#WorkLifeBalance er alfa omega

img_7432

Fra 3 holds vagtskifte til 2

I går havde jeg min sidste aftenvagt. Altså, det bliver nok ikke den sidste i mit liv, men det var i hvert fald den sidste i denne “omgang”. Så langt jeg kan se frem, og så langt der på nuværende tidspunkt er fastlagt vagtplan, er jeg aftenvagts-fri. Jeg kommer til at arbejde udelukkende i dagvagt og i nattevagt og jeg glæder mig faktisk helt vildt til det. Det bliver først og fremmest en befrielse for mig at undgå aftenvagterne, fordi jeg absolut ikke har noget liv, når jeg arbejder i et aftenvagts-rul. De sidste 4 dage har jeg haft 4 aftenvagter i streg, og jeg har fået udrettet lige præcis ingen ting i mit liv ved siden af at være sygeplejerske. Det er i hvert fald det som jeg føler. Og så lyver jeg faktisk i grunden lige nu, når jeg skriver det. For jeg var i weekenden chauffør for min mor, som havde været til fest, og jeg var også til barnedåb. Men jeg har ikke været mig selv. Jeg har været udkørt, udmattet og træt. For det er det som aftenvagt gør ved mig.

Jeg kan såmænd rigtig godt lide, og jeg trives, når jeg er i aftenvagt, men mit liv ved siden af, når jeg arbejder i aftenvagt fungerer ikke. For når jeg kommer hjem fra en aftenvagt kan jeg på ingen måde gå lige i seng. Jeg er som regel altid oppe i mindst en time når jeg kommer hjem, hvorefter jeg tager mig et langt bad og ligger længe og karter rundt i sengen, før at jeg kan falde i søvn. Det resulterer så i, at jeg ikke kan stå op i god tid næste dag, så jeg når kun lige at være oppe i max et par timer, før at jeg skal møde på arbejde igen. Og det hænger virkelig ikke sammen for mig. Mit sociale liv sejler, min lejlighed sejler, der er aldrig noget mad i køleskabet og tøjvasken bugner. Det giver mig stress og jeg kommer altid i ubalance efter et aftenvagtsrul. Jeg bliver ikke depressiv, men jeg tangerer i noget alla derhen af. For det er usundt for mig slet ikke have styr på noget som helst i mit liv ved siden af at være sygeplejerske. Det tror jeg, at mange godt kan sætte sig ind i.

Jeg har, om et par dage, været uddannet i et helt år, og jeg har hele dette år arbejde i 3 holds vagtskifte, så jeg synes at jeg har givet det en chance. Men det er altså bare ikke mig. Jeg er utrolig glad for at det er en mulighed, at jeg nu fremover kun skal arbejde dag og nat. Jeg er næsten sikker på, at det vil give mig lidt mere luft og energi til også at være mig, ved siden af at jeg er sygeplejerske – og på den måde, også gøre mig til en bedre sygeplejerske som er meget mere i balance og mere klar i hovedet. Det sidste er rimelig vigtigt og essentielt, når man er sygeplejerske.

#WorkLifeBalance

Mit første år som sygeplejerske har især lært mig, at det der med worklifebalance er alfa omega. Er jeg ikke i balance i mit privatliv, er jeg det heller ikke i mit sygeplejerskeliv. Jeg kan ikke være den sygeplejerske som jeg gerne vil være, når der er i ubalance i mit privatliv. Her vil jeg nævne yin & yang, som jeg især stiftede bekendtskab med, på min udvekslingspraktik i Kina. Har man for meget eller for lidt yin eller yang, er man i ubalance. Og det er lige præcis det som jeg har været hele det sidste år. Derfor ser jeg utroligt meget frem til at komme mere i balance og finde mig selv, ved siden af at jeg er sygeplejerske.

Nogen vil måske mene, og påpege, >>jamen Frederikke, du har da også så meget at se til i din fritid, med alt det bloggeri og alt det dans<<. Men nej, det er altså ikke sandt. Jeg er helt almindelig, som alle andre, jeg er bare mig som ønsker at have et liv med interesserer ved siden af, at jeg arbejder som sygeplejerske. JA jeg går op i mit bloggeri, for det giver mig energi og det giver mening for mig, at være sygepleje meningsdanner gennem min blog. Og dans, det giver mig livsenergi og fylder mig med en enorm livsglæde og styrker min krop og mit sind.

Til august starter jeg til ballet igen, da jeg har meldt mig på et sommerkursus hele måneden. Ballettimerne ligger om aftenen, så jeg har mulighed for at deltage, alle gangene, fordi at jeg kun skal arbejde dag/nat. Det betyder så utrolig meget for mig, at jeg har mulighed for at dyrke det igen og forhåbentlig, endelig, får prøvet mine tåspids sko – som jeg fik i julegave for to år siden(!). I julimåned skal jeg gå på et sommer samba dansekursus, hos min gamle samba instruktør, som i sin tid lærte mig at danse samba. Jeg glæder mig til at opleve en kontinuitet i også at have et liv ved siden af mit arbejdsliv. Det bliver helt fantastisk at opleve, at jeg ikke kun arbejder og sover, men at jeg faktisk også får tid til at dyrke mig som privatperson ved siden af at jeg er sygeplejerske.

Det er ret uvirkeligt at jeg allerede har været færdiguddannet i et helt år, men når jeg ser tilbage, så har jeg virkelig lært meget, ikke kun om sygepleje, men også om mig selv. Jeg har i hvert fald lært, at det er mere vigtigt end noget andet, at lytte til sig selv og sin krop. Jeg er kun et menneske, ikke en robot, og hvis ikke jeg er i balance, så kan jeg heller ikke hjælpe andre med at komme i balance. Man skal hjælpe sig selv først, før at man kan hjælpe andre. Ovenstående må være dagens sætning. Nu skal jeg have vasket noget tøj, handlet lidt ind og have en lur, før at den står på nattevagt med verdens dejligste og mest fantastiske patienter.

Har du erfaringer med at være gået fra 3 vagtskifte til 2 vagtskifte?

Kh. Frederikke Marie,

Sygeplejerske & Meningsdanner


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

En Portør er en specialist

portoer

Mit navn er Andreas, og jeg arbejder som portør på Sjællands Universitetshospital Roskilde. Grunden til at jeg skriver til jer, er for at I kan blive informeret om hvad der sker med jeres portører. De fleste af jer er nok gjort bekendt med, at over 1000 portører de seneste dage har valgt, at nedlægge arbejdet rundt omkring i landet. De færreste ved dog hvad strejken egentlig handler om. I medierne fortæller de gladelig om at strejken mest handler om, at portørerne ikke ønsker at få pålagt rengøringsopgaver, og om den tvungne uddannelse til serviceassistent.

Men denne konflikt handler ikke om rengøringsopgaver, den handler om vores faglighed, og det ansvar vi føler at vi har for at tilbyde patienterne på sygehusene den bedst mulige behandling.

Mange ved hvad en portør er, men de færreste ved faktisk hvad vi laver.

Som portør er man SPECIALIST. Man er SPECIALIST i at lejre en dårlig patient bedst muligt, for at patientens tilstand ikke forværres. Ydermere har vi et indgående kendskab til lejringer af patienter på operationsstuerne, trombolysestuerne mm.

Man er SPECIALIST i håndtering af diverse redskaber til blandt andet genoptræning, redskaber på traumestuen, redskaber i forbindelse med genoplivning og respirationsstop og meget mere.

Man er SPECIALIST i at give avanceret hjertestops behandling, og det er alene VORES opgave at give effektiv hjertemassage på SAMTLIGE sygehuse, landet rundt.

Man er SPECIALIST i omgang med psykisk syge patienter, hvorfor det oftest er os der bliver tilkaldt, når patienter bliver udadreagerende. Jeg tillader mig at mene, at vi som portører udfører et stort stykke arbejde og gør en stor forskel under disse behandlinger.

I Region Sjælland har man valgt, at lade serviceassistenter overtage vores opgaver på samtlige sygehuse i regionen. Det er med ord som; alsidighed, fleksibilitet, effektivisering osv, at man prøver at sælge konceptet som værende en opgradering.

Det er vi portører, og mange andre faggrupper STÆRKT uenige i. Som det ser ud nu, bliver de nyuddannede serviceassistenter efter vores opfattelse ikke udannet grundigt nok i vores arbejde.

Serviceassistentuddannelsens opbygning er, som det ser ud nu, en rengøringsuddannelse, med fokus på rengøring og hygiejne. Portørdelen af uddannelsen omfatter pt. kun 5-10% af uddannelsen. Regnet om i uger, er det kun omkring 4-5 uger, hvoraf kun 2 af ugerne er praktisk erfaring. De nyuddannede serviceassistenter vi modtager i Region Sjælland, mangler, efter vores mening, viden om patienter, og håndtering af dem. Dem jeg har snakket med har intet/meget lidt lært om; Basal luftvejshåndtering, avanceret genoplivning, lejring, sygdomslære, den akutte patient, ABCDE-princippet mm. Det føler vi som portører ikke er godt nok, for at kunne bestride det brede spektrum af opgaver vi udfører.

Så kære plejepersonale, vi beder om jeres støtte i vores kamp for at beholde vores SPECIALE.

MVH. Andreas Frankner Pedersen.


Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse

Pludselig gik det op for mig at jeg står på den anden side nu

img_1415Mandag i sidste uge var vild. Det var den fordi at min comfortzone blev udfordret, sådan rigtigt, flere gange i løbet af denne mandag. Det var ikke kun på neonatalafdelingen, men også senere på dagen uden kittel på.

Det var mandag morgen, en ny uge og en ny dag på neonatalafdelingen. Jeg har været ansat på afdelingen i ca. to og en halvmåned nu og kan tydeligt mærke, at jeg er begyndt at føle mig meget mere sikker i de ting jeg går og laver. Det vil sige at jeg ikke længere har behov for at spørge en kollega om vejledning, næsten hver gang, når jeg udfører en sygeplejefaglig opgave. Det er virkelig rart og befriende at være mere sikker, og vide at jeg er ok almen kompetent i specialet.

Jeg har f.eks. fået godt styr på sondeanlæggelse, medicinpumper, udstyr, blodprøver, medicin administrering og meget andet. Dog kan jeg tit stadig stå og føle mig meget grøn, specielt når jeg skal ind på en stue til et barn og en familie, som jeg ikke før har mødt. Efter næsten hver vagt har jeg lyst til at have en hel dag, hvor jeg bare kan sidde og læse på alt det, som er nyt for mig. Det er desværre ikke muligt, hehe… og jeg er som regel for træt til at læse, når jeg kommer hjem. Kommer tid – kommer råd… er det ikke sådan man siger? Jeg er sikker på, at jeg nok skal få læst, når jeg har tid og ro til det. Jeg er stadig inde i en oplæringsfase og suger en masse nyt til mig hver dag.

Men mandagmorgen, i sidste uge, skete der noget vildt. Jeg var i dagvagt og efter vores morgenbriefing spurgte en sygeplejestuderende om hun måtte gå med mig i vagten. Først blev jeg lidt befippet og tænkte >>aaah hun må da tro at jeg er en anden<< men så gik det op for mig, at hun mente det, og at hun gerne ville gå med mig.

Lille bitte mig, som til tider kan føle mig ret usikker, og som faktisk også sagtens stadig kan føle mig som studerende når jeg er i vagt. Jeg sagde selvfølgelig ja! Og vi havde en god dag. Det var rigtig lærerigt for mig at have en sygeplejestuderende under mine vinger, for jeg skulle lige pludselig fungere som vejleder og forklare hvad jeg gjorde og hvorfor jeg gjorde som jeg gjorde. Det var selvfølgelig også helt vildt grænseoverskridende, men helt klart på den gode måde. Jeg måtte meget hurtigt lige fortælle at jeg og sundhedsplatformen (SP) ikke er super gode venner. Jeg kan nemlig stadig have svært ved diverse ting, når jeg skal dokumentere i SP. Men det er jeg vist ikke alene om.

Men ellers så startede vi dagen, sådan som jeg har lært og som jeg gør når jeg i vagt. Først fik vi kort rapport fra nattevagten, så loggede vi ind i SP for at se at der var noget relevant at læse lige nu og her og dernæst gik vi ind på stuerne og sagde godmorgen og tjekkede udstyr.

Især det her med ar tjekke udstyr var rigtig lærerigt for mig. Det at jeg pludselig skulle stå til ansvar for at forklare hvad jeg tjekkede, og hvorfor og hvordan jeg gjorde, var rigtig godt. For i og med at jeg skulle forklare og vejlede, så fik jeg også selv reflekteret over hvorfor det nu lige præcis er, at jeg gør som jeg gør. Da vi var færdige med at tjekke udstyr, sagde den studerende til mig, at hun ikke havde oplevet andre tjekke udstyr så grundigt, som jeg gjorde det – hehe. Det tror jeg helt klart handler om, at jeg stadig er ny i gårde, og fordi at alt nok foregår lidt mere langsomt og måske lidt i slowmotion når det er mig, end når det f.eks. er en rutineret neonatalsygeplejerske der tjekker udstyr på stuerne.

Jeg spurgte den sygeplejestuderende “hvor langt” hun var, og fandt hurtigt ud af at hun var rigtig gæv og allerede kunne en masse og selvstændigt. Det var helt vildt skørt, men spændende og udviklende for mig, at jeg pludselig stod på den anden side og skulle vejlede og lære fra mig. Jeg har kun været færdiguddannet siden juni, og er jo sådan set selv stadig i gang med at lære hvordan man gebærder sig i sygeplejefaget, men jeg er helt sikkert vokset et par centimeter efter at have haft den studerende med mig forleden. 

Samme uge, havde jeg en anden studerende under mine vinger, hun henvendte sig til mig, ligesom den anden studerende havde gjort. Og jeg blev faktisk rigtig glad. Det er da på en måde lidt fedt at de overhovedet har lyst til at gå rundt sammen med mig. Det må jo altså betyde, at jeg kan finde ud af et eller andet:-)

Jeg håber at begge de studerende fik noget ud af at gå med mig, selvom jeg som dem på en måde jo også stadig er studerende. Jeg vil i hvert fald kalde mig selv for at være en slags neonatalsygepleje-studerende. Selvom jeg da stolt ude i byen kalder mig for neonatalsygeplejerske :-) Jeg tør godt røbe, at jeg er meget stolt af at være sygeplejerske, og jeg er kun blevet endnu mere stolt af at være sygeplejerske, efter at være startet på neonatalafdelingen. Er du vimmer en masse seje sygeplejersker jeg hver dag går og lærer af og ser op til!

* Et god råd til nyuddannede, nyansatte og studerende: vær ærlig og tro mod dig selv. Det er meget bedre og virkelig vigtigt at bekende kulør og fortælle hvis der er noget man ikke kan eller ikke ved. Det er ganske naturligt og helt ok at man ikke ved alt. Sygeplejerskeuddannelsen er en basisuddannelse, hvilket vil sige, at man først rigtigt skal i gang med at lære i dybden og specialisere sig, når man er færdiguddannet. På min afdeling er jeg/vi så priviligeret at der faktisk tit er ekstra lærermestre tilstede. Nemlig forældrene. Har de været indlagt i ca. nogle uger, har de som regel allerede rigtig godt styr på plejen og behandlingen til deres børn, hvilket er så super cool, og helt fantastisk, især når man ikke er en erfareren neonatalsygeplejerske.

For lige at vende tilbage til starten af min blogindlæg, til det med comfortzone, så skete der mere denne mandag som for mig var udviklende. Ikke nok med, at jeg var dagligvejleder for første gang på neonatalafdelingen, så skete der også noget vildt lidt senere på dagen. Jeg går til samba om mandagen, 3 timer, og jeg nyder hvert eneste minut! Og uden at prale eller overdrive, så er min danseinstruktør, som minimum, den dygtigste samba danseinstruktør i Danmark. Vi øver og træner i øjeblikket op til karneval som er hvert år i pinsen. Vi øvede en bestemt koreografi, som jeg overhovedet slet ikke har sådan styr på, men jeg kan den da lidt. Imens at vi øvede den, gik min danseinstruktør ned bagved og kaldte på skiftevis forskellige fra danseholdet op foran, sådan at de på skift underviste os andre i koreografien.

Pludselig råbte hun “Esmaralda”… Mit dansenavn er Esmaralda (vi har allesammen et dansenavn, som vi har fået tildelt på baggrund personlighed og udseende). Jeg tænkte >>aaah.. okay, der må være én anden der også har fået det navn<<. For det kunne i hvert fald ikke være mig hun mente, skulle op foran, og undervise de andre i en koreografi, jeg slet ikke havde styr på. Men min instruktør forsatte … >>… ja Esmaralda, det er dig jeg mener, der er ikke andre Esmaraldaer<<.. Og her begyndte adrenalinen så at pumpe. Men jeg prøvede samtidig at slappe lidt af, og tænke på min oplevelse fra tidligere på dagen, hvor den sygeplejestuderende “kaldte mit navn” og ville gå med mig og have mig som dagligvejleder. På samme måde som jeg var dagligvejleder tidligere på dagen, kunne jeg overføre det til at skulle lære fra mig til mine med-dansere. Selvom jeg ikke er den dygtigste på danseholdet, ligeså vel som jeg heller slet ej er den dygtigste på neonatalafdelingen, så kan jeg stadig noget, og jeg har alligevel en masse at lære fra mig. Da jeg stod oppe foran alle de andre og skulle øve koreografien, fik jeg hjælp til de trin jeg ikke kunne huske, men for eksempel så talte jeg takter højt og tydeligt, for det kunne jeg da finde ud af. Det var en stor oplevelse at blive kaldt op foran de andre, og ligesom at jeg tidligere på dagen var groet et par centimeter på neonatalafdelingen, voksede jeg også et par centimeter til min danseundervisning. Det er virkelig godt at blive skubbet ud af sin comfortzone i ny og næ, selvom det kan føles helt vildt nervepirrende.

Min pointe med det her indlæg er, at selvom man ikke er perfekt og den bedste, så kan man stadig lære fra sig, inspirere andre og vi har alle sammen forskellige talenter, svagheder og styrker. Lad os hjælpe hinanden og løfte i samlet flok både på sygeplejegulvet, dansegulvet og hverdagsgulvet -sammen er vi i hvert fald stærkere, og sammen kan vi hjælpe hinanden og udvikle vores kompetencer på kryds og tværs.

God tirsdag!

Kh. Frederikke, Sygeplejerske & Meningsdanner


Mental sundhed

World Health Organization (WHO) definerer mental sundhed som:

“en tilstand af trivsel hvor individet kan udfolde sine evner, kan håndterer dagligdagens udfordringer og stress, på frugtbar vis kan arbejde produktivt samt er i stand til at yde et bidrag til fællesskabet”.

Somme tider stilles der krav til sygeplejersker, krav der kan føles overvældende. Ofte er der ikke nok varme hænder, for lidt tid, for lidt plads til patienterne, fejl og UTH’er pga. pres fra alle sider, stress, besparelser, dårlige arbejdsmiljøer med mere. Derhjemme når man har fri skal man koble af, sove og lade op til at hospitalet kalder igen, samtidig med at familie – og sociallivet skal passes og plejes. Dette kan føles som et ekstra krav oven i hatten, når man er presset og udkørt fra sygeplejearbejdet.

En dag overhørte jeg to kollegaer tale om arbejdspresset på vores afdeling:


Kollega 1:

Hvordan formidler du om det her arbejde altså om arbejdspresset og om vores vilkår til din mand?

Kollega 2:

Det kan jeg ikke. Jeg tror man skal prøve at være her, for at kunne forstå det.

Kollega 1:

Jeg er helt enig.


Jeg tænkte straks at det var meget fint svaret af kollega 2, og meget sådan jeg har det, når nogen spørger ind til mit arbejde. Man skal virkelig prøve at være sygeplejerske, for at kunne forstå, hvad det vil sige, både på godt og ondt.

Efter at jeg har arbejdet i lidt over en måned som sygeplejerske, er jeg efterhånden ved at falde til, så godt som jeg nu kan. Jeg har været så træt og udmattet, og er det stadig. Det tror jeg nu er helt og ganske naturligt som ny i gårde – i alle jobs. Jeg har mærket hvordan det er at arbejde i skiftende vagter, at sove når andre er vågne, at arbejde når andre sover, at sove og være helt udmattet når jeg endelig har fri og at mærke at min mentale sundhed har skræntet. Det er helt klart især super vigtigt, som sygeplejerske, at gøre sit bedste for at opbygge en god mental sundhed. Men hvordan gør man så lige det uden at sige fra til socialt samvær og hygge i sin fritid. Jeg har ikke svaret på det, da jeg selv føler og ved at jeg allerede har måtte sige fra til flere sociale arrangementer både pga. skiftende vagter, men også fordi jeg har haft brug for at koble af og hvile, når jeg endelig har haft fri.

Først og fremmest så tror jeg at det bliver bedre med tiden, jo mere erfaren og garvet man bliver, jo mere tror jeg at man kan holde til. Samtidig tror jeg også at det kræver god personlig styrke og vilje til at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Søvn og god kost er alfa omega, hvilket for mig er en stor udfordring, da jeg nok er et af de største B-mennesker i verden. Jeg øver mig i og presser mig selv til at sove mere, spise bedre også selvom jeg ikke er sulten. Motion er også alfa omega for at opbygge mere energi. Her er jeg i total underskud. Jeg har ikke rigtigt dyrket motion siden Københavns karneval i pinsen og da mit sambahold holder sommerferie helt til september, går der lang tid før jeg rigtigt kommer til at danse samba regelmæssigt igen. Og ved nærmere eftertanke, gik det op for mig, at jeg nok må komme til at give afkald på at kunne træne samba hver uge som før i tiden. Jeg tror desværre ikke at jeg har mulighed for at planlægge at have fri hver gang der er sambatræning. Jeg kan håbe at det er muligt, men jeg tror ikke at jeg skal regne med det, når mit vagtskema indebærer skiftevis dag-, aften- og nattearbejde.

I dag valgte jeg derfor at melde mig ind i fitnesscenter igen-igen. Her kan jeg træne når det passer mig, min plan er selvfølgelig at deltage på så mange dansehold som overhovedet muligt, selvom det slet ikke er til at sammenligne med min samba træning, men det er trods alt, bedre end ingen ting.

Hvad gør I for at opretholde jeres mentale sundhed? Jeg er nysgerrig, da jeg som ny og uviden i det her sygeplejefag allerede godt kan mærke at det er rigtig vigtigt at vægte det højt og være god til at huske det i farten mellem de utallige kittel skift.

Kh. Frederikke og på forhånd tak for råd :-)

Følg mig på Facebook her: Thedanishnurse

.. og på min Instagram her: Thedanishnurse