” af afdelingen, men især også fordi jeg vidste at det arbejde jeg havde foretaget mig i den aftenvagt, på ingen måde lever op til at være sygeplejerske. I hvert fald ikke til hvordan jeg gerne vil være sygeplejerske. I går var jeg brandslukker.

Jeg glemte flere vitale almindelig arbejdsopgaver i løbet af vagten pga. tidspres og for meget at lave på én gang. Jeg ved at jeg overleverede opgaver og uløste problemstillinger til natholdet, som ikke var rimeligt, men som jeg ikke kunne gøre til eller fra ved. For som skrevet ovenfor, jeg gjorde mit bedste, det bedste jeg kunne.

Dokumentation?

Jeg nåede aldrig rigtig til at læse om mine patienter (super patientsikkerhed!). Det jeg selv dokumenterede startede primært med …”pga. travlhed har jeg ikke/ved jeg ikke.. osv.” (igen, super patientsikkerhed!). Dokumentation er en vigtig del af sygeplejen, da den er med til at gøre, at vi kan handle på problemstillinger og hurtigt opfange hvis noget skulle være i gang med at ændre sig til det værre, og fortsætte med noget, hvis det hjælper. Dokumentationen er også med til at gøre, at vi opnår viden om patienterne vi passer, så at de kan få bedst mulig behandling. Dokumentaton er altså til for at opretholde bedst mulig kvalitet i sygeplejen. Der var ingen eller i hvert fald minimal kvalitet i det jeg leverede i går dokumentationsmæssigt. Igen.. super utilfredsstillende og slet ikke sådan som jeg vil være sygeplejerske.

Overlevelse

Man skal være stærkt for at overleve i det her sundhedsvæsen. Jeg forstår godt at mange går ned med stress og at mange flygter fra det her fag og giver op. Jeg har ikke før tudet efter at have været i vagt, men det kan jeg da krydse af på listen nu. Jeg synes egentlig selv at jeg er stærk og robust og god nok til at sige fra. Men i går knækkede filmen. Jeg har været sygeplejerske i lidt over to måneder nu – jeg skal overleve mange år endnu som sygeplejerske, medmindre jeg skal finde på noget andet. Det har jeg bestemt ikke lyst til, for jeg elsker mit fag, og jeg elsker at være sygeplejerske. Med tiden bliver jeg vel forhåbentlig mere stærk og robust, men besparelserne fortsætter samtidig også – så jeg ved ikke om det kommer til at hænge sammen på nogen måde. Jeg har heller ikke lyst til at udvikle mig til en “ice-cold-bitch”-sygeplejerske, jeg vil gerne fortsætte med at føle og tude, hvis jeg mærker at noget ikke er iorden. Jeg håber ikke at jeg taber mig selv til travlheden.

Men i går var urimelig. Det var ikke kun fordi at jeg er ny og grøn sygeplejerske.

Undskyld, jeg ved godt at I har ventet længe

Jeg sagde undskyld nærmest hver gang jeg gik ind på en stue i går. Jeg kan slet ikke sætte mig ind i, hvor frustrerende det må være, at være patient, når der er så travlt. Men jeg er sikker på at patienterne også gør deres bedste for at være forstående.

Jeg tror også at mine tårer var en kulmination. En kulmination af hele selve oplevelsen af at løbe rundt, uden nogen pauser, og føle sig så utilstrækkelig og ikke tilstedeværende. Lige nu tænker jeg bare at næste gang jeg møder i vagt, kan det da kun blive bedre end sidst. Men seriøst, det er sgu ikke værdigt for nogle det her.

Jeg bliver vel mere robust jo dygtigere jeg bliver til mit fag. Men de erfarende jeg var i vagt med tonsede også rundt i går, de har nok ikke fældet tårer ligesom mig på vej hjem, men vi var “alle” tre über presset i går og gjorde alt for at få det hele til bare at hænge nogenlunde sammen. Øv.

Meningsdanner Uddannelsen

Jeg glæder mig til at starte på Dansk Sygeplejeråds Meningsdanneruddannelsen i næste uge. Det skal blive godt at lære hvordan jeg kan ytre mig meget mere og debattere meget mere – for det her sundhedsvæsen det sejler!

Ps. Jeg håber at de af mine kollegaer der læser med forstår hvor meget jeg sætter pris på jer og hvor meget guld værd I er. Uden jeres støtte og hjælp ville der slet ikke være glæde og håb for mig som ny sygeplejerske.


Har du oplevet at græde efter en vagt pga. travlhed? Hvis du har, og har lyst til at fortælle din historie, så skriv til mig. frederikkekikke@gmail.com

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Naja, 23 år, Sygeplejestuderende, Modul 8

naja

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg læser til sygeplejerske, for at dygtiggøre mig i et fag, der har betydning for andre mennesker. Jeg tror at alle sygeplejersker er født til faget. Sygeplejersker er givere. De giver deres faglige viden ud, men de giver også ud af dem selv og hvem de er. Der er en del af sygeplejen du ikke kan læse dig til i bøgerne, det er bare noget man er.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg arbejder som vikar på en gastro-kirurgisk sengeafdeling, ved siden af mit studie. Det er primært cancerpatienter der er indlagt, og det er også det jeg interesserer mig for. Når jeg er færdig vil jeg gerne uddanne mig til kræftsygeplejerske og senere forske.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Min bedste oplevelse i uniformen er uden tvivl, når en patient eller pårørende de giver mig et kram. Det er en anerkendelse fra min patient eller en pårørende til mig, om at jeg har været et lille lys i en svær tid. Det er simpelthen den største ros jeg kan få.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Min første patient var en ung mand i start 40’erne, der havde en tumor, der havde spredt sig til de meste af kroppen. Jeg fulgte ham hele min klinikperiode, men også efter da jeg blev ansat på afdelingen. Det har vel været lidt over et år, at jeg havde set ham flere gange om ugen. Til sidst havde han det dog så dårligt, at han sov ind lige inden min vagt sluttede.

Jeg kunne slet ikke finde ud af hvor jeg skulle gøre af mig selv, da jeg havde fri! Det føltes forkert bare at tage hjem, og fortsætte min dag ligesom alle andre dage. De pårørendes værste tid gik dem i møde, og jeg havde bare fri.

Efter arbejde lagde jeg min kittel og tog hjem, men jeg bar den under mit eget tøj i lang tid efter.

Det er for mig udfordrende, kun at bære sygeplejerske-identiteten på hospitalet. Der er mange hårde arbejdsdage, der lige skal bearbejdes før jeg kan ligge kitlen psykisk, og vende tilbage til bare at være Naja. Der er jeg så heldigvis velsignet med verdens bedste kæreste som jeg bruger til at læsse af på, og han er giver sig tid til at lytte og holde om mig når en vagt har sat sine spor.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Travlheden som eksisterer i hele hospitalsvæsnet, er hæmmende for at udføre den fyldstopgørende sygepleje, vi bliver undervist i under uddannelsen. Alle sygeplejersker jeg møder på min vej, udviser frustration over ikke at have den ønskede tid til deres arbejde. Det er tit, at frokosten eller aftensmaden bliver skippet på grund af, at sygeplejersker prioritere deres patienter højere end deres ernæringsbehov.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Alsidig, loyal, og badass!

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Det vigtigste råd jeg selv har fået, er ALDRIG at gøre noget man er i tvivl om. Altid spørg! Det er min svigerinde som selv er sygeplejerske, der gav mig det i min første klinik, og det har jeg lænet mig meget op af!

Husk at sig fra. På grund af travlheden kan man som studerende, få påduttet sig nogle opgaver som ikke er egnet til ens kompetencer. Og der er det vigtigt at sige fra!


Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Patient Usikkert Sygehus

Sagen på den intensive afd. på Køge sygehus har vakt opsigt i de danske medier siden det i sidste uge via DR blev fremlagt at der i en længere periode er blevet skruet op for brugen af sovemedicin i travle situationer for at lette arbejdspresset.

Formanden for Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grethe Christensen, har om sagen blandt andet udtalt følgende:

”Det er helt uacceptabelt, at patienterne bliver medicineret i et omfang som skader deres behandling. Det vidner om en syg kultur i sundhedsvæsenet, hvor der drives rovdrift på medarbejderne og hvor der bliver skruet på selv de medicinske skruer for at frigøre ressourcer”.

”Ledelsen skal tage medarbejdernes advarsler alvorligt, når deres faglige ansvarlighed bliver overskredet, og derfor burde der langt tidligere være skredet ind. Det er et skråplan, når økonomiske argumenter ender med at forringe den faglige standard i en grad så medarbejderne ikke kan se sig selv i øjnene” (Kilde DSR).

Forholdene som har fundet sted på Køge Sygehus afspejler den generelle tendens som raser over hele landet i sundhedsvæsenet. Den generelle tendens er det arbejdspres og den stress der finder sted blandt sygeplejersker og andet sundhedspersonale. Denne tendens fremgår også af DSR’s tidligere SATH-undersøgelse, der viser, at sygeplejersker til dagligt står i dilemmaer hvor de må gå på kompromis med deres faglighed. Halvdelen af alle sygeplejersker oplevede i 2015 at de altid eller ofte var under pres, når de skulle løse kerneopgaver på et niveau som var fagligt forsvarligt. Der ses en stigning i forhold til 2012, hvor det viste sig “kun” at være hver 3. sygeplejerske (Kilde DSR).

Som sygeplejerske er det nærmest umuligt ikke at gå på kompromis med fagligheden og patientsikkerheden i visse situationer. Årsagen til dette bunder i hvordan sundhedssystemet er strikket sammen efter der gang på gang har været besparelser. I nogle situationer er det simpelthent ikke muligt at undgå at travlheden og manglen på de varme hænder går udover de indlagte patienter – såvel som det også går udover sygeplejerskerne. Når jeg skriver at det også går udover sygeplejerskerne tænker jeg især på det sindssygt usunde arbejdsmiljø som en sygeplejerske i nogle vagter arbejder i. Både det at man må gå på kompromis med sin faglighed, men også det at der til tider ikke er tid til toiletbesøg, madpauser og pauser generelt. Her kan man selvfølgelig sige, at det er sygeplejerskernes eget ansvar at sørge for at holde sine pauser. Men min personlige erfaring er at jeg i meget travle vagter har valgt pauser fra, eller simpelhent ikke har haft muligheden for at vælge dem til, da travlheden har overvundet mine pauser. Dvs. at jeg har vurderet at patienternes behov for sygepleje har været mere vigtig end min pause. Det er heldigvis slet ikke hverdagskost på min afdeling, men jeg ved også, at jeg slet ikke arbejder et af de steder, hvor der er mest travlt.

Som sygeplejerske (og tidl. sygeplejestuderende) har jeg selv oplevet at være gået på kompromis med hvad jeg fagligt burde – samt gået imod patientsikkerheden. Flere gange endda. Ikke sådan at jeg har skruet op og ned i medicin, eller i anden grad har udsat patienterne for en reel fare. Men jeg har f.eks. vist besked om at lige nu burde jeg også være inde på en anden stue, men dette har ganske enkelt ikke været muligt, da jeg kun kan være et sted af gangen. Jeg ved godt at dette i sig selv ikke udløser en fare for patientsikkerheden eller er at gå på kompromis med min faglighed. Men jeg vil mene at det indirekte er at gå på kompromis med min faglighed og at gå imod patientersikkerheden, da jeg har vist at flere patienter, på samme tid, har haft behov for min tilstedeværelse i forskellige situationer. Helt konkret, for at gøre det mere håndgribeligt, så vil jeg nævne et eksempel: F.eks. har jeg stået i situationer hvor flere stuer på samme tid har haft brug for ammevejledning. Det kan måske lyde af ingen ting udefra, men det er det ikke. Det kan have konsekvenser både for mor og barn på kort og lang sigt at moderen ikke får den hjælp og støtte til sin amning som hun har brug for – især hvis der f.eks. er tale om en sårbar situation – det kunne eksempelvis være et tidligere kompliceret ammeforløb. Selvfølgelig er det ikke akut-AKUT-blåblink, men det er så vigtigt og nødvendigt at yde den støtte og vejledning til en nybagt mor f.eks. i forbindelse med amning for at hun opnår succes og selvfølgelig for at barnet får mad. Det kan ende med at moderen får en dårlig start på sit ammeforløb, at babyen ikke får mad og næring på det rette tidspunkt og i aller værste tilfælde at en nybagt mor, der ellers gerne ville amme, stopper helt med at amme. Dette er bare et eksempel på et scenarie som kan forekomme under tidspress og som sikkert også er virkelighed derude nogle gange på barselsgangene. Amning og vejledning herom, er kun ét eksempel fra mit speciale, der er mange flere, som ikke kun omhandler amning og den nyfødtes ernæring. Men amning er en kerneydelse for en sygeplejerske på en barselsgang og derfor også noget af det der vægtes (og skal vægtes) aller nådes højt.

En sygeplejerske er ganske enkelt nødsaget til at prioritere og dette er man kun endnu mere hvis der er meget travlt. Når travlheden er på sit højeste og flere patienter har brug for hjælp på samme tid, er det simpelhent en nødvendighed at prioritere mellem hvem der har mest brug for din hjælp lige nu. Dette vil helt naturligt have nogle konsekvenser. Jeg har personligt selv oplevet at prioritering er højest i aften – og nattevagter, hvor bemandingen er lavest. Selvom det er aften og nat på et hospital har patienterne brug for hjælp, råd, medicin og vejledning. På barselsgangen hvor jeg arbejder er det tydeligt at mærke at der er en anden ro om aftenen og om natten, men arbejdspresset og prioriteringerne kan stadig forekomme i samme grad som om dagen, men faktisk også tit i højere grad, da kvinder ligesåvel føder om aftenen og om natten, som de gør om dagen. Dog har jeg aldrig oplevet at stå en situation, hvor jeg har følt mig nødsaget til at medicinere mig ud af en presset situation. Det håber jeg heller ikke at nogle af mine kollegaer har.

Jeg håber virkelig og opfordrer ALLE sygeplejersker til at reagere og råbe op hvis de oplever situationer som der går så stik imod fagligheden, som det der er foregået på intensiv afd. på Køge Sygehus. Det er virkelig vigtigt at vi står sammen og støtter hinanden derude på afdelingerne. Det er ganske uforsvarligt og bør på ingen måde være praksis at skulle bryde med sin faglighed på sådan en måde som det er sket i Køge sagen. Det er jo selvfølgelig ganske simpelt at sidde her og skrive ned hvordan man bør gribe tingene an derude i praksis. Men vi må sørge for at støtte hinanden og lytte på hvis kollegaer kommer med problemstillinger der er helt urimelige og stik imod vores faglighed. Hvis ikke man bliver hørt på arbejdspladsen af ledelsen, mener jeg, at man helt klart med det samme må kontakte DSR og bede om råd og vejledning. Det er vores pligt som sygeplejersker. Dette mener jeg i hvert fald helt og aldeles.

Når det så er sagt, så er jeg næsten stensikker på at jeg ikke er alene om at gå på kompromis med patientsikkerheden og min faglighed. Jeg tør vædde på at der hver eneste dag, på hvert eneste sygehus i Danmark, bliver gået på kompromis med fagligheden og med patientersikkerheden. Dette tror jeg ikke vi kan undgå, ikke som det er lige nu og slet ikke med de besparelser som vi står overfor.

Men hvad skal vi gøre, for at ændre ved de her tilstande… Ifølge hvad jeg kan læse mig frem til havde de råbt op på intensiv afd. på Køge Sygehus x flere og givet klar besked om at tilstandene var uforsvarlige.. Men hvorfor blev der så ikke grebet ind noget før? Dette spørgsmål kan man blive ved med at stille. Jeg tænker at man må føle sig meget magtesløs og utilstrækkelig som sygeplejerske i sådanne situationer og mener at det er ganske urimeligt at sygeplejersker skal udsættes for sådanne tilstande.

Med den danske kvalitetsmodel hører med at man som sundhedspersonale skal indberette utilsigtede hændelser (UTH’er) når en fejlhændelse har været ved at ske og når og vis den desværre er sket. Men uden at have nogen dokumentation sådan lige i baghånden, så ved jeg at lige netop det med at indberette UTH’er er noget af det der bliver skippet, for netop at nå det som klart det vigtigste – netop at yde sygepleje til patienterne. Men hvor er vi så? Hvis ikke vi har tid til at få indberettet fejlene der sker eller de fejl som er ved at ske (nær utilsigtede hændelser). Det er jo en ond cirkel som bare kører rundt i ring og som i øjeblikket kun bliver forværret med de besparelser og nedskæringer som raser over sundhedsvæsenet.

Umiddelbart tænker jeg at vi som sygeplejersker skal og bliver nød til at være bedre til at benytte os af vores ytringsfrihed. Vi skal selvfølgelig ikke bryde vores tavshedspligt, men tavshedspligten brydes ikke ved at vi ytrer os om at vi har arbejdsvilkår som er urimelige og uforsvarlige. Vi skal bruge vores ytringsfrihed for at gøre samfundet, og måske mest af alt, politikkerene endnu mere opmærksomme på at de tilstande og vilkår som vi arbejder under, kun for hver dag der går, bliver forværret og mere og mere ikke er til at stå inde for.

Dorte Steenberg som er næstformand i Dansk Sygeplejeråd mener at der findes ligende brug af beroligende medicin på andre afdelinger rundt om i landet på andre sygehuse (Kilde). Jeg håber så inderligt, som ny og grøn sygeplejerskem der gerne vil fortsætte i et fantastisk fag mange år endnu, hvis dette er tilfældet, at de sygeplejersker vil stå frem, bruge deres ytringsfrihed og tage kontakt til DSR og oplyse om de helt urimelige og uacceptable tilstande.

Der skal helt klart mod til at stå frem og tage kontakt til fagforbundet, især hvis det betyder at man må “gå bag om ryggen” på en leder og/eller kollegaer. Men hvis ikke der bliver gjort noget i sager som den på Køge Sygehus, så ender det jo i sidste ende med at sygeplejeprofessionen kan blive smadret og på sigt ende med at være en utroværdigt og forhadt profession. Det er i hvert fald de tanker jeg kommer frem til om dette. Måske er det at sætte det hele lidt på en spids, men jeg tror ikke at det er helt forkert, hvis nu man spørger tilfældelige borgere derude i samfundet. Jeg ville i hvert fald som borger, den dag i dag, være skræmt og bange, hvis jeg skulle indlægges på et dansk hospital og umiddelbart også føle mig usikker på om jeg overhovedet ville få den behandling jeg skulle. Jeg forstår i hvert fald godt, hvis der er flere borgere der går med disse tanker, det er kun forståeligt, når man kan læse, se og høre, at der i flere tilfælde slet ikke er ressourcer og midler til at sygeplejersker og andet sundhedspersonale kan gøre deres arbejde forsvarligt.

Og helt ærligt? Det kan jo ikke passe at en sygeplejersker presses så langt ud at han/hun føler sig tvunget til at gå på kompromis med sin faglighed og må sætte sin autorisation på styr, for at “få lov til” at gøre sit arbejde nogenlunde forsvarligt.

Som sygeplejestuderende blev jeg hurtigt godt klar over der var fejl og mangler ude i “det virkelige sygepleje-liv” i forhold til hvad jeg lærte i teorien på skolebænken. Men jeg havde ikke noget begreb om at det kunne være så grelt som det faktisk står til derude på nogle afdelinger. Jeg har ondt af de sygeplejersker der til dagligt står i sådanne situationer, de må virkelig stå med nogle overvejelser og valg der er urimelig og utålelige. Jeg håber at det snart er på tide at sygeplejerskerne virkelig bliver hørt. Hvis ikke sidder jeg faktisk nu igen med den dårlige følelse i maven om at jeg på sigt i min fremtid ikke vil være sygeplejerske. Jeg vil selvfølgelig altid være sygeplejerske, for den titel har jeg ønskeværdigt opnået, men jeg håber, at jeg kan finde ud af at skåne mig selv og flygte, hvis tilstande som på Køge Sygehus bliver hverdagskost for mig en dag. Dog håber jeg at jeg vil være modig nok til at ytre mig først.

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

KONKURRENCE: Vind plakat “Sygeplejersken” fra Dialægt

Sponsoreret indlæg

Flere af jer har måske allerede set den super seje plakat “Sygeplejersken” fra Dialægt. Nogen af jer har måske allerede fået fingre i den? :-)

Hvis ikke så har du nu muligheden for at vinde plakaten her på bloggen! Jeg har nemlig fået æren af at udlodde et eksemplar til en heldig vinder. Plakaten måler 50×70 cm og er til en værdi af 349 kr.

For at være med i konkurrencen skal du:

1) Følge Dialægt på Instagram (@dialaegt)

2) Følge mig på Instagram (@vitachoreas)

3) Like konkurrence billedet på min Instagram profil (@vitachoreas) og skriv gerne en kommentar med en sjov sygeplejerske anekdote, måske du har en der passer til et af udsagnene på plakaten :-)

Konkurrencen starter i dag og varer til og med tirsdag den 30. august. Jeg giver den heldige vinder direkte besked på Instagram og poster det ligeledes på min blog’s facebookside den 31. august :-)

Held og lykke og nurse on!

Kig forbi Dialægt’s hjemmeside her og se flere plakater – jeg er selv også ret vild med Århus plakaten, da jeg har boet og studeret i dejlige i Århus – før at jeg faldt pladask for sygeplejerskefaget :-)

Sponsoreret indlæg

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Mental sundhed

World Health Organization (WHO) definerer mental sundhed som:

“en tilstand af trivsel hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndterer dagligdagens udfordringer og stress, på frugtbar vis kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet”.

Somme tider stilles der krav til sygeplejersker, krav der kan føles overvældende. Ofte er der ikke nok varme hænder, for lidt tid, for lidt plads til patienterne, fejl og UTH’er pga. pres fra alle sider, stress, besparelser, dårlige arbejdsmiljøer med mere. Derhjemme når man har fri skal man koble af, sove og lade op til at hospitalet kalder igen, samtidig med at familie – og sociallivet skal passes og plejes. Dette kan føles som et ekstra krav oven i hatten, når man er presset og udkørt fra sygeplejearbejdet.

En dag overhørte jeg to kollegaer tale om arbejdspresset på vores afdeling:


Kollega 1:

Hvordan formidler du om det her arbejde altså om arbejdspresset og om vores vilkår til din mand?

Kollega 2:

Det kan jeg ikke. Jeg tror man skal prøve at være her, for at kunne forstå det.

Kollega 1:

Jeg er helt enig.


Jeg tænkte straks at det var meget fint svaret af kollega 2, og meget sådan jeg har det, når nogen spørger ind til mit arbejde. Man skal virkelig prøve at være sygeplejerske, for at kunne forstå, hvad det vil sige, både på godt og ondt.

Efter at jeg har arbejdet i lidt over en måned som sygeplejerske, er jeg efterhånden ved at falde til, så godt som jeg nu kan. Jeg har været så træt og udmattet, og er det stadig. Det tror jeg nu er helt og ganske naturligt som ny i gårde – i alle jobs. Jeg har mærket hvordan det er at arbejde i skiftende vagter, at sove når andre er vågne, at arbejde når andre sover, at sove og være helt udmattet når jeg endelig har fri og at mærke at min mentale sundhed har skræntet. Det er helt klart især super vigtigt, som sygeplejerske, at gøre sit bedste for at opbygge en god mental sundhed. Men hvordan gør man så lige det uden at sige fra til socialt samvær og hygge i sin fritid. Jeg har ikke svaret på det, da jeg selv føler og ved at jeg allerede har måtte sige fra til flere sociale arrangementer både pga. skiftende vagter, men også fordi jeg har haft brug for at koble af og hvile, når jeg endelig har haft fri.

Først og fremmest så tror jeg at det bliver bedre med tiden, jo mere erfaren og garvet man bliver, jo mere tror jeg at man kan holde til. Samtidig tror jeg også at det kræver god personlig styrke og vilje til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Søvn og god kost er alfa omega, hvilket for mig er en stor udfordring, da jeg nok er et af de største B-mennesker i verden. Jeg øver mig i og presser mig selv til at sove mere, spise bedre også selvom jeg ikke er sulten. Motion er også alfa omega for at opbygge mere energi. Her er jeg i total underskud. Jeg har ikke rigtigt dyrket motion siden Københavns karneval i pinsen og da mit sambahold holder sommerferie helt til september, går der lang tid før jeg rigtigt kommer til at danse samba regelmæssigt igen. Og ved nærmere eftertanke, gik det op for mig, at jeg nok må komme til at give afkald på at kunne træne samba hver uge som før i tiden. Jeg tror desværre ikke at jeg har mulighed for at planlægge at have fri hver gang der er sambatræning. Jeg kan håbe at det er muligt, men jeg tror ikke at jeg skal regne med det, når mit vagtskema indebærer skiftevis dag-, aften- og nattearbejde.

I dag valgte jeg derfor at melde mig ind i fitnesscenter igen-igen. Her kan jeg træne når det passer mig, min plan er selvfølgelig at deltage på så mange dansehold som overhovedet muligt, selvom det slet ikke er til at sammenligne med min samba træning, men det er trods alt, bedre end ingen ting.

Hvad gør I for at opretholde jeres mentale sundhed? Jeg er nysgerrig, da jeg som ny og uviden i det her sygeplejefag allerede godt kan mærke at det er rigtig vigtigt at vægte det højt og være god til at huske det i farten mellem de utallige kittel skift.

Kh. Frederikke og på forhånd tak for råd :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse