Hæmatologisk afdeling, har været uddannet i 2,5 år
Som kommende nyuddannet sygeplejerske, eller bare endnu uerfaren sygeplejerske, kan det være næsten uoverskueligt at vælge et område og speciale at arbejde med, med mindre man allerede har kastet sin kærlighed på en bestemt afdeling, primær sektor, eller psykiatrien. Hvis det er tilfældet, hvilket det var for mig, så vil jeg helt klart anbefale at man fortsætter med at arbejde med det man kunne lide, og ikke føle sig nødsaget til at prøve andre specialer af først. Det kan man gøre hvis man senere søger nye udfordringer, eller man grundet flytning eller familie har brug for at finde noget andet.
Man skulle gerne få snuset til de overordnede områder under uddannelsen, både primær, psykiatrisk, kirurgisk og medicinsk. Ud fra den erfaring man har gjort sig gennem klinik, vidensdeling med medstuderende og eventuelt fritidsjobs, anbefaler jeg at man mærker efter hvilken form for sygepleje man ønsker at yde, og hvilken kontakt man ønsker med patienten/borgeren. Holder man af den instrumentelle del af sygeplejen, som anlæggelse af PVK, KAD, sårpleje osv., er hospitalsafdelinger et godt bud på et match. Holder man af at følge borgeren over lang tid og danne gode relationer, samt at arbejde selvstændigt, kan primær sektor være et godt bud. Ønsker man at gøre en forskel for patienten, uden at skulle involvere sig meget i den enkelte, kan kirurgisk være et bud, hvor indlæggelserne ofte er korte.
Jeg er glad for hæmatologien fordi vi både har akutte og kroniske patienter, yngre og ældre. Vi behandler både almindelige infektioner, samt aggressiv cancer. Men det kræver også at man er omstillingsparat og kan også være fysisk krævende. Er man ikke klar til dette bør man søge nogle andre specialer, så man ikke tager munden for fuld, og får et dårligt førstehåndsindtryk med jobbet som sygeplejerske. Vi sygeplejersker er (desværre) kendt for at skifte job og speciale ofte, men det er så vigtigt at man finder den rigtige hylde til ens temperament og mentalitet, for med det rigtige match tager man glædeligt på arbejde dagen efter en sindssyg hård vagt, fordi man brænder for det man laver.
Til sidst vil jeg anbefale at stille spørgsmål til jobsamtalen, hvis arbejdsgangen på arbejdspladsen, og omfanget af arbejdsopgaverne ikke er tydeligt beskrevet. En kommende arbejdsgiver vil blot se positivt på spørgsmål og interesse herfor, og ved at få afdækket alle eventuelle spørgsmål, så kan man sikre sig at det job man begynder i, med stor sandsynlighed vil være et godt match. Jeg har oplevet nyansatte kolleger der sagde op inden for meget kort tid, nogle sagde endda op inden første arbejdsdag. Men det er vigtigt at mærke efter, og et grundigt forarbejde, både med at mærke efter selv, men også til jobsamtalen, kan hjælpe en på vej til drømmejobbet.
Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?
Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse
I det her indlæg, vil jeg kort beskrive hvordan det så var, at starte et nyt sted, efter et halvt år som nyuddannet sygeplejerske.
Dernæst kommer jeg med mine råd og erfaringer, når du står derude, med sygeplejeskiltet på uniformen.
At starte et nyt sted, efter et halvt år som færdiguddannet sygeplejerske “i den trygge rede”
Det første sted jeg arbejdede, kendte jeg, det var en “tryg rede” fordi jeg, som før beskrevet, forinden havde været sygeplejestuderende dér, og arbejdet på afdelingen, som timelønnet. Så da jeg startede som sygeplejerske på neonatal afdelingen, var det som om, at jeg først på det tidspunkt “rigtigt” startede min tid som sygeplejerske. Sådan følte jeg det i hvert fald. Det betød meget for mig at “flyve ud af reden”. Selvom jeg var meget glad for mit job på barselsgangen.
Jeg husker tydeligt at jeg var forbi på neonatal afdelingen for at hente en uddannelsesmappe og et kompendium. Det var spændende at træde ind i afdelingen, velvidende om, at jeg lige om lidt, ca. om en måned, ville træde ind på afdelingen omklædt i uniform. Jeg vidste besked om, at min første tid som sygeplejerske på afdelingen ville være som føl. Jeg husker ikke præcist hvor mange oplæringsvagter jeg havde, men jeg havde nok til at da jeg stod på egne ben, følte mig nogenlunde sikker i min sag. Lidt spændt/nervøs er man vel altid når noget er helt nyt :-)
Da jeg startede på neonatal afdelingen begyndte jeg for alvor at forme mig til den sygeplejerske jeg er i dag. Jeg er rigtig glad for at jeg tog det spring, ud fra reden, for jeg har virkelig udviklet mig. Ikke kun som sygeplejerske, men også personligt.
Jeg kunne blive ved med at skrive om mine oplevelser fra da jeg var nystartet på neonatal, men jeg vil egentlig hellere skrive mine råd og erfaringer, til alle jer, der stadig er studerende og som på et tidspunkt skal starte som nyuddannede sygeplejersker og til jer, som er nyuddannet i faget.
Råd og erfaringer
1. Mit aller vigtigste råd til jer er, at lytte efter og mærke jer selv!
Mærk efter om det I står i er noget I føler jer kompetente til at stå i og med.
Hvis man er i tvivl om noget, skal man tage fat i en kollega og bede om hjælp OGSÅ selvom man føler “at det her, burde jeg måske vide”.
Der er virkelig INGEN dumme spørgsmål (altså jo, der skal sikkert nok være nogen, som synes at det som man spørger om er indlysende, men det er lige meget)!
Det er andre menneskers liv man har i hænderne, når arbejder som sygeplejerske, så hellere spørg og be’ om hjælp én gang for meget end for lidt.
Både for patienternes skyld, men også for din egen.
2. Husk på, at Rom blev ikke bygget på en dag.
Så, jeg kan ligeså godt afsløre det her nu: som sygeplejerske, kommer man til at lave fejl!
Sådan er det, når mennesker arbejder med mennesker. Der vil ske fejl, og det gør der hele tiden. Men, når det så er sagt, så handler det selvfølgelig om at minimere de fejl – mest muligt.
Så derfor, igen, SPØRG OM HJÆLP hvis du føler dig usikker.
Travlhed og nedskæringer er klart en kæmpe trussel her, så jeg ved godt, at det ikke altid er let at spørge om hjælp.
Men øv dig hele tiden i at prioritere, kan din opgave, som du har brug for hjælp udskydes lidt?
Så vent med at spørg om hjælp til der er tid.
Er det akut, og du har brug for hjælpen nu? Så må du ringe, til hvem du kan ringe til, lave en time-out eller hvad der er af prodecure på afdelingen.
3. Acceptér allerede inden du bliver færdiguddannet at du vil komme til at være mega træt det første lange stykke tid efter du er startet som nyuddannet sygeplejerske.
Det er hårdt, udmattende, energikrævende OG HELT FANTASTISK at være nyuddannet sygeplejerske! Der vil være dage, måske uger, hvor du kun arbejder og sover og ikke rigtig har overskud eller energi til særlig meget andet.
4. Brug dine sygeplejevenner/kollegaer til at reflektere og debriefe med. De vil forstå dig aller bedst og ved nogenlunde hvad du gennemgår.
Måske er de selv helt samme sted? Eller også har de været der på et tidspunkt.
5. Sug til dig, og “copy-paste” til dig selv, fra andre sygeplejersker.
Når du står med sygeplejerske beviset i hånden, skal du først her rigtigt til at lære at være sygeplejerske og der kan godt gå lang tid, før at du føler dig godt tilpas.
Jeg fik et gyldent råd, en gang, fra en vejleder (søde Ulla på Montebello i Spanien), da jeg stadig var studerende.
Hun sagde, at jeg skulle plukke alt det gode jeg lærte, fra de sygeplejersker jeg mødte på min vej.
Selvfølgelig kan man ikke plukke alt! Men en god idé er at plukke det man kan copy-paste til sig selv, og det som fungerer for dig og på den måde forme sig selv til den sygeplejerske man gerne vil være.
6. Acceptér, at der vil være dage, hvor du er moody.
Der vil også være dage, hvor du kommer hjem, og måske græder.
Måske kommer du også til at græde mens du er i vagt.
Det er helt normalt. Det har mange, inklusiv jeg selv gjort.
Selvfølgelig er det ikke optimalt at græde mens man er på arbejde, på vej hjem, eller derhjemme.
Men at være sygeplejerske er et fag, hvor man har andre menneskers liv i sine hænder, og nogle gange, så sker det altså bare.
Handler det om ting, der ikke er ok, fx. arbejdsmiljømæssigt, noget med nogle pårørende, eller noget helt tredje – så skal man selvfølgelig gå til sin afdelingsledelse.
Men helt generelt, så er det OK normalt, det dér med at jobbet som sygeplejerske kan få tårerne frem.
Det prøver de fleste af os nok før eller siden.
Det behøver ikke at være noget dårligt som får tårerne frem. Fx har mine tårer banket på, og trillet frem, et par gange, når nogle før indlagte patienter er kommet på besøg for at sige hej.
Jeg har oplevet glædes tårer flere gange.
Jeg har også oplevet at græde, fordi en vagt har været møg hård og fordi der måske er sket noget svært eller uventet – her er det meget vigtigt at sørge for at tale med nogen om det – så vigtigt.
At være sygeplejerske er et fag, som kan røre ved følelserne, og det kan være svært at lade være med at græde en gang i mellem.
Men bare lyt på mig når jeg siger, det er helt ok, og helt normalt!
7. Prioritér og pas på dig selv
Som mange nok ved, er vores fag udfordret flere steder. Især det med arbejdspresset og travlheden og nogle gange, især når man er ny, kan det være svært at se lyset for enden af tunnelen, fx i en travl vagt.
Sørg for, som før nævnt, at snak med nogen om det. Enten kollegaer, din leder eller hvem du finder der er den rette at tale med det om.
Jeg tror, at det nærmest er umuligt, som sygeplejerske, ikke at komme i kontakt med travlheden og når man som sygeplejerske har travlt, kan det være rigtig svært at holde hovedet koldt.
Mine erfaringer er, at det handler om, især i de travle situationer, at prioritere prioretre prioritere! Har man travlt, er det jo egentlig ret simpelt, i hvert fald på skrift!
Man må skære noget fra, når man ikke har tiden til at nå det man skal.
Derfor, må man gøre en status over ens opgaver, og sørge for, at det som er livsnødvendigt for patienterne, er det, som man fokuserer på nå – eller får hjælp til at nå.
Det er ikke altid lige let, slet ikke, og det tager tid at finde ud af “gamet” når man har travlt.
Det er bare så vigtigt, at man prøver at gøre alt for, at huske sig selv.
Selvom man er på arbejde for at tage sig af sine patienter, så skal man selv have det bare nogenlunde OK for selv at kunne fungere.
Så det dér med ikke at spise, drikke og gå på toilet er virkelig ikke iorden, det SKAL der være tid til.
Nogle gange smutter det, men man skal virkelig gøre alt for, at det kan lade sig gøre!
Mine råd og erfaringer jeg har skrevet her til jer, prøver jeg selv stadig at leve op til. Jeg arbejder stadig efter dem i de fleste af mine vagter i uniformen. Jeg prøver at stræbe efter dem, så vidt muligt. For så længe jeg har mine egne “små” guidelines, så længe mister jeg ikke mig selv fuldstændigt. Det har jeg prøvet, og det vil jeg ikke ønske for nogen. At gå ned med stress, er det mest forfærdelige jeg har oplevet i mit liv til dags dato. Jeg var heldig, at min krop sagde fra, i nogenlunde god tid. Så jeg var kun sygemeldt i en måned. Men jeg slikker stadig mine ar, og jeg bliver aldrig den samme igen. Det vil jeg heller ikke, for jeg har virkelig lært mig selv endnu med bedre at kende, efter at jeg har været nede med flaget.
Jeg har været uddannet i 2 år og to måneder, og det er først nu, eller i hvert fald i år, at jeg rigtigt mærker at jeg er sygeplejerske og jeg er god til det. Der er så mange ting jeg stadig ikke kan, men jeg er selvsikker i rigtig meget.
Jeg tror, uden at vide det med belæg for noget, at det er meget normalt, at det tager ca. 2 års tid, før at du rigtigt kan slappe lidt af, som sygeplejerske.
Aller sidst, vil jeg bare råde jer til at, at huske på, at hvis du ikke har iltmasken på, så kan du ikke hjælpe andre. Det er faktisk ret simpelt, i hvert fald her på skrift :-)
Jeg håber at I kunne bruge mine råd og erfaringer.
Kh. Frederikke Marie,
Sygeplejerske & Meningsdanner
Følg gerne med på Instagram, der er jeg lidt mere aktiv, end herinde på bloggen.
Jeg har også en facebookside, hvor jeg deler lidt af hvert.
Skrevet af Anne Haugaard, Amanda Louise Larsen og Freja Sofie Yde Thomassen
– 4. Semester sygeplejestuderende
Den 1 september 2017 starter vores udvekslingseventyr på Mubende regional referral hospital. Vi har 6 uger i vente, hvor vi hver især skal ud på de forskellige afdelinger og se hvordan sygepleje udføres i et uland som Uganda. Vi er tre semester 4. studerende, der har valgt at tage praktikperioden i Afrika, i stedet for den primære sektor i Danmark.
Inden vi tog fra Danmark, havde vi mange tanker om hvorvidt vores semesters læringsudbytter kunne opfyldes, hvilke grænseoverskridende og etik udfordrende ting vi kunne blive udsat for, og ikke mindst hvilke ressourcer og hvilken viden sundhedspersonalet ville have på hospitalet. Disse tanker blev hurtigt gjort til virkelighed.
Hospitalet i Mubende er et regionalt hospital og et af de største af slagsen i Uganda. Hospitalet er inddelt i forskellige afdelinger, ligesom i Danmark, men hver afdeling huser langt flere specialer og sygdomme end hvad én afdeling i Danmark gør. På hospitalet finder man b.la. Surgical Ward, Medical Ward, Labour Ward, Emergency, Maternity Ward, Out patient department og Privat wing. Der er også et lille apotek, hvor alle afdelinger får deres medicin fra, men dette apotek huser mindre medicin til hele hospitalet end hvad én afdeling har til rådighed i Danmark.
Mangel på ressourcer er et gennemgående problem på hospitalet. Det er gratis at få behandling, og så alligevel ikke. Hvis afdelingen mangler handsker, medicin eller bandage skal, de pårørende til patienterne selv ud og købe de manglende ressourcer. Hvis ikke patienterne har nogle pårørende eller nogle penge, hvilket ofte sker, går behandlingen i stå. Et eksempel på dette, er en 25 årig mand, der kommer ind på Emergency. Historien lyder på, at han er tyv og har prøvet at stjæle fra en familie, der så har opdaget det og angrebet ham med en manchette. Manden kommer ind med dybe åbne sår, en fraktur i foden og hans tøj er indsmurt i blod. Hans familie vil ikke hjælpe ham og han er dermed overladt til ham selv og personalet på hospitalet. Hans ene finger hænger i laser og intet bliver gjort ved dette. Han har ikke selv råd til hverken medicin, mad eller vand.
Labour ward er en af de mest travle afdelinger på hospitalet, da mange afrikanske kvinder føder mellem 5-8 børn. Det er desværre bare ikke alle børn der overlever. Enten dør de under graviditeten pga. manglende observationer/scanninger, under fødslen eller under de første leveår. Når kvinderne føder, har de ingen smertestillende medicin til rådighed, som man har i Danmark. Der er no mercy. Hvis kvinderne klager for meget over smerter, får de et dask på siden af låret og bliver råbt lidt ad af jordemødrene. I Danmark anses det, som en stor oplevelse at føde et barn, men hernede bliver det anset som en dagligdagsting. Det er anderledes at overvære en fødsel her i Uganda end hjemme i Danmark, da kvinderne ikke udviser den store glæde. Hvis deres barn dør under fødslen, virker det på os, som om, at det bare var endnu en i flokken.
Fødeafdelingen
Fødeafdeligen
Mange af patienterne bliver indlagt i meget kritisk tilstand, da de ofte har langt til hospitalet og ingen penge eller transportmuligheder har. Mange af dem lider af sygdomme som vi sjælendt ser i Danmark, fx malaria, HIV, Tuberkulose og underernæring. Og pga. manglende ressourcer på hospitalet, udvikler nogle tilfælde sig desværre til et mere kritisk stadie end da de kom ind. På hospitalet snakker sundhedspersonalet engelsk til hinanden, hvilket er en stor fordel for os. Kommunikation mellem os og patienterne må ofte gå gennem de ansatte eller ved brug af non-verbal kommunikation, da der ikke er ret mange af patienterne, der kan snakke engelsk.
Med mangel på både ressourcer og kommunikationsmuligheder, bliver man som sygeplejestuderende i Afrika udstyret med selvstændighed, gode refleksionsmuligheder og improvisation. Man bliver smidt ud i mange opgaver man som studerende ikke selv ville stå til ansvar for i Danmark. Når man snakker læring fik vi reflekteret over hvad vi og de gjorde, hvornår og hvorfor i alle situationer. Basale hygiejniske principper er svære at holde fast i, da der ofte mangler sterile hansker og sprit, og de pårørende selv står for den personlige hygiejne. Vi stod ofte i situationer hvor vi måtte improvisere og selv tænke os frem til den mest sterile måde at udføre en steril procedure på.
Vi rejste med Global Contact eller Action aid, som det kaldes her i Uganda. De har et kontor her i Mubende by og et samarbejde med hospitalet. Vi boede hos en lokal familie, som ikke selv havde nogle børn boende. Vi spiste lokal mad, bestående af Matoche (banangrød), pocho (majsgrød), bønner og peanutsovs. Vores familie bød os varmt velkomne og vi følte os hurtigt hjemme hos både familien og i byen. Der er dog en stor kulturforskel, som man møder, når man snakker med de lokale mennesker og når man opholder sig på hospitalet. Personalet på hospitalet tillader ikke børnene eller generelt alle patienterne at ”skabe sig” over smerter, sorg eller chok. Folk i landsbyen bor og lever meget anderledes end vi gør hjemme i Danmark. Mange er meget fattige, hvilket kan ses på deres beskidte tøj og krop og generelle basale ressourcer.
Jeg hedder Julie, og jeg er en pige på 25 år, der er helt pjattet med at være sygeplejestuderende, heste, træning og meget mere. Jeg holder et halvt års orlov fra studiet, da jeg er sygemeldt, ellers ville jeg have været i gang med modul 14/7. semester.
Jeg har fået lov at låne lidt plads her på bloggen, da jeg føler at jeg har noget på hjertet, og nogle erfaringer jeg gerne vil dele med jer andre sygeplejesker og studerende.
Jeg holder orlov fra studiet, da jeg i sommers fik en depression. Det var en depression der blev kategoriseret middelsvær – grænsende til svær. Under mit sygdomsforløb har jeg haft angst, selvmordstanker, en indlæggelse på psykiatrisk afdeling, identitetstab og mange andre ubehagelige følelser – alt sammen udløst fordi jeg har været for dårlig til at lytte til mig selv i alt, alt for lang tid. Jeg håber at min historie kan hjælpe andre, til at lytte til deres krop og sind, og stoppe op, så de ikke får det så skidt som jeg havde det.
Jeg har altid været en pige, der har været vild med at knokle. Under mit studie har jeg prioriteret at klare mig godt og har fået gode karakterer hele vejen igennem, samtidig med at jeg har redet på konkurrenceplan og haft mange timers arbejde både på et plejehjem og på det ridecenter hvor min hest var opstaldet. Der har været pres på, hvilket var en nødvendighed hvis jeg skulle det hele. Når jeg tænker tilbage, har jeg hele tiden haft symptomer på stress, som hos mig viste sig som svimmelhed, nedsat appetit, indsovningsbevær, migræne og når jeg endelig havde en fridag uden planer, var jeg fuldstændig ødelagt og kunne ikke komme ud af sengen før om eftermiddagen.
I Maj måned havde jeg et grimt brud med min daværende kæreste og efter det begyndte depressionen virkelig at vise tænder, selvom den var kommet snigende op til. Jeg har undertrykt symptomerne, men der opstod nogle symptomer der virkelig gjorde mig bevidst om at noget var galt. Det var bl.a. angst når jeg skulle møde op på mit kliniksted på modul 12 – som jeg var rigtig glad for at være på!, at jeg ikke længere havde lyst til at ride og følelsen af at livet ikke var værd at leve mere. Men jeg skammede mig utrolig meget over det, og blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare måtte tage mig sammen, for jeg havde jo ingen som helst grund til at skulle have det sådan. Modul 12 var hårdt og jeg var ikke ret glad. Jeg var faktisk kun tilpas når jeg var i klinik – når jeg havde overvundet angsten for at komme op på afdelingen. Jeg klarede dog modul 12 rigtig godt og fik en udtalelse, der var så flot at jeg græd af glæde og stolthed da min vejleder læste den op for mig. Det var en surrealistisk oplevelse, for når jeg ikke var i klinik havde jeg det rigtig dårligt, og havde meget klare forestillinger om hvordan jeg kunne tage mit eget liv. Men jeg fortalte ikke nogen om disse tanker, for jeg skammede mig så forfærdeligt og var sikker på at jeg aldrig kunne blive sygeplejerske, hvis jeg fortalte nogen, at jeg havde haft lyst til at stjæle morfin fra medicinrummet.
Sommerferien kom, og jeg startede som sommerferieafsløser på et nyt plejehjem, og håbede inderligt på at en ny start ville gøre mig glad igen. Hvilket overhovedet ikke var tilfældet. For min depression tog så meget til, at jeg ikke lavede andet end at sove, når jeg ikke var på arbejde. Jeg havde stadig min elskede hest, men jeg havde ingen interesse i den, og hver gang jeg var ude for at klappe den eller ride fik jeg voldsom dårlig samvittighed over, at jeg ikke passede den i et omfang der var tilfredsstillende for mig. Men jeg havde bare ikke overskud og kræfter til det. Jeg havde bare lyst til at sove, sove, sove og aldrig mere tage stilling til verden udenfor. Jeg isolerede mig, samtidig med at jeg blev rigtig bange for at være alene hjemme, især om aftenen. Jeg sov ca. 12 timer hver dag og var stadig vildt træt, når jeg gik i seng, men lå stadig meget længe i sengen inden jeg faldt i søvn, da jeg bare lå og tænkte på alle de fejl jeg lavede som menneske, både i fortiden, nutiden men også hvilke fejl jeg var overbevist om at ville begå fremover – især forestillinger om, at jeg aldrig nogensinde ville komme til at fungerer i arbejdet som sygeplejerske. Jeg følte mig som en evig belastning for alle, og jeg kunne ikke tage beslutning om noget som helst. Men jeg vælger ikke at få noget hjælp, for jeg syntes jeg er svag, dum og doven og tænker, at en læge ville grine af mig, hvis jeg kom og fortalte hvordan jeg havde det. Den eneste ”hjælp” jeg fik, var at jeg siden april havde fået psykolog hjælp – men jeg løj om hvordan jeg havde det og fortalte hende ikke om min selvmordstanker, fordi jeg var så flov. Samtidig var jeg rigtig bange for at blive tvangsindlagt, hvis jeg fortalte nogen om de her grimme tanker, og jeg troede ikke at jeg nogensinde kunne blive sygeplejerske hvis jeg skulle indlægges. Det var efterhånden det eneste jeg kunne holde fast i, af min egen identitet; Jeg ville være sygeplejerske!!
Så jeg forsøgte at ”tage mig sammen”, prøvede at få det bedre, men jeg havde en følelse af, at livet hele tiden overhalede mig uden at jeg var klar. Der blev ved med at komme ting jeg skulle forholde mig – og tage stilling til, hvilket jeg ikke magtede. Jeg kunne ikke være en god veninde, en god datter eller noget som helst andet. Tænk at jeg overhovedet kunne have så gode veninder og familie, når jeg var så uduelig. Så hvert forsøg på at tage sig sammen var et nederlag, som resulterede i at jeg isolerede mig endnu mere.
Det hele kammede over til en fest på Langeland, hvor vi hvert år bor ved en af mine tætte veninders mor, som jeg også har et godt forhold til og holder meget af. Men til denne fest sker der noget, som jeg ikke nævner her, som sårer mig og får mig til at føle mig så ligegyldig at hele min verden vælter og hele natten ender i et langt panikanfald. Jeg forlader selvfølgelig festen, og kommer hjem til min venindes mor, som forgæves prøver at berolige mig. Men jeg er så bange, jeg hyperventilerer, har skyldfølelse og føler mig som det mest usle menneske – og dette afleder også meget kraftige selvmordstanker. Hatten af for både min veninde og hendes mor, som virkelig prøvede at hjælpe mig – som de virkelig også gjorde! For næste morgen, inden jeg kører hjemad, tager de en snak med mig, om at de symptomer, jeg viser på at have fået en depression og opfordrer mig til at søge hjælp. Det var en hård besked at få, men også en ekstrem lettelse for mig, for når det kom fra andres mund, følte jeg at nu var det ”slemt nok”. Verden havde simpelthen gennemskuet hvor dårligt et menneske jeg var. Jeg laver en aftale med dem om at søge lægehjælp i den kommende uge, og kører derefter hjemad.
På hjemturen bliver jeg overmandet af endnu et panikanfald, og her beslutter jeg første gang at kontakte psykiatrisk akutmodtagelse. Jeg har så meget uro i mit hoved, og jeg kan på ingen måde kontrollere mine tanker, der bare flyver rundt i en stor pærevælling og jeg bliver egentlig meget bange for mig selv. Den søde sygeplejerske jeg får kontakt med, inviterer mig ind til en snak på PAM, som jeg selv kører til.
Det var virkelig en mærkelig oplevelse at komme ind og snakke med personale med overfaldsalarmer. Jeg husker at jeg både følte mig meget stødt over alarmerne, men havde også en accept af at nu var jeg nok sindssyg, så der var ikke meget andet at gøre. Og jeg var rigtig bange samtidig. Og ubevidst havde jeg på det her tidspunkt et stort ønske om at blive indlagt. Jeg fortæller både sygeplejersken og lægen præcis hvordan jeg har det, selvom det er svært at sætte ord på, og det jeg mest kan give udtryk for er ”at jeg har brug for ro!”. De sender mig dog hjem med noget beroligende, som har god effekt på mig.
Efterfølgende får jeg søgt lægehjælp, som henviser mig til lokalpsykiatri og jeg får fortalt min psykolog hele historien. Min læge opfordrer mig til at køre på PAM igen, da hun mener jeg skal indlægges, og det er jeg på dette tidspunkt helt afvisende overfor. Men min psykolog får mig dog overtalt til at køre på PAM, efter at have fortalt hende alt hvad der foregår inden i mig. Jeg venter meget længe derinde og da jeg endelig kommer til lægesamtale, møder jeg det jeg vil beskrive som verdens dummeste læge. Han er så nedværdigende overfor mig og taler nedsættende og arrogant til mig. Og efter både at have åbnet mig for min psykolog og triage-sygeplejersken, er det sidste jeg har lyst til at fortælle sådan en læge om mine inderste hemmeligheder og skynder mig at få samtalen afsluttet.
Sygeplejersken der er med til lægesamtalen er heldigvis knaldhamrende dygtig, og opfatter godt at jeg ikke vil fortælle lægen noget som helst og hun tager en snak med mig på vej ud og opfordrer mig til at blive. Men jeg takker nej tak, for jeg skal altså på arbejde næste dag, og beslutter at vente med behandling til jeg har tid i lokalpsykiatrien.
Ventetiden føltes uendelig, men dagen hvor jeg skal til samtale i lokalpsykiatrien kommer endelig! Jeg håber virkelig at en medicinsk behandling vil hjælpe mig, for min hverdag kan ikke fortsætte som den gør. Jeg får dog 10 min inden jeg skal ud af døren en mail om at tiden er aflyst, hvilket er helt ubærligt for mig! På en eller anden måde finder jeg alligevel nogle kræfter og ringer ind til dem, og får en akuttid ved en socialrådgiver som laver en Hamilton vurdering af mig og hun opfordrer mig også kraftigt til indlæggelse, som jeg nu er helt afvisende overfor. Og da der ingen læge er tilstede, kan jeg ikke startes op i medicinsk behandling.
Efter en (god) aftenvagt på plejehjemmet, bliver jeg igen ramt af et angstanfald. Det kommer ud af ingenting, mens jeg bare sidder og læser en bog, helt afslappet derhjemme. Jeg kan ikke kontrollere det overhovedet og prøver at løse det, ved at ridse i mig selv – hvilket ikke hjælper og angsten tager til. Her kontakter jeg igen PAM, hvor jeg kører ud og møder en sød læge og sygeplejerske og får tilbudt en overnatning. Næste morgen er jeg fuldstændig som en zombie og min sygeplejerske tager en snak med mig om at hun syntes jeg skal indlægges. Jeg afviser og tager hjem, for jeg har slet ikke samvittighed til at sygemelde mig fra mit arbejde.
Men allerede samme aften får jeg det skidt igen og her ”giver jeg op”. Jeg vil indlægges, jeg har det simpelthen for dårligt til at klare mig selv. Jeg accepter, at jeg aldrig nogensinde bliver sygeplejerske, og tager på PAM igen og beder om en indlæggelse. Men allerede her bliver jeg overrasket. Den sygeplejerske der talte med mig efter ”den dumme læge” fortæller mig at hun har lagt en klage på lægen, og at hun er glad for at se mig igen. Det var fantastisk at få at vide, fordi jeg selvfølgelig følte at det var min egen skyld at lægen opførte sig som han gjorde.
Jeg var også sikker på at jeg blev tvangsindlagt – hvilket selvfølgelig overhovedet ikke var aktuelt. Jeg lader mig indlægge helt frivilligt. Og den indlæggelse er det bedste jeg nogensinde har jeg gjort. De første dage af min indlæggelse går jeg rundt og er helt forstenet og kan ikke så godt samtale eller holde øjenkontakt. Jeg spiser ingenting og har på det her tidspunkt tabt mig i alt 4-5 kg. Jeg bliver opstartet i medicinsk behandling, NADA-behandling og samtaler. Men indlæggelsen i sig selv er den bedste medicin. Jeg kunne lukke verden helt ude, og bare være i mig selv uden pres nogen steder fra. Der var ingen krav til noget som helst. Der var nogen der vækkede mig og morgenen og fortalte mig hvornår jeg skulle spise. Jeg får samtidig fortalt venner og familie at jeg er syg, hvilket nok er det sværeste, men også en kæmpe lettelse. Især fordi jeg har det bedste netværk man kan ønske sig, og alle støttede mig uden at stille spørgsmålstegn ved min tilstand. Dette betød så ufatteligt meget, for det sidste jeg havde brug for, var at skulle forsvare mig selv.
Jeg er indlagt i 3 uger, hvor jeg får det bedre og bedre. Jeg beslutter at tage orlov fra studiet og har nogle gode samtaler med mine 2 fantastiske kontaktpersoner. Det er så befriende for mig at kunne tale frit om alle ens følelser, uden at føle sig forkert. Jeg har nogle gode medpatienter som jeg falder godt i hak med – og så sker det mest fantastiske i mit behandlings forløb: jeg GRINER! Lige fra hjertet, og ikke bare et kunstigt grin, fordi jeg ved det ville være passende, eller fordi jeg ler hånende af mig selv. Det er nok den bedste følelse nogensinde og noget jeg aldrig vil glemme.
Da jeg bliver udskrevet er jeg helt klar, og har en god plan for min orlov, som jeg ved er det helt rigtige. Og jeg har efter mine mange samtaler, ENDELIG indset, at jeg selvfølgelig bliver en mega god sygeplejerske, selvom jeg har haft en depression og har været indlagt på psykiatrisk afdeling. Hvilket er fantastisk og noget jeg glæder mig meget til, for jeg er stadig helt sikker på, at jeg er sygeplejerske helt ind i knoglerne.
I dag har jeg det godt. Jeg er glad, jeg er begyndt at ride igen og jeg bruger min orlov på, kun at gøre Julie-ting. Altså ting som gør mig glad. Jeg er startet med at træne meget i fitness, jeg ser min familie og mine venner, jeg ELSKER at ride igen og så har jeg taget hul på en uddannelse som springdommer indenfor ridesporten. Og nu glæder jeg mig faktisk til at komme i gang med mit studie igen. Jeg hviler mere i mig selv, end jeg nogensinde før har gjort og det er virkelig en fed fornemmelse!
Det jeg gerne vil med at dele min historie, er at jeg ikke ønsker at nogen skal få det ligeså skidt som mig. Hvis der er nogen der læser dette, som kan genkende noget af alt dette hos dem selv – søg hjælp! Det er IKKE meningen man skal være ked af det altid eller have tanker om at tage livet af sig selv! Mærk efter – hvad fortæller jeres krop jer? Man kan desværre ikke det hele, og det er okay at tage en pause. Livet vil altid byde på udfordringer, men hvis man altid kører på pumperne er der til sidst ikke overskud til selv det mindste bump på vejen.
Og sidst men ikke mindst: Der er ingen andre end dig selv der kan definere hvornår man har det ”slemt nok” til at få hjælp! Det er så vigtigt!
ABCDE og CLOSED LOOP. Begge dele er noget jeg har øvet x flere i simulations scenarier, med dukker, i undervisnings situationer på sygeplejeskolen eller på hospitalet. Selvfølgelig har jeg prøvet at stå i lidt akutte situationer før, men så har jeg stået i uniformen og med flere erfarene kollegaer omkring mig.
I sidste uge stod jeg alene sammen med min sygeplejerske veninde. Vi var ikke i en øvelsessituation på studiet. Vi var der, midt i virkeligheden, hvor det skete, og hvor vi gik fra at være sygeplejersker “off duty” på bytur med en promille, der nok ikke havde været acceptabel, hvis vi havde været i vagt, til sygeplejersker, der vidste hvad de lavede.
Min gode veninde fra sygeplejeskolen og jeg, havde været i byen og danse og drikke drinks. Vi sad stille og roligt og spiste mad, pizza og cheese brugers, før at vi skulle hjem.
Pludselig og uventet opstod der slåskamp mellem to grupper af drenge. Først tog vi det roligt, så rykkede vi os lidt væk, dernæst satte vi i løb væk fra dem, fordi at de nærmede sig os og vi følte os ikke sikre i situationen. Men vi nåede ikke at løbe så langt, før at vi vendte om, og løb tilbage.
Vi hørte et ordenligt smæld, det var et baghoved som ramte asfalten. Det lød meget voldsomt. På meget kort tid fik vi den pågældende lejret om på siden, og vi så blod. Min veninde var hurtigt nede på knæ og her ringede jeg allerede 112. Fra start til slut brugte vi ABCDE og CLOSED LOOP. Det var ikke noget vi aftalte, det var bare noget vi gjorde, fuldstændig som om vi havde prøvet det før. Det havde vi jo egentlig også – endda også sammen. Men bare ikke med en ægte person, men på dukker, flere gange.
Hurtigt observede vi at personen havde en snorkende vejrtrækning, blødte fra hovedet og respirationen var bare ikke god. Der var ikke tale om hjertestop, men der var tale om en akut situation. Personen reagerede ikke på smertestimuli og personen var ukontaktbar. Når jeg sådan lige tænker tilbage, så var det faktisk rigtig ubehageligt at opleve. For det var jo ikke en dukke, men et levende menneske. Men vi bevarede roen, og fik begge to, af nogle omgange, sagt til venner, og andre, der flokkede sig omkring personen, at de skulle gå væk eller i det mindste holde sig i ro. For der var tumult, men min veninde og jeg fokuserede på personen, som lå der, og havde brug for hjælp.
Damen fra alarmcentralen guidede mig, og jeg guidede videre til min veninde, de ting hun sagde, havde vi allerede gjort – men det var utroligt rart at have hende i røret, som støtte, og som en beroligende professionel. Jeg tror ikke, at jeg før er blevet så hurtigt ædru, og har mærket så meget adrenalin pumpe rundt i kroppen.
Læge, politi og ambulance kom. Inden de kom, blev personens vejrtrækning allerede lidt bedre, det blev den, pga. at vi lavede kæbeløft, for at sikre de frie luftveje. Da ambulance folket tog over begyndte personen at vågne en lille smule. Men kun meget lidt. Vi fik besked på, at personen var ok. At det slet ikke var sikkert, at personen skulle sys eller noget andet end “bare” med ind til observation. Stadig sidder jeg med følelsen af, at det er ubehageligt ikke at vide, hvordan vedkommende har det lige nu.
Vi skulle afgive vidneforklaring til politiet, fortælle hvad vi havde set og gjort osv. Det var voldsomt det hele. Min veninde var smurt ind i blod og vores blodtryk var nok i den lidt høje ende, da ambulancen kørte afsted. Vi slentrede bagefter afsted, med absurd meget adrenalin i kroppen, vi gav hinanden et kæmpe kram, og blev enige om, at vi havde gjort vores bedste og talte om, “hold da op, der var vi da godt nok lige sygeplejersker i civil”.
Endnu en gang, kan jeg bare understrege, hvor sindssygt glad og taknemmelig jeg er for denne uddannelse jeg har taget. Mange havde sikkert klaret det ligesom os, men jeg mærkede en helt enorm professionalisme mellem min veninde og jeg. Jeg oplevede især også, at vi bevarede roen, i en situationen som ellers var ret akut og voldsom. Så til alle jer, der måske synes at simulations træning er lidt grænseoverskridende og irriterende, tro mig, det er godt givet ud. Tag med til alt den simulations træning I får tilbudt på skolen og i jeres praktikker. Man ved aldrig hvornår man får brug for at skulle være sygeplejerske. Jeg har i hvert fald, sammen med min veninde, fået min dåb som sygeplejerske i civil. Heldigvis sad ABCDE og CLOSED LOOP fast på vores rygrad.
Jeg håber, at vedkommende, som kom til skade, har det godt i dag og ikke havde behov for yderligere behandling. Jeg ønsker i hvert fald personen rigtig god bedring. Og så til alle drenge og piger! Lad nu vær’ med at slås. Det er for dumt og det kan virkelig gå galt :-(
Indlæg skrevet af Anonym sygeplejestudrende på 4. semester.
For mange er det nok et tabu. Et tabu om at sige det højt. Jeg har det ikke godt. Jeg er ikke sprængfyldt med energi og overskud. Min lyst til at stå op om morgenen er væk. Jeg græder. Både når jeg skal afsted og når jeg skal hjem. Men jeg har ikke lyst til at holde pause? Jeg har dårlig samvittighed. Over at jeg på den måde vil komme bagud. At jeg vil blive uddannet et halvt år senere. Men en dag får jeg nok. Kommer hjem fra klinik og bryder sammen i min dagligstue. Jeg ringer til en veninde. Hun overbeviser mig om at jeg trænger til hjælp. Og en pause. Men jeg er skuffet over mig selv. Skuffet over at jeg ikke havde kræfterne til at fortsætte. Skuffet over at jeg ikke var stærk nok. Men jeg gør det. Et besøg hos studievejlederen og ved lægen. Dommen er klar. Jeg er stresset. Jeg bliver sygemeldt. Hvorfor lige mig? Jeg giver min klasse besked. Det er pinligt. Jeg er skuffet over mig selv. Efter en rum tid får jeg støttende samtaler gennem studenterrådgivningen. Tiden går. Ro og samtaler. Det hjælper. Jeg græder ikke mere. Jeg bliver mere glad. Efter et halvt år glæder jeg mig til at komme tilbage i klinik. Dagen inden start bliver jeg meget nervøs. Hvad hvis det sker igen? Hvad hvis jeg bliver syg igen? Hvordan vil det gå?
Ovenstående er nogle af de tanker jeg har gjort mig i forbindelse med min sygemelding. Lige fra det gik op for mig, at en pause var nødvendigt og til i dag. Hvor jeg er på den anden side. Heldigvis er det gået godt… Jeg fik en virkelig sød vejleder og nogle søde kollegaer på mit nye kliniksted. Jeg har genfundet glæden. Både privat, men også studiemæssigt. Heldigvis.
Men det piner mig stadig. At jeg ikke længere følger mit gamle hold. At jeg er bagud. Men mest af alt piner det mig, hvor forbandet svært det er at sige det højt. Undskyld mit sprog. Jeg har, i forbindelse med min sygemelding, talt med flere studerende der er blevet skubbet ud over kanten pga. stress. Studerende som, ligesom jeg, har forsat alt for længe uden at søge hjælp. De har ventet fordi de enten var skamfyldte, som jeg, eller følte sig alene.
Hvorfor er det svært at sætte ord på? Hvorfor er det så svært at sige at man ikke er OK?
Det er så vigtigt at sige fra. Stoppe op. Tage en pause. Det er ikke skamfuldt. Det har jeg fundet ud af nu. Kan jeg blive en god sygeplejerske, hvis jeg er stresset? Er det dét værd, at blive uddannet ”til tiden” hvis man så ender med at være udbrændt allerede inden man starter i sit første job? Nej vel?
Det er en fornøjelse at være sygeplejestuderende. Men det er også hårdt, at være i et fag hvor man har hulens travlt med at yde sit bedste hele tiden. Det er godt at have en passion for at yde omsorg for andre. For at gøre en forskel. Men det er ikke det værd, at løbe livet af sig selv, hvis det er på bekostning af ens eget velbefindende. Så stop op og mærk efter. Er jeg OK? Er du OK? Har jeg brug for en pause? Hvis ja. Så er det OK! Tag en pause. Kom tilbage og vær en bedre udgave af dig selv. Du vil opdage at du vil kunne give meget mere af dig selv. Til dine kollegaer og dine patienter. Uden at det gør ondt i sjælen.
Fra nu af stopper jeg op, hver eneste dag, og spørger mig selv. Er jeg OK? Har jeg det godt? For hvordan skal jeg kunne yde omsorg for andre, hvis jeg ikke kan yde omsorg for mig selv?
… Jeg er sygeplejerske, og det kan ingen tage fra mig.
Skal jeg give afkald på mit kald?
Netop sådan skrev jeg, da jeg tilbage i februar 2016, sådan rigtigt, begyndte at skrive reflekterende om hvordan jeg oplevede, det var, at være sygeplejerske (læs blogindlægget her). Det endte med at dette blogindlæg blev udgivet i Dagbladet Information, og mange af jer, tilkendegav, at I delte de frustrationer, jeg oplevede. Hvis vi spoler tiden tilbage, til februar 2016, så var jeg slet ikke færdiguddannet på det tidspunkt, men var begyndt at snuse sådan rigtigt, til den hvide verden som sygeplejerske. Jeg arbejdede som timelønnet vikar på mit forhenværende (også fantastiske) arbejde, barselsgangen.
Det var her jeg for første gang, sådan for alvor, oplevede den grimme bagside af at være sygeplejerske. På barselsgangen oplevede jeg flere gange, en travlhed, som var helt urimelig og ødelæggende for mig som sygeplejerske/studerende, men også for mine patienter. Jeg oplevede at gå hjem fra arbejde, med følelsen af at have været utilstrækkelig og ikke god nok. Selvom at jeg havde gjort mit bedste. Den gang fik jeg virkelig en øjenåbner for, hvad det virkelig var, som ventede mig derude i uniformen, når jeg stod med eksamensbeviset og nålen på kitlen. Jeg husker at jeg blev skræmt, ked af det og fik følelsen af, om jeg overhovedet havde lyst til at fortsætte som sygeplejerske. Jeg var aldrig i tvivl om jeg skulle tage uddannelsen færdig, men jeg husker, at jeg stærkt overvejede at søge ind på en kandidatuddannlse direkte efter og læse videre med det samme. Det gjorde jeg ikke.
Jeg fortsatte, blev færdiguddannet og startede min sygeplejerske karriere “på gulvet” – og her er jeg stadig. Jeg startede min karriere på min barselsgang, og oplevede flere af de travle vagter, men det slog mig ikke ud. Jeg startede i en 37 timers stilling, men efter ca. 3 måneders tid gik jeg ned på deltid, på 33 timer. Da mit vikariat endte søgte jeg nye veje. Jeg var vild med det obstetriske speciale, men jeg mærkede en øget lyst til at arbejde mere med børn. I forbindelse med mit arbejde på barselsgangen, var jeg et par gange “på besøg” på den tilhørende Neonatalafdeling. De gange jeg var “på besøg” på Neonatalafdelingen kunne jeg mærke, at jeg havde lyst til at blive og derfor faldt det mig helt naturligt at søge job til der hvor jeg er nu. Jeg var godt klar over, at jeg ikke ville komme til at opleve et mindre stresset og travlt arbejdsmijlø – men jeg var fortrøstningsfuld. For travlheden og sygeplejerskens vilkår, skulle ikke stoppe mine drømme.
Så i dag er jeg 8 måneder gammel neonatalsygeplejerske. Det har ikke været uden bump på vejen. Det var en hård start, i den forstand, at det er et speciale som kræver at du 100% vil det og kæmper for at hænge i. Det er hårdt både fagligt fordi der er rigtig meget at lære, hele tiden og hver dag, men det er samtidig også et hårdt speciale sådan rent psykisk. Det er alle specialer nok i den hvide verden. Men jeg vil vove at påstå, uden at spille sådan smart i det, at det neonatalespeciale er et af de mest hårde specialer at være i, psykisk.
Men jeg er her stadig og det er jeg meget glad for. Jeg er glad for at jeg har hængt i og stadig gør det. Men de af jer som følger mig her, på min facebookside og på min instagram, ved også besked om, at det ikke har været lige til og let for mig.
Efter nogle måneder, da jeg stadig var meget ny i specialet, oplevede jeg et kollaps (Læs mere om det her). Jeg har siden da oplevet både op og nedture, haft det svært og indset at det er rocker monster hårdt at finde sit fodfæste i den her hvide verden. Men jeg er fattet og føler at jeg har fat i den lange ende og fat i mig selv – og det er bare så vigtigt. Jeg har siden mit såkaldte “kollaps” også været til en sygesamtale, som jeg også har skrevet om her på bloggen. En sygesamtale, som viste sig at være en slags omsorgssamtale, hvor jeg fik en god reflekterende snak med min leder. Efter denne samtale gik jeg fra 3 holdsvagtskifte til 2 holdsvagtskifte. Det gjorde jeg for at se om det kunne lette det pres, som jeg følte var på mine skuldre, og for at opnå mere frihed i mit private social liv. Det har helt klart hjulpet, men det har bare ikke været nok.
Jeg har de sidste måneder, efter aftale med min leder, gået og overvejet om jeg skulle gå på deltid. Da jeg har oplevet en hård sommerperiode med mange travle vagter, som slet ikke kan måle sig med den travlhed, som jeg oplevede på barselsgangen, besluttede jeg mig for at nu var det tid til at smide håndklædet i ringen.
Håndklædet i ringen, lytte til mig selv og mine mavekramper (ja jeg har haft mavekramper) og tid til at gå på deltid. Så fra november af, så vidt jeg ved, går jeg ned på 33 timer. Jeg glæder mig meget. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har en leder, som lytter og ser mig, og som gør det muligt for mig, at være i bedst mulig trivsel. Det er så fantastisk at møde den fleksibilitet og opbakning, og at opleve, at jeg ikke bare er en brik, i et større puslespil, men at jeg rent faktisk er mig, med mine behov og mine ønsker. Tusind tak!
Jeg ser frem til at opleve mere frihed, ved siden af mit arbejde, som jeg helt inde i sjælen er så glad for og så stolt af. Jeg oplever at være en del af noget meget stort og noget meget meget vigtigt, og jeg kunne faktisk ikke se mig selv arbejde noget andet sted. Derfor er det godt nok med smil på læben, og en glæde i indre og ydre, at de 37 timer og 3 holdsvagtskiftet ikke var et “enten eller” spørgsmål.
Jeg fortsætter i mit kald, med et engagement og en glæde, som ikke er til at beskrive. Dette efterår byder på nye udfordringer for mig, da jeg skal intensivoplæres, men jeg glæder mig. For lige at nævne min taknemmlig til min leder igen, så har jeg også her mødt fleksibilitet. Det er sådan, at man efter noget tid på min afdeling bliver intensivoplært. Denne tid har været for mig, og jeg “burde” egentlig på nuværende tidspunkt have været igennem denne oplæring. Men jeg udtrykte til min leder, at denne oplæring ikke hastede for mig, og at jeg meget gerne ville udskyde det lidt. For jeg følte mig ikke klar. Ikke fordi jeg ikke synes jeg er dygtig nok, der hvor jeg er nu, men simpelhent fordi mit overskud til at bygge oven på med en masse ny viden, og ny intensiv læring, ikke har været der.
Jeg kan mærke at mit overskud så småt er på vej op, nok fordi jeg snart skal på ferie, fordi jeg er gået på 2 holdsvagtskifte og snart kan se frem til en 33 timers arbejdsuge.
Nu skal jeg snart møde ind i nattevagt, jeg har været i dagvagt og har sovet nogle timer til eftermiddag. Jeg er i kroppen lige nu fyldt med ro, og en glæde omkring alle mine beslutninger, og min evne til at lytte til mig selv. Det føles godt. Hermed, er en opfordring til virkelig at lytte til sig selv givet videre til alle jer, som læser med.
Jeg følger en masse sygeplejerske instagram profiler, seriøse og mindre seriøse. Nursegram_new er en af mine yndlings, når jeg skal smile lidt. Eftersom de sidste mange blogindlæg, jeg har delt, har været ret så seriøse, synes jeg at det var på tide, at dele lidt smil og sjov med jer her på bloggen. Jeg har udvalgt nogle af de, som jeg finder sjovest, enjoy:
Alle billeder er fra Instagram kontoen som hedder:
Min lille nye fætter og jeg, for et par uger siden
Der er overvejende mange af jer, som læser med, der i ny og næ kontakter mig og spørger om hvordan og hvorledes jeg fik job på Neonatal afdelingen. Derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine egne erfaringer, og med tips og råd,.
Først vil jeg lige fortælle, at jeg selv ikke havde det sådan “jeg skal bare arbejde med børn”. Det var faktisk tilfældighederne, der førte mig dertil, hvor jeg er i dag. På studiet havde jeg det sådan lidt, at jeg vidste, at mange gerne ville arbejde med børn, og derfor valgte jeg hurtigt, at jeg ikke ville se mig fast på ét bestemt speciale.
Da det kom til, at jeg skulle vælge praktikpladser på modul 11 og 12 valgte jeg så “obstetrisk speciale”. Jeg valgte også andre specialer med børn, herunder også Neonatal afdelingen. Jeg var så heldig at jeg fik mit obstetriske ønske opfyldt og det var her min “pædiatriske sygeplejerske” for alvor begyndte at vokse inden i mig. Jeg var i praktik på barselsgangen, fik efterfølgende timelønnet vikar studiejob der og blev ansat i et halvt års vikariat.
De gange jeg var med til at indlægge nyfødte fra barselsgangen til neonatal afdelingen, kunne jeg godt mærke, at jeg synes det var spændende at være gæst på neo og jeg havde lyst til at blive der. Men jeg var splittet, for jeg elskede også mine “mødre og fædre” som også var mine patienter fra barselsgangen. Jeg elskede det sammenspil der var, at jeg var sygeplejerske for en hel familie, mor, far og baby, men savnede lidt mere aktion. Derfor faldt det mig helt naturligt at søge ind på neonatal afdelingen. Her får jeg nemlig det hele, jeg ser mig selv som at være både neonatal sygeplejerske, men i den grad også barselssygeplejerske.
Jeg var godt klar over, at jeg med kun et halvt års erfaring som sygeplejerske, nok ikke var den som stod stærkest til en eventuel ledig stilling på en neonatal afdeling. Men jeg kom alligevel igennem nåleøjet, og fik arbejde på drømmearbejdspladsen.
Mine råd:
1.
Har du et ønske om at arbejde på en neonatal afdeling, så er mit første råd helt klart bare at gå efter det – Alt er muligt! Jeg tror det aller mest vigtige er, at man brænder for det og er opsat på at lære.
Men jeg tror samtidig også, at det er rigtig godt at have noget erfaring i bagagen, inden at man starter på en neonatal afdeling. Især hvis det er på en intensiv afdeling, som den jeg er på. Men jeg vil samtidig også sige, at jeg ikke tror det er umuligt, at komme direkte fra studiet og ind på en neonatal afdeling, heller ikke hvis man slet ingen børneerfaring har. Men det er helt klart et kæmpe plus, hvis at man har været i praktik på en neonatal afdeling eller en anden børneafdeling.
Jeg vil råde jer, som ønsker job på en neonatal afdeling om at søge praktik på en neonatal afdeling, alle de gange I har muligheden for selv at søge praktik, og hvis I ikke får jeres ønske opfyldt, så prøv at søg et uopfordret studiejob på en neonatalafdeling eller på en barselsgang. Hvem ved, det kan jo være at de lige netop står og mangler en timelønnet vikar :-)
2.
Jeg er selv rigtig glad for at have min viden fra barselsgangen i ærmet, så sent som i nat, så stod jeg i en halv time inde på en stue, og vejledte i amning og det lykkes at få den lille ny til at tage fat og begynde at spise hos sin mor. Jeg kan tydeligt mærke at jeg er stærk, når det kommer til amning og spædbarnspleje, og det ville jeg ikke være foruden, på mit nuværende arbejde som neonatal sygeplejerske. For uanset om et barn er født raskt og til tiden, eller om det er født for tidligt, eller født med en sygdom, så har både forældrene og barnet behov for en sygeplejerske, som er kyndig i at varetage spædbarnspleje og pleje til forældrene med det nyfødte barn.
Så jeg tror, at mit nr. 2 vigtigste og bedste råd er, at prøve at søge job på en barselsgang først. Det giver bare så god mening, at være god til spædbarnspleje og til pleje af de nybagte forældre – inden at man starter på en neonatal afdeling – men igen – det er ikke et must. En ting er alt det med amning, men en anden ting er det kommunikative og hele sygeplejerske-forældre relationen. Den relation er så uhyr vigtigt, både på en barselsgang, men især også på en neonatal afdeling.
Har I nogle spørgsmål, så stil dem gerne, så skal jeg prøve at se om ikke jeg kan svare :-)
Og så en lille anekdote, jeg var for nyligt til navnefest hos min lille søde fætter, som jeg står med i mine arme på billedet. Her sagde min mor og flere andre familiemedlemmer, at man godt kunne se, at jeg arbejder med babyer til hverdag. Jeg tænker ikke selv over det, det falder mig bare naturligt alt det med babyer, men det er helt sikkert ikke noget som jeg er kommet sovende til. De første mange gange jeg skulle holde en nyfødt baby, var jeg lige sige hunderæd, som nogle af forældrene er, men jo flere gange jeg har stået med en baby i mine arme, jo mere naturligt at det blevet og i dag tænker jeg slet ikke over det.
Jeg er blevet kontaktet af flere af jer søde læsere om tips og tricks til bacheloreksamen, og derfor har jeg valgt at skrive et blogindlæg med mine personlige tips og råd herom. Jeg vil lige starte med at sige, at jeg på ingen måde er mester eller ekspert i eksamen. Jeg vil faktisk sige tvært imod, da jeg er super nervøs, en genert person og så hader jeg virkelig eksamen – det har jeg altid gjort.
Men forunderligt nok, så har jeg formået at klare mig godt igennem sygeplejerskeuddannelsen, med pæne karakterer (synes jeg selv) og derfor finder jeg det passende at dele ud af de råd som jeg har i ærmet. MEN der er altså ikke nogen garanti, og der er heller ikke noget facit på hvordan man går til bacheloreksamen. Det er meget individuelt, da vi allesammen er forskellige, og alle eksaminatorer og censorer er forskellige og vil “have” noget forskelligt.
Men det kan vel ikke skade, at jeg skriver lidt om min bacheloreksamen, som fandt sted den 17.06.16 :-)
I min bachelorgruppe var vi 3 som havde skrevet sammen. Jeg var den første af os tre som skulle op og forsvare vores projekt. Jeg var på den ene side ved at dø over at jeg var den første, men samtidig synes jeg også, at det var rart. For så fik jeg det overstået, hurtigst muligt. Lige meget om hvornår på dagen man skal op, om man er den første eller sidste, så prøv at finde fred med, at lige meget hvad, så skal det nok gå og det skal bare overstås. Det værste som der kan ske er, at man dumper, og så kan man gå op igen. Bacheloreksamen og karakteren er ikke noget som gør dig til en bedre eller dårligere sygeplejerske. Når du har dit bevis og din autorisation, så skal du for alvor i gang med at lære hvad det vil sige, at være sygeplejerske, og du skal finde fodfæste og forme dig selv ind til den sygeplejerske du gerne vil være – OG TRO MIG, det er det som bliver rigtig svært og til tider rigtig hårdt!
Prøv at finde lidt fred med at bacheloreksamen “bare” er endnu en eksamen i rækken, ud af alle de mange eksamener, som du har været til i løbet af sygeplejerskeuddannelsen. Jeg ved godt, at det er super let for mig at sidde at skrive, da jeg har den oversået og er på den anden side. Men tænk en gang, det fede er, at det her er DEN SIDSTE eksamen, i hvert fald på sygeplejerskeuddannelsen ;-)
Jeg husker tydeligt den dag hvor vi endelig fik afleveret vores bachelorprojekt, det var den største lettelse jeg længe havde oplevet. Jeg husker det som, at nu var jeg fri og nu kunne jeg igen trække vejret normalt (jeg overdriver ikke!). Dagen hvor vi afleverede fejrede vi med god mad og drinks, og dansede til den lyse morgen, det var en fantastisk dag!
Et par dage senere vågnede jeg op til virkeligheden, for nu kom den aller sværeste del. Nemlig forberedelse af den mundtlige besvarelse. Bachelorforsvar… Yiiiks!
Når man har afleveret bachelor sammen i en gruppen, som jeg gjorde, skal man op og forsvare enkeltvis, og enkeltvis udarbejde sit forsvar. Jeg ved ikke om det stadig er sådan på studiet nu, men det går jeg ud fra.
Mine to makkere skrev forsvar om nogenlunde det samme emne og jeg valgte et helt andet og gik en helt anden vej. Det gjorde jeg fordi at jeg simpelhent fandt det enormt spændende, det som jeg perspektiverede til. Jeg har fra den dag vi fik undervisning om konstruktivisme i videnskabsteori, fundet det meget spændende. I bachelorskrivningen valgte jeg derfor, ret hurtigt, at jeg til mit forsvar ville fokusere på konstruktivisme. Det er lidt langhåret, og kan være meget abstrakt, derfor tror jeg heller ikke, at I som læser med, vil få noget særligt ud af at se mit talepapir, som jeg brugte til eksamen.
Jeg har ledt efter mit talepapir, da mange har skrevet og spurgt og om de må se det, for at få inspiration mm., men jeg kan ikke finde det og jeg brugte det faktisk heller ikke. Jeg gjorde i stedet noget andet.
Da jeg sad og skulle forberede mit forsvar, fandt jeg ret hurtigt ud af, at jeg havde enormt svært ved at finde fokus, og enormt svært ved at finde ud af hvor og hvordan jeg skulle starte. Jeg husker tydeligt, at jeg tænkte og sagde højt til mig selv:
>> Jamen.. det er jo bacheloreksamen, jeg skal jo vide ALT!<<.
Det stressede min lille hjerne helt vildt, det der med at jeg nu til denne eksamen faktisk skulle bevise, at jeg vidste rigtig meget, om hvad det vil sige, at være sygeplejerske og at jeg skulle bevise, at jeg havde lært en masse gennem hele studiet.
Jeg valgte derfor at udarbejde en planche, denne havde jeg også med til eksamen, og ud fra den fremlagde jeg. Det er ikke must eller et krav eller noget som helst, men det fungerede godt for mig og gjorde, at jeg var mere rolig til eksamen. Jeg er IKKE en haj til eksaminer. Jeg er møg genert!
Det bedste ved denne planche var faktisk selve processen. Jeg fik skabt et overblik over vores projekt til mig selv, og jeg fandt ud af, sådan mere præcist, hvad ville komme ind på til mit forsvar. Jeg hyggede mig med at lave den, så det var faktisk ren terapi for mig. Jeg nørklede og nussede med at lave denne planche og på den måde fik jeg kanaliseret noget af al min nervøsitet væk og brugte i stedet energi på at være lidt kreativ.
Mit forsvar:
Jeg valgte at lægge en anden videnskabsteoretisk tilgang nedover vores opgave, jeg forklarede kort om konstruktivisme, og herefter fremlagde og forklarede jeg hvordan vi med denne tilgang også kunne have belyst vores problemstilling. Jeg synes det var mega spændende at lave dette forsvar, det var et stort arbejde, for jeg skulle sætte mig ind i en helt anden videnskabsteoretisk tilgang. Men for mig var det vigtigt, at jeg fandt det spændende, det som jeg skulle fremlægge, for jeg har fundet ud af, at hvis jeg brænder for noget – så skinner det også igennem :-)
På min planche kan I se at jeg øverst har skrevet perspektivering, det var det som jeg startede med at fremlægge. Resten af planchen er selve projektet, som jeg havde listet op i korte stikord. Da jeg derhjemme øvede mit forsvar igennem, hjalp det mig utrolig meget til at sætte mine egne ord på og det gjorde, at jeg til eksamen ikke hang fast i mit talepapir. Jeg brugte det faktisk slet ikke. Talepapir er for mig ikke en hjælp, men faktisk det modsatte. Har jeg et talepapir at støtte mig til, sidder jeg med det i hånden, og læser op direkte derfra. I tilfælde af at jeg skulle gå helt kold inde til selve eksamen, så havde jeg selvfølgelig ét med, men jeg brugte det ikke. Det lå på bordet, med bagsiden op ad. Mit råd er klart at man laver et mindmap/planche at tale udfra! Tag et talepapir med, men brug det kun hvis du fuldstændig glemmer hvor du er og hvem du er.
Råd:
Prøv at lade være med at fokusere på karakteren. Karakteren fortæller intet om den sygeplejerske du kommer til at være fremover. Det er bare et dumt tal, som unødigt stresser dig.
Optag dig selv når du øver dit mundlitge forsvar, sæt tid på sådan at du kan se hvor længe det varer. Øv dig foran venner, kæreste, familie. Det er en rigtig god idé at have øvet det igennem og have sagt ordene flere gange. Jeg øvede mig kun overfor mig selv. Jeg optog med telefonen og stod foran spejlet :-)
Sørg for at få god søvn inden eksamen, jeg tog et lille glas rødvin, som sove medicin, jeg kunne nemlig slet ikke sove dagen inden, haha.
Lad være med at læse amok dagen inden, det sætter sig alligevel ikke fast (det gjorde jeg alligevel, men seriøst, lad være med det – det stresser dig kun unødigt)
Er du super nervøs til eksamen, så fortæl det til censor og eksaminator inden eksamen rigtigt starter. Det gjorde jeg. Det hjalp lidt på min nervøsitet.
Tag noget tøj på som du føler dig godt tilpas i på selve dagen. Lad være med at tænke på at der skal tages billeder, worst case scenario, kan du altid tage skiftetøj med i tasken;)
Sørg for guds skyld for at være helt hjemme i dit bachelorprojekt. Kend det ind og ud, læs det igennem 100 millinoner gange og én gang til. Du skal forsvare det her projekt, derfor skal du også vide hvad der står, alle steder. Selvfølgelig kan du ikke huske alt til mindste detalje, men overordnet skal du virkelig vide hvad der er blevet skrevet og hvad du/I er kommet frem til af fund osv.
TRO PÅ DIG SELV og prøv, så vidt muligt, at lade være med at sammenligne dig med andre. Når denne eksamen er overstået, får du dit sygeplejerske kørekort, først derefter skal du ud og lære hvad det vil sige og hvordan man er sygeplejerske. Jeg har fået mit drømmejob, og jeg tror ikke på, at de har kigget på min bachelor og nærstuderet mine karakterer. Det er virkelig ikke særlig vigtigt. MEDMINDRE du skal søge ind på en kandidat udd. så har karakteren selvfølgelig noget at sige.
Og her er vi så, tre sindssygt lettede og meget glade nyudklækkede SYGEPLEJERSKER! Flere af jer er sikkert vildt nysgerrige på vores karakterer, og det er også helt ok. Jeg fik et 10tal og mine to super super dygtige makkere og dejlige veninder scorede begge to 12!!! Så flot!
Pøj pøj og held og lykke til jer allesammen som lige nu sidder og forbereder jer til bacheloreksamen. Stil endelig spørgsmål, så skal jeg prøve på at svare, men husk jeg ved slet ikke alt og er på ingen måde ekspert. Mht. til min planche, så tog jeg bare chancen, der kan sikkert være censorer og eksaminatorer, som slet ikke vil have at man laver sådan en. Jeg ved at andre også laver mindmaps på computeren, og nogle har også bare et simpelt talepapir med ind til eksamen. Det er meget individuelt hvad der virker for den enkelte.
Frederikke Marie, Sygeplejerske og Meningsdanner. Jeg deler historier fra min hverdag som sygeplejerske og sætter fokus på faget på godt og ondt. Jeg håber at jeg med mine ord både kan skabe debat og smil på læben.
Velkommen til og tak fordi at du læser med!
