Når et akut simulations scenarie med ét bliver til virkelighed

tempimageforsave

ABCDE og CLOSED LOOP. Begge dele er noget jeg har øvet x flere i simulations scenarier, med dukker, i undervisnings situationer på sygeplejeskolen eller på hospitalet. Selvfølgelig har jeg prøvet at stå i lidt akutte situationer før, men så har jeg stået i uniformen og med flere erfarene kollegaer omkring mig.

I sidste uge stod jeg alene sammen med min sygeplejerske veninde. Vi var ikke i en øvelsessituation på studiet. Vi var der, midt i virkeligheden, hvor det skete, og hvor vi gik fra at være sygeplejersker “off duty” på bytur med en promille, der nok ikke havde været acceptabel, hvis vi havde været i vagt, til sygeplejersker, der vidste hvad de lavede.

Min gode veninde fra sygeplejeskolen og jeg, havde været i byen og danse og drikke drinks. Vi sad stille og roligt og spiste mad, pizza og cheese brugers, før at vi skulle hjem.

Pludselig og uventet opstod der slåskamp mellem to grupper af drenge. Først tog vi det roligt, så rykkede vi os lidt væk, dernæst satte vi i løb væk fra dem, fordi at de nærmede sig os og vi følte os ikke sikre i situationen. Men vi nåede ikke at løbe så langt, før at vi vendte om, og løb tilbage.

Vi hørte et ordenligt smæld, det var et baghoved som ramte asfalten. Det lød meget voldsomt. På meget kort tid fik vi den pågældende lejret om på siden, og vi så blod. Min veninde var hurtigt nede på knæ og her ringede jeg allerede 112. Fra start til slut brugte vi ABCDE og CLOSED LOOP. Det var ikke noget vi aftalte, det var bare noget vi gjorde, fuldstændig som om vi havde prøvet det før. Det havde vi jo egentlig også – endda også sammen. Men bare ikke med en ægte person, men på dukker, flere gange.

Hurtigt observede vi at personen havde en snorkende vejrtrækning, blødte fra hovedet og respirationen var bare ikke god. Der var ikke tale om hjertestop, men der var tale om en akut situation. Personen reagerede ikke på smertestimuli og personen var ukontaktbar. Når jeg sådan lige tænker tilbage, så var det faktisk rigtig ubehageligt at opleve. For det var jo ikke en dukke, men et levende menneske. Men vi bevarede roen, og fik begge to, af nogle omgange, sagt til venner, og andre, der flokkede sig omkring personen, at de skulle gå væk eller i det mindste holde sig i ro. For der var tumult, men min veninde og jeg fokuserede på personen, som lå der, og havde brug for hjælp.

Damen fra alarmcentralen guidede mig, og jeg guidede videre til min veninde, de ting hun sagde, havde vi allerede gjort – men det var utroligt rart at have hende i røret, som støtte, og som en beroligende professionel. Jeg tror ikke, at jeg før er blevet så hurtigt ædru, og har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen.

Læge, politi og ambulance kom. Inden de kom, blev personens vejrtrækning allerede lidt bedre, det blev den, pga. at vi lavede kæbeløft, for at sikre de frie luftveje. Da ambulance folket tog over begyndte personen at vågne en lille smule. Men kun meget lidt. Vi fik besked på, at personen var ok. At det slet ikke var sikkert, at personen skulle sys eller noget andet end “bare” med ind til observation. Stadig sidder jeg med følelsen af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvordan vedkommende har det lige nu.

Vi skulle afgive vidneforklaring til politiet, fortælle hvad vi havde set og gjort osv. Det var voldsomt det hele. Min veninde var smurt ind i blod og vores blodtryk var nok i den lidt høje ende, da ambulancen kørte afsted. Vi slentrede bagefter afsted, med absurd meget adrenalin i kroppen, vi gav hinanden et kæmpe kram, og blev enige om, at vi havde gjort vores bedste og talte om, “hold da op, der var vi da godt nok lige sygeplejersker i civil”.

Endnu en gang, kan jeg bare understrege, hvor sindssygt glad og taknemmelig jeg er for denne uddannelse jeg har taget. Mange havde sikkert klaret det ligesom os, men jeg mærkede en helt enorm professionalisme mellem min veninde og jeg. Jeg oplevede især også, at vi bevarede roen, i en situationen som ellers var ret akut og voldsom. Så til alle jer, der måske synes at simulations træning er lidt grænseoverskridende og irriterende, tro mig, det er godt givet ud. Tag med til alt den simulations træning I får tilbudt på skolen og i jeres praktikker. Man ved aldrig hvornår man får brug for at skulle være sygeplejerske. Jeg har i hvert fald, sammen med min veninde, fået min dåb som sygeplejerske i civil. Heldigvis sad ABCDE og CLOSED LOOP fast på vores rygrad.

Jeg håber, at vedkommende, som kom til skade, har det godt i dag og ikke havde behov for yderligere behandling. Jeg ønsker i hvert fald personen rigtig god bedring. Og så til alle drenge og piger! Lad nu vær’ med at slås. Det er for dumt og det kan virkelig gå galt :-(


Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Jeg har det ikke godt. Min lyst til at stå op om morgenen er væk.

Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.

For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?

Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.

Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.

Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?

Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?

Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.

Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?

Mvh. Anonym sygeplejestuderende på 4. semester


Facebook: Thedanishnurse

Instagram: Thedanishnurse

Jeg er sygeplejerske

… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.

Skal jeg give afkald på mit kald?

Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.

Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.

Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.

Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.

Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.

Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.

Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.

Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!

Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.

Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.

Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.

Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Søndags sygeplejerske sjov og sandheder

Jeg følger en masse sygeplejerske instagram profiler, seriøse og mindre seriøse. Nursegram_new er en af mine yndlings, når jeg skal smile lidt. Eftersom de sidste mange blogindlæg, jeg har delt, har været ret så seriøse, synes jeg at det var på tide, at dele lidt smil og sjov med jer her på bloggen. Jeg har udvalgt nogle af de, som jeg finder sjovest, enjoy:

img_1834img_1833img_1831img_1830img_1829img_1828img_1827img_1826img_1825img_1824img_1823img_1822img_1821img_1819img_1818img_1817img_1816img_1815img_1814img_1813img_1812

img_1811img_1810

Alle billeder er fra Instagram kontoen som hedder:

Nursegram_new

Tjek den ud for flere sjove sygeplejerske memes :-)

 

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

og på min Instagram her: Thedanishnurse

Råd til dig, som har et ønske om, at arbejde på en Neonatal afdeling

img_7768

Min lille nye fætter og jeg, for et par uger siden

Der er overvejende mange af jer, som læser med, der i ny og næ kontakter mig og spørger om hvordan og hvorledes jeg fik job på Neonatal afdelingen. Derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine egne erfaringer, og med tips og råd,.

Først vil jeg lige fortælle, at jeg selv ikke havde det sådan “jeg skal bare arbejde med børn”. Det var faktisk tilfældighederne, der førte mig dertil, hvor jeg er i dag. På studiet havde jeg det sådan lidt, at jeg vidste, at mange gerne ville arbejde med børn, og derfor valgte jeg hurtigt, at jeg ikke ville se mig fast på ét bestemt speciale.

Da det kom til, at jeg skulle vælge praktikpladser på modul 11 og 12 valgte jeg så “obstetrisk speciale”. Jeg valgte også andre specialer med børn, herunder også Neonatal afdelingen. Jeg var så heldig at jeg fik mit obstetriske ønske opfyldt og det var her min “pædiatriske sygeplejerske” for alvor begyndte at vokse inden i mig. Jeg var i praktik på barselsgangen, fik efterfølgende timelønnet vikar studiejob der og blev ansat i et halvt års vikariat.

De gange jeg var med til at indlægge nyfødte fra barselsgangen til neonatal afdelingen, kunne jeg godt mærke, at jeg synes det var spændende at være gæst på neo og jeg havde lyst til at blive der. Men jeg var splittet, for jeg elskede også mine “mødre og fædre” som også var mine patienter fra barselsgangen. Jeg elskede det sammenspil der var, at jeg var sygeplejerske for en hel familie, mor, far og baby, men savnede lidt mere aktion. Derfor faldt det mig helt naturligt at søge ind på neonatal afdelingen. Her får jeg nemlig det hele, jeg ser mig selv som at være både neonatal sygeplejerske, men i den grad også barselssygeplejerske.

Jeg var godt klar over, at jeg med kun et halvt års erfaring som sygeplejerske, nok ikke var den som stod stærkest til en eventuel ledig stilling på en neonatal afdeling. Men jeg kom alligevel igennem nåleøjet, og fik arbejde på drømmearbejdspladsen.

Mine råd:

1.

Har du et ønske om at arbejde på en neonatal afdeling, så er mit første råd helt klart bare at gå efter det – Alt er muligt! Jeg tror det aller mest vigtige er, at man brænder for det og er opsat på at lære.

Men jeg tror samtidig også, at det er rigtig godt at have noget erfaring i bagagen, inden at man starter på en neonatal afdeling. Især hvis det er på en intensiv afdeling, som den jeg er på. Men jeg vil samtidig også sige, at jeg ikke tror det er umuligt, at komme direkte fra studiet og ind på en neonatal afdeling, heller ikke hvis man slet ingen børneerfaring har. Men det er helt klart et kæmpe plus, hvis at man har været i praktik på en neonatal afdeling eller en anden børneafdeling.

Jeg vil råde jer, som ønsker job på en neonatal afdeling om at søge praktik på en neonatal afdeling, alle de gange I har muligheden for selv at søge praktik, og hvis I ikke får jeres ønske opfyldt, så prøv at søg et uopfordret studiejob på en neonatalafdeling eller på en barselsgang. Hvem ved, det kan jo være at de lige netop står og mangler en timelønnet vikar :-)

2.

Jeg er selv rigtig glad for at have min viden fra barselsgangen i ærmet, så sent som i nat, så stod jeg i en halv time inde på en stue, og vejledte i amning og det lykkes at få den lille ny til at tage fat og begynde at spise hos sin mor. Jeg kan tydeligt mærke at jeg er stærk, når det kommer til amning og spædbarnspleje, og det ville jeg ikke være foruden, på mit nuværende arbejde som neonatal sygeplejerske. For uanset om et barn er født raskt og til tiden, eller om det er født for tidligt, eller født med en sygdom, så har både forældrene og barnet behov for en sygeplejerske, som er kyndig i at varetage spædbarnspleje og pleje til forældrene med det nyfødte barn.

Så jeg tror, at mit nr. 2 vigtigste og bedste råd er, at prøve at søge job på en barselsgang først. Det giver bare så god mening, at være god til spædbarnspleje og til pleje af de nybagte forældre – inden at man starter på en neonatal afdeling – men igen – det er ikke et must. En ting er alt det med amning, men en anden ting er det kommunikative og hele sygeplejerske-forældre relationen. Den relation er så uhyr vigtigt, både på en barselsgang, men især også på en neonatal afdeling.

Har I nogle spørgsmål, så stil dem gerne, så skal jeg prøve at se om ikke jeg kan svare :-)

Og så en lille anekdote, jeg var for nyligt til navnefest hos min lille søde fætter, som jeg står med i mine arme på billedet. Her sagde min mor og flere andre familiemedlemmer, at man godt kunne se, at jeg arbejder med babyer til hverdag. Jeg tænker ikke selv over det, det falder mig bare naturligt alt det med babyer, men det er helt sikkert ikke noget som jeg er kommet sovende til. De første mange gange jeg skulle holde en nyfødt baby, var jeg lige sige hunderæd, som nogle af forældrene er, men jo flere gange jeg har stået med en baby i mine arme, jo mere naturligt at det blevet og i dag tænker jeg slet ikke over det.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

 

BACHELOR EKSAMEN – tips & råd

Jeg er blevet kontaktet af flere af jer søde læsere om tips og tricks til bacheloreksamen, og derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine personlige tips og råd herom. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg på ingen måde er mester eller ekspert i eksamen. Jeg vil faktisk sige tvært imod, da jeg er super nervøs, en genert person og så hader jeg virkelig eksamen – det har jeg altid gjort.

Men forunderligt nok, så har jeg formået at klare mig godt igennem sygeplejerskeuddannelsen, med pæne karakterer (synes jeg selv) og derfor finder jeg det passende at dele ud af de råd som jeg har i ærmet. MEN der er altså ikke nogen garanti, og der er heller ikke noget facit på hvordan man går til bacheloreksamen. Det er meget individuelt, da vi allesammen er forskellige, og alle eksaminatorer og censorer er forskellige og vil “have” noget forskelligt.

Men det kan vel ikke skade, at jeg skriver lidt om min bacheloreksamen som fandt sted for et år siden :-)

I min bachelorgruppe var vi 3 som havde skrevet sammen. Jeg var den første af os tre som skulle op og forsvare vores projekt. Jeg var på den ene side ved at dø over at jeg var den første, men samtidig synes jeg også, at det var rart. For så fik jeg det overstået hurtigst muligt. Lige meget om hvornår på dagen man skal op, om man er den første eller sidste, så prøv at finde fred med, at lige meget hvad, så skal det nok gå og det skal bare overstås. Det værste som der kan ske er, at man dumper, og så kan man gå op igen. Bacheloreksamen og karakteren er ikke noget som gør dig til en bedre eller dårligere sygeplejerske. Når du har dit bevis og din autorisation, så skal du for alvor i gang med at lære hvad det vil sige, at være sygeplejerske, og du skal finde fodfæste og forme dig selv ind til den sygeplejerske du gerne vil være – og tro mig, det er det som bliver rigtig svært og til tider hårdt!

Prøv at finde lidt fred med at bacheloreksamen “bare” er endnu en eksamen i rækken, ud af alle de mange eksamener du har været til i løbet af sygeplejerskeuddannelsen. Jeg ved godt, at det er super let for mig at sidde at skrive det her, da jeg har den oversået og er på den anden side. Men det fede er, at det er DEN SIDSTE eksamen, i hvert fald på sygeplejerskeuddannelsen ;-)

Jeg husker tydeligt den dag hvor vi endelig fik afleveret vores bachelorprojekt, det var den største lettelse jeg længe havde oplevet. Jeg husker det som, at nu var jeg fri og nu kunne jeg igen trække vejret normalt (jeg overdriver ikke!). Dagen hvor vi afleverede fejrede vi med god mad og drinks, og dansede til den lyse morgen, det var en fantastisk dag!

Et par dage senere vågnede jeg op til virkeligheden, for nu kom den aller sværeste del. Nemlig forberedelse af den mundtlige besvarelse. Bachelorforsvar… Yiiiks!

Når man har afleveret bachelor sammen i en gruppen, som jeg gjorde, skal man op og forsvare enkeltvis, og enkeltvis udarbejde sit forsvar. Jeg ved ikke om det er lige sådan på studiet nu, men det går jeg ud fra.

Mine to makkere skrev forsvar om nogenlunde det samme emne og jeg valgte et helt andet og gik min helt egen vej. Det gjorde jeg fordi at jeg simpelhent fandt det enormt spændende, det som jeg perspektiverede til. Jeg har fra den dag vi fik undervisning om konstruktivisme i videnskabsteori, fundet det meget spændende. I bachelorskrivningen valgte jeg derfor ret hurtigt, at jeg til mit forsvar ville fokusere på konstruktivisme. Det er lidt langhåret, og kan være meget abstrakt, derfor tror jeg heller ikke, at I som læser med, vil få noget særligt ud af at se mit talepapir, som jeg brugte til eksamen.

Da jeg sad og skulle forberede mit forsvar, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg havde enormt svært ved at finde fokus, og enormt svært ved at finde ud af hvor og hvordan jeg skulle starte. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte og sagde højt til mig selv… >> Jamen.. det er jo bacheloreksamen, jeg skal jo vide ALT!<<. Det stressede min lille hjerne helt vildt, det der med at jeg nu til denne eksamen faktisk skulle bevise, at jeg vidste rigtig meget, om hvad det vil sige, at være sygeplejerske og at jeg skulle bevise, at jeg havde lært en masse gennem hele studiet.

Jeg valgte derfor jeg at udarbejde en planche, denne havde jeg også med til eksamen, og ud fra den fremlagde jeg. Det er ikke must eller et krav eller noget som helst, men det fungerede godt for mig og gjorde, at jeg var mere rolig til eksamen. Det bedste ved denne planche var faktisk selve processen. Jeg fik skabt et overblik over vores projekt til mig selv, og jeg fandt ud af, mere præcist hvad ville komme ind på til mit forsvar. Jeg hyggede mig med at lave den, så det var faktisk ren terapi for mig. Jeg nørklede og nussede med at lave denne planche og på den måde fik jeg kanaliseret noget af al min nervøsitet væk og brugte i stedet energi på at være lidt kreativ.

img_4470

Mit forsvar:

Jeg valgte at lægge en anden videnskabsteoretisk tilgang nedover vores opgave, jeg forklarede kort om konstruktivisme, og herefter fremlagde og forklarede jeg hvordan vi med denne tilgang også kunne have belyst vores problemstilling. Jeg synes det var mega spændende at lave dette forsvar, det var et stort arbejde, for jeg skulle sætte mig ind i en helt anden videnskabsteoretisk tilgang. Men for mig var det vigtigt, at jeg fandt det spændende, det som jeg skulle fremlægge, for jeg har fundet ud af, at hvis jeg brænder for noget – så skinner det også igennem :-)

På min planche kan I se at jeg øverst har skrevet perspektivering, det var det som jeg startede med at fremlægge. Resten af planchen er selve projektet, som jeg havde listet op i korte stikord. Da jeg derhjemme øvede mit forsvar igennem, hjalp det mig utrolig meget til at sætte mine egne ord på og det gjorde, at jeg til eksamen ikke hang fast i mit mit talepapir. Jeg brugte det faktisk slet ikke.

Råd:

  • Prøv at lade være med at fokusere på karakteren. Karakteren fortæller intet om den sygeplejerske du kommer til at være fremover. Det er bare et dumt tal, som unødigt stresser dig.
  • Optag dig selv når du øver dit mundlitge forsvar, sæt  tid på sådan at du kan se hvor længe det varer. Øv dig foran venner, kæreste, familie. Det er en rigtig god idé at have øvet det igennem og have sagt ordene flere gange. Jeg øvede mig kun overfor mig selv. Jeg optog med telefonen og stod foran spejlet :-)
  • Sørg for at få god søvn inden eksamen, jeg tog et lille glas rødvin, som sove medicin, jeg kunne nemlig slet ikke sove dagen inden, haha.
  • Lad være med at læse amok dagen inden, det sætter sig alligevel ikke fast (det gjorde jeg alligevel, men seriøst, lad være med det – det stresser dig kun unødigt)
  • Er du super nervøs til eksamen, så fortæl det til censor og eksaminator inden eksamen rigtigt starter. Det gjorde jeg. Det hjalp lidt på min nervøsitet.
  • Tag noget tøj på som du føler dig godt tilpas i på selve dagen. Lad være med at tænke på at der skal tages billeder, worst case scenario, kan du altid tage skiftetøj med i tasken;)
  • Sørg for guds skyld for at være helt hjemme i dit bachelorprojekt. Kend det ind og ud, læs det igennem 100 millinoner gange og én gang til. Du skal forsvare det her projekt, derfor skal du også vide hvad der står, alle steder. Selvfølgelig kan du ikke huske alt til mindste detalje, men overordnet skal du virkelig vide hvad der er blevet skrevet og hvad du/I er kommet frem til af fund osv.
  • TRO PÅ DIG SELV og prøv, så vidt muligt, at lade være med at sammenligne dig med andre. Når denne eksamen er overstået, får du dit sygeplejerske kørekort, først derefter skal du ud og lære hvad det vil sige og hvordan man er sygeplejerske. Jeg har fået mit drømmejob, og jeg tror ikke på, at de har kigget på min bachelor og nærstuderet mine karakterer. Det er virkelig ikke særlig vigtigt. MEDMINDRE du skal søge ind på en kandidat udd. så har karakteren selvfølgelig noget at sige.

Og her er vi så, tre sindssygt lettede og meget glade nyudklækkede SYGEPLEJERSKER! Flere af jer er sikkert vildt nysgerrige på vores karakterer, og det er også helt ok. Jeg fik et 10tal og mine to super super dygtige makkere og dejlige veninder scorede begge to 12!!! Så flot!

Pøj pøj og held og lykke til jer allesammen som lige nu sidder og forbereder jer til bacheloreksamen. Stil endelig spørgsmål, så skal jeg prøve på at svare, men husk jeg ved slet ikke alt og er på ingen måde ekspert. Mht. til min planche, så tog jeg bare chancen, der kan sikkert være censorer og eksaminatorer, som slet ikke vil have at man laver sådan en. Jeg ved at andre også laver mindmaps på computeren, og nogle har også bare et simpelt talepapir med ind til eksamen. Det er meget individuelt hvad der virker for den enkelte.

img_4529

Kh. Frederikke, Sygeplejerske og Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Ugens Sygeplejerske

Sidsel, 26 år, Sygeplejerske

sidsel1

Hvorfor blev du/læser du til sygeplejerske?

Egentlig ville jeg læse Logopædi på SDU, så jeg søgte ind og fik en standby plads, hvilket gav mig et sabbatår mere. I det år rejste jeg med Adventuredk til Indonesien og Malaysia i to måneder sammen med 19 andre fantastiske danske unge. På den rejse skete der noget, som jeg ikke helt selv er klar over. Men da jeg kom hjem, var jeg sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Jeg søgte ind og fik optagelse i februar 2013. Min mor har siden jeg var barn talt for, at jeg skulle være sygeplejerske, men det har jeg afvist. At befinde mig på et sygehus, så jeg ikke som en mulighed, fordi jeg som 16 årige selv var indlagt. Jeg kunne slet ikke se mig selv være på et sygehus i det daglige. Men mor fik ret, og jeg er nu sygeplejerske. 


Hvilket speciale arbejder du inden for/hvad interesserer dig?

Under min studiepraktik var jeg på et hæmatologisk ambulatorium, og lige dér startede min interesse for det højt specialiseret specialet. Her lærte jeg at sige myleomatose, som betyder knoglemarvskræft. Patienterne med denne sygdom lever med en uhelbredelig kræftsygdom – nogle kort og andre i længere tid. Jeg har altid været klar over, at jeg ikke var tiltrukket at de korte møder i Sundhedsvæsnet som sker på fx skadestuen eller på en ortopædkirurgisk afdeling. Derimod elsker jeg at have mulighed for at lære patienten og de pårørende godt at kende og indgå i et lidt længere samspil. Dét kunne lade sig gøre i hæmatologien. Efter min praktik, blev jeg ansat på sengeafdelingen som timelønnet.


Efter endt uddannelse, blev jeg som nyuddannet ansat efter en uformel første gangs jobsamtale. Jeg elsker at møde de hæmatologiske patienter, og jeg er vild med at de kan genkende mig, når de genindlægges. Arbejdet med hæmatologien rummer både akut, planlagt og palliativ sygepleje for patienterne, og det er et meget udfordrende speciale men også givende menneskeligt arbejde.

Akut, når patienter fx efter behandling med kemo får en infektion og er i risiko for at gå i sepsis, her skal der handles hurtigt.

Planlagt, når patienten kommer ind til indlæggelse for at modtage kemobehandling, hvor der skal tales omkring bivirkninger og håbet for at behandlingen.

Palliativ sygepleje er der en del af. Palliation starter ved diagnosen. Jeg er ofte deltager i små eller længere samtaler omkring livsønsker, livsfortælleringer og familieforhold. Jeg tænker ofte over, hvad der mon er efter livet – og det er der mange forskellige bud på eller ønsker til. Egentlig var jeg ikke særligt fristet af den akutte del, men den er faktisk også ret spændende.

Min største interesse i sygeplejen er patienten.


Beskriv din bedste oplevelse i uniformen? 

Der er rigtig mange og nogle ret personlige. De bedste små, men alligevel også særlige, er dem der sker til ”hverdag”. Jeg gik en eftermiddag ind på en stue til en patient, som jeg tidligere havde mødt under en anden indlæggelse. På stuen blev jeg mødt med disse ord: >>Hej Sidsel, er det dig der er hos mig i aften?<<. Jeg blev tydeligvis glædeligt genkendt og patienten kunne huske mig og mit navn fra sidst, vi så hinanden. Det får smilet frem hos mig.

I en anden aftenvagt havde jeg seks patienter, ud af de seks patienter spurgte fem af dem om følgende inden jeg gik hjem. >>Er det også dig der kommer i morgen?<<. Det var det. Og jeg fik smil og >>Det er godt! Vi ses i morgen<< med mig hjem. Når man får ros for sin sygepleje, er det lige meget fra hvem rosen kommer fra. De pårørende er også rare mennesker – især når de er sikre på, at man vil dem og deres syge ægtefælde, forældre eller ven det allerbedste. Så kan det godt være at de til at starte med spørger >>Hvor længe har du så været på afdelingen?<< til at starte med, men det kan jeg godt sætte mig ind i hvorfor de gør. Det rare er så når de efterspørger en, og på hver sin måde anerkender mit arbejde og mig.


Har du oplevet en situation der har været udfordrende? 

Det gør jeg ved hver vagt – nogle lette andre svære, men det er ikke til at undgå udfordringerne og heldigvis for det.

Jeg har bl.a. stået i en særlig udfordrende situation omkring behandlingsvalg. Patienten og de pårørende var af den tro at religion kunne helbrede den alvorlige sygdom. Lægen mente noget andet ud fra den viden og erfaringer han havde. Uden behandling ville patienten ikke leve særlig længe. Patienten ønskede ikke at vide hvor længe og lægen skulle informere herom. Det var svært at være mellemled i den samtale. Jeg er selv ikke særlig religiøs, men jeg kunne tydeligt mærke at patientens tro var stor og stærk. Lægen fik sagt at nogle mente at lægevidenskaben var en gave fra Gud, og at han havde oplevet at de kunne gå hånd i hånd.

Patienten skulle tænke meget over det. Vi talte meget om det. På et tidspunkt kom jeg også til at sige til patienten. >>Her ser da Herrens ud, jeg må vidst lige skifte dit sengetøj og tørre saftevandet op fra gulvet. Ups. Hov, sådan siger man vidst ikke<<, fik jeg reddet situationen. Så grinte vi lidt sammen over det.


Har du oplevet travlhed som værende ødelæggende for din sygepleje? 

Travlhed er sygeplejens værste fjende, og vi kæmper mod hinanden hver eneste minut på hver vores banehalvdel. Sådan føles det. Den kamp er trættende og den er ødelæggende for min sygepleje og lyst til sygeplejen.

Min arbejdslyst bliver minimeret totalt, når der ikke er tid eller når jeg kun har mulighed for at yde sygepleje med 50 %. Jeg hader det. At gøre arbejdet halvt giver en følelse af ikke at gøre sit arbejde tiltrækkeligt, og det er jo logisk nok. Men det er også hårdt at have det sådan ofte. Det er jeg ikke tilfreds med eller tilpas i. Når jeg kommer hjem fra arbejde er jeg brugt. Så brugt at jeg desværre ikke har overskud til at tage på vincafe eller bare et enkelt glas vin herhjemme med min kæreste. Det gør ondt at sige fra og opleve kollaps, som The Danish Nurse kalder det. Jeg vil så gerne sygeplejen, men presset ødelægger faget og lysten til faget. Det er synd, for det er det fag jeg ser mig selv i, og det er et fag som mange danskere er taknemlige for findes.


En god sygeplejerske (beskriv med 3 ord)?

Ansvarsfuld, oprigtig og selvfølgelig meget omsorgsfuld.

Der ud over kan det være en fordel at være hurtig løber, have mindre vandladningstrang end normalt og være ekstrovert. Jeg er dog ingen af delene…


Gode råd til andre sygeplejersker/sygeplejerskestuderende?

Jeg har været uddannet i omkring 10 måneder – med en ansættelsesstart fra d. 1. juli 2016 – midt i sommerferieperioden – og jeg afholdte blot en ugens ferie efter BA’en. Den ene uge gik altså meget stærkt! For stærkt. Det var ikke helt så fedt, erfarede jeg mig efterfølgende. Jeg ville ønske, at jeg havde startet noget senere, og dermed givet mig selv lov til en god ferie, hvor jeg kunne slappe af og nyde sommeren.

Der ud over har jeg siden min ansættelse endnu ikke afholdt ferie eller særlig meget afspadsering, jeg har levet på mine betalte fridage, som det hedder. Kunne jeg gøre dét om, havde jeg efter 3 eller 4 måneder taget en eller måske endda to ugers selvbetalt ferie. Det havde jeg brug for, og det tror jeg faktisk ville gavne de fleste. Som et lille afbræk i det nye voksenliv som sygeplejerske. For sikke en forskel det er at gå fra studerende til sygeplejerske. CHOK! Selvfølgelig skal det hænge sammen økonomisk, men det kan man jo evt. planlægge sig ud fra i god tid. Jeg har fri i godt 12 sammenhængende dag i maj, fordi jeg skal giftes – og til juli skal jeg holde 17 dages optjent ferie. Det ser jeg meget frem til, rigtig meget, måske faktisk lidt for meget.

Et andet råd jeg vil give, handler om natarbejde. Jeg blev til min ansættelsessamtale spurgt om, hvordan jeg gerne vil arbejde; dag og nat eller dag og aften. Det skulle være sundest blot at have to holds skiftede vagter frem for tre. Jeg sagde, at jeg gerne ville ansættes til dag og nat. Det har jeg siden fortrudt, jeg skulle aldrig have sagt ja til nattevagterne. Jeg var fuldstændig uvidende om, hvad det fik af betydning for mig. Jeg havde aldrig haft en nattevagt før, og det havde min krop eller psyke heller ikke! Det kunne passe bedst ind i mit privatliv, troede jeg. Mit råd er derfor at afprøve nogle nattevagter, før man siger ”ja tak” til dem. Der skal nok være plads til at tage en ekstra af dem i ny og næ, men de er meget svære at komme af med. Som det er for mig, kan jeg ikke arbejde på afdelingen uden nogle vagter om natten. Jeg har fået færre nattevagter ved også at arbejde om aftenen. Jeg kan dog mærke, at dette desværre ikke er en holdbare løsning for mig på sigt.

Og det tredje råd fra mig bliver: Brug dine sygeplejeveninder eller kollager! Jeg har under mit studie haft fire piger, som jeg nu ses med ca. 1 gang om måneden til kage, bowling eller tidlig aftensmad til en masse snak. Det er rart ikke at føle sig alene, få talt om problematikkerne og delt de gode oplevelser. Vi er alle fem overraskede over hvor let vi faktisk har haft ved at finde tid til os, vi er trods alt fem fuldtidsarbejdende sygeplejersker.

Skulle du have lyst til at følge min vej ind i sygeplejefaget, kan du finde mig på Instragram under navnet, @Sygeplejesidsel. God arbejds- og studielyst!


Vil du være med i Ugens Sygeplejerske? 

Så send mig en besked :-) 

Følg min blog på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på Instagram her: Thedanishnurse

Pludselig gik det op for mig at jeg står på den anden side nu

img_1415Mandag i sidste uge var vild. Det var den fordi at min comfortzone blev udfordret, sådan rigtigt, flere gange i løbet af denne mandag. Det var ikke kun på neonatalafdelingen, men også senere på dagen uden kittel på.

Det var mandag morgen, en ny uge og en ny dag på neonatalafdelingen. Jeg har været ansat på afdelingen i ca. to og en halvmåned nu og kan tydeligt mærke, at jeg er begyndt at føle mig meget mere sikker i de ting jeg går og laver. Det vil sige at jeg ikke længere har behov for at spørge en kollega om vejledning, næsten hver gang, når jeg udfører en sygeplejefaglig opgave. Det er virkelig rart og befriende at være mere sikker, og vide at jeg er ok almen kompetent i specialet.

Jeg har f.eks. fået godt styr på sondeanlæggelse, medicinpumper, udstyr, blodprøver, medicin administrering og meget andet. Dog kan jeg tit stadig stå og føle mig meget grøn, specielt når jeg skal ind på en stue til et barn og en familie, som jeg ikke før har mødt. Efter næsten hver vagt har jeg lyst til at have en hel dag, hvor jeg bare kan sidde og læse på alt det, som er nyt for mig. Det er desværre ikke muligt, hehe… og jeg er som regel for træt til at læse, når jeg kommer hjem. Kommer tid – kommer råd… er det ikke sådan man siger? Jeg er sikker på, at jeg nok skal få læst, når jeg har tid og ro til det. Jeg er stadig inde i en oplæringsfase og suger en masse nyt til mig hver dag.

Men mandagmorgen, i sidste uge, skete der noget vildt. Jeg var i dagvagt og efter vores morgenbriefing spurgte en sygeplejestuderende om hun måtte gå med mig i vagten. Først blev jeg lidt befippet og tænkte >>aaah hun må da tro at jeg er en anden<< men så gik det op for mig, at hun mente det, og at hun gerne ville gå med mig.

Lille bitte mig, som til tider kan føle mig ret usikker, og som faktisk også sagtens stadig kan føle mig som studerende når jeg er i vagt. Jeg sagde selvfølgelig ja! Og vi havde en god dag. Det var rigtig lærerigt for mig at have en sygeplejestuderende under mine vinger, for jeg skulle lige pludselig fungere som vejleder og forklare hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var selvfølgelig også helt vildt grænseoverskridende, men helt klart på den gode måde. Jeg måtte meget hurtigt lige fortælle at jeg og sundhedsplatformen (SP) ikke er super gode venner. Jeg kan nemlig stadig have svært ved diverse ting, når jeg skal dokumentere i SP. Men det er jeg vist ikke alene om.

Men ellers så startede vi dagen, sådan som jeg har lært og som jeg gør når jeg i vagt. Først fik vi kort rapport fra nattevagten, så loggede vi ind i SP for at se at der var noget relevant at læse lige nu og her og dernæst gik vi ind på stuerne og sagde godmorgen og tjekkede udstyr.

Især det her med ar tjekke udstyr var rigtig lærerigt for mig. Det at jeg pludselig skulle stå til ansvar for at forklare hvad jeg tjekkede, og hvorfor og hvordan jeg gjorde, var rigtig godt. For i og med at jeg skulle forklare og vejlede, så fik jeg også selv reflekteret over hvorfor det nu lige præcis er, at jeg gør som jeg gør. Da vi var færdige med at tjekke udstyr, sagde den studerende til mig, at hun ikke havde oplevet andre tjekke udstyr så grundigt, som jeg gjorde det – hehe. Det tror jeg helt klart handler om, at jeg stadig er ny i gårde, og fordi at alt nok foregår lidt mere langsomt og måske lidt i slowmotion når det er mig, end når det f.eks. er en rutineret neonatalsygeplejerske der tjekker udstyr på stuerne.

Jeg spurgte den sygeplejestuderende “hvor langt” hun var, og fandt hurtigt ud af at hun var rigtig gæv og allerede kunne en masse og selvstændigt. Det var helt vildt skørt, men spændende og udviklende for mig, at jeg pludselig stod på den anden side og skulle vejlede og lære fra mig. Jeg har kun været færdiguddannet siden juni, og er jo sådan set selv stadig i gang med at lære hvordan man gebærder sig i sygeplejefaget, men jeg er helt sikkert vokset et par centimeter efter at have haft den studerende med mig forleden. 

Samme uge, havde jeg en anden studerende under mine vinger, hun henvendte sig til mig, ligesom den anden studerende havde gjort. Og jeg blev faktisk rigtig glad. Det er da på en måde lidt fedt at de overhovedet har lyst til at gå rundt sammen med mig. Det må jo altså betyde, at jeg kan finde ud af et eller andet:-)

Jeg håber at begge de studerende fik noget ud af at gå med mig, selvom jeg som dem på en måde jo også stadig er studerende. Jeg vil i hvert fald kalde mig selv for at være en slags neonatalsygepleje-studerende. Selvom jeg da stolt ude i byen kalder mig for neonatalsygeplejerske :-) Jeg tør godt røbe, at jeg er meget stolt af at være sygeplejerske, og jeg er kun blevet endnu mere stolt af at være sygeplejerske, efter at være startet på neonatalafdelingen. Er du vimmer en masse seje sygeplejersker jeg hver dag går og lærer af og ser op til!

* Et god råd til nyuddannede, nyansatte og studerende: vær ærlig og tro mod dig selv. Det er meget bedre og virkelig vigtigt at bekende kulør og fortælle hvis der er noget man ikke kan eller ikke ved. Det er ganske naturligt og helt ok at man ikke ved alt. Sygeplejerskeuddannelsen er en basisuddannelse, hvilket vil sige, at man først rigtigt skal i gang med at lære i dybden og specialisere sig, når man er færdiguddannet. På min afdeling er jeg/vi så priviligeret at der faktisk tit er ekstra lærermestre tilstede. Nemlig forældrene. Har de været indlagt i ca. nogle uger, har de som regel allerede rigtig godt styr på plejen og behandlingen til deres børn, hvilket er så super cool, og helt fantastisk, især når man ikke er en erfareren neonatalsygeplejerske.

For lige at vende tilbage til starten af min blogindlæg, til det med comfortzone, så skete der mere denne mandag som for mig var udviklende. Ikke nok med, at jeg var dagligvejleder for første gang på neonatalafdelingen, så skete der også noget vildt lidt senere på dagen. Jeg går til samba om mandagen, 3 timer, og jeg nyder hvert eneste minut! Og uden at prale eller overdrive, så er min danseinstruktør, som minimum, den dygtigste samba danseinstruktør i Danmark. Vi øver og træner i øjeblikket op til karneval som er hvert år i pinsen. Vi øvede en bestemt koreografi, som jeg overhovedet slet ikke har sådan styr på, men jeg kan den da lidt. Imens at vi øvede den, gik min danseinstruktør ned bagved og kaldte på skiftevis forskellige fra danseholdet op foran, sådan at de på skift underviste os andre i koreografien.

Pludselig råbte hun “Esmaralda”… Mit dansenavn er Esmaralda (vi har allesammen et dansenavn, som vi har fået tildelt på baggrund personlighed og udseende). Jeg tænkte >>aaah.. okay, der må være én anden der også har fået det navn<<. For det kunne i hvert fald ikke være mig hun mente, skulle op foran, og undervise de andre i en koreografi, jeg slet ikke havde styr på. Men min instruktør forsatte … >>… ja Esmaralda, det er dig jeg mener, der er ikke andre Esmaraldaer<<.. Og her begyndte adrenalinen så at pumpe. Men jeg prøvede samtidig at slappe lidt af, og tænke på min oplevelse fra tidligere på dagen, hvor den sygeplejestuderende “kaldte mit navn” og ville gå med mig og have mig som dagligvejleder. På samme måde som jeg var dagligvejleder tidligere på dagen, kunne jeg overføre det til at skulle lære fra mig til mine med-dansere. Selvom jeg ikke er den dygtigste på danseholdet, ligeså vel som jeg heller slet ej er den dygtigste på neonatalafdelingen, så kan jeg stadig noget, og jeg har alligevel en masse at lære fra mig. Da jeg stod oppe foran alle de andre og skulle øve koreografien, fik jeg hjælp til de trin jeg ikke kunne huske, men for eksempel så talte jeg takter højt og tydeligt, for det kunne jeg da finde ud af. Det var en stor oplevelse at blive kaldt op foran de andre, og ligesom at jeg tidligere på dagen var groet et par centimeter på neonatalafdelingen, voksede jeg også et par centimeter til min danseundervisning. Det er virkelig godt at blive skubbet ud af sin comfortzone i ny og næ, selvom det kan føles helt vildt nervepirrende.

Min pointe med det her indlæg er, at selvom man ikke er perfekt og den bedste, så kan man stadig lære fra sig, inspirere andre og vi har alle sammen forskellige talenter, svagheder og styrker. Lad os hjælpe hinanden og løfte i samlet flok både på sygeplejegulvet, dansegulvet og hverdagsgulvet -sammen er vi i hvert fald stærkere, og sammen kan vi hjælpe hinanden og udvikle vores kompetencer på kryds og tværs.

God tirsdag!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Skal jeg være bange? Er det et dumt valg?

fd075216-c7cc-4398-bf79-62b6b2f2bc10

Jeg modtager efterhånden flere og flere e-mails og private beskeder på min facebookside og på min Instagram profil og det er rigtig glad for. Desværre er jeg ikke altid lige god om at svare med det samme, fordi at jeg simpelhent knokler r*ven ud af bukserne i den her nye tilværelse som sygeplejerske.

Men forleden, da jeg sad i min sofa, mørbanket og træt efter 5 hårde og travle dagvagter, tikkede der en besked ind fra en sygeplejestuderende, som straks inspirerede mig til at skrive dette blogindlæg. Jeg fik lidt en klump i halsen, da jeg læste beskeden.

Den sygeplejestuderende skrev blandt andet:

>>Skal jeg være bange? Er det et dumt valg, at blive sygeplejerske, selvom der vel er brug for os?<<

Av.. disse spørgsmål fra den sygeplejestuderende satte sig som en kniv i mit hjerte. Hun skrev, at hun læser og følger mig, og mine historier og at det godt nogen gange kunne skræmme hende lidt, og simpelhent få hende til at tvivle, om det nu også er det rigtige valg at læse til sygeplejerske. Og at hun godt kunne bruge nogle gode og fede oplevelser at se frem til og styrke sin drøm på.

Wauw.. jeg var ikke i nærheden af at tænke, at jeg med mit skriveri virkelig kunne påvirke så meget. Det satte mine tanker i gang, og jeg er meget taknemmelig og glad for at denne sygeplejestuderende kontaktede mig. For hvis hun føler sådan, er der nok også andre der sidder og føler sådan.

Jeg ved godt, at mange følger med i mit lille sygepleje univers, men jeg var ikke klar over hvordan og hvor meget jeg ubevidst faktisk påvirker, nok især sygeplejestuderende, der læser med. Jeg vil først og fremmest lige understrege, at jeg på ingen måde, og tvært imod, ønsker at skræmme nogen væk fra sygeplejefaget. Det er og bliver et fantastisk fag (fed streg under dette!!!).

Jeg skriver for at give et ærligt indblik i hvad det vil sige at være sygeplejerske og jeg er blevet bedre, synes jeg selv, til også at fokusere på de gode historier. Noget som jeg lærte og blev opmærksom på, på Meningsdanneruddannelsen :-) MEN jeg vil ikke male et uægte billede af hvad det vil sige, at være sygeplejerske. Det er ikke en hemmelighed, at det ikke er rosenrødt at være sygeplejerske. Travlheden er en trussel i en sygeplejerskes hverdag, og når man er nyuddannet og lige færdigbagt sygeplejerske, kan det være ekstra hårdt og svært at følge med, når det hele koger derude på afdelingerne. Jeg skriver, når jeg føler, at jeg har noget på hjertet, og det har jeg især, når jeg oplever travlheden som en fjende. Jeg mener det er yderst vigtigt at fortælle historier fra sygeplejeverden, også de historier, som ikke er rosenrøde. Netop for at skabe et fokus på at vi ikke må lade os tage til takke med de urimelige tilstande vi til tider står i.

Det er møg frustrerende at opleve de travle vagter, og det er slet ikke spor sjovt at være nyuddannet i det virvar, som jeg vil påstå at det er, når der virkelig er travlt og underbemandet. Jeg tror, for at være helt ærlig, at mange nyuddannede sygeplejersker har grædt, flere gange, efter sådanne vagter. Jeg tror også at det er helt normalt og en del af at være sygeplejerske. Det er et føle-fag, hvor man har at gøre med mennesker der er i krise på den ene eller anden måde. Derfor er det nærmest umuligt ikke at blive påvirket, medmindre at man er lavet af sten, og er man det, så læser man nok ikke til sygeplejerske. Jeg tror at man som kommende sygeplejerske skal foreberede sig på at man nok kommer til at få sig et par tudeture, måske allerede som studerende. Og så tror jeg, at man skal finde fred med, at det er helt ok at opleve disse tudeture. Det er kun sundt og et tegn på at man er et menneske som føler og som er i kontakt med sig selv og sine grænser.

Men jeg tror også, at det er vigtigt, at man som kommende sygeplejerske reflekterer over, om man vil og har mod på at være en del af et fag som rør en helt ind til sjælen. Det finder man hurtigt ud af i de første praktikker. Første gang hvor jeg sådan rigtigt reflekterede og græd, som sygeplejestuderende, var da jeg i min første lange praktik oplevede at en patient fik hjertestop.

Jeg var på udveksling i Spanien, og var i vagt med kun en anden sygeplejerske. Mig og hende og et opkald fra en medpatient med beskeden om, at en patient var faldet om med hjertestop. Det er en oplevelse som sidder dybt i mig og som jeg aldrig vil glemme. Det gik stærkt, vi var professionelle omkring hele episoden og jeg fik debriefet og talt det hele igennem. Men da jeg kom hjem og var alene i min bolig i Spanien, græd jeg, for det var det jeg skulle, for at få denne episode på plads. Det er ikke usundt og forkert at græde, punktum. Jeg fandt fred med det der var sket og var nu kun mere sikker på, at jeg skulle være sygeplejerske. Man kan ikke undgå at blive rørt til tårer, vred og ked over travlheden og alt mulig andet som studerende og som sygeplejerske. Det er noget som hører med og jeg tror at man med tiden bliver hærdet og kan holde  til mere, men ingen tvivl om, at det tager tid at blive en moden og hærdet sygeplejerske.

Det er en rejse at læse til sygeplejerske, en faglig – men også en personlig rejse. Man gror og udvikler sig og oplever at stå på den anden side, som færdiguddannet, som et helt andet menneske, end det man var, da man startede på studiet.

Jeg blev rørt da jeg modtog beskeden fra den sygeplejestuderende. Jeg synes det er helt vildt, at sygeplejestuderende, som læser med på min blog og på min facebookside, kan blive i tvivl om det nu også er det rigtige de har gang i. Det er helt vildt, at mit skriveri kan have den effekt. Men det gør mig på en måde også lidt trist, for jeg vil jo ikke skræmme nogen væk fra faget – slet slet ikke! Men samtidig gør det mig også glad og stolt, fordi at jeg påvirker nogen med mit skriveri og sætter gang i refleksionerne derude. Det er godt og det er vigtigt. For jeg tror på at refleksion i sygeplejefaget er noget af det aller vigtigste. Når vi reflekterer, så gror vi, vi bliver klogere og der opstår måske nye spændende tanker og sider af en situation. Men ja, for at sige det mildt, det er skide hamrende hårdt at være sygeplejerske. Det skal ikke være nogen hemmelighed. Jeg er selv i øjeblikket super træt, træt hele tiden og helt energi forladt. Nogke dage føler jeg, at jeg kunne sove i et helt døgn. Det er helt almindeligt, i hvert fald, når jeg taler med andre sygeplejersker, som er der hvor jeg er, altså nyuddannede eller nystartet i et speciale.

Man skal vende sig til at arbejde så intensivt med mennesker der er i krise, man skal vende sig til at knokle r*ven ud af bukserne og have ondt i hele kroppen, hvis vagten har været hård og travl. Man skal vende sig til at arbejde i skiftende vagter, dag-aften-nat og vende sig til, at man nogen gange slet ikke kan være der for familie og venner, som man gerne ville. Det ER hårdt, det er udmattende og det kræver noget specielt at kunne magte at være medspiller i det her fag.

Og til tider så er det så hårdt, at man græder. Man græder af afmagt og fordi at tilstandene på vores hospitaler sommetider er så urimelige at det slet ikke er til at holde ud at være sygeplejerske. Man græder måske fordi man oplever noget smukt, eller fordi man oplever en patient som pga. sin historie rør en så meget at man bare kommer til at græde. Jeg har grædt, mere end én gang og jeg ved, at mange andre også har grædt. Det er ret normalt at opleve at græde, når man er sygeplejerske. That’s a fact. Men jeg ser det faktisk ikke som noget dårligt, som sagt, så ser jeg det som at være sundt at man kan mærke og være så meget i kontakt med sig selv, at man græder og mærker, at det her der foregår lige nu, det får mig til at græde.

Det er bare SÅ vigtigt at tale med nogen, når man oplever episoder, hvor man har grædt eller er gået grædende hjem. Husk altid det. Det kommer selvfølgelig an på hvor man arbejder henne, men tit og ofte kommer man i kontakt med sine egne følelser og det gør man fordi vores fag handler om relationen til mennesker, deres sygdom og lykke og nogle gange død.

Gråd er for mig at se ikke en svaghed, det er et tegn på, at du er en dygtig sygeplejerske, som føler og som er i kontakt med sig selv – egenskaber som en god sygeplejerske gerne skulle indebære.

Jeg håber, at jeg med det her indlæg måske har sat gang i lidt refleksioner, og ikke har skræmt nogle af jer sygeplejestuderende derude. Jeg håber på at jeg med mine fortællinger og med det her indlæg måske kan forberede jer lidt. For mig kom det faktisk lidt som et chok, at tilstandene nogen gange kan være så grelle, at selv de mest garvede sygeplejersker er ved at miste modet. Jeg ville gerne have været bedre foreberedt på dette. Så nu har jeg i hvert fald givet det videre til jer.

Det vigtigste råd jeg vil give jer er at sige fra. Sig fra når i på aller mindste vis mærker, at I står i noget, hvor I ikke føler at i har nok kompetencer til at udføre opgaven. Det kommer I nok til at opleve flere gange, men hellere sige fra en gang for meget, end at stå i noget, som man ikke er sikker i og famler i blinde. Selvom der er travlt og det kan virke som om at der ingen er at bede om hjælp, så gør det alligevel. Man skal som nyuddannet sygeplejerske ikke gå på kompromis, det vil kun falde tilbage på en selv, og måske udløse, at man går hjem med en følelse af at være magtesløs og med følelsen af at være en dårlig sygeplejerske.

Man er ikke en dårlig sygeplejerske fordi at man spørger om hjælp, jeg vil vove at påstå, at man netop er en dygtig sygeplejerske, når man spørger om hjælp. For man kan ikke vide alt, slet ikke når man er helt ny. At være blevet færdiguddannet sygeplejerske, er lidt det samme som lige at have fået sit kørekort. Man ved hvad det vil sige og hvad det nogenlunde indebærer at være sygeplejerske. Man har styr på teori, og har måske lært nogle praktiske færdigheder, men man kan ikke køre på rutinen, og der er mange veje, som man ikke har kørt på og op og ned ad endnu.

Så kære sygeplejestuderende og nyuddannede sygeplejersker, I må ikke være bange, men det er helt ok hvis I alligevel bliver det. Jeg kan i hvert fald godt forstå jer. Min far har gennem min studietid altid sagt til mig, at det var hårdt at være sygeplejerske, det vidste han fra hans kusine af. Jeg tænkte altid, nååå jaja, men så hårdt kan det da heller ikke være. Men jo, det er det. Men det er altså samtidig verdens mest fantastiske fag og trods travlhed, meget lidt søvn, tudeture, søvnløsenætter, nætter hvor jeg kunne blive ved med at sove, til tider usund livstil og alt for lidt tid til mig, så er jeg ikke i tvivl om, at jeg har valgt rigtigt og jeg fortyder på ingen måde at jeg blev sygeplejerske.

Vi skal bare blive ved med at kæmpe sammen, sige fra og råbe op,  så at vi kan få de bedste arbejdsforhold, bedre normeringer og bedre patientsikkerhed. I kan som sygeplejestuderende sagtens råbe op og sige fra, og gør endelig det! Hvis I f.eks. oplever noget urimeligt imens at I er i praktik. Som studerende kommer man nemlig helt grøn og udefra og ser nogle gange tingene anderledes, end de som er i det til hverdag.

Og så vil jeg slutte af med at sige, at være sygeplejerske er ikke kun et job, det er en livstil, en livstil man skal vende sig til og der er så mange muligheder og forskellige steder at arbejde. Så kan man ikke lide at være et sted, er der altid et andet sted man kan søge job. Der er så ufatteligt mange muligheder også videreuddannelses muligheder. Det er kun fantasien som sætter grænser når man er sygeplejerske – det er og bliver det bedste fag og den bedste uddannelse man kan give sig selv. Så fortvivl ikke, selvom man møder modstand – også som sygeplejestuderende – så handler det om at være sig selv tro, og tro på, at det nok skal gå.

Tak fordi at I læser med, og stil mig endelig spørgsmål eller kontakt mig, hvis der er noget, som i har på hjertet.

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg min blog på facebook her

.. og på Instagram her

Meningsdanneruddannelsen – hvad går det ud på?

meningsdanner-2016-2017

Her står vi samlet, hele flokken, på modul 1. på Vilvorde Kursuscenter.

Jeg har siden september 2016 gået på Dansk Sygeplejeråds (DSR) Meningsdanneruddannelse, som slutter her i starten af februarmåned. Uddannelsen består af 6 moduler og hvert modul har varighed af en dag fra ca. kl. 08-16 med undervisning og øvelser. Opstartsmodulet varede i to dage, med overnatning på det fantastiske Vilvorde Kursuscenter i Charlottenlund. Det er gratis at deltage, men det er noget man gør i sin fritid, dvs. man skal bede om fri fra arbejdet, for at deltage – men det er det værd!

Det var ret tilfældigt, at jeg blev opmærksom på uddannelsen, en gang i maj sidste år. Jeg surfede rundt på DSR’s hjemmeside og så et opslag om uddannelsen. Med det samme gik jeg i gang med at skrive en motiveret ansøgning. Da jeg stadig var studerende, var jeg i tvivl om jeg overhovedet ville kunne komme i betragtning. Derfor blev jeg så utroligt glad, da jeg fik besked om, at jeg havde fået en plads på uddannelsen. Så selvom du er studerende, så prøv at sende en ansøgning, det er vist ikke et must, at du skal være færdiguddannet sygeplejerske for at ansøge.

Helt overordnet så går uddannelsen går ud på, at man får redskaber til at meningsdanne, både mundtligt og skriftligt. For mig var det på en måde lidt selvsagt, at jeg prøvede at søge ind på uddannelsen, da jeg allerede var i gang med at blogge og meningsdanne om sygepleje, inden at jeg overhovedet vidste, at sådan en mega fed uddannelse fandtes. Da jeg læste om den, følte jeg, at det var en uddannelse, som var lavet specifikt til mig (haha, slap lidt af med dit storhedsvandvid, Frederikke!). Men jeg følte sådan, da jeg på dette tidspunkt, i noget tid, netop havde gået og manglet nogle redskaber, både sådan at jeg kunne blive bedre til at skrive og formulere mig, men især også for at finde ud af, om det var ok det jeg havde gang i – mht. til ytringsfrihed og tavshedspligt. Udover det, så tænkte jeg også, at det var en fantastisk mulighed for at jeg kunne møde andre sygeplejersker, der ligesom jeg selv, havde en passion for at “råbe op” og fortælle historier fra sygeplejeverdenen. Men det er ikke sådan, at man skal skrive, blogge eller noget andet, i forvejen, for at søge ind. For mig var det nok bare et lille forspring, da jeg kendte til det med at dele, noget man har skrevet, på de socialemedier, og da jeg også havde udgivet et debatinlæg i Dagbladet Information.

Vi lagde ud med at lære en masse om ytringsfrihed og tavshedspligt (SÅ fedt og spændende, og lige det, som jeg især gik og manglede viden om!!!). Vi lærte om hvad man skal være opmærksom på når man deler historier fra sin dagligdag i kitlen og meget mere. Allerede fra dag 1. af blev vi udfordret med øvelser og er blevet det hele vejen igennem uddannelsen. Der har især været fokus på at “vove noget” og at være modige. Vi har f.eks. til hvert modul startet med, én efter én, at skulle rejse os op, og fortælle, hvad vi har vovet siden sidst. Det lyder måske simpelt, men det har for mig været både udfordrende og grænseoverskridrende, men på den gode måde. Det har været en super god øvelse i at tale foran en forsamling. Jeg er faktisk en meget genert person, så jeg panikkede, svedte og mærkede mit hjerte hamre, specielt de første gange jeg skulle rejse mig op og tale. Men det blev bedre og bedre, og når man bryder med sine grænser, så er det jo netop også, at man udvikler sig ;-)

Jeg har lært en flok sygeplejersker at kende, som er helt uvurderlige og unikke, og som indeholder så meget kampgejst og energi! Vi er en broget flok, fra forskellige specialer, samt lige fra novicer, som jeg selv, til de garvede seje nurses, med flere år på bagen. Det har været så spændende og dejligt, at lære alle disse meningsdannere at kende, og vi har sammen fået opbygget et godt netværk og sammenhold. Dette håber jeg vil vare ved, trods at vi bliver færdige lige om lidt, og desværre ikke skal mødes fast en gang om måneden. Udover de andre deltagere på holdet, så har holdet også bestået af nogle helt eminente trænere – “de voksne”, som har været helt fantastiske og så inspirerende! Tusind tak for jeres kæmpe engagement; Kir, Ditte, Signe, Gitte og Theis!

Det, der har været mest grænseoverskridende for mig, har helt klart været det med at lære at meningsdanne mundtligt. Som skrevet, er jeg typen der er ret genert, det kommer måske bag på nogle af jer, nu hvor jeg har denne blog, hvor jeg bruger mig selv rigtig meget. Men jeg er faktisk genert og er ikke god til at tale foran forsamlinger, til jobsamtaler og eksamener. Her på bloggen er det ufarligt for mig, fordi at jeg bruger min stemme i form af skrift og billeder. Men på meningsdanneruddannelsen har vi lavet flere øvelser, hvor vi mundtligt har skulle præstere. F.eks. har vi øvet paneldebat, hvor vi to og to skulle i “studiet” hvor en af vores seje trænere var “Clement”. Vi skulle debatere forskellige sygeplejefaglige emner overfor hinanden og argumentere for og i mod, foran alle de andre deltagere på holdet og de andre trænere. Det blev filmet, og efter hver debat, gennemgik vi, sammen i plenum, hvad vi gjorde godt og hvad vi hver især kunne blive bedre til. Vi talte også om hvad der var svært og mindre svært og meget mere. Det var så spændende, og så sindssygt grænseoverskridende for mig! Jeg har i hvert fald lært, at min styrke ligger i det skriftlige, og ikke i det mundtlige og andre på uddannelsen, har lært det omvendte. Men jeg har udfordret mig selv, og er helt klart blevet bedre til også at tale foran andre. Jeg tror, indirekte, at min jobsamtale i decembermåned gik bedre, end hvad jeg før har oplevet, pga. det jeg har lært og de redskaber jeg har opnået på meningsdanneruddannelsen.

Hvis du sidder med bare en lille fornemmelse af at have lyst til at blive bedre til at formulere dig mundtligt og skriftligt, og hvis du brænder for sygeplejefaget, så vil jeg helt klart anbefale dig at søge ind på meningsdanneruddannelsen.

Jeg har fået rigtig meget ud af at deltage på uddannelsen – ikke nok med at jeg har lært så mange dejlige mennesker at kende, som hele vejen igennem har inspireret mig helt vildt, så har jeg udviklet mig personligt og fagligt. Og det som jeg drømte om at lære, er blevet opnået gange 100. Jeg føler mig fyldt op med masser af gode redskaber, jeg føler mig meget mere rustet til at skrive og debatere og så har jeg nu et netværk, med venskaber på kryds og tværs i sygeplejefaget, som deler min passion for at meningsdanne.

Efter hvert modul, har jeg følt mig ladet op med fornyet energi og mod på at kæmpe for vores sygeplejefag. Selv på dage, hvor jeg har været i trist humør, er jeg gået fra uddannelsen med smil på læben, for mig har det været mere end bare en uddannelsen, men også en personlig rejse.

Jeg vil gerne takke DSR for denne store mulighed, og håber på at uddannelsen fortsætter mange år endnu. Vi har brug for en masse faglige meningsdannere, der vil være med til at kæmpe for vores fag og til at skrive, debaterer og tale sygeplejerskernes sag!

Du er meget velkommen til at stille mig spørgsmål om uddannelsen, hvis der er noget du sidder og brænder inde med. Jeg ved ikke hvornår næste uddannelse er, men det kan jeg evt. forhøre mig om på sidste modul, som er lige om hjørnet.

Kh. Frederikke, sygeplejerske og meget snart nyudklækket meningsdanner.

meningsdanner3

Billeder fra modul 1. på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner2

Blandende billeder fra min tid på Meningsdanneruddannelsen.

meningsdanner1

Efter næsten hvert endt modul, har der været tid til et glas bobler, netværkssnak og socialt samvær og hygge. Jeg føler mig ret så heldig over at have mødt så mange dejlige, spændende og sprudlende sygeplejersker og meningsdannere.


 Følg min blog på Facebook her: Vitachoreas
Older posts