Psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu.

Dette blogindlæg dedikerer jeg til min kære far. Billedet er fra Københavns karneval sidste år (2015). Min far er hvert år, sammen med hans moster “Moster Gitte”, mine to trofaste fans. Tak for jer.


Forleden da jeg vågnede op fra min nattevagt, tændte jeg for fjerneren, noget jeg ellers sjældent gør. Ser jeg tv, er det som regel nyhederne, nørde sygepleje relaterede programmer som “Alarm 112” og “Holder Danmark i live”, men aller helst serierne Sex and the City og Gossip Girl.

Men da jeg tændte for flimmerkassen forleden, var det “Go’ Appetit med Claus Holm” på TV2 der var i gang. Jeg blev hurtigt fanget af programmet. En super sej kvinde var med Claus Holm i køkkenet. Det var Lise-Lotte, som lider af skizofreni. Hendes medicin gør, at hun ikke føler sig mæt, når hun har spist. Lise-Lotte og Claus Holm lavede en mættende madret, og med som tilskuere i programmet var medlemmere af SIND og initiativet EN AF OS.

Jeg blev så rørt af da jeg så programmet. Det var så meget mere end “bare” et madprogram. Lise-Lotte kom ud med et budskab, nemlig det om at bryde tabuet om psykisk lidelse. Hun fortalte om at leve med en lidelse som skizofreni. Claus Holm blev rørt til tårer og det gjorde jeg også, de trillede ned af mine kinder. Jeg synes det var så fint og så vigtigt, og aller mest super sejt, at hun stod frem og fortalte om lidelsen. Tit i sådanne programmer er det kendisser og semi-kendisser der er medværter, men det her var et almindeligt jordnært og fantastisk menneske, og i mine øjne et forbillede for mange inklusiv mig selv. Jeg bed især mærke i, at Lise-Lotte sagde “der skal være plads til os alle”. Det er bare så rigtigt, og det er så vigtigt at bryde det tabu der er mod psykiske lidelser. Som sloganet fra EN AF OS, og som overskriften til mit blogindlæg lyder, psykisk sygdom smitter ikke, det gør tabu!

EN AF OS

Jeg stiftede for første gang bekendskab med landskampagnen EN AF OS, da nogle modige og mega seje personer var ude på sygeplejestudiet for at holde nogle fantastiske personlige oplæg. Her fortalte de deres personlige historier om det at leve med en psykisk lidelse. Jeg husker ikke præcist hvornår det var, men det var lige i starten af min tid som sygeplejestuderende. Tusind tak for det, og fordi at I gør sådan en stor forskel, som Lise-Lotte, ved at fortælle jeres historier og derved er med til at bryde tabuet om psykiske lidelser.

Yderemere “mødte” jeg også EN AF OS sidste sommer, da jeg deltog i Region Hovedstadens psykiatri sommerskole på Psykiatrisk Center Sct. Hans i Roskilde. På søndag udgiver jeg et blogindlæg om sommerskolen. Jeg skriver om hvad jeg oplevede og lærte både fagligt og personligt, og deler nogle billeder derfra. Jeg forklarer også om hvordan man som sygeplejestuderende i Region Hovedstaden og medicinstudrende ved Københavns Universitet, kan tilmelde sig til denne fantastiske sommerskole, man ikke bør gå glip af! Omend man har et ønske om at arbejde inden for psykiatrien eller ej, så er det virkelig en kæmpe mulighed og uforglemmelig oplevelse for livet – der ikke er til at sammenligne med noget andet! Så check-in på bloggen på søndag :-)

Mit historie – kort opsummeret

Jeg synes, og finder det rigtig vigtigt også selv at bryde tabuet, ved at fortælle min historie. Helt personligt så har jeg selv gennem hele min skolegang så langt jeg husker tilbage haft dage og perioder som var sorte. Jeg har også har også haft disse sorte perioder imens at jeg gik på sygeplejestudiet. Faktisk så startede jeg på studiet og var ret “sort”. Et par år forinden jeg startede på sygeplejerskeuddannelsen havde jeg fået konstateret Polycystisk Ovarie Syndrom (PCOS) som kørte mig helt i sænk. Jeg tog 20 kg. på og fik en lettere depression. Da jeg gik i gymnasiet og røg lidt ind og ud af nogle små-sorte perioder startede jeg i terapi hos en psykoterapeut. Jeg kom der kun en par gange, da jeg ikke kunne så godt med terapeuten. Ellers har jeg aldrig fået nogen behandling som sådan. Jeg har mange gange overvejet – og talt med min mor om, jeg skulle gå til min læge og snakke om at starte i behandling med de såkaldte lykkepiller, men jeg har aldrig gjort mere ved det. Da jeg sidste år var i praktik på et afsnit for spiseforstyrrelser, gik det op for mig, at jeg havde elementer af flere forskellige spiseforestyrrede tanker og vaner. I en periode, da jeg stadig ikke havde styr på min PCOS overspiste jeg tit – primært slik og, hvorefter jeg lige bagefter helt bevidst gik ud og kastede op. Dette stod på i et par dage i træk og periodevis. Jeg har været ind og ud af forskellige kure og spisevaner, som f.eks. rawfooder og veganer, hvor jeg forbød mig selv at spise en masse madvarer, som jeg egentlig godt kunne lide. Det var ikke spor sundt for mig. Jeg har også haft sulte perioder, dem kan jeg stadig ramle ind i, men jeg er kommet frem til, at de er harmløse og ganske normale. Det er f.eks. hvis jeg er rigtig ked af det, eller hvis noget andet psykisk påvirker mig. Her kan jeg miste min appetit fuldstændigt, og undlader at spise. Det sker efterhånden meget sjældent. Nå, nok om mig.

Min kære far

Mine forældre blev skilt da jeg var 6 år gammel, og siden da, boede jeg hos min mor, og var på weekend hver 14. dag hos min far. Jeg har altid haft godt forhold til min far. Der har været perioder, hvor vi ingen kontakt har haft. Årsagen har været, at min far ikke havde det godt. Min far har det meste af sit liv levet med en bipolar affektiv lidelse. Det der førhen blev kaldt en maniodepressiv lidelse. Jeg har altid været meget åben omkring at fortælle om det, og jeg har i mine voksne år, især i kraft af min uddannelse også “turde” at spørge sådan rigtigt ind til min far omkring lidelsen. Jeg vil gøre en lang historie kort: MIN FAR ER DEN SEJESTE I HELE VERDEN. Han er om nogen et forbillede, en fighter og én mange burde se op til, lære af og lytte på. Her tænker jeg ikke kun andre der lider af det samme, men især også sundhedspersonale. Psykiatere, læger, sygeplejersker mm. som tror, at en psykisk lidelse er noget, der er bor inde i et menneske og som udtaler han/hun ER en psykisk syg person. FORKERT en person kan lide af psykisk lidelse, en person ER ikke en psykisk lidelse. En lille forskel, som har en meget stor betydning.

Min far har kæmpet og er i dag et sted, hvor han mestrer den lidelse og diagnose han har fået stemplet i panden. Han er en person, som jeg ser så ufatteligt meget op til, og som jeg har så stor respekt for. Han har om nogen brudt tabuet, er tro mod sig selv, og mestrer at leve med de struggles, der, i ny og næ, kan følge med en bipolar lidelse. Når vi er sammen taler vi som regel om hvordan vi hver især går og har det, og jeg kan spørge helt frit og åbent ind til hans psyke. Jeg vil vove at påstå, at vi sammen, på en eller anden måde har brudt tabuet. Det at vi kan tale så åbent sammen om det hele, både om fortid, nutid og datid, har forstærket vores relation. Jeg finder det så berigende, og så fantastisk, at jeg åbent kan spørge min far om hvordan han har det – også hvis jeg har en følelse og bange anelse om, om han nu har det okay. Samtidig er det også helt uundværligt og befriende, at jeg åbent tør fortælle og snakke med min far om mig selv og mine struggles. Den relation jeg har til min far, er usammenlignelig med nogle andre, selvfølgelig på godt og ondt. Men jeg tænker virkelig, at vores relation qua det vi har overlevet og været igennem, kun har forstærket den.

Kære far, jeg elsker dig.

Kh. Frederikke, og til jer allesammen – please bryd tabuet, det er så uhyre vigtigt! Og lov mig, husk for altid dette, som min fantastiske underviser, Gertrud, på sygeplejerskeuddannelsen en gang sagde:

EN PERSON LIDER AF EN PSYKISK LIDELSE, MEN ER IKKE EN PSYKISK SYG. At være psykisk syg – at være en sygdom det kan man ikke, og det ER forkert at sige, man kan ikke være en psykisk sygdom, ligsom man heller ikke kan være diabetes, fordi man lider af diabetes, man er heller ikke gigt, fordi at man lider af gigt. Det er noget man lider af, noget man har med sig og kæmper med. Psykisk sygdom er sygdom, ligesåvel som somatisk sygdom er det. Jo mere vi stempler og stigmatiserer, des værre og større bliver tabuet. Tabuet skal brydes igen og igen og sammen er vi stærkere.

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

1010618_10153966303964236_4953747739280866075_n

Kære fellow student nurses nu skal vi grine lidt sammen

Sådan her har jeg haft det adskillige gange i løbet af min studietid, og jeg tror bestemt ikke at jeg er den eneste? :,-) Jeg har specielt oplevet dette, på modul 12, da jeg var i praktik i hjemmeplejen, og da jeg arbejdede som hjemmehjælper før jeg læste til sygeplejerske – nogen der genkender dette ligesom jeg? :-)Haha! Åh denne følelse, den føler jeg så meget, især efter en hård og travl nattevagt :-)

Jeg ved, at mine nære studiekammerater også har følt sådan her. Når modulet endelig er overstået, eksamen er slut og man er så træt og udmattet, og mærker en følelse af en træthed der er usammenlignelig med noget som helst andet.Haha! Jeg havde det sådan her så sent som i morges :-)Billedet taler for sig selv – KAFFE!Der vil jeg sige, at billede nr. 1 faktisk godt lidt kan gennemleves, hvis man deltager på en tdf-tour! (tour de fredagsbar) Jeg skriver snart et blogindlæg om min seneste tdf-Tour. Dette kommer jeg virkelig til at savne ved at være sygeplejestuderende. Det er så skægt!Dette er bare ren og skær sandhed.Mig næsten hver eneste dag!

 

Jeg håber at jeg fik smilet frem bare en lille smule :-)

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Camilla, 28 år, Sygeplejestuderende, modul 9

camillascou

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg tror altid jeg har vidst jeg skulle arbejde med mennesker, og at det er inden for omsorgs og sundhedsområdet det endte ud med, er en del af en rejse som også indbefatter at have været taxachauffør, prøvet læreruddannelsen af, og taget en social & sundhedshjælper uddannelse. Men det der gjorde at jeg valgte at læse til sygeplejerske var en rigtig positiv oplevelse jeg havde, da jeg efter jeg var blevet mor til min søn (han er i dag 4 et halvt år) var indlagt på neonatal afdelingen fordi han havde gulsot. Den omsorg og den kyndige vejledning jeg fik i den tid vi var indlagt, gjorde at det var noget jeg havde lyst til selv at stræbe efter at kunne gøre og arbejde med.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Åbenlyst interesser pædiatrien mig, jeg interesse mig også for børn og ungdoms psykiatri og almen medicin.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen?

Jeg synes der er mange gode oplevelser. At føle man har gjort en forskel for patienterne når man går hjem efter en vagt. At have lært noget nyt og selv at have udført det for første gang, som sårpleje/skift, sætte væsker op eller tage en blodprøve.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende?

Ja der har været flere forskellige situationer der har været udfordrende, men en står meget klart i min erindring. En morgenstund i klinikforløb på modul 4, kom jeg ind til en patient som havde det virkelig skidt. Det var en 2-sengs stue og medpatienten var påvirket af situationen også. Jeg fik fat på min vejleder, som handlede hurtigt og gjorde hvad der skulle gøres for den meget dårlige patient. Men der var run på, med mange sygeplejersker og læger. Så jeg tog en beslutning om at køre medpatienten ud fra stuen, da det var helt tydeligt at det kunne udvikle sig og jeg kunne se hvor urolig medpatienten var. Vi sad og havde en lang snak og jeg kunne mærke at det havde beroliget og gjort utrolig meget. Senere på dagen fik jeg et tak for at skabe ro midt i kaos. Der lærte jeg at selv de små ting og handlinger kan gøre en stor forskel. Så de udfordringer man møder er med til at udvikle en på vejen til at blive sygeplejerske.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Jeg har ikke oplevet det selv nej. Der har været travlt, men aldrig så travlt at jeg er gået hjem med en dårlig følelse af ikke at have nået det jeg skulle. Men igen, jeg er studerende stadigvæk og derfor har presset heller ikke været så stort på mig.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)? Empatisk, Rolig, Overskudsagtig

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende? Der er en grund til at man tager en uddannelse, man kan ikke det hele når man starter. Det skal nok komme i små skridt i takt med at uddannelsen skrider frem. Det er normalt at blive frustreret, du vil overraske dig selv gang på gang. Personligt tror jeg aldrig man er helt færdig med at lære og tilegne sig ny viden i faget, da det udvikler sig hele tiden. Husk altid at have fødderne solidt plantet på jorden og stop op og lyt til dig selv, hvis det hele går lidt for stærkt.


Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

Er du sygeplejerske eller sygeplejestuderende, og har du også lyst til at svare på spørgsmålene og dele dem med mig her på bloggen? Så send mig en besked her på min facebookside

INTERNATIONALE LÆSERE ER OGSÅ VELKOMMEN TIL AT HENVENDE SIG :-)

Krisehjælp, nattevagt og bachelor


I dag har jeg været på campus sammen med min bachelorgruppe, og en masse andre sygeplejestuderende som er i samme båd som os. Vi har været til 2. del af et akademisk opgaveskrivnings kursus, og mangler nu kun del 3. Det er en kæmpe stor hjælp til bachelorprojektet, og det er super fedt at studiet udbyder dette. Jeg kan kun anbefale, alle der i fremtiden skal på modul 14, at deltage i dette kursus eller et tilsvarende (på andre studier end lige mit). Det er faktisk også helt rart og hyggeligt at sidde lidt på skolebænken som en afveksling til skriveriet. Tusind tak til PHmetropol :-)

De næste to dage står, for mit vedkommende, på nattevagt på barselsgangen. Jeg har store planer om at sove et par timer, efter at jeg har postet dette indlæg – jeg håber virkelig at jeg kan falde i søvn! I morgen bliver lige en lidt ekstra hård dag. Jeg skal danse med sambaholdet i tre timer, inden at jeg igen skal møde i nattevagt. Men jeg er fortrøstningsfuld, og så har jeg jo selv valgt at tage disse to nattevagter;) Faktisk kan jeg godt lide nattevagter – også selvom det vender op og ned på det hele. Årsagen er nok den, at jeg er et kæmpe stort B-menneske. Dog kan jeg tydeligt mærke, at min krop ikke synes ligeså godt om nattevagterne, som mit hovede gør.

Heldigvis har jeg en meget fleksibel og forstående bachelorgruppe. Der er plads til at have arbejde og andet ved siden af af projektet. Vi er egentlig meget godt med i skriveprocessen, og har i dag sammen fordelt, det vi skal have skrevet til at vi mødes igen på fredag. Hele torsdag skal jeg bruge på at skrive og læse – altså når jeg er vågnet op fra min nattevagt. Jeg kan ligeså godt indse nu, at jeg ikke når at skrive noget i morgen grundet min sambatræning efterfulgt af nattevagt. Det er ikke nemt, når man gerne vil det hele ligesom jeg. Faktisk havde jeg besluttet mig for, at jeg ikke ville deltage som danser i Københavns karneval i år. Da jeg så, mere eller mindre, fik serveret muligheden, kunne jeg ikke lade være med at sige ja! Jeg deltager dog lidt anderledes i år, det bliver uden fjer og høje sko, men bare det at jeg skal være med i paraden, tilbringe tid med dejlige mennesker, høre god musik og optræde på scenen, er så skønt! Dans bringer virkelig så meget glæde og varme til mit liv. Er der mon nogen af jer der læser med som også skal deltage i Københavns karneval? :-)


Jeg er nogenlunde oven på efter sidste uges dumme oplevelse. Jeg var på vej hjem fra en aftenvagt, hvor en fremmed mand passede mig op, og holdte mig tilbage. Han overskred mine grænser ved at holde mig tilbage med fysisk – og verbalt magt i 20 minutter. Jeg endte med at anmelde episoden til politiet. Efterfølgende har jeg været i kontakt med min læge, som har sørget for en henvisning til en psykolog, med henblik på at jeg kan få noget krisehjælp. Jeg har det ok med at tage toget til og fra nattevagt, det havde jeg i hvert fald forleden, og jeg har også taget toget til og fra sambatræning sent om aften. Jeg har besluttet mig for, at jeg vil gøre alt for at episoden ikke skal hæmme mig. Selvfølgelig uden at undertrykke de følelser, og den ubehag jeg har omkring det der skete.

Det, at jeg skrev om episoden her på bloggen hjalp mig meget i men bearbejdelse af hændelsen, og jeg har efterfølgende også talt og fortalt om hvad der skete med venner og familie flere gange. Da jeg anmeldte episoden til politiet, og blev bedt om at give et signalement, gik det op for mig, hvor vigtigt det er ikke at underkende og mærke følelserne omkring en sådan hændelse. Det kom helt bag på mig, at jeg til politiet i telefonen, pludselig begyndte at bævre i stemmen og fik tårer i øjnene.

Der skete mig jo heldigvis ikke noget. Men det ændrer ikke på, at jeg mærkede en kæmpe angst og frygt, og fik overskredet nogle helt basale grænser, der ikke bør overskrides af et fremmed menneske. Dem der er nær mig ved, at jeg generelt har en tendens til nemt at blive ræd og at være bange for at tage hjem alene i aften – og nattetimerne. Jeg har netop arbejdet med dette, og eksponeret mig selv rigtig meget, for at komme af med min frygt og angst. Derfor er det bare så f*cking latterligt, at jeg skulle opleve præcis noget af det, jeg meget længe, har gået og frygtet. Det der skete i sidste uge har helt klart påvirket mig og givet mig et tilbagefald. Dette må og skal jeg anerkende og bearbejde, for at jeg kan komme godt og rigtigt videre og ordenligt op på hesten igen.

Jeg ser frem til at starte hos en psykolog, som kan hjælpe mig med at få episoden “placeret” et sted og gennembearbejdet. Udover det, så passer jeg ekstra meget på mig selv i øjeblikket. Jeg ringer til nogen, når jeg bliver bange, jeg tager noget med i tasken, som får mig til at føle mig beredt på en evt. farlig situation og så har jeg ikke længere musik i ørerne fra det sekund jeg forlader min hoveddør som før – jeg venter til at jeg føler mig tryg. 

Nå, nok om den kedelige episode for nu. Nu må og skal jeg prøve at få sovet lidt, inden jeg skal afsted og forhåbentligt fejre flere fødselsdage på barselsgangen:-)

Er der nogle af jer der har et par gode råd til at kunne falde i søvn her midt på dagen inden en nattevagt? Jeg tager altid sovemaske på, da der er meget lyst i min lejlighed. Dog ender jeg tit med bare at ligge vågen under masken, og tit står jeg op uden at have fået lukket et øje. Hjælp og råd tages imod med kyshånd, på forhånd tak og godnat :-)

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

Mon sygeplejerskeuddannelsen er i fare?

Cecilies besvarelse af mine spørgsmål i Ugens Sygeplejerske (læs her) satte mine tanker i gang. Hendes besvarelse fik mig til at reflektere lidt nærmere over, at være sygeplejestuderende i praksis, når travlheden raser derude i klinikken. Cecilie beskrev hvordan hun havde indgået som en del af nomeringen pga. travlhed og for lidt hænder. Ikke nok med at hun var en del af normeringen, var det samtidig akutte patienter hun havde med at gøre. Hun skriver: “Selv om vi var godt inde i praktikforløbet, var det en kæmpe udfordring men også en spændende udfordring, da man ved at man står i en situation om liv eller død.”

Dette kan jeg virkelig godt sætte mig ind i. Det at stå så meget på egne ben er en kæmpe udfordring men samtidig spændende og en adrenalin-kick-super-fed følelse! Sådan oplevede jeg det i hvert fald selv de første gange.

Men når det så er sagt, sidder jeg med tankerne og frygten om, at vi risikerer, at det ikke er hver gang, at det er fedt og spændende. Det at indgå i normeringen, som sygeplejestuderende, står ingen steder i modulbeskrivelsen (eller gør det?), og det er, i og for sig, ganske uansvarligt efter min mening. I hvert fald hvis man ser lidt firkantet på det. Som sygeplejestuderende er man under vingerne på en vejleder, en sygeplejerske, der har ansvaret for dig og dine handlinger. Selvfølgelig har man som sygeplejestuderende et ansvar for sig selv og sine handlinger, men sådan helt sort på hvidt, arbejder man under en sygeplejerskes ansvar. Dvs. at de handlinger og sygeplejefaglige opgaver man som studerende udøver, skal tjekkes efter og godkendes – i en vis udstrækning af den ansvarshavende sygeplejerske. Når der er så travlt, at den studerende kommer til at indgå som en del af normeringen, tror jeg ikke på, at der er tid til at tjekke og godkende noget som helst. I hvert fald ikke i den udstrækning som det burde gøres. Dette er både uansvarligt overfor den studerende, men i den grad også over for patienterne… og vel i sidste ende, også for den sygeplejerske, der “hænger” på den studerende, som skal stå til ansvar for handlingerne?

Tænk hvis der sker noget fatalt. Noget som kan have konsekvenser for patienten, sådan alvorlige konsekvenser. Jeg ved godt, at jeg lige nu maler fanden på væggen, men jeg prøver bare at tegne et billede af, at det faktisk kan gå grueligt galt. Måske er der allerede sket episoder af denne slags, hvor en sygeplejestuderende har handlet helt ude i skoven, uden en vejleder i ryggen pga. travlhed og hvor det måske også har haft konsekvenser for patienten? Måske har jeg selv handlet helt ude i skoven, og gjort noget galt uden at jeg ved af det?

Havde jeg startet på sygeplejestudiet som lidt yngre (ja, jeg synes selv jeg er gammel, jeg bliver 27 i år!) så tror jeg, at jeg havde været en meget mere stille mus, tilbageholdende med at sige min mening og at sige fra til opgaver. Jeg er genert af person, og har til tider svært ved at stå op for mig selv. Jeg er gennem sygeplejerskeuddannelsen, mine mange forskellige jobs gennem tiden, PCOS diagnose, livserfaring på godt og ondt, udvekslingsophold og meget mere, groet helt vildt og er blevet meget bedre til at sige fra og mærke efter. Men jeg ved, og kan huske tilbage, at jeg i flere af mine klinikforløb bare har ladet mig rive med, hvor det nok havde været på sin plads, at jeg havde stoppet op og sagt: “hey, jeg er altså studerende, så det her skal jeg ikke alene, eller det her skal jeg have hjælp til”.

Hvordan sørger vi for, at passe på, at denne travlhed derude i den hvide verden, ikke går udover sygeplejestuderende, og patienterne der modtager behandlingen for den sags skyld? Alle patienter har et krav på og rettigheder til at modtage den samme behandling, af samme kvalitet alle steder – det gør de vel ikke ligefrem, hvis det er en sygeplejestuderende der bliver sat til at udføre opgaver som han/hun ikke er kompetent til og sikker i?

Jeg prøver ikke at skyde ned på de kliniskevejledere eller sygeplejersker derude, men at råbe lidt op om, at jeg er bange for, at det kan have nogle rigtig dumme konsekvenser, og at vores sygeplejerskeuddannelse kan være i fare for, at der flere steder derude i klinikken, ikke er tid til, at der bliver taget ordenligt hånd om de studerende.

Det opråb jeg skrev tilbage i februar, omhandlede stress travlhed på den barselsgang, hvor jeg arbejder som vikar. Før at jeg blev ansat som vikar, foregik mit modul 11 der. Jeg vil starte med at sige, at jeg på alle måder bliver glad, når jeg tænker tilbage på det forløb. Men.. der var travlt. Meget travlt. Nogen gange så travlt, at jeg næsten kun fik sagt “godmorgen” og “vi ses” til min daglige vejleder. Det var ikke én bestemt daglig vejleder. Men generelt tit sådan. Heldigvis var det sådan, at jeg på ingen måde følte mig forkert eller ved siden af ved at stille spørgsmål, når jeg var i tvivl eller usikker på noget. Afdelingen var og er kun fyldt op med gode og hjælpsomme sygeplejersker. Men pga. travlheden, var de ikke altid til at finde, og der måtte jeg selvfølgelig bare vente, eller selv prøve at handle. Her ser jeg, og tænker jeg virkelig, at dette kan være en gråzone. Jeg ser mig selv som at være sådan okay kompetent i mange situationer, men man ved aldrig, og det er noget af et sats, når det er mennesker man har med at gøre.

Har I oplevet situationer, som studerende eller som vejleder til studerende, der ikke har være optimale pga. travlheden og hvad tænker I om mine refleksioner. Er jeg en dramaqueen, eller kan i forstå mine tanker om problemet? Det er helt ok at være uenig med mig:)

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Cecilie, 22 år, Sygeplejestuderende

cecilie

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg har, først og fremmest, valgt at læse til sygeplejerske da jeg brænder for at arbejde med mennesker – ret cliché, men sådan har jeg vist altid haft det. Jeg har altid vidst, at et stillesiddende arbejde ikke var for mig, og at jeg ønskede en spændende og udfordrende hverdag, hvor ikke én dag er ens. Jeg elsker at jeg inden for dette fag hele tiden kan udvikle mig, både fagligt og personligt og at jeg kommer i nogle situationer hvor jeg skal handle stærkt og holde hovedet koldt. Jeg har altid haft et stort behov for at hjælpe andre mennesker og forhåbentlig gøre en forskel for netop den person/borger/patient etc. jeg kommer til at stå over for.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg har under uddannelsen indtil videre været ude i 4 praktikforløb, hvor de første 3 var på Neurovaskulært Center/Akut apopleksi. Det var nogle utroligt spændende og udfordrende forløb, hvor jeg lærte enormt meget – og det var her jeg blev bekræftet i, at jeg havde valgt den rigtige uddannelse.

I forvejen havde jeg en idé om at skulle arbejde inden for noget med centralnervesystemet, hvilket jeg igen blev mere bekræftet i her. Her fandt jeg også glæden ved den akutte sygepleje, som jeg helt sikkert også kan se mig selv arbejde med. Derudover interesserer jeg mig for sygepleje til børn, heraf især onkologi.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

En af de bedste oplevelser jeg har haft var, da jeg i min modul 4 praktik, fik lov til at ”køre solo” og stå for min egen patient mht. indlæggelse, samtaler med pårørende samt udskrivning (selvfølgelig med en ansvarshavende på). Ikke kun fordi jeg fik en masse ansvar og lærte utroligt meget af hele processen, men fordi jeg kom helt til på patienten – der var tid og overskud til at se hele patienten og det resulterede i, at patienten åbnede op omkring en masse problemstillinger, som måske ikke var kommet frem hvis man fx havde travlt. Da patienten blev udskrevet, fik jeg det største kram og fik af vide at jeg nok skulle blive en god sygeplejerske – sådan en oplevelse vil nok altid sidde fast.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Ja, flere gange. Både under praktikken men også i mit studiejob på plejehjem. Jeg har flere gange oplevet at stå alene i en situation med en terminalborger, hvor jeg ikke helt vidste hvad jeg skulle stille op.

Da jeg i en weekend havde dagvagter i klinikken var vi ikke nok plejepersonale på arbejde, og havde derfor ekstra travlt. Denne dag blev der meldt flere akutmeldinger efter hinanden, og vi var ret pressede. Jeg var den eneste studerende på ”arbejde” med 4 sygeplejersker til 16 patienter, hvor 2 af sygeplejerskerne inkl. Mig selv blev sat til at styre trombolysestuen, hvor de akutte patienter kom ind. Da vi var i undertal, blev jeg sat til at fungere som en del af normeringen og fik besked på at være 2. Person på en af stuerne. Selv om vi var godt inde i praktikforløbet, var det en kæmpe udfordring men også en spændende udfordring, da man ved at man står i en situation om liv eller død.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Ja, også flere gange. Både i ovenstående eksempel, men også generelt både i klinikken og på plejehjemmet. Generelt er vi ikke nok på arbejde, og det sætter et stort præg på sygeplejen. Jeg har flere gange oplevet at der er så travlt at det ødelægger kvaliteten af den sygepleje jeg skal udføre – at der ikke altid er tid til at snakke, lytte og smile eller noget helt andet, som kan være vigtigt for den enkelte person. Her har jeg fundet ud af, at man er nødt til at prioritere, selv om jeg gerne vil kunne nå det hele, så er dette desværre ikke altid muligt..

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Empatisk, uselvisk & årvågen.

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Find din egen læse- og noteteknik – hvad der fungerer bedst for dig. Skil dig lidt ud til eksaminerne (dette prøver jeg ved fx at udarbejde mindmaps som disposition, som for mig giver et endnu bedre overblik over situationen/patienten etc. Dette får jeg altid god respons på).

Vær imødekommende i praktikken, også over for udfordringer, og få prøvet nogle ting af.

Jeg kan også klart anbefale at have et studierelateret job viden siden af – det er guld værd og giver en masse god studieerfaring og man føler sig ikke lige så ”grøn” på sin første dag i klinikken. ;-)


Følg min blog på Facebook her:

VITACHOREAS

Er du sygeplejerske eller sygeplejestuderende, og har du også lyst til at svare på spørgsmålene og dele dem med mig her på bloggen? Så send mig en besked her på min facebookside

Internationale læsere er også velkommen til at henvende sig :-)

Legatsøgning: råd og vejledning

shangai5

Da jeg skulle på udveksling på modul 6 modtog jeg et legat af Nordea Fonden på 10.000 kr. Det var en kæmpe stor hjælp, specielt fordi, at jeg pludselig ændrede udvekslingsplaner. Jeg var allerede optaget på et universitet i Valencia og i gang med at søge bolig. Men så blev jeg shanghajet til Shanghai :-) Jeg ville gerne dele min udveksling med nogle og ikke alene afsted, som jeg var på min første udveksling til Spanien. To af mine gode sygeplejeveninder havde allerede planlagt og købt billetter til Kina, Shanghai. Da de så spurgte mig, om jeg ville med dem, tog jeg chancen og sagde ja! (BEDSTE chance jeg har taget nogensinde). Men det var lige en del mere kostbart, at tage til Kina, end at tage til Spanien. Derfor var og er jeg yderst taknemmelig for, at jeg modtog legatet af Nordea Fonden.

Mit fokus er primært på hvordan man søger legatet hos Nordea Fonden, men jeg tror sagtens, at mine råd osv. kan bruges til at søge andre legater.

Hvordan skal man gribe det an:

Jeg startede med at gennemlæse Nordea Fondens hjemmeside (hjemmeside her). Jeg greb det an lidt ligesom hvis man skal skrive en ansøgning til et job, man virkelig gerne vil have. Det er vigtigt at sætte sig rigtig godt ind i det, at sætte god tid af og evt. få andre til at læse og rette ens ansøgning igennem.

Nordea Fonden støttede helt overordnet “Det gode liv”, og i og med, at jeg var sygeplejestuderende, gav det bare rigtig god mening at skrive en ansøgning med det “Det gode liv” som udgangspunkt.

Det er vigtigt at udfolde hvorfor det er, at netop DU har fortjent legatet. Jeg beskrev meget tydeligt og grundigt hvad mit formål med min udveksling var. Ydermere skrev jeg også hvad mine fremtidsdrømme på sigt var, og hvad jeg gerne så, at denne udveksling kunne bidrage mit kommende virke som sygeplejerske med. Det er vigtigt at fremstille sig selv rigtig godt, uden at være for meget. Sådan tænkte jeg i hvert fald. Altså fremhæv alle dine kvaliteter, uden at lyde sådan Chuck Bass agtig og pralende. Men det er helt ok, at glemme janteloven, at skrive alt det du er god til og hvorfor det netop er lige præcis DIG der skal have et legat.

Jeg lagde ud med at beskrive hvorfor det var, at jeg læste til sygeplejerske. Jeg beskrev hvad der var min drivkraft for studiet, for at vise, at jeg virkelig brænder for mit fag. Nordea Fonden støtter op om det globale udsyn, så derfor er det også vigtigt og at have gjort sig tanker om hvorfor det er, at man gerne vil på udveksling og hvorfor det lige er den bestemte lokation man har valgt. Jeg beskrev f.eks. hvad jeg ønskede at opnå med mit ophold i Kina. Jeg skrev blandt andet noget i retningen af, at jeg ønskede at få et kendskab til læren om naturmedicin og alternativ behandling og at få et indblik i sygepleje, i en anden kontekst, som det kinesiske sundhedssystem i den grad er.

Udover den personlige ansøgning, så er det vigtigt også at have alt det “kedelige” i orden. Man skal uploade dokumenter fra studiet – både fra ens eget studie, men også fra udvekslingsstedet (der står inde på ansøgningen hvilke det er) og man skal også udregne og opstille et budget med ens udgifter og indtægter.

Åh ja, det kan lyde lidt uoverskueligt med alt det man skal udfylde og ordne, men det er det hele værd. Hvis man sørger for at gå helhjertet ind i det, er jeg sikker på, at det nok skal give pote.

Selve ansøgningen udfylder man inde på Nordea Fondens hjemme side her, hvor man laver et login. Det er super smart, og man kan sagtens logge ind og ud, og gå til og fra ansøgningen. Det er ikke sådan at man skal besvare det hele på én gang. Ansøgningensfristen er den 1. maj, og så er der igen en frist den 1. november.

Her kan du se om du er kvalificeret til at søge legatet, og der er en film med en ansøgningsguide.

Feel free til at stille mig spørgsmål, jeg vil rigtig gerne hjælpe det jeg kan. Da jeg selv sidder og er igang med at skrive bachelor, og arbejder ret meget ved siden af, har jeg desværre ikke tid til at læse ansøgninger igennem.

Jeg var så heldig, at Nordea Fonden kontaktede mig da jeg var afsted, og spurgte om jeg ville være med til at lave en lille video om mit ophold. Jeg fik 2000 kr. ekstra oven i mit legat for dette, og de faldt virkelig på et tørt sted. Tusind tak kære Nordea Fond! Se videoen nedenfor:)

Jeg søgte kun Nordea Fondens legat, fordi at jeg var i et stort tidspres. Jeg havde mange andre ting der skulle klappe, fordi jeg pludselig ændrede kurs fra Spanien til Kina. Men det var dumt at jeg ikke søgte andre. Min ene studieveninde søgte også det legat, som man kan søge som sygeplejestuderende igennem DSR, og hun fik det, og hun fik også Nordea Fondens legat, ligesom mig. Så det er altså en god idé at søge flere legater! Her er et link til hvor man kan se DSR’s legater.

Rigtig meget held og lykke, og som sagt, fyr endelig løs med spørgsmål :-)

Kh. Frederikke

Følg min blog på Facebook her

og på Instagram her

På vej hjem fra aftenvagt


Noget af det jeg frygter aller mest, blev til virkelighed i går ved midnatstid. Jeg er ok, blot stadig lidt rystet, frustreret og øm i mit højre håndled. 

Jeg har før oplevet, at det at skrive her på bloggen, hjælper mig til at bearbejde. Derfor kommer min grimme oplevelse fra i går, her, i dette blogindlæg. 

Jeg havde været i aftenvagt på barselsgangen, og var i toget på vej hjem. Klokken var lidt i tolv (midnat). Jeg stod af toget, og nåede ikke hen til trappegangen på perronen, før at jeg blev passet op af en høj beruset mand. Jeg vil skyde på at han var i 50’erne. Han var aggressiv i sin fremtoning og lagde ud med at spørge om jeg havde nogle cigaretter. 

Jeg sagde pænt nej, og prøvede at gå mod trapperne, for at komme over på den anden side af perronen. Han ville ikke lade mig gå, men blev ved med at holde fast i mine håndled, hårdt, sådan at det gjorde ondt. Det varede i 20 min. og jeg stod jeg alene med ham på perronen.

Jeg var skrækslagen og hunderæd, og indså, at det jeg altid frygter, når jeg går alene om aften/natten var i gang med at ske. Han holdt mig fast og ville ikke lade mig gå. Jeg havde røde mærker og ondt i højre håndled da jeg kom hjem – og er stadig øm i håndleddet. Han begyndte også at kramme mig, jeg prøvede afvige, men jeg turde ikke andet, end at lade ham gøre det. Da han af flere omgange gentog at han var meget stærk, hvilket jeg også godt kunne mærke, at han var. Han sagde også flere gange, at han var psykisk syg. Samtidig var det også tydeligt at han havde drukket.

Jeg var så bange, og jeg begyndte, ret hurtigt, at tænke flugtplaner. Men vi stod alene på perronen, hvor den eneste mulighed var trapperne ned og igennem en tunnel, for at komme over på en anden side. Men han spærrede for, at jeg kunne gå ned af trapperne. Hver gang jeg prøvede at gå hen imod dem, gik han tættere på mig og holdte mig fast. På hver side var der ellers togskinner, og der var ingen andre personer at se, kun mørkt og uhyggeligt.

Jeg kunne mærke at mit hjerte galoperede og ubehaget voksede indvendigt. Han krammede mig af flere omgange, meget grænseoverskridende, men jeg turde ikke sige fra, da jeg følte, at han ville blive gal – hvis jeg sagde imod. Han kyssede også min hånd flere gange og sagde at jeg var smuk. Mit svar til dette var “i lige måde”. Trods jeg var ved at dø af skræk indeni, prøvede jeg at bevare roen, at tale ham efter munden og at tænkte på nogle af de redskaber, jeg har lært på sygeplejerskeuddannelsen. Min stemme indeni sagde “han må ikke mærke at du er bange Frederikke”. 

Jeg fik ham endelig overtalt til, at vi sammen gik over på den anden side, hvor der var en 7/11 kiosk – jeg sagde “derovre kan du købe cigaretter” og “kom så, nu skal vi hjem”. Han var ikke meget for at gå alene ned af trapperne, men jeg fik sagt på en lidt bestemt måde, at det skulle han, og at han skulle holde fast i gelænderet. Jeg gik meget stærkt ned af trapperne og igennem tunnelen, men jeg turde ikke at vise min frygt, ved at begynde at løbe, han prøvede også at tage ud efter mig, men uden held.

Da vi endelig stod foran 7/11, fik jeg efter nogle minutter guidet ham derind. I starten blev han ved med at holde lidt fast, kysse min hånd og kramme mig. Han begyndte også sådan at følge lidt efter, hver gang at jeg prøvede at gå et par skridt væk. Men da jeg så mit snit til det, skyndte jeg mig at løbe væk, over fodgængerfeltet, og ringede min søster op. Naturligvis brød jeg helt sammen og stammede, som jeg aldrig har gjort før. Jeg fik fortalt hende hvad der lige var sket, i mens at jeg i en rekord fart nåede hjem og min søster beroligede mig.

Jeg begynder fra i dag af, igen, at gå hammer og min mini hårspray i tasken. Det er urimeligt at skulle udsættes for sådan noget, som jeg oplevede i går. Jeg er jo heldigvis uskadt, og jeg klarede situationen rigtig godt. Men chokket og oplevelsen sidder stadig i mig, og jeg vil fremover nok kun frygte at det kan ske igen. Det jeg oplevede i går, var ikke bare en fuld ubehagelig mand. …nej.. jeg oplevede en kæmpe angst, i og med at han holdte mig fast, og ikke ville lade mig gå. Jeg følte mig så magtesløs, alene, lille og svag.

Jeg kommer i fremtiden, som kommende sygeplejerske, til at have mange aftenvagter, og jeg tror sågar, at jeg har en i næste uge igen. Så jeg kan jo ikke undgå, at skulle tage alene hjem med toget om natten.

Jeg tager meget gerne imod råd fra jer derude, der måske har erfaringer, eller ved noget om hvordan man bedst forholder sig i sådanne situationer. Jeg vil i hvert fald rigtig gerne starte til selvforsvar. Og så glæder jeg mig til, at jeg har råd til at købe en bil, og ikke skal tage toget alene om natten.

Kh. en lidt rystet Frederikke

Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

Ugens Sygeplejerske (studerende)

Sandra, 22 år, sygeplejestuderende

Sandra

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Jeg læser til sygeplejerske fordi jeg har en passion for at hjælpe mennesker, der på den ene eller anden måde har brug for hjælp. Jeg har gerne ville læse sygeplejerske siden 6. Klasse, og jeg lavede endda OSO (10. Klasses opgave) om at være sygeplejerske. Jeg synes, at det er et spændende fag, der byder på lidt af hvert, hvor to dage ikke er ens og spænder over en bred vifte af muligheder.

Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Jeg drømmer om, at arbejde med patienter på f.eks. skadestuen eller i akutmodtagelser, men til en start er hjertemedicinsk sengeafsnit en god mulighed for at opnå drømmen og er en spændende afdeling.

Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Uhh… der er flere gode oplevelser i uniformen, men her er en sød historie, der har sat sine spor…

Jeg var i praktik på min modul 4 (Første praktik) på hjertemedicinsk afdeling, hvor jeg møder en patient, der har besværet respiration og dårligt hjerte, samt nedsat gangfunktion. Patienten var bestemt og vidste hvad vedkommende ville og ikke ville, og dette kunne skabe udfordringer ift. Bl.a. Mobiliseringen. Jeg besluttede mig for, at bruge et godt stykke tid inde ved vedkommende og snakkede i dybden om de problemer vedkommende oplevede, samt hvad jeg havde observeret og vidste fra faglig side af, og da jeg gik derfra tog vedkommende selv initiativ til bl.a. mobilisering, og vedkommende fik de nødvendige hjælpemidler og brugte dem. Der var en tro på egne evner og at hjælpen var der når der var brug for det. Det var en mega succesoplevelse for begge parter, og at have været med til en sådan forandring er fantastisk og giver også mig selv tro på egne evner.

Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Min største udfordring var at turde være mig selv overfor patienterne og bidrage med det jeg kunne. Jeg havde, i starten, svært ved at acceptere at jeg ikke vidste alt eller kunne svare på alt, og havde følelsen af at jeg skulle svare noget bestemt og det skulle jeg helst af styr på inden jeg gik ind ad døren til patienten.

Jeg havde også ret svært ved at gå ind til patienter om natten for f.eks. at måle blodtryk, fordi de blev vækket og jeg skulle ”rode” med dem.

Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje?

Som sygeplejestuderende har vi mere tid til at være hos hver enkelt patient og det skal man udnytte når det er en mulighed.

Jeg har oplevet at skulle stå ved én patient i en nattevagt, mens to sygeplejersker og en fastvagt stod ved én anden patient, og derved var der ikke så meget tid til at omgås de andre patienter. Jeg har også oplevet at skulle foretage triage (måle puls, BT osv.) hos en række patienter, hvor der ikke er tid til at snakke, hvis der er spørgsmål, fordi det skal nås til tiden, og der er kun få til at gøre det.

En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Imødekommende, empatisk, smilende

Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Man skal være sig selv overfor patienterne og være stolt af det man kan bidrage med, og acceptere at man ikke ved alting og ikke kan være forbedret på det, der er på den anden side af døren når man træder ind til patienterne/borgerne.

Det er ok at spørge når man er i tvivl om noget eller sige fra, hvis der noget man ikke bryder sig om. Men vær frimodig og træd ud i det.


Er du sygeplejerske eller sygeplejestuderende, og har du også lyst til at svare på spørgsmålene og dele dem med mig her på bloggen? Så send mig en besked her på min facebookside:

VITACHOREAS

Internationale læsere er også velkommen til at henvende sig :-)