Kommentaren der fik mig til at tude, og stor tak til jer alle!

Spis dig gravid

Forleden “sprang” Cecilie Hother ud som PCO’er. Min søster kontaktede mig, og henviste mig til artiklen, hvori hun fortæller om hendes liv med PCO (Læs den her). Jeg har efterfølgende set et interview med hende i Aftenshowet, og læst nogle artikler, i forbindelse med at hun er stået frem.

Jeg har selv PCO, og har haft nogle turbulente år pga. af dette. Med mit indlæg vil jeg støtte op om Cecilies offentliggørelse af hendes historie, ved at dele min egen. Dette gør jeg, med håbet om, at komme nærmere på at nedbryde det tabu, som mange inkl. mig selv, lever med, pga. af PCO.

PCObøger

Tilbage i år 2010, blev jeg diagnosticeret med PCO. Jeg var næsten lige flyttet hjemmefra, havde brudt med en kæreste gennem længere tid, og skulle i gang med et nyt liv som “ung i København”. Da jeg ikke havde fast kæreste længere, valgte jeg at stoppe mit indtag af p-piller. Det var sådan, at min PCO, pludselig fra den ene dag til den anden, var en del af mig.

Jeg tog 20 kg. på, på under et halvt år, samtidig med, at min menstruation udeblev. Efter et halvt år uden menstruation, gik jeg til min daværende læge. Hun var meget klar i spyttet, og sagde, at jeg jo nok var gravid. Jeg skulle tisse i en kop, og så aftalte vi en ny tid. I alt kom jeg og tissede i en kop tre gange, for at blive tjekket for graviditet. Jeg husker det som værende så ydmygede, og jeg husker, at jeg alle tre gange, gik grædende derfra. Noget andet jeg også tydeligt husker, var min kære og støttende mor, der ringede og beroligede mig og sagde “jeg skal nok tage med dig på hospitalet, når du skal have en abort. Det skal nok gå alt sammen”.

Næste step var, at jeg tilfældigt talte med en veninde, der igennem sin kusine, havde hørt om PCO. Vi slog det straks op på nettet, og der stod, at kunne man nikke genkendende til to ud af disse kriterier, så havde man diagnosen PCO:

-Få eller ingen ægløsninger

-Forhøjet mandlige kønshormoner;  uønsket hårvækst, uren hud (akne)

-Polycystiske æggestokke ved ultralydskanning

Jeg kunne meget klart nikke genkendende til de to første. Jeg var nemlig på dette tidspunk også begyndt at få rigtig uren hud. Uønsket hårvækst havde jeg døjet med siden teenageårene. “Ingen ægløsninger” havde stået på i over 6. måneder nu. Jeg husker ikke, hvilke følelser der gik igennem mig på dette tidspunkt, men husker, at jeg på nettet så, “ufrivillig barnløshed”, alle steder, hvor jeg læste om PCO.

Jeg fik en ny tid hos lægen, og fortalte om hvad jeg havde læst. Lægen vidste ikke noget om PCO, blev helt grøn i hovedet, og sagde “PCO, det har jeg aldrig hørt om det før”. Jeg fik igen en ny tid, her gav lægen mig, en lille blå folder om PCO, hvor jeg igen så “ufrivillig barnløshed”. Inden jeg gik, fik jeg også taget en blodprøve, som skulle vise blodets indhold af mandlige kønshormoner.

Der gik en uge, og jeg modtog en mail, hvori der stod:

“Du har markant forhøjet androgener”. Der stod også andet i den mail, men jeg husker bare så tydeligt denne første sætning. Androgener er en anden betegnelse, for det mandlige kønshormon, testosteron.

Så nu havde jeg altså ingen menstruation, markant forhøjet testosteron i mit blod, akne, øget mørk hårvækst, og i spejlet lignede jeg ikke mig selv, men en underlig udgave af en meget tyk og grim Frederikke. Jeg følte mig meget lidt kvindelig, og det fortsatte i lang tid.

Jeg blev henvist til en gynækolog og en hudlæge. Jeg havde min mor med hos gynækologen, det var jeg glad for. Her fik jeg nemlig bekræftet det, som jeg havde læst så meget om – “ufrivillig barnløshed”. Jeg stod slet ikke og skulle til at have børn, men tanken om, at jeg i min fremtid måske ikke ville kunne få børn gjorde, at hele min verden brød sammen. At jeg var blevet tyk, var grim med akne og mørk hårvækst, fyldte ikke så meget på dette tidspunkt. Jeg fik ikke foretaget en ultralydsskanning, da gynækologen sagde, “jeg ved med sikkerhed, at du har mange cyster på dine æggestokke”.

Min verden gik i sort og fra at være en glad og sprudlende ung pige, blev jeg mere og mere indadvendt, trist og stille. Mine daværende bedste veninder og jeg “gik fra hinanden”, og mine planer om at skulle være Au Pair i USA, måtte jeg droppe. Pga. min nye diagnose, sagde Au Pair bureauet, at jeg ikke længere var godkendt til at tage afsted. Men set i bakspejlet var det helt sikkert det bedste for mig at jeg blev hjemme.

Når jeg ser tilbage på bruddet med mine daværende veninder, er det uden bebrejdelse til dem. Det tog mig lang tid at bearbejde den sorg, det var, at miste dem. Men jeg tror heller ikke, at jeg har været let, at være veninder med på det tidspunkt. Jeg følte mig meget alene, i rigtig lang tid. Jeg flyttede hjem til mine forældre igen, og var i en periode temmelig meget ved siden af mig selv, og jeg var depressiv i humøret.

Det hele begyndte at vende, da jeg startede job i en udkørende hjemmepleje, og da jeg begyndte at ses med nogle gamle veninder. Jeg begyndte at få mod på at “gå ud” igen, for jeg havde i længere tid, slet ikke lyst til at ses med, eller blive set af andre.

Medicinmæssigt begyndte jeg meget hurtigt at få p-piller igen, de skulle hjælpe mod min akne, og tilføje kvindelige hormoner. Undertiden fik jeg også Metformin, som skulle regulere min insulin (et hormon der udskilles i bugspytkirtlen, som har til opgave at nedbryde, omsætte og regulere sukkerindholdet i blodet).

Jeg havde de vildeste sukker-cravings, hvilket er helt almindeligt når man har PCO, især når PCO’en ikke er “reguleret”. Jeg var træt, så træt at jeg tit var nød til at sove til middag, og jeg blev meget meget nemt pirrelig, og kunne få nogle ret voldsomme humørsvingninger.

Der gik flere år, før at jeg begyndte at lære, at leve med min PCO. Jeg vil vove at påstå, at det først er inden for de sidste to år, at jeg rigtigt har lært at leve med det.

Jeg var på medicin i ca. et år, hvor efter jeg stoppede fra den ene dag til den anden. Jeg fik pludselig den følelse, at det var en sovepude for mig, at spise medicin. Jeg ville ikke være afhængig af piller og derfor stoppede jeg på medicinen – uden at tale med en læge, og imod min mors ønske. Men jeg begyndte faktisk at få det bedre. Jeg begyndte at gå meget op i min kost, og i motion. Jeg gik desværre nok lidt for meget op i kost, jeg har sågar siddet og pillet majs ud af en salat, da majs ift. andre grøntsager, har et lidt højere indhold af kulhydrat.

Desværre har jeg også snuset til lidt af hvert, i verdenen af spiseforstyrrelser, men jeg har nået at fange mig selv, og aldrig været helt ude, hvor jeg ikke kunne bunde. Det er dog helt klart, at jeg har været ude i noget, hvor jeg ikke har kunne navigere.  Specielt overspisninger, med tilhørende opkastninger, i perioder.

I dag lever jeg en hverdag hvor jeg meget sjældent skænker det at jeg har PCO en tanke. Jeg er så rask, at jeg på nuværende tidspunkt kun er insulinresistent. Dvs. at jeg skal være lidt påpasselig med mit sukker/kulhydrat-indtag.

Men jeg tænker ikke over, at jeg skal passe mere på end alle andre. Jeg lever efter “alt med måde” og kender efterhånden mig selv og min krop rigtig godt. Jeg har regelmæssig og almindelig cyklus, ingen cyster og jeg KAN sagtens blive gravid, dette kan jeg skrive med sikkerhed, fordi jeg har været gravid, uønsket, og måtte derfor tage den svære beslutning om at få en abort. Det var i  starten en svær beslutning for mig, for tankerne kørte rundt i hovedet på mig >>tænk hvis jeg kun kan blive gravid denne ene gang<<. Men jeg har heller ikke længere forhøjet testosteron i mit blod, og er faktisk blevet erklæret rask, så jeg er sikker på, at når jeg har et ønske om at være gravid, skal jeg nok få mit ønske opfyldt.

Men for at runde af, og tilføje en perspektivering til hvor jeg startede.. Så vil jeg sige, at tabuet ift. PCO, som Cecilie Hother fortæller om, kan jeg virkelig godt identificere mig med. Jeg har stadig tendens til mørk hårvækst, dog ikke sådan, at jeg skal barbere mig i ansigtet, og jeg kan også stadig have rigtig dårlig hud. Tabuet for mig ligger især i hårvæksten, helt konkret, så hader jeg f.eks. at vise mine arme og jeg afbleger også hår, flere steder. For nogen kan dette lyde som bagateller, men for mig er det ikke bagateller.

hanne bang

Jeg ville gerne bare føle mig 100 % som kvinde. Det hjalp meget, da jeg fik beskeden om, at jeg ikke længere havde forhøjet testosteron i blodet, og da min cyklus kom tilbage igen. Vægttab smæssigt er der måske nogle der sidder og tænker over, og ja, jeg har tabt mig. Rigtig meget. Jeg er næsten på min idealvægt, og det er en af årsagerne til, at jeg næsten er symptom fri.

Motion, kost og vægttab er de tre ting, der alle, efter min mening, næsten kan helbrede PCO. I hvert fald, så kan disse tre faktorer gøre, at en kvinde med PCO kan blive symptomfri. Dette mærkede jeg på egen krop.

TAK Cecilie Hother for at skabe fokus på PCO, for at dele din historie, så mange af os andre PCO’ere, er begyndt at gøre det samme, og tilsidst selvfølgelig et kæmpe stort tillykke med klinikken CeriX, som jeg er sikker på, nok skal blive en succes. Jeg glæder mig til at komme på besøg en dag.

Kh. Frederikke

Læs mere om PCO her på PCO foreningens hjemmeside

CeriX – Cecilie Hother’s PCO klinik

Cecilie Hother’s blog på bloggersdelight

   

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.

 

Næste indlæg

Kommentaren der fik mig til at tude, og stor tak til jer alle!