“Hvordan holder du til det følelsesmæssigt at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej? 

Min opfattelse og den følelse jeg får er at man skal være virkelig stærk og have en psykisk robusthed for at kunne være på en neonatal afdeling, de tætte relationer man får til forældrende samt at se dem gå igennem deres processer, sorg og krise må godt nok være noget af en mundfuld. Men kunsten er vel at agere professionelt, men samtidig kan det vil ikke altid lade sig gøre at holde følelser og tåre tilbage?

Vil du ikke fortælle om nogle situationer?”

Jeg har fået ovenstående henvendelse fra en sød læser, min besvarelse vil jeg dele med jer alle her på bloggen. Jeg tænker, det kan være, at flere går rundt med de samme spørgsmål.

Hvordan holder du til det, følelsesmæssigt, at arbejde med så små liv man ikke ved om overlever eller ej?

Helt generelt, så tror jeg, at der er mange situationer, som kan være svære at tackle psykisk, i arbejdet som sygeplejerske. Men vi gør det, hver eneste dag og det er netop dét, som gør os, sygeplejersker, til super helte med usynlige helte kapper.

Desværre kan travlheden forsage, at vi ikke kan have tid til at være der og lytte. Derfor er denne travlhed en kæmpe trussel mod det, som jeg ser, for at være sygeplejerskens kernekompetence, nemlig den åndelige og sjælelige sygepleje. Alt det instrumentelle, er selvfølgelig lige så vigtigt, og det hele hører sammen og går hånd i hånd. Dog er det instrumentelle noget som vi SKAL og MÅ, for ellers kan det jo betyde, at vores patienter ikke får deres rettidige behandling. Det åndelige og sjælelige er usynligt, og er det, som i stor stil, påtvunget, bliver skåret fra pga. travlheden tvinger os til det. Denne sygepleje, bliver nemlig ikke regnet med, når man ser på sundhedsvæsenet udefra. Det er, hvad jeg vil kalde, for den usynlige sygepleje. Det er den sygepleje vi yder, som ikke er instrumentel i form af medicin og andre procedurer, som er den egentlige behandling patienten skal have.

Så aller først, for at svare på spørgsmålet, så er det sværeste og hårdeste faktisk, når jeg tvinges til ikke at have den fornødne tid til at yde den åndelige og sjælelige sygepleje. Den sygepleje, som helt sikkert er en kunst, og den sygepleje, hvor jeg netop har tid til at være der for forældre, som kan være i krise pga. deres guldklumps måske kritiske tilstand. Den sygepleje, som jeg personligt, gør alt for at værne om og stræber om at finde tid til – også når jeg har rigtig travlt.

Når det så er sagt, så vil jeg indrømme, at det da selvfølgelig kan være sindssygt svært og hårdt, nogle gange, mere og mindre, at rumme den sorg og krise, som kan og som forekommer på en neonatalafdeling. Jeg tror det er svært, mange steder, i vores sygeplejeverden, men jeg godt klar over, og var det også inden jeg søgte job på neonatalafdelingen, at lige netop denne afdeling, er af en kaliber for sig. At rumme andres tab, sorg og krise er rigtig hårdt, det er det også “bare” som privat person over for dem som man har kær. Som neonatalsygeplejerske er du med på sidelinjen, i situationer, som jeg tror kan være de aller mest sværeste her i livet. At være bange for at miste sit barn, at miste sit barn eller at skulle rumme at ens barn er ekstremt for tidligt født og derfor også kan have en svær start i livet, tror jeg, alt sammen, er noget af det sværeste man som menneske kan opleve.

En mor sagde til mig en dag >>glem alt om, at kærestesorger mm. er hårdt og svært her i livet, at føde et præmaturt barn overgår alt<<. Da denne mor sagde det, gik det ekstra meget op for mig, at det som de pårørende oplever på min afdeling, er en kaliber for sig. For jeg har, om nogen, oplevet utallige kærestesorger, og være langt nede pga. af det. Så da hun sagde dette, fik jeg kuldegysninger. Det er umuligt at sætte sig ind i den sorg og krise, som det må være, at føde for tidligt, og være forældre til et barn, som starter livet og tilbringer, nogle gange flere måneder, der hvor jeg arbejder. Og som i aller værste tilfælde, mister livet.

Mange har sagt til mig, at man kun kan holde til at arbejde på en neonatalafdeling i et vist rum tid, og andre har sagt, at man ikke kan rumme det, når man selv får børn. Der kan jeg så sige, at mange på min afdeling har børn, mange har været der i årevis – nogle i 20 år og mere til. Så jeg tror, udfra det jeg oplever, at det er meget individuelt fra sygeplejerske til sygeplejerske.

Personligt, så har jeg jo arbejdet på neonatalafdelingen siden januar, det vil altså sige 9 måneder (hold k*ft tiden løber stærkt). Og jeg ELSKER mit arbejde. Det ER et arbejde som psykisk er hårdt, for JA du knytter dig til dine patienter, som i mit tilfælde, er fantastiske små babyer, og du knytter dig også ISÆR til deres forældrene. Det kan være rigtig svært at gå hjem fra arbejde og lade arbejdet blive dér, når du tager kitlen af. Det skal vi, vi skal formå at lade arbejdet forblive arbejde og fritid være fritid. Men det er bare slet ikke så simpelt, når man er i det. Som sygeplejerske, der hvor jeg arbejder, er man selvfølgelig professionel, ligesom alle andre steder, men jeg finder det, ganske enkelt, umuligt, at være sygeplejerske Frederikke og privat Frederikke helt adskilt. Disse to Frederikker er en helhed og jeg føler, og bruger mig selv rigtig meget, når jeg er på arbejde. Dette betyder selvfølgelig, at det er endnu mere svært, at ligge arbejdet fra mig, når jeg tager kitlen af.

Det er umuligt, i hvert fald for mig, ikke at mærke en stor medfølelse, nogle gange få tårer i øjnene, grine og smile i min dagligdag som neonatalsygeplejerske. Det er for mig en del af det og nok også det som gør, at det kan være ekstra hårdt. Den afdeling jeg er på, er en afdeling, hvor patienterne og deres forældre kan være indlagt i længere perioder. Derfor er det nærmest en umulighed ikke at opbygge en relation til forældrene og deres guldklumper. Selvfølgelig er og skal relationen være professionel, men det ændrer ikke på, at der opstår følelser. Relationer og følelser hører for mig sammen og derfor kan det selvfølgelig være helt ubegribelig hårdt at arbejde et sådan sted, som jeg gør. Det er slet ikke hverdagskost at vi mister patienter, men det er selvfølgelig hverdagskost, at vores patienter er syge, ellers ville de ikke være indlagt. Det er jo ikke en hemmelighed, at det er et hospital/sygehus, som jeg arbejder på.

Men nå det så er sagt og skrevet ned, så er det så meget andet, som fylder, i min hverdag som neonatalsygeplejerske. En oplevelse, som lige nu står aller mest klart, var en dag for nyligt, da jeg mødte ind i nattevagt. Jeg kom ind på en af mine stuer, og spurgte, som jeg næsten altid gør >>hvordan har dagen i dag været?<< Forældrene svarede og vi talte lidt. Kort tid efter, sagde en af forældrene til mig >>hvordan har din dag så været, hvad har du lavet i dag?<<. Jeg blev næsten helt befippet, men jeg svarede selvfølgelig, ærligt, og fortalte, at jeg jo faktisk bare havde sovet det meste af dagen. Og så grinte vi lidt.

Det er helt ekstremt fantastisk, at opleve, at de pårørende, på trods af deres, til tider, meget hårde og svære situation også har energi og overskud til at se mig som den jeg er uden kittel på. Jeg oplever generelt, at de pårørende, ikke kun ser mig som sygeplejerske Frederikke, men også som Frederikke Frederikke, som er en person uden for hospitalets fire vægge. Dette er med til at gøre mit arbejde til verdens bedste, og jeg er overdrevet taknemmelig for, at jeg får lov til at møde så mange fantastiske mennesker i min hverdag. Det er relationer som er ret så ubeskrivelige, og kan være lidt svære at sætte ord på.

Selvfølgelig er der dage, som er ekstra hårde, hvor jeg går hjem og er meget træt, og ikke er så meget værd. Men med tiden bliver jeg stærkere. Jeg er en person som føler meget, så jeg tror ikke, at jeg er en af dem, som kan holde til at være neonatalsygeplejerske i over 20 år, men hvem ved? Vi får se :-)

Når man sidder og læser med udefra, kan det måske være lidt svært at sætte sig ind i, hvad det vil sige, at være neonatalsygeplejerske, og andre end mig, vil sikkert nok ikke synes, at det er det bedste sted at være sygeplejerske. Men det er jo også kun godt, for der er så mange andre steder, hvor der er brug for sygeplejersker.

Udover at jeg oplever at møde så helt igennem fantastiske pårørende, hver dag, så har vi, på min afdeling, også tilknyttet en psykolog. En som både er der for vores forældre, men også for os som er ansat. Jeg bruger også i stor stil mine kollegaer til supervision, hvis situationer er svære at komme igennem.

Og er der ikke rigtig noget, som kan løse det jeg føler, tænker og måske har oplevet i en vagt, så kan jeg godt finde på at tage et glas rødvin inden jeg går i seng. Det er selvfølgelig ikke hverdags kost. Alt med måde! Men som en pårørende en dag sagde til mig; >>rødvin kan løse næsten alt<<.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Det ovenstående Pippi-citat sendte min veninde mig i går, dagen inden, at jeg i dag skulle holde min forelæsning. Jeg har altid været mega fan af Pippi da jeg var barn, og citatet gik lige ind. Så tusind tak, min kære Cille, for at tro på mig og for sende mig disse vise ord.

Jeg har pippet lidt om denne forelæsning på min instagramprofil, men jeg har ikke fortalt om hvad det egentlig var for noget. Grunden til at jeg finder det relevant at skrive om her på bloggen, er fordi at min forelæsning handlede om mit virke som sygeplejerske. For nogle måneder siden blev jeg kontaktet af en danseveninde, som arbejder for den Study Abroad organisation (DIS), hvor jeg afholdte forelæsningen. De manglede en gæsteforelæser, og temaet de havde om i denne uge, passede godt med at en sygeplejerske kom og underviste. Og det var mig.

Jeg blev først og fremmest ellevild da jeg fik beskeden og jeg svarede selvfølgelig JA! Lidt efter gik det op for mig, hvad jeg havde sagt ja til. Men jeg stod stadig ved mit svar. Jeg så det som en kæmpe mulighed, og en udfordring, som jeg var klar til at tage op.

Det har altid været forfærdeligt for mig at gå til mundtlig eksamen og ikke mindst til jobsamtaler. Jeg synes det er noget af det aller sværeste, det der med at skulle stå og forklare og tale, som den eneste i lokalet. Men i dag sprang jeg ud i det, på dybt vand, og jeg har fornemmelsen af, og fik at vide, at det gik godt.

Jeg kaldte min forelæsning for “The danish welfare system and its affects on the nurse profession and the patients”. Det var rigtig spændende at foreberede mig til dette, og jeg udarbejde en powerpoint præsentation, som jeg kunne støtte mig op af og ellers så talte jeg udfra min grundviden, og udfra hvad jeg havde læst op på. De studerende havde en masse gode og relevante spørgsmål, sådan at vi efter min præsentation havde en længere debat og diskussion om velfærdsystemet og vi dragede flere perspektiver til det amerikanske system. Det var sindssygt spændende!

En ny verden åbnede sig for mig i dag, det der med at undervise, at stå på en “scene” foran en masse og tale kun lille mig, havde jeg ikke i min vildeste fantasi troet at jeg skulle gøre. Men jeg klarede den, og det virkede til at de studerende fik noget ud af det, nogle skrev i hvert fald noter, og næsten alle stillede spændende spørgsmål.

Det foregik på engelsk, hvilket på ingen måde heller er min styrke eller stærke side, men jeg blev opmærksom på, at til trods for at jeg ikke har det bedst mulige engelsk, og slet ikke det jeg vil kalde et akademisk perfekt engelsk, så rakte det engelsk jeg kan, rigtig fint til en sådan forelæsning. Det var kun lige et spørgsmål, fra en studerende, som jeg lige måtte have gentaget én gang til. Den studerende spurgte ind til noget med mit arbejde, og kaldte min afdeling for, “Nik-u”, haha! Så jeg har da i dag også lært, at man i USA også kan omtale N-I-C-U (Neonatal Intensive Care Unit) for Nik-u. Da jeg endelig forstod hendes spørgsmål, grinte jeg lidt inde i mig selv, og tænkte, aaah var det bare det hun mente :-)

Hvor om alt er, så vil jeg med dette blogindlæg bare give videre, at man kan meget mere end hvad man lige går og tror. Det handler virkelig bare om at springe ud i det! Det er selvfølgelig lettere sagt end gjort, og jeg har fået masser af støtte med på vejen, fra familie af, min søster, mor og far har støttet mig og troet på mig, ligeså har mine dejlige veninder. Det har betydet alt, så tusind tak for det. Og tak til min veninde, som tænkte på mig, og gav mig muligheden for at afholde denne forelæsning.

En ting, jeg også lige vil nævne er, at jeg hver eneste dag går og er meget stolt at min profession og mit virke som sygeplejerske, men hold fast hvor var det bare fantastisk i dag, at stå og repræsentere sygeplejerskeprofessionen, jeg følte mig som en meget stolt sygeplejerske, hele vejen igennem. Det var en special følelse, og gav mig endnu en gang følelsen af, at jeg laver det helt rigtige.

Tak fordi at I læste med, og sig endelig til, hvis jeg kan være behjælpelig med råd, til nogen der måske går rundt og skal til eksamen, undervise eller holde et foredrag. Jeg har et par fifs i ærmet, både om selve forberedelsen, udarbejdelse af powerpint og selve præsentationen.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

 

“We don’t grow when things are easy, we grow when we face challenges.”

Netop denne sætning, lagde en kærkommen med-meningsdanner op på Facebook til mig, i forbindelse med min offentliggørelse af, at jeg stiller op som kandidat til kredsbestyrelsen i Dansk Sygeplejeråd (DSR). Den er meget “spot on” og helt rigtig til det valg, som jeg har taget. Flere har skrevet, at jeg skal passe på mig selv, og sagt, >>men Frederikke, har du tid til det?<<.

Jeg forstår godt, at flere har spurgt mig om det, og at flere måske tænker, at det er at tage munden for fuld, og at jeg måske hellere skulle slappe af og passe på mig selv.

Men jeg kan bare mærke helt ned i maven, at det er det rigtige for mig, at stille op til valget. Jeg er godt klar over, at hvis jeg bliver valgt ind, så vil jeg skulle bruge fritid på at være aktiv i DSR og jeg vil komme til at have meget at se til. Men jeg brænder så ufatteligt meget for faget, i sådan en grad, at jeg gerne vil bruge min fritid på det. Ligesom at jeg får energi af at ytre mig her på min blog, så er jeg sikker på, at jeg som kredsbestyrelsesmedlem, vil opleve at få energi af at være med aktivt i DSR, i den demokratiske proces i organisationen. Det er for mig ikke en opgave og byrde, men en interesse, som jeg brænder for. Hvis ikke det var det, så havde jeg slet ikke haft denne sygeplejeblog, som jeg immervæk, bruger ret meget frivillig og gratis Frederikke-tid på at “køre”.

Jeg ville elske at kunne skrive her på bloggen, om hvad jeg som kredsbestyrelsesmedlem var med til, og inddrage alle jer læsere, som jeg ved besked om, at størstedelen er sygeplejersker og sygeplejestuderende. Jeg synes det kunne være enormt spændende at danne en eller anden form for bro fra et aktivt virke i DSR, til jer, som læser med her. For jeg ved, at mange sygeplejersker og sygeplejestuderende, går rundt, og ikke rigtig ved, hvad det er, som de betaler penge til – ved deres medlemskab af DSR.

Nu lugter det her måske rigtig meget af STEM PÅ MIG. Jeg håber og ønsker da virkelig også, at der er nogle af jer, som har lyst til det. Det skal jeg ikke holde hemmeligt :-)

Men meningen med det her blogindlæg, var, og er, egentlig bare at skrive og fortælle, at JEG HAR DET HELT O.K. Jeg er glad og i harmoni, og som min kære mor lige skrev på SMS i går; “Du virker til at hvile meget i dig selv lige nu”. Sådan har jeg det faktisk også.

Jeg tror, at det bunder i, at jeg siden min start på Neonatalafdelingen, har lært så afsindigt meget om MIG. Jeg har ikke kun lært afsindigt meget om det fantastiske speciale, Neonatologi, men jeg har også, på komprimeret tid, synes jeg selv, opnået at lære mig selv at kende på en helt ny måde. Jeg kan mærke meget mere hvornår jeg skal sige fra, hvornår jeg skal stå op for mig selv og lytte til mig selv. Det er en sand gave. Den er jo naturligvis ikke kommet forærende, jeg har da kæmpet, haft det svært og kæmper fortsat! Men jeg er så sandelig groet helt vildt og jeg har rejst mig, når det har været rigtig svært.

Derfor er jeg her nu, et sted, hvor jeg kan mærke at nu skal jeg bare mere! Jeg blev i februar, i år, færdig med min Meningsdanneuddannelse, en uddannelse som lærte mig utroligt meget om ALT. Især om at ytre sig, som sygeplejerske, men jeg lærte også meget mere. Jeg vil faktisk vove at påstå, at var det ikke for denne uddannelse, så havde jeg aldrig nogensinde turde at stille op til sådan et valg, i DSR.

For den sags skyld, så havde jeg heller aldrig turde, det som jeg skal nu på torsdag. Jeg er blevet inviteret til at holde et foredrag for nogle studerende. Jeg glæder mig meget, med sommerfugle i maven. Eksamen og mundtligfremlæggelse har aldrig været min styrke, men jeg har i øjeblikket en indre styrke, som jeg kan mærke helt ud i mine fingerspidser.

Og hvis ikke jeg lader den styrke brænde nu, hvornår så?

Ligesom at jeg får energi af at danse samba, så får jeg også energi af at være aktiv qua mit virke som sygeplejerske. Så til alle jer, som tænker, FREDERIKKE SLAP NU AF OG PAS PÅ DIG SELV, så lover jeg, at det gør jeg og jeg lytter til mig selv – hele tiden!

Til sidst, tusind tusind tak for alle de dejlige likes og kommentarer mht. at jeg stiller op – det varmer så meget – især i disse grå og regnfulde dage.

Jeg kunne blive ved med at skrive, men jeg får at vide, at jeg skriver liiiidt for langt, og liiiidt for meget – så jeg øver mig i at begrænse mig lidt :)

Jeg ønsker alle en god uge og god vind, med det som I har gang i, og så lyt for søren til jer selv :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Skrevet af sygeplejerske og kandidatstuderende Cecilie

“Du skal være mere hård Frederikke” sådan lyder et citat fra et tidligere blog indlæg, skrevet af sygeplejerske og meningsdanner Frederikke Marie Sørensen. – Og hvor ville jeg ønske at jeg havde kendt det citat for nogle år siden, da jeg dumpede min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsen.

Hudløst og næsten for ærligt? – ja sådan tænker jeg i hvert fald, når jeg sidder her og læser de ord jeg lige har skrevet.

Jeg ønsker at fortælle andre at det er okay at fejle? Jeg ønsker at fortælle andre som muligvis oplever noget lignede, at det ikke må tage modet fra dem. At tingede ikke altid bliver som man har regnet med og at det egentlig ikke behøver at være så perfekt, det skal nok blive godt i sidste ende. Og så tror jeg. at der er en del af mig, som ønsker at fortælle det som jeg oplevede, idet jeg stadig ikke helt begriber hvad der egentlig skete og hvorfor?

Jeg bestod ikke min sidste kliniske eksamen på sygeplejeuddannelsens 12 modul, hvilket personligt var et kæmpe nederlag! Jeg havde gennem sygeplejeuddannelsen aldrig fået under 7 i karakter og selvom jeg godt vidste at jeg burde ligge mere energi i studiet i den periode af mit liv, så havde jeg aldrig forestillet mig at det kunne gå vidt, som til at jeg dumpede.

Jeg prøvede konstant at passe ind på afdelingen. I stedet for bare at være mig selv og acceptere at alle ikke nødvendigvis behøvede at kunne lide mig, var jeg en rigtig pleaser. Set i bakspejlet ville jeg ønske at JEG HAVDE STÅET MERE OP FOR MIG SELV. Det var en afdeling, hvor de fleste havde børn og var et helt andet sted i deres liv, modsat mig der levede singlelivet og nok havde en mindre livskrise. Det var bare lidt som om, at jeg ikke rigtig passede ind og det kom bare ikke helt flydende og naturligt for mig, det der med at samtale med de andre.

Jeg oplevede en dag at to kollegaer stod længere nede af gangen og talte. Taler de virkelig om mig? – tænkte jeg mens jeg gik hen imod dem. Kan det virkelig passe? Så åbenlyst? Jeg troede i det mindste at de ville prøve at skjule det eller at bortforklare. Denne episode husker jeg særligt, for det blev begyndelsen på, at det gik helt ned af bakke.

Nu mere jeg tænker tilbage, nu mere kan jeg slet ikke forstå, at jeg lod mig behandle sådan. Hvorfor satte jeg ikke foden i jorden og forlangte mere af min vejleder? Og hvorfor brugte jeg ikke min sygeplejefaglige argumentation, når jeg blev rettet af en sygeplejerske for at gøre præcis sådan, som en anden sygeplejerske havde lært mig? Jeg tror, at jeg var et let offer, fordi jeg lod andre behandle mig sådan som de ville, uden at sætte grænser.

En uge før den planlagte eksamen, blev der udtrykt bekymring til min uddannelsesinstitution, ift. om jeg ville kunne bestå eksamen. Jeg oplevede i stigende grad, at der blev talt om mig på afdelingen. De talte åbenlyst og nogle gange gik de ind i et andet rum, for at tale om mig. Der blev indført daglige evalueringer, som ofte foregik på afdelingslederens kontor og så vidt muligt i hendes medhør. Jeg oplevede det nu mere som en snak om, “hvad der nu var galt med mig”, end som konstruktiv feedback – også selvom det sikkert ikke var deres hensigt. Yderligere blev den planlagte eksamen udskudt en uge, således at jeg havde længere tid til at nå at blive klar. Og jeg kunne slet ikke overskue det, -“hvordan skulle jeg overleve en uge mere på afdelingen?” jeg var helt ødelagt!

Jeg overvejede, at prøve angst dæmpende medicin inden eksamen, som en bekendt havde liggende (uden at have talt med egen læge om dette). Jeg havde før hørt, at andre havde anvendt lignende iforbindelse med eksamensangst. Jeg tror til sidst, at jeg havde udviklet en form for angst, i hvert fald var jeg bange for at bryde sammen, når jeg trådte ind på afdelingen om morgenen. Jeg havde ikke prøvet den slags før og med tanke på det ansvar vi har som sygeplejersker samt min uvidenhed, om hvordan min krop ville reagere, så turde jeg simpelthen ikke. Og så var der også en stor stædighed i mig, der sagde – “skulle jeg virkelig lade dem få mig til at synke så lavt”? – Hvis jeg skulle bestå eksamen, så skulle det være til min helt egen fortjeneste!

Jeg tænker heldigvis sjældent på det længere, men når jeg gør, så har jeg svært ved at begribe, hvad det lige var der gjorde, at det kunne gå så galt?

Jeg forsøger at pakke oplevelserne væk og jeg skammer mig faktisk over det der skete og over at udlevere “dem fra afdelingen” som de onde. Jeg ved jo godt, at det hele var en kombination af rigtig mange ting og selvfølgelig havde jeg også selv et ansvar.

Jeg forsøger at huske på, at der blandt “dem” også var nogle rigtige søde sygeplejersker, som på deres måde forsøgte at hjælpe. Og jeg husker særligt, at afdelingens, i min optik mest bestemte og meget dygtige, sygeplejerske vandt min respekt, da hun på eksamensdagen viskede “sørg for at få løst så mange opgaver som muligt i starten af vagten”. Et godt råd faktisk og et råd som jeg har brugt stort set hver dag siden, at jeg blev færdiguddannet.

I dag er jeg glad for, at jeg aldrig gik så vidt som til at medicinere min nervøsitet og nærmest angst lignende tilstand væk. Jeg dumpede min eksamen – og hvad så? Det er der alligevel så mange, der prøver før eller siden. Og det er nok sundt at prøve.

I stedet for, at forsøge at bestå reeksamen, rejste jeg på udvekslingsophold til filippinerne og bestod eksamen på en anden afdeling efterfølgende – hvor oplevelsen var en helt anden.

Jeg fik mit drømmejob på Danmarks største mor og barn hospital, Juliane Marie Centret, Rigshospitalet. Og jeg nævnte naturligvis intet om at have dumpet en eksamen, da jeg som færdiguddannet sad til jobsamtale. Underligt nok, er der faktisk aldrig rigtig nogen, der har spurgt ind til, hvorfor jeg blev færdiguddannet d. 23. november 2016?

Nu sidder jeg så her og er netop startet på Kandidatuddannelsen i Klinisk Sygepleje.

Jeg tror egentlig, at det jeg prøver at sige er, at “jeg skulle have været mere hård” – og det er jeg i hvert fald også blevet!

Mvh. Cecilie

Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg følger en masse sygeplejerske instagram profiler, seriøse og mindre seriøse. Nursegram_new er en af mine yndlings, når jeg skal smile lidt. Eftersom de sidste mange blogindlæg, jeg har delt, har været ret så seriøse, synes jeg at det var på tide, at dele lidt smil og sjov med jer her på bloggen. Jeg har udvalgt nogle af de, som jeg finder sjovest, enjoy:

Alle billeder er fra Instagram kontoen som hedder:

Nursegram_new

Tjek den ud for flere sjove sygeplejerske memes :-)

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg er kommet frem til en beslutning.

Jeg kaster håndklædet i ringen, og går ned på deltid, helt præcist 33 timer. Siden januar har jeg arbejdet på fuldtid, dvs. i en 37 timers stilling som sygeplejerske. I april måneden medvirkende jeg i Magasinet Penge, på DR1, som netop omhandlede om at gå på deltid. Her regnede en økonom på hvad det ville koste mig at gå ned i tid.

Se programmet her

Jeg har siden min medvirken i programmet, og før det, overvejet og gjort mig tanker om det at skulle gå ned i tid. Det har ikke været nogen let beslutning, især fordi at jeg pr. 1 december flyttede til en større lejlighed, som betød, at min husleje også er blevet større. Men jeg er blevet enig med mig selv om, at jeg vil prøve at arbejde på deltid.

Jeg Frederikke, er mere vigtigt end noget andet, og min vigtigste opgave er, at jeg skal passe på mig selv og sørge for, at jeg har det godt. Hvis jeg ikke har det godt, så kan jeg heller ikke være en god sygeplejerske, og alt andet i mit liv, vil også bære præg af, og lide under, at jeg ikke har det godt.

Hvis ikke jeg har råd og ikke kan få min økonomi til at hænge sammen, så må jeg i værste tilfælde finde mig et andet arbejde. Men jeg håber inderligt, at jeg vil opleve at min økonomi rækker til at arbejde på de 33 timer. For det arbejde jeg har, holder jeg utroligt meget af, på alle leder og kanter.

Det lyder jo ikke af meget, at gå fra 37 til 33 timer. Men i det store regnestykke, så betyder det, at jeg om måneden kommer til at have min. 2000 kr. mindre. Det kommer også til at gå udover min pension. Men jeg har en privat pensionsopsparing, som jeg betaler af til hver måned, så det skal jeg ikke tænke mere over.

Det er mere det med de mindre penge hver måned, som jeg skal tænke over. Jeg har fået lagt mig et godt budget, med hjælp fra og sammen med min aller bedste livsrådgiver, min kære mor. Det budget gør, at jeg helt præcist kan få styr på min økonomi og  følge med i hvor meget og hvilke penge, der går til hvad. Og ud fra dette budget, kan jeg se, hvor jeg må skære ned og spare.

Jeg har virkelig prøvet at slappe af med og holde fast i at arbejde på 37 timer, jeg har sågar fået lov til at komme på to holds vagtskift, men det er bare ikke nok. Det har helt sikkert hjulpet mig, men jeg har fortsat ikke ordenligt overskud til bare at være mig og leve et liv ved siden af jobbet. Frederikke-tid, den presser jeg selvfølgelig ind, men ikke uden konsekvenser.

Jeg har haft det skidt. Ikke sådan voldsomt skidt. Men min krop har udsendt nogle faresignaler, som en veninde, især, hjalp mig med at tage alvorligt.

Min veninde sagde, for et par uger siden, følgende til mig;

“Skal du ned at ligge, før at du tager det alvorligt?”

Først efter hendes ord, gik det rigtigt op for mig, hvor alvorligt det egentlig stod til. Jeg er så taknemmelig for, at jeg har dig i mit liv. Tak! Altså, jeg har det ok, det er slet ikke sådan at jeg ligger på gulvet og græder eller bidder i gulvbrædderne. Men det som jeg fortalte min veninde, er det som jeg vil fortælle jer, der læser med her, nu:

Symptomerne

Jeg har haft flere vagter på arbejdet, hvor jeg har oplevet at have mavekramper. Faktisk var det sådan, at de i starten kun kom, ligesom at jeg er mødte ind i vagt, og så forsvandt de igen, når jeg havde fri. Flere har spurgt mig, om ikke det “bare” var menstruations smerter. Men NEJ det har det ikke været. Jeg har aldrig prøvet at have sådanne mavekramper før. Det var sådanne kramper som kom sporadisk, super ubehageligt. De begyndte så også at komme derhjemme, når jeg havde fri. Lige nu er de heldigvis gået lidt i sig selv og kommer sjældent. – Måske fordi, at vores mega travle sommerperiode er slut, og fordi jeg ved, at jeg skal ned i tid og måske også fordi, at jeg så småt kan lugte den 2 ugers ferie, som jeg snart skal på. Jeg ved det ikke. Måske kan det også bare være fordi, at jeg har indset, en gang for alle, at jeg skal passe mere på mig selv.

Udover mavekramper, har jeg også oplevet at have nogle skøre mareridt, generelt faktisk dårlig søvn, dog ikke hver eneste dag, men mere end hvad jeg ellers har oplevet. Så har jeg også oplevet, at vågne op af hede/svedeture. Sorte dage eller dage hvor jeg har haft brug for bare at være “slukket”, har jeg også haft, men det har jeg altid sådan lidt haft i ny og næ. Men jeg har oplevet den der “slukkethed” i en grad, hvor jeg på fridage simpelhent har måtte melde afbud til aftaler, fordi jeg ikke har haft overskud til at være social. Jeg oplever også at have et utroligt lille overskud til at skulle svare på beskeder, især på facebook MSN.

Det er alt sammen noget, jeg ser, som symptomer på stress eller i hvert fald begyndende stress.

Derfor er jeg ikke i tvivl om, at det er den helt rigtige beslutning for mig, at gå ned i tid. Men det irriterer mig lidt, at jeg et sted derinde har en lille følelse af “fail Frederikke” eller sådan “du er svag, du kan ikke klare mosten Frederikke”. Når jeg får det sådan og tænker sådan om mig selv, prøver jeg at skubbe det væk igen. For jeg er IKKE en fail, jeg er god og dygtig, for jeg beskytter mig selv! Og min krop giver mig signaler om, at jeg skal passe på mig selv.

Men det er ikke lige let, jeg vil jo bare gerne kunne det hele, være god til det hele og være en super nurse hele tiden og kunne arbejde i en fuldtidsstilling. Men det er mere vigtigt, at jeg er i balance, har det godt og kan holde i flere år, end at jeg brænder ud efter kun lidt over 1 år i faget.

Det er barsk dette her sygeplejefag, lige så fantastisk som det er, lige så barskt er det. Det er virkelig en livstil, som skal læres at leve. Det handler meget om at finde en balance, og den tror jeg ikke, at man bare sådan lige finder. Det tager noget tid. Det vigtigste er at kunne lytte til sig selv og kroppens signaler. Og for guds skyld, så skal man ikke sammenligne sig selv med andre, vi er alle sammen forskelige, og kommer med forskellige ting i rygsækken.

Personligt, så glæder jeg mig meget til at min samba dansetræning begynder igen her i september, dansen er noget af det, som især, skaber balance i mit liv. Jeg kan, i hver eneste celle, mærke, at min krop bliver glad, når jeg danser.

Nok ord herfra denne lørdag. Jeg fik tømt hjernen, og det var dejligt. Mit lidt stressede hovede var helt sikker på at jeg i dag skulle til en venindes fødselsdag, det skulle jeg så ikke, først om flere uger. Derfor så jeg mit snit til lige at få tømt det lille stressede hovede ned på skrift. Resten af weekenden skal kun gå med afslapning, afkobling, hygge og selvfølgelig Frederikke-tid :-)

Lørdagens ultimative råd her fra mig af:

***Lyt til dig selv, hvis ikke du er så god til det (ligesom mig), så lyt til dine venner og din familie, og lyt aller mest til hvad din krop fortæller dig***

 God weekend!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse