En meningsfyldt uge med TV-hold og kamera i hælene

img_3209

Så blev det tirsdag og jeg er stadig lidt høj på adrenalin. Og man må sige, at jeg i denne uge lever op til at være både SYGEPLEJERSKE og MENINGSDANNER. I går lavede jeg de sidste optagelser med Danmarks Radio (DR) og jeg glæder mig til (og er samtidig hunderæd for) at skulle se det færdige program, som jeg er med i. Så sidder nogen måske og tænker:

>>men hvis du er hunderæd, hvorfor sagde du så overhovedet ja til at være med?<<

Fordi jeg gerne vil være med til at bringe et budskab ud, kæmpe for vores fag, fordi jeg elsker vores sygeplejefag og elsker at være sygeplejerske. Så når jeg får tilbuddet om at bruge min stemme, så siger jeg ikke nej. OGSÅ selvom det er var grænseoverskridende og sindssygt meget ude af min comfort-zone at blive filmet og tale til et kamera. Nu håber jeg så bare, at mine budskaber kommer med og ikke bliver klippet fra og skrottet. Man kan jo aldrig vide hvordan programmet bliver klippet sammen. Dog går jeg ud fra, at DR ved hvad de laver, at det bliver et godt og sobert program og at de fremstiller mig nogenlunde ok :)

Det var i hvert fald virkelig sjovt at lave fjernsyn og især at få et indblik i hvad der sker omme bag ved kameraerne. Jeg lærte at TV folk har deres helt eget sprog, især når det kommer til filmkameraer og måder at filme på. Det lød næsten som et helt andet sprog, når filmholdet indbyrdes snakkede om hvordan og hvorledes de skulle filme. Men nok nogenlunde sådan, ville de have det, hvis de overhørte et par sygeplejersker snakke sammen på sygeplejerske-sprog, haha!

Det fede er, at jeg slet ikke er færdig med at meningsdanne i denne her uge. Det er så skønt at “få lov” til at lave noget af det som jeg brænder aller mest for. Jeg brænder selvfølgelig for at være sygeplejerske som nr. 1, men som nr. 2, så brænder jeg for at meningsdanne om faget, hvilket betyder at jeg bruger mig selv og min stemme for at skabe fokus på forskellige ting om vores fag. I mine øjne er det yderst vigtigt at vi sygeplejersker bruger vores ytringsfrihed meget mere, og ikke la’r os tie og gemme os bag vores tavshedspligt og kitler.

Selvfølgelig skal vi overholde vores tavshedspligt og passe på når vi ytrer os, men vi skal ikke tie, for så længe vi tier og lukker øjnene, så ændrer vi ikke på nogen ting. I stedet forbliver det ved det samme og vores system rådner kun mere og mere for hver dag der går. Vil vi have forandringer må vi ytre, debaterer og råbe op! Jeg ønsker og håber i hvert fald på at jeg aldrig bliver træt af at ytre mig og råbe op – også selvom det kan være super angstprovokerende og grænseoverskridende!

Rigtig god tirsdag til jer alle derude – I kommer nok ikke til at undgå at høre og se lidt mere fra mig af i denne uge. Torsdag skal jeg til et interview og lørdag skal jeg være med til nogle filmoptagelser. Jeg glæder mig og elsker det her dejlige fag (også selvom jeg stadigvæk er sk*de træt hele tiden).

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner

Jeg opdaterer næsten dagligt på min Instagram profil: her 

og på min Facebookprofil til bloggen: her

Meningsdanneruddannelsen – hvad går det ud på?

meningsdanner-2016-2017

Her står vi samlet, hele flokken, på modul 1. på Vilvorde Kursuscenter.

Jeg har siden september 2016 gået på Dansk Sygeplejeråds (DSR) Meningsdanneruddannelse, som slutter her i starten af februarmåned. Uddannelsen består af 6 moduler og hvert modul har varighed af en dag fra ca. kl. 08-16 med undervisning og øvelser. Opstartsmodulet varede i to dage, med overnatning på det fantastiske Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund. Det er gratis at deltage, men det er noget man gør i sin fritid, dvs. man skal bede om fri fra arbejdet, for at deltage – men det er det værd!

Det var ret tilfældigt, at jeg blev opmærksom på uddannelsen, en gang i maj sidste år. Jeg surfede rundt på DSR’s hjemmeside og så et opslag om uddannelsen. Med det samme gik jeg i gang med at skrive en motiveret ansøgning. Da jeg stadig var studerende, var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville kunne komme i betragtning. Derfor blev jeg så utroligt glad, da jeg fik besked om, at jeg havde fået en plads på uddannelsen. Så selvom du er studerende, så prøv at sende en ansøgning, det er vist ikke et must, at du skal være færdiguddannet sygeplejerske for at ansøge.

Helt overordnet så går uddannelsen går ud på, at man får redskaber til at meningsdanne, både mundtligt og skriftligt. For mig var det på en måde lidt selvsagt, at jeg prøvede at søge ind på uddannelsen, da jeg allerede var i gang med at blogge og meningsdanne om sygepleje, inden at jeg overhovedet vidste, at sådan en mega fed uddannelse fandtes. Da jeg læste om den, følte jeg, at det var en uddannelse, som var lavet specifikt til mig (haha, slap lidt af med dit storhedsvandvid, Frederikke!). Men jeg følte sådan, da jeg på dette tidspunkt, i noget tid, netop havde gået og manglet nogle redskaber, både sådan at jeg kunne blive bedre til at skrive og formulere mig, men især også for at finde ud af, om det var ok det jeg havde gang i – mht. til ytringsfrihed og tavshedspligt. Udover det, så tænkte jeg også, at det var en fantastisk mulighed for at jeg kunne møde andre sygeplejersker, der ligesom jeg selv, havde en passion for at “råbe op” og fortælle historier fra sygeplejeverdenen. Men det er ikke sådan, at man skal skrive, blogge eller noget andet, i forvejen, for at søge ind. For mig var det nok bare et lille forspring, da jeg kendte til det med at dele, noget man har skrevet, på de socialemedier, og da jeg også havde udgivet et debatinlæg i Dagbladet Information.

Vi lagde ud med at lære en masse om ytringsfrihed og tavshedspligt (SÅ fedt og spændende, og lige det, som jeg især gik og manglede viden om!!!). Vi lærte om hvad man skal være opmærksom på når man deler historier fra sin dagligdag i kitlen og meget mere. Allerede fra dag 1. af blev vi udfordret med øvelser og er blevet det hele vejen igennem uddannelsen. Der har især været fokus på at “vove noget” og at være modige. Vi har f.eks. til hvert modul startet med, én efter én, at skulle rejse os op, og fortælle, hvad vi har vovet siden sidst. Det lyder måske simpelt, men det har for mig været både udfordrende og grænseoverskridrende, men på den gode måde. Det har været en super god øvelse i at tale foran en forsamling. Jeg er faktisk en meget genert person, så jeg panikkede, svedte og mærkede mit hjerte hamre, specielt de første gange jeg skulle rejse mig op og tale. Men det blev bedre og bedre, og når man bryder med sine grænser, så er det jo netop også, at man udvikler sig ;-)

Jeg har lært en flok sygeplejersker at kende, som er helt uvurderlige og unikke, og som indeholder så meget kampgejst og energi! Vi er en broget flok, fra forskellige specialer, samt lige fra novicer, som jeg selv, til de garvede seje nurses, med flere år på bagen. Det har været så spændende og dejligt, at lære alle disse meningsdannere at kende, og vi har sammen fået opbygget et godt netværk og sammenhold. Dette håber jeg vil vare ved, trods at vi bliver færdige lige om lidt, og desværre ikke skal mødes fast en gang om måneden. Udover de andre deltagere på holdet, så har holdet også bestået af nogle helt eminente trænere – “de voksne”, som har været helt fantastiske og så inspirerende! Tusind tak for jeres kæmpe engagement; Kir, Ditte, Signe, Gitte og Theis!

Det, der har været mest grænseoverskridende for mig, har helt klart været det med at lære at meningsdanne mundtligt. Som skrevet, er jeg typen der er ret genert, det kommer måske bag på nogle af jer, nu hvor jeg har denne blog, hvor jeg bruger mig selv rigtig meget. Men jeg er faktisk genert og er ikke god til at tale foran forsamlinger, til jobsamtaler og eksamener. Her på bloggen er det ufarligt for mig, fordi at jeg bruger min stemme i form af skrift og billeder. Men på meningsdanneruddannelsen har vi lavet flere øvelser, hvor vi mundtligt har skulle præstere. F.eks. har vi øvet paneldebat, hvor vi to og to skulle i “studiet” hvor en af vores seje trænere var “Clement”. Vi skulle debatere forskellige sygeplejefaglige emner overfor hinanden og argumentere for og i mod, foran alle de andre deltagere på holdet og de andre trænere. Det blev filmet, og efter hver debat, gennemgik vi, sammen i plenum, hvad vi gjorde godt og hvad vi hver især kunne blive bedre til. Vi talte også om hvad der var svært og mindre svært og meget mere. Det var så spændende, og så sindssygt grænseoverskridende for mig! Jeg har i hvert fald lært, at min styrke ligger i det skriftlige, og ikke i det mundtlige og andre på uddannelsen, har lært det omvendte. Men jeg har udfordret mig selv, og er helt klart blevet bedre til også at tale foran andre. Jeg tror, indirekte, at min jobsamtale i decembermåned gik bedre, end hvad jeg før har oplevet, pga. det jeg har lært og de redskaber jeg har opnået på meningsdanneruddannelsen.

Hvis du sidder med bare en lille fornemmelse af at have lyst til at blive bedre til at formulere dig mundtligt og skriftligt, og hvis du brænder for sygeplejefaget, så vil jeg helt klart anbefale dig at søge ind på meningsdanneruddannelsen.

Jeg har fået rigtig meget ud af at deltage på uddannelsen – ikke nok med at jeg har lært så mange dejlige mennesker at kende, som hele vejen igennem har inspireret mig helt vildt, så har jeg udviklet mig personligt og fagligt. Og det som jeg drømte om at lære, er blevet opnået gange 100. Jeg føler mig fyldt op med masser af gode redskaber, jeg føler mig meget mere rustet til at skrive og debatere og så har jeg nu et netværk, med venskaber på kryds og tværs i sygeplejefaget, som deler min passion for at meningsdanne.

Efter hvert modul, har jeg følt mig ladet op med fornyet energi og mod på at kæmpe for vores sygeplejefag. Selv på dage, hvor jeg har været i trist humør, er jeg gået fra uddannelsen med smil på læben, for mig har det været mere end bare en uddannelsen, men også en personlig rejse.

Jeg vil gerne takke DSR for denne store mulighed, og håber på at uddannelsen fortsætter mange år endnu. Vi har brug for en masse faglige meningsdannere, der vil være med til at kæmpe for vores fag og til at skrive, debaterer og tale sygeplejerskernes sag!

Du er meget velkommen til at stille mig spørgsmål om uddannelsen, hvis der er noget du sidder og brænder inde med. Jeg ved ikke hvornår næste uddannelse er, men det kan jeg evt. forhøre mig om på sidste modul, som er lige om hjørnet.

Kh. Frederikke, sygeplejerske og meget snart nyudklækket meningsdanner.

meningsdanner3

Billeder fra modul 1. på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner2

Blandende billeder fra min tid på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner1

Efter næsten hvert endt modul, har der været tid til et glas bobler, netværkssnak og socialt samvær og hygge. Jeg føler mig ret så heldig over at have mødt så mange dejlige, spændende og sprudlende sygeplejersker og meningsdannere.


 Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas

4 gode råd til jer som råber op

katieduke

På billede ses Katie Duke, sygeplejerske fra New York, og også kendt som Thekatieduke på Instagram (se hendes profil her). Hun er i den grad aktiv på de socialemedier, og deler billeder og tekst, fra sin hverdag som sygeplejerske. Udover det, så er hun også med i et realityprogram der hedder NY Med, hvor man følger hende, blandt andre, i hendes hverdag som sygeplejerske – jeg har ikke selv set det endnu. Men jeg er fan, og følger hendes Instagram profil, ikke sådan slavisk, men til tider kigger jeg forbi og finder noget at det hun deler interessant. Efter 7 år på den samme skadestue, blev Katie fyret. Hun havde delt et billede på Instagram af en tom og meget rodet traumestue. Som billedetekst havde hun skrevet “man vs 6 train… The after”. Det er jo i grunden rimelig harmløst, men når man ser billedet og teksten stå sammen, sætter det bare gang i tankerne og billederne kører på nethinden. Billedet viser tydeligt at det ikke er længe siden at patienten er blevet færdigbehandlet og teksten fortæller jo hvad ulykken havde drejet sig om.

Trods at hun ikke har delt et billede af selve patienten, mener jeg, at hun bryder tavshedspligten. Hun fortæller patientens historie, med et billede og meget få ord. Havde hun delt billedet og f.eks. skrevet “an empty emergency room” eller noget andet neutralt i stil med det, tror jeg ikke hun var blevet fyret. Billedet i sig selv fortæller jo en barsk historie, da man ved, at den behandling der foregår på en traumestue er alvorlig.

Det er ikke for at skræmme, eller for at løfte en pegefinger, at jeg vælger at skrive dette indlæg, men mere for at gøre opmærksom på at man som aktiv “socialmedie sygeplejerske” virkelig skal passe på – også mig! Netop i øjeblikket er vi flere og flere sygeplejersker der råber op, skriver debatindlæg og gør omverden opmærksom på at nok er nok. Og når først man har trykket “send” på de forskellige socialemedier, så er der ingen vej tilbage. Selvom man fortryder og sletter det oprindelige indlæg eller billede man har delt, så er det ude world wide, og du kan aldrig være sikker på, om der er nogen som har taget et printscreen eller på anden vis har gemt det som du har delt i med offentligheden.

Allerede før at jeg startede på DSR’s Meningsdanneruddannelsen tænkte jeg meget over det med min tavshedspligt og ytringsfrihed. I og med at jeg blogger og instagrammer om min hverdag som sygeplejerske, er jeg i potentielt risiko for at træde forkert og bryde med min tavshedspligt. Det der med at dele både historier og billeder fra praksis i uniformen, er noget som man virkelig skal være varsom med. Det fik vi fra en start af på Meningsdanneruddannelsen også undervisning omkring og jeg vil gerne dele ud af hvad jeg har lært.

Selvfølgelig har vi som sundhedspersonale ytringsfrihed, OG DEN SKAL VI BENYTTE OS AF, men vi har samtidig vores tavshedspligt der SKAL overholdes. Vores tavshedspligt handler ikke kun om hvad vi fortæller og skriver, men også om hvad vi deler i form af billeder på de sociale medier. Nedenfor har jeg listet et par gode råd om at gebærde sig på de socialemedier som sygeplejerske.

Gode råd:

  • Del aldrig billeder af dine patienter, som i aldrig. Dette kan ikke understreges nok, derfor har jeg sat understregning under denne sætning. Selvom man ikke kan se patientens identitet, om det er en hånd, en arm, eller whatever, vil jeg personligt råde dig/jer til aldrig at dele noget som helst hvor en patient figurerer på nogen som helst måde.
  • Tænk dig ekstra godt om og brug din sunde fornuft. Skriv aldrig >>på Gastro afd. på Nørrebro Hospital oplevede jeg i dag at (…)<<. Det kan nemt ende med at man kommer til at træde over stregen, hvis man skriver præcist hvorhenne man arbejder.
  • Slør dine patienter, hvis du absolut skal skrive noget patientnært. Allerhelst, undlad at skrive decideret om en patient og om en specifik hændelse. Selvom det tit kan være fristende at fortælle offentligeheden om nogle af de mange vilde ting, vi som sygeplejersker oplever, så gør det ikke. KUN hvis du kan sløre patienten og selve hændelsen, sådan, at man ikke kan spore tilbage til hvem patienten er.
  • Hvis du gerne vil dele en helt bestemt patienthistorie, som du mener bare må ud til offentligeheden, så kan du jo selvfølgelig tale med patienten og tale med din ledelse. Men aldrig aldrig aldrig uden at have fået det clearet og godkendt først.

Jeg prøver, så vidt muligt, at bruge mig selv, når jeg deler historier fra min sygeplejehverdag. Men det skal ikke være en hemmelighed, at jeg faktisk tit kan sidde og være i tvivl om jeg nu også overholder min tavshedspligt. Hvis man er i tvivl om det er ok det man har skrevet, kan man altid spørge en ven og ikke mindst sin leder. Jeg siger ikke at man SKAL have accept af alt hvad man deler, men hvis man nu er i tvivl, tænker jeg, at det kan være en god idé lige at forhøre sig først. Hellere det, end at risikere at miste sit job.

Det har faktisk tit undret mig, at mange deler billeder af patienter, når de er eller har været på udveksling i forbindelse med sygeplejestudiet. Jeg forstår det ikke helt… Jeg har selv en masse billeder fra min udveksling i Kina både sammen med – og af patienter, men jeg kunne aldrig finde på at dele dem på de socialemedier. Tavshedspligten gælder vel stadig, selvom det er billeder af patienter taget i et andet land? Deres identitet og persondate skal vel stadig beskyttes? Eller hvad? Har I nogle holdninger til dette?

Jeg opfordrer i hvert fald hermed alle, som er aktive i den offentlige sygepleje-debat, om at være varsomme. Vi kan ligeså godt tage ved lære, af en som Katie Duke, som endte med at miste sit job (jeg vil lige nævne, at hun har fået et nyt job – heldigvis for hende). Jeg synes bestemt ikke at vi skal lukke munden, tvært i mod, jeg synes det er så fedt at se flere og flere råber op og skriver løs – det varmer i den grad mit sygeplejehjerte, at vi efterhånden er mange i kampen om at stå sammen om at tage bladet for munden og kæmpe for et bedre sundhedsvæsen. Men det er vigtigt at vi tænker os ekstra godt om, når vi bruger vores ytringsfrihed, vi må og skal beskytter vores patienter og os selv.

Hvad mener I?

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og meget snart færdigbagt Meningsdanner