Jeg har haft fri fra sygeplejerskeuniformen i denne weekend og det har jeg virkelig nydt. Men fri fra arbejde, er for mig, lig med fri til at tænke over livet – meget dybt I know. Men i en hverdag, hvor tiden til at tænke klart, er knap, er fritid fra uniformen en tid, hvor jeg kommer dybere ned i mig selv og i denne weekend har det resulteret i, at jeg er blevet godt og grundigt rastløs. Derfor kunne jeg mærke, at jeg måtte sætte mig ned og skrive mine tanker ud her på bloggen. Der er ellers massere af ting, jeg kunne tage mig til, f.eks. oprydning herhjemme, jeg kunne gå ud for at handle ind til den kommende uge, jeg kunne løbe en tur – jeg kunne også have planlagt at ses med veninder eller familie eller noget helt tredje. Jeg valgte at denne weekend skulle jeg passe mest muligt på mig selv, derfor havde jeg kun “booket” mig selv til én aftale i weekenden, som var en venindes 30 års fødseldagsbrunch i går formiddags.
I dag har jeg haft hele dagen fri og ledig til kun mig selv og mine egne tanker. Da A er på arbejde, er jeg bare mig og mine tanker. Jeg har forsøgt at slappe godt og grundigt af, jeg har drukket morgenkaffen i sengen og set lidt tv imens at verdenen derude buldrer derudaf.
Herhjemme er jeg nået til et punkt hvor jeg bare er blevet rastløs. Rastløs i den forstand, at mine tanker kredser rundt om min fremtid og mit virke som sygeplejerske.
Hvordan ønsker jeg at min fremtid skal være? Hvor ser jeg mig selv om nogle år? Hvilke valg skal jeg tage – og ikke tage? Hvad er det egentlig, at jeg gerne vil og godt kunne tænke mig? Hvad er mine interesser? Hvad skal jeg gøre mere og hvad skal jeg gøre mindre?
Jeg tror, at det er meget normalt at have sådanne dage – hvor tankerne og spørgsmålene fylder op i hovedet og jeg er sikker på, at min rastløshed nok skal stilne af. Men lige nu, der må jeg indrømme, at jeg er i en form for rastløs-vildrede. Det er jeg, fordi jeg tænker så meget over fremtiden og hvad den skal bringe.
Skal jeg fortsætte i det felt jeg er i? Skal jeg sadle om og lave noget helt andet? Skal jeg videreuddanne mig eller skal jeg vente?
Jeg tror på, at svaret er at finde hos mig selv, men hvordan finder jeg så lige frem til det? Jeg ved med sikkerhed, at det ikke kommer dumpende ned fra himmelen af sig selv og jeg ved, at kun jeg selv, kan komme frem til et svar.
For nyligt var jeg til MUS, Medarbejder Udviklings Samtale, her talte min leder og jeg om løs og fast og om mine muligheder. Jeg fik fortalt til min leder, at jeg synes det er svært at se mig selv fortsætte med at arbejde i skiftende vagter på lang sigt. For mit ønske om fremtiden er helt klart en familie med børn, vovse og villa. Skiftende vagter ser jeg, som en udfordring for dette ønske. I hvert fald så længe at sundhedsvæsenet er så presset, som det nu en gang er. Jeg tror desværre ikke, at jeg ville kunne være mor, ved siden af det arbejde jeg har nu. Det ville for mig være både fysisk og psykisk for hårdt også at skulle være mor og kæreste, ved siden af at arbejde som sygeplejerske på en intensiv hospitals afdeling i 3-holds-skifte. I dag poppede tankerne op hos mig, om at forsøge at gå endnu længere ned i tid. Lige nu er jeg på 33 timer. Ville det være en løsning for mig, at gå endnu længere ned i tid – og dermed have mere overskud til at lave andre ting, som jeg savner at lave. Såsom at gå til dans, dyrke mine venskaber, se min familie noget mere og at skrive noget mere. Jeg har fx. en drøm om at skrive en bog, som jeg faktisk allerede er i gang med.
Er der nogle af jer andre, der kender til at være i denne form for rastløshed, som jeg er i? Og hvad gjorde I, da I var her?
Jeg søger noget inspiration til at “komme videre”. Stod det til mig, så fortsatte jeg mit arbejde, der hvor jeg er nu, for jeg elsker det. Jeg elsker at være sygeplejerske der hvor jeg er, men det er hårdt, og til tider alt for hårdt. Men hvad skal jeg så, hvis ikke jeg skal det?
Som sagt ved jeg godt, at kun jeg selv i sidste ende sidder med svaret og det er kun mig selv, som kan handle og tage affære. Men det kunne være interessant at læse om andres ideer og tanker, om hvordan man kan få livet som sygeplejerske til at passe ind i alt det andet, som livet også indebærer. Måske vi kunne inspirere hinanden, ved at dele hinandens tanker og ideer. Jeg håber at nogle af jer har lyst til at komme med jeres tanker.
Valgkampen er i gang, et folketingsvalg står lige for døren og den 5. Juni skal vi alle (eller forhåbentlig rigtig mange!) afsted til stemmeurnerne og sætte et kryds.
Men hvem skal jeg stemme på? Det er nok et spørgsmål, som rigtig mange danskere stiller sig selv i disse tider. Mange, ligesom jeg selv, har sikkert allerede taget flere af de kandidattests, som florerer rundt på nettet.
Der er mange partier at stemme på og det kan være svært at finde hovede og hale i hvad de enkelte partier egentlig vil og ikke vil – især her midt i valgkampens hede.
Danmarks fremtid ligger i den kommende regerings hænder og rigtig mange danskere diskuterer, sikkert og vist, derhjemme i stuerne. Det håber jeg i hvert fald. Især håber jeg, at alle de voksne, taler med deres børn om valget og om vigtigheden ved at stemme og sætte sit kryds. Samtidig så håber jeg, at de voksne, derhjemme, på arbejdspladserne og alle andre steder, diskuterer sobert og ordenligt.
Desværre, har jeg allerede været vidne til en masse ærgerlig retorik. En retorik som er uværdig og ingen steder hører hjemme.
Denne retorik finder især sted på det sociale medie Facebook, et medie som rigtig mange benytter sig af. Det er som om, at folk ikke tænker sig om, og skriver lige akkurat hvad der passer dem. Bevares, vi har ytringsfrihed, og den skal vi helt klart benytte os af. Men ytringsfrihed, er ikke ensbetydende med, at vi skal skrive og tale grimt til hinanden, selvom vi er uenige.
Jeg vil gerne opfordre til, at alle, både voksne som børn, skriver og taler pænt til hinanden. Det kan godt være, at man er uenig, men jeg synes saftsuseme, at vi skal behandle hinanden med respekt. Vi behandler hinanden med respekt, hvis vi taler og skriver til hinanden, i en pæn og ordentlig tone – både imens at der er valgkamp, men også helt generelt.
Det kan godt være, at man er dybt uenig og man synes, at den anden burde synes helt anderledes. Men vi er forskellige, vi mener, synes, ser og opfatter mange ting på forskellige måder. Men på trods af det, skylder vi hinanden, vores børn, unge og demokratiet, at vi taler og skriver pænt og sobert til hinanden.
Som Clement Kjersgaard altid siger: >>jo mere uenig du er med nogen, jo pænere skal du tale til dem<<.
Jeg er meget enig med Clement i hans udsagn og jeg vil, på det kraftigste opfordre til, at vi taler og skriver pænt til hinanden, også selvom det er på Facebook. Det man skriver på de sociale medier, skal man også kunne sige til hinanden, ansigt til ansigt.
Uenig eller ej, så finder jeg det enormt uværdigt, når folk skriver grimt om og til andre mennesker. Det er simpelhent ikke i orden.
Med den opfordring, vil jeg bare sige rigtig god valgkamp både til alle de, som kæmper, men også til alle, som følger med og debatterer og diskuterer med hinanden både ansigt til ansigt og på nettet. Husk at tale og skrive pænt til hinanden og respektér både dem du er enig med såvel som dem, du er uenig med!
Akutmodtagelse. Startede som nyuddannet for 2 år siden.
Min motivation for at blive sygeplejerske, var udsigten til at arbejde i det akutte område. Jeg var så heldig, at jeg i min sidste klinik kom i en akutmodtagelse og her fortsatte jeg som timelønnet, mens jeg skrev bachelor og blev fastansat efter endt uddannelse. Jeg kan varmt anbefale at søge en stilling som timelønnet, hvis du under din uddannelse ønsker at snuse mere til et eller flere specialer.
Der er fordele og ulemper ved at starte som nyuddannet sygeplejerske i akutspecialet og min oplevelse omkring det er, at dit mindset er altafgørende. Enten er du til akutsygepleje eller også er du ikke. Jeg oplever mange sygeplejestuderende, der bliver lidt forblændet af tanken om blå blink, hurtige interventioner og instrumentelle skills. Og som så glemmer at mærke indad og forventningsafstemme med sig selv.
En af fordelene er, at du er i berøring med mange specialer, herunder både medicinske og kirurgiske. Din viden skal favne bredt og det gør den selvklart ikke, når du er helt ny sygeplejerske. Så det tager lidt længere tid at føle sig fagligt stærk i de forskellige specialer og det kræver arbejde. Til gengæld er min oplevelse, at det kliniske blik hurtigt bliver ret skarpt. Du arbejder helt tiden ud fra ABCDE- vurdering og optimering og dine interventioner er nød til først om fremmest, at rette sig mod at stabilisering og hurtig opstart af initial behandling. Det er din primære opgave i akutsygeplejen, alt andet kommer sekundært.
Flowet i en akutmodtagelse er også nød til at forgå hurtigt. Du skal være med til at sikre, at patienten hurtigst muligt havner på en sengeafdeling i hænderne på det rette speciale og være klar til at tage i mod en ny patient. Det betyder, at du oftest er nød til at overlade de mere grundlæggende sygepleje opgaver til andre og min oplevelse er, at det er her mange står og føler sig som dårlige sygeplejersker. Det er her jeg oplever, at personlige kompetencer er enormt vigtige.
Du skal have en stor ”pyt” knap og stadig kunne møde patienterne med respekt, værdighed og empati i den tid du er sammen med dem. Forventningsafstemning er the key. Evnen til at omstille sig og kommunikere på mange forskellige planer er vigtig. Det ene øjeblik kan du stå i et hjertestop, det næste tager du i mod en afruser, det tredje er der en datter der henvender sig med bekymring for sin gamle mor, der har feber o.s.v. Det er det, jeg personligt elsker ved arbejdet i en akutmodtagelse. Du ved aldrig hvad der venter om hjørnet, du ved bare at du skal være klar til det og hvis ikke du er klar, skal du hurtigt kunne blive det. Og så skal du være klar til at rumme, at mange af de patienter der kommer i en akutmodtagelse, ikke er akut syge i den forstand vi forventer at se.
Der er delte meninger om nyuddannede sygeplejersker i akutmodtagelserne. Holdningen imod argumenterer med, at vi ikke har nok viden og erfaring at reflektere ud fra, hænge vores observationer op på. Jeg startede som ny og min fordel har helt sikkert været mine personlige kompetencer, mere end det har været mit faglige grundlag. Mit bedste råd er derfor, at du sætter krav til din oplæring og er skarp på din egen personlige udvikling. Mærk efter om du som menneske er det rigtige sted. Sig fra, hvis der er noget du føler overskrider dine faglige eller menneskelige kompetencer, opsøg læring og udvikling. Og husk, at det altid er ok at vælge om.
Har du også lyst til at skrive et blogindlæg?
Så kontakt mig endelig på min facebookside her TheDanishNurse. Du er også velkommen til at sende mig en mail på frederikkekikka@gmail.com og at følge med på min Instagram profil TheDanishNurse
Det er i dag ét år siden at jeg sygemeldte mig med stress. Jeg skulle have været i dagvagt, men natten op til denne dagvagt, i dag for ét år siden, begyndte jeg at græde og kunne ikke stoppe igen.
Min kæreste sagde til mig:
“du bliver simpelhent nødt til at sygemelde dig, du kan ikke tage på arbejde, når du har det sådan dér”.
– Og det gjorde jeg så. Det gik ret hurtigt med at jeg fik en tid hos min egen læge, hvor jeg fik en henvisning til en psykolog. Da det havde været weekend, og jeg fortsat ikke havde meldt mig rask, kontaktede min leder mig.
Vi nåede ikke ret langt ind i samtalen, før at jeg begyndte at små-græde og jeg fik fortalt hvad der var i gærde.
Jeg begyndte at gå til psykolog én gang om ugen, det hjalp ikke voldsomt meget til at starte med, men jeg vendte alligevel tilbage hver uge, fordi det vidste jeg, at jeg skulle gøre for mig selv. Lige så småt begyndte det nemlig at gå den rigtige vej. Det var nogle dage ikke let at komme afsted til psykolog, og i starten var det tabubelagt for mig, det dér med, at jeg skulle til psykolog.
Før min sygemelding
Før jeg sygemeldte mig med stress havde jeg i længere tid (i hvert fald i et par måneder) mærket mavekramper så snart jeg mødte i vagt, og de forsvandt når jeg havde fri. Jeg så det ikke som et faresignal, men bare som at jeg havde lidt ondt i maven. Jeg tror, at jeg skød det hen med, at jeg måske ikke altid fik spist nok.
Symptomerne
Mavekramperne var ikke de eneste symptomer, som jeg havde. Jeg havde generelt tit søvnproblemer, som jeg troede var der, pga. de skiftendevagter, som er ret normale at have, når man er sygeplejerske på et hospital. Jeg havde tit tankemylder, i sådan en form, at jeg mere og mere ikke rigtig kunne lægge arbejdet fra mig, når jeg havde fri. Når jeg havde fri, talte jeg næsten kun om arbejdet, det fyldte så meget af min vågne tid, at det var helt sygeligt, nu hvor jeg tænker tilbage. Tit havde jeg hjertebanken, når jeg lå i sengen inden jeg skulle prøve at sove. Jeg var ekstremt grådlabil og kunne begynde at græde over de mindste ting – f.eks. små almindelig hverdags ting. Jeg var ret så irritabel og det gik de fleste gange udover min stakkels kæreste, som var der for mig hele processen igennem og han er her stadigvæk <3
Jeg var meget energiforladt, når jeg endelig havde fri fra arbejde og jeg havde intet overskud eller lyst til at lave ting, der før interesserede mig. Jeg døjede især også med muskelspændinger og generelt bare ondt i kroppen. I alle mine led, især i nakken.
Set i bakspejlet, så er det jo åbentlyst, at jeg var syg med stress, men det er bare så let at være bagklog…
Et år efter
I dag, et år efter, er jeg ovenpå. Jeg fuldt tilbage på arbejde, på de 33 timer jeg for længe siden er gået ned på. Jeg var helt tilbage på min “normale” vagtplan i april måned (2018). Jeg startede på arbejdet i en optrapningsplan, som jeg havde lavet i samarbejde med min psykolog og min leder.
Jeg føler mig lidt som en anden person, fordi jeg har lært så meget om mig selv af den sygemeldning. Jeg mærker meget hurtigt symptomer i min krop og mit sind, hvis jeg bliver udsat for travle situationer – især på arbejdet. Men jeg har oparbejdet redskaber, som jeg gør brug af, når det sker. Jeg ved f.eks. at jeg skal passe på med at planlægge for meget efter arbejde, når jeg kan se at de kommende dage eller uge er spækket med mange vagter eller skift.
Jeg laver generelt ikke særlig mange aftaler, medmindre jeg ved og kan mærke at jeg godt kan holde til det.
Ellers så lytter jeg rigtig meget til mig selv og hvad min krop siger, for min krop (og alle andres) viser signaler før de når op til hjernen.
Jeg prøver at dyrke yoga og meditation så meget så muligt – nogle uger får jeg det slet ikke gjort, andre uger får jeg det gjort et par gange i ugensløb.
Har jeg alligevel haft en uge, med mange vagter og mange aftaler, sørger jeg for at få slappet af på den anden side, også selvom der er ting jeg gerne vil med til eller folk jeg gerne vil se.
Jeg deler det her indlæg for at skabe fokus på alt den stress der desværre er i blandt mange, ikke kun sygeplejersker, men også i blandt mange andre faggrupper. Måske kan jeg nå ud til nogen af jer der står i lignende situationer.
Det 100% meget bedre at stoppe op noget før end hvad jeg gjorde, jo før jo bedre!
Jeg ønsker ikke for nogen, at havne i en stresssygemelding, eller noget der ligner, det er noget af det værste og hårdeste jeg har oplevet at gennemgå.
Som jeg før har skrevet, så er det ikke dig den er gal med eller dig som er svag, det er rammerne du er i, som ikke er ok. Man er ikke svag fordi man indser at man er syg med stress – tværtimod, så mener jeg, at man er meget stærkt, for det kræver mod og en stor selvindsigt, at turde indse, at man er syg med stress.
Det er noget tid siden at jeg har været ved tasterne her på min blog. Men efter at jeg har læst et par artikler om en truet ytringsfrihed, kunne jeg mærke at det var nu jeg skulle til tasterne igen.
Ytringsfriheden er presset, ikke kun blandt sygeplejersker, men blandt mange offentligt ansatte. Paradoksalt nok, for os som er offentligt ansatte oplever i stigende grad nedskæringer og besparelser, som skaber store forringelser både for os som medarbejdere, men forringelserne går især også udover de borgere der skal modtage ydelsen.
Som sygeplejerske oplever jeg det på egen krop i den forstand, at jeg i travle vagter ikke kan stå inde for min faglighed. Jeg er ikke en af de sygeplejersker der for nyligt har måtte sige farvel til flere kollegaer. Heldigvis. Men jeg oplever alligevel travle vagter, og arbejdsdage som kan være helt urimelige. I Region Sjælland har en masse for nyligt måtte sige farvel til alt for mange kollegaer, pga. nedskæringer og besparelser, og det er simpelhent hul i hovedet, når sundhedsvæsenet i forvejen halter og bærer præg af at der ikke er nok til at klare de arbejdsopgaver der til dagligt er.
Derfor vil jeg med det her blogindlæg gerne slå fast, at offentligt ansatte har ret til at ytre sig om deres eget arbejdsområde. Selvfølgelig skal man overholde sin tavshedspligt og tage sig nogle forholdsregler, før at man ytrer sig. Men det er så hamrende vigtigt at vi, som til dagligt arbejder i det offentlige, gør alt for at skabe en kultur hvor vi bruger vores ytringsfrihed.
I Maj lavede Fagforbundet FOA en undersøgelse, hvor ca. 4000 medlemmere svarede. Her i blandt svarede hver tredje, at de har holdt kritik fra deres arbejdsplads tilbage, pga. frygt for konsekvenser. Udover det, viste undersøgelsen også at 4 ud af 10 har oplevet at få mundkurv på, direkte eller indirekte, af ledelsen. Tilsidst viste undersøgelsen at 12% blev indkaldt til en tjenstlig samtale for at have ytret sig kritisk (Kilde: Politiken).
En sådan undersøgelse bevidner om at kulturen omkring ytringsfriheden er helt skæv. Det kan have store konsekvenser, at der er så mange medarbejdere som holder kritik tilbage, for det kan betyde, at medarbejderene finder sig i tilstande som slet ikke er i orden. Som skrevet indledende, så er det ikke kun medarbejderen som det går udover, det er også de borgere som skal modtage ydelsen, som det kan have konsekvenser for.
I en undersøgelse fra 2016 fra Dansk Sygeplejeråd, med 1.828 sygeplejersker, svarede 18 % af dem at der er regler på deres arbejdsplads, som begrænser deres ytringsfrihed (Kilde: Politiken).
Der hersker altså en kultur hvor medarbejdere, ikke tør ytre sig om virkeligheden på deres arbejdsplads pga. at man er bange for hvad konsekvensen kan være. Fx. kan det være at man er bange for at få en fyrreseddel. Denne kultur, skal brydes, sygeplejersker, og alle andre offentligt ansatte SKAL og MÅ ytre sig! Især i en tid som denne, hvor vi oplever besparelser, på besparelser.
Vi skal dyrke vores ytringsfrihed, tage hinanden i hånden og råbe højt. Hvis ikke vi, som er på gulvet, os der oplever konsekvenserne af besparelserne, råber højt og kritisk fortæller og ytrer os om hvilke problemstillinger vi står med, hvordan skal der så på nogen måde nogensinde blive rettet op på noget?
Vi HAR ret til at ytre os, og den ret skal vi bruge! Det er ikke i orden at give offentligt ansatte mundkurv på, det som den enkelte oplever i sit virke, er den enkeltes virkelighed, og det kan ingen ændre på. Jeg selv ytrer mig, på min blog, min facebookside til min blog og på min instagram profil. Og jeg indrømmer, det er ikke altid postivt. Jeg forholder mig kritisk, til det jeg oplever i min dagligdag som sygeplejerske. Jeg er klar over, at jeg skal tage mine forholdsregler, før at jeg trykker på send, og jeg ved, at jeg skal passe på og overholde min tavshedspligt. Men jeg agter at bruge min ytringsfrihed, for jeg vil ikke tie, det kan kun være med til at skabe et dårligt sundhedsvæsen, hvor sygeplejersker lægger under for et system, som i denne tid er under et massivt pres.
Min klare opfordring til alle sygeplejersker er, at I skal bruge jeres ytringsfrihed. Brug den med omhu, tal evt. med din tillidsrepræsentant og din leder forinden du ytrer dig offentligt. Du kan også kontakte din fagforening, og spørge dem til råds.
Men du må ikke tie! Hvis vi sammen gør en indsats, så kan vi få skabt en ordenligt og fair ytringsfrihed-kultur. En kultur som bør være tryg og sikker, og ikke en kultur, som hersker lige nu, hvor man ikke tør fortælle om sandheden.
Vil du ytre dig om noget, vil jeg gerne være afsender her på min blog. Du kan sagtens være anonym, hvis du gerne vil det. Skriv, og send det til mig. Så læser jeg det igennem og poster det, medmindre jeg mener at der er brud på tavshedpligt mm. Du behøver ikke være sygeplejerske eller sygeplejestuderende for at skrive. Alle er velkomne :-)
I det her indlæg, vil jeg kort beskrive hvordan det så var, at starte et nyt sted, efter et halvt år som nyuddannet sygeplejerske.
Dernæst kommer jeg med mine råd og erfaringer, når du står derude, med sygeplejeskiltet på uniformen.
At starte et nyt sted, efter et halvt år som færdiguddannet sygeplejerske “i den trygge rede”
Det første sted jeg arbejdede, kendte jeg, det var en “tryg rede” fordi jeg, som før beskrevet, forinden havde været sygeplejestuderende dér, og arbejdet på afdelingen, som timelønnet. Så da jeg startede som sygeplejerske på neonatal afdelingen, var det som om, at jeg først på det tidspunkt “rigtigt” startede min tid som sygeplejerske. Sådan følte jeg det i hvert fald. Det betød meget for mig at “flyve ud af reden”. Selvom jeg var meget glad for mit job på barselsgangen.
Jeg husker tydeligt at jeg var forbi på neonatal afdelingen for at hente en uddannelsesmappe og et kompendium. Det var spændende at træde ind i afdelingen, velvidende om, at jeg lige om lidt, ca. om en måned, ville træde ind på afdelingen omklædt i uniform. Jeg vidste besked om, at min første tid som sygeplejerske på afdelingen ville være som føl. Jeg husker ikke præcist hvor mange oplæringsvagter jeg havde, men jeg havde nok til at da jeg stod på egne ben, følte mig nogenlunde sikker i min sag. Lidt spændt/nervøs er man vel altid når noget er helt nyt :-)
Da jeg startede på neonatal afdelingen begyndte jeg for alvor at forme mig til den sygeplejerske jeg er i dag. Jeg er rigtig glad for at jeg tog det spring, ud fra reden, for jeg har virkelig udviklet mig. Ikke kun som sygeplejerske, men også personligt.
Jeg kunne blive ved med at skrive om mine oplevelser fra da jeg var nystartet på neonatal, men jeg vil egentlig hellere skrive mine råd og erfaringer, til alle jer, der stadig er studerende og som på et tidspunkt skal starte som nyuddannede sygeplejersker og til jer, som er nyuddannet i faget.
Råd og erfaringer
1. Mit aller vigtigste råd til jer er, at lytte efter og mærke jer selv!
Mærk efter om det I står i er noget I føler jer kompetente til at stå i og med.
Hvis man er i tvivl om noget, skal man tage fat i en kollega og bede om hjælp OGSÅ selvom man føler “at det her, burde jeg måske vide”.
Der er virkelig INGEN dumme spørgsmål (altså jo, der skal sikkert nok være nogen, som synes at det som man spørger om er indlysende, men det er lige meget)!
Det er andre menneskers liv man har i hænderne, når arbejder som sygeplejerske, så hellere spørg og be’ om hjælp én gang for meget end for lidt.
Både for patienternes skyld, men også for din egen.
2. Husk på, at Rom blev ikke bygget på en dag.
Så, jeg kan ligeså godt afsløre det her nu: som sygeplejerske, kommer man til at lave fejl!
Sådan er det, når mennesker arbejder med mennesker. Der vil ske fejl, og det gør der hele tiden. Men, når det så er sagt, så handler det selvfølgelig om at minimere de fejl – mest muligt.
Så derfor, igen, SPØRG OM HJÆLP hvis du føler dig usikker.
Travlhed og nedskæringer er klart en kæmpe trussel her, så jeg ved godt, at det ikke altid er let at spørge om hjælp.
Men øv dig hele tiden i at prioritere, kan din opgave, som du har brug for hjælp udskydes lidt?
Så vent med at spørg om hjælp til der er tid.
Er det akut, og du har brug for hjælpen nu? Så må du ringe, til hvem du kan ringe til, lave en time-out eller hvad der er af prodecure på afdelingen.
3. Acceptér allerede inden du bliver færdiguddannet at du vil komme til at være mega træt det første lange stykke tid efter du er startet som nyuddannet sygeplejerske.
Det er hårdt, udmattende, energikrævende OG HELT FANTASTISK at være nyuddannet sygeplejerske! Der vil være dage, måske uger, hvor du kun arbejder og sover og ikke rigtig har overskud eller energi til særlig meget andet.
4. Brug dine sygeplejevenner/kollegaer til at reflektere og debriefe med. De vil forstå dig aller bedst og ved nogenlunde hvad du gennemgår.
Måske er de selv helt samme sted? Eller også har de været der på et tidspunkt.
5. Sug til dig, og “copy-paste” til dig selv, fra andre sygeplejersker.
Når du står med sygeplejerske beviset i hånden, skal du først her rigtigt til at lære at være sygeplejerske og der kan godt gå lang tid, før at du føler dig godt tilpas.
Jeg fik et gyldent råd, en gang, fra en vejleder (søde Ulla på Montebello i Spanien), da jeg stadig var studerende.
Hun sagde, at jeg skulle plukke alt det gode jeg lærte, fra de sygeplejersker jeg mødte på min vej.
Selvfølgelig kan man ikke plukke alt! Men en god idé er at plukke det man kan copy-paste til sig selv, og det som fungerer for dig og på den måde forme sig selv til den sygeplejerske man gerne vil være.
6. Acceptér, at der vil være dage, hvor du er moody.
Der vil også være dage, hvor du kommer hjem, og måske græder.
Måske kommer du også til at græde mens du er i vagt.
Det er helt normalt. Det har mange, inklusiv jeg selv gjort.
Selvfølgelig er det ikke optimalt at græde mens man er på arbejde, på vej hjem, eller derhjemme.
Men at være sygeplejerske er et fag, hvor man har andre menneskers liv i sine hænder, og nogle gange, så sker det altså bare.
Handler det om ting, der ikke er ok, fx. arbejdsmiljømæssigt, noget med nogle pårørende, eller noget helt tredje – så skal man selvfølgelig gå til sin afdelingsledelse.
Men helt generelt, så er det OK normalt, det dér med at jobbet som sygeplejerske kan få tårerne frem.
Det prøver de fleste af os nok før eller siden.
Det behøver ikke at være noget dårligt som får tårerne frem. Fx har mine tårer banket på, og trillet frem, et par gange, når nogle før indlagte patienter er kommet på besøg for at sige hej.
Jeg har oplevet glædes tårer flere gange.
Jeg har også oplevet at græde, fordi en vagt har været møg hård og fordi der måske er sket noget svært eller uventet – her er det meget vigtigt at sørge for at tale med nogen om det – så vigtigt.
At være sygeplejerske er et fag, som kan røre ved følelserne, og det kan være svært at lade være med at græde en gang i mellem.
Men bare lyt på mig når jeg siger, det er helt ok, og helt normalt!
7. Prioritér og pas på dig selv
Som mange nok ved, er vores fag udfordret flere steder. Især det med arbejdspresset og travlheden og nogle gange, især når man er ny, kan det være svært at se lyset for enden af tunnelen, fx i en travl vagt.
Sørg for, som før nævnt, at snak med nogen om det. Enten kollegaer, din leder eller hvem du finder der er den rette at tale med det om.
Jeg tror, at det nærmest er umuligt, som sygeplejerske, ikke at komme i kontakt med travlheden og når man som sygeplejerske har travlt, kan det være rigtig svært at holde hovedet koldt.
Mine erfaringer er, at det handler om, især i de travle situationer, at prioritere prioretre prioritere! Har man travlt, er det jo egentlig ret simpelt, i hvert fald på skrift!
Man må skære noget fra, når man ikke har tiden til at nå det man skal.
Derfor, må man gøre en status over ens opgaver, og sørge for, at det som er livsnødvendigt for patienterne, er det, som man fokuserer på nå – eller får hjælp til at nå.
Det er ikke altid lige let, slet ikke, og det tager tid at finde ud af “gamet” når man har travlt.
Det er bare så vigtigt, at man prøver at gøre alt for, at huske sig selv.
Selvom man er på arbejde for at tage sig af sine patienter, så skal man selv have det bare nogenlunde OK for selv at kunne fungere.
Så det dér med ikke at spise, drikke og gå på toilet er virkelig ikke iorden, det SKAL der være tid til.
Nogle gange smutter det, men man skal virkelig gøre alt for, at det kan lade sig gøre!
Mine råd og erfaringer jeg har skrevet her til jer, prøver jeg selv stadig at leve op til. Jeg arbejder stadig efter dem i de fleste af mine vagter i uniformen. Jeg prøver at stræbe efter dem, så vidt muligt. For så længe jeg har mine egne “små” guidelines, så længe mister jeg ikke mig selv fuldstændigt. Det har jeg prøvet, og det vil jeg ikke ønske for nogen. At gå ned med stress, er det mest forfærdelige jeg har oplevet i mit liv til dags dato. Jeg var heldig, at min krop sagde fra, i nogenlunde god tid. Så jeg var kun sygemeldt i en måned. Men jeg slikker stadig mine ar, og jeg bliver aldrig den samme igen. Det vil jeg heller ikke, for jeg har virkelig lært mig selv endnu med bedre at kende, efter at jeg har været nede med flaget.
Jeg har været uddannet i 2 år og to måneder, og det er først nu, eller i hvert fald i år, at jeg rigtigt mærker at jeg er sygeplejerske og jeg er god til det. Der er så mange ting jeg stadig ikke kan, men jeg er selvsikker i rigtig meget.
Jeg tror, uden at vide det med belæg for noget, at det er meget normalt, at det tager ca. 2 års tid, før at du rigtigt kan slappe lidt af, som sygeplejerske.
Aller sidst, vil jeg bare råde jer til at, at huske på, at hvis du ikke har iltmasken på, så kan du ikke hjælpe andre. Det er faktisk ret simpelt, i hvert fald her på skrift :-)
Jeg håber at I kunne bruge mine råd og erfaringer.
Kh. Frederikke Marie,
Sygeplejerske & Meningsdanner
Følg gerne med på Instagram, der er jeg lidt mere aktiv, end herinde på bloggen.
Jeg har også en facebookside, hvor jeg deler lidt af hvert.
I går fik jeg en besked fra en læser, som ønskede et blogindlæg, om de tanker og bekymringer man kan stå med inden man er færdigudannet sygeplejerske. Jeg havde dem selv, ligesom hende, og jeg er sikker på at hende og jeg ikke er de eneste to.
Så derfor kommer her et blogindlæg, som fortsættes i flere, hvor jeg vil prøve at sætte ord på det som foregik inde i mig, inden og da jeg netop var blevet færdiguddannet og tiden efter.
Nyuddannet
Jeg husker tydeligt, så klokkeklart, dagen hvor jeg var til eksamen og bagefter kunne sige højt tydeligt og klart JEG ER SYGEPLEJERSKE. Det var så ekstremt surrealistisk, fantastisk og dejligt! Jeg havde glædet mig så meget til den dag, og samtidigt frygtet den helt vildt.For én ting var klart, jeg kunne og skulle ikke længere sige, >>jeg er sygeplejestuderende<<, og med det “kort” lettere trække mig lidt i baggrunden og vide at en sygeplejerske stod bag mig. Det var nu mig som var sygeplejersken! Jeg gik fra at have arbejdet som tilkaldevikar, på barselsgangen, til at arbejde der med en helt ny titel: SYGEPLEJERSKE.
Og det var fra den ene dag til den anden. Alting føltes anerledes, og på samme tid, var alt ved det samme. En kæmpe ting var anerledes, nemlig mit skilt på uniformen. Der stod ikke længere studerende, men sygeplejerske. Det lyder måske fjollet, men det betød virkelig meget for mig. Jeg følte at der var spotlight på mit skilt og jeg følte at ALLE både kollegaer, patienter og pårørende kiggede på mit skilt mere end nogensinde før.
Den første dag var skøn. Min daværende afdelingssygeplejerske omfavnede mig, da hun så mig, og ønskede mig tillykke med at jeg nu var blevet færdig. Og så gik sommeren ellers derudaf! Vi havde travlt i afdelingen, og jeg gik som en del af normeringen med det samme, da jeg jo havde været studerende dér, og efterfulgt havde arbejdet der som tilkaldevikar.
Set i bakspejlet, så skulle jeg have bedt om nogle oplæringsvagter. Men da jeg var i det, oplevede jeg at det ville være fjollet, hvis jeg gjorde det. For jeg vidste jo godt hvad jeg skulle, jeg kendte rutinerne, patientgruppen og alt det andet. Men jeg kunne ikke forudse, hvordan det ville være, at være en del af normeringen som sygeplejerske, til forskel for hvordan det var, at være en del af normeringen som sygeplejestuderende-vikar.
Selvfølgelig kunne jeg stadig bede om hjælp og sige fra – og det gjorde jeg! MEN jeg kunne samtidig også godt mærke forventiningerne. Mest af alt var det forventningerne til mig selv. Jeg forventede mere af mig selv, nu hvor jeg var færdiguddannet. Hvilket jo er og var totalt åndssvagt, nu hvor jeg kigger tilbage. For “bare” fordi der stod sygeplejerske på uniformen, dagen efter, der havde stået sygeplejestuderende, var jeg jo stadig bare mig, uden alverdens erfaring. Det er jo, desværre, ikke sådan at man får en pakke forærende til bacheloreksamen, når man er færdig og bestået, hvori der er en masse erfaring og faglighed.
Kompetencerne og erfaring kommer med tiden, ved at man knokler, arbejder, læser og lærer!
Det som jeg især husker var svært, var, hvis kollegaer ikke lige vidste at jeg var helt sprit nyuddannet, og de så troede at jeg bare kunne det som var forventet som sygeplejerske på afdelingen. F.eks. så var jeg i starten helt vild ræd for at skulle give intramuskulære (IM) injektioner. Jeg havde som studerende prøvet det et par gange, men så heller ikke mere. Så jeg var slet ikke sikker i det, og jeg rystede og svedte helt vildt, når jeg skulle det.
Nu er det noget af det jeg elsker aller mest! Jeg ved ikke hvorfor, men jeg elsker virkelig at give injektioner, så når der på mit nuværende arbejde skal gives en injektion, er jeg ellevild for at gøre det :-) Selvom det er ret anerledes at give på mine bitte små patienter, ift. på voksne patienter, så elsker jeg det bare. Jeg tror jeg er blevet så glad for det, fordi jeg netop var så ræd for det, men sprang ud i det mange gange og overvandt min frygt, og havde flere succesoplevelser med det. SELVOM det var monster mega meget nervepirrende.
Så husker jeg også, at det var svært det der med pludselig at skulle indgå i personalegruppen sådan rigtigt. Jeg kendte jo de fleste og de kendte mig, men nu var jeg jo pludselig 100% ligeså meget “en af dem”. Det gik hurtigt over, fordi at alle var så søde. Det var de også inden, da jeg var studerende, men det føltes bare inde i mig anerledes, at være en “rigtig” del af personalegruppen, med den der “rigtige” titel.
Noget af det som står mig rigtig klart fra min spæde tid som nyuddannet var, da jeg for første gang havde en studerende med mig i vagt. Altså, hallo… JEG, mig lille Frederikke, skulle have en sygeplejestuderende med mig rundt i vagten, og lære fra mig, forklare, undervise og fortælle. Jeg var SÅ høj i lang tid efter. Hold nu op! Jeg husker, at da jeg havde fri, skyndte jeg at ringe min mor op og fortælle hende om dagen.
Nu, når jeg har studerende med mig i vagt, er jeg mere afslappet omkring det bagefter, hehe. Jeg holder faktisk meget af at have studerende med, det er spændende og så fedt at lære fra sig.
Da jeg stoppede på barselsgangen, fordi at mit vikariat sluttede, og jeg havde fået nyt job på neonatalafdelingen, startede det hele forfra. Det vil sige kun næsten. For da jeg startede et helt nyt sted, ny afdeling nyt hospital, oplevede jeg i kroppen at mærke meget stærkt, jamen jeg ER sygeplejerske. Jeg tror det handlede om, at jeg ikke havde været studerende på afdelingen. Jeg var for alvor fløjet ud af reden, fra min trygge comfortzone på barselsgangen, og skulle nu “rigtigt” i gang med at skabe min identitet som sygeplejerske.
Neonatalafdelingen
For det første, WAUW. Bare wauw. Jeg fik jobbet! Mit første job, som jeg søgte som sygeplejerske. Jeg brugte grotesk lang tid på ansøgningen. Når jeg endelig havde tid og fri fra barselsgangen, skrev jeg løs og rettede løs og læste igennem 300 gange. Jeg blev indkaldt til samtale, og i et kort øjeblik var jeg lykkelig. Indtil det slog mig, at nu var den værste del tilbage. Nemlig jobsamtalen. Esksamner og jobsamtaler har aldrig været mig. Jeg er sindssygt genert, en type der ikke råber højt og en type som er så dårlig til at sælge mig selv. Alt i alt, undskyld mit franske, røv dårlig til at gå til jobsamtale. Men jeg kom afsted, og havde forinden fået tilsendt spørgsmål som jeg skulle forberede mig på, som kun havde gjort mig endnu mere nervøs. Da så jeg kom frem, viste det sig, at forestillingen om jobsamtalen, det der med, mig foran en over/afdelingssygeplejerske ikke var den jeg havde troet. Der var fire med til samtalen og mig. FIRE! Jeg tror aldrig før jeg har følt mig så lille og svag (grine smiley).
Jeg kan ærligtalt ikke huske samtalen, udover at jeg husker, at jeg synes det gik dårligt. Nå, men de sagde, du hører fra os senest fredag. Jeg hørte ikke noget. Jeg var trist og øv hele weekenden. Men prøvede at tænke, at så måtte jeg jo søge igen og evt. andre neonatalafdelinger. Da det blev mandag og jeg stadig ikke hørte noget, heller ikke en gang et afslag. Foreslog min søde veninde mig, at jeg ringede oversygeplejersken op. Så det gjorde jeg, med rystende ben og hænder. Hun tog den og vi talte sammen. Hun fortalte, at de var lidt usikre på om jeg kunne klare opgaven, fordi jeg virkede som en lidt stille person. Inde i mig tænkte jeg, …. NO WONDER, FIRE MENNESKER og så lille mig, til min første rigtige jobsamtale som sygeplejerske.
Well, hun sagde, at hun kunne se at jeg havde skrevet en reference på, og sagde, at hun ville ringe referencen op. Referencen var min daværende afdelingssygeplejerske. Stadig i dag er jeg taknemmelig – så tak Dorthe, hvis du læser med her! Jeg fik sgu jobbet herefter. Jeg blev ringet op da dagen var omme, med beskeden om, at jeg havde fået nyt arbejde.
Jeg synes selv at jeg er landet godt på begge ben, efter min stresssygemeldning i februar. Jeg har det godt og jeg er i balance, og så føler jeg, at jeg kender mig selv meget bedre nu, end før at jeg sygemeldte mig (der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget!). Jeg er blevet meget mere bevidst om hvor mine grænser går, og så er det som om, at jeg har fået mig et sæt ekstra følehorn, som hurtigere opsnapper, når “faren” lurer. Hver dag arbejder jeg stadig med mig selv, og det tror jeg, vil fortsætte resten af mit liv. Jeg har fået “fri” fra min psykolog, dvs. at jeg ikke har nogen fremtidige aftaler med ham – udover at han vil kontakte mig en gang i august, og høre om hvordan det går. Min plan er, at jeg vil fortsætte med at se ham, men måske kun én gang hver 2-3 måned. Så har jeg meldt mig til et kursus en weekend i september, som jeg glæder mig til at fortælle mere om. Jeg kan sige så meget, at det handler om stresshåndtering med yoga indover! Så spændende!
Der er fortsat travlt og til tider mega hektisk på mit arbejde, men det kan jeg ikke lave om på.
For jeg arbejder på en intensiv afdeling, jeg er sygeplejerske og arbejder i det offentlige sundhedsvæsen – som står til at skulle spare endnu flere millioner af kroner. Så hele selve rammen kan jeg ikke sådan lige ændre på.
Jo – jeg kunne søge mig et nyt arbejde og skifte branche.
Jeg elsker mit arbejde
Men sagen er den, at jeg elsker at være sygeplejerske og jeg elsker mit arbejde, specialet og mine kollegaer. Selvfølglig har jeg da tænkt igennem, om jeg burde gå nye veje. Men som jeg har det nu, så bliver jeg hvor jeg er. Jeg elsker at være intensiv neonatal sygeplejerske, jeg elsker at passe og pleje de mindste patienter og at være der for deres forældre i alt det, som de gennemgår.
Det er et arbejde, som er sindssygt hårdt, og til tider, utaknemmeligt udmattende, men det giver mig så meget igen.
Intensiv oplæring
Nu, efter nogle travle vagter, har jeg PAUSE og sommerferie i 2 uger. Det er tiltrængt og dejligt,
og når så jeg er tilbage på arbejdet igen, skal jeg snart til at blive intensiv oplært. Så vidt jeg ved, bliver det i september. Jeg vil vove at påstå, at jeg efterhånden at ved at være autodidakt intensiv oplært, fordi jeg har været i afdelingen længe eller i hvert fald længe nok – i forhold til hvornår man som regel bliver oplært i det intensive. Jeg har arbejdet på neonatal i 1 1/2 år. Tiden går så stærkt!
Det vil altså sige, at jeg allerede er vant til at passe patienter, som har behov for intensiv pleje, men jeg skal have følgevagter med intensiv oplæring. Det glæder jeg mig meget til og jeg kan mærke, at jeg er mere end klar til det nu.
Fremtiden og nu
Og så må tiden vise, hvor mit sygeplejerske eventyr tager mig hen. Det vigtigste for mig er, at jeg laver noget som jeg brænder for. Og jeg brænder virkelig for det neonatale speciale, og så brænder jeg også for sygeplejerskers og sygeplejestuderendes vilkår – så derfor giver det rigtig god mening, at jeg ved siden af neonatal sygeplejerskejobbet, sidder som tillidsvalgt politikker i Dansk Sygeplejeråd.
Nyuddannede sygeplejersker
Til alle de som er nyuddannet i faget, vil jeg bare sige et stort og varmt velkommen og tillykke!
Pas nu ekstra godt på jer selv, det er på mange måder barskt og hårdt at være sygeplejerske – især når man er helt ny og grøn – MEN det bliver bedre som tiden går, og så er det altså også helt fantastisk at være sygeplejerske. Man skal “bare” finde sin plads i faget og det kan godt tage tid.
Jeg har været i faget i 2 år – og jeg er først begyndt at finde mig til rette nu – uden at være helt på plads.
Så føler du, som nyuddannet, at det hele er svært og at du ingen ting kan, så bare rolig, det er du ikke alene om.
Vi har alle været dér, og ved hvordan du har det. Bare lov mig at huske på, at mærke efter og passe på dig selv. Du har hele livet foran dig, som sygeplejerske, så alt det du føler du ikke kan, det skal nok komme.
Husk på, at Rom blev ikke bygget på én dag og at have fået titlen som sygeplejerske, betyder, at nu har du fået kørekortet, og det er først nu, at du skal lære at bruge det. Og det tager altså tid :-)
De næste par uger
De næste par uger kommer der nok til at være stille her på bloggen og på min facebookside, men jeg kan nok ikke holde mig fra Instagram. Så følg endelig med dér, hvis du har lyst til det.
Kontakt mig hvis du har noget på hjerte, eller bare har lyst til at skrive et blogindlæg om noget der rør sig dér hvor du arbejder, eller noget andet. Du er i hvert fald altid velkommen til at skrive til mig – også hvis du har ris/ros til min blog og facebookside. Måske er der noget du gerne vil “se”/læse mere af, eller andet.
Jeg var med for første gang på Folkemødet på Bornholm i sidste uge, og derfor vidste jeg ikke helt hvad jeg gik ind til. Jeg vil i det her blogindlæg gøre lidt status på noget af alt det, som jeg oplevede :-)
Forinden havde jeg gjort mig mange tanker, og mit bedste for at søge viden og info om hvad det var for noget, som jeg skulle med til. Jeg var med som en del af Kredsbestyrelsen, fra Dansk Sygeplejeråd (DSR), Kredshovedstaden. Som mange af jeg måske allerede ved, så er jeg valgt ind som Kredsbestyrelsesmedlem i Dansk Sygeplejeråd, Kreds Hovedstaden. Det vil altså sige, at jeg sidder som tillidsvalgt politiker i kredsen i København og repræsenterer en masse sygeplejersker, som har stemt mig ind ved valg i november. Jeg er ikke fuldtidspolitiker, da jeg har mit arbejde på neonatal ved siden af, men jeg er, selvsagt, meget optaget af sundhedspolitk især.
Folkemødet 2018
Folkemødet er Danmarks politikfestival, en festival, hvor omdrejningspunktet er POLITIK. Selvom jeg på ingen måde er en type der går på festival, så gav det så god mening for mig at deltage og være med. Da jeg stadig er ret ny i den her politiske verden, så var jeg så utroligt spændt på at skulle med. Jeg havde dagene op til afgang mod Bornholm nogle fridage, dem brugte jeg især på at læse om Folkemødet og på at forberede mig. Hvordan gjorde jeg så det? Jeg søgte en masse på nettet, og så læste jeg det materiale, som jeg havde fået tilsendt af Dansk Sygeplejeråd. DSR havde et tema i år, som hed “Hænger det sammen for dig”, og det tilsendte læsestof var meget spændende og relevant.
Udover at jeg søgte viden hjemmefra og læste det tilsendte materiale, så var jeg så heldig, at min bedre halvdel også skulle med på Folkemødet. Min kæreste skulle med som Faglig Meningsdanner, det var hans sidste uddannelsesmodul på uddannelsen som Faglig Meningsdanner, så hele hans hold og trænere var også med. Så min kæreste og jeg talte meget sammen inden vi tog af sted, og da det også var første gang han skulle af sted på Folkemødet, havde vi samme udgangspunkt og var lige spændte. Det var så værdifuldt og dejligt at kunne dele den kæmpe oplevelse med ham, som det var, at være af sted på Folkemødet. Da vi var derovre havde vi ikke så meget tid til at se hinanden, fordi vi jo hver især var af sted med “hver vores agenda”.
Men det blev da til at vi kunne spise frokost sammen en dag, og gå rundt sammen og opleve Folkemødet et par timer sammen. Vi var også til et par paneldebatter sammen – så fedt! Og faktisk også lærerigt. Min kæreste er virkelig sej og modig, især når det kommer til det med at stille kritiske spørgsmål og råbe op mundtligt. Der er jeg nok lidt mere genert og tilbageholdende. Fx. så var vi til en paneldebat sammen, hvor temaet var “evaluering af OK18”. Her var det Dennis Kristensen (forhenværende forbundformand i FOA) og Joachim B. Olsen (MF Liberal Alliance (LA)) som var i debat sammen. Min kæreste kom med et kritisk spørgsmål til Joachim B. Olsen (så sejt!). Jeg beundrer virkelig min kærestes gåpåmod og debat engenskaber. Så udover, at det var dejligt at være sammen med ham til en paneldebat, så lærte jeg også noget af at være der med ham.
Foruden den paneldebet, så var jeg med til mange flere. Jeg var så heldig at være af sted på Folkemødet med flere fra min kredsbestyrelse i København. Flere af dem havde været af sted før, så jeg fik masser af gode råd fra dem, om hvordan og hvorledes man “gør” når man er på Folkemødet. Jeg gik især meget rundt sammen med to fra min kredsbestyrelse, Theis og Sara. Theis og jeg gik sammen en hel dag, hvor vi nåede at være med til flere meget spændende debatter. Vi startede ud med at deltage til en paneldebat som bestod af en bred skare af ungdomspolitkere, som hver især repræsenterede hver deres politiske ungdoms parti. Det var så spændende, og Theis og jeg snakkede især om, hvor dygtige og gode de var til at bevare og have en god retorik, selvom de ikke var enige. Jeg gik med følelsen fra den debat om, at fremtiden ser lys ud og at mange andre politikere, kunne lære godt af, at overveje deres retorik og blive bedre til at tale lidt mere ordentligt til hinanden.
Så vidt jeg husker, var vores næste stop den involverende “tænketank” om fremtidens organisationsuddannelse, under navnet “læring, relationer og fællesskab”. Det var Dansk Metal og Dansk Sygeplejeråd som var arrangør til dette. Bjørn Hansen direktør i DeltagerDanmark var tovholder og panelet bestod af Gitte Tinning som er organisationschef i Dansk Sygeplejeråd og Morten Madsen, direktør i Dansk Metal. Til dette arrangement var vi som deltagere aktivt med, og vi diskuterede 1 til 1 om organisationsuddannelse på kryds og tværs af fagforeninger og fag. Det var så spændende, og meget relevant, især fordi jeg er ny i det her organisationsarbejde. Vi talte også om vigtigheden af meningsdannelse, og kom ind på det med at flere fagforeninger udbyder en Meningsdanneruddannelse, til interesserede medlemmere. Dem er jeg jo selv en af. Det var meget spændende at høre om hvordan “de andre gør”, og at opleve netværket og vidensdelingen omkring hvordan forskellige fagforeninger, herunder min egen, uddanner organisatorisk valgte, og hvordan man gerne vil samarbejde og lære noget nyt – og lære fra sig.
Theis og jeg var også til en paneldebat som omhandlede hvorfor at så mange danskere er ramt af stress, angst, ensomhed og depression. Debatten var arrangeret af Information og debatredaktør Gry Inger Reiter interviewede hhv. Majbrit Berlau (Formand for Socialrådgiverforeningen) og Hjalte Aaberg (Regionsdirektør, Region Hovedstaden). Især emnet om stress, vakte min interesse. Ikke kun fordi jeg selv personligt i år har været sygemeldt med stress, men fordi jeg ved, at mange sygeplejersker, desværre sygemeldes med stress. Majbrit Berlau sagde; “at en individualisering af stress ikke er den rigtige måde at håndtere problemet på, og understregede, at stress er et samfunds – kultur og strukturelt problem”. Jeg kan ikke være mere enig med nogen om noget, og jeg mener, at det er så vigtigt, at vi alle sætter en stor fed streg under dette, og hjælper hinanden om at videreformidle dette budskab. Sygemeldes man med stress, er det ikke den enkeltes problem, det kan sagtens være, at stress udløses af noget personligt, men den stress som hersker i det offentlige, på det arbejdsmarked, som jeg kender, udløses fordi at vores rammer ikke lever op til alt det vi skal nå!
Jeg var samme dag til paneldebet omkring “forbyggelse, sammenhæng og et økonomisk løft kan give en moderne psykiatri”. Titlen var “Moderne psykiatri – hvordan sikrer vi en god mental sundhed”. Arrangørerne var Danske Regioner, Lægeforeningen og Dansk Sygeplejeråd. Selvom jeg ikke selv arbejder i psykiatrien, fandt jeg det meget relevant at være med til en debat omkring de kæmpe udfordringer som det psykiatriske område står med hver eneste dag.
Formand for Dansk Sygeplejeråd Grete Christensen understregede b.la.:
”Vi må lave et system, hvor vi ikke kun tænker i enkeltstående ydelser, men tænker i sammenhæng og helhed for patienten. Og så skal vi tænke nyt. Vi skal bruge socialsygeplejersker, pårørende og tværgående forløb,” (Kilde: DSR).
I samme telt, var jeg til penaldebat omrking “fælles økonomi og ledelse er vejen til sammenhæng”. Her blev der b.la. debatteret om hvordan vi sikrer sammenhæng, når en patient går fra at være patient på sygehuset, til at komme hjem i egen kommune. Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd udtalte:
”Vi skal have fælles ledelse og fælles økonomi omkring patienten. Så skaber man lettere sammenhæng længere ned i systemet. Det nytter ikke, at det er frontpersonalet ude hos patienten, der skal forsøge at skabe sammenhængen” (Kilde: DSR).
Grete Christensen sagde også:
”I kommunerne står sygeplejerskerne ofte med spørgsmålet om, hvad hospitalet egentlig tænkte, da de sendte en patient hjem. Og hvad gør egen læge? Og den anden vej er der også brug for mere ensartethed i kommunernes tilbud. I dag er det sådan, at sygehusene skal kigge på patientens adresse, før de ved, om de kan sende patienten hjem” (Kilde: DSR).
Grete Christensen, formand for Dansk Sygeplejeråd understregede også, at det er vigtigt, at vi lytter til patienterne, de ved hvad som fungerer for dem, vi skal lytte til dem og deres behov og inddrage dem. Hun sagde også, at ensartethed i kommunerne vil være tidsbesparende og kom med et eksempel på, at dialysebehandling i hjemmet og kemobehandling “to-go” er blevet til en virkelighed fordi at vi har lyttet til patienterne.
Udover de mange spændende debatter, som jeg var med til, så oplevede jeg også meget bare ved at gå fra A til B. Jeg mødte så utroligt mange spændende mennesker på min færd på Folkemødet. Lige fra politikere, til hjemmeløse, til “folket” altså den almene borger som deltog og mange mange flere. Især da jeg bemandede DSR Kredshovedstaden’s Christiania cykel på pladsen, mødte jeg en masse spændende folk. Jeg fik en snak med flere – om sygeplejersker :-) Vi talte især om udfordringerne der er ved at være sygeplejerske, men også om hvor fantastisk og dejligt et fag det er. Alle som jeg faldt i snak med, ved vores Christiania cykel, var enten selv sygeplejerske, ellers så kendte de én, eller kendte én, som kendte én, der var sygeplejerske. Det var utroligt givende og spændende, at høre andres fortællinger og udfordringer om det at være sygeplejerske, eller at være pårørende til en sygeplejerske.
Jeg lærte også meget om politik, og det er ret svært at forklare hvad jeg lige mener med det. Men jeg fik et kæmpe indblik i hele det “game” som det er, at være med og en del af politik. Jeg snakkede med flere fra min bestyrelse, som har flere år på bagen i DSR, og som aktive i politik. Det var meget spændende og lærerigt at høre om deres rejse til hvor de var nu, og at se dem i “aktion”. Jeg er utroligt beæret over at have været med på Folkemødet, og over at have lært så meget!
Den sidste paneldebat, som jeg var med til, var en debat som omhandlede “Flere faglige stemmer i politik – hvordan og hvorfor?”. Jeg var med der, fordi at jeg netop selv er en af de faglige stemmer, og så var jeg inviteret af min kæreste. Det var nemlig hans Meningsdannerhold, som primært havde arrangeret debatten. Og min seje kæreste havde da også mikrofonen i hånden :-) I panelet var Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom, Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) og Rie Ljungmann, Analytiker, Tænketanken Cevea.
Der blev debateret omkring hvorfor stemmerne fra det virkelige arbejdsliv er så vigtige at få hørt i politik, og de tre debatører fra panelet kom med flere råd og med deres besyv på hvor det giver mening og er vigtigt med faglige stemmer!
Min kæreste fortalte sin historie, som portør og som fagligstemme fra gulvet, og stillede spørgsmålet om det overhovede batter og giver mening at råbe op, og forklarede hvordan han under OK18 havde været aktiv med at råbe op og skrive debatindlæg mm.
Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom, svarede at man skulle være vedholdende, og blive ved og ved med at råbe op. Ikke stoppe efter “første forsøg”, men blive ved og ved med at fortælle historierne og holdningerne fra “gulvet”. Han sagde blandt andet “folk lytter også, når vi ikke ved det!” og at det er vigtigt, at man spreder sig, og siger det man mener flere gange – så skal der nok være nogen, der lytter!
Kasper Sand Kjær, Formand for DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd), sagde direkte til min kæreste: “jeg tror ikke du skal sidde med en følelse af, at du ikke er blevet lyttet til – og fortsatte, “jeg tror i den grad, at du er blevet lyttet til og at du har været med til at sætte en dagsorden under de overståede OK18 forhandlinger, og det tror jeg har præget det langt mere, end du tror og sådan ville man kunne nævne utallige meningsdannere, som har gjort det igennem årene og det betyder rigtig meget for hvordan dagsordnen er på Christiansborg”.
Panelet kom også, afslutningsvis med deres råd, hver især om hvad vi, som faglige stemmer, skal gøre. Rådene lød således; fra Henrik M. Nielsen, Liberal Alliances Ungdom: at vi skal “elske os selv, bakke hinanden op og se os selv som vindere”. Selvom jeg, uden at gå for meget ind i politisk overbevisning, på ingen måde er støtter og er enig i Liberal Allinances politk, synes jeg faktisk ret positivt om dette råd. Jeg tror faktisk på, at finder vi, faglige stemmer, mere vindermentalitet frem og støtter hinanden endnu mere i de sager vi belyser, ved at turde tage bladet for munden, og råbe op – så kan vi nå endnu længere i vores kamp og fx bedre arbejdsvilkår og bedre vilkår for vores patienter.
Morten Ryom, Lærling, bygningsstruktør, 3F Ungdom råd lød sådan her: “tag din kollega med, inspirér kollgean til at være aktivt med i fagpolitik”. Et rigtig godt råd, som jeg vil vove at påstå, at jeg allerede benytter mig af! Men hermed, er det givet videre.
Kasper Sand Kjær, Formand, DUF (Dansk Ungdoms Fællesråd) kom også med råd, til de faglige stemmer, han sagde “meld jer ind i politk, og tag en kollega med”. Et råd, som jeg synes er så ufatteligt vigtigt! For vil man være med til at ændre nogle tilstande, må man melde sig aktivt på banen, og det kan man helt klart, især, ved at melde sig aktiv i politik – ellers er der jo “bare” nogle andre, som tager den ledige plads.
Når paneldebatterne sluttede i løbet af aftnerne var det tid til at mingle, den ene aften var der også koncert med Magtens Korridorer og en anden aften så jeg satiregruppen Magt optræde. Jeg var også til to sangaftener, både én arrangeret af DSR torsdag aften og lørdag, som var sidste aften, der var jeg med til LO’s sangaften. Det var simpelhent så fedt at være med, og hver eneste dag gik jeg i seng og var mæt på oplevelser og ny viden og SÅ træt!
Jeg håber at I har fået bare et lille indtryk i hvad jeg fik tiden til at gå med på Folkemødet, jeg kunne skrive endnu mere, men jeg tænker, at det her er langt nok :-)
I er meget velkomne til at stille mig spørgsmål om Folkemødet.
En læser har spurgt, om jeg på noget tidspunkt har skrevet, om hvordan jeg begyndte at engagere mig politisk.
Dertil må jeg svare, at nej, det har jeg faktisk ikke. Så jeg har stillet mig selv det spørgmål, og her kommer svaret:)
Jeg tror egentlig at jeg altid har været sådan lidt light interesseret i politik. Min mor og far er begge uddannet skolelærere, min bonusfar El-installatør, og nu i gang med at uddanne sig til lektor på Maskinmesterskolen. Vi har altid talt politik derhjemme, men ikke mere, end hvad jeg tror andre familier gør henover spisebordet. Men det har været tydeligt for mig, at både min mor, far og bonusfar, har fundet emnet spændende og relevant.
Da jeg gik i gymnasiet, gik jeg på en linje med samfundsfag på A niveau, så det var nok dér, at jeg for alvor blev interesseret i det dér med politik. Jeg husker i hvert fald, at jeg fandt samfundsfagstimerne rigtig spændende. Jeg husker også, at jeg synes, at vores studietur til Bruxelles, “EU-land”, var mega sejt, lidt nørdet, men spændende! Vi besøgte b.la. EU-kommissionen, mødte politikere som sad i Bruxelles og var på besøg i NATO. Det var helt vildt, og jeg har helt sikkert snakket og fortalt til mine forældre om det hele, i speed-tempo, da jeg kom hjem.
Da jeg skulle starte på en videregåendeuddannelse, valgte jeg også efter den interesse. Jeg begyndte nemlig på en bacheloruddannelse som hed, Spansk og Europæiske studier. Men efter ca. et halvt år på studiet, gik det op for mig, at det studie slet ikke var mig. Jeg elskede at studere spansk, men det med europæiske studier blev lidt for langhåret, og især det at at have erhvervsøkonomi var svært for mig. Jeg forstod ikke særlig meget af det, og jeg dumpede også en eksamen.
Da så jeg begyndte at læse til sygeplejerske, fandt jeg hurtigt ud af, at jeg havde fundet den rette hylde. Og her havde jeg en drøm om at melde mig som en aktiv del af Sygeplejestuderendes Landssammenslutning (SLS), men det skete desværre aldrig. Jeg havde travlt med alt muligt andet, fx. udlands udveksling x 2 og så var det bare helt simpelt svært for mig at finde tid til at være aktiv i SLS, når jeg også gerne ville danse samba og en masse andet, ved siden af sygeplejestudiet.
Jeg har nu, i flere år, blogget om sygepleje – både som studerende og som færdiguddannet sygeplejerske. Her kom det meget naturligt, at jeg begyndte at følge med i fagpolitiske emner, og også at skrive om det i ny og næ. Fagbladet Sygeplejersken har været mit yndlingsmagasin, siden jeg modtog det første gang. Lidt nørdet, tror jeg. Jeg kan i hvert fald fornemme, at mine sygeplejeveninder synes jeg er lidt af en nørd, hvad det angår :-)
Et par uger inden at jeg skulle op til min bacheloreksamen (for snart to år siden!), fik jeg beskeden om, at jeg var optaget på Meningsdanneruddannelsen. En uddannelse, som blev udbudt af Dansk Sygeplejeråd (DSR) Kreds Hovedstaden, i samarbejde med Tænketanken Cevea. På denne uddannelse blev jeg styrket i at sætte faget på dagsordnen, både i medierne, men også på min arbejdsplads, fx. i debatindlæg og på de sociale medier. Jeg fik redskaber til at kommunikere, med udgangspunkt i min egen faglighed og så fik jeg et netværk af andre sygeplejersker, som havde nogle af de samme interesser, som jeg selv. Jeg husker tydeligt hvordan jeg oplevede at “have fundet hjem”, da jeg mødte alle de andre på mit Meningsdannerhold. Det var en helt vild tid, og jeg udviklede mig meget personligt og nok også fagpolitisk – når jeg lige sidder og tænker tilbage. Jeg fik et helt andet indblik i hvad DSR står for og kæmper for, og jeg oplevede en kampgejst og et gåpåmod, blandt de andre fra mit hold – som smittede af, og alle havde én og samme drivkraft, nemlig at råbe op om sygeplejerskers vilkår og hverdag “derude”.
Da jeg så var blevet færdig med Meningsdanneruddannelsen, gik der ca. et halvt år, og så var der valg til Kredsbestyrelserne i DSR. En god og sød ven, og daværende kollega – som jeg også havde mødt på Meningsdanneruddannelsen, prikkede og skubbede lidt til mig. Han sagde, at han synes jeg burde stille op til valg. Først tænkte jeg, ej han må da have spist søm – det kan jeg da ikke. Jeg tænkte, at jeg slet ikke vidste nok om fagpolitik, og at jeg ikke på nogen måde, var god nok til at stille op til sådan et valg.
Men jeg kunne ikke slippe hans ord, og en aften, et par dage inden fristen for at stille op, gik jeg i gang med at skrive mit valgoplæg. Jeg havde ingen anelse om hvordan man gjorde sådan noget. Men det blev skrevet, og jeg sendte det af sted.
Jeg blev valgt ind, og jeg sidder i dag i Kredsbestyrelsen i DSR Kreds Hovedstaden. Jeg er fortsat stadig ny i det fagpolitiske arbejde, og jeg har masser at lære endnu. Men hold nu op, hvor er jeg bare glad for at jeg valgte at lytte på min ven. Da jeg var til mit første møde, med Kredsbestyrelsen, følte jeg det samme, som da jeg var på mit første modul, på Meningsdanneruddannelsen. Jeg følte mig hjemme!
Uden rigtig at have tænkt over det, så har jeg nok længe følt mig og været “alene” med mine fagpolitiske interesser, da mine gode venner og veninder ikke interesserer sig for det, på samme måde som jeg gør. Så det, pludselig, at være i fora med sygeplejersker, der har samme interesser, er enormt værdifuldt for mig. Det er vel egentlig lidt, som da man var barn, hvor man nogen gange kunne opleve, ej her passer jeg ikke så godt ind, hvorefter, man på et andet tidspunkt pludselig kunne mærke, at man et andet sted, passede rigtig godt ind. Det er jo ikke sådan, at jeg har sagt farvel og tak til mine gode venner og veninder, slet ikke! Men jeg har bare fundet et sted, hvor jeg kan åbne op for for ventilen, suge ind og puste ud og dyrke mine fagpolitiske interesser.
Ham min ven, som prikkede til mig, blev selv valgt ind som Kredsnæstformand i DSR Kreds Hovedstaden, og jeg husker tydeligt, at vi sidste år talte sammen om, at vi så gerne ville med på Folkemødet – men det var umuligt at få en billet og overnatning. I år, er det så sådan, at vi begge to skal med, og ikke “bare” som vi gerne ville sidste år, men vi skal af sted begge to som “udsendte” med Dansk Sygeplejeråd. Det er da i grunden ret så sjovt, og ret sejt, hvis jeg selv skal sige det. Der er godt nok sket meget på et år!
Jeg tror ikke, at jeg kommer til at slippe fagpolitik nogensinde igen, det giver mere end god mening for mig, at være en aktiv del af det, og jeg føler mig hjemme. Så hvis du sidder med interesser indenfor det her felt, så bare kom i gang, man behøver på ingen måde at være ekspert, der er plads til alle – så længe du har en mening og det har de fleste :-) I Kredsbestyrelsen hvor jeg sidder, synes jeg det er så fedt at vi er en blandet skare. Der sidder flere som har siddet i fagpolitik i mange år, men vi er også flere som jeg selv, som er nye og grønne. Det giver en god dynamik, både at vi er grønne og garvede blandet, men også at vi er blandet aldersmæssigt, sådan at vores erfaringer er forskellige. Det, at vi er forskellige steder i livet, gør, at vi rammer flere sygeplejerskers/medlemmers interesser og det er jo faktisk det som det især handler om, når man sidder som politisk valgt i en organisation, som Dansk Sygeplejeråd.
Frederikke Marie, Sygeplejerske og Meningsdanner. Jeg deler historier fra min hverdag som sygeplejerske og sætter fokus på faget på godt og ondt. Jeg håber at jeg med mine ord både kan skabe debat og smil på læben.
Velkommen til og tak fordi at du læser med!
