Det er i dag ét år siden at jeg sygemeldte mig med stress. Jeg skulle have været i dagvagt, men natten op til denne dagvagt, i dag for ét år siden, begyndte jeg at græde og kunne ikke stoppe igen.
Min kæreste sagde til mig:

“du bliver simpelhent nødt til at sygemelde dig, du kan ikke tage på arbejde, når du har det sådan dér”.

– Og det gjorde jeg så. Det gik ret hurtigt med at jeg fik en tid hos min egen læge, hvor jeg fik en henvisning til en psykolog. Da det havde været weekend, og jeg fortsat ikke havde meldt mig rask, kontaktede min leder mig.
Vi nåede ikke ret langt ind i samtalen, før at jeg begyndte at små-græde og jeg fik fortalt hvad der var i gærde.

Jeg begyndte at gå til psykolog én gang om ugen, det hjalp ikke voldsomt meget til at starte med, men jeg vendte alligevel tilbage hver uge, fordi det vidste jeg, at jeg skulle gøre for mig selv. Lige så småt begyndte det nemlig at gå den rigtige vej. Det var nogle dage ikke let at komme afsted til psykolog, og i starten var det tabubelagt for mig, det dér med, at jeg skulle til psykolog.

Før min sygemelding

Før jeg sygemeldte mig med stress havde jeg i længere tid (i hvert fald i et par måneder) mærket mavekramper så snart jeg mødte i vagt, og de forsvandt når jeg havde fri. Jeg så det ikke som et faresignal, men bare som at jeg havde lidt ondt i maven. Jeg tror, at jeg skød det hen med, at jeg måske ikke altid fik spist nok.

Symptomerne

Mavekramperne var ikke de eneste symptomer, som jeg havde. Jeg havde generelt tit søvnproblemer, som jeg troede var der, pga. de skiftendevagter, som er ret normale at have, når man er sygeplejerske på et hospital. Jeg havde tit tankemylder, i sådan en form, at jeg mere og mere ikke rigtig kunne lægge arbejdet fra mig, når jeg havde fri. Når jeg havde fri, talte jeg næsten kun om arbejdet, det fyldte så meget af min vågne tid, at det var helt sygeligt, nu hvor jeg tænker tilbage. Tit havde jeg hjertebanken, når jeg lå i sengen inden jeg skulle prøve at sove. Jeg var ekstremt grådlabil og kunne begynde at græde over de mindste ting – f.eks. små almindelig hverdags ting. Jeg var ret så irritabel og det gik de fleste gange udover min stakkels kæreste, som var der for mig hele processen igennem og han er her stadigvæk <3
Jeg var meget energiforladt, når jeg endelig havde fri fra arbejde og jeg havde intet overskud eller lyst til at lave ting, der før interesserede mig. Jeg døjede især også med muskelspændinger og generelt bare ondt i kroppen. I alle mine led, især i nakken.

Set i bakspejlet, så er det jo åbentlyst, at jeg var syg med stress, men det er bare så let at være bagklog…

Et år efter 

I dag, et år efter, er jeg ovenpå. Jeg fuldt tilbage på arbejde, på de 33 timer jeg for længe siden er gået ned på. Jeg var helt tilbage på min “normale” vagtplan i april måned (2018). Jeg startede på arbejdet i en optrapningsplan, som jeg havde lavet i samarbejde med min psykolog og min leder.

Jeg føler mig lidt som en anden person, fordi jeg har lært så meget om mig selv af den sygemeldning. Jeg mærker meget hurtigt symptomer i min krop og mit sind, hvis jeg bliver udsat for travle situationer – især på arbejdet. Men jeg har oparbejdet redskaber, som jeg gør brug af, når det sker. Jeg ved f.eks. at jeg skal passe på med at planlægge for meget efter arbejde, når jeg kan se at de kommende dage eller uge er spækket med mange vagter eller skift.
Jeg laver generelt ikke særlig mange aftaler, medmindre jeg ved og kan mærke at jeg godt kan holde til det.

Ellers så lytter jeg rigtig meget til mig selv og hvad min krop siger, for min krop (og alle andres) viser signaler før de når op til hjernen.
Jeg prøver at dyrke yoga og meditation så meget så muligt – nogle uger får jeg det slet ikke gjort, andre uger får jeg det gjort et par gange i ugensløb.

Har jeg alligevel haft en uge, med mange vagter og mange aftaler, sørger jeg for at få slappet af på den anden side, også selvom der er ting jeg gerne vil med til eller folk jeg gerne vil se.

Jeg deler det her indlæg for at skabe fokus på alt den stress der desværre er i blandt mange, ikke kun sygeplejersker, men også i blandt mange andre faggrupper. Måske kan jeg nå ud til nogen af jer der står i lignende situationer.
Det 100% meget bedre at stoppe op noget før end hvad jeg gjorde, jo før jo bedre!
Jeg ønsker ikke for nogen, at havne i en stresssygemelding, eller noget der ligner, det er noget af det værste og hårdeste jeg har oplevet at gennemgå.

Som jeg før har skrevet, så er det ikke dig den er gal med eller dig som er svag, det er rammerne du er i, som ikke er ok. Man er ikke svag fordi man indser at man er syg med stress – tværtimod, så mener jeg, at man er meget stærkt, for det kræver mod og en stor selvindsigt, at turde indse, at man er syg med stress.

Læs det indlæg jeg skrev, sidste år, da jeg var sygemeldt, ved at trykke her.

Hvis du har sprøgsmål, er du velkommen til at kontakte mig.

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg gerne med på min Instagram og facebookside, hvis du har lyst.